Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kernen i teknologisk forandring er udvikling af nye værktøjer, maskiner o.l. som gør det muligt at fremstille et produkt - en vare eller en tjeneste - billigere end før, med givne priser på indsatsfaktorerne jord, kapitalvarer, arbejde o.l.

Man kan indsnævre begrebet ved at kræve, at de nye metoder anvender mindre af mindst én faktor og ikke mere af nogen anden, således at det kan defineres uafhængigt af priserne. Man kan også udvide det i flere retninger. For det første kan man tage hensyn til den produktivitetsøgning, som følger af arbejdsdeling og anden organisatorisk forandring - selv uden brug af nye værktøjer eller maskiner. For det andet kan man definere begrebet i forhold til behov - eller opgaver - og ikke til produkter: Teknologisk forandring består i udviklingen af nye værktøjer, maskiner eller produkter som gør det muligt at dække et behov eller opfylde en opgave billigere end før. Og endelig kan man medtage udviklingen af produkter, som gør det muligt at opfylde helt nye behov. Oftest vil teknologisk forandring medføre både ny produktionsteknologi - nye maskiner osv. - og ny produktteknologi - nye produkter. Som i artiklen Teknologi omtales i det følgende kun produktiv teknologi - ikke våbenteknologi.

Innovation, diffusion, substitution

Når en virksomhed eller en branche går over til at producere på en ny måde, er det ikke altid fordi den har gennemført teknologisk forandring. Vi må skelne mellem innovation (nyudvikling i egentlig forstand) diffusion (spredning af metoder som allerede er udviklet andre steder) og substitution (mindre tilpasninger indenfor en eksisterende metode). Som forklaret i artiklen om Teknologi kan man skelne mellem tre niveauer i analysen af teknologiske systemer: En proces er et bestemt sæt af indsatsfaktorer, som arbejder sammen på en bestemt måde, en teknik består af flere nært beslægtede processer og en teknologi består af alle kendte teknikker.

Substitution i almindelig forstand er når man indenfor en teknik går fra én proces til en anden, som bruger andre forhold af indsatsfaktorerne - som substitution styres af ændringer i prisforholdet mellem indsatsfaktorerne. Hvis f.eks. arbejdslønnen stiger i forhold til prisen på råstoffer, kan virksomheden reducere sine udgifter ved at fyre nogle af de arbejdere, der har til opgave at forhindre svind af råstoffet - altså bruge mere råstof per arbejder. I udvidet forstand kan man også tale om substitution, når man går fra en teknik til en anden kendt teknik, men det er her mere almindeligt at tale om diffusion eller spredning. Men for at der skal kunne finde spredning sted af nye teknikker, må der være nogle nye teknikker at sprede: Forud for diffusionen må der være sket en innovation.

Både substitution og diffusion indeholder elementer af innovation. Substitution er ikke en friktionsfri proces, men kræver en god del afprøvning og fejltagelse, som kan være vanskelig at skelne fra den teknologiske forandring. Det indebærer samtidig erkendelse - i den forstand at hvis man efter en tid går tilbage til den oprindelige proces, vil også den ændre sig som følge af de erfaringer, man i mellemtiden har høstet. Man kan til og med få en betydelig produktivitetsgevinst, bare ved at arbejde med samme proces over et længere tidsrum. Det kommer bl.a. til udtryk i «indlæringskurven» ved flykonstruktioner.

Men produktivitetsøgning gennem substitution og gentagen operation vil snart støde mod grænserne for hvad man kan opnå med denne teknik, og videre fremskridt kræver da en ny teknik. Diffusion er i endnu mindre grad noget, der sker af sig selv, hvilket erfaringerne fra mange udviklingslande har vist. For at avancerede teknikker skal kunne overføres til sådanne samfund, må en række betingelser være opfyldt, hvilket langt fra altid er tilfældet. Udviklingen af disse betingelser, eller erstatningerne for dem, bliver da en proces med klare elementer af innovation.

Hvad fremmer teknologisk forandring?

