Browserudgave

Libyen

Befolkning	6,6 mio.
Valuta	Libyske dinarer
Areal	1.759.540 Km2
Hovedstad	Tripoli
Befolkningstæthed	3,0 indb./Km2
HDI placering	104

Størstedelen af Libyen er dækket af ørken. De sparsomme frugtbare jorde befinder sig i kystområdet ud mod Middelhavet, hvor klimaet er tempereret og hvor størstedelen af befolkningen bor. Der findes ingen permanente floder og regnen er sparsom og uregelmæssig. Til gengæld råder landet over betydelige olieforekomster. Drikkevandet er sparsomt og det meste må pumpes op fra underjordiske kilder. Der finder forurening sted af luften ifbm. raffineringen af olien. Endvidere sker der en stadig spredning af ørkenen, og erosionen er tiltagende.

Folket: De arabisk berberiske libyere udgjorde i 1995 79% af befolkningen. Endvidere findes der minoriteter af ægyptere, sudanesere og folk fra Chad.

Religion: Islam (officiel) af sunni retningen. Der findes en lille kristen minoritet.

Sprog: Arabisk (officiel). Endvidere forskellige berber sprog.

Politiske partier:

Sociale organisationer:

Officielt navn: Lbyen

Administrativ inddeling: 3 provinser, 10 guvernementer og 1500 kommuner

Hovedstad: Tripoli, 2.006.000 indb. (2003). I januar 1987 udpegede Khaddafi, Hun - en lille by 650 km sydøst for Tripoli - som landets administrative hovedstad.

Andre vigtige byer: Benghazi, 1.041.000 indb.; Mizratah, 179.100 indb.; Az-Zawiyah, 175.100 indb.(2000).

Regering: NATO med Storbritannien og Frankrig i spidsen førte i marts til oktober 2011 angrebskrig mod Libyen. Den 20. oktober 2011 henrettedes landets tidligere leder, Muammar Kaddhafi. Landet styres af forskellige klaner og disses militser. De 3 hovedmagtcentre er Misrata, Benghazi og Tripoli. Der eksisterer ikke nogen fungerende centralregering. I Tobruk sidder en eksilregering og et deputeretkammer, der anerkendes af flere vestlige lande. I Tripoli sidder en rivaliserende Nationalkongres.

Nationaldag: Landet har ikke længere en fælles nationaldag.

Væbnede styrker: Libyen har efter det folkelige oprør i 2011 ikke længere en samlet national hær.

Paramilitære styrker: Flere hundrede stammebaserede militser med et ukendt antal mænd under våben. IS har fået fodfæste i den østlige del af landet og har over 6000 krigere under våben.

 

Libyen er Afrikas mest udviklede land. Iflg. UNDP's HDI index fra 2009 lå Libyen på førstepladsen i Afrika. 

Det folkelige, arabiske og socialistiske Yamahiriya - kendt som Libyen - indtog historisk en mellemposition i de politisk-økonomiske relationer i Nordafrika. Placeringen op ad faraonernes Egypten påvirkede dets kulturelle udvikling, men selvom to libyske dynastier regerede Egypten i det 10-8. århundrede f.v.t. blev der aldrig dannet en enhedsstat. Udviklingen af en anden politisk-økonomisk pol ved landets vestgrænse - Karthago og senere romerne - fremmede denne dualitet. Efter arabernes erobring af området i det 7. århundrede, udgjordes magtcentrene på den ene side af Tunesien og Marokko og på den anden af Egypten.

Udviklingen af handelen til søs og piratvirksomheden omdannede Tripoli til en af de vigtigste havne i Middelhavet, og dette var baggrunden for først europæisk og siden den tyrkiske sultans indtrængen. I 1551 indlemmede Solomon den Strålende området i det osmanniske imperium. Med svækkelsen af centralmagten fik guvernørerne imidlertid stadig større autonomi, hvilket gav grundlag for udviklingen af uafhængighedsprojekter. I begyndelsen af det 19. århundrede var piratvirksomheden endvidere påskud for USA's første militære intervention i udlandet. I 1804 bombede USA Tripoli.

I 1837 dannede Mohamed al-Sanusi et hemmeligt muslimsk broderskab, kendt som Sanusiya. En puritansk religiøs bevægelse som opstod blandt stammerne og indbyggerne i den østlige del af landet. Dets formål var at fremme modstanden mod den tyrkiske regering, og den agerede også i Egypten. Men fjenden skulle senere blive en anden. I lyset af det osmanniske imperiums tilbagegang erklærede Italien i 1911 imperiet krig og besatte den libyske kyststrækning - osmannernes sidste besiddelse i Nordafrika. Ved udbruddet af 1. verdenskrig reducerede italienerne deres tilstedeværelse til havnene Tripoli og Homs (Al-Khums), mens resten af området reelt var selvstændigt. Da verdenskrigen var ovre blev de italienske invasionsstyrker stillet over for en indædt væbnet modstand ledet af Sidi Omar al-Mukhtar. Først da han i 1931 blev fanget og hængt, kom området under kontrol og blev indlemmet i det italienske kongedømme.

Sanusibevægelsen var aktiv i nabolandene Egypten og samarbejdede med de allierede under den 2. verdenskrig. Lederen af broderskabet, Idris al-Sanusi blev af englænderne anerkendt som Emir af Cirenaica. Da verdenskrigen var ovre, blev området delt i to zoner. Den ene - Tripoli og Cirenaica - blev administreret af englænderne, mens den anden - Fezzan - blev administreret af franskmændene fra Chad. I 1949 besluttede FN, at de to zoner skulle samles, og det uafhængige kongerige Libyen blev dannet med Idris al-Sanusi på tronen.

1949 Selvstændighed

Den nye stats dårlige økonomiske basis og kongens konservative og vestligt orienterede styre, bandt landet tæt til den vestlige imperialismes interesser. Frem til 1960'erne udgjorde afgifterne fra de nordamerikanske og britiske militærbaser i landet halvdelen af Libyens nationale indtægter. I 1959 fandt olieselskabet Esso olie i Libyens ørken, og gennem 60'erne ekspanderede olieproduktionen voldsomt. Nordamerikanske selskaber stod for 87% af produktionen. Nationens indtægter fra olieproduktionen tilfaldt et lille herskerlag af ledende familier, lokale forretningsfolk og imperialismens mellemhandlere.

Samtidig førte inflation og manglende udvikling af landbruget til nedgang i beskæftigelsen på landet, hvilket udløste afvandring til byerne og en tilværelse i slumkvarterene. Påvirkningen fra de panarabiske strømninger i andre arabiske lande og fra Nasser i nabolandet Egypten spillede en stor rolle for den politiske bevidstgørelse. Blandt den uddannede ungdom fra de lavere sociale lag udviklede der sig en stærk utilfredshed. Bl.a. fordi deres eneste muligheder i samfundet var en karriere indenfor militæret. Dette gjaldt bl.a. Muammar Kaddhafi - født i 1942 som søn af en beduinfamilie.

1969 De yngre officerers kup

Under junikrigen i 1967 (se Israel, Egypten) anvendte USA de libyske baser til sine flytogter til støtte for Israel. Dette gav det endelige stød til de unge officerers kupplaner. Kaddhafi havde allerede under sine militærstudier i London i 1966 oprettet de Frie Officerers Union. Da han vendte tilbage til Libyen fortsatte han sit konspiratoriske arbejde indenfor militæret og videreudviklede kupplanerne. De blev gennemført i september 1969, og blev hilst velkomment blandt folket.

Det nye revolutionsråd under ledelse af Kaddhafi erklærede sig for muslimsk, nasseristisk og socialistisk. Rådet begyndte straks at fjerne sporene af vestlig indflydelse - af umoralsk og korrupt optræden. Offentlige inskriptioner skrevet med latinsk bogstaver blev erstattet af arabiske tegn. Engelskundervisningen blev reduceret. Reklameskilte blev fjernet og alkoholforbud indført. Forretningslivets profitter blev skåret ned og ministrenes lønninger halveret, mens arbejdernes mindsteløn blev fordoblet. Inden et år var amerikanerne ude af Wheelus-basen - et vigtigt militært støttepunkt for USA's 6. flåde, som opererer i Middelhavet.

