Browserudgave

Albanien

Befolkning	2,8 mio.
Valuta	Nye lek
Areal	28.750 Km2
Hovedstad	Tirana
Befolkningstæthed	107,8 indb./Km2
HDI placering	67

Albanien ligger på Balkanhalvøen ud til Adriaterhavet. Kyststrækningen består af to dele. Grænseområdet mod Jugoslavien ved Vlorë bugten består af oversvømmede lavlandsområder, der om vinteren bliver delvist sumpede. Længere mod syd har kysten Middelhavsklima og er præget af bjerge. Det indre af landet er bjergrigt, jordene er fattige og kvægdriften dominerende. I lavlandet dyrkes bomuld, tobak og majs. I dalene ris, oliven, vin og hvede. Store dele af landet er dækket af skove. Landet er rigt på mineraler og rummer olieforekomster.

Folket: Albanere (96%). Etnisk homogent folk omend der eksisterer modsætninger mellem gekerne i nord og toskerne i syd. Desuden findes græske og bulgarske minoriteter.

Religion: Religionsudøvelse blev atter tilladt i 1989 efter at være blevet forbudt i 1967. Oplysninger fra før 67 pegede på islam som den vigtigste religion (70%), ortodokse albanere (20%) og katolikker (10%).

Sprog: Albansk (officiel) og forskellige dialekter.

Politiske partier: Forfatningen af 30. april 1991 fastslår Albanien som et flerpartistat. Det eks-kommunistiske Socialistparti (PS) går i dag ind for en demokratisk socialisme og markedsøkonomi. Det liberalt demokratiske Demokratiske Parti (PDA) går ind for markedsøkonomi. Det socialdemokratiske Parti (PSD) går ind for gradvise reformer. Unionen for Menneskerettigheder. Det republikanske albanske Parti (PRA). Føderationen af albanske Kvinder, uafhængigt uden parlamentarisk repræsentation. Det økologiske Parti.

Sociale organisationer: Unionen af frie fagforeninger i Albanien (BSPSH) og KSSH er de vigtigste landsorganisationer.

Officielt navn: Republíka e Shqipërísé

Administrativ inddeling: 26 distrikter

Hovedstad: Tirana (Tiranë), 618.000 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Elbasan, 101.300 indb.; Durazzo (Durrës), 98.400 indb.; Shkoder (Scutari), 84.300 indb.; Valona (Vlorë), 81.000 indb. (2000)

Regering: Parlamentarisk republik. Ilir Meta er siden juli 2017 præsident. Edi Rama er siden september 2013 premierminister og regeringschef. Folkeforsamlingen er et et-kammers lovgivende organ med 140 medlemmer, der vælges hvert 4. år.

Nationaldag: 28. november. Årsdagen for uafhængighed fra ottomannerne (1912)

Væbnede styrker: 73.000 (22.400 rekrutter).

Paramilitære styrker: 16.000; Den internationale Sikkerhedsstyrke: 5.000; folkemilitsen: 3.500.

 

Albanerne regner sig selv som efterkommere af illyrerne. Et folk som i oldtiden holdt til på den vestlige del af Balkanhalvøen. Dette er imidlertid en opfattelse, som mange forskere udenfor Albanien ikke deler, og albanernes oprindelse kan ikke anses for klarlagt. Det albanske sprog står helt isoleret indenfor den indoeuropæiske sprogfamilie. Ud fra bl.a. sproglige og antropologiske kriterier inddeles albanerne i to grupper: Ghegere og toskere. Ghegerne (67 %) holder til i Nordalbanien og i Kosovaområdet i Jugoslavien (ca. ½ mill.). Toskerne bor syd for floden Shkumbi, og desuden bor der ca. 100.000 i Grækenland og ca. 100.000 i Italien (Sicilien, Calabrien). Ghegisk og toskisk er to adskildte dialekter. Men den vigtigste forskel mellem ghegerne og toskerne ligger i deres traditionelle erhverv og sociale organisation. Ghegerne bor spredt i utilgængelige bjergområder og har traditionelt ernæret sig ved kvægdrift. De har i århundreder levet isoleret fra omverdenen og har modtaget ringe indflydelse udefra. Tyrkerne formåede heller aldrig at få fuld kontrol over dette område. Ghegerne har indtil vor tid bevaret et primitivt patriarkalsk stammesystem. Overhovedet i hver stamme afgjorde tvister, arrangerede giftermål og idømte straf. Karakteristisk for ghegerne var blodhævnen, som endnu i dag ikke er helt udryddet. Endnu i 1920'erne skyldtes 20% af dødsfaldene blandt den mandlige del af befolkningen blodhævn. Toskerne derimod har større lighedstræk med de andre folk på Balkan. De bor i kompakte landsbyer, og har traditionelt ernæret sig ved landbrug. Denne del af landet var frem til 1945 domineret af osmannisk feudalisme, hvor godsejerne oftest var muslimer og landarbejderbefolkningen overvejende kristne. Toskerne har altid været mere tilgængelige for indflydelse udefra, og nye tanker og ideer er oftest trængt ind i Albanien gennem denne landsdel. Også i religiøs henseende har albanerne været opdelt i flere grupper. Den overvejende majoritet var muslimer (70%), der var opdelt i to grupper. Ghegerne i nord var ortodokse sunnimuslimer, mens toskerne i syd overvejende var bektashere. De kristne udgjorde 30%, af dem var 20 % græskortodokse toskere, og 10% var katolske ghegere omkring byen Shkodër.

