Browserudgave

Sydkorea

Befolkning51,8 mio.
ValutaWons
Areal99.020 Km2
HovedstadSeoul
Befolkningstæthed471,6 indb./Km2    
HDI placering19    

Sydkorea ligger på den sydlige del af den koreanske halvø, øst for det kinesiske fastland mellem det Japanske og det Gule Hav. Landskabet er ikke helt så bjergrigt som i nord, og det opdyrkede areal er større. Det anvendes overvejende til produktionen af ris. Luft- og vandforureningen begyndte at være mærkbar i 1970'erne. Vestkysten ved det Gule Hav er i dag alvorligt forurenet.

Autoritær stat med begrænsede demokratiske rettigheder. Landet er teknisk set i krig med Nordkorea, da det i modsætning til sin nabo i nord aldrig har underskrevet våbenhvileaftalen.

 

Folket: Koreanerne i nord og syd har samme kulturelle og etniske baggrund. Der findes ingen større etniske minoriteter.

Religion: Buddhisme, konfutsianisme (der i højere grad er et moralkodeks end en religion), chondokio og kristendom.

Sprog: Koreansk (officielt)

Politiske partier: Saenuri partiet (Sydkoreas største og mest konservative). Det Demokratiske Parti. Partiet for National Genforening. Det Forenede Folks Parti - eller Minjung - er det eneste venstrefløjsparti.

Sociale organisationer: Iflg. lov er alle fagforeninger tvunget til at være medlemmer af den regeringstro Landsorganisation FKTU.
Den koreanske Fagforeningskonføderation (arvtager til Chonnohyop) blev dannet i 1995-96, har omkring 600.000 medlemmer og er en meget aktiv landsorganisation. Føderationen af Studenterforeninger; Ligaen af koreanske Bønder; Den nationale sammenslutning af Fattige.

Officielt navn: Taehan-min'guk

Administrativ inddeling: 9 provinser

Hovedstad: Seoul, 10.464.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Pusan 4.266.100 indb; Taegu, 2.947.400 indb; Incheon 2.403.700 indb. (2000)

Regering: Yoon Suk-yeol, præsident siden maj 2022. Etkammersystem: Nationalforsamling med 299 medlemmer, der vælges for en 4 årig periode.

Nationaldag: 15. august (Befrielsesdagen, 1945)

Væbnede styrker: 633.000 soldater (1995).

Paramilitære styrker: 3.500.000 (civilforsvar), 4.500 (kystvagt)

 

Historie frem til 2. verdenskrig (se Korea)

Den 15. august 1948 oprettedes republikken i den sydlige zone af den koreanske halvø med hovedstad i Seul. Syngman Rhee blev udnævnt til republikkens første præsident. Med støtte fra et meget betydeligt antal militære, økonomiske og politiske rådgivere fra USA regerede han over de følgende 14 år den sydlige del af Korea. Han gennemførte love og fik vedtaget en forfatning, der gjorde ham til diktator på livstid. Han udsatte de af hans landsmand der blev mistænkt for samarbejde med republikken i nord for en hårdhændet undertrykkelse.

USA støttede betingelsesløst Rhee og fik ham til at gennemføre en omfattende jordreform. Nordamerikanerne var meget bevidste om, at årsagen til at det nationalistiske Kuomintang parti i Kina var blevet slået af Maos kommunister var sidstnævntes parole om: «Jorden til dem der dyrker den». USA's jordreform indebar, at godsejerne fik erstatning, og at alle bønder fik op til 3 hektar jord. Også den jord der havde tilhørt japanere blev omfordelt. Mange medlemmer af det eksproprierede jordborgerskab emigrerede til byerne.

I 1958 gav en ny National Sikkerhedslov Rhee mulighed for, at sende oppositionelle i fængsel - uanset deres politiske tendens. Rhee blev «genvalgt» i 1952, 1956 og 1960. Det sidste valg blev afvist af oppositionen, der anså det for at være præget af svindel. Protestdemonstrationer brød ud i Seul, men de blev slået hårdt ned. Den stigende opposition og faren for et folkeoprør tvang Syngman Rhee til den 27. april 1960 at træde tilbage. Han blev efterfulgt af en overgangsfigur, Huh Chung Tok.

1960 Kort demokratisk intermezzo

Der blev afholdt nyvalg, og Po Sun Yun fra det Demokratiske Parti blev valgt til præsident. John Chang blev udnævnt til regeringschef. Han skulle igangsætte en effektiv økonomisk udvikling og rydde op i den eksisterende korruption. En række af ministrene i hans regering gik ind for tilnærmelse til Nordkorea.

I maj 1961 blev der gennemført et militærkup, der bragte Chang til fald og erstattede ham med en militærjunta med general Chan Yung i spidsen. I juli stillede general Park Chung Hee sig i spidsen for juntaen, ophævede alle demokratiske rettigheder og satte medlemmerne i den tidligere regering i fængsel.

Det nye regime indledte en «national genopbygningspolitik», der bl.a. rummede en plan for kamp mod kommunismen og korruptionen. Samtidig lovede regimet frie valg, når dens «revolutionære opgaver» var fuldført. I marts 1962 blev Po Sun Yun erstattet af Park som præsident. Han følte sig stærk nok til at stille op til præsidentvalg i slutningen af 1963, men fik kun 1,4% af stemmerne. Hans reaktion på det dårlige valgresultat var at sætte landet i undtagelsestilstand. Militæret tog fuld kontrol over det politiske liv og indledte en periode med hårdhændet diktatur.

Militærstyret igangsatte en økonomisk udvikling baseret på en centraliseret planlagt økonomi under rådgivning fra vestlige teknokrater. Sydkorea blev forandret til en eksportorienteret økonomi. Importen, eksporten, varepriserne og adgangen til kredit blev anvendt som løftestang til at kontrollere og lede den økonomiske udvikling. Der blev indført love, der begrænsede retten til faglig organisering, strejker og kollektivaftaler. Sydkoreas økonomi havde været ødelagt af krigen, overvejende baseret på landbrugsproduktion og forgældet. Men jordreformen og gennemførelsen af en centraliseret økonomisk planlægning gav mulighed for hurtig udvikling af en stærk industriøkonomi domineret af store koreanske koncerner, der producerede stål, skibe, biler og elektroniske apparater.

