Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kirk, Hans

Hans Kirk (1898-1962), dansk forfatter, journalist og kommunist. Født i Hadsund i lægefamilie: Faderen kom fra Harboøre fra en stor indremissionsk familie. Moderen fra en herregård i Thy, hvor grundtvigianismen var fremherskende. Religionen var længe en produktiv kilde for ham.

11 går gammel blev Kirk i 1909 sendt på Sorø Akademi, hvilket han opfattede som forvisning. Konsekvensen var, at stoffet i hans forfatterskab oftest var hentet i barndommens land.

Hans første tætte kontakt med arbejderklassen var i Sorø, hvor han for første gang deltog i en 1. maj demonstration. Efter studentereksamen rejste han i 1916 til København, hvor han begyndte at studere jura. Det var i denne periode han fik kontakt med det radikale miljø. Dels miljøet omkring tidsskriftet Klingen, dels omkring Studentersamfundet. Her mødte han Otto Gelsted, og på trods af stort forskel i temperament udviklede de to et livsvarigt venskab.

Efter eksamen forsøgte han at blive landpost, men postvæsenet ville ikke have ham. Istedet tog han som volontør til den danske ambassade i Paris, og da han kom hjem, var han i to år ansat i byggeafdelingen på Københavns Rådhus.

Han debuterede i 1922 med en artikel i bladet Hver 8. dag og året efter med novellen Skæbnen på Teglgården i samme blad. Allerede i denne novelle finder vi den fortælleteknik, han senere videreudvikler i sine romaner.

I midten af 20'erne kastede han sig ud i mange forskellige genrer. Han skrev artikler, litteraturkritik, ugebladsnoveller og sin første skønlitterære bog. Det fremgår allerede på dette tidspunkt, at Freud spiller en vigtig rolle for hans forfatterskab. Gelsted havde introduceret Freud i Danmark, og på denne baggrund er Kirk i stand til at indbygge en psykoanalytisk forståelsesramme i indholdsplanet. Selv om han i denne periode er en typisk kulturradikaler, er han betydeligt mere materialistisk end sine samtidige. Litteraturkritisk var Henri Barbusse (se Clarté) nok hans vigtigste inspirationskilde. En påvirkning der kom til at præge hans forfatterskab gennem hele livet. Barbusse havde grundlagt den første afdeling af Clarté i Frankrig i 1919. I Danmark var Kirk i november 1925 med til at grundlægge den danske afdeling og blev valgt ind i bestyrelsen.

Fra 1925 ernærede han sig som forfatter. Grundlaget blev skabt, da han blev ansat ved Lolland-Falsters Folketidende, hvor også Gelsted var ansat. Samtidig var han fast leverandør af noveller til ugebladet Hjemmet. I løbet af 20'erne og 30'erne blev det til over 300 sådanne noveller. I starten skrev han under eget navn, men siden under synonym. Han var naturligvis nødt til at tilpasse sig Hjemmets stil, ellers havde de ikke brugt ham. Men samtidig smuglede han en klasseholdning ind i sine noveller. Det typiske var, at de gode arbejdede med hænderne, mens de onde ikke gjorde det.

I 1925 skrev han også sin første roman, Gauk eller Overmennesket, som dog aldrig blev udgivet. I stedet erklærede han, at han ville være fisker, tog til Limfjorden en sommer, blev ikke fisker, men vendte tilbage til København med en stor stak notater under armen. De blev til Fiskerne, der udkom i 1928 og blev vel modtaget.

1931 Ind i DKP

I foråret 1930 holdt han op på Lolland-Falsters Folketidende, og i oktober blev han af sin gamle ven, Hartvig Frisch tilbudt arbejde på dagbladet Social-Demokraten. Han sagde ja, og skrev de følgende to år mange og omfattende litterære artikler til avisen. I samme periode rykkede han politisk nærmere DKP og endte med at melde sig ind i partiet. Tilnærmelsen havde stået på siden 20'erne. Gelsted havde allerede i 1928 i sin anmeldelse af Fiskerne omtalt ham som kommunist. I 1930 var han blevet medlem af Mondegruppen, men havde samtidig bevaret sin tilknytning til det kulturradikale miljø. I 1931 var han blevet valgt til formand for Studentersamfundet - formentlig fordi DKP fløjen i Mondegruppen var blevet træt af Broby Johansen som formand for samfundet. 10. juni 31 skrev han til Aage Jørgensen: «Vil du anbefale vor optagelse i partiet» - og blev optaget i DKP.

Medlemsskabet af DKP gjorde hans stilling på Social-Demokraten vanskelig, og han holdt op på avisen i 1932 - uden dog at bryde forbindelsen til vennen Frisch, der havde skaffet ham ind. Men i 1933 smuldrede hans politiske grundlag. I april skrev han til socialdemokraten Frisch:

«Du har Ret i, at jeg i lang tid mente, at det kommunistiske Parti vilde kunne tvinge det socialdemokratiske store Parti frem til en virkelig Arbejderpolitik. Jeg tror det ikke længere. Det var en «opportunistisk Højreafvigelse». De principielle Modsætninger mellem den evolutionære og den revolutionære Opfattelse er saa dybe, at der ikke kan tænkes noget Samarbejde».

