 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Korsch, Karl
 |
| Karl Korsch |
Korsch (1886-1961), tysk marxistisk filosof og politiker. Karl Korsch var en af de mest fremtrædende repræsentanter for en kritisk og udogmatisk marxisme.
Under sit studieophold i London 1912-14 var Korsch medlem af «The Fabian Society», og blev stærkt præget af deres syndikalistiske orientering. Allerede i 1912 udgav han pamfletten «Den socialistiske formel for organisering af økonomien», som drøfter spørgsmålet om, hvad en socialistisk samfundsøkonomi er ud over «socialisering af produktionsmidlerne». Under indtrykket af de revolutionære begivenheder i Europa i 1917-18 gik Korsch over til marxismen og blev medlem af USPD, den tidligere venstresocialistiske fløj i det tyske socialdemokratiske parti (SPD). Ved splittelsen af USPD i 1920 fulgte Korsch flertallet over i kommunistpartiet (KPD).
På den tid var Korsch stærkt optaget af at integrere sin tidligere syndikalistiske synspunkter i den marxistiske teori. Korsch betonede forskellen mellem «statsliggørelse» og «socialisering». Afgørende er «den industrielle selvstændighed», arbejderkontrol over den enkelte fabrik. Revolutionen tænkes gennemført ved, at arbejderklassen tager kontrollen over den enkelte fabrik.
Men forskellen fra syndikalismen ligger i, at Korschs socialisme ikke accepterer den syndikalistiske tanke om en «herredømmeløs socialisme». Partiets politiske ledelse af den revolutionære kamp er nødvendig. Erfaringerne fra Spartakusoprøret i Berlin i januar 1919 og rådsrepublikken i München i april 1919, som begge blev slået brutalt ned, pegede på at revolutionen ikke kunne lykkes, uden at partiet koordinerede de lokale initiativer. Men til forskel fra Lenin begrundede Korsch ikke behovet for partiet med, at den politiske dimension var fraværende i arbejderklassens kampe. Det afgørende var det opsplittede ved disse kampe, noget som kun kunne overvindes ved at partiet forenede den politiske strategi. Korschs understregning af revolutionens dobbeltkarakter - både social (arbejderrådene) og politisk (partiet) revolution - minder meget om Antonio Gramscis teori om revolutionen.
I 1923 - samme år som han var kommunistisk justitsminister i regeringen i delstaten Thüringen - udgav Korsch sit hovedværk «Marxisme og filosofi», et udkast til en marxistisk teori om filosofi og kultur. Et hovedsynspunkt er, at «overbygningen» ikke kan reduceres til et spejlbillede af den «egentlige» materielle «basis», de kulturelle udtryk må i stedet ses som delmomenter ved den sociale helhed.
Reaktionerne på «Marxisme og filosofi» var saglig set identiske, uanset om de kom fra socialdemokratisk eller kommunistisk hold. Egentlig er det blot en forskel i terminologi, påpeger Korsch i sin «anti-kritik» fra 1930, når socialdemokraterne kalder hans synspunkter for «kommunistiske» og kommunisterne de samme synspunkter for «revisionistiske». Reaktionen var imidlertid særlig skarp fra Kominterns side. På Kominterns 5. kongres i Moskva i 1924 blev Korsch (og György Lukács, som havde udgivet «Historie og klassebevidsthed» i 1923) hårdt angrebet af både Bukharin og Sinovjev, Kominterns daværende ledere.
Den store opmærksomhed som Komintern viste Korsch skyldtes, at han var et meget prominent medlem af KPD, det største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. Allerede da han blev medlem af KPD, var han kommet med stærke indvendinger mod nogle af de 21 punkter, der fastslog medlemsbetingelserne i Komintern. Gennem 20'erne blev Korsch en af de vigtigste opponenter mod KPD's underdanige linie overfor Moskva. Han kritiserede tendensen til at gøre Komintern til et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik og påpegede, at de europæiske kommunistpartiers afhængighed af Moskva steg i samme takt som partiernes indre demokratiske liv og politiske bevidsthed dalede. I stedet for at følge en egen og selvstændig udviklet politisk strategi ventede man passivt på revolutionen og bøjede sig underdanigt for enhver ordre ovenfra, hævdede Korsch.
Tidligt i 1925 blev Korsch frataget hvervet som redaktør af KPDs teoretiske organ «Die Internationale». Da KPD på den 10. kongres senere på året definitivt sluttede op om KPD-bolsjeviseringen af de europæiske kommunistpartier, var slaget i virkeligheden tabt for Korsch og hans fløj. I marts 1926 organiserede han en fraktion omkring magasinet «Kommunistische Politik» og allerede en måned senere blev han ekskluderet. Korsch var nemlig «en usund småborger» (Sinovjev).
Efter få år var Korsch politisk isoleret, og han blev aldrig mere politisk aktiv. I årene indtil Hitler tvang ham til at emigrere, forelæste han for det meste i marxistisk teori. Blandt tilhørerne var Bertolt Brecht, som anså Korsch som sin marxistiske lærermester. Trods det at de var totalt uenige i opfattelsen af Sovjetunionen, forblev de nære venner indtil Brecht døde i 1956. Fra 1936 til sin død i 1961 boede Korsch i USA.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 13/1 2004
Læst af: 29.856