Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Indlæring

Begrebet «indlæring» berører en række forhold og problemer, som angår de fleste mennesker i dagliglivet. Ofte anvendes ordet næsten synonymt med det at leve: «Man lærer, så længe man lever». Man støder på indlæring i en række centrale samfundsinstitutioner, særligt i skole og arbejdsliv. Det er derfor vigtigt at få præciseret, hvad indlæring indebærer. Man bør her skelne mellem interessen for 1. Hvad man lærer, 2. Hvorfor man lærer og 3. Hvordan man lærer. Sammenblandes disse spørgsmål, vil man let kunne havne i ufrugtbare problemstillinger. Disse spørgsmål bør vurderes ud fra et politisk synspunkt.

Specielt psykologien og pædagogikken har behandlet indlæringsproblemer. Indenfor pædagogikken har man særlig koncentreret sig om at nå frem til viden, som kan være anvendelig i oplæringssituationer. Der findes en række praktisk orienterede råd om hvorledes undervisning bliver bedst og mest mulig effektiv. På trods af påstået viden indenfor dette felt kan man ikke eftervise, at undervisningen i skolesystemet i dag har en pædagogisk mening og effektivitet, som hviler på videnskabelige principper, og som gør at skolesituationen for lærere og elever har det kvalitetsniveau som man ønsker. Tvært imod har den faglige og politiske kritik af den pædagogiske virksomhed været meget stærk. Pædagogikken er blevet kritiseret ud fra både humanistiske og indlæringsteknologiske principper.

Hvad vi lærer

Psykologiske teorier har på grundlag af eksperimenter - særligt med dyr - forsøgt at give svar på, hvad man lærer. Man har talt om «ideer», «associationer», «reflekser», «signaler», «stimulus-responsforbindelser» (S-R), «kognitioner», «vane», «meninger», osv. De der forsvarer disse forskellige synspunkter har stort set forsøgt at forklare al indlæring ud fra deres eget perspektiv. Synspunkterne er ikke bare bygget på resultater fra undersøgelser, men også på ideologisk stillingtagen ud fra filosofi, religion, osv. Denne diskussion mellem fagfolk har ringe interesse for de fleste folk, fordi den i ringe grad har nedfældet sig i praktiske tiltag. Indenfor den samfundsvidenskabelige debat er problemet vigtigt nok. Men i politisk sammenhæng er det vigtigere om - eller hvordan - teorierne kan blive så konkrete, at de kan få betydning for politisk og samfundsmæssigt arbejde.

Hvorfor vi lærer

Den samme uklarhed gælder spørgsmålet om, hvorfor man lærer. Men situationen er her alligevel noget enklere, og svarene på spørgsmålet har mere praktisk betydning. Man ved i dag ganske meget om, hvordan man skal få dyr og mennesker til at lære, i alt fald i situationer hvor man kan kontrollere betingelserne - i forsøgssituationer. Tidligere lagde man mest vægt på øvelse eller gentagelse. Omkring århundredeskiftet påviste man, at indlæring kun fandt sted, hvis virkningen af hvad man gør er positiv eller negativ - belønning og straf. Mange har hævdet, at straf ikke indvirker på indlæring. Dette er man fortsat usikker på. Uanset det er man enig i, at straf ofte har negative bivirkninger. På trods af dette er skolesystemet opbygget med bl.a. et karaktersystem, som gør at mange oplever dårlige karakterer som straf. Det er et vigtig politisk problem at finde alternativer til dette system. Det samme gælder fængselsstraffe for kriminelle osv.

Indenfor pædagogik og psykologi har man mest koncentreret sig om belønning - oftest diskuteret som «forstærkning». En vigtig debat har drejet sig om, hvorvidt belønning er nødvendig for indlæring. Mange har ment at påvise, at dersom det er samtidighed mellem en situation og en adfærd, så er dette nok til, at adfærden vil blive gentaget ved senere anledninger af samme type. På den anden side har man henvist til, at indlæring sker på grund af «mening». Uanset disse omstridte synspunkter ved man, at effektiviteten af indlæring bl.a. er afhængig af «meningsfylde», «klarhed» osv. Dette kan man iagttage bl.a. i sammenhæng med reklamens virkninger på folk.