Der er store forskelle i tid og rum når det gælder omfanget af teknologisk forandring. I verdenshistorisk perspektiv var tiden frem til 1750 præget af ringe innovation - bortset fra Kina som mellem 900 og 1300 oplevede en lille industriel revolution, som gik over i stilstand og direkte tilbagegang. Det er i de sidste 200 år, at teknologiske forandringer virkelig har taget fart på en helt ny måde (se Industrielle revolution). Også i vore dages verdenssamfund er der nogle lande, der udvikler ny teknologi, andre som i bedste fald kan tage imod den, og atter andre som ikke magter nogen af delene. Det er både teoretisk interessant og praktisk vigtigt at forstå hvad der betinger disse forskelle.

En vigtig forudsætning for teknologisk forandring synes at være, at en klasse af entreprenører - som både ejer og driver deres virksomhed - identificerer sig med dennes udvikling og er villige til at hælde profitten tilbage i ny produktion snarere end at lade den gå til eget forbrug. I mange samfund har en sådan klasse udviklet sig blandt forfulgte mindretal, og måske kan bestemte religiøse holdninger også fremme «kapitalismens ånd» i denne forstand.

Mindst lige så vigtig er imidlertid de institutionelle rammer. Ny viden er et «kollektivt gode». Det vil sige, at det er vanskeligt at forbeholde brugen af den for dem der betaler for den. Da opstår det sædvanlige problem (se Gratist), at ingen er privatøkonomisk interesseret i at udvikle denne viden, da det for den enkelte vil koste mere at udvikle den, end han selv kan tjene på den. Dette problem fandt sin løsning i Vesteuropa omkring 1700 med patentsystemet. Dette har den ulempe, at eksisterende teknologisk viden bliver dårligt udnyttet, da der ofte vil eksistere mange virksomheder, som kunne have behov for den, men som ikke er villige til at betale det patentindehaveren kræver. Til gengæld fører systemet til at der med tiden bliver mere viden at udnytte, fordi det motiverer virksomhederne til innovation.

Men privatøkonomisk lønsomhed er ikke det eneste der kan stimulere til teknologisk forandring. Videnskabelig viden er i endnu højere grad end teknologisk et kollektivt gode, fordi det er næsten umuligt at tage patent på nye tanker. Alligevel er videnskabsmænd i vidt forskellige sociale systemer højt motiveret til at udvikle nye teorier, hvilket kan forklares gennem ønsket om prestige og ry eller gennem selve tilfredsstillelsen i skabende arbejde.

I princippet er der ikke noget i vejen for, at ingeniører og opfindere kunne lade sig motivere af de samme hensyn, hvis deres arbejde blev organiseret indenfor en institution, som svarer til videnskabssamfundet. Marx mente at selve spørgsmålet om «motivation til innovation» var forkert stillet. Menneskets naturlige tilstand er at skabe, selv om dette i klassesamfundet bliver hæmmet og undertrykt. Der er derfor ikke tale om at skabe motivation, men om at fjerne hindringer for innovation. Det er kun i et perverteret samfund, at det er nødvendigt med egne stimulanser til innovation. Lige så vigtigt det er at lægge denne forestilling til grund for langsigtet politisk arbejde, er det at forstå, at den kun kan virkeliggøres i højt avancerede industrisamfund. Det «legende menneske» (homo ludens) skabes af socialismen, men kan ikke skabe socialismen.

Hvilken form for teknologisk forandring?

Et hovedskelnen indenfor teorier om teknologisk forandring går mellem de ændringer, som direkte øger arbejdsindsatsen og de der erstatter arbejde med kapital. Det er i dag alment anerkendt, at dette skel ikke altid kan defineres utvetydigt (se Kapitalkontroversen). Grunden til dette er, at målet for kapital (og dermed på kapital per arbejder) afhænger af indtægtsfordelingen, og derfor ikke kan defineres som en rent teknologisk størrelse. Vi kan alligevel sige, at en teknik er mere kapitalintensiv end en anden, hvis den for et bredt spektrum af mulige indtægtsfordelinger - som hver fører til et bestemt mål for kapital og kapitalintensitet - altid er mere kapitalintensiv. Det er da klart, at mange af de vigtigste teknologiske forandringer utvetydigt er kapital- eller arbejdsintensive, således at vi kan spørge om, hvilke betingelser det er der fremmer den ene eller andre type af innovation.