Prisen på landbrugsprodukterne blev holdt nede, hvilket tvang mange bønder til at emigrere ind til byerne i søgen efter arbejde og deltagelse i det «koreanske mirakel». Som arbejdere blev de imidlertid tvunget til at arbejde til meget lave lønninger, meget lange arbejdsuger og under de værste arbejdsforhold i verden, men denne ekstreme udbytning af arbejdskraften var samtidig grundlaget for den sydkoreanske kapitalismes hastige kapitalakkumulation.

1979 Park Chung Hee myrdes

Park kom til at regere i 18 år og nåede at gennemføre 4 svindelvalg. I oktober 79 blev han myrdet af chefen for det koreanske efterretningsvæsen - KCIA - Kim Jae Kiu, under omstændigheder der aldrig er blevet klarlagt. I slutningen af 79 havde general Chun Doo Hwan der var chef for det militære efterretningsvæsen bragt sig i en central position, efter at have arresteret rivaliserende generaler. Den 17. maj 80 genindførte militæret undtagelsestilstanden og ophævede alle civile rettigheder. Dagen efter besætter indbyggerne i den sydlige by Kwangju byen i protest mod militærdiktaturet, og især mod arrestationen af oppositionspolitikeren Kim Dae Jung, der stammer fra samme område. Diktaturets svar var prompte og brutalt. Tusinder af civile døde for militærets kugler med godkendelse fra de nordamerikanske officerer, der var udstationeret i landet. Kim Dae Jung blev idømt livsvarigt fængsel for at have «forårsaget» oprøret. Generalerne brugte efterfølgende Kwangju oprøret som legitimering for at have taget magten, hvilket gør at man må spørge sig selv, om det ikke var militæret selv, der fremprovokerede oprøret.

Chun igangsatte en «udrensningskampagne» i alle offentlige og private institutioner. Den gik så langt som til at sætte kvoter på udryddelsen af korrupte og «undergravende elementer». Ligesom forgængeren Park forsøgte Chun Doo Hwan at legitimere sin regering som civil ved i 1981 at gennemføre præsidentvalg - som han ikke overraskende vandt.

I oktober 83 døde flere medlemmer af den sydkoreanske regering ved et attentat mod Martyrernes Mausoleum under et statsbesøg i Myanmar. Præsident Chun blev kun reddet, fordi han var forsinket. Burmeserne hævdede at have beviser på, at attentatet var blevet gennemført af Nordkorea, og afbrød derfor de diplomatiske forbindelser med Pyongyang.

Oppositionen mod Chun regimet ignorerede repressionen - trods det at den var lige så voldsom som under de værste epoker af Park diktaturet - og fortsatte med at vokse. I 86 trak USA sin støtte til Ferdinand Marcos diktaturet i Philippinerne tilbage pga. omfattende valgsvindel og overtrædelse af menneskerettighederne. Det bekymrede regimet i Sydkorea, der gennemførte en række reformer. Bl.a. fik Kim Dae Jung lov til at forlade fængslet og blev i stedet sat i husarrest, og desuden blev der gennemført en reduktion af censuren.

Gennem 1987 deltog flere hundrede tusinde arbejdere i strejker og fabriksbesættelser i en protestbølge uden fortilfælde. De krævede ret til at danne demokratiske fagforeninger uafhængige af det regeringskontrollerede LO. Endvidere krævede de lønforhøjelser, afskaffelse af tvunget ekstraarbejde og en større andel i den rigdom, den spektakulære vækst i landet havde skabt.

I juli 1987 indvilgede Chun i at træde tilbage og udpegede Roh Tae Woo til sin efterfølger og leder af det regerende «Demokratiske Retfærdighedsparti». Det udløste en protestbølge, der var udtryk for bekymringen for, at Roh som Chuns allierede blot ville fortsætte diktaturet. Demonstranterne krævede endvidere, at Chun offentligt blev stillet til ansvar for massakren i Kwangju i 1980 og blev stillet for retten. Regimet var bekymret over sit internationale image i denne periode op til de olympiske lege (i Seul i 1988), og dette sammen med presset fra demonstrationerne tvang det til at lette noget på de politiske restriktioner under valgkampen i 87.

Få dage før valget i november varslede oppinionsundersøgelserne et dårligt valgresultat for regeringens kandidater. I denne spændte situation forsvandt et koreansk fly med 118 passagerer ombord nær Thailand. Ligesom ved attentatet i Myanmar blev der fremlagt beviser for nordkoreanske agenters medvirken, hvilket dog blev afvist fra Pyongyang. Det efterfølgende valg blev sammenlagt vundet af oppositionen, men det lykkedes den ikke at skabe en alliance mellem Kim Yong Sams Parti for Demokratisk Genforening og Kim Dae Jungs Parti for Fred og Demokrati. Splittelsen i oppositionen gjorde det muligt for regimets mand, Roh Tae Woo at danne regering med 42% af stemmerne bag sig.

I januar 1990 sluttede dele af oppositionen sig til det regerende Demokratiske Retfærdighedsparti, der blev omdøbt til det Liberal Demokratiske Parti. Det havde nu 220 ud af 299 pladser i Nationalforsamlingen. Kim Dae Jungs parti, det Demokratiske Parti, var nu det eneste oppositionsparti i parlamentet.

I en offensiv mod de uafhængige fagforeninger i starten af 1990 tilbageholdt regeringen dens ledere i et forsøg på at hindre gennemførelsen af strejker. I april invaderede tusindvis af politifolk Hyundai stålværket og arresterede 600 faglige aktivister, der havde holdt værket besat i 72 timer i protest mod arrestationen af deres ledere. Nogle dage senere blev 400 ansatte der var i strejke på regeringsradioen arresteret. De efterfølgende protester førte til det hidtil største fald i aktiekurserne i Sydkoreas historie.

