Roland, Pauline
Roland (1805-52), fransk lærer, skribent og feminist, født i Falaise i Normandiet. I 1832 kom Marie Désirée Pauline Roland til Paris som overbevist saint-simonist. Hun sluttede sig til kredsen omkring lederen af bevægelsen, Prosper Enfantin, skrev i Suzanne Voilquins avis og knyttede venskab med Flora Tristan. Hun ønskede at efterleve Enfantins doktrin om, at kvinden forløste ånden og kødet gennem kød og ånd. Hendes brud med cølibatet var bevidste valg, helt på hendes egne betingelser. Hun vedkendte sig sit kønsliv og ønsket om at blive mor, men nægtede at gifte sig «i et samfund hvor hun ikke ville anerkendt som ligeværdig med den hun ville knytte sig til». Tro mod dette princip fødte hun fire børn udenfor ægteskab. De fik hendes (efter)navn, og hun sørgede alene for deres opdragelse og uddannelse, da samlivet med faderen til de tre yngste ophørte. For at forsørge sig skrev hun bl.a. historiebøger til skolebrug og leksikon- og tidsskriftsartikler for eks-simonisten Pierre Leroux.
Under Februarrevolutionen var hun leder af skolen i det samfund, Leroux havde grundlagt i Boussac. Ved valget af ny borgmester i byen (27. februar 1848) prøvede hun at stemme, men afviste at stille som kandidat til valget af grundlovgivende forsamling i april same år og betragtede kvindeklubberne i Paris med skepsis. I december kom hun til Paris, og i foråret 1849 dannede hun sammen med Pérot og Gustave Lefrançais en socialistisk lærerorganisation for begge køn (Association des instituteurs, institutrices et professeurs socialistes). De tre fremlagde desuden en plan for en samfundsstyret socialistisk og republikansk uddannelse af alle børn fra 0 til 18 år, baseret på «frihed, lighed og broderskab» og i nært samarbejde med familierne, som de betragtede som selve samfundsgrundlaget. Uddannelsen skulle udvikle de fysiske, moralske og intellektuelle evner hos begge køn og give kvinderne den samme selvstændighed i arbejde, kærlighed og tanke som mændene.
Samme år gik Roland ind i bestyrelsen i Jeanne Deroins forbund af arbejderforeninger, og blev sammen med hende fængslet for sammensværgelse mod staten. I 1852 blev hun deporteret til Algeriet for at have støttet modstanden mod Louis-Napoléons statskup i november 1851. Efter knapt et år fik hun amnesti, men tålte ikke rejsen over Middelhavet og døde kort tid efter i Lyon. Hendes principfaste liv i ord og gerning for kvindefrigørelse og socialisme gjorde stærkt indtryk på hendes samtidige (bl.a. Victor Hugo) og var i overensstemmelse med hendes trosbekendelse: «Kvinden er et frit væsen, ligeværdig med manden som hun er søster til. Hun bør skabe sit liv af sit eget arbejde, sin egen kærlighed og sin egen intelligens.»
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 24.127