Kampen mod olieselskaberne begyndte forsigtigt med krav om flere libyske ansatte, bedre boligforhold og en national benzindistribution. Olieselskabernes svar var at indstille deres investeringer. I sommeren 1973 nationaliserede regeringen derfor 51% af andelene i selskaberne. I februar 1974 blev de private libyske andele overtaget. De øgede olieindtægter blev anvendt til udviklingsprojekter, hvor landbruget fik en høj prioritet. Hver familie på landet fik ret til 10 hektar jord, en traktor, bolig, redskaber og overrisling. Der blev boret mere end 1500 nye brønde og 2 millioner hektar ørken blev kunstvandet og inddraget i landbrugsproduktionen.

Et alvorligt problem var imidlertid manglen på lokal arbejdskraft. Stort set alle vigtige tekniske og administrative funktioner måtte udføres af udenlandsk kvalificeret arbejdskraft: Egyptere, palæstinensere og tunesere.

I byerne blev der oprettet et socialt forsorgssystem med gratis lægehjælp og støtte til børnerige familier. Industriarbejderne blev tildelt 25% af virksomhedernes overskud. Ifølge de officielle oplysninger var investeringerne i industrien 11 gange større end under monarkiet, og indenfor landbruget var tallet 30. Konsekvensen af udviklingsplanen var, at landet i løbet af 5 år gik fra at være Nordafrikas fattigste land til at blive kontinentets rigeste med en gennemsnitlig årsindkomst på 4.000 US$ per capita.

Ideologien

Kaddhafis ideologiske synspunkter blev i 1973 lagt klart frem, da han publicerede sin «Grønne Bog». Han afviser både kapitalismen og marxismen og skitserer istedet en «islamsk socialisme», som er stærkt religiøst betonet og har Koranen som vejleder. Libyen følger den traditionelle (middelalderlige) muslimske lovgivning. Det giver politikken en stærkt moralistisk retning. Lovgivningen tilslører klasseforholdene i landet ved at forkynde den grundliggende interesseenhed blandt alle troende. Islam bliver tolket, som havde den de samme grundliggende principper om retfærdighed og lighed som socialismen. Kommunismens ateistiske ideologi bliver i sagens natur forkastet og fordømt.

Udenrigspolitisk var linien kendetegnet af arabisk nationalisme og islamsk solidaritet. Kaddhafi ønskede at gøre den arabiske nation til en slagkraftig modvægt mod de store blokke, og opfattede sig selv som Nassers arvtager. Libyen forsøgte i forlængelse af denne politik at indgå i unionsdannelser sammen med Tunesien, Egypten og Syrien, men de brød alle sammen. De strandede alle på de store modsætninger mellem landenes indenrigs- og udenrigspolitik. Bl.a. var Kaddhafi stærkt imod forsoning med Israel, hvilket ødelagde forholdet til Egypten, der i 1977 indledte netop en sådan forsoningspolitik.

Inspireret af Nassers Arabiske Socialistiske Union (ASU) i Egypten, blev ASU også i Libyen det eneste tilladte politiske parti. Kaddhafi var imidlertid utilfreds med folkets passivitet i samfundslivet, og indledte i foråret 1973 en «kulturrevolution» som skulle slippe folkets kræfter fri og rydde op i bureaukratiet. Der fandt store udskiftninger sted, men alt tyder på, at regimet havde den fulde kontrol, og at Kaddhafis position blev styrket. Den vigtigste opposition fandtes indenfor hæren. I august 1973 fandt der et mislykket kupforsøg sted, og et medlem af Revolutionsrådet søgte politisk asyl i Egypten.

I foråret 1977 blev der vedtaget en erklæring om overgang til «folkemagt». Landet kaldte sig nu Det folkelige, arabiske og socialistiske Yamahiriya. Yamahiriya er et nyt ord, der betyder Massestaten. Ifølge Kaddhafi var der tale om et «enestående» eksperiment, som skulle indlede «massernes epoke». De eksisterende politiske organer blev opløst. Kaddhafi kom til at lede Generalsekretariatet med 5 medlemmer - tidligere Revolutionsrådet - og den øverste Folkekomite med 26 medlemmer. Den politiske magt skulle baseres på lokale afdelinger af Folkekomiteen, fagforbund og kongresser. Det nationale forsvar skulle varetages af enhver borger, mand og kvinde, som skulle trænes militært.

Støtte til befrielsesbevægelser

Kaddhafis forsøg på at danne en samlet arabisk blok overfor USA og Sovjet var brudt endelig sammen i slutningen af 70'erne. Fra 1980 indledte libyske diplomater istedet en omfattende aktivitet i Afrika syd for Sahara og i Latinamerika. Libyen støttede Polisario i Vestsahara og deltog direkte i borgerkrigen i Chad til støtte for GUNT (Den nationale unions Overgangsregering) ledet af Goukouni Oueddei.

Gennem en omfattende international propagandakampagne knyttede USA Libyen sammen med «international terrorisme». Dette var påskuddet for, at USA's 6. flåde i august 1981 nedskød to libyske fly over Sidra bugten. Khaddafi undlod at reagere voldeligt og fik istedet politisk støtte fra konservative arabiske regimer, der tidligere havde været fjendtligt stemte overfor Tripoli.

I 1983 indledte Libyen en tilnærmelse til Marokko. Processen kulminerede i august 84 med undertegnelsen af en aftale mellem de to landes regeringer. Marokko ønskede at neutralisere den libyske støtte til befrielsesbevægelsen Polisario i Vestsahara, og Libyen ønskede at fjerne Marokkos støtte til Hissan Habrés regime i Chad.

I januar 86 beskyldte USA Libyen for engagement i terrorhandlinger, indførte en økonomisk blokade af landet og bombarderede i april Tripoli og Benghazi. Snesevis af civile blev dræbt. Efterfølgende oplysninger afslørede, at USA's egentlige mål havde været at eliminere major Khaddafi.

I november 91 lagde det nordamerikanske og britiske retsvæsen ansvaret på den libyske regering for attentatet i 88 mod Pan Am flyet, der styrtede ned i Lockerbie i Skotland og dræbte 270, samt attentatet mod UTA flyet over Nigeria, der kostede 170 livet. Interpol udstedte arrestordre mod de to libyske agenter, der blev beskyldt for at være ansvarlige for aktionerne. I januar 92 erklærede Libyen sig rede til at samarbejde med FN om opklaringen af de to attentater. Alligevel afviste Khaddafi en udleveringsanmodning fra FN og foreslog istedet, at der skulle gennemføres en retssag mod de to i Tripoli.

Libyens holdning forværrede forholdet til FN, der i februar og marts fornyede anmodningerne om udlevering. Samtidig udstedte FN et ultimatum for fordømmelse af «terrorismen» til 15. april og truede med sanktioner, blokade og mulige militære indgreb. Fristen blev overskredet og EU samt verdens 7 mest industrialiserede lande indførte økonomiske sanktioner. Khaddafi svarede med at appellere til Den internationale Domstol i Haag.

I august blev embargoen fornyet, og Khaddafi gennemførte derfor en ændring i sin udenrigspolitik. Han udnævnte en «moderat» til udenrigsminister i håb om at kunne nærme de libyske og nordamerikanske positioner. I 1993 fortsatte landet liberaliseringen af sin økonomi, der var blevet indledt i 89 samtidig med at de diplomatiske forbindelser med Iran var blevet afbrudt.

Libyens internationale isolering blev forstærket i 94, da FN intensiverede embargoen. Indenrigspolitisk gav denne udvikling imidlertid blot større opbakning til statschefen, da det var den offentlige holdning, at det var USA der var ansvarlig for landets problemer.

I den sydlige del af landet omkring Fezzan viste befolkningen sin utilfredshed med overdragelsen til Chad af Aouzou landområdet. Overdragelsen fandt sted efter en dom i Den Internationale Domstol i Haag. Tripoli fik sat gang i et gammelt projekt, da der blev underskrevet en aftale om bygning af akvadukter til import af vand fra nabolandene.

Libyens isolering fortsatte gennem 95 trods adskillige forsøg på at genoptage dialogen med vesten. Isolationen hindrede dog ikke den private sektor i at vokse eller fortsatte udenlandske investeringer, der især var koncentreret indenfor olieefterforskningen. Trods embargoen nød landet godt af den stigning på 40% i oliepriserne, der slog igennem i andet halvår af 96. Samme år blev dele af akvadukten åbnet, der skulle forsyne befolkningen i afsidesliggende egne af ørkenen med vand.

