Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Lemel, Nathalie

Nathalie Lemel
Nathalie Lemel

Lemel (1827-1921), fransk revolutionær og kvinderetsforkæmper. Nathalie Lemel blev født i Brest af relativt velhavende forældre der gav hende en god uddannelse. I 1846 giftede hun sig og drev sammen med sin mand en boghandel i Quimper til de flyttede til Paris i 1861. Der tog hun arbejde som bogbinder og blev politisk og socialt bevidstgjort. Hun deltog i strejker ledet af internationalisten og den senere fremtrædende kommunard Eugène Varlin (1839-71). Varlin gik ind for ligestilling mellem kønnene og har æren for, at den franske afdeling af Første Internationale efterhånden accepterede kvinderne i arbejdslivet. Internationalen havde tidligere på kongressen i Genève i 1866 fordømt dette mod Varlins stemme. Lemel fik således plads i strejkekomiteen og i bestyrelsen for bogbindernes spare- og hjælpekasse i Paris.

Hun gik ind i Internationalen og åbnede sammen med Varlin en kooperativ arbejderrestaurant («La Marmite»), som snart blev samlingssted for internationalister. Hendes politiske og faglige engagement førte til, at hun blev skilt fra sin alkoholiserede mand. Under den prøjsiske belejring af Paris i vinteren 1870-71 skaffede hun ugentligt flere hundrede måltider til nødstedte og vandt således stor popularitet. Samtidig var hun meget aktiv i de politiske klubber.

Under Pariserkommunen var hendes største indsats i «Union des femmes pour la défense de Paris et les soins aux blessés» (Kvindeunionen til forsvar af Paris og hjælp til de sårede) ved siden af den russiske Elisabeth Dmitrijev (1851-1910), der i marts kom til Paris som udsending fra Marx. Dmitrijev tog sig af de politiske spørgsmål, mens Lemel havde ansvaret for den sociale virksomhed. Hun rejste straks kravet om arbejde til kvinderne og fik til opgave at organisere det.

Lige før Kommunen var knust, rettede hun og Léo Fränkel et opråb til de kvindelige arbejdere om at vælge tillidskvinder til et kvindeligt fællesstyre. Forsvaret af den sociale revolution gik hånd i hånd med kvindekravene og Lemel stod bag det flammende opråb af 6. maj, hvor Kvindeunionen manede til kamp til det sidste mod det udbytterstyre, der truede. Hun tog sammen med Dmitrijev, Louise Michel og mange andre kvinder aktivt del i barrikadekampene i «den blodige uge». Efter to selvvmordsforsøg blev hun arresteret og dømt til deportation. Hun afslog at søge om nåde og blev sendt til Ny Caledonien sammen med bl.a. Louise Michel.

I 1879 fik Lemel lov til at vende tilbage til Paris. Hun viede resten af sit liv til at holde mindet om Kommunen levende, samtidig med at hun genoptog kampen for kvindelig ligestilling i arbejdslivet. Hun var på vagt overfor det, som endnu fandtes af Proudhons kvindefjendske indstilling i arbejderbevægelsen og hindrede mændene i at vedtage beskyttelseslove for kvinder, der ville stille dem på linie med børn. Hun understregede, at kvinderne måtte frigøre sig selv og gennem egen kamp opnå fuld ligestilling, som det var op til dem alene at definere indholdet af.

Nathalie Lemel døde ensom, blind og i største armod. Hun blev fulgt til graven af tre personer. Hun fremstår i skyggen af den mere kendte Louise Michel - som hun i stor udstrækning delte erfaringer med - som en pioner indenfor fransk fagbevægelse, som en kompromisløs revolutionær og ualmindelig begavet forsvarer for de kvindelige arbejdere.

S.E.L.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 25.634