Konkurrence
Konkurrence betyder det at kæmpe for at få fordele på andres - konkurrenternes - bekostning. I normal sprogbrug benyttes konkurrence ofte i modsætning til monopol, f.eks. det at en person har eneret til visse stillinger eller en virksomhed er eneste sælger af en vare.
I økonomisk forstand må konkurrencen under kapitalismen ikke forstås, som om den kun er den enkle modsætning til monopoler o.lign. Konkurrence og monopolsituationer er ikke to «ligeværdige» former i en kapitalistisk økonomi, således at det skulle være vilkårligt, hvilken af disse der er fremherskende. Ifølge Marx er konkurrencen kapitalens indre natur. Den fremtræder som de enkelte virksomheders («enkeltkapitalernes») vekselvirkning med hinanden. Kapitalen som samfundsmæssig forhold kan kun eksistere som mange kapitaler. Grunden til dette er, at kapitalens grundlag er værdien, således at kapital kun kan eksistere gennem bytte mod en anden værdi. En altomfattende kapital som ikke står overfor andre kapitaler, som den kan bytte med, eksisterer derfor ikke. Var dette tilfældet, ville selve kapitalforholdet falde bort, og samfundet ville ikke være kapitalistisk.
Marx skriver, at konkurrencen historisk set fremtræder som modstykket til og overskridelsen af de produktionstrin, der går forud for kapitalen. Men han påpeger samtidig, at konkurrencen ikke kun har historisk betydning. Den frie konkurrence er kapitalens forhold til sig selv som en anden kapital, dvs. også et grundtræk i en udviklet kapitalistisk økonomi.
Konkurrence siges at foregå på to planer. Det første er konkurrencen mellem virksomheder, der producerer en vare. Konkurrencen virker her gennem bestemmelsen af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. En vares værdi er bestemt af den gennemsnitlige mængde arbejde, som er samfundsmæssig nødvendig for dens produktion. Nogle virksomheder med høj arbejdsproduktivitet kan producere flere varer pr. time end andre virksomheder i samme branche. De førstnævnte vil dermed opnå en ekstra merværdi, når varerne sælges, mens andre virksomheder vil opnå mindre merværdi. I jagten på ekstra merværdi vil de enkelte kapitalister til stadighed forsøge at forbedre produktionsmetoderne for at producere flere varer med samme antal arbejdstimer som før. Konkurrencen virker derfor som en drivkraft for den tekniske udvikling.
For det andet vil der foregå en konkurrence mellem virksomheder i forskellige brancher. Kapitalens mål er værdiøgning. Hvis kapitalen kan værdiøges hurtigere i en branche end i en anden, flytter kapitalen dertil hvor profitraten er størst, dvs. dertil hvor merværdien er størst i forhold til den indskudte kapital. (Dette vil ikke altid lykkedes. Eksisterende virksomheder i branchen vil forsøge at holde nye virksomheder ude fra branchen, f.eks. gennem en intensiv priskrig).
Arbejdsdelingen under kapitalismen sker ikke på en planlagt måde. Der er hele tiden fare for overproduktion af visse varer. Dvs. producenterne har fremstillet varer, som ikke dækker samfundsmæssige behov. I sådanne tilfælde vil profitten falde, og kapitalen søger over i andre brancher, hvor akkumulationen - kapitalophobningen - kan foregå hurtigere.
«Kapitalens indre natur» - konkurrencen - spiller også ind på andre felter i det borgerlige samfund. Arbejderklassen konkurrerer indbyrdes om jobbene - dvs. om at få solgt deres vare, arbejdskraften. Dette har på den ene side givet anledning til udviklingen af fagforeningerne, som er et forsøg på at modvirke en situation, hvor arbejdskraften sælges individuelt - ofte under sin værdi. På den anden side afspejles dette i kapitalens forsøg på forskellige former for «del og hersk» - for at holde lønningerne nede. For de lønarbejdende mellemlag hersker der lignende vilkår. Men konkurrencen fremtræder her i form af f.eks. kappestrid om adgangen til visse former for uddannelser eller individuel forfremmelse. Således betragtet er konkurrencen vigtig i de mellemmenneskelige forhold under kapitalismen. Vigtige træk ved skolesystemets opbygning og indhold - som f.eks. karaktersystemet - må forstås som træning og forberedelse til at møde og anerkende de samfundsmæssige vilkår.
Der er lagt et stort arbejde i den borgerlige ideologiproduktion for at vise, at konkurrence er «retfærdig», «naturlig» og egentlig til alles bedste, fordi den sikrer «rette person på rette plads». I fremstillingen af denne ideologi benyttes bl.a. paralleller fra naturen - «den stærkestes overlevelse» - for at begrunde, at konkurrence er et alment menneskeligt og historisk fænomen. Herover for vil socialisten hævde, at individuel konkurrence er historisk bestemt og særegent for de borgerlig samfund.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 34.231