 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Nationalisering
Nationalisering indebærer, at staten i et kapitalistisk samfund overtager tidligere privat ejendom, normalt industri- eller råvarevirksomheder, men også jord- eller handelsselskaber. Begrebet har fået en udvidet betydning, i og med at alle statsejede virksomheder - uafhængigt af hvordan de først kom i statens eje - ofte karakteriseres som nationaliserede. Begrebet vil her blive anvendt i denne udvidede betydning - dvs. på linie med «statseje».
Nationaliseret ejendom blev i perioden efter 2. verdenskrig en stadig vigtigere ejendomsform. Det stod i klar kontrast til situationen i det 19. århundrede, da staten overvejende forsøgte at skabe egnede vilkår for den private virksomhed. Dette gjorde statsdrift til en undtagelse i den tidligste kapitalisme.
Forskellige typer nationalisering
Man bør i dag skelne mellem statens stilling som ejendomsbesidder i de industrialiserede OECD lande og i den tredje verden. Blandt de 50 største industrivirksomheder i Europa i 1977 var 9 delvist og 10 fuldstændig statsejede. Østrig er det vestlige land med den største statsejede industrisektor: 13,7 % af alle beskæftigede er ansatte i statsejede virksomheder. USA har efter den samme målestok mindst statseje: 1,5 %. Det er kun postvæsenet der er statsselskaber i alle de vestlige industrialiserede lande. Derud over er der store individuelle forskelle landene imellem. Lande som Italien og Spanien har også store statslige holdingselskaber, hvor staten ejer en andel af aktierne i en række virksomheder, men ikke forsøger at detailregulere disses adfærd.
I en række lande i den tredje verden som Brasilien, Mexico og Indien ejer staten en betydelig del af de nationale industrivirksomheder. Selv i det privatkapitalistiske Sydkorea står statsejede virksomheder for 20 % af bruttonationalproduktet, når landbruget holdes udenfor. Taiwan har et meget effektivt statsoliemonopol. I tiden 1960-74 blev statssektoren styrket i den tredje verden, da mere end tusinde udenlandske virksomheder blev nationaliseret. Mellem en tredjedel og halvdelen af disse fandtes indenfor råvaresektoren. Den vigtigste var nationaliseringen af olieindustrien. Overtagelse af udenlandske industrivirksomheder har været en mere sjælden foreteelse, men skete f.eks. under Allende regeringen i Chile i perioden 1970-73.
Norge er eksempel på et land, hvor statseje først er blevet en vigtig ejendomsform i 1970'erne. Mens den norske økonomiske politik tidligere kun i ringe grad var baseret på direkte statseje (i 1970 var der 12 statsejede virksomheder i Norge), er denne sektors betydning øget voldsomt. Den norske stat ejede i 1979 omkring 40 % af alle aktier i norsk industri og minedrift. Det er i høj grad er et resultat af øget statslig engagement i oliesektoren.
Statsdrift er ikke et entydigt begreb. En vigtig forskel består i, i hvilken grad en nationaliseret virksomhed er underlagt kontrol fra de politiske myndigheders side. F.eks. om den selv kan gå ud på lånemarkedet for at skaffe sig kapital, eller om den bliver bevilget kapital direkte fra de politiske myndigheder. Dette forhold afspejler sig også ofte i, hvor stor del af et eventuelt overskud virksomheden leverer tilbage til de centrale myndigheder. Det er også vigtig, om en nationaliseret virksomhed har overskud. Dvs. hvorvidt den giver staten øget kontrol med samfundets merværdi, eller om den er nødt til at blive støttet for at overleve.
Det nationale borgerskabs styrke
Omfanget af nationaliseret erhvervsliv afhænger ofte af det nationale borgerskabs styrke. Udbredelsen af statsejendom tager til, jo længere væk man kommer fra imperialismens centrum og jo svagere det nationale borgerskab er. Indenfor dette perspektiv bliver statsdrift et alternativt og nødvendig middel, som nationalstaten kan anvende for at sikre sig, at der finder kapitalakkumulation sted indenfor landets grænser. Nationaliseret ejendom og kontrol bliver på denne måde en erstatning for den historiske rolle, som et svagt nationalt borgerskab ikke har været i stand til at udfylde.