I 1997 begyndte Libyen så småt at bryde sin internationale isolation i forsøget på at få embargoen ophævet. For første gang bad 3 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - Egypten, Guinea Bissau og Kenya - om udsendelse af en mission til Tripoli for at vurdere situationen. Samtidig støttede de Alliancefri landes Bevægelse og den afrikanske enhedsorganisation OAU et libysk forslag om gennemførelse af en retssag mod de to terroranklagede libyere i et neutralt land.

I oktober bad Sydafrika formelt FN om ophævelse af embargoen, efter Nelson Mandela havde besøgt Libyen i et forsøg på at mægle i konflikten. Mandela udtalte sig til fordel for den libyske position, men gjorde det samtidig klart at han ikke krævede en «betingelsesløs» ophævelse af sanktionerne. Alligevel fornyede Sikkerhedsrådet måneden efter sanktionerne.

I marts 98 opnåede Tripoli en første international juridisk sejr, da Den internationale Domstol erklærede sig for kompetent til at behandle Libyens klage over den økonomiske embargo. Afgørelsen udløste en magtkamp mellem Sikkerhedsrådet og Domstolen. Efter langvarige multilaterale forhandlinger foreslog Storbritannien og USA, at de to libyske anklagede i Lockerbie attentatet skulle stilles for en domstol i Haag med skotske dommere og have deres sag behandlet efter skotsk lov. Endelig i marts 1999 accepterede Libyen dette forslag, og Sikkerhedsrådet hævede i april sanktionerne, der havde været i kraft siden 1992. Retssagen blev indledt i 2000, og i januar 2001 blev den ene af de to anklagede libyere kendt skyldig og idømt livsvarigt fængsel.

I september 1999 deltog over 20 afrikanske og arabiske statsledere i festligholdelsen af 30 året for den libyske revolution i Tripoli - blandt dem præsidenterne for Sydafrika, Palæstina, Algeriet og Zambia. 15 år efter at have afbrudt de diplomatiske forbindelser med landet, akrediterede London i december 99 en ambassadør i Tripoli.

Libyen udnyttede de ophævede sanktioner til en diplomatisk offensiv i regionen. Landet tilbød at mægle i konflikten i Sudan og genoptage dialogen med Chad. I marts 2000 sendte USA en højtstående delegation til landet, der skulle undersøge mulighederne for at ophæve forbuddet mod investeringer og rejser til Libyen, der havde været i kraft siden 1981.

Blandt de afrikanske lande lå Libyen i 2001 i spidsen på UNDP's humane udviklingsindeks - især pga. sin olieproduktion. I de senere år er det kommet til en række sammenstød mellem libyere og tilrejsende emigranter fra andre afrikanske lande. I september 2000 kostede sådanne sammenstød 50 livet. Der findes omkring 1 million emigranter i landet fra andre dele af Afrika.

Efter et mislykket kupforsøg i den Centralafrikanske Republik i maj 2001, sendte Libyen soldater dertil for at yde beskyttelse til præsident Patassé. I november måtte præsidenten atter søge libysk assistance. Da freden var genoprettet krævede den centralafrikanske befolkning, at de libyske soldater blev trukket ud, af frygt for at deres ophold i landet ellers ville blive længerevarigt.

I august 2001 forlængede USA sine sanktioner mod Libyen og Iran med yderligere 5 år. Bush regeringen argumenterede med, at formålet var, at disse lande financierede terrorisme, men beslutningen vandt ikke genklang i Europa. Ifølge USA's sanktionslovgivning vil enhver virksomhed der investerer over 20 mio. US$ årligt i olieindustrien i et af de to lande, eller som opretter datterselskaber der, blive straffet af USA.

2002 Libyen påtager sig ansvaret for Lockerbie og FN hæver sine sanktioner

I starten af 2001 frikendte en skotsk domstol libyeren Al Amin Khalifa Fhimah for deltagelse i attentatet mod Pan Am flyet, der blev sprunget i luften over Lockerbie i 1988. Den anden anklagede, Abdelbaset al-Megrahi, blev til gengæld idømt livsvarigt fængsel. I januar 2002 forsøgte Tripoli at appellere dommen, men dette blev afvist, hvilket fik Khaddafi til at beskylde den for at ligge under for pres fra Washington og London og for ikke at ligge inde med tilstrækkeligt bevismateriale. I august meddelte Libyen imidlertid FN's Sikkerhedsråd, at staten påtog sig ansvaret for Lockerbie katastrofen, og Libyen gav 2,7 mia. US$ til fordeling blandt de dræbtes familier - svarende til 1 mio. US$ pr. dræbt ombordværende. Det udløste fransk utilfredshed, da erstatningen til Frankrig i en tilsvarende sag året forinden havde været betydeligt lavere. I september hævede FN's Sikkerhedsråd med 13 stemmer for sine sanktioner mod landet. Frankrig og USA undlod at stemme, og USA fortsatte sine egne sanktioner.

Trods modstand fra USA overtog Libyen i januar 2003 formandsskabet for FN's Menneskerettighedskommission. I december meddelte regeringen, at det opgiver alle programmer for udvikling af masseødelæggelsesvåben.

I marts 2004 rejste Storbritanniens Tony Blair til Tripoli for at mødes med Khaddafi. Han blev dermed den første britiske premierminister i 60 år til at besøge Libyen. I april hævede USA sine sanktioner mod landet. Den nordamerikanske olieindustri spillede heri en vigtig rolle. Washington erklærede, at nordamerikanske virksomheder atter kunne gøre forretninger i Libyen efter at landet havde opgivet sit program for masseødelæggelsesvåben. USA ophævede ligeledes sin modstand mod optagelsen af Libyen i WTO. Supermagten havde i 1986 indført handelsmæssige og økonomiske sanktioner mod Libyen, efter at have sat det på en liste over lande, der støtter terrorisme. I juni genoptog de to lande diplomatiske forbindelser. Meddelelsen blev givet af USA's viceudenrigsminister William Burns under dennes besøg i Tripoli, hvor han mødtes med Khaddafi og den libyske regering. USA havde lukket sin ambassade i landet i 1980 efter attentater i Libanon mod to franske missioner.

I august accepterede Libyen at betale 35 mio. US$ i erstatning til ofrene for bombeattentatet mod en natklub i Berlin i 1986. Tyskland modtog med velvillighed erstatningen til de tyske og tyrkiske ofre for attentatet, der kostede 3 livet og 200 sårede. I januar havde Tripoli endvidere indgået en aftale om erstatning til familierne til de dræbte efter bombeattentatet mod et fransk passagerfly over Sahara i 1989.

I den første licitation i 40 år til efterforskning efter olie og gas, gennemført i januar 2005, var de største vindere nordamerikanske virksomheder. Ved 2. licitation i oktober var det asiatiske og europæiske virksomheder der løb med de fleste kontrakter.

I december stadfæstede højesteret dødsdommen over de anklagede læger, der blev gjort ansvarlige for smitten af libyske børn.

Danmarks anti-muslimske kampagne der blev indledt med Jyllandsposten tegninger i efteråret 2005 førte i februar 2006 til voldelige demonstrationer i Libyen, der kostede mindst 10 personer livet.

Olie er gud 

I maj 2006 oplyste USA's udenrigsministerium, at det ville genoptage fulde diplomatiske forbindelser med Libyen, hvis dette «indstillede sine våbenprogrammer». Udenrigsministeriet fjernede samtidig Libyen fra sin liste over lande der «sponsorerer terrorisme». Libyen havde været på denne liste i 27 år. Listen er i bund og grund blot en liste over de lande USA ikke bryder sig om, og gerne fører krig imod.

Skiftet i den nordamerikanske udenrigspolitik var en konsekvens af de store nordamerikanske olieselskabers pres på kongressen og regeringen. I takt med at olien slipper op i andre dele af verden er USA interesseret i at få en del af kagen i Libyen, og samtidig har supermagten efter 2001 flyttet sit oliefokus fra Mellemøsten til Afrika.

