Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Munch, Edvard

Munch (1863-1944), norsk maler, opvokset i Kristiania (Oslo) hvor familien boede en række forskellige steder. I 1875 flyttede de til Grünerløkka, som den gang var et nyt boligområde i stadig vækst. Hans mor døde af tuberkulose i 1868, efter at have sat fem børn i verden i løbet af omkring seks år, og børnene var også sygelige. Den ældste, Sophie, døde af tuberkulose i 1877, og den et år yngre Edvard var også flere gange alvorligt syg. «Sygdom, galskab og død var de sorte engle, der stod vagt ved min vugge, og som siden har fulgt mig gennem livet,» skrev han selv om sin opvækst.

17 år gammel bestemte Edvard Munch sig for at blive maler, og i de følgende år tegnede og malede han ivrigt i Kristiania og nærmeste omegn. Sammen med 6 jævnaldrende kolleger fik han i 1882 vejledning af den noget ældre Christian Krohg. I 1880 tallet havde Munch nær kontakt med den såkaldte Kristianiaboheme, og blev bl.a. påvirket af Hans Jæger. Det var ikke mange af de samtidige forfattere, der vovede at følge Jægers krav om at beskrive deres eget liv, men Munch malede en serie billeder, der netop hentede deres motiver fra hans egne erfaringer. Senere formulerede han også en række opfattelser af malerkunsten, der viser et meget nært slægtskab med Jægers ideer.

Selv om Munch næppe var særligt politisk interesseret, er det værd at bemærke at hans berømte billede «Skrig», antageligt tegnet af ham selv, prydede Social-Demokratens 1. maj nummer i 1898. Tegningen var anvendt som illustration til Nils Collet Vogts første maj sang «Den var vor denne jord ... »

Efter at have opholdt sig i Frankrig i tre år på et norsk statsstipendie, samlede Munch i efteråret 1892 alt hvad han havde af færdige malerier, samt flere skitser og udkast sammen, og udstillede dem i Kristiania. Han blev inviteret til at vise udstillingen i Berlin senere på efteråret, og dette blev en af kunsthistoriens store skandaler. Berlins reaktionære borgerskab fandt hans billeder direkte anstødelige, og forlangte at udstillingen måtte lukkes. Det blev den også - efter bare en uge. Kunstnerforeningen i Berlin som arrangerede udstillingen, blev splittet på grund af denne episode, men for Munch betød det en form for internationalt gennembrud.

I 1890'erne skabte Munch de billeder, som han efterhånden kom til at kalde «livsfrisen». En serie billeder der fremstiller kærlighed, sygdom og død. Grundlaget for billederne er hans egne oplevelser, men det private er omformet til storslagne udtryk for menneskets sorg og lidelse, angst og fortvivlelse. Billederne var for Munch en måde at meddele sig til andre mennesker på. For at opnå større spredning begyndte han i midten af 1890'erne også at lave grafiske versioner af de vigtigste motiver. Han mestrede de grafiske tekniker forbavsende hurtigt, og blev snart anset som en af tidens ledende grafikere. I dag er Munchs grafik et spekulationsobjekt, der omsættes til skyhøje priser over hele verden, men for ham var grafikken først og fremmest en mulighed for at nå ud til et bredere publikum.

Efter år 1900 sker der en forandring i Munchs kunst, bort fra 1890'ernes dvælen ved enkeltmenneskets sjælelige problemer, mod en mere udadrettet gengivelse af mennesker og natur. I 1907 og 1908 malede han flere billeder, der tydeligt viser en fornyet interesse for arbejdernes og almindelige folks liv. Endnu tydeligere ser vi dette i enkelte billeder fra 1909-10, da han slog sig ned i Kragerø, efter et længere ophold på en privat nerveklinik i København. Foruden udkastene til Aula-dekorationerne malede han nu sine første virkelig store og betydningsfulde billeder med arbejdere som motiv; En kraftfuld gengivelse af de stærke og selvbevidste daglejere, som han bl.a. havde truffet i bygderne omkring Tinnsjø i Telemark. Den tidligst fuldførte udgave af maleriet «Arbejdere i sne» er havnet i en museumskælder i Tokyo. En noget senere version befinder sig på Munchmuseet i Oslo. I 1920'erne lavede han også en skulptur af hovedgruppen fra dette billede.

Mellem 1913 og 1915 lavede han en ny stor komposition: «Arbejdere på hjemvejen», hvor vi ser industriarbejderne som trætte og udslidte strømmer ud af fabrikken. Som en uophørlig strøm kommer de gående mod os, praktisk talt lige ud af billedet. I 1920 malede Munch en ny udgave af dette motiv: Arbejderne som strømmer ud fra Eurekas Mekaniske Verksted på Skøyen. Året efter fik han til opgave at lave dekorationer til Freia Sjokoladefabrikk på Rodeløkka, og han lavede da udkastet til 12 felter til den største spisesal, og 6 felter til en mindre sal. Felterne til den mindre sal viser arbejderne, der strømmer ud fra fabrikken og går gennem byens gader på vej hjem, og arbejderne i fritiden sværmende i Studenterlunden eller på tur til Grefsenåsen. Desværre besluttede Freia kun at købe de 12 felter til den største spisesal.

Senere i 1920'erne tog Munch atter tanken op om at lave en sådan «arbejderfrise», men nu som dekoration til det planlagte rådhus i Oslo. Samtidig malede han også en række billeder af bygninger under opførelse, og han lavede en mængde skitser, hvor selve opførelsen af rådhuset var tænkt som hovedbilledet i en sådan dekoration. I andre udkast tog han atter motivet «Arbejdere i sne» op, og satte det ind som midterfelt i en større komposition. Munch fik imidlertid aldrig nogen endelig bestilling på dekorationer til rådhuset, og fik dermed heller ikke realiseret sin tanke om at lave en ny frise viet til arbejdernes liv, som et modstykke til ungdommens «livsfrise».

Sin sympati for socialistiske ideer har Munch givet udtryk for mange gange, men klarest har han måske formuleret det i et brev fra 1929, til den svenske museumsmand Ragnar Hoppe: «Mon ikke det lille format snart vil trænges tilbage. Det er med sine store rammer dog borgerlig kunst beregnet til dagligstuer. Det er en kunsthandlerkunst, og det har fået sin magt efter den borgerlige sejr i den franske revolution. Nu er det arbejdernes tid. Mon ikke kunsten atter vil blive alles eje? - og atter få sin plads i de offentlige bygninger på store vægflader.»

G. W.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/6 2006

Læst af: 113.162