Mellemlag eller middelklasse refererer til en position mellem det der opfattes som samfundets hovedklasser og som defineres ud fra produktionsfaktorerne jord, arbejde og kapital. Af denne grund har begrebet middelklasse fået et skiftende indhold gennem de forskellige historiske epoker. I 1800 tallet betegnede middelklasse det fremvoksende borgerskab, der stod mellem adelen og de arbejdende klasser. I første halvdel af vort århundrede blev ansatte funktionærer karakteriseret som den «nye middelklasse» mellem arbejdere og kapitalister.

Fra midten af 1960'erne har begrebet mellemlag fået en mere præcis betydning - afgrænset fra middelklasse. Denne udvikling er knyttet til de dybe ændringer i klassestrukturen i de kapitalistiske lande i efterkrigstiden, hvor nogle af de vigtigste tendenser er: 1. Almen øgning af uddannelsesniveauet, men stærkest vækst i uddannelserne ud over gymnasieniveauet. 2. Kraftig stigning i beskæftigelsen indenfor den offentlige sektor. 3. Stigende betydning af administration, fornyelse og markedsføring i det private erhvervsliv.

Disse ændringsprocesser har i løbet af et par årtier frembragt brede grupper, som samles under betegnelsen mellemlag. De adskiller sig fra funktionærer i almindelig forstand ved at de ikke kun udfører kontorarbejde, men også har højere uddannelse og oftest er knyttet til stærkt professionaliserede fag. Og de adskiller sig fra små private næringsdrivende ved, at de i stigende grad er ansat i offentlige eller private bureaukratier, selv om de på mange måder viderefører traditionerne fra de «liberale erhverv».

Mellemlagenes udvikling har på mange måder forrykket de politisk-ideologiske skillelinier i efterkrigstiden. Dette hænger ikke mindst sammen med, at uddannelse påvirker politisk adfærd og holdninger. To forskellige strømninger skiller sig ud: I tilknytning til beskæftigelsen i den offentlige sektor findes der grobund for en radikal tendens. Den del af mellemlagene der er knyttet til erhvervslivet, giver på den anden side grundlag for en moderne konservatisme. Den accepterer statslig regulering af økonomien på makroplanet, men kræver størst mulig individuel frihed når det gælder fordelingen af indtægt og «private kapitalgoder» som bolig og uddannelse.

Det har været en almindelig opfattelse indenfor socialistisk teori, at den historiske udvikling ville føre til en polarisering mellem arbejdere og kapitalister, mens mellemgrupperne efterhånden ville falde bort. Foreløbig er der imidlertid få tegn, der kan bekræfte denne opfattelse.

F.E.