1878-1912

Fra 1479 til 1912 var Albanien en del af det tyrkiske imperium. Det albanske folks nationale frihedskamp kom senere i gang end blandt noget andet folk indenfor den europæiske del af imperiet. Umiddelbart før Berlinerkongressen i 1878, der skulle fastlægge Tyrkiets europæiske grænser efter krigen med Rusland, dannede albanske nationalister et forbund, Prizren-ligaen - for bevaring af et samlet Albanien indenfor imperiet. Prizren-ligaen, som tyrkerne oprindelig havde betragtet som en støtte i kampen for opretholdelse af imperiets besiddelser i Europa, udviklede sig hurtigt til en organisation der i sig optog de albanske nationale strømninger. I 1881 opløste tyrkerne ligaen og arresterede dens ledere. Tre år efter genoptog den sin virksomhed fra Bukarest. I begyndelsen af dette århundrede udkom der en albansk anti-tyrkisk avis i Bruxelles, redigeret af Ismail Kemal Bey Vlora. Under 1. Balkankrig i 1912, da tyrkerne praktisk talt blev drevet ud af Europa, proklamerede Ismail Kemal Bey Vlora Albanien for uafhængigt.

1912-39

Med støtte overvejende fra Østrig-Ungarn trak en international kommission før 1. verdenskrig Albaniens grænser. Fredskonferencen i Versailles i 1919 vedtog, at Albanien skulle bevare sine grænser fra 1913. Dette betød, at Kosovoområdet ikke blev indlemmet i Albanien, men blev en del af Jugoslavien. Inkorporeringen af Kosovaområdet har siden været et konstant mål for albanske nationalister og en kilde til modsætninger mellem de to lande op til vore dage. De tidlige 20'ere var præget af stadig skiftende af regeringer og politisk uro. I 1925 blev Ahmet Bey Zogu med væbnet jugoslavisk støtte præsident. Tre år senere lod han sig udråbe til Zog 1. - albanernes konge.

Det altoverskyggende problem for Albanien helt fra befrielsen fra Tyrkiet har været, at landet ikke har udgjort en selvbærende økonomisk enhed. Albanien var i 1912 det mest tilbagestående land i Europa. Landbruget var baseret på naturaliehusholdning, og landet var i dårlige år ikke i stand til at brødføde sig selv. Handel mellem de forskellige landsdele eksisterede næsten ikke, og der fandtes ingen industri. Albanien var ude af stand til at akkumulere kapital, som kunne investeres og bidrage til økonomisk vækst. Derfor har Albanien i hele sin uafhængighedsperiode været tvunget til at vende sig mod en eller anden stormagt for at få økonomisk bistand til at udvikle landet.

Albanien prøvede at få økonomisk hjælp fra Folkeforbundet, men dette blev afslået. Efter at Zogu var blevet præsident i 1925, henvendte han sig til Italien for at få økonomisk bistand. Italien og Albanien indgik i årene der fulgte en række økonomiske aftaler. Dette resulterede i, at Italien allerede i slutningen af 20'erne dominerede Albanien både økonomisk og politisk, og Mussolini pressede på for at få politiske indrømmelser for sin økonomiske hjælp. Efter Italien havde afsluttet sine felttog i Etiopien og Spanien, blev Albanien i 1939 besat. Albanien blev gjort til en italiensk provins og til base for videre ekspansion mod Grækenland.

Kong Zog - der regerede som diktator i 1925-39 - havde gjort forsøg på at modernisere landet. Blodhævn og polygami blev forbudt. Mange albanere blev sendt til Vesteuropa for at studere, og undervisningssystemet blev forbedret. Den økonomiske fremgang der havde fundet sted, skyldtes italiensk hjælp. Italienerne byggede 1200 km veje og hundredvis af broer. Landbruget blev moderniseret. Men Italien bidrog i ringe grad til at udvikle en selvstændig albansk industri. Italien var først og fremmest interesseret i at udnytte de naturressourcer, som havde betydning for militærapparatet, f.eks. olieressourcerne. I 1938 udgjorde industriproduktionen kun 4,4 % af bruttonationalproduktet.

