Befolkning 17,6 mio. Valuta US$ Areal 283.560 Km2 Hovedstad Quito Befolkningstæthed 44,4 indb./Km2     HDI placering 95

Landet kan inddeles i 3 naturlige regioner: kysten, højlandet og amazonasområdet. Over halvdelen af befolkningen bor i kystområdet, hvor det økonomiske liv er domineret af produktionen af eksportafgrøderne bananer, kakao, ris og kaffe. Højlandet ligger mellem de to højderygge, der indgår i Andeskæden og er præget af subsistenslandbrug. Landet består desuden af Galápagos øerne. I amazonasområdet udvindes olie, der skaffer udenlandsk valuta til landet, der til gengæld får ødelagt sin natur. I kystområdet er 95% af de oprindelige skove fældet, og jorderosionen er de senere år taget til.

Folket: Ecuadorianerne nedstammer overvejende fra quechua folket, der før den spanske invasion blev ledet fra kongedømmet i Quito. Befolkningen er desuden præget af blandingen med spanierne og afrikanske slaver. Der eksisterer 9 oprindelige folk: Huaorani, Shuar, Achar, Siona-Secoya, Cofan, Quechua, Tsachila og Chachi. Quechua folket i højlandet tæller 1½ million mennesker.

Religion: Overvejende katolsk

Sprog: Spansk (officielt) selvom 40% af befolkningen taler quechua.

Politiske partier: Partido Social Cristiano (Social kristelige Parti) ledet af Jaime Nebot; det konservative Partido Unidad Republicana (Republikanske Enhedsparti); Partido Roldosista Ecuatoriano (Ecuadors Roldos Parti); det socialdemokratiske Izquierda Democrática (Demokratisk Venstreparti) der er tilsluttet Socialistisk Internationale; Partido Conservador (Konservative); Democracia Popular (Folkedemokratiet); Unión Demócrata Cristiana (Kristeligt demokratiske Union); Movimiento Popular Democrático (Folkeligt demokratiske Bevægelse); Partido Socialista Ecuatoriano (Ecuadors Socialistparti); Concentración de Fuerzas Populares (Koncentrationen af folkelige Kræfter); Partido Liberal Radical (Liberal radikale Parti); Frente Amplio de la Izquierda (Den brede Venstrefront); Frente Radical Alfarista (Alfaros radikale Front); Frente Patriótico Nacional (Nationale patriotiske Front); Acción Popular Revolucionaria Ecuatoriana (Ecuadors revolutionære folkelige Aktion); Partido de Liberación Nacional (Nationale Befrielsesparti).

Sociale organisationer: Vigtigste landsorganisationer: Central Ecuatoriana de Organizaciones Clasistas (CEDOC, Ecuadors faglige Klassesammenslutning); Central de Trabajadores Ecuatorianos (CTE, Ecuadors faglige Arbejdersammenslutning). Disse to organisationer koordinerer deres aktiviteter i Frente Unido de Trabajadores (FUT, Den forenede Arbejderfront). Siden starten af 1990'erne har Confederación de Nacionalidades Indígenas de Ecuador (CONAIE, Sammenslutningen af oprindelige folk i Ecuador) fået betydelig indflydelse; Federación Nacional de Organizaciones Campesino-Indígenas (FENOC-I, Nationale sammenslutning af bønder og oprindelige folk) samt Federación Nacional de Pequeños Agricultores (FNPA, Nationale sammenslutning af Småbønder)

Officielt navn: República del Ecuador

Administrativ inddeling: 22 provinser

Hovedstad: Quito, 1.451.000 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Guayaquil, 2.627.900 indb.; Cuenca, 271.400 indb.; Machala 211.300, indb. (2000)

Regering: Guillermo Lasso er præsident siden maj 2021. Parlamentet har et kammer - Nationalkongressen - der har 137 pladser.

Nationaldag: 24. maj (selvstændighedsdagen, 1822), 10. august (første opråb om selvstændighed, 1809)

Væbnede styrker: 57.100 værnepligtige og professionelle. 100.000 reservister (1996).

Paramilitære styrker: 200 i kystvagten og 6 kystpatruljer (1993).

 

Det område der i dag er Ecuador har været beboet siden mindst 2.500 f.v.t. Området spillede en vigtig rolle som grænseregion mellem de forskellige oprindelige civilisationer: nazca. tiahuanaco-huari, chibcha og mexica. Det menes også, at befolkningen har haft kontakt med forskellige stillehavsfolk - polynesiere og japanere - omend dette aspekt er stærkt omdiskuteret. Men man ved med sikkerhed, at området i det 14. århundrede var delt mellem forskellige krigerstater og forskellige sprogområder. I begyndelsen af det 15. århundrede begyndte cara nationen under ledelse af shiri dynastiet at ekspandere mod nord og mod de centrale dele af Andesregionen. Cara nationen etablerede et kongedømme med Quito som hovedstad. Det var den højeste organisering, folkene i det daværende Ecuador opnåede, men den har ikke efterladt sig nedskrevne historiske kilder. I samme periode begyndte også inka-imperiet og Chimú nationen - der udviklede sig i det nordlige Perus kystområde - at trænge sig på.

I år 1478 blev bondefolkene i Ecuador forenet under anførsel af inkaen Topa Yupanqui. I løbet af få år fik den nordlige del af Tahuantisuyu stor økonomisk betydning og Quito blev dens kommercielle centrum, men arvefølge rivaliseringen mellem Quito-indbyggeren Atahualpa og Cuszo-indbyggeren Huáscar reducerede imperiets magt (se historien under Peru).

De spanske conquistadores drog fordel af denne splittelse, og under ledelse af Sebastián de Benalcázar blev Quito 1534 erobret af spanierne. Under den første halvdel af koloniperioden var området en del af vicekongedømmet Peru under betegnelsen Audiencia de Quito.

Den indfødte befolkning i kystområderne var meget sparsom. Spanierne havde derfor kun en meget begrænset slavearbejdskraft, og da det fugtige og varme klima samtidig var usundt for indianerne, forblev området tyndt befolket. Noget tilsvarende var tilfældet i Andesregionen, hvor den amerikanske befolkning var åbent aggressive overfor besættelsesmagten, og hvor kun missionærerne vovede sig hen. Koloniadministrationen herskede derfor mere eller mindre over halv-autonome indfødte folk eller administrative og religiøse centre som Quito, Ambato og Cuenca. Produktionen af råklæde var derfor den eneste udadrettede økonomiske aktivitet i landet.

1809 Selvstændighed

Med omstruktureringen under Bourbonernes ledelse i 1717 blev Ecuador en del af vicekongedømmet Nueva Granada, der bestod af det nuværende Ecuador, Colombia, Panama og Venezuela. I 1809 gjorde Quito oprør mod den spanske krone. I 1822 fik oprørerne støtte, da Simón Bolívars og Antonio José de Sucres hære invaderede landet fra Colombia. 24. maj samme år besejrede Sucre spanierne i et slag ved Pichincha tæt ved Quito, sikrede dermed Ecuadors endelige løsrivelse fra Spanien og lod det indlemme i Bolívars projekt for et Stor-Colombia. Fællesskabet blev dog kortvarigt. I 1830 trak Ecuador sig ud af Stor-Colombia og udråbte sig som Republikken Ecuador.