I august 2008 blev forslag S 3370 lagt frem i USA's kongres. Forslagets titel var «Libyan Claims Resolution Act» og havde til formål at undtage Libyen fra paragraf 1083 i den Nationale Forsvars Autoriserings Lov. Forslaget blev enstemmigt vedtaget i begge kamre, og underskrevet af præsident Bush dagen efter. Iflg. forslaget skulle Libyen betale den sidste del af de 1,8 mia. US$ i erstatning til ofre fra USA. Inden da havde libyske familier modtaget 300 mio. US$i erstatning fra USA for de skader supermagten forvoldte under sine luftangreb i 1986. I november blev Gene A. Cretz udpeget som USA's første ambassadør i Libyen i 35 år, og i januar 2009 præsenterede Ali Suleiman Aujali sine kredentialer til præsident Bush som Libyens ambassadør i USA.

I 2007 erklærede regeringen, at 400.000 ansatte indenfor staten og hæren vil blive afskediget indenfor de følgende år. Staten har ca. 1 mio. ansatte, der årligt får udbetalt 3,5 mio. US$ i lønninger. Trimningen af statsapparatet skal have til formål at reducere de statslige udgifter til lønninger og i stedet kanalisere midler ind i udviklingen af den private sektor. De fyrede vil hver få udbetalt 3 årslønninger.

Libyen havde i 2008 og 09 sæde i FN's Sikkerhedsråd som repræsentant for Afrika.

I august 2008 undertegnede Gaddafi og Italiens premierminister Silvio Berlusconi en historisk samarbejdsaftale i Benghazi. Som led i aftalen skal Italien betale Libyen 5 mia. US$ for sin tidligere illegale militære besættelse. Til gengæld skal Libyen tage skridt til at bekæmpe flygtningestrømmen fra Libyen i retning af Europa, og samtidig øge sine investeringer i italienske virksomheder. Aftalen blev ratificeret i Italien i februar 2009 og i Libyen måneden efter. I juni gennemførte Gaddafi sit første besøg i Rom, hvor han havde møder med Berlusconi, præsident Giorgio Napolitano, senatets formand Renato Schifani og formanden for deputeretkammeret, fascisten Gianfranco Fini. Flere italienske partier og menneskerettighedsorganisationer demonstrerede mod besøget. Gaddafi deltog efterfølgende i G8 topmødet i L'Aquila som formand for den Afrikanske Union.

Forholdet mellem Libyen og Schweiz var særdeles anspændt i 2009 efter at Schweiz havde arresteret Hannibal Gadhafi for at have banket sine tjenestefolk i Geneve i 2008. Sagen var ydmygende for faderen, der trak Libyens penge ud af de Schweiziske banker og erklærede at landet burde opløses.

2011 Oprør og krig mod Libyen

WikiLeaks afslørede i december 2010 den omfattende korruption i Tunesien. Det udløste et oprør, der i januar fjernede landets mangeårige diktator og EU allierede Ben Ali. I februar bredte oprøret sig videre til Egypten, hvor USA's allierede, diktatoren Hosni Mubarak blev fjernet. Samme måned bredte oprøret sig til Libyen. Den 15. februar gennemførte 5-600 libyere en demonstration foran politihovedkvarteret i landets østlige hovedby Benghazi. Demonstrationen blev angrebet af politiet og 38 såret. Dagen efter forsøgte 1500 demonstranter at storme sikkerhedsstyrkernes bygning i byen og brændte færdselspolitiets bygning ned.

Den 17. februar gennemførtes nye demonstrationer. Oprindelig for at markere 5 års dagen for de omfattende protester mod Jyllandspostens hadkampagne mod Islam, men demonstrationen vendtes nu mod Gaddafi regimet. Protesterne blev hurtigt voldelige og 5-15 demonstranter blev dræbt. Protesterne og volden eksploderede derefter i hele den østlige del af landet. 50 påståede lejesoldater og flere Gaddafi tilhængere blev lynchet og dræbt i den østlige ny Al Bayda. Andre Gaddafi tilhængere blev fanget i byen Derma, lukket inde i et fængsel, der derefter blev brændt ned. I Benghazi fangede demonstranter 2 politifolk, der blev anklaget for at have skudt mod demonstranter. De blev hængt på stedet.

Gaddafi regimet havde på det tidspunkt allerede mistet kontrollen over den østlige del af landet. Sikkerhedsstyrker og militær blev trukket ud af Benghazi, og de første rapporter om soldater og politifolk der gik over på demonstranternes side nåede frem. Andre rapporter berettede om angreb på demonstranter fra helikoptere.

Den 20. februar var antallet af dræbte nået op på 2-300, og der var rapporter om bestialsk brutalitet på begge sider. Titusinder af demonstranter i Benghazi havde nu adgang til militærets og sikkerhedspolitiets våbenlagre, efter disse havde forladt byen. Protesterne bredte sig nu til den sydlige del af landet, hvor Tuaregerne tilsluttede sig oprøret og også i Tripoli var der sporadiske demonstrationer mod regimet.

Den 21. flygtede 2 piloter med deres franske Mirage fly til Malta efter at de havde nægtet at bombe oprørerne i den østlige del af landet. Andre officerer opfordrede til at støtte oprøret. Libyske ambassadører i Indien, Indonesien, Bangladesh og EU trådte tilbage i protest mod Gadaffiregimet. Den 22. februar foreslog den tidligere britiske udenrigsminister David Owen for første gang oprettelsen af en «flyforbudszone» til beskyttelse af oprørerne mod Gadaffis luftvåben. Samme dag gik general og indenrigsminister Abdul Fatah Younis over på oprørernes side. Gadaffi truede med at «massakrere» oprørerne i den østlige del af landet.

Den 24. blev den østligste større by, Tobruk erobret af oprørerne, og det meste af landet var nu i oprør. Gadaffi regimet fremtrådte i opløsning. EU opfordrede til at suspendere Libyen fra FN's Menneskerettighedsråd og til at lade FN's Sikkerhedsråd undersøge «de libyske myndigheders alvorlige menneskerettighedskrænkelser» - men ikke oprørernes. Trods modstand fra Gadaffis tætteste EU allierede, Berlusconi, havde EU valgt side i konflikten og stillede sig på oprørernes side. I Schweiz indefrøs myndighederne alle libyske værdier.

Den 26. blev der etableret en «overgangsregering» under ledelse af tidligere justitsminister Mustafa Abdul Jalil. Libyens tidligere ambassadør i USA, Ali Suleiman Aujali blev den første til at anerkende den nye «regering». USA's præsident Barack Obama opfordrede for første gang Gadaffi til at træde tilbage for at undgå yderligere vold.

Den 27. vedtog FN's Sikkerhedsråd en våbenembargo mod Libyen og at indefryse landets værdier i udlandet. Abdul Jalils «overgangsregering» brød sammen og blev erstattet af et «Nationalt Overgangsråd».

Udviklingen i Libyen afslørede en række sprækker blandt vestlige ledere. Mens USA's udenrigsminister Hillary Clinton førte an i krigsretorikken og opfordrede til øjeblikkeligt at «fjerne» Gadaffi, var præsident Obama mere afdæmpet. Den britiske premierminister David Cameron meldte sig i krigskoret og opfordrede til indførelse af en «flyforbudszone» til beskyttelse af oprørerne. Den fremdrift oprøret havde haft få dage tidligere syntes nemlig at aftage. Tidligere indenrigsminister Abdul Fatah Younis erkendte, at det ville være vanskeligt for oprørerne alene at fjerne Gadaffi og opfordrede derfor til vestlige flyangreb på Gadaffis styrker, men frabad sig en egentlig invasion af landet.

Den 3. marts fremsatte den venezuelanske præsident Hugo Chavez et fredsforslag på vegne af det latinamerikanske ALBA samarbejde. Forslaget blev accepteret af den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og Gadaffi regimet, men blev modarbejdet af kolonimagterne - USA og EU - og af de libyske oprørere.

I den første halvdel af marts bølgede kampene frem og tilbage i den østlige af landet i hvad der nu var en egentlig - og brutal - borgerkrig. Men oprørerne var overvejende på tilbagetog. Trods deserteringer fra Gadaffis styrker, var oprørerne overvejende store drenge og unge mænd uden militær træning, og de kunne ikke klare sig mod den libyske hær. EU reagerede ved mere tydeligt at vælge side til fordel for oprørerne. Den 9. marts opfordrede EU parlamentet EU's medlemsstater til at anerkende overgangsrådet, og det blev den 10. anerkendt af Frankrig og Portugal.

