Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Profession

En profession er en fagorganisation, som har sikret sine medlemmer monopol på en bestemt type arbejde og en plads i den sociale arbejdsdelingen, som giver faggruppen eksklusiv ret til at kontrollere eget arbejde.

Professionerne er både en del af lønarbejderklassen og af gruppen af selvstændige, men adskiller sig på flere områder fra dem begge. Professionerne er normalt identificeret udfra længden på uddannelsen, anvendelsen af generaliseret viden i arbejdet og at fagudøverne antages at have en særlig motivation for deres fag. Som vi skal se, er disse tre kendetegn imidlertid ikke tilstrækkelige til at afgrænse professionerne, for det er klart, at ikke alle der har f.eks. fire års uddannelse efter videregående skole behersker et formelt, teoretisk apparat i arbejdet og som føler stærkt for deres arbejde, er medlemmer af en profession. Desuden beskriver alle tre kendetegn forhold, som ligger udenfor selve det arbejde der udføres.

Kravene til uddannelse fastsættes lige så meget af andre forhold, som af de faktiske krav der stilles i arbejdet. Kravet til teoretiske og formelle kundskaber står ofte ikke i et rimelig forhold til selve jobbet. Ikke mindst i de tilfælde hvor den teknologiske udvikling «tømmer» arbejdet for indhold og kræver færre og færre kundskaber, vil en faggruppes kamp for at fastholde arbejdsområdet være udslagsgivende. Hvis man regnede med, at professionerne omfattede gruppen af arbejdstagere, som ikke har andet til fælles end højere uddannelse og en vis formel kyndighed, ville de omfatte både det vi i Vesten kalder «teknisk intelligens» og i Øst «intelligentsiaen» samt de klassiske professioner læge, præst og jurist. Denne definition er alt for omfattende til at give en rimelig forståelse af opdelingen af arbejdet og af produktionsprocessen i det moderne samfund.

At de professionelle fagudøvere skulle besidde en særlig motivation til deres arbejde og udøve det under en særlig etisk og fagmæssig vejledning af andre professionsmedlemmer, må også søges i de forhold der omgiver arbejdet, snarere end i selve arbejdet. For det første tilbydes fagudøverne en forholdsvis stabil og sikker livskarriere og gennem fagmonopolet visse privilegier. Dette skaber en særlig økonomisk tilknytning til faget.

For det andet har de ofte mange fælles erfaringer, ved at fagorganisationen ofte helt eller delvis kontrollerer rekrutteringen, uddannelsen og jobudformningen. Professionen får dermed en helt anden ensartethed end andre faggrupper. Sammen med fælles forsvar af privilegier fremmer dette naturligt en særlig fagsolidaritet.

For det tredje skaber perspektivet om livskarriere en særlig tilknytning til selve arbejdet. Den professionelle kan med større sikkerhed end andre faggrupper gøre sit arbejde til en livsopgave, uden at det udtrykker noget om hengivenhed, serviceorientering, altruisme eller faglig stolthed.

De vigtigste faktorer i professionsbegrebet er kollegial kontrol og plads i arbejdshierarkiet. Med kollegial kontrol mener vi i hvilken udstrækning fagudøverne selv bestemmer vilkårene, forholdene omkring og indholdet i deres arbejde. For at kunne gøre dette kræves der en stærk organisation, som kan gennemtvinge gunstige aftaler, men helst sikre sine medlemmer monopol på arbejdet gennem lovgivning, således at gruppens rettigheder ikke er afhængige af forhandlinger med arbejdsgivere eller med klienter.

Sammenligner vi de to faggrupper læger og farmaceuter ser vi, at de begge har en højere uddannelse og højt kundskabsniveau og at de begge er beskyttet af lovgivningen - de har et fagmonopol. Alligevel er der en vigtig forskel: Farmaceuten arbejder hovedsageligt på lægens ordre. Han eller hun udleverer ikke medicin på egen hånd. De to grupper indtager med andre ord en forskellig plads i arbejdsdelingen.

Undersøger vi den kollegiale kontrol og placeringen i arbejdshierarkiet i lyset af den medicinske profession finder vi, at den langt hen ad vejen har kunnet afgøre, hvor mange læger der skulle uddannes, hvilke krav der skal stilles til optagelse på studiet, studiets indhold, fagets udformning og udvikling. Men den medicinske profession har samtidig overvåget og ledet en række forskellige tekniske faggrupper, som er afhængige af autorisation, og lægerne har bestilt og brugt deres arbejdsresultat. Ofte kan professionerne også selv bestemme, hvilken træning der er nødvendig, for at udøve erhvervet og som karakteriserer arbejdsinstruksen for de enkelte stillinger. Dette gælder også, selvom de er lønarbejdere i private virksomheder eller i statsadministrationen.