En liberal revolution i 1895 anført af Eloy Alfaro vakte håb blandt bønderne om en løsning på landets jordproblemer. Kirkens ejendom blev overtaget af staten, men godserne blev ikke rørt. Alfaro blev myrdet i 1912, og landet blev underlagt britisk økonomisk indflydelse.

Et militærkup ledet af yngre officerer i 1925 indledte en ny reformperiode, men styret overlevede ikke verdenskrisen i 1930. En ny ustabil periode indledtes, hvor præsidenten blev udskiftet 23 gange i perioden 1925-48.

Efter en kortvarig krig med Peru i 1941 måtte Ecuador opgive sine territorialkrav på et udstrakt område i Amazonas. I 1942 undertegnede de to lande en fredsaftale i Rio de Janeiro med Argentina, Brasilien, Chile og USA som garanter. Aftalen fastlægger grænsen mellem de to lande, men en stor del af den er ikke afmærket og befinder sig i vanskeligt tilgængelige områder.

I 1944 bragte et folkeoprør præsident Carlos Arroyo til fald. Han blev erstattet af en populistisk regering ledet af José María Velazco Ibarra bestående af konservative, kommunister og socialister. Samarbejdet fik navnet Alianza Democrática (Demokratisk Alliance), men den kolde krig gjorde alliancen umulig, og venstrefløjen begyndte at blive forfulgt. Efter pres fra USA brød regeringen under ledelse af Carlos Arosemena i 1962 forbindelsen med Cuba.

I starten af 1970'erne udgjorde indtægterne fra eksporten af bananer, kaffe og kakao 80% af landets valutaindtægter. I 72 begyndte landet at eksportere olie, og dette blev hurtigt hjørnestenen i den ecuadorianske økonomi. Samme år ændredes den politiske situation igen. For fjerde gang blev den populistiske leder Velasco Ibarra fjernet ved et militærkup. Den nye regering under ledelse af general Guillermo Rodríguez Lara meldte landet ind i OPEC, staten overtog 25% af aktierne i olieselskabet Texaco-Gulf og besluttede hårdnakket at forsvare sin 200 mils fiskerizone, der ellers blev udsat for angreb fra nordamerikanske fiskebåde. Dette udløste den såkaldte «tun-krig».

1979-81 Reformer

I august 1979 overtog Jaime Roldós præsidentposten som kandidat for Concentración de Fuerzas Populares (Koncentrationen af Folkelige Kræfter) og Democracia Popular (Folkedemokrati). Ecuador reetablerede nu de diplomatiske relationer med Cuba, Kina og Albanien og forsøgte at gennemføre et reformprogram, der også inddrog bondebefolkningen og de marginaliserede sektorer i byerne. Men samtidig var den udsat for parlamentets fjendtlige holdning og for USA's modstand mod en politik, der skulle fremme respekten for menneskerettighederne og isolere militærdiktaturerne i Sydamerika.

I slutningen af 1981 udbrød «5 dages krigen» mellem Ecuador og Peru. Der var tale om en konflikt om områder, der var dårligt afmærket i protokollen fra 1942.

I maj samme år døde Roldós i et flystyrt, der aldrig er blevet opklaret, og hans vicepræsident Osvaldo Hurtado overtog præsidentposten. Året efter kom landet ud i den hidtil alvorligste sociale krise efter militæret havde forladt magten. Konsekvensen var, at landet på den ene side gik i gang med at gennemføre IMF's strukturtilpasningsprogram, og på den anden at det gik i gang med en militær oprustning med det formål, at gøre landets militær lige så stærkt som det peruanske.

1984-88 Betingelsesløs støtte til USA

Ved valget i 1984 sejrede den konservative León Febres Cordero fra det Kristelige sociale Parti. Febres Cordero gennemførte i store træk sin erklærede politik: stimulering af det frie erhvervsliv, udvikling af landbrug og minedrift, styrkelse af de udenlandske investeringer i landet og etablering af bilaterale relationer med IMF. Efter en aftale med 400 kreditorbanker (der havde lånt landet penge) skulle 34% af eksportindtægterne anvendes til renter og afdrag på landets udlandsgæld.

På det internationale område var Febres en ihærdig støtte for USA's præsident Reagans aggressive politik i Mellemamerika. I oktober 1985 afbrød han de diplomatiske forbindelser med Nicaragua og i en række tilfælde financierede han rejser og andre udgifter for den nicaraguanske contra-guerilla.

1988 Ny reformperiode

Valget i 1988 blev vundet af socialdemokraten Rodrigo Borja, der overtog præsidentposten i august med støtte fra en koalition bestående af Izquierda Democrática (Demokratisk Venstre), de kristelige demokrater under ledelse af Osvaldo Hurtado og en snes småpartier fra venstrefløjen. Borja regeringen var fra starten plaget af alvorlige økonomiske problemer: inflationen var trecifret, udlandsgælden oversteg 11 milliarder dollars, statens budgetunderskud var på 17% af bruttonationalproduktet (BNP), valutareserven var negativ med 330 millioner dollars og arbejdsløsheden var 15%.

Olieindtægterne stod i 1990 for 54% af landets eksportindtægter, og de stigende oliepriser samt regeringens indskrænkning i de offentlige udgifter bidrog til en svag forbedring af den økonomiske situation. BNP steg 1,5%, inflationen faldt og det samme gjorde betalingsbalanceunderskuddet, men også reallønnen faldt. Den enorme udlandsgæld havde en stærk negativ indflydelse på landets økonomiske genopretning.

Indenrigspolitisk lykkedes det Borja at bringe Taurakommandoen («Comandos de Taura») til ophør. Den havde i 1987 bortført Febres Cordero. Samtidig lykkedes det ham at indgå en fredsaftale med guerillaorganisationen «Alfaro Vive», der et år senere overlod sine våben til den katolske kirke.

På det internationale plan deltog Ecuador aktivt i de regionale samarbejdsprocesser. Landet støttede 8-lande gruppen (Grupo de los Ocho), der mæglede i konflikterne i Mellemamerika, støttede Riogruppen og blev atter optaget i de Alliancefri Landes bevægelse. Quito blev vært for hyppige regionale konferencer og topmøder.

I maj 1990 blev præsidenterne fra Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela enige om, at indlede afskaffelsen af toldskrankerne landene imellem fra 1. januar 1992 med det formål at skabe et Andes Fællesmarked fra 1995.

1990 Den oprindelige befolkning gør oprør

Den 28. maj 1990 besatte indianere fra kystregionen Santo Domingo kirken i Quito og indledte dermed et nationalt oprør, hvis styrke overraskede hele landet. De krævede adgang til jord og respekt for menneskerettighederne. Oprøret fik støtte af den oprindelige befolkning i landets centrale egne og Amazonasregionen, der blokerede landets veje. Mange mellemstore byer i Andesregionen blev symbolsk besat af titusindvis af indianere fra de omkringliggende kommuner. Efterfølgende gennemførte de oprindelige folk fra Amazonasregionen en march til hovedstaden Quito. Undervejs blev 1 dræbt og adskillige såret, men uden at undertrykkelsen fik samme omfang som i tidligere tider.

Kort tid senere indledtes en dialog med regeringen, med den katolske kirke og repræsentanter for forskellige menneskerettighedsorganisationer som mæglere. 28. maj 1991 besatte over 1000 indianere fredeligt parlamentets mødesal og krævede amnesti til de 1000 indianere, der var blevet fængslet for deltagelse i oprøret 1 år tidligere.