1939-44

Først i slutningen af 1942 kom der en effektiv væbnet modstandskamp i gang mod de italienske okkupanter, da det nydannede albanske kommunistparti (AKP, fra 1948 APA. Se Hoxha) dannede Den nationale befrielsesbevægelse, LNC (Levizja Nacional Clirimtare). Dette var overvejende en front der bestod af AKP og de ghegiske stammehøvdinge i nord. Men denne kommunistisk dominerede front var ikke bred nok til, at den kunne samle alle de nationale antifascistiske kræfter. En anden befrielsesbevægelse - Den nationale Union - BK (Balli Kombëtar), blev samtidig dannet med hovedbase blandt toskerne i syd. Den bestod af mere traditionelle borgerlige elementer og var klart antisovjetisk og pro-engelsk. BK gik i modsætning til LNC ind for, at Kosovaområdet som Italien havde tildelt Albanien, skulle beholdes efter krigen. Dette var et krav der gav BK betydelig tilslutning. Det kommunistisk dominerede LNC støttede ikke dette krav, primært pga. det tætte samarbejde med og afhængighed af det jugoslaviske kommunistparti, der ikke kunne acceptere nogen territoriale afståelser. Efter Italiens kapitulation i 1943 koncentrerede LNC sine angreb på BK, og var nær ved at sejre, da tyskerne samme år besatte landet. Tyskerne prøvede at neutralisere modstandsbevægelsen ved at garantere, at et uafhængigt Albanien skulle omfatte Kosovaområdet efter krigen. BK gik med på at danne regering, mens LNC fortsatte kampen mod både de tyske styrker og BK. I november 1944, da de sidste tyske styrker forlod landet, var enhver organiseret modstand mod LNC knust.

1944-48

AKP's absolutte magtstilling var et resultat af en selvstændig kamp mod italienske og tyske besættelsesstyrker og en borgerlig modstandsbevægelse. I den henseende stod de albanske og jugoslaviske kommunister efter krigen i en særstilling i Østeuropa. I kraft af partiets magtmonopol gik de resolut og hårdhændet i gang med at befæste deres ledende stilling på alle samfundsområder. Det bød ikke på uoverstigelige problemer. Klassestrukturen i det albanske samfund havde ikke gennemgået væsentlige forandringer i landets korte uafhængighetstid. Den altovervejende majoritet af befolkningen var bønder, som der hovedsageligt var analfabeter. Arbejderklassen var fåtallig og spredt og fandtes knyttet til mindre håndværksbedrifter og en større cementfabrik i Shkodër. Der var ingen industriarbejderklasse med egne organisationer og kamperfaringer. De tidligere indflydelsesrige godsejerne i syd blev sat ud af spillet ved landsforrædderopgøret og ved jordreformerne i 1945. Det lille intellektuelle mellemlag havde opnået en vis indflydelse i mellemkrigstiden og udgjorde nu over 75% af AKP's medlemmer.

De nye kommunistiske ledere stod i 1944 langt hen ad vejen overfor de samme problemer som Zog i tyverne. Krigen havde økonomisk sat landet flere årtier tilbage. Albanien klarede sig overvejende igennem 1945-46 i kraft af 27 mill. dollars fra United Nations Relief and Rehabilitation Administration. Men de albanske ledere var som Zog nødt til at bede om hjælp fra udlandet for at genrejse og udvikle landet. Det jugoslaviske kommunistpartis indflydelse i AKP var meget stærk som konsekvens af det nære samarbejde mellem de to partier under krigen. Der var intet tegn på, at dette samarbejde ikke skulle fortsætte. I 1946 indgik de to stater aftaler som indebar, at Albanien fik betydelig økonomisk hjælp fra Jugoslavien. Året efter blev det økonomiske og politiske samarbejde yderligere forstærket. Det blev vedtaget at oprette «Blandede selskaber», der skulle udnytte Albaniens olie- og mineralforekomster samt sætte jernbanebygning i gang. En jugoslavisk-albansk bank skulle oprettes, samt en toldunion og en udligning af de to landes valutaer. Disse «Blandede selskaber» var organiseret på samme måde som dem Sovjetunionen etablerede i samarbejde med de øvrige folkedemokratier - også med Jugoslavien. Der er ringe tvivl om, at Albanien havde store fordele af det økonomiske samarbejde med Jugoslavien. Fra Jugoslaviens side forudsatte dette samarbejde på længere sigt en mere eller mindre udtalt integrering af Albanien i Jugoslavien, og Jugoslavien anså sine investeringer i Albanien nærmest som investeringer i en fremtidig provins. Særligt på baggrund af planerne om en Balkanføderation, hvor også Bulgarien var tænkt at indgå. Dele af AKP reagerede stærkt på denne gradvise integrering af Albanien i Jugoslavien, og hele perioden 1944-48 var præget af hårde fraktionskampe i partiet (se Hoxha). De politiske modsætninger mellem Jugoslavien og USSR der efterhånden udviklede sig, gav den anti-jugoslaviske fløj i AKP større handlefrihed, og det endelige brud mellem Jugoslavien og USSR den 28. juni 1948 gav denne fløj frie hænder. Kun to dage efter bruddet opsagde Albanien, som det første Østeuropæiske land, alle sine politiske og økonomiske aftaler med Jugoslavien.