Den 22. maj 1991 accepterede præsident Roh hårdt presset sin premierminister Roh Jai Bongs tilbagetræden. Den var blevet krævet af studenterbevægelsen og den moderate fløj af Kim Dae Jungs parti, efter at studenten Kang Kyung Dae var død i politiets hænder, hvilket havde udløst yderligere 6 selvantændelser. I september 91 annoncerede USA's præsident George Bush beslutningen om at trække supermagtens taktiske kernevåben bort fra Sydkorea, og i november blev det meddelt, at tilbagetrækningen var ved at være gennemført. Skridtet opfyldte et af nordkoreanernes vigtigste krav for at tillade inspektion på deres territorium. I december samme år undertegnede Seul og Pyongyang en «aftale om forsoning, ikke-aggression, udveksling og samarbejde», hvilket reducerede spændingen mellem de to lande.

Ved parlamentsvalget i marts 1992 vandt det regerende Liberal Demokratiske Parti 149 af parlamentets 299 pladser - 1 for lidt til at få absolut flertal. Det blev fulgt af det Demokratiske Parti der med 29,2 % af stemmerne fik 97 pladser. På tredjepladsen fik det nye Nationale Genforeningsparti 17,4% og 31 pladser. Det venstreorienterede Folkets Parti fik 1,5% af stemmerne, men ingen pladser.

Præsident Roh Tae Woo udpegede Kim Young-Sam til sin efterfølger. Kim fik 41,4% af stemmerne ved præsidentvalget den 18. december 92. Det var det første valg i den 30 årige periode hvor militæret havde kontrolleret landet, hvor det ikke selv stillede op. Dette forhold stimulerede valgdeltagelse, der nåede op på 81,9%.

Valget af Kim faldt sammen med en svækkelse af oppositionen, der i februar 93 blev forstærket, da lederen af det Forenede Folks Parti, Chung Ju-Yung, måtte træde tilbage efter at være blevet beskyldt for at have modtaget illegale bidrag fra en stor koncern under valgkampen.

Korruptionsskandalerne berørte også regeringen. En af præsident Kims støtter, Choi Ki Son, indrømmede at have svindlet med offentlige midler. Endvidere blev lederen af den største buddhistiske orden i landet, Suh Eui Hyun, beskyldt for at have modtaget 10 millioner dollars af en forretningsmand. De skulle overdrages til præsident Kim. Beskyldningerne førte til klammeri mellem de buddhistiske munke, der kulminerede med arrestationen af 134.

I 1995 blev de to eks-præsidenter Chun Doo Hwan (1979-1988) og Roh Tae Woo (1988-1993) arresteret for deres medvirken i statskuppet, der bragte Chun til magten i december 79. De blev endvidere anklaget for forræderi og ulovlig berigelse. I juni samme år blev regeringspartiet slået ved lokal- og provinsvalgene - de første siden 1961 der ikke var kontrolleret af regeringen. Sammenstyrtningen af stormagasinet Sampoong i Seul kostede over 500 mennesker livet. Det bragte samtidig ny korruption for dagens lys, da det blev kendt, at de lokale myndigheder havde godkendt bygningen af en 5. etage efter at have modtaget bestikkelse.

I april 96 vandt det regerende Parti for de nye Korea 139 ud af parlamentets 299 pladser. Nationalkongressen for en ny Politik vandt 79 og de Forenede Liberaldemokrater 50. I december idømte byretten i Seul den tidligere forsvarsminister Lee Yang-ho til 4 års fængsel for at have modtaget bestikkelse fra Daewoo - landets fjerde største virksomhed.

To dage efter at være blevet valgt til præsident godkendte Kim Dae Jung i december 97 løsladelsen af Chun Doo Hwan og Roh Tae Woo og annoncerede samtidig gennemførelsen af en amnesti for politiske fanger. Den nyvalgte præsident indtog i marts 98 denne post og udnævnte Kim Jong Pil til premierminister. Landet var samtidig plaget af risikoen for hyperinflation og stigning i arbejdsløsheden som følge af børskrisen i Sydøstasien.

Trods militære træfninger kun få uger i forvejen mødtes repræsentanter for Nord og Syd i Beijing for at diskutere forskellige spørgsmål, deriblandt økonomisk bistand til Nord og muligheden af at etablere repræsentationskontorer i hver af de to landes hovedstæder.

Regeringskoalitionen mellem Årtusindets Demokratiske Parti og den Demokratiske Liberale Union begyndte i slutningen af 1999 at udvise tegn på spændinger. I januar 2000 blev Park Tae Joon fra Unionen udpeget til ny premierminister. Den nye regering offentliggjorde sikkerhedspolitiske ændringer og beslutningen om at udvikle en infrastruktur, der skulle kunne klare den hastige vækst i antallet af brugere af internettet.

Flere tusinder var mødt op i Seoul i juni 2000 for at tage imod præsident Kim Dae-jung efter dennes besøg i Pyongyang, der markerede det første historiske topmøde mellem de to Korea'er. Sammen med den nordkoreanske præsident Kim Jong Il havde han diskuteret sikkerhedspolitik, deriblandt de 37.000 nordamerikanske soldater i Sydkorea og landenes missilprogrammer. De to statsoverhoveder undertegnede desuden en aftale, hvor de lovede at arbejde for en mulig genforening af den koreanske halvø.

Aftalen lovede også at åbne for genforening af de titusinder af koreanske familier, der i mere end 50 år havde været adskilt pga. lukningen af grænsen samt løftet om at gennemføre et nyt topmøde, denne gang i Seoul, og endelig sydkoreanske investeringer i det fattige nord. I september rejste en nordkoreansk udsending til Seoul for at arrangere detaljerne omkring aftalen. Begge landes hold gik for første gang nogensinde ved siden af hinanden, da de Olympiske Lege samme måned åbnede i Sidney, Australien.

I oktober 2000 tildeltes Kim Dae Jung Nobels Fredspris for «sit arbejde for demokratiet, menneskerettighederne i Sydkorea og Østasien samt for freden og forsoningen med Nordkorea».