1992 Højrefløjen til magten. Tilbagerulning af reformer

I første valgrunde i april 1992 kom højrefløjspartierne PSC og PUR ind på hhv. en første og en andenplads. Ekspræsident Febres Cordero blev valgt til borgmester i havnebyen Guayaquil med 70% af de afgivne stemmer bag sig. 2. valgrunde 5. juli blev vundet af Sixto Durán Ballén. Centrum-venstrefløjen og venstrefløjen bidrog til hans sejr, da han blev betragtet som et mindre onde end modkandidaten Nebots autoritære politik.

Den nye regering indledte et program, den kaldte «modernisering af staten», og som gik ud på privatisering af statslige virksomheder og en stram strukturtilpasningspolitik. Den indebar afskaffelse af subsidier, prisstigninger og frigivelse af priserne på basale varer - herunder benzin og andre olieprodukter - samt begrænsning af lønstigningerne til under inflationsniveauet.

Oppositionen i parlamentet, de indfødtes organisation CONAIE og landsorganisationen FUT kritiserede skarpt denne politik, der medførte øget fattigdom, arbejdsløshed og fuldstændig afskaffelse af sociale ydelser. Reallønnen fortsatte med at falde, og i 1993 havde gennemsnitslønnen i byerne blot 21,4% af den købekraft den havde i 1980.

Centrale konflikter udfoldede sig omkring privatiseringen af socialforsorgen, elektricitetsforsyningen, telekommunikation og olie. Oppositionen blev styrket, da det lykkedes den at danne Fronten til forsvar af det nationale Overherredømme (Frente por la Defensa de la Soberanía Nacional), der bestod af fagforeningerne fra de mest strategiske områder, CONAIE og andre sociale organisationer.

Privatiseringslovgivningen der skulle åbne op for mere massive privatiseringer måtte gentagne gange ændres. I den forbindelse fik det vigtigste parti i parlamentet PSC en afgørende indflydelse. Partiet gik af ideologiske årsager stærkt ind for privatiseringer, men gik alligevel ind for en blødere linie, for at undgå at betale for store politiske omkostninger, der kunne få negativ indflydelse ved valgene i 1996.

Imens fortsatte økonomien sin langvarige nedtur. BNP faldt og det samme gjorde eksportindtægterne. Det gjaldt især bananeksporten, der blev ramt af importbegrænsninger, som EU havde indført i 1993. Kun byggeriet og olieproduktionen var friholdt fra den økonomiske nedtur. Regeringen udstedte nye tilladelser til olieefterforskning og planlagde bygningen af en ny olie-pipeline. Beslutninger der blev skarpt kritiseret af oppositionen, der var bekymret for de miljømæssige konsekvenser og udtømning af oliereserverne.

I april 1994 ødelagde en brand på øen Isabela i Galápagos gruppen omkring 6.000 hektar skov og bragte de store skildpadders traditionelle habitat i fare. Det tvang regeringen til at udstede et dekret til regulering af turismen, persontrafikken og det illegale fiskeri. Alligevel var det først i 1998 at regeringen forbød industrielt fiskeri i området som middel til at beskytte øgruppens følsomme økosystem.

I juni 1994 ophævede præsident Durán Ballén jordreformerne udstedt i 1964 og 73. Disse reformer havde ført til opløsningen af de store godser og for første gang overdraget jord til den oprindelige befolkning og småbønderne. Som svar blokerede CONAIE vejene ind til en lang række små og større byer. Det fik regeringen til at erklære undtagelsestilstand og sende militæret afsted for at bringe situationen under kontrol. I Eduador tilhørte 48% af landbrugsjorden bondefællesskaber - overvejende de oprindelige folks - og 41% tilhørte enkeltpersoner.

I begyndelsen af 1995 kom det til nye væbnede sammenstød med Peru i El Cóndor bjergkæden, hvor grænsen mellem de to lande aldrig var blevet ordentlig markeret, og hvor der menes at være forekomster af guld, uran og olie. Atter engang erklærede Durán Ballén landet i undtagelsestilstand, og trods international mægling kostede træfningerne snesevis af døde - især på den peruanske side.

Mod slutningen af året blev ministre undersøgt af Kongressen for misbrug af offentlige midler. Undersøgelsen førte til arrestation af flere ministre, og til at vicepræsident Alberto Dahík flygtede ud af landet.

Efter langvarige debatter godkendte Kongressen salget af 35% af landets telefonselskab. Regeringen havde søgt at gennemføre denne omfattende privatisering før afslutningen på sin mandatperiode i august 1996. Ved valget dette år vandt populisten Abdalá Bucaram med 54% af stemmerne over den Social-kristelige kandidat Jaime Nebot, der fik 46%. Bucarams første vigtige handling som præsident var at berolige virksomhedsledere og bankfolk, der var blevet skræmte over udsigten til, at han måske ville opfylde sine valgløfter til de fattigste sektorer i befolkningen. Op til valget havde medierne talt meget om sandsynligheden for et militærkup, hvis Bucaram blev valgt. Disse rygter viste sig nu at være ubegrundede.

Under et møde i september 1996 med sin chilenske modpart, Eduardo Frei, erklærede Bucaram sig som beundrer af det chilenske sociale sikkerheds- og boligsystem. Samtidig inviterede han den afgåede og stærkt polemiske tidligere argentinske økonomiminister Domingo Cavallo til at indgå i sin regering.

Den krisepakke regeringen gennemførte, komplicerede situationen for Bucaram. Fagforeningerne indkaldte til generalstrejke 5. februar 1997, og præsidenten erklærede, at regeringen støttede skridtet som den anså for retmæssigt. Dette uventede politiske skridt fra præsidentens side hindrede ikke, at hans popularitet stadig faldt - bl.a. pga. de varslede omfattende prisstigninger: 1000% stigning i telefonpriserne, 300% i elektricitetspriserne, 245% på gas til husholdningsbrug og 60% på transporten i byerne.

Med en hidtil ikke brugt formulering i forfatningen erklærede et mindretal i parlamentet præsidenten for «sindsyg» og afviste at anerkende hans autoritet. Efter tre dages uvished hvor landet nåede at have tre præsidenter, fik Fabián Alarcón tilstrækkelig støtte fra parlamentet og de væbnede styrker til at kunne overtage landets øverste post. Han fik dog ikke regeringspartiets støtte.

Ved en folkeafstemning i slutningen af maj 97 bekræftede 65% af befolkningen hans legitimitet som præsident, mens 28% afviste den. Samtidig blev det besluttet at indkalde en folkevalgt nationalforsamling for at få ændret landets forfatning. Højesteret udstedte en arrestordre på Bucaram, der nu var gået i eksil i Panama. Han blev beskyldt for korruption og blev i december idømt 2 års fængsel.

Den 29. november blev der afholdt valg til en grundlovgivende forsamling, og den indledte arbejdet med udarbejdelsen af en ny forfatning. Det Socialt-kristelige oppositionsparti fik de fleste pladser med et program for decentralisering, kamp mod korruptionen og nødvendigheden af drastiske økonomiske reformer. Medlemmer fra de oprindelige folks organisationer krævede, at landets multikulturelle og multietniske karakter blev skrevet ind i den nye forfatning.