Det hastede nu med vestlige støtte til oprøret. Vesten havde endegyldigt droppet sin tidligere allierede, oberst Gadaffi. For at kunne få FN's Sikkerhedsråd til at blåstemple krig mod Libyen lagde EU og USA pres på de arabiske lande og Afrika for at få dem til at støtte en «flyforbudszone». Den 12. marts vedtog den Arabiske Liga at støtte en sådan zone, men ud af ligaens 22 lande var det kun 11 der deltog i afstemningen i Cairo. Libyen selv blev hindret i at deltage. 8 af de 11 lande -overvejende vestligere allierede, diktaturerne omkring Golfen - stemte for, mens 3 stemte imod. Til gengæld afviste den Afrikanske Union blankt at støtte Vestens krigsplaner og opfordrede i stedet til fredsforhandlinger mellem borgerkrigens parter.

Den danske udenrigsminister Lene Espersen udtalte sig nu også klart til støtte for oprørerne - i strid med §114b der forbyder støtte til folkelige oprør (terrorparagraffen). Blandt de vestlige lande var krigsretorikken stærkest i Danmark, hvor den danske regering erklærede sig villig til at gå i krig med Libyen, uanset om FN's Sikkerhedsråd indførte en «flyforbudszone». Retorikken blev især baseret på påstanden om, at Gadaffi planlagde et folkemord på det libyske folk. Der var lige så få beviser for den påstand, som regeringens påstand om at Saddam Hussein i 2003 besad masseødelæggelsesvåben. Danmark var iøvrigt det eneste vestlige land hvor folkemordsdiskursen blev brugt som argument for krig. Nordamerikanske militæranalytikere udtalte senere, at de havde problemer med at holde de krigsbegejstrede danskere tilbage.

Den 17. marts vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1973, der banede vej for vestlig krig mod Libyen for at redde oprøret. Sikkerhedsrådet fuldførte dermed sin metamorfose fra fredsskabende til krigsskabende institution. Det lykkedes aldrig kolonimagterne at få Sikkerhedsrådets blå stempel af krigen mod Serbien i 1999 eller mod Iraq i 2003. Anledningen var angiveligt at redde civilbefolkningen i Libyen, men de afrikanske stater der var imod resolutionen spurgte efterfølgende hvorfor Sikkerhedsrådet så aldrig greb i konflikten i Darfour hvor 1 million blev dræbt, i Congo hvor borgerkrigen ligeledes havde kostet 1 million civile livet, i Elfenbenskysten hvor borgerkrigen i de samme dage drev 1 million på flugt, eller i Libanon eller Gaza hvor Israel i 2006 og 2009 dræbte over 1-2000 civile. Den enkle forklaring var, at Libyen havde olie, som kolonimagterne ville have fingrene i. Darfour havde ikke andet end sand.

Sikkerhedsrådsresolutionen etablerede en «flyforbudszone» til «beskyttelse af civilbefolkningen», men afviste samtidig en egentlig udenlandsk besættelse af landet. At dagsordenen var en anden viste Frankrig, der var det første land der sendte sine fly i krig mod Libyen, hvor de bombede Gadaffis kampvogne. Det havde ikke noget med «flyforbudszone» at gøre, men formålet var at sikre oprørerne militær fremgang.

I løbet af nogle dage blev Gadaffis luftvåben sat ud af spillet, og USA der ellers havde spillet hovedrollen i krigen meldte nu ud, at supermagten ikke længere ville indtage en ledende rolle i krigen. USA var generelt hadet i den arabiske verden pga. sin besættelse af Iraq og Afghanistan, støtte til regionens diktatorer og sikring af Israels fortsatte besættelse af Palæstina. Kolonimagternes krig løb derfor efter blot en uge ind i organisatoriske problemer, fordi USA ønskede at holde sig indenfor sikkerhedsrådsmandatet om «flyforbudszone», mens resten af kolonimagterne ønskede at vælte Gadaffi - hvilket lå udenfor resolutionen. Kina og Rusland der ellers havde undladt at nedlægge veto mod resolutionen kritiserede nu kolonimagterne for den fortsatte krig og krævede øjeblikkelig våbenhvile. Det samme gjorde Indien, Brasilien, den Arabiske Liga og den Afrikanske Union. AU havde allerede dagen efter sikkerhedsrådsresolutionen bedt kolonimagterne om tilladelse til at flyve til Libyen for at forsøge at forhandle en fredelig løsning på konflikten, men det blev blankt afvist af kolonimagterne. I starten af april fik AU endelig lov til at sende en fredsdelegation til Libyen, men mens Gadaffi indvilgede i at gå i forhandling, blev forhandlinger fortsat afvist af kolonimagter og oprørere, der krævede Gadaffis ubetingede afgang.

Kolonimagterne med Storbritannien og Frankrig i spidsen ønskede at bruge NATO som organisatorisk ramme for krigen mod Libyen, når USA trak sig ud, men det satte Tyrkiet og Tyskland sig i første omgang imod. Det lykkedes dog at tryne Tyrkiet, så NATO den 24. marts overtog ledelsen af flådeblokaden og fra den 25. flyangrebene på Libyen. Processen afslørede dog nye modsætninger mellem kolonimagterne. Barack Obama advarede offentligt de øvrige kolonimagter mod at fortsætte krigen, og NATO's generalsekretær spændte ben for planerne om at levere våben til oprørerne ved at erklære, at det var i strid med Sikkerhedsrådets resolution om våbenembargo mod landet. Denne embargo blev dog allerede på det tidspunkt brudt af Qatar, der leverede våben til CIA kontrollerede militser i det østlige Libyen.

Mens flyangrebene i dagene efter 17. marts banede vej for oprørernes militære fremgang, blev oprørerne i slutningen af måneden atter slået på flugt af Gadaffis styrker. På det tidspunkt var omkring 1 million civile libyere drevet på flugt. Den humanitære katastrofe var en realitet. Til gengæld åbnede oprørerne for udskibningen af olie fra Ras Lanuf.

I lyset af oprørernes militære tilbagegang begyndte de i starten af april at kritisere NATO for manglende støtte i krigen. NATO svarede ved at optrappe sine angreb på Gadaffis styrker med det resultat at militæralliancen 2 dage senere bombede en kampvogn erobret af oprørerne og dræbte 17 af disse. Oprørerne krævede en undskyldning for angrebet. En undskyldning NATO afviste at give.

Borgerkrigen havde sendt 1 million civile på flugt. Den 6. april kæntrede en båd med 300 libyske flygtninge på vej mod Italien. Mindst 250 druknede.

Det første offer i enhver krig er sandheden. Det gjaldt også krigen mod Libyen. Krigspropagandaen prægede medierne i kolonistaterne, med Danmark som et særligt grelt eksempel. Det var derfor ikke tilfældigt, at mens 75% af danskerne støttede krigen, gjaldt det kun 45% af de udspurgte i USA. Mens Gadaffi lukkede for de internationale medier og igangsatte sin propagandamaskine, lukkede kolonimagterne for de libyske medier - bl.a. det statslige libyaonline - for at hindre at omverdenen fik kendskab til de civile ofre for kolonimagternes bombardementer. Information om de civile tab for bombardementerne slap derfor kun langsomt ud af landet. Vatikanets repræsentant i Tripoli kunne berette om bombardementer af civile i hovedstaden. Al Jazeera der tidligere stod for den mest nuancerede dækning af forholdene i den arabiske verden - og som derfor er forbudt i USA - valgte uventet side i konflikten til fordel for oprørerne. Den dybere årsag var, at Al Jazeera aldrig kritiserer emiren af Qatar, der financierer TV stationen, og emiren stillede sig allerede i februar på oprørernes side.

I slutningen af april satte kolonimagterne fokus på kampene i Misrata vest for Tripoli. En stor del af den civile befolkning var allerede flygtede, men for kolonimagterne var de tilbageværende civile et argument for, at FN skulle tillade en landbaseret invasion. Rusland og Kina gjorde det imidlertid klart, at de ville nedlægge veto mod en sådan beslutning i Sikkerhedsrådet, og Storbritannien blev hurtigt det eneste lande der ville invadere Libyen trods et klart forbud herimod i resolution 1973. De fleste lande i verden samt FN så derimod den humanitære situation i Misrata som udtryk for, at der burde gennemføres en våbenhvile, men det modsatte kolonimagterne sig. Der var tale om krig - ikke beskyttelse af civile. Dette blev bekræftet i starten af maj, da det kom frem at NATO i slutningen af marts ved flere lejligheder havde ignoreret nødsignaler fra et flygtningeskib med libyske flygtninge i Middelhavet. 66 flygtninge døde.

