 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Neergaard, Ebbe
 |
| Ebbe Neergaard |
Ebbe Neergaard (1901-57), dansk kulturkritiker. Faderen var oberstløjtnant. Det var ikke fra ham, Neergaard fik sine venstreorienterede synspunkter. Han blev student fra Herlufsholm og i 1927 cand.mag. i engelsk og tysk. Rejste meget, var i Tyskland i 1925, i England i 1926 og i Italien og Frankrig i 1928.
Allerede i studentertiden skrev han flere skønlitterære bidrag til kulturtidsskriftet Klinte og til studenterbladet Quod Felix. Han var formentlig med i Mondegruppen fra starten i 1928, men deltog ikke fast i gruppens møder, da han samme år tiltrådte et lektorat ved Berlins Universitet, hvor han blev til 33. Gruppen blev Neergaards indfaldsvinkel til kommunismen. Han var modernist og nærmede sig kommunismen, fordi han i den så et modernistisk eksperiment, men uden at han nogen sinde meldte sig ind i partiet. Han placerede sig i en position, hvor kommunisterne identificerede sig så meget med hans synspunkter, at han blev en af Arbejderbladets tidligste kulturmedarbejdere - men altså uden at være medlem af DKP.
Sammen med to andre fra Mondegruppen, Aage Jensen og Ebbe Munch besøgte Neergaard i august-september 1930 Sovjet som almindelige turister i bil. Gruppens efterfølgende artikler om Sovjet var overvejende positive, selv om Neergaard ikke lagde skjul på, at det russiske landbrug var særdeles tilbagestående. I de følgende år lagde Mondegruppen sig stadig tættere op ad Sovjet og blev i stigende grad et redskab for DKP. Neergaard lagde ikke skjul på sin utilfredshed med denne udvikling. I et brev til Hartvig Frisch fra december 1931 skriver han, at Danmark i bund og grund har brug for et uafhængigt socialistisk parti, der i modsætning til DKP ikke «følger de tåbelige sovjetiske paroler», og som samtidig gør op med den reaktion, der har bredt sig i Socialdemokratiet. Men der blev ikke dannet noget uafhængigt parti, og Neergaard valgte derfor at fortsætte sit samarbejde med kommunisterne. Dels som anmelder ved Arbejderbladet og tidsskriftet Plan, dels som medlem af Plans redaktion sammen med Hans Kirk, Edvard Heiberg, Hans Scherfig og Erik Ib Smith.
Neergaard var i højere grad en kulturens end en politikkens og organisationernes mand. I april 1934 rejste Studentersamfundets formand, Elias Bredsdorff til England for en 5 måneders periode, og Neergaard blev gjort til midlertidig formand. Samfundet skrantede i forvejen og under Neergaard gik det rent galt. Han havde for mange andre ting at tage sig til, så foreningen hensygnede. Den 30. november blev den nedlagt og gik som fraktion ind i Studenterforeningen.
I 1929 tog han sammen med Oluf Rosenkrantz initiativ til oprettelsen af Forsøgsscenen. Den fik tre afdelinger: Filmafdelingen under Neergaards egen ledelse, en marionetafdeling og endelig en teaterafdeling. Formålet var først og fremmest at sætte skub i udviklingen af det danske teater gennem opsætningen af både af klassiske og eksperimenterende stykker. Scenen ophørte i 1932.
Gennem 30'erne og 40'erne var han forfatter til en lang række artikler, pjecer og bøger. Under 2. verdenskrig gik han i eksil i Sverige og der skrev han i 1944 en omfangsrig biografi om Kaj Munk. Det var dog først og fremmest filmen, der havde hans interesse. Allerede fra slutningen af 20'erne skrev han filmanmeldelser. Han var fascineret af russisk film, men samtidig betaget af nordamerikanske film, selv om han samtidig advarede mod den voldsomme konkurrence de udsatte den europæiske filmindustri for.
Da Neergaard efter 2. verdenskrig vendte tilbage til Danmark, forsøgte han at få arbejde på Land & Folk, men blev afvist af daværende chefredaktør Børge Houmann. På baggrund af sit store arbejde med film blev han i stedet året efter direktør for Statens Filmcentral, og fortsatte ved siden af dette arbejde forelæsningsvirksomheden og udgivelsen af filmlitteratur frem til sin død i 1957.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 36.744