I november blev bilfabrikken Daewoo erklæret konkurs. Gennem de foregående måneder var milliarder af US$ blevet bevilget til virksomheden af staten, men i 1999 forsvandt dens generaldirektør, Kim Woo Joong med en stor del af midlerne. Koncernen fyrede mange af de ansatte, der i februar 2001 igangsatte en større strejke, der blev slået hårdt ned af politiet. Flere hundrede såres eller arresteres.

Mens de fleste asiatiske lande fortsat er i krise efter det finansielle kollaps i 1996-97, oplever den sydkoreanske økonomi en hurtig forbedring og vokser med 3,7% i fjerde kvartal 2001.

Udgivelsen af en ny lærebog for skoleelever i Japan udløser en kraftig reaktion i Sydkorea, fordi den fordrejer og skjuler de uhyrligheder den kejserlige japanske hær begik i bl.a. Korea under 2. verdenskrig. I protest skærer 20 sydkoreanere spidsen af deres lillefinger i en park i Seoul, og en kreds af civile koreanere kræver bogen trukket tilbage. Trods disse uoverenstemmelser organiserer de to lande i fællesskab verdensmesterskaberne i fodbold i juni 2002. Selvom mesterskaberne var beregnet at skulle give et overskud på 1,3 mia. Euro, så medfører de store omkostninger ved organiseringen af mesterskaberne i to lande samt firmaet ISL's konkurs - der havde de kommercielle rettigheder - at overskuddet reduceres betragteligt.

Den spændte sikkerhedssituation mellem Nordkorea og USA skaber fra 2002 stor ængstelse i den sydkoreanske befolkning for en mulig krig mellem de to parter. Situationen udløser store fredsdemonstrationer og demonstrationer vendt mod USA. Regeringen i Seoul tilbyder at mægle mellem de to parter, hvilket accepteres af regeringen i Pyongyang. Det betragtes som et nordkoreansk forsøg på at forbedre forholdet mellem de to lande.

Valget i december 2002 blev overraskende vundet af Roh Moo Hyun. Han fik især opbakning fra kvindelige og fra unge vælgere pga. sit program, hvor sociale spørgsmål og ligestilling indtog en fremtrædende plads.

Atomkrisen mellem Nordkorea og USA førte til betydelig nervøsitet i den sydkoreanske befolkning, stillet overfor muligheden om væbnet konfrontation mellem de to modstandere. I skyggen af fredsdemonstrationer og demonstrationer vendt mod USA, tilbød sydkoreas regering sig som mægler, hvilket blev accepteret af Pyongyang. Det blev set som udtryk for et ønske om forbedrede forhold mellem de to lande.

Den 14. maj 2004 besluttede Sydkoreas forfatningsdomstol, at de overtrædelser af landets valglovgivning præsident Roh Moo-hyun havde gjort sig skyldig i, ikke var tilstrækkelige til at fjerne ham fra posten. Han var ellers blevet suspenderet fra posten af Nationalforsamlingen i marts 2003. Roh Moo-hyun blev øjeblikkelig genindsat som præsident, og fungerende præsident, Goh Kun vendte tilbage til posten som premierminister. Den 25. maj trak Goh Kun sig som premierminister med henblik på at danne en ny regering. Finansminister Lee Jun overtog midlertidig posten.

I september indrømmede den sydkoreanske regering efter pres fra Nordkorea, at sydkoreanske videnskabsmænd i hemmelighed eksperimenterede med produktionen af højt beriget uran. Myndighederne forsikrede, at forsøgene var blevet gennemført uden officielt kendskab og uden nogen for godkendelse. Regeringen afviste enhver påstand om, at Sydkorea skulle have igangsat et nukleart våbenprogram, og forsikrede at der havde været tale om en isoleret hændelse.

Samme måned ankom den internationale Atomenergikommssion (IAEA) til Sydkorea for at genoptage sine undersøgelser af de hemmelige nukleare eksperimenter. IAEA udtrykte ved samme lejlighed sin bekymring over Seouls nukleare aktiviteter de foregående aktiviteter. Sydkorea gentog at landet ikke havde planer om produktion af atomvåben.

En voldsom kontrovers med Japan brød ud i marts 2005, da et japansk lokalråd besluttede at udnævne en årlig mærkedag for to omstridte øer: Takeshima på japansk og Dodko på koreansk. Sydkorea lod sin genforeningsminister Chung Dong-young udtale sig sagen. Han ledede samtidig det nationale sikkerhedsråd. Chung lovede at forsvare Koreas suverænitet; han pegede samtidig på, at Japan søgte at legitimere sin koloniale fortid og gjorde samtidig opmærksom på, at handlingen «alvorligt skadede» forholdet mellem de to lande. Øerne består af klipper, er ubeboede og betragtes af begge lande som områder af økonomisk og strategisk vigtighed. Suveræniteten over øerne har været omdiskuteret siden 1905, da Japan besatte den koreanske halvø. Korea genbesatte øerne i 1953 og har siden gennemført patruljer på dem.

Oppositionens stærkeste kraft, det Store nationale Parti vandt suppleringsvalget til parlamentet i oktober 2005, da det vandt 4 nye distrikter. Det bragte dets pladser op på 127. Regeringspartiet led til gengæld et stort nederlag, da det ikke opnåede nogen pladser ved valget. Nederlaget var dermed en gentagelse af nederlaget i april, hvor regeringspartiet ligeledes tabte. Valgresultatet har dog ikke nogen større direkte indflydelse på parlamentets arbejde, da intet af partierne har absolut flertal.

I februar 2006 indledte Sydkorea og USA forhandlinger om en frihandelsaftale, der skulle træde i kraft det følgende år. Der ville for USA være tale om den vigtigste handelsaftale i Asien, og for Sydkorea var der tale om den vigtigste begivenhed siden afslutningen af Koreakrigen, hvor landet indgik en militæralliance med USA.