Denne proces er oftest et resultat af lovgivning eller aftaler, som er udenfor arbejdsgiverens kontrol. En profession står dermed i en meget gunstig position overfor ændringer på arbejdsmarkedet eller i arbejdssituationen, som rammer mindre professionaliserede faggrupper hårdere og uden tilsvarende beskyttelse.

Paraprofessioner

I løbet af de sidste årtier er der vokset en række fag frem, som kræver længere uddannelse og formel træning end gennemsnitsarbejdet. Mange af disse forsøger at skaffe deres medlemmer samme beskyttede status som professionerne, og de har ofte en løn og en livssituation som tyder på, at de er en profession. Ofte har de kunnet opnå en delvis beskyttet status gennem lovgivningen eller gennem anden form for offentlig autorisation, men deres plads i arbejdsdelingen er underlagt andre, og deres arbejde bliver oftest overvåget, bestilt og benyttet af andre faggrupper. De har også begrænset mulighed for at kontrollere de sociale betingelser for arbejdet og dets organisering. For disse grupper er det rimelig at anvende det mindre præcise begreb paraprofessioner. Paraprofessionernes stilling i dag er udsat. Især vil ændringer i anvendelsen af EDB antageligt ramme disse grupper hårdt, og deres fremtid er afhængig af den forhandlingsposition de kan oparbejde overfor dem der kontrollerer deres arbejde.

Fremtiden for professionerne

Udviklingen indenfor de enkelte professioner er selvsagt afhængig af udviklingen på arbejdsmarkedet generelt. Det er tre træk i udviklingen på arbejdsmarkedet som kunne tyde på, at professionernes stilling vil blive svækket i fremtiden. Det er: 1. øget specialisering, 2. en mere kompleks arbejdsdeling som skaber en ny type gensidig afhængighed og 3. at flere og flere bliver gjort til almindelige lønarbejdere.

Mht. tendensen til øget specialisering, er der en vigtig forskel mellem professionerne og andre faggrupper: Mens det normalt er kapitalejere og virksomhedsledelsen der udformer den arbejdsdeling, som opsplitter arbejdet og gradvis tømmer det for meningsfyldt indhold, foregår den professionelle specialisering i ly af egen kontrol. Det er professionen selv, som i samarbejde med kolleger deler arbejdet op og bestemmer både arbejdsdeling og indhold. Mens den generelle opsplitning af arbejdet gør at der kræves stadig færre kundskaber af arbejderen, fordrer denne type af specialisering stadig mere indgående kundskaber. At dette samtidig kan have negative konsekvenser i form af forringet evne eller mulighed for at overskue større problemområder, rokker ikke ved forskellen i de to processer.

Professionerne bliver gennem den mere specialiserede arbejdsdeling mere afhængige af andre faggrupper og må arbejde indenfor større enheder. Alligevel forholder det sig ikke således, at den gensidige afhængighed medfører ens autoritet. Lægerne er indenfor den moderne medicin blevet afhængige af en række nye faggrupper, uden at de derfor har opgivet deres ledende position. Heller ikke tendensen til at gøre stadig flere, også såkaldte liberale erhverv til lønarbejde, rokker ved deres status som professioner. Præster og universitetsprofessorer har altid været lønarbejdere, uden at det har ændret det forhold, at det er professionen selv der bestemmer indholdet, formen og betingelserne for arbejdet.

Der er med andre ord ikke speciel grund til at tro, at professionerne aktuelt går en svækkelse i møde. Tværtimod må det antages, at de grupper der besidder en generaliseret eller formel viden og som via lovgivningen har sikret deres fagmonopol, vil styrke deres stilling under den automatisering og rationalisering, der er i gang i disse år. Det ser heller ikke ud til, at der er andre faggrupper som opnår nye og overgribende positioner i den samfundsmæssige arbejdsdeling. En undtagelse er måske de grupper, der udvikler den nye administrative datateknik. Ved at indbygge administrative styringsrutiner i deres systemer, kan de tvinge både institutioner og professioner til at tilpasse sig maskinenes struktur, da dette er mere økonomisk end det modsatte. Denne overgribende position vil alligevel ikke give systembyggeren andre kendetegn som en sammenhængende faggruppe eller profession, og den proces vi antyder, repræsenterer heller ikke en teoretisk trussel mod de eksisterende kommandolinier og den eksisterende arbejdsdeling indenfor de forskellige arbejdsområder.

P.H.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 45.518