I slutningen af april offentliggjorde Danmark sin «strategi» for krigen mod Libyen. «Strategien» talte åbent om regimeskifte - i modstrid med resolution 1973 - og om at der skulle opbygges et «inkluderende» demokratisk samfund. Dog uden deltagelse af de tendenser og klaner, der stod bag Gadaffi.

Danske krigsforbrydelser - terrorbombardementer i Libyen

Danmark begik i maj krigsforbrydelser, da danske piloter ved flere lejligheder bevidst angreb og bombede civile installationer. Det mest spektakulære angreb fandt sted den 1. maj, da danske fly bombede en villa i Tripoli. Ved den lejligheder blev Gadaffis søn og 3 af hans børnebørn dræbt. Få dage senere blev et børnehjem bombet. Bombningerne var samtidig en krænkelse af Sikkerhedsresolution 1973, der pålægger beskyttelse af civilbefolkningen. NATO foretrak at anvende danske fly til at begå krigsforbrydelser, da det var det land i alliancen hvor propagandaen er stærkest, og hvor den kritiske journalistik var ringest udviklet. I foråret 2012 krævede FN at NATO undersøgte bombardementerne af civilbefolkningen. Det afviste NATO.

NATO måtte i maj erkende, at dets Libyen strategi var slået fejl. Det var ikke lykkedes de militært dårligt trænede og indbyrdes splittede oprørere at vælte Gadaffi regimet. NATO begyndte derfor at terrorbombe Tripoli i håb om at få ram på Gadaffi selv. Fra slutningen af måneden indsatte krigsalliancen Apache angrebshelikoptere.

Tripoli 20. juni 2011. NATO har bombet beboelsesblok, 13 civile er dræbt, heraf 2 børn. Terrorbombardementerne af den libyske befolkning kostede i april-juni knapt 1000 civile libyere livet.

Den 27. juli blev oprørernes generalstabschef Abdel Fatah Younis myrdet. Han faldt i baghold da han var på vej tilbage til Benghazi til afhøring. Oprørerne beskyldte indledningsvist Ghadaffi for at stå bag mordet, men et par dage senere blev ansvaret lagt på en lille islamisk del af oprørsalliancen. Younis blev altså myrdet af sine egne. Allerede samme aften hvor modstandsrådets præsident, Abdul Mustafa Jalil på en pressekonference fortalte om mordet, angreb Younis' klan - Obeidi'erne - hotellet hvor pressekonferencen blev holdt. Blot én dag inden mordet havde Storbritannien smidt Libyens diplomater ud af London og meddelt, at Storbritannien nu anså oprørernes råd for at være Libyens retmæssige regering. Oprørsrådet var nu i vild opløsning, og i Misrata meddelte andre oprørere, at de ikke længere tog imod ordrer fra Benghazi. Storbritanniens brud med den libyske regering var et brud med flere hundrede års diplomatisk tradition, hvor relationen er mellem stater, uanset om én regering sympatiserer med en anden. En generalisering af den britiske praksis ville ultimativt få det internationale diplomati til at bryde sammen. I desperation over opløsningstendenserne i oprørsrådet optrappede Storbritannien sine terrorbombardementer af Libyen.

Den 1. august trak Norge sine fly og tropper ud af krigen mod Libyen. De blev hentet tilbage til Norge.

Den 20. august indtog NATO og oprørsstyrkerne hovedstaden Tripoli. Som i Iraq 8 år tidligere blev vejen banet gennem bestikkelse af de højtstående officerer der havde ansvaret for byens forsvar. Efterfølgende myldrede byen med vestlige efterretningsofficerer og spioner. De skulle indsamle og skjule dokumenter om det tætte samarbejde mellem Kadaffi regimet og de vestlige stater de foregående 10 år. Bl.a. havde Storbritannien sendt flere fanger til Libyen for at få dem underkastet tortur. MI6 var derfor på pletten for at indsamle dokumenter. Endvidere arbejdede efterretningsofficererne på at opspore og opkøbe regimets jord-til-luftraketter for at undgå at de skulle falde i andre terroristers hænder. Det mislykkedes. Flere tusinde raketter endte på det illegale våbenmarked i Nordafrika.

Den 16. september anerkendte FN oprørsstyrkerne som landets repræsentation. Efter 1 måneds belejring af Khaddafis fødeby Sirte blev denne den 20. oktober endelig indtaget af oprørsstyrkerne. Ghaddafi og de sidste rester af hans styrker forsøgte at flygte ud af byen i en bilkolonne, der blev angrebet af franske jagerfly. Ghaddafi og hans søn blev efterfølgende taget til fange og henrettet af oprørsstyrkerne. Henrettelsen blev skarpt kritiseret af de internationale menneskerettighedsorganisationer, mens den vestlige verdens ledere applauderede den. Siden den 11. september 2011 har den Vestlige verden med hastige skridt bevæget sig bort fra det kodeks der i 100 år har reguleret krig: Genevekonventionerne.

Efter henrettelsen blev Ghadaffis lig kørt til Misrata, hvor det blev udstillet i kølerummet i en slagterbutik. NATO's erobring af Libyen var tilendebragt. Det kostede 50.000 libyere livet og har ført til etniske udrensninger, men Frankrig og Storbritannien fik atter adgang til Libyens olie. Landets nye klanmagthavere erklærede allerede i juli, at styret fremover vil blive islamisk, baseret på Sharia lovgivningen.

I november fangede Zintan militsen Ghadaffis næstældste søn, Saif al-Islam i den sydlige del af landet. Han blev fløjet til Zintan. Benghazi militsen krævede ham efterfølgende udleveret, hvilket Zintan blankt afviste.

I december kom det til kampe om kontrollen over lufthavnen i Tripoli. Anledningen var, at nye pengesedler blev fløjet ind fra Tyskland, og den milits der havde kontrol over lufthavnen ville kunne opkræve en anseelig told for den kostbare forsendelse. Zintan militsen havde kontrollen over lufthavnen og afviste de rivaliserende militsers angreb. Gennem december fortsatte kampene flere steder i Tripoli og understregede at landet ikke længere er en fungerende sammenhængende stat.

I januar 2012 generobrede Ghadaffi loyalister ørkenbyen Bani Walid 200 km syd for Tripoli og angreb efterfølgende flere andre byer i den sydlige del af landet. I Benghazi angreb flere hundrede demonstranter NTC's hovedkvarter i frustration over manglende reformer og den almindelige opløsning i landet. Amnesty International udsendte en rapport, der kritiserede det stigende antal drab på tilbageholdte og den udbredte brug af tortur mod regimets modstandere. Læger uden Grænser trak sig ud af Misrata i protest mod den udstrakte brug af tortur i byen. Den danske læge Niels Søndergaard havde i november-januar været i byen for at arbejde med ofrene, men allerede i december gik det op for Søndergaard og Læger uden Grænser, at militserne brugte dem som led i deres torturstrategi. Fanger blev underkastet tortur; når de bukkede under blev de sendt til lægernes klinik,; og derfra tilbage til tortur igen.

I marts 2012 kritiserede Amnesty International NATO for dets målrettede bombardementer af civilbefolkningen og fremlagde bl.a. navne på 55 civile libyske ofre. Amnesty opfordrede NATO til at undersøge bombardementerne for at nå til bunds i hvordan civile kunne blive angrebet. Det blev afvist af NATO.

I slutningen af marts fremlagde Europarådet en rapport der pålagde NATO ansvaret for 63 bådflygtninges død i Middelhavet i marts 2011. NATO opretholdt bl.a. FN's våbenblokade af Libyen og havde derfor fuld kontrol på skibstrafikken ud for landet. Alliancen gjorde imidlertid intet for at redde flygtningene.