Frem til jul 1932 havde han været formand for Studentersamfundet, men sagde så endelig farvel til studenterpolitikken. Samme sommer var Mondegruppen blevet splittet, og tilbage var en gruppe omkring tidsskriftet Plan. Kirk indgik i bladets redaktion sammen med Edvard Heiberg, Hans Scherfig, Ebbe Neergaard, Mogens Voltelen og Helge Andersen. Kirk bidrog med en række satiriske artikler, der skulle gøre den ellers gravalvorlige kommunisme lidt mere morsom.

1934-41 Skribent på Arbejderbladet

I 1934 begyndte han at skrive til DKP's avis, Arbejderbladet. Han startede med den satiriske klumme Obadias, men i løbet af de følgende år blev det hundredvis af anmeldelser, hvilket gav bladet en egentlig kulturpolitik. I november 1937 blev han fast ansat ved bladet og udvidede sin journalistisk med radioanmeldelser og politiske kommentarer. Fra 1940 begyndte han også at lave interviews med almindelige mennesker, og interviewformen blev én af hans mest anvendte genrer. Ligeledes begyndte han at lave små kulturelle kommentarer, der var små eksemplariske ideologianalyser.

Generelt må man om hans førkrigsforfatterskab sige, at det var præget af en stadig udvikling af nye genrer. Han forsøgte at blive en kommunistisk intellektuel i den kommunistiske offentlighed. Samtidig accepterede han den kommunistiske politik til mindste detalje, men eftersom partiet ikke havde nogen egentlig kulturpolitik, var han selv med til at udfylde dette tomrum.

Skønlitterært kom der til at gå 8 år fra Fiskerne, til han i 1936 udgav sin næste bog, Daglejerne, der skulle være første bind i en trilogi. Den fik glimrende anmeldelser, og i Arbejderbladet var det ingen ringere end partiets formand, Aksel Larsen, der stod for rosen. Først i november 1939 udkom andet bind i trilogien, De nye Tider. Også den fik pæne anmeldelser, men Sovjets vinterkrig mod Finland gjorde de borgerlige anmeldelser mere forbeholdne.

Besættelsen

Kirk blev arresteret af det danske politi den 22. juni 1941 ifbm. besættelsesmagtens begæring om arrestation af de danske kommunister. De følgende 26 måneders indespærring gjorde ham hård, og efterlod sine spor. Men han fik også skrevet en del. Bl.a. tredje og sidste bind af sin trilogi, men han fik den ikke med, da han sammen med andre kommunister den 29. august 1943 flygtede fra Horserød, og tyskerne brændte den efterfølgende - alt sammen iflg. hans egne oplysninger. Han gik sammen med sin familie under jorden og bidrog bl.a. med 3 hæfter til DKP's pjeceserie.

Efterkrigstiden

Efter befrielsen meldte han sig hurtigt på partiets nye avis, Land & Folk, som han skrev til frem til sin død i 1962. I juni 1945 havde Rigsdagen nedsat en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge, om der skulle rejses tiltale mod nogen ansvarlig politiker under besættelsen. Kommissionens arbejde tog som bekendt 8 år og endte med at konkludere, at det skulle der ikke. For Kirk var det fra starten klart, at der var en lang række politikere, der burde drages til ansvar, og sammen med Martin Nielsen skrev han i 1946 derfor Processen mod Scavenius, i hvilken den tidligere statsminister stilles for retten. Bogen var aktionsjournalistik og vidnede om den alvor og opfindsom han lagde i sit arbejde.

Hans produktion i efterkrigstiden var meget omfattende. Både i form af kommentarer og reportagejournalistik, men først og fremmest som bladets kulturredaktør og litteraturanmelder. Delvist under indtryk af det refleksprægede forsvar af Sovjetunionen, delvist under indtryk af den stadig koldere kolde krig bliver hans tone overfor ikke-kommunisterne stadig skarpere og bliver i 1946-47 næsten skinger i angrebene på hans tidligere ven, Poul Henningsen. Han og DKP er voldsomt presset af dels den stadig mere fatale udvikling i Sovjet de skal forsvare, dels af borgerskabets voldsomme antikommunistiske offensiv.

Ved siden af sit omfattende arbejde på Land og Folk får han tid til at genoptage sit skønlitterære arbejde. I 1948 udsendes Slaven, i 1952 Djævelens Penge og Klitgaard og sønner og i 1953 novellesamlingen Skyggespil. Hans sidste skønlitterære bog er Borgerlige Noveller (1958). Han fik aldrig skrevet 3. bind af sin trilogi. Problemet var muligvis også, at arbejderne i denne skulle opleve deres socialdemokratiske illusioner revet i stykker og erkende det store arbejderpartis sande interesser, og sådan kom det ikke til at gå, hvilket muligvis gav forfatteren problemer.

Kirk døde den 16. juni 1962 og fik i de følgende dage et minde og en bisættelse, der var en partiformand værdig. Hans parti viste ham, at det forstod rækkevidden af det arbejde, han havde gjort for det.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 78.392