1948-60

Den pro-jugoslaviske fløj i AKP blev hurtigt fjernet. Albanien tog aktivt del i den groteske anti-jugoslaviske kampagne, som Kominformlandene satte i gang. Men Albanien var som før afhængig af hjælp udefra. Umiddelbart efter brudet var USSR villig til at give Albanien hjælp som kompensation for opsigelsen af det økonomiske samarbejde med Jugoslavien. Allerede i 1949 udgjorde lån og anden bistand fra USSR og de andre Kominformlande 38% af de albanske statsindtægter. Tusindvis af sovjetiske rådgivere strømmede til landet. Den sovjetiske hjælp bidrog stærkt til øget økonomisk vækst i begyndelsen af 50'erne. I perioden 1951-55 øgedes industriproduktionen 3 foldigt. I 1949 blev Albanien medlem af COMECON, og var i 1955 med til at oprette Warszawapagten. Frem til slutningen af 50'erne dominerede USSR Albanien på samme måde som de andre lande i Warszawapagten.

De første politiske modsætninger mellem Albanien og USSR dukkede op efter Krustjovs tilnærmelse til Jugoslavien i 1955, og efter det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres året efter, da afstaliniseringen tog fart i USSR og de andre folkedemokratier. Albanien var ikke særlig villig til at normalisere forholdet til Jugoslavien. De albanske ledere var på ingen måde rede til at rehabilitere ofrene for terroren efter bruddet med Jugoslavien, som Krustjov krævede, og tage del i afstaliniseringen. Men det var på det økonomiske plan, modsætningerne to år efter blev yderligere skærpet. I COMECON's langtidsplan for integrering af de østeuropæiske økonomier var Albanien blevet tildelt rollen som landbrugs- og råvareproducerende land. Albanien blev presset til at øge investeringerne i landbruget på bekostning af industrien, hvilket var i direkte modsætning til APA's industrialiseringsprogram. Samtidig med at afstanden til USSR øgedes, blev det tydeligere, at Albanien og Kina havde fælles holdninger omkring kritikken af den sovjetiske politik. Kina var også på den tid interesseret i at svække den sovjetiske indflydelse i Østeuropa og havde allerede fra 1954 givet Albanien økonomisk bistand.

1960-89

I 1960 kom det åbne brud med USSR. I forsommeren udtalte Krustjov til en græsk avis, at han ville drøfte mulighederne for kulturel selvbestemmelse og autonomi for den lille græske minoritet i Sydalbanien med Hoxha. Det gjaldt områderne omkring byerne Gjirokastër og Korcë, som Grækenland traditionelt har gjort krav på. Albanerne opfattede dette, som om USSR ville støtte en opdeling af landet. Senere på sommeren nægtede albanerne i Bukarest at deltage i den sovjetiske kritik af Kina. USSR tog hårde midler i anvendelse for at bevare sin indflydelse i Albanien. Den sovjetiske ambassade i Tirana støttede åbent oppositionen i APA mod Hoxha og deltog i forberedelserne til et væbnet kup mod partiledelsen. Aftalte kornleveranser blev holdt tilbage, og fødevaresituationen blev kritisk pga. stærk tørke. Kina reagerede ved for hård valuta at købe korn i Frankrig og leje skibe til transporten til Albanien. På den 81. kommunistiske verdenskonference i Moskva i november blev albanerne fordømt for deres antisovjetiske politik. I løbet af de efterfølgende måneder blev sovjetiske teknikere og andet personale der havde deltaget i den økonomiske opbygning af Albanien hjemkaldt. Kina overtog i 1961 efter USSR rollen som Albaniens primære