I juni 2006 markeredes seksårsdagen for topmødet mellem de to koreaer med et arrangement i byen Kwangju. Under arrangementet erklærede ekspræsidet Dae Jung, at målet for begge begge lande er genforening. «Genforeningen skal gradvist opnåes gennem en periode med samarbejde og fredelig sameksistens», erklærede ekspræsidenten.

Efter en længere periode med spændinger genoptog Sydkorea og Japan samme måned forhandlinger for at løse striden om Dokdo øerne. formålet med forhandlingerne er at nå frem til en aftale, der er ræsonabel for begge lande og som gør det muligt at trække søgrænsen mellem dem - i overensstemmelse med den internationale søret.

I juli 2007 undertegnedes frihandelsaftalen mellem Sydkorea og USA. Aftalen fjerner gradvist toldsatserne på næsten alle forbrugs- og industrivarer i en treårig periode efter aftalens underskrift. Samtidig udtrykte bønder og faglige ledere frygt for, at tusinder af koreanske arbejdspladser vil gå tabt som følge af importen af varer og serviceydelser fra USA.

Præsidentvalget i december blev vundet af Lee Myung-bak fra det konservative Nationalparti, der efter 5 år genindtog præsidentposten. Den konservative præsident ønskede at styrke båndene til USA yderligere, indstille forsoningspolitikken overfor Nordkorea og erstatte denne med en mere hårdhændet politik. De åbninger der havde været i forholdet mellem de to lande frøs øjeblikkeligt til og muligheden for genforening af familier og gensidige besøg blev indstillet. Samtidig tog protesterne til mod Lees politik og det kom til hyppige voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter. 3 måneder efter Lees indsættelse som præsident var hans popularitet faldet fra 51% til 17%. Trods den manglende popularitet i Sydkorea var USA's præsident Bush særdeles tilfreds med præsident Lee. De foregående år havde været præget af spændinger mellem forhenværende præsident Roh, der ønskede forsoning med Nord og præsident Bush der ønskede konfrontation.

I januar barrikaderede 40 demonstranter sig i et hus i Seoul i protest mod at 10 af dem var sat på gaden som lejere, og var blevet frataget retten til kompensation. Efter 25 timer uden forhandlinger angreb 2 anti-terror kommandoer og 1600 politifolk bygningen. 5 demonstranter og 1 politimand blev dræbt.

Staten satte 1.258 demonstranter på anklagebænken for at have deltaget i demonstrationer i 2008 mod statens fjernelse af importrestriktioner på nordamerikansk oksekød. Ingen politifolk blev sat på anklagebænken trods omfattende politivold mod demonstranter.

Præsident Lee udpegede i september 2009 Chung Un-chan til premierminister.

Ligeledes i september afsagde forfatningsdomstolen kendelse om, at præsident Lees ændrede forsamlings- og demonstrationslov krænkede forfatningen. Lee havde ændret retten til demonstration således, at de var forbudt efter solnedgang og før solopgang. Det er i strid med den forfatningsmæssigt sikrede forsamlings- og foreningsfrihed. Siden sin tiltræden har præsidenten indskrænket forsamlingsfriheden og beordret politiet til at fare hårdt frem mod alle regeringskritiske protester.

I slutningen af marts 2010 sprang et sydkoreansk krigsskib i luften i internationalt farvand ud for Nordkoreas kyst. Efter nogle dages gisninger om årsagen til eksplosionen erklærede præsident Lee at skibet var blevet sænket af en nordkoreansk torpedo. Både Sydkorea og USA benyttede lejligheden til at skærpe den konfrontatoriske kurs overfor Nord. De sydkoreanske myndigheder begik imidlertid den fejl at udstille den torpedo der angiveligt skulle have sprængt det sydkoreranske skib midt over. Billederne viste en torpedo i særdeles god stand med en lige midteraksel. Det reducerede regeringens troværdighed i påstanden om at Nordkorea skulel stå bag. Nordkorea benægtede at have nogen andel i episoden og pegede i stedet på at USA historisk ofte selv har stået bag fingerede angreb, som påskud for militær optrapning overfor modparten.

I november igangsætter sydkoreas højreradikale regering en provokerende militærøvelse få kilometer fra Nordkorea. Som i andre højspændte sikkerhedspolitiske kriser gennem historien har øvelsen til formål at provokere og teste det nordkoreanske forsvar. Nordkorea svarer igen og beskyder den sydkoreanske ø, Yeonpyeong med artilleri. USA bakker op om Sydkorea og sender hangarskibet George Washington for at deltage i den sydkoreanske militærøvelse i det Gule Hav. Nordkorea holder sig tilbage fra at svare på nye sydkoreanske provokationer. Midt i december gennemfører Sydkorea nye militærøvelser op ad grænsen til Nordkorea, men også denne gang holder Nordkorea sig tilbage fra at svare på provokationen fra syd. Den højreradikale regering i syd har gennem 3 år lagt afspændingspolitikken mellem de to korea'er i graven.

Ved starten af sin embedsperiode igangsatte præsident Lee sin såkaldte 747 økonomiske politik. Den gennemsnitlige årlige økonomiske vækst i hans regeringstid skulle nå 7%, koreanernes årlige per-capita BNP skulle op på 40.000US$, og ved udgangen af hans embedsperiode skulle landet være verdens 7. største økonomi. Der kom en økonomisk krise imellem og ved slutningen af perioden var ingen af de 3 mål nået. Samtidig var hans administration plaget af korruptionsanklager, og populariteten styrtdykkede derfor de sidste år.