Med stor margen blev den Harvard uddannede økonom Jamil Mahuad i august 1998 valgt til præsident. Han var Folkedemokratiets (DP) kandidat. I oktober underskrev han i Brasilia en aftale med Perus præsident Alberto Fujimori, der afsluttede den langvarige grænsekonflikt mellem de to lande.

Mahuad havde ved sin indsættelse støtte fra 63 % af befolkningen og tog i oktober en række økonomiske skridt til reducering af inflationen (der var på 14 %) og budgetunderskuddet. Den økonomiske politik til reduktion af de offentlige udgifter og effektivisering af skatteindkrævningen mødte imidlertid massiv afvisning i befolkningen. Arbejdernes og den indfødte befolknings protester i forskellige dele af landet forstærkedes i takt med, at den økonomiske krise forværredes.

I januar 1999 bebudede Mahuad nye nedskæringer, lønstop og en udsættelse af offentlige arbejder, der ikke var prioriterede. Inflationen nåede op på 60 %, og den nationale valuta, Sucre blev devalueret med 200 %. Ved slutningen af året krævede den politiske opposition og næsten hele det civile samfund, at præsidenten skulle træde tilbage.

Den 5. januar 2000 satte præsidenten landet i undtagelsestilstand for at imødegå mobiliseringen i landsorganisationen (Frente Unitario de Trabajadores, FUT), der ved demonstrationer og blokering af veje krævede hans afgang. Samme dag faldt Sucre til en ny bundrekord på 26.000 pr. US$. I en situation med demonstrationer i hele landet og en forestående opstand fra indianerorganisationen CONAIE's side, gennemførte præsidenten den efterfølgende søndag en dollarisering af økonomien.

Beslutningen fremskyndede imidlertid CONAIE's opstand. Organisationen blokerede veje i hele landet, drog ind i hovedstaden Quito, invaderede parlamentet og regeringsbygningen - med støtte fra de kompagnier af soldater der var udstationeret for at hindre dem adgang. Regeringen eksisterede de-facto ikke længere, og uden at affyre et eneste skud indsattes en provisorisk regeringsjunta bestående af repræsentanter for militæret, retsvæsenet, den oprindelige befolkning og fagbevægelsen, og denne junta fik opbakning i befolkningen.

Efter pres fra udlandet - især fra USA - blev de oprørske soldater arresteret og Mahuad gik formelt af, for at blive erstattet på posten af vicepræsident Gustavo Noboa. Ved sin indsættelse den 22. januar erklærede denne, at han ville fortsætte sin forgængers økonomiske politik. Efter at den provisoriske junta var blevet opløst, trak indianerne sig tilbage fra Quito, idet de dog slog fast, at de fortsat nøje ville overvåge den nye regerings politik.

CONAIE fremsatte krav overfor Parisklubben om, at fremtidige lån til landet blev gjort afhængige af, at disse blev anvendt produktivt, i sundhedssektoren eller i uddannelsessystemet, samt at der var folkelig og lokal demokratisk deltagelse i denne proces. Parisklubben afviste imidlertid at anerkende CONAIE som part i landets låneforhandlinger.

Regeringen indgik i 2000 en aftale med UNICEF om at reducere antallet af svangerskaber blandt teenagere, der var det højeste i Latinamerika. Blandt teenagere i landområderne blev svangerskab betragtet som en fordelagtig vej til at modtage 10 US$ månedligt, som regeringen gav til unge enlige mødre. 49% af de kvinder der i 1999 havde aborteret havde ikke været under lægelig behandling.

CONAIE's tidligere formand, Luis Maldonado blev i 2001 udpeget til minister for social velfærd. Han var dermed den første indfødte, der blev udpeget til en regeringspost, der lå undenfor området, de oprindelige folk.

Den 20. februar 2002 erklærede grupper af indfødte fra provinserne Sucumbíos og Orellana i den nordøstlige del af Amazonas, at olieproduktionen truede deres livsgrundlag, og de indledte derfor en strejke. Direkte udløsende for protesterne var en ny olierørledning bygget af konsortiet OCP Ecuador S.A. Provinserne krævede, at regeringen lagde pres på OCP for at få det til at betale 10 mio. US$ til sociale projekter som erstatning for de ødelæggelser, byggeprojektet havde forårsaget. Blandt de strejkendes krav var også, at Ecuador skulle anvende en større del af sine olieeksportindtægter til bygningen af bedre veje, elforsyning og støtte til landbruget i de berørte områder. Strejken kulminerede den 4. marts, og havde da kostet 3 livet, flere sårede og arresterede, samt næsten 3 mio. US$ i tab som følge af indstillingen af olieudvindingen i området.

To kandidater gik videre til 2. runde af præsidentvalget den 24. november 2002. Det var Lucio Gutiérrez, der var pensioneret major fra hæren. Han havde fået amnesti for sin rolle i oprøret mod Mahuad, og erklærede sig som beundrer af den venezuelanske præsident Hugo Chávez. Den anden kandidat var Ecuadors rigeste mand, bananbaronen Álvaro Noboa. Gutiérrez havde allerede i første valgrunde fået over halvdelen af stemmerne, blev støttet af venstrefløjen, af fagbevægelsen og de oprindelige folks organisationer, og han vandt 2. runde med 54,3% af stemmerne. I sin kampagne havde han lovet at bekæmpe korruptionen, skaffe billige boliger og indføre en form for gratis sundhedsvæsen.

I oktober 2003 indledtes en retssag mod et datterselskab af oliekoncernen Chevron-Texaco for ødelæggelse af store regnskovsområder, og for forurening af jorden og floderne i provinsen Nueva Loja.

Den 4. november blev bondeaktivisten Ángel Shingre bortført og dræbt. Han havde deltaget aktivt i retssagen mod Chevron-Texaco, og mistanken rettede sig derfor mod koncernens ledelse. Trods dette blev mordet ikke opklaret.

Samme måned blev Lucio Gutiérrez beskyldt for at have modtaget penge til sin valgkampagne fra narkobagmænd. Beskyldningerne førte til, at hele regeringen trådte tilbage, og til at regeringspartiets direktør, Napoleón Villa blev fjernet. Han var samtidig Gutiérrez' svoger.

I april 2004 indtog politiet fredeligt fængslerne, der havde været besat af fangerne i 10 dage. Fængslet García Moreno der befinder sig Quitos historiske bykerne, få hundrede meter fra præsidentpaladset var skueplads for gidseltagninger, voldelige opgør og kampe mellem rivaliserende fangegrupper. Fangeoprøret krævede afkortning af straffene og forbedrede forhold i fængslerne. Det koste 3 dræbte og 40 sårede som følge af kampe mellem rivaliserende grupper. Politiets indtog fandt sted på samme tid i landets 32 andre fængsler, der havde været i alarmtilstand siden januar og son husede 11.000 indsatte. Iflg. indenrigsminister Raúl Baca blev fængslerne i hele landet bragt under kontrol.

I oktober afviste Gutiérrez oppositionens opfordring til at gå af, efter hans parti havde lidt et forsmædeligt nederlag ved lokalvalget samme måned. Regeringspartiet Sociedad Patriótica (PSP) vandt kun et 1 de 22 provinspræfekturer der var på valg. Oppositionslederne konstaterede at valget viste, at Gutiérrez er «ekstremt upopulær», og at han burde træde tilbage. En af lederne, León Febre Cordero betegnede præsidenten som «ignorant og ineffektiv». Regeringen opfordrede til ro og beklagede kritikkerne. Iflg. politiske iagttagere ville Gutiérrez få store problemer med at regere i de resterende 2 år af sin regeringsperiode.

