Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Smith, Erik Ib

Erik Ib Smith (1911-99), dansk kommunistisk og siden socialdemokratisk intellektuel, født ind i en stærkt borgerlig familie. Allerede i gymnasiet gjorde han oprør mod borgerligheden og dannede sammen med andre skolekammerater en studiekreds over Lenin. Han blev student fra Skt. Jørgens Gymnasium i 1929 og startede på psykologistudiet på universitetet. I 1931 meldte han sig ind i DKP og i 32 gik han ind i Mondegruppen. Samme år rejste han til Berlin for at fortsætte sine psykologistudier. Her stiftede han kendskab med det højre-kommunistiske miljø og blev præget i retning af Bukharin. Han nåede at skrive sit speciale næsten færdigt, før han blev arresteret pga. sin aktivitet blandt de kommunistiske studenter, og manuskriptet blev konfiskeret. Han kom tilbage til Danmark midt i forårssemestret 1933, og blev af partiet tilbudt at komme 4 måneder til Moskva for bl.a. at oversætte til dansk for Mondes forlag. Han tog imod tilbuddet og i sine dagbogsoptegnelser skrev han:

«I Berlin var jeg forundret over, at den politiske interesse var så minimal hos det store flertal. Her i Sovjetunionen er det akkurat ligesådan. Det er nogle faa, der laver det hele. Det kommunistiske parti vil altid kun komme til at omfatte en lille dele af befolkningen, de virkeligt politisk-aktive folk (politisk ansvarlige er maaske bedre) en endnu mindre del».

Da han kom tilbage til Danmark, droppede han psykologistudiet og startede i stedet på polit. studiet. Samtidig kom han ind i ledelsen af Kommunistisk Studenterfraktion, som han de følgende 5 år stod i spidsen for. Mens han ønskede, at hovedindsatsen skulle lægges i de socialistiske faggrupper, ønskede partiet studenterne meldt ind i Studenterforeningen, som blev anset for at være studenternes fagforening. Det lykkedes ham dog at få frie hænder til at opbygge et studenterarbejde, der hvilede på faggrupperne, og selv var han aktiv i polit.gruppen. Samtidig arbejdede han for at etablere en enhedsfront i studenterarbejdet, men løb ind i problemer da partiledelsen i 1938 ønskede, at de kommunistiske studenter skulle trække sig ud af Clarté. Fornyede angreb fra DKP's side på Socialdemokratiet og HIPA fik ham til at tvivle på partiets enhedspolitik. Samtidig var han begyndt at tvivle på Moskvaprocessernes legitimitet - især efter processen mod Bukharin. Den endelige anledning til sin udmeldelse af partiet i efteråret 1939 var dog ikke-angrebspagten mellem Sovjet og Tyskland og vinterkrigen mod Finland.

Efter udmeldelsen af DKP gik han atter ind i Clarté og fortsatte arbejdet der, til gruppen gik i opløsning under krigen. Samtidig var han aktiv i Socialistiske Økonomers Forening. I 1941 blev han cand.polit. og blev ansat i Direktoratet for Vareforsyning, hvor de socialistiske økonomer sad tæt. Han indgik i det diskussionsmiljø, der formulerede Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram, Fremtidens Danmark, og meldte sig i 43 ind i Socialdemokratiet. I disse år beskæftigede han sig indgående med udviklingen af planøkonomisk teori, hvor den planøkonomiske styring skulle tage udgangspunkt i befolkningens behov. Teoriudviklingen skal ses på baggrund af, at de sparsomme ressourcer under krigen allerede havde medført en snæver statslig styring af planøkonomisk tilsnit. Hans teoriudvikling kulminerede i bogen Fra kapitalistisk til socialistisk økonomi (1946), hvor han konkret skitserede opbygningen af den socialistiske planøkonomi. Han pegede bl.a. på nødvendigheden af socialistiske markedsfunktioner til regulering af prisdannelsen, og han påpegede grænserne for socialisering og det positive ved tilstedeværelsen af en større sektor af små og mindre private producenter, ligesom han gik ind i diskussionen af bureaukratiseringen.

I 1946 blev han overflyttet til Finansministeriet, hvor han senere blev departementschef. Han blev sekretær for regeringens økonomisk-politiske udvalg og sad i en lang række ledende organer, hvor han afgørende kom til at præge opbygningen af velfærdsstaten. Det blev en anden form for økonomisk politik, end han havde forestillet sig i sin bog fra 1946, men alligevel en anden styring af økonomien end man havde kendt før krigen. Den økonomiske struktur bag den danske velfærdsstat formulerede han i klassikeren Dansk økonomisk politik (1959).

I 1949 udsendte han bogen: 30 års kommunistisk Politik. En Gennemgang og Kritik. Det var det første værk af sin art på dansk og baseret på et indgående kendskab til den indre sammenhæng i Kominterns politik. For DKP bekræftede bogen blot deres opfattelse af ham som «overløber», men samtidig inkarnerede Smith noget centralt ved den generation af kommunistiske intellektuelle, der dannedes i 30'erne og 40'erne. I kommunismen fik de mulighed for at udvikle omfattende og sammenhængende ideer til et nyt samfund og samtidig et analyseapparat til at forstå det eksisterende kapitalistiske samfund. I opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat fik de til gengæld mulighed for - ikke at lave revolution og opbygge et helt nyt samfund - men at reformere kapitalismen udfra en bevidsthed om nødvendigheden af økonomisk omfordeling mellem samfundets klasser, demokratisering af uddannelserne og en udvidelse af det kulturelle grundlag for demokratiet. Det var samtidig karakteristisk, at Socialdemokratiet måtte hente mange af de intellektuelle, der var nødvendige i udformningen og opbygningen af velfærdsstaten udenfor egne rækker - fra det kommunistiske miljø. Endelig kunne Smith hævde, at det for ham aldrig var et spørgsmål om Marx eller Keynes, men om Marx og Keynes.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 27.094