Et slående historisk eksempel på dette er den aktive og produktive rolle, som staten spillede i industrialiseringen af Tyskland i det 19. århundrede, i modsætning til statens passive rolle i England på samme tid. Jo senere industrialiseringsprocessen gik i gang, jo nødvendigere var det, at staten trådte støttende til i den første fase. De statsejede virksomheder blev i mange tilfælde solgt tilbage til det nationale borgerskab på et senere tidspunkt. Der findes en mængde sådanne eksempler fra den tredje verden i efterkrigstiden. Senest den mexikanske stats nationalisering af banksektoren i 1982 og efterfølgende tilbagesalg i 1987-88.
I vore dage bliver den ovennævnte forklaring på statseje styrket ved, at staten næsten uundgåeligt trækkes ind i større investeringsprojekter - f.eks. Storebælts- og Øresundsbroerne. Årsagen er, at disse investeringer bliver så store, at ingen national enkeltkapitalist har tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre dem. De samlede årlige investeringer i Nordsøen i midten af 1970'erne overskred f.eks. de årlige totale investeringer i norsk industri i samme tidsrum. Der var derfor ingen mulighed for, at private norske selskaber selv kunne gennemføre denne opgave. Oprettelsen af den vigtigste norske statskapitalistiske enhed - Statoil - blev løsningen, så længe staten ville sikre en norsk majoritetsdeltagelse i Nordsøen.
Støtte til privat akkumulationsproces
Nationaliseringer kan også have et mere passivt formål, når de på en direkte måde bakker op om den private akkumulationsproces. Infrastruktur som jernbaner og sværindustri som stål er en absolut nødvendighed for, at et moderne samfund i det hele taget skal kunne fungere. Disse virksomheder har imidlertid den uvane, at de plejer at gå med store underskud. I sådanne tilfælde overtager staten ofte en virksomhed, for på denne måde at sprede de «nødvendige» tab på alle skattebetalerne.
Ofte gennemføres sådanne nationaliseringer indenfor erhverv, der trænger til omstrukturering og indsprøjtning af ny kapital - som kul- og stålindustrien og jernbanerne i Storbritannien i 1945. Den statslige overtagelse af de britiske og svenske skibsværfter i slutningen af 1970'erne blev gennemført, da det blev klart, at de private ejere ikke selv havde nogen mulighed for at gennemføre de rationaliseringer og indskrænkninger, der var nødvendige for at imødegå den internationale krise i skibsværftsindustrien.
Nationaliserede virksomheder kan også gå med underskud som et resultat af en speciel statslig prispolitik, selv om produktionsmetoden er moderne. I Norge har de lave elektricitetspriser til store dele af den kraftkrævende industri f.eks. været en måde at subsidiere denne på.
Offensiv og defensiv nationalisering
En sidste forklaring på nationalisering har sammenhæng med politisk mobilisering. Udvidelsen af den statslige sektor er i de vestlige lande ofte sket i forbindelse med, at et venstreorienteret styre er kommet til magten eller været en følge af en politisk massemobilisering - Storbritannien, Frankrig og Italien i 1945, samt Frankrig i 1981. I den tredje verden har nationaliseringer også haft direkte sammenhæng med fremvæksten af nationalistiske og radikale regimer - Algeriet efter 1958, Mexico i 1930'erne.
Både i de vestlige industrilande og i den tredje verden findes der en sammenhæng mellem «objektive» økonomiske krav og politisk mobilisering, der har fremtvunget øget nationalisering. Nationalisering bliver stadig mere almindelig i de kapitalistiske samfund, og kan ofte føre til, at det kapitalistiske system styrkes. Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem to typer af nationalisering: En offensiv nationalisering som resultat af politisk mobilisering og med stærk politisk styring og med afskaffelse af de private ejendomsforhold som målsætning, samt en defensiv nationalisering, der blot har til formål at bakke op bag den private kapitalakkumulation. I f.eks. Italien blev det store statslige engagement basis for et korrupt kristelig-demokratisk partiapparat, der anvendte stillinger indenfor denne sektor som «belønning» for politiske tjenester.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.345