Menneskerettighedsorganisationer kritiserede Sydkoreas krænkelser af menneskerettighederne. Trods betydeligt internationalt pres er landets Nationale Sikkerhedslov fra diktaturets dage fortsat i kraft. Den anvendes mod regimets modstandere og til at lukke munden på medier med «uønsket indhold». Antallet af sager behandlet indenfor sikkerhedslovens rammer steg fra 46 i 2008 til 90 i 2011. De fleste rettede sig imod personer og medier, der viderebragte informationer fra Nordkorea. 18 web-sites blev lukket i 2009 med påstand om de viderebragte informationer fra Nordkorea. Allerede i oktober 2011 var anstallet af web-sites der blev lukket med denne begrundelse dette år steget til 178. I februar 2012 blev boghandler Kim Myeong-soo idømt 6 måneders ubetinget fængsel og 2 års betinget fængsel for at eje og videre sælge «forkerte bøger». Undersøgelserne og retssagen havde da taget 5 år. Bøgerne der havde indhold om Nordkorea, marxisme, socialisme eller revolution stod også på Parlamentets bibliotek og kunne købes gennem store boghandlere, men iflg. anklagemyndigheden var Kims udgaver «til fare for statens sikkerhed». Statens repression mod strejkende arbejdere er uændret. I november 2012 indledte 3 arbejdere fra fagforeningen i Ssangyong Motors en protestaktion 9m oppe i elmaster nær fabrikken, efter at denne havde fyret 2600 arbejdere.

Park Geun-hye vandt præsidentvalget i december 2012 med 51,6% af stemmerne og blev landets første første kvindelige præsident. Hun er datter af landets tidligere diktator, Park Chung-hee der styrede landet i perioden 1963-79. Hendes mor blev dræbt ved et politisk attentat i 1974, og hendes far blev blev dræbt af sin egen sikkerhedschef i 1979. Park er formand for det stærkt konservative Saenuri parti. Hun har forsvaret hendes fars militærkup i 1963 med bemærkninger om at «det var en revolution der var nødvendig for at forsvare landet». Hendes første udlandsrejse efter sin indsættelse gik til Washington.

Park fortsatte sit konservative partis konfrontationspolitik med Nordkorea. I dagene omkring hendes indsættelse gennemførte USA og Sydkorea i fællesskab en omfattende militærøvelse, Key Resolve/Foal Eagle 2013, ved grænsen til Nord. Det fik Nord til at true med at opsige den ensidige våbenhvileaftale fra 1953 - Sydkorea har aldrig undertegnet nogen våbenstilstandsaftale og er teknisk set fortsat i krig med Nord. Krisen spidsede yderligere til de følgende måneder i takt med at militærmanøvrene ved grænsen fortsatte. Den 3. april lukkede Nordkorea Kaesong industrizonen, der var et fælles projekt mellem Nord og Syd med sydkoreansk kapital og nordkoreanske arbejdere. Først i juli begyndte konflikten at blive trappet ned, da Nord og Syd blev enige om genåbning af Kaesong. Selv om Park og hendes konservative nyder stor opbakning, er dets konfrontatoriske politik mod Nord ikke populær. De fleste sydkoreanere har familie i nord og ønsker fredelig sameksistens der giver mulighed for familiebesøg eller egentlig genforening.

I april 2013 blev det afsløret at chefen for det sydkoreanske efterretningsvæsen NIS, Won Sei-hoon i midten af juni 2012 havde instrueret efterretningsvæsenet om at det skulle indledende en bagvaskelseskampagne mod oppositionens præsidentkandidat. Der blev skrevet tusindvis af artikler i blogs, Facebook og andre online medier, der svinede oppositionens kandidat til. Det viste sig, at NIS i den sidste tre måneders periode op til valget havde lagt 55.689 meddelelser ud på Twitter. Det var uklart om NIS' undergravende politiske arbejde var blevet bestilt af præsident Lee, eller om det blev foretaget på NIS' eget initiativ, men den skjulte kampagne bidrog sandsynligvis til at sikre Park de sidste stemmer.

Arbejderklassen bliver traditionelt angrebet voldsomt af myndighederne i Sydkorea. Den 9. december 2013 indledte landets jernbanearbejdere en strejke i protest mod at landets jernbaneselskab havde oprettet et datterselskab, der skulle drive en ny højhastighedslinie. Jernbanearbejderne frygtede at det var begyndelsen til en privaterisering af jernbaneselskabet. Myndighederne reagerede den 17. december da 30 betjente foretog et raid på jernbanearbejdernes fagforenings hovedkontor i Seoul. Fagforeningens computere og interne dokumenter blev beslaglagt. To dage senere blev fagforeningens kontorer i Daejon, Busan, Suncheon og Yeongju udsat for tilsvarende raids. Den  22. slog myndighederne til mod landets LO (Korean Confederation of Trade Unions, KCTU) da flere tusinde betjente stormede landsorganisationens hovedkvarter i Seoul. 130 ansatte blev arresteret og flere såret da politiet anvendte pepperspray. Ransagningen af KCTU blev foretaget uden dommerkendelse. Det var første raid mod KCTU siden organisationen fik legal status i 1999.

I april 2014 undertegnede præsident Park og Australiens premierminister Abbott en frihandelsaftalke mellem de to lande.

Migrantarbejdere udgør en stor del af arbejdsstyrken i Sydkoreas landbrug. Migrantarbejderne er vigtige i landbruget, men mange arbejdsgivere udnytter migrantarbejderne skrupelløst, så de mange steder arbejder under slavelignende forhold.

Sydkoreas Forfatningsdomstol opløste i december landets 3. største parti Unified Progressive Party (UPP). Opløsningen skete med henvisning til at UPP var i «strid med landets fundamentale demokrati», efter at den højreradikale regering havde anklaget UPP for at støtte Nordkorea. Partiets 13 medlemmer af parlamentet fik samtidig ophævet deres valg. Ved parlamentsvalget i 2012 gik partiet 8 mandater frem. Det havde opnået ialt 10,3% af stemmerne. Det var første gang siden 1958 at Sydkorea havde forbudt et politisk parti. Forbuddet var et udtryk for, at landets højreradikale regering i stigende grad anvendte den vagt formulerede «Nationale Sikkerhedslov» som redskab til at true, stække - eller forbyde - oppositionen. 7 andre medlemmer af UPP stod samtidig tiltalt i Højesteret for at have «opfordret til oprør» og iøvrigt overtrådt Sikkerhedsloven.