En overvejende del af militserne i Libyen er islamisk fundamentalistisk orienterede, og mange af deres officerer har fået deres træning under kampene i Afghanistan i 1980'erne og 90'erne. Et skoleeksempel er Abdelhakim Belhadj, der i august 2011 blev udnævnt til Tripolis militærkommandant. Sin militærtræning fik han i 1980'erne hvor han sammen med mujahedinerne kæmpede mod den russiske besættelsesmagt i Afghanistan. I 1992 vendte han tilbage til Libyen, hvor han i 1994-98 forsøgte at organisere et militært oprør mod Ghadaffi. Da det var slået ned flygtede han til Afghanistan, hvor han kom i tæt kontakt med Talibanerne. Efter USA's besættelse af Afghanistan i oktober 2011 blev han arresteret af CIA i Pakistan, men kort tid efter sendt til Libyen. Det var efter Ghadaffi havde indledt et tæt efterretningssamarbejde med Vesten. Det lykkedes dog Belhadj at flygte, men i 2004 blev han atter taget til fange af CIA. Denne gang i Malaysia, hvor han via et hemmeligt CIA fængsel i Thailand blev ført tilbage til Libyen, hvor Ghadaffi styret smed ham i fængsel og underkastede ham tortur. Først i forbindelse med en amnesti i 2010 blev han atter sat på fri fod. Belhadj indledte i december 2011 undersøgelser, der skal føre til en retsag mod den britiske regering, hvis MI6 i 2004 spillede en vigtig rolle i hans tilfangetagelse og efterfølgende overgivelse til Ghadaffi regimet. I april 2012 blev det afsløret, at den britiske regering havde tilbudt Belhadj 1 mio. £ for at undlade at trække MI6 i retten.

Zintan militsen arresterede i slutningen af juni 2012 tre jurister fra den Internationale Straffedomstol ICC, der var i Libyen for at udspørge Saif al-Islam. Militsen anklagede juristerne for ulovligt at have overdraget informationer til Saif. Først efter 20 dage blev juristerne løsladt.

I starten af juli gennemførtes valg til et nationalt parlament. Valget var flere gange blevet udskudt pga. den sikkerhedsmæssige situation i landet. 100 partier havde inden valget ladet sig registrere. Det blev overraskende vundet af det liberalt nationalistiske parti National Forces Alliance, ledet af Mahmoud Jibril, der fik 48,8% af stemmerne. Det islamisk orienterede Retfærdighedsparti måtte nøjes med 21,3% af stemmerne. Resultatet var dog kun gældende for de 80 listepladser ud af det nye parlaments 200 pladser. De resterende 120 pladser udfyldes af uafhængige kandidater valgt i enkeltmandskredse. Det nye parlament skal udpege en premierminister og nedsæte en komite, der skal udarbejde en ny forfatning.

Den 11. september blev USA's ambassadør i Libyen, Christopher Stevens dræbt under et angreb på supermagtens konsulat i Benghazi. Angrebet blev udført af den islamistiske milits Ansar al-Sharia og var en spontan reaktion på offentliggørelsen af den stærkt anti-islamiske film Innocense of Moslems på internettet. USA's præsident Barack Obama erklærede, at USA ville opspore og myrde de ansvarlige for angrebet. Ti dage senere betalte USA flere organisationer for at smide Ansar al-Sharia ud af Beghazi. Flere tusinde mennesker, deraf de fleste bevæbnede stormede bevægelsens kaserne og smed dem ud. Ansar al-Sharia - der sammen med de øvrige af landets militser blev bragt til magten i 2011 da NATO væltede Khadafi regimet - gik nu over til guerillakrig. Offentliggørelsen af den anti-islamiske film førte til demonstrationer i det meste af den islamiske verden. Omkring 70 blev dræbt og mange hundrede såret.

Efter flere kampe i løbet af året gav regeringen i oktober grønt lys for erobring af Bani Walid. 2.000 soldater - overvejende fra Misrata militsen - blev sendt til byen og indledte en belejring. Byen blev beskudt med artilleri, der de følgende uger sendte de fleste byens 600.000 indbyggere på flugt. I slutningen af måneden flygtede de sidste Gaddafi loyalister fra byen, der overgav sig til Misrata militsen. Sammenstødene i regionen omkring byen fortsatte imidlertid det følgende år. I oktober 2013 blev mindst 12 soldater dræbt ved et checkpoint udenfor byen.

I februar 2013 sprang en bilbombe udenfor den franske ambasade i Tripoli. To franske sikkerhedsfolk blev såret. I april anklagede Chads præsident Idriss Déby Libyen for at huse oprørere fra Chad, der angiveligt blev trænet i Benghazi. Libyen afviste anklagerne. Ligeledes i april omringede 200 militsmænd med bl.a. jord-til-luft raketter udenrigsministeriet og satte det under belejring i protest mod, at embedsmænd fra det gamle regime fik ledende poster i ministeriet. I slutningen af måneden blev en tilsvarende gennemført mod justitsministeriet.

EU indgik i maj en aftale med Libyen om at begrænse flygtningestrømmen fra Afrika gennem Libyen til Europa. En tilsvarende aftale under Gaddafi havde gjort, at ikke mange flygtninge kom gennem Libyen. Aftalen med Libyen fik dog ikke større indflydelse på den massive flygtningestrøm. Libyen rådede kun over enkelte patruljebåde, og inde i landet var de forskellige militsgrupper mest optaget af at bekrige hinanden. Den humanitære flygtningekatastrofe i Middelhavet fortsatte derfor gennem 2013 og 14.

I starten af juni kom det til sammenstød i Benghazi mellem demonstranter, hæren og militser. Mindst 31 blev dræbt og over 100 såret - de fleste civile. En uge senere stormede flere hundrede bevæbnede militsmænd flere militære anlæg i byen - bl.a. den 1. Infanteribrigade og nogle dage senere jævnede en kæmpe eksplosion politistationen i Al-Hadayeq bydelen med jorden.

I oktober blev forsvarsminister Ali Zeidan kidnappet og holdt fanget i flere timer i hvad der efterfølgende blev betegnet som et kupforsøg. Måneden efter angreb Misrata militsen Tripoli, efter en imam havde opfordret til opløsningen af alle militser. Mindst 45 blev dræbt under den første dags kampe. I Benghazi kom det til hårde kampe mellem hærens elitestyrker og Ansar al-Sharia militsen, der havde flere baser i byen.

Den islamisk kontrollerede nationalkongres indførte i december Sharia lov i Libyen.

2014 Borgerkrig i et klanopdelt land

I januar 2014 angreb libyske flere mål i det sydlige Libyen efter Gaddafi loyalister havde stormet og indtaget Tamahind flybasen nær byen Sabha. Regeringen satte derefter landet i undtagelsestilstand.

Konflikten i landet eskalerede dramatisk da parlamentsbygningen i maj blev stormet og indtaget af militser loyale overfor general Khalifa Haftar - deriblandt Zintan brigaden. Haftars styrker var nogle dage inden gået til angreb på islamiske militser i Benghazi. Under de kaotiske forhold forsøgte man i juni at gennemføre et parlamentsvalg, der angiveligt blev et eklatant nederlag for de forskellige islamiske partier. Disse reagerede i juli ved at indlede en offensiv mod Tripolis lufthavn, der efter 41 dages kampe blev indtaget i august. Samme måned samledes islamiske parlamentarikere, der ikke var blevet valgt til det nye parlament og erklærede dette for afsat. I november opløste højesteret der var under islamisternes kontrol det nyvalgte parlament. Det nyvalgte parlament var da gået i eksil i Tobruk i landets østlige del nær grænsen til Egypten.

Algeriet lukkede sine grænser til Libyen og evakuerede sit ambassapersonale i Tripoli. Franske specialstyrker evakuerede den franske ambassade i juli, og den britiske blev evakueret i starten af august.

I november tog en Tuareg milits kontrol over El Sharara oliefeltet i den sydvestlige del af landet. I december indledte Misrata militsen en offensiv for at få kontrol over Ras Lanuf og Sidra olieterminalen ved Middelhavet. Under kampene gennemførte begge sider i konflikten luftangreb.

I januar 2015 blev der indgået våbenhvile  mellem de islamiske militser og militser under Khalifa Haftars kontrol. De var enige om at danne en samlingsregering og gennemføre nye politiske forhandlinger. Landet var da næsten afskåret fra omverdenen. Lufthavnen i Tripoli var ødelagt efter kampene og Turkish Airlines indstillede som det sidste flyselskab sin beflyvning af Banghazi i starten af januar. For Tyrkiet var der tale om et stort prestigetab, da landet havde spillet en fremtrædende rolle i at få væltet Gaddafi i 2011. De danske bombefly var for længst sendt videre for at skabe et tilsvarende kaos i Syrien.