Ligeledes i oktober offentliggjorde præsidenten en plan, aftalt med Colombias præsident Álvaro Uribe om økonomisk bistand til den ecuadorianske del af det fælles grænseområde, hvor tusindvis af colombianere har søgt tilflugt som følge af den væbnede konflikt i deres land. Gutiérrez havde insisteret på, at pga. det pres flygtningene lægger på den ecuadorianske økonomi, må Colombia også påtage sig en del af det finansielle ansvar. De to præsidenter aftalte, at i planens første fase der indledes i 2005 vil regeringerne koncentrere indsatsen omkring flygtningenes basale fornødenheder, sundhedsprojekter og undervisning.

Iflg. officielle statistikker var antallet af flygtninge steget fra 390 i 2000 til 8.131 i september 2004. Flere tusinde yderligere colombianere lever i forskellige ecuadorianske byer - en stor del af dem illegalt. Iflg. en rapport fra FN offentliggjort i starten af måneden er Ecuador nu det land i Latinamerika der modtager flest flygtninge.

Et parlamentsflertal der var loyalt overfor præsident Gutiérrez gennemførte i december en omdannelse af højesteret. Et skridt der blev skarpt kritiseret af oppositionen for at være en overtrædelse af de statslige institutioners uafhængighed.

Den 15. marts 2005 gik flere tusinde ansatte indenfor retsvæsenet i strejke i protest mod regeringens beslutning om at gribe ind i Højesterets sammensætning. Den offentlige utilfredshed tog yderligere til, da nyligt udnævnte dommere annulerede dommene over de tidligere præsidenter Gustavo Noboa og Abdalá Bucaram, der gjorde det muligt for de to at vende hjem fra deres eksiltilværelse i Panama og den Dominikanske Republik.

Oppositionen hævdede at der eksisterende en aftale mellem Gutiérrez og Bucaram, og med de to ekspræsidenters hjemvenden to protesterne yderligere til. Gennem april sled en langstrakt proces Gutiérrez' præsidentembede op. Den 13. april var præget af omfattende demonstrationer i Quito der krævede at højesterets dommere trak sig fra deres poster og at Gutiérrez blev afsat. Denne svarede 2 dage senere overraskende igen ved at gå på TV omgivet af hærens generalstab og sine ministre. I en tale erklærede han landet i undtagelsestilstand, og afsatte samtidig ved dekret højesterets 31 dommere. Demonstranterne i Quito ignorerede imidlertid undtagelsestilstanden og denne blev annulleret kun 19 timer efter at være blevet indført. Den 17. april ratificerede Kongressen udrensningen indenfor højesteret og vedtog en lov til reform indenfor retsvæsenet. Den 18. april gik tusinder af demonstranter igen på gaden med krav om Gutiérrez' afgang. Oppositionen erklærede sig villige til at fjerne præsidenten, mens USA's ambassadør førte forhandlinger med konfliktens forskellige parter.

Den 20. april var Gutiérrez blevet afsat af Kongressen og havde mistet sin opbakning i de væbnede styrker. Han søgte derfor tilflugt i den brasilianske ambassade og søgte asyl i Brasilien. Vicepræsident Alfredo Palacio blev indsat som ny præsident med opbakning fra de væbnede styrker.

USA's udenrigsminister Condoleeza Rice opfordrede Ecuador til at løse sine problemer gennem dialog og fred, men afholdt sig fra at anerkende landets nye præsident. Washington havde tætte forbindelser til Gutiérrez, som ved flere lejligheder blev omtalt som en ven, og det var med ham USA havde undertegnet aftalen om Ecuadors optagelse i det amerikanske frihandelsområde. Men præsident Palacio var knapt tiltrådt inden udenrigshandelsminister Oswaldo Molestina erklærede, at det grundlag Ecuador havde forhandlet sin optagelse på ville blive gennemanalyseret, og samtidig blev flere medlemmer af forhandlingsdelegationen fyret. Palacio kom øjeblikkeligt under stærkt pres fra forskellige sektorer af det ecuadorianske samfund, og tusinder af demonstranter gik atter på gaden - denne gang for at protestere mod USA; især efter at supermagten havde nægtet at anerkende Palacio som landets præsident. Samtidig afviste mange ecuadorianere Palacios regeringen som blot en fortsættelse af det hidtidige styre.

Palacio led i oktober et alvorligt politisk nederlag, da den øverste valgkommission annullerede hans udskrivning af valg. Præsidenten havde kort forinden udskrevet valg med det formål at få valgt en grundlovsgivende forsamling. Indkaldelsen af en grundlovsgivende forsamling er et gammelt krav fra de sociale bevægelser i Ecuador, der har bragt flere præsidenter til fald. Palacio brugte nu dette krav til at lægge pres på landets politiske elite, men iflg. et flertal af medlemmerne i den øverste valgkommission rummede forslaget i sig ændringer af forfatningen, og det skulle derfor først forelægges for Kongressen. Gennem sine 6 måneder på præsidentposten havde Palacios taget flere kontakter til Kongressen for at få vedtaget sit forslag om valg til en grundlovsgivende forsamling. Alle kontakter havde dog været frugtesløse, og derfor havde han i sidste ende valgt den direkte vej og selv udskrevet valget. Men de samme kræfter der spændte ben for hans forslag i Kongressen spændte nu ben i valgkommissionen. De sociale bevægelser, oprindelige folk og bondeorganisationerne reagerede voldsomt overfor beslutningen om at forbyde valget og genoptog derfor deres parole: «ud med hele slænget» (que se vayan todos)

2. runde af præsidentvalget i november 2006 blev vundet af venstrefløjens kandidat, Rafael Correa med 56,8% af stemmerne. Ved sin tiltræden i januar 2007 erklærede Correa at «den ulyksagelige neoliberale cyklus er endegyldigt blevet brudt i Sydamerika». Samtidig erklærede han, at han ville arbejde for Ecuadors optagelse i Mercosur for at styrke integrationsbestræbelserne på det amerikanske kontinent.

I april 2007 gennemførtes folkeafstemning om indkaldelse af en grundlovsgivende forsamling. Forslaget blev godkendt med 78% af stemmerne, og blev af politiske iagttagere betegnet som en stor sejr for Correa, der var dets vigtigste fortaler. Den 30. september gennemførtes valg til forsamlingen, der blev domineret af Correas egen PAIS alliance.

Colombia angreb i marts 2008 Ecuador militært. Der var tale om en nålestiksoperation ind i Ecuador for at ødelægge en partisanlejr, der var blevet identificeret med bistand fra USA. Angrebet førte til at Ecuador mobiliserede og afbrød de diplomatiske forbindelser med Colombia. Også Venezuela og Nicaragua afbrød forbindelserne til slyngelstaten Colombia, og først nogle måneder senere blev forbindelserne genoptaget, da Colombia havde undskyldt og erklæret at det ikke ville gentage sig. Krisen og USA's indblanding i angrebet på Ecuador førte til at Ecuadors parlament i marts 2008 besluttede at alle udenlandske militærinstallation i Ecuador skulle lukkes. Skridtet var ensidigt rettet mod USA for dets støtte til angrebet på Ecuador. I juli 2009 forlod de sidste nordamerikanske soldater Manta flådebasen, hvorfra USA de foregående 10 år havde gennemført en lang række aktioner for at opsnappe narkotrafik. Supermagten indgik i stedet aftale med Colombia om at kunne benytte 7 af dette lands militærbaser - med det formål at intimidere de øvrige lande i regionen. Skridtet blev mødt med stærke protester fra Ecuador, Brasilien og Venezuela.