I april 2014 kæntrede færgen MV Sewol med 476 ombord. 304 passagerer og besætningsmedlemmer omkom. Premierminister Chung Hong-won indgav derefter sin afskedsbegæring, men fortsatte alligevel på posten frem til januar 2015. De følgende måneder var premierministerembedet en ren gennemgangslejr:

Den sydkoreanske økonomi voksede med 3,3% i 2014. Det var højt sammenlignet med EU og USA, men lavt sammenlignet med andre lande i regionen og under halvdelen af den kinesiske vækst. I december 2014 indgik Kina og Sydkorea derfor en frihandelsaftale, der skulle gavne begge lande. Kina lagde samtidig mere afstand til dets traditionelle allierede Nordkorea. Økonomien var for både Kina og Sydkorea vigtigere end de historiske politiske konflikter og relationer.

Ytringsfriheden er fortsat begrænset i landet pga. den «Nationale Sikkerhedslov». I de første 8 måneder af 2014 blev 32 personer anklaget efter loven. Der var tale om en nedgang ifht. 2013, hvor 129 personer blev anklaget efter loven, men alligevel foruroligende.

Landet har en vigtig eksport af materiel til undertrykkelse af folkelige protester. Efter skarp kritik fra bl.a. Amnesty International indstillede landet i januar 2014 eksporten af tåregas til diktaturstaten Bahrain.

I november 2015 protesterede 80.000 i Seouls gader mod præsidenten og krævede hendes afgang. Det skete efter en række lovændringer, der gjorde det lettere for arbejdsgivere at afskedige deres ansatte, og beslutningen om at skoleelever på mellemtrinet og gymnasiet fra 2017 skal have udskiftet deres historiebøger med statsligt godkendte tekster. Demonstranterne blev mødt med tåregas og vandkanoner.

Relationerne til den gamle besættelsesmagt og krigsforbryderstat Japan var fortsat anstrengte, og Sydkorea blev hvert år mindet om krigsforbrydelserne, når japanske premierministre besøgte japanske krigsmindesmærker. I december indgik den japanske premierminister Shinzō Abe og Sydkoreas præsident Park en aftale om at bilægge striden om de koranske krigs-ludere. Under den japanske besættelse af Korea tvang besættelsesmagten over 100.000 koreanske kvinder ud i prostitution, hvor de skulle betjene besættelsesmagtens soldater. Japan indvilgede nu at betale 8,3 mio. US$ til en fond for overlevende ofre. Til gengæld forpligtede Sydkorea sig til ikke længere at kritisere Japan for disse forbrydelser, og til at fjerne en statue til minde om ofrene der var placeret foran den japanske ambassade i Seoul.

Sydkorea lukkede i februar 2016 Kaesong frihandelszonen, der var en sydkoreansk økonomisk zone med nordkoreanske arbejdere, der blev drevet på grænsen mellem de to lande. Anledningen var Nordkoreas missilafprøvning tidligere på måneden.

Parlamentsvalget i april 2016 var et sviende nederlag for præsident Park, hvis konservative koalition gik 24 mandater tilbage til 122, mens den socialdemokratisk-liberale koalition gik 21 mandater frem til 123. Også parlamentets to mindre partier havde fremgang. Konsekvensen var, at præsident Park og hendes parti ikke længere havde flertal i parlamentet, og derfor politisk var afhængig af oppositionens støtte til lovforslag. Der var tale om en politisk dobbeltmagt situation, der svækkede præsidenten.

Sydkorea og USA besluttede i juli at opstille THAAD missilsystemet. Beslutningen udløste protester både fra Kina og Nordkorea, der så beslutningen som et offensivt skridt. Lokalbefolkningen i de områder hvor det skulle opstilles protesterede ligeledes mod beslutningen.

Ved udgangen af 2016 sad der ca. 400 militærnægtere fængslede. De nægtede militærtjeneste med henvisning til deres religion, samvittighed og holdning. Efter nye bestemmelser fra december 2015 blev militærnægternes navne og personlige oplysninger offentliggjort på militærets Web site.

I oktober 2016 blev det afsløret, at præsident Park havde en nær kontakt til Choi Soon-sil, der uden iøvrigt at være ansat eller beklæde en offentlig stilling rådgav præsidenten og havde adgang til statshemmeligheder. Skandalen bredte sig og folk demonstrerede for at få fjernet præsidenten. I december besluttede parlamentet at stille Park for en rigsret. I den mellemliggende periode blev premierminister Hwang Kyo-ahn gjort til fungerende præsident. Præsident Parks opbakning i befolkning var da nede på 4%. Rigsretten afsagde i marts 2017 enstemmigt sin kendelse der slog fast, at Park havde gjort sig skyldig i magtmisbrug, bestikkelse og tvang. Med kendelsen blev hun samtidig formelt fjernet fra præsidentposten og der blev udskrevet præsidentvalg.

Præsidentvalget i maj 2017 blev vundet af Moon Jae-in fra det demokratiske parti med 41,1% af stemmerne. Valget var udtryk for dyb mistillid til den tidligere præsident Parks LKP, hvis kandidat måtte nøjes med 24,0%. En af præsident Moons første embedshandlinger var at annullere den tidligere præsident Parks beslutning om, at der fra 2018 skulle undervises ud fra statslige lærebøger i historie. De statslige historiebøger skulle stille hendes far, diktatoren Park Chun-hee i et bedre historisk lys. Moons beslutning betød, at skolerne kunne vælge lærebøger fra private forlag - med et statsligt godkendt indhold. Regeringen opprioriterede samtidig udfasningen af kernekraft til fordel for gas som primær energikilde. Der skulle derfor atter sættes gang i forhandlinger om levering af gas fra Rusland i pipelines gennem Nordkorea.

