 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Separatistbevægelse
Separatistbevægelser er etniske minoritetsbevægelser, som prøver at rive minoritetsgruppen løs fra den stat, den er underlagt - som f.eks. ETA's arbejde på at løsrive Euskal Herria fra Spanien og Frankrig eller kurdernes forsøg på et etablere et selvstændigt eller autonomt Kurdistan. Separatistbevægelse bruges også fejlagtigt som betegnelse for etniske minoritetsbevægelser, der arbejder for øget selvstyre uden at kæmpe for løsrivelse. Pointen med at løsrive sig er, at man dermed befrier sig fra den indre kolonialisme - enten ved at man opretter en egen stat, som enkelte samer f.eks. ønsker, eller tilslutter sig en nabostat, man regner sig som medlem af ud fra nationalitet. Det sidste gælder f.eks. dele af Kosova albanerne, der ønsker indlemmelse i Albanien.
Samfundsideologisk spreder separatistbevægelserne sig langs hele det traditionelle højre-venstre spektrum: Nogle ser løsrivelse som ren nationalisme, eller som middel til indadtil at opretholde gamle undertrykkelsesformer. Andre separatistbevægelser kæmper for at bevare gamle, traditionelle samfundsformer, fordi disse vanskeliggør kolonisering udefra og styrker den etniske bevidsthed. Ud fra en selvstyretankegang kan dette være progressivt, selv om det af majoriteten stemples som nostalgisk, reaktionært, unationalt osv.
Separatistbevægelser på venstrefløjen mener, at løsrivelse er et første, nødvendig skridt for i næste omgang også at få løst de indre klassemodsætninger indenfor minoriteten. Dette hænger sammen med, at de undertryktes strategiske situation forbedres ved at borgerskabets muligheder til at handle unationalt reduceres - f.eks. ved at det får støtte udefra og dermed fungerer som majoritetens brohoved. Den kulturelle frigørelse - som den mentale afkolonisering indebærer - giver også styrke: En velkendt figur i udkantsområderne i Frankrig er byrådsmedlemmet, som ikke tør tale til præfekten (en slags provinsguvernør) fordi han selv taler så dårligt. På caféen efter mødet diskuterer byrådsmedlemmerne heftigt, men da sker det på oksitansk, baskisk eller en anden «bondedialekt»!
Løsrivelse er for separatistbevægelserne således både et mål i sig selv og eventuelt et middel til at finde deres egen vej til socialisme. Også flere trotskistiske organisationer - som f.eks. ETA-fraktionen ETA-6, Liga Communista Revolucionaria - indtager et sådan standpunkt.
Modsat står minoritetsbevægelser der går ind for forskellige slags føderalstatsordninger indenfor den stat, som minoriteten er en del af - som f.eks. selvstyrebevægelserne i Skotland, Wales, Spanien etc. - eller for at styrke gennemførelsen af føderalstatsordninger, som ikke virker i praksis. Det er f.eks. tilfældet i Rusland og til dels i Kina. Gennem sine love går mange lande - i princippet - ind for, at hele staten skal rumme den mangfoldighed der findes i den, uden at den deles op i selvstyrende områder med egne sprog- og kulturformer.
Både disse modeller og mange af de modeller hvor minoriteterne gives selvstyre, viser sig at fungere dårligt, og der er meget der tyder på, at det er industristatens organisationsmønster - kapitalistisk eller ej - som i sig selv gør etnisk mangfoldighed vanskelig. For eksempel fungerer storskalaadministration og markedsorganisation dårlig sammen med flersproglighed: Selve mangfoldigheden er en hindring for de store økonomiske, politiske og kulturelle kredsløb. Separatistbevægelser og andre minoritetsbevægelser er derfor også ofte rettet imod centralisering og stordrift generelt.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.734