I september 2008 blev landets nye forfatning vedtaget ved en folkeafstemning med 69,5% af stemmerne. I den nye forfatning var for første indskrevet miljørettigheder. Den nye forfatning slog samtidig fast, at Ecuador ikke kan afgive suverænitet over privat handel til internationale organisationer. Endelig åbnede den nye forfatning for ægteskab mellem personer af samme køn.

I forlængelse af vedtagelse af en ny forfatning gennemførtes i april 2009 valg til parlamentet og til præsidentembedet. Correa genvandt præsidentposten allerede i 1. valgrunde med 52% af stemmerne. Hans parti, PAIS Alliancen blev parlamentets største med 59 pladser ud af 124. Få pladser fra at have absolut flertal.

Ligeledes i april rejste finansministeren til Europa for at forsøge at opkøbe ecuadors statsobligationer til 30% af deres værdi. Det lykkedes i vid udstrækning. I maj meddelte staten at den havde opkøbt 91% af statsobligationerne til 35% af deres pålydende værdi.

I juni 2009 tilsuttede Ecuador sig ALBA sammen med Venezuela og en række andre latinamerikanske og caribiske lande. Samme år erklærede landet at det for en pris af 350 mio. US$ ville undlade at udvinde 1 mia. tønder olie fra felter i Yasuní Nationalparken i ecuadoriansk Amazonas. Den miljøvenlige politik var dog modificeret i 2013 da Ecuador gav kinesiske firmaer koncession til olieefterforskning i et 3 mio. hektar stort område i Amazonas. NGO'en Amazonas Watch pegede på at baggrunden kunne være landets 7 mia. US$ store gæld til Kina og ønsket om at få kinesisk kapital til bygningen af et stort olieraffinaderi. Den oprindelige befolkning protesterede og den kvindelige leder for Shuar folket, Narcisa Mashienta erklærede at regeringen havde løjet når den sagde, at den oprindelige befolkning ville blive taget med på råd.

Som følge af tørke i sidste halvdel af 2009 faldt vandstanden i landets ressoirer drastisk, hvilket berørte elektricitetsproduktionen. I december 2009 og januar 2010 gennemførtes rullende strømafbrydelser af 2-6 timers varighed over hele landet for at reducere strømforbruget fra de pressede vandkraftværker. Ecuador besluttede at købe 5.200MW i timen fra Peru og Colombia.

I september 2010 gennemførte højrefløjen med politi og militær i spidsen et kupforsøg mod præsident Correa. Præsidenten blev i flere timer holdt fanget på et hospital hvor han var under behandling, efter at være blevet udsat for tåregas. Han erklærede landet i undtagelsestilstand, og kuppet slog først fejl da soldater loyale overfor præsidenten angreb kupmagerne og befriede præsidenten. Mens hele verden - inklusive USA - fordømte kupforsøget, nøjedes EU's udenrigskoordinator med at kræve «lov og orden» indført i Ecuador. Kupforsøget kostede 8 mennesker livet og 274 sårede. Præsidenten anklagede tidligere præsident Lucio Gutiérrez for at være en af hovedmændene bag kuppet. En lang række topfolk fra politiet og officerer blev efterfølgende arresteret, og regeringen bevilgede samtidig lønforhøjelser til begge korps.

Kina gav i 2010-11 landet kreditter for 5 mia. US$ og fik dermed primær adgang til landets olieproduktion. Ecuador reducerede dermed samtidig sin afhængighed af diktater fra USA.

I marts 2012 gennemførte de indfødtes organisation CONAIE en 700km lang protestmarch til Quito. CONAIE erklærede, at målet ikke var at vælte Correa - som CONAIE i forvejen havde anbefalet befolkningen at stemme på - men at sikre at den oprindelige befolkning blev taget med på råd i vand- og olieprojekter. Correa var uforsonlig overfor marchen, beskyldte CONAIE for at være i ledtog med højrefløjen og mobiliserede en mod-march. Protesterne endte uden vold, men markerede alligevel at Correa var ved at miste taget i en vigtig sektor af befolkningen i takt med hans tættere økonomiske engagement med Kina.

I august 2012 søgte Wikileaks stifter Julian Assange politisk asyl på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive udleveret til Sverige og muligvis USA. Assange bor fortsat på ambassaden, eftersom det ikke er lykkedes Ecuador og Storbritannien at finde en diplomatisk løsning på problemet.

I oktober udstedte en domstol en kendelse der indefrøs 200 mio. US$ i værdier tilhørende det nordamerikanske olieselskab Chevron. Tidligere var der afsagt en dom der pålagde Chevron at betale 18,2 mia. US$ i skadeserstatning til de oprindelige folk i ecuadoriansk Amazonas for de ødelæggelser Chevrons olieudvinding havde påført miljøet. Tidligere på måneden havde Chevron tabt en appelsag ved USA's Højesteret, der skulle hindre inddrivelsen af erstatningen. I november beslaglagde en dommer i Argentina Chevrons værdier i tråd med den ecuadorianske kendelse.

I februar 2013 gennemførtes valg til parlamentet og præsidentposten. Correa blev genvalgt i 1. valgrunde med 57,1% af stemmerne. Hans PAIS alliance fik 100 ud af det nye parlaments 137 pladser og dermed absolut flertal.

I juni 2013 anmodede den nordamerikanske efterretningsanalytiker Edward Snowden om politisk asyl i Ecuador. Det var Snowden, der en måned inden havde afsløret USA's globale spionage på internettet. Det fik formanden for det nordamerikanske udenrigsudvalg, Robert Menendez til at erklære, at hvis Ecuador tog imod Snowden «ville det alvorligt berøre Ecuadors handel med USA. Vi belønner ikke lande for dårlig opførsel». Det fik Correa til at erklære, at Ecuador ville bevilge 23 mio. US$ årligt til undervisning i menneskerettigheder i USA, svarende til værdien af landets handelsaftale med USA. Han fortsatte: «Ecuador lade sig ikke presse af nogen og vil ikke sætte handelsinteresser over vores principper». Ecuador udstedte et midlertidigt rejsedokument til Snowden, men af ikke offentliggjorte årsager blev det atter trukket tilbage, og præsidenten erklærede at der var tale om en fejltagelse. Ecuador kan være blevet truet med langt alvorligere gengældelse fra USA's side. Blot en måned senere blev den bolivianske præsidents fly holdt tilbage i Europa i 14 timer, fordi USA mente Snowden var ombord.

Ecuador står i et dybt dilemma mellem hensynet til den oprindelige befolkning og miljøet på den ene side, og hensynet til økonomien på den anden. I 2013 meddelte regeringen, at den ville sætte 3 mio. hektar regnskov i Amazonas på auktion til kinesiske olievirksomheder. Skridtet blev skarpt kritiseret af den oprindelige befolkning og specielt Shuar folkets leder, Narcisa Mashienta, der anklagede regeringen for at have løjet om sit løfte om at inddrage den oprindelige befolkning. Som modsvar lancerede Correa Yasuní-ITT initiativet. Det skulle være en kreativ løsning på olieudvinding fra Ishpingo-Tiputini-Tambococha (ITT) oliefelterne i Yasuní Nationalparken. Løsningen skulle bestå i økonomisk støtte fra udlandet, mod at olien til gengæld blev i undergrunden. I august 2013 opgav Correa initiativet og gav tilladelse til olieboring, med henvisning til at omverdenen ikke havde været villig til at give landet økonomisk bistandd og dermed sætte efterforskningen i bero.