Præsident Moon havde en langt mere forsonlig og fredssøgende holdning overfor Nordkorea end sine konservative forgængere, der havde søgt konfrontation. Han erklærede under sin valgkamp til præsidentembedet, at han gik ind for en fredsaftale og krigsafslutning med broderlandet i nord til gengæld for dets atomare afrustning. Han var derfor også imod USA's udstationering af THAAD missilsystemet i Sydkorea. Optrapningen af spændingen mellem Nordkorea og USA i løbet af 2017, der nåede en foreløbig kulmination i juli med Nordkoreas prøveaffyring af interkontinentale missiler fik ham imidlertid til at ændre holdning. Han bad USA om lov til at opruste og opstille et fuldt THAAD missilsystem.

Moon regeringen forkortede i februar 2018 den ugentlige arbejdstid fra 68 timer til 56. Senere hævede den mindstelønnen med 16%.

COVID-19 pandemien ramte Sydkorea i januar 2020, hvor det første tilfælde blev registreret. Fra februar indførte landet et af de bedst fungerende systemer til bekæmpelse af smittespredningen - på linie med Taiwan, Singapore og Vietnam. Landet blev lukket af fra omverdenen, indførte karantæne for de der var smittet og indførte tests ½ år før de danske myndigheder begyndte, registrerede smittespredning, indførte mundbind og social distancering. I starten af maj blev der derfor registreret under 10 nye tilfælde dagligt. De sydkoreanske myndigheder havde et fuldt overblik over smitteclusters og spredningen, mens det var epidemologiske redskaber der var ukendte i de danske sundhedsmyndigheders værktøjskasse. Den effektive håndtering af pandemien fik Moons popularitet til at gå i vejret i 2020, men nye bølger og protester mod vaccinationsplanerne fik hans popularitet til at dykke i 2021. Frem til maj 2022 var 24.000 sydkoreanere døde af COVID-19. 18 mio. havde da været smittet. Dødsraten var 0,13%.

Parlamentsvalget i april 2020 var en en jordskredsejr for det demokratiske parti, der gik 57 mandater frem til 180 og dermed absolut flertal i parlamentet. Det konservative PPP gik 19 mandater tilbage til 103. Tendensen bort fra det korrupte konservative regime der var startet med rigsretsagen mod Park i 2016 blev derfor yderligere styrket. Tendensen blev vendt ved borgmestervalget i Seoul i april 2021, hvor de konservative gik 34,2% frem til 54,5% og fik valgt deres kandidat Oh Se-hoon. Demokraterne gik 13,6% tilbage til 39,2%. Jordskredet var især udtryk for, at unge vælgere der traditionelt havde stemt på demokraterne rykkede til de konservative. Den primære årsag var, at det ikke var lykkedes demokraterne at få bygget tilstrækkeligt mange boliger til de unge.

Forfatningsdomstolen besluttede i 2020, at forbuddet mod abort var i strid med forfatningen, og i januar 2021 afkriminaliserede parlamentet abort. Lovgivningen blev dog ikke umiddelbart gennemarbejdet som ellers anbefalet af domstolen.

I marts 2021 trådte en lov i kraft, der forbød at sende propagandamaterialer fra syd ind over grænsen til Nordkorea. En yndet sport blandt anti-nordkorea grupper i syd. Straframmen var op til 3 års fængsel og bøder på op til 27.000US$. 

Landet havde alvorlige problemer med ligestilling og forfølgelse af kvinder. Kvinder i Sydkorea tjente 31% mindre end deres mandlige kolleger. Den højeste forskel indenfor OECD. Kvinder på arbejdspladser, i det offentlige rum og i militæret blev udsat for alvorlige seksuelle krænkelser, og alene i 2021 bgik 3 kvindelige officerer selvmord efter seksuel chikane fra deres overordnede.

Tendensen fra borgmestervalget i Seoul i 2021 fortsatte, og den konservative Yoon Suk-yeol fra PPP vandt præsidentvalget i maj 2022 med 48,6% over demokraternes Lee Jae-myung med 47,8%. Blot 5 år senere havde vælgerne glemt de konservative kriminelle aktiviteter. Yoon havde været statsanklager i 2019-21. Han havde bl.a. fået dømt Cho Kuk for korruption i 2019. Cho nåede at beklæde posten som justitsminister i 1 måned fra september til oktober 2019 inden han atter røg ud. Han havde været involveret i lyssky forretningsaktiviteter og havde forfalsket sin datters akademiske meriter.

Præsident Yoon rykkede landet skarpt til højre og øgede faren for atomkrig. I september 2021 erklærede han, at han ville bede USA om at levere taktiske atomvåben, hvis han følte sig truet af Nordkorea. USA havde ikke haft atomvåben i Sydkorea siden starten af 1990'erne, da USA og Rusland indgik en aftale om at få dem fjernet for at mindske spændingerne på den koreanske halvø. USA afviste i første omgang forslaget, og Kina betegnede det som uansvarligt. I november 2021 erklærede Yoon, at hvis han blev valgt til præsident ville han benåde de tidligere præsidenter Lee Myung-bak og Park Geun-hye, der begge sad fængslede for korruption. Moon nåede dog at benåde Park allerede måneden efter. Yoon nedlagde ministeriet for ligestilling og familie, der var blevet oprettet under Moon for at håndtere kvinders dårlige stilling i landet. Yoon erklærede, at staten fremover ikke ville behandle personer ud fra deres køn, men ud fra deres kvalifikationer.

Landets lastbilchauffører gik i juni 2022 i strejke i protest mod de hastigt stigende energipriser (udløst af EU og USA's økonomiske krig mod Rusland) og med krav om øgede mindstelønninger. Flere forhandlingsrunder med den reaktionære stat var brudt sammen. Strejken var dyr for landets virksomheder og eksport. Hyundai var i midten af måneden nødt til at reducere sin produktion med 50% pga. leveranceproblemer og i landets containerhavne hobede containers til eksport og import sig op. (South Korea truckers’ strike threatens to disrupt computer chip production, Guardian 14/6 2021)

Vestens økonomiske krig mod Rusland fik i midten af 2022 inflationen til at eksplodere. Dette sammen med flere upopulære lovforslag og en konflikt med hans egent konservative parti bragte i august hans popularitet ned på 19%.

A.J.

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 25/9 2022

Læst af: 143.726