Man ved også, at effektiviteten af indlæring øges enormt, når en adfærd efterfølges af positive konsekvenser. En række praktiske omstændigheder ved præsentationen af belønning har vi i dag sikker viden om: Arten og mængden af belønning, tidsforløb mellem adfærd og belønning, osv. Viden fra dette område af indlæringspsykologien er nok også den der har vist sig mest anvendelig i praktiske situationer. Dette gælder selv om det altid indebærer enorme problemer at overføre resultater fra dyreeksperimenter - som meget af denne indlæringspsykologi baserer sig på - til menneskelige indlæringssituationer.

I de senere år har man i stigende grad analyseret, hvorfor man lærer i naturlige situationer. Man har gjort det både fordi det er vanskeligt at anvende dyreresultater på mennesker, og fordi man ofte har stillet spørgsmålstegn ved de biologiske begrænsninger, som altid vil være til stede ved indlæring. Det er oplagt, at menneskers indlæringsevne langt overstiger dyrs. Men findes der også klare biologiske begrænsninger i menneskers indlæringsevne? De senere år har man specielt undersøgt indlæring hos nyfødte og spædbarn ud fra dette perspektiv. Det er vanskeligt at vurdere de praktiske konsekvenser af denne viden i dag.

Hvordan vi lærer

Når det gælder spørgsmålet om, hvordan man lærer, har man indenfor psykologisk forskning forsøgt at eftervise, at det findes visse enkle indlæringsformer, som al observeret adfærdsændring kan tilbageføres til. Den russiske dyreforsker Pavlov påviste den såkaldte betingede indlæring - ofte kaldet klassisk betingning. Næsten alle dyr lærer på denne måde. Den indebærer, at et signal der kommer samtidig med eller lige før en hændelse af betydning for individet, vil kunne give anledning til en reaktion fra individets side. Denne indlæring har oplagt betydning for tilpasning, og forklarer specielt hvordan man lærer at reagere på stimuli og er specielt knyttet til såkaldte følelsesmæssige reaktioner.

En anden grundform af indlæring som alle accepterer findes, blev af nordamerikaneren Edward Thorndike kaldet «trial and error» (prøv og fejl). Den benævnes nu oftest som operant eller instrumentel betingning og er specielt analyseret af den nordamerikanske psykolog B. F. Skinner. Også denne indlæringsform er meget udbredt, men den forudsætter en organisme med et større repertoire af adfærd. Organismen vil her lære at gøre noget, udfra hvilke konsekvenser adfærden har, og i forhold til bestemte situationer hvor konsekvensen viser sig.

Det har været diskuteret, om disse to indlæringsformer kan forklare al menneskelig indlæring tilfredsstillende. En tradition indenfor psykologien har ment, at der findes endnu en indlæringsform, kaldet indsigtsindlæring, forståelsesindlæring, kognitiv indlæring osv. og hævdet at denne er typisk for menneskelig meningsfuld indlæring. Det er et faktum, at menneskelig indlæring på væsentlige punkter adskiller sig fra dyrs indlæring, og bl.a. er særligt knyttet til sproget. Mange hævder, at dette kan forklares ud fra klassisk og operant betingning, og at det særegne for mennesket er den situation, som indlæringen sker under, og dermed indlæringens indhold - ikke de grundprocesser indlæringen består af.

Det er foregået en intens debat om dette indenfor samfundsvidenskaberne. Mange har hævdet, at det er politisk farligt at påstå, at mennesker og dyr lærer på samme måde. Men hvilke praktiske følger det skulle have er ikke påvist. Og kritikken bliver ikke interessant før man kan vise, at forskellige teoretiske positioner faktisk fører til forskellig samfundsmæssig praksis, med de politiske konsekvenser dette kan have.

C. E. G.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 60.020