Trods konflikterne om olieproduktionen var Correa fortsat utrolig populær, med 70-80% af befolkningen bag sig i meningsmålingerne.

I marts 2015 afsagde den internationale domstol i Haag en kendelse der støttede en kendelse fra en Ecuadoriansk domstol fra 2011, der tilkendte erstatning til de oprindelige folk i Ecuadoriansk Amazonas pga. miljøødelæggelser forårsaget af det nordamerikanske olieselskab Chevron. I kendelsen hed det, at trods en tidligere aftale mellem Chevron og de oprindelige folk, kunne disse alligevel søge yderligere erstatning. I en parallel sag afsagde ICC i marts kendelse hvor domstolen erkendte at den ikke havde jurisdiktion til at behandle en klage fra de oprindelige folk over Chevrons administrerende direktør.

Landet blev hårdt ramt af de faldende oliepriser på verdensmarkedet. Regeringen skar derfor 4% i statsbudgettet for 2015. I marts varslede den desuden en række lovforslag for for at få flere skatteindtægter ved at beskatte de rigeste. Arveafgiften skulle sættes op til 77,5% og værdistigninger på fast ejendom skulle ved salg beskattes med 75%. Det udløste i juni-august demonstrationer organiseret af borgerskabet vendt mod regeringen. I juni fremsatte regeringen endvidere 15 ændringer til forfatningen, der bl.a. ville indebære, at præsidenten kunne genvælges uendeligt og at militæret kunne sættes ind under sociale uroligheder. Disse ændringer udløste ligeledes protester. Oppositionens og borgerskabets demonstrationer udløste tilsvarende demonstrationer fra Correas tilhængere.

I september truede det Nationale Kommunikationssekretariat med at lukke menneskerettighedsorganisationen Fundamedios. Der var tilsyneladende tale om gengæld for at organisationen havde protesteret mod indskrænkninger i ytrings- og forsamlingsfriheden. I slutningen af måneden «nøjedes» sekretariatet med at give en sidste advarsel om at Fundamedios skulle «ophøre med at agere politisk og sprede grundløse rygter med det formål at skade Ecuadors anseelse».

Staten fortsatte sin praksis med at udstede bøder til medier for en række forskellige overtrædelser. I maj 2015 udstedtes en bøde på 3.540 US$ til dagbladet La Hora for ikke at have dækket en offentlig begivenhed som borgmesteren i Loja deltog i og som myndighederne mente havde offentlig interesse. Dagbladet nægtede at betale bøden. Ligesom i Brasilien brugte borgerskabet sin kontrol over medierne til at underminere præsidenten og den siddende regering. Der var med andre ord tale om en konflikt mellem hensynet til pressefrihed og statens ret til at beskytte sig mod undergravende virksomhed.

Pave Frans besøgte i juli Ecuador. Et besøg der trak hundrede tusinder til hans offentlige gudstjenester i Quito og Guayaquil.

I april 2016 fik ledere fra Ecuadors organisationer for oprindelige folk foretræde for den interamerikanske menneskerettighedsorganisation, hvor de kritiserede statens begrænsninger på deres ret til at organisere sig.

Samme måned blev landet ramt af et jordskælv i den nordvestlige del. Skælvet havde en styrke på 7,8 på Richterskalaen. Mindst 676 blev dræbt og 16.600 såret. Der var tale om det værste jordskælv i landet siden 1949. Myndighederne anslog at skaderne løb op i 3 mia. US$.

I september opløste myndighederne lærernes fagforening (UNE) med den argumentation, at den ikke havde ladet sin hovedbestyrelse registrere.

I december spidsede konfligten mellem myndigheder og Shuar folket til. Denne gang handlede det om Shuar folkets modstand mod et mineprojekt i Morona Santiago. Efter en række voldelige sammenstød og chikane fra myndighedernes side erklærede myndighederne undtagelsestilstand i området og arresterede formanden for den Interprovinsielle sammenslutning af Shuarcentre, Agustín Wachapá.

Ved præsidentvalget i februar 2017 kunne den siddende præsident Correa ikke stille op, da han allerede havde siddet i to perioder. I stedet opstillede hans Alianza PAIS (Patria Altiva i Soberana) Lenín Moreno som præsidentkandidat. Han fik 39,4% af stemmerne, mens Guillermo Lasso på 2. pladsen fik 28,1%. 2. valgrunde i april blev snævert vundet af Moreno med 51,2. Højrefløjen, USA og EU havde sat alt ind på at få den højreorienterede Lasso valgt, men dette mislykkedes. USA havde en særlig interesse i «regime change», da det ville have medført, at de øjeblikkeligt kunne få WikiLeaks stifter Julian Assange udleveret. Men tendensen fra Argentina og Brasilien med at fjerne venstreorienterede statsoverhoveder var brudt.

På grund af de voldsomme konflikter mellem stat og den oprindelige befolkning i Amazonas, fik Lasso flertal i præsidentvalget i disse områder, mens Moreno fik flertal i Altiplano og langs Stillehavskysten.

Samtidig med 1. valgrunde af præsidentvalget blev der gennemført parlamentsvalg. Det blev et sviende nederlag for præsidentens Alianza PAIS, der mistede 26 mandater og måtte nøjes med 74. Den højreorienterede CREO alliance gik til gengæld 22 mandater frem til 34. Trods nederlaget for Alianza PAIS havde den dog stadig absolut flertal i det 137 pladser store parlament.

Endelig gennemførtes i februar en folkeafstemning om skattely. 55,1% af befolkningen stemte for, at det skulle være ulovligt for politikere og offentligt ansatte at placere deres penge i skattely. Højrefløjen var imod kriminalisering af formueanbringelse i skattely, mens Correa og PAIS var for.

Ecuador gennemførte i februar 2018 en folkeafstemning med 7 punkter på dagsordenen:

1. Skal der laves en tilføjelse til forfatningen, der hindrer personer dømt for korruption i at stille op? 73,7% stemte for
2. Skal der laves en tilføjelse til forfatningen, der sikrer at personer til et offentligt embede kun kan genopstille én gang? 64,2% stemte for
3. Skal der laves en tilføjelse til forfatningen, der omstrukturerer Rådet for folkelig deltagelse og social Kontrol (Council of Citizen Participation and Social Control) og afslutter de allerede valgtes embede? 63,1% stemte for
4. Skal der laves en tilføjelse til forfatningen, der medfører at seksualforbrydelser mod børn og teenagere aldrig forældes straffemæssigt? 73,5% stemte for
5. Skal der laves en tilføjelse til forfatningen, der forbyder minedrift under enhver form i beskyttede, utllgængelige og bymæssige områder? 68,6% stemte for
6. Skal loven der forbyder jordspekulation og skattespekulation afskaffes? 63,1% stemte for
7. Skal definitionen af utilgængelige områder hæves til mindst 50.000 hektar, og skal det område parlamentet har godkendt til olieefterforskning i Yasuní Nationalparken reduceres fra 1030 hektar til 300? 67,3% stemte for