Fra Marx til omkring 1960 var hovedideen, at knaphed på arbejdskraft - med stigende arbejdsløn - førte til, at den teknologiske forandring fik en slagside i arbejdsbesparende retning. Man forsøgte at spare på den dyreste faktor. Dette ræsonnement er holdbart for substitution, men ikke for innovation. Når f.eks. arbejdslønnen stiger, får virksomhederne øgede produktionsudgifter og bliver interesseret i at finde frem til nye og besparende metoder, men der eksisterer ingen generel grund til, at de skulle forsøge at spare specielt på den faktor, som er steget i pris.

Derimod eksisterer der en del faktorer, som kan gøre sig gældende i specielle situationer. Hvis virksomheden har en så central stilling på det lokale arbejdsmarked, at den kan påvirke arbejdslønnen gennem sin efterspørgsel på arbejdskraft, kan det lønne sig for den at lede efter innovationer med en arbejdsbesparende slagside. En anden undtagelse er hvis virksomheden regner med, at arbejdslønnen også vil stige i fremtiden; Da kan arbejdsbesparende teknologi lønne sig over tid. En tredje undtagelse er, når ikke alle typer af teknologisk forandring er lige mulige eller enkle, således at en given udgiftsbesparelse kan være lettere at opnå ved at spare på én bestemt faktor. En fjerde mulighed er, at der nok findes en sammenhæng mellem forandringer i priser på indsatsfaktorerne og slagsider i teknologisk forandring, men at den er et utilsigtet resultat af lokal teknologisk tilpasning snarere end en bevidst strategi i virksomhederne. Endelig skal en vigtig forestilling hos Marx nævnes: Mekaniseringen af produktionen bruges for at straffe arbejderne og reducere deres kampvilje - f.eks. efter en strejke.

Kan vi styre teknologiske forandringer?

Spørgsmålet om styring af teknologisk forandring gælder både omfanget og arten af innovationer. Det må skelnes fra spørgsmålet om vi kan forudsige den teknologiske forandring: Hvis vi kan styre, kan vi ikke forudsige, men det kunne tænkes, at det var muligt at forudsige uden at kunne styre, nemlig hvis de afgørende betingelser ikke kan påvirkes.

Offentlig styring af teknologien kan antage to former: Direkte forsknings- og udviklingsarbejde gennemført af offentlige institutioner og indirekte påvirkning gennem stimulation af private virksomheder. I tidligere perioder og i mange eksisterende samfund udenfor Vesteuropa og Nordamerika, er spørgsmålet især, om man kan øge omfanget af innovation. For de nutidige avancerede industrisamfund - hvor innovationsprocessen foregår rutinemæssig og i stort omfang - bliver det vigtigere at spørge, om vi kan påvirke retningen af den teknologiske forandring.

Tre spørgsmål står i dag særligt centrale. 1. Kan vi undgå, at ny teknologi fører til store sociale omstillinger, til arbejdsløshed eller social og beskæftigelsesmæssig mobilitet? 2. Kan vi undgå, at ny teknologi bliver lige så energiforbrugende som før? 3. Kan vi modstå og helst vende tendensen til, at ny teknologi kræver koncentration og stordrift?

Disse spørgsmål har i dag en lidt utopisk klang, fordi Danmark er et lille land i en kapitalistisk del af verdensøkonomien. Alligevel viser erfaringen, at meget kan gøres ved at påvirke de relative priser, stille krav til øget sikkerhed, arbejdsmiljø, forureningsniveau o.l. Et enkelt eksempel er muligheden for at påvirke energiforbrugende teknologi ved at øge prisen på elektricitet, således at den bliver bedre i overensstemmelse med en fornuftig udnyttelse af ressourcerne.

J.E.