I starten af 2014 sendte Islamisk Stat (IS) i Iraq/Syrien omkring 300 libyske IS partisaner til byen Derna i den østlige del af landet. Formålet var at skabe et IS brohovede i Nordafrika. Efter at have fået tilslutning fra flere andre islamiske militser, deriblandt Ansar al-Sharia i Benghazi, overtog IS i oktober kontrollen over Derna, der havde 100.000 indbyggere. IS gennemførte parallelt hermed selvmordsattentater i Benghazi, Tobruk og Tripoli. I januar 2015 tog gruppen ansvaret for bortførelsen af 21 egyptiske koptere i Sirte. Samme måned angreb det libyske luftvåben en græsk ejet olietanker ud for Derna der opførte sig «mistænkeligt». To græske sømænd blev dræbt.

Trods borgerkrigen i landet var der fortsat flere hundrede tusinde egyptiske gæstearbejdere i landet. I februar 2015 henrettede IS 21 koptisk kristne egyptere. Egypten svarede få timer igen med luftbombardementer af IS stillinger i Libyen og bidrog derved til en dramatisk forøgelse af den politiske konflikt i Nordafrika.

I februar fortsatte IS sit fremstød mod vest og indtog byerne Nofaliya og Sirte.

IS' hastige fremgang i Libyen begyndte i 2015 at bekymre de vestlige lande, der i 2011 havde fremkaldt landets sammenbrud som stat. USA, Storbritannien og Frankrig ønskede at bombe i Libyen, men ønsket var ikke større end at de (utraditionelt) ønskede at gøre dette indenfor folkeretten. Det krævede en samlingsregering, der kunne invitere vesten til at bombe løs, og i efteråret pressede Vesten derfor på for at få oprettet en samlingsregering. I december vedtog FN's Sikkerhedsråd sin støtte til oprettelse af en sådan samlingsregering. I starten af 2016 havde landet derfor ikke mindre end 3 «regeringer»: en i Tobruk, en i Tripoli og en (støttet af FN og Vesten) i eksil i Tripoli. Situationen blev ikke mindre kompliceret af at Golfstaterne indbyrdes konkurrrede voldsomt om indflydelse i Libyen og bestak top FN embedsmænd. Chefen for FN's mission i Libyen, den tidligere spanske udenrigsminister og socialdemokrat, Bernardino León var blevet indsat på posten i september 2014. I 2015 tilbød UAE ham at blive direktør for landets «Diplomatakademi» til en løn på 400.000 kr - om måneden. Til gengæld foreslog León at Libyens tidligere ambassadør i UAE blev Libyens nye premierminister. Skandalen blev kendt i efteråret 2015 og i november blev León fjernet fra posten. Han rykkede videre til den velbetalte post i UAE. Hele den diplomatisk politiske operation i Libyen var underlagt vestlige interesser, Golfstaternes interesser og korruption. Den slog derfor fejl.

I januar 2016 indledte IS kampe for at indtage olieterminalerne i Sidra og Ra's Lanuf. Libyens olieproduktion var i forvejen faldet til 10% af produktionen før Vestens indgreb i landet, og med kontrol over terminalerne ville IS have kontrol over landets resterende olieeksport.

Kontrollen over Libyen, marts 2016

Trods manglen på mandat gik Vesten i 2016 i gang med at forberede bombetogter mod Libyen. Storbritannien trænede, mens USA allerede i februar 2016 gennemførte sine første bombninger. De ramte bl.a. en IS træningslejr, hvorved også 2 tilfangetagne serbiske diplomater blev dræbt.

USA's præsident Obama anklagede i marts 2016 direkte den britiske premierminister David Cameron for at bære en stor del af ansvaret for kaosset i Libyen ved efter sammenbruddet i 2011 at have ignoreret den politiske og militære udvikling i landet. Måneden efter erklærede Obama, at Libyen havde været hans største udenrigspolitiske fadæse. Ingen anden vestlig politiker påtog sig et tilsvarende ansvar.

Med FN Sikkerhedsrådsresolution 1973 fra 2011 blev der nedsat et ekspertpanel for Libyen. Panelet afgav sin slutrapport i marts 2016. Rapporten slog fast, at en række lande, virksomheder og enkeltpersoner alle havde brudt våbenembargoen mod Libyen, ved at fragte våben, ammunition, fly og pansrede køretøjer til krigens parter. Det drejede sig om følgende lande: UAE, Egypten, Qatar, Tyrkiet, Ukraine og Sudan.

WHO rapporterede i april, at Libyens sundhedsvæsen mere eller mindre var brudt sammen. I juni vurderede sundhedsorganisationen, at 60% af hospitalerne i landets konfliktzoner var lukkede, eller ikke længere var tilgængelige. I oktober vurderede OCHA, at 1,3 mio. libyere havde brug for humanitær bistand.

Sirte blev i december 2016 efter ½ års kampe tilbageerobret fra IS. USA havde deltaget i kampene gennem regelmæssige flybombardementer. IS var dog ikke slået. Bevægelsen oprettede nye baser syd og sydøst for Sirte. Disse blev angrebet gennem 2017.

Efter EU's aftale med Tyrkiet i februar 2016 om at standse flygtningestrømmen til Europa, koncentreredes flygtningestrømmen i stedet om Middelhavsruten, hvor de fleste flygtninge rejste gennem Libyen. UNHCR vurderede i slutningen af 2016, at der befandt sig 700.000 - 1.000.000 flygtninge og migranter i landet. EU fornyede i juni sin militære mission Operation Sophia for at standse flygtningestrømmen. Konsekvensen var, at endnu flere flygtninge druknede og endnu flere flygtninge blev udsat for overgreb i især Libyen. IS bortførte flygtninge, tvangsislamiserede dem og giftede dem med bevægelsens soldater, hvis der var tale om kvinder. Også borgerkrigens andre parter bortførte flygtninge, udsatte dem for afpresning eller seksuelle overgreb. Imens vendte Vesten det blinde øje til det vestligt skabte kaos i Libyen.

Den ene af borgerkrigens tre hovedfraktioner erobrede i marts 2016 Tripoli. Der var nu 2 hovedfraktioner tilbage, der kontrollerede henholdsvis den vestlige og østlige del af landet. Trods mæglingsforsøg i 2016 og 17 lykkedes det ikke at bringe de stridende parter tættere på hinanden. Borgerkrigen fortsatte.

I starten af 2020 var landet fortsat splittet mellem den FN støttede «Nationalaftale Regering» i Tripoli ledet af Fayez al-Sarraj og «Overgangsregeringen» i det østlige Libyen støttet af «Libyens væbnede Styrker» under ledelse af Khalifa Haftar og Repræsentanternes Hus under ledelse af Ajila Saleh. I juni havde Tripoli styret der åbent blev støttet af Tyrkiet - i strid med FN's våbenblokade - fået fuld kontrol over hovedstaden og andre byer i den vestlige del af landet, og samtidig drevet den østlige regerings styrker tilbage mod Sirte. De blev støttet af Rusland og UAE. I oktober underskrev de to parter en våbenhvileaftale. Samme måned blev olieproduktionen og -eksporten genoptaget, hvilket lettede de ellers hyppige strømafbrydelser og benzinmangel.

I november 2020 fik FN samlet repræsentanter fra øst og vest til forhandlinger om dannelse af en samlingsregering. Dette lykkedes i marts 2021 med dannelse af den Nationale Samlingsregering. Der skulle være afholdt præsidentvalg i december, men dette blev udsat til juni 2022. FN's Sanktionspanel kunne konstatere, at en lang række vestlige og arabiske lande åbent brød FN's våbenembargo af landet.

Den humanitære situation i landet var fortsat katastrofal. Op imod 300.000 libyere var internt fordrevne og over 600.000 var migranter fra andre lande, der blev udnyttet som slaver eller vilkårligt dræbt. I de første 9 måneder af 2021 ankom over 46.000 af disse migranter med både til Malta og Italien. Den internationale organisation for Migration registrerede i samme periode, at 1118 migranter var omkommet under forsøget på at nå Europa. EU samarbejdede med regimet for at opbringe flygtningebåde og sende dem tilbage til Libyen.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/3 2022

Læst af: 122.575