 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Syndikalisme
Syndikalismen (fransk syndicat: fagforening) er en socialistisk retning, som adskiller sig fra socialdemokrati og marxismen-leninismen ved, at den afviser statsovertagelse af produktionsmidlerne og de politiske partiers rolle i kampen for socialismen. Forandringen af samfundet skal i stedet ske gennem arbejdernes faglige organisationer, som også skal overtage produktionsmidlerne. Målet er at erstatte kapitalismen og statsmagten med det klasseløse samfund - anarkiet eller kommunismen.
For at nå dette mål må magten overføres til organisationer under arbejderklassens fulde kontrol. Syndikalisternes vigtigste opgave bliver derfor først at skabe en demokratisk fagbevægelse med magten i basis, og dernæst starte en kamp for at overføre samfundsmagt og kontrol over produktionsmidlerne til arbejdernes demokratiske masseorganisationer. Den store styrkeprøve mellem arbejderklassen og det bestående er generalstrejken eller generalbesættelse, hvor arbejderne tager produktionsmidlerne i besiddelse. Fra dette øjeblik udbygges den libertære socialisme, hvor magten ligger i arbejderklassens hænder.
Ved at koncentrere magten i fagforeningerne vil syndikalisterne fratage de gamle herskende klasser muligheden for at gennemføre et kontrarevolutionært statskup gennem det borgerlige statsapparat. Efterhånden som arbejderklassen udbygger sin magt, mindskes muligheden for kontrarevolution, de gamle herskende klasser inddrages i produktionen under arbejderklassens kontrol og indrømmes gradvis rettigheder i det nye samfund. I årenes løb vil de blive udvisket som klasse, og det klasseløse samfund nås ved, at alle deltager i arbejdernes masseorganisationer, som varetager administrationen af samfundet.
Historie
Den syndikalistiske bevægelses idegrundlag blev fremlagt under dannelsen af Første Internationale i 1864. Her blev det slået fast, at arbejderklassens frigørelse måtte være dens eget værk.
Da det i 1872 kom til et brud mellem Karl Marx og Mikhail Bakunin, sluttede sektionerne i Schweiz, Italien, Frankrig og Spanien op om Bakunin. Men den konservative reaktion i 1870'erne gik hårdt ud over anarkisterne. Dette førte til terrorisme og individualanarkisme, som skildte anarkisterne fra arbejderklassen. Flere og flere anarkister hævdede, at man måtte vende tilbage til «den bakuninistiske anarkomarxisme» - senere kaldt syndikalisme - hvor anarkisterne atter indtog deres plads blandt arbejderne. Højdepunktet for disse ideer blev nået i Frankrig, da fagbevægelsen CGT i 1906 vedtog det syndikalistiske program, «Charte d'Amiens».
Syndikalismen blev snart splittet i en «ren» syndikalisme og en anarkosyndikalistisk retning. Den italienske anarkist Errico Malatesta hævdede, at dannelsen af rene syndikalistiske fagforeninger med et klart ideologisk program bidrog til at splitte arbejderklassen. På en anarkistisk verdenskongres i Amsterdam i 1907 kom det til opgør med den «rene» syndikalisme. Anarkisterne hævdede, at man burde gå ind i de almindelige fagforeninger, hvor alle arbejdere indenfor samme fag havde adgang. Denne retning fik navnet anarkosyndikalisme. Kun i de tilfælde hvor de almindelige fagforeningerne var så bureaukratiske eller klart udemokratiske, at de var håbløse i den socialistiske kamp, burde der dannes rene syndikalistiske fagforeninger.
Diskussionen førte til forskellige retninger indenfor syndikalismen. I USA opstod der en «revolutionær syndikalisme», Industrial Workers of the World, som rekrutterede langt udenfor anarkisternes egne rækker. De rene syndikalister, anarkosyndikalister og grupper af fagoppositionelle samlede sig i 1922 i Berliner-internationalen, IAA (Den Internationale Arbejderassociation). Den organiserede mellem to og fire millioner medlemmer fra Europa og Latinamerika. Norge var repræsenteret med Norsk Syndikalistisk Føderation (NSF) med ca. 3.000 medlemmer, Sveriges Arbetares Centralorganisation (SAC) med ca. 30.000.
Den stærkeste medlemsorganisation var CNT, den spanske anarkosyndikalistiske fagbevægelse med ca. 1,6 millioner medlemmer. CNT var en af de politisk og fagligt stærkeste bevægelser i Spanien under borgerkrigen 1936-1939. I Catalunia omdannede CNT produktionen i tråd med de anarkosyndikalistiske principper. Fascismens sejr i Spanien og derefter 2. verdenskrig knuste syndikalismen for mange årtier. Uden støtte fra den store syndikalistbevægelse i Spanien havde Berliner-internationalen vanskeligt ved at skaffe midler til sit fortsatte arbejde.
Opsving i Europa
Ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne gav ny grobund for anarkistiske og syndikalistiske strømninger, men det var først med fascismens fald i Spanien, at syndikalismen atter fik mulighed for en renæssance i arbejderbevægelsen. Efter Francos død blev CNT omorganiseret, og selv om der var langt igen til den tilslutning CNT havde i mellemkrigstiden, blev organisationen i løbet af få år en af Spaniens største bevægelser. Syndikalismens renæssance i Spanien førte i 1977 til, at Berliner-internationalen (IAA) blev genoprettet, og grupper i Portugal, Frankrig, Tyskland, Canada og Skandinavien sluttede sig til IAA.
I Tyskland blev den gamle syndikalistiske organisation FAUD genoprettet. I Portugal fik IAA fodfæste gennem dannelsen af ALAS (Den Libertære og anarkosyndikalistiske alliance). I Frankrig arbejdede syndikalisterne overvejende indenfor landsorganisationen CFDT og fik i 1976 vedtaget et syndikalistisk program i handels- og kontorforbundet SYCOPA i Paris.
I Skandinavien har syndikalismen størst tilslutning i Sverige, hvor Sveriges Arbetares Centralorganisation (SAC) har ca. 25.000 medlemmer. SAC vedtog imidlertid allerede under 2. verdenskrig et stærkt reformistisk program og valgte at stå udenfor IAA. Efter styrkelsen af CNT i Spanien dannede de revolutionære medlemmer af SAC egne IAA-grupper, der havde til formål at overtage organisationen. og bringe den tilbage til Den Internationale Arbejderassociation. I 1977 vedtog IAA at engagere sig stærkere i Skandinavien, og i 1977 gik gamle medlemmer fra Norsk Syndikalistisk Føderation og yngre anarkosyndikalister sammen i organisationen Norsk Syndikalistisk Forbund.
Det syndikalistiske opsving i de latinske lande førte til større opmærksomhed på lande, hvor syndikalisterne tidligere stod stærkt. Opmærksomheden blev bl.a. rettet mod Bulgarien, hvor syndikalisterne i FACB siden 1944 var blevet forfulgt.
Opsvinget i Europa ebbede dog atter ud i løbet af 1980'erne.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 27/7 2007
Læst af: 59.100