Trods punkt 5 der forbød minedrift i beskyttede områder, som de områder der ejes af den oprindelige befolkning, giver mineministeriet fortsat koncession til miner, trods hyppig voldelig modstand fra den oprindelige befolknings side. (‘Our territory is our life’: one struggle against mining in Ecuador, Guardian 9/4 2018)

Præsident Lenín Moreno kom ind fra venstre i 2017 med en opbakning fra 77% af befolkning og forsvandt ud til højre med en opbakning i starten af 2021 på blot 5%. Han begik den alvorlige fejl, at selv om det var centrum-venstre der havde bragt ham til søgte han at knytte landet tættere til USA og føre neoliberal politik:

• Han fjernede love der lagde begrænsninger på landets rige og bankerne
• Hand indførte organet Consejo de Participación Ciudadana y Control Social Transitorio («Rådet for folkelig deltagelse og social overgangskontrol») der havde myndighed ud over forfatningen og som han brugte til at fjerne regeringsembedsmænd, lokale dommere og medlemmer af den øverste valgkommission (CNE)
• Han skar i de offentlige budgetter og gav skattelettelser til virksomheder for at tiltrække udenlandske investeringer. Samtidig støttede han planerne for olieboringer i Amazonas regionen
• I juni 2018 besøgte USA's vicepræsident Mike Pence Ecuador, hvor han førte forhandlinger med Moreno. Ecuador indvilgede i at købe våben fra USA, styrke det militære samarbejde og USA fik samtidig ret til at anvende den militære lufthavn på Galapagos. Dette udløste voldsomme protester i landet. To måneder senere trak Ecuador sig ud af ALBA samarbejdet mellem centrum-venstre regerede lande i Latinamerika.
• I januar 2019 støttede Jaun Guaidos forsøg på statskup i Venezuela
• Efter mange års pres fra USA smed Ecuador i april 2019 Julian Assange ud af landets ambassade i London og banede dermed vej for at få ham udleveret til USA
• I september 2019 blev han mødt af demonstrationer fra kvindeorganisationer fordi parlamentet havde nedstemt en lempelse af landets strenge abortlovgivning, der forbyder abort. Selv ved voldtægt.
• Den 1. oktober 2019 annoncerede præsidenten, at staten ville fjerne subsidierne til olie og gas. Det medførte en øjeblikkelig fordobling af prisen på diesel og en 30% stigning i prisen på benzin, hvilket samtidig udløste voldsomme prisstigninger på offentlig transport. Dagen efter gik landsorganisationen FUT sammen med de oprindelige folks organisation Conaie i gang med at planlægge demonstrationer mod regeringen. Studenter, taxa og lastbilchauffører sluttede sig hurtigt til strejken, der hurtigt udviklede sig voldeligt. Præsidentpaladset blev stormet, og den 8. måtte præsidenten sammen med regeringen flygte fra hovedstaden til Guayaquil. Efter forhandlinger med Conaie indvilgede Moreno den 13. i at genindførte subsidierne til brændstof, men samtidig fik han splittet oppositionen. FUT fik ikke sine krav igennem og fortsatte derfor aktionerne til den 30. Men Moreno var voldsomt svækket. Populariteten faldt yderligere da Moreno intet fik gjort i starten af 2020 for at dæmme op for COVID-19 pandemien. Over 10.000 døde de første måneder i Guayas provinsen. Hospitalerne brød sammen og de døde efterladt i gaderne. I maj angreb sikkerhedsstyrker en lille gruppe demonstranter der fredeligt demonstrerede mod regeringens manglende håndtering af de mange døde.
• I juni 2020 offentliggjorde forsvarsministeriet dekret 179, der tillod hæren at anvende dødelig vold mod demonstranter

Ikke overraskende valgte Moreno ikke at stille op til præsidentvalget i 2021. Det blev overraskende vundet af Guillermo Lasso fra den højreorienterede CREO-PSC valgalliance. Det afsluttede dermed 2 årtier hvor landet havde været regeret af centrum-venstre. Første valgrunde i februar blev vundet klart af Andrés Arauz fra centrum-venstre valgalliancen Union por la Esperanza med 32,7% af stemmerne. Lasso fik 19,7% af stemmerne, mens Yáku Perez fra venstrefløjsalliancen Pachakutik fik 19,4%. De to kandidaters lå så tæt på hinanden og Perez havde oprindelig ført. Han krævede derfor en omtælling af stemmerne, som altså gav Lasso flertallet. Pachakutik baserede sig især på landets oprindelige befolkning. Den blev dannet i 1995 og baserede sig især på de oprindelige folks organisationer Conaie og Confenaie. I 2002-06 var dets kandidat Lucio Gutiérrez præsident. Pga. utilfredshed med Union por la Esperanza valgte det store flertal af Pachakutiks vælgere i 2. runde at stemme på højrefløjens kandidat. Lasso er beundrer af den fascistiske Aznar regering i Spanien og medlem af den højreorienterede katolske sekt Opus Dei.

Valget af Lasso var så meget mere overraskende, da valgalliancen Union por la Esperanza blev den største gruppe i parlamentet med 49 ud af dets 137 pladser, Pachakutik fik 27 og det socialdemokratiske ID fik 18. Centrum-venstrefløjen havde solidt flertal, men præsidenten var højreorienteret. Dette skabte en slags dobbeltmagtsituation, hvor præsidentens højreorienterede lovforslag om f.eks. privatisering af offentlige virksomheder blev stemt ned. Den konservative præsidents råderum var dermed meget snævert.

Parallelt med valget blev der gennemført en folkeafstemning i Cuenca regionen om minedrift. 80,9% stemte for at forbyde minedrift.

I september og atter i november udbrød der fangeoprør i et overfyldt fængsel i Guayaquil. Mexikanske narkokarteller havde allieret sig med forskellige narkokarteller i Ecuador, der nu myrdede løs på hinanden. Flere hundrede fanger blev dræbt, mens myndighederne stod udenfor med armene over kors. Præsident Lasso benyttede lejligheden til at indføre 60 dages undtagelsestilstand for derved at kunne regere udenom parlamentet. Han erklærede, at han ville sende sikkerhedsstyrkerne på gaden overalt i landet.

I juni 2022 indledte de oprindelige folks organisation Conaie omfattende demonstrationer med krav om kompensation for de hastigt stigende benzinpriser, priskontrol på landbrugsvarer og flere midler til undervisningssektoren. Den akutte økonomiske krise var udløst af regimets aftale med IMF om et lån på 6,5 mia. US$, der tilgæld krævede nedskæringspolitik, samt den globale økonomiske krise udløst af Vesten der medførte store prisstigninger på energi og fødevarer. Kravene blev blankt af Lasso regimet og førte til en hastig eskalation af volden. Efter 1 uges protester erklærede Lasso 6 provinser i undtagelsestilstand. Conaie lederen Leonidas Iza krævede, at regimet ophævede undtagelsestilstanden og fjernede soldater og sikkerhedsstyrker. Lasso regimet afviste. Lasso var i stigende grad isoleret. Også parlamentet spændte ben for hans lovforslag. (Ecuador facing food and fuel shortages as country rocked by violent protests, Guardian 22/6 2022; Ecuador at standstill after two weeks of protests over cost of living crisis, Guardian 27/6 2022)

Guia del Mundo