Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Michel (1830-1905), fransk forfatter, kvinderetsforkæmper og revolutionær, født i Vroncourt. Hun var et uægte barn af en tjenestepige og en godsejersøn. Godsejerparret sørgede for at give Louise en liberal opdragelse og en god uddannelse. Allerede som lille udviste hun altopofrende næstekærlighed. Hun var republikaner, og i 1853 oprettede hun en privat skole for at undgå at sværge troskabsed overfor Napoleon III..I 1856 fik hun arbejde som lærer i Paris. Der begyndte hun at skrive digte (som hun sendte til Hugo), hun fulgte kurser i matematik, politik og filosofi og underviste selv arbejdere.

Politisk stod hun Blanqui nær, og havde på de politiske møder hun deltog i stiftet bekendtskab med fremtidige kommunarder som Varlin, Vallès og Ferré. Hvorvidt hun var medlem af Første Internationale er ukendt. Hun deltog i den politiske massedemonstration, der i januar 1870 fulgte den republikanske journalist Victor Noir til graven. Han var blevet dræbt af fyrst Pierre Bonaparte. Under den prøjsiske belejring af Paris i efteråret 1870 havde hun især ansvaret for børneomsorgen, samtidig med at hun var særdeles aktiv i de politiske klubber.

Hun var leder af en overvågningkomite i sin bydel, som skulle forsvare republikken og forberede oprettelsen af en kommune i Paris. Forklædt som nationalgardist deltog hun i det væbnede angreb på rådhuset den 22. januar 1871 i protest mod den provisoriske regerings kapitulationslinie. Den 18. marts gik hun i spidsen for «Montmartrekvinderne», der udløste kommunardoprøret. Under Kommunen udviste hun stor interesse for skolespørgsmål (fagskoler, ikke-religiøse børnehaver) og var drivkraften bag Club de la Révolution.

Fra første stund deltog hun i forsvaret af Kommunen og sloges til det sidste på barrikaderne. Efter nederlaget meldte hun sig selv til Versailles for at få løsladt sin mor der var fængslet. Under retssagen der fulgte, bad hun om at blive henrettet, men blev i stedet deporteret til Ny Caledonien sammen med Nathalie Lemel o.a. Der fattede hun interesse for de indfødte - kanakkerne. Hun startede undervisning for dem og støttede deres oprør mod det franske styre i 1878.

Efter amnestien i 1880 vende hun tilbage til Frankrig og blev en af de vigtigste forkæmpere for anarkismen. Hun holdt flere tusinde politiske foredrag i ind- og udland. For at forberede den revolutionære generalstrejke gav hun aktivt sin støtte til faglige kampe. Sammen med Emile Pouget ledede hun i 1883 en demonstration af arbejdsløse i Paris. Det kostede hende 3 år i fængsel. Hun satte mange kræfter ind på at udløse en generalstrejke ifbm. 1. maj festligholdelsen i 1890.

Som antiparlamentarist udviste hun ingen interesse for kampen for kvindelig stemmeret og afviste opfordringen fra stemmeretsforkæmperen Hubertine Auclert om at stille op til valg i 1885. De vigtigste kvindekrav for Louise Michel var lige ret til uddannelse, ligeløn, og et frit ægteskab hvor kvinden ikke længere var mandens ejendom. Men forudsætningen for kvindelig frigørelse var den sociale revolution, som dermed var det overordnede mål.

Da hun døde, var hun allerede en legende. Hun var inkarnationen af Kommunens revolutionære kraft. Hun havde givet et positivt indhold til det skræmmebillede, som Versaillesstyret havde prøvet at give de revolutionære kvinder med betegnelsen «pétroleuse» («kvindelige ildspåsættere»).

Louise Michel står som en bekræftelse på arbejderlederen Benoît Malons ord: «Revolutionen i Paris har kastet lys over den vigtige kendsgerning, at kvinderne er gået ind i politik ... De har indset, at kvinden og proletaren - de mest undertrykte under den gamle samfundsorden - kun kan have forhåbninger om at blive frigjorte, hvis de står stærkt sammen mod alle fortidens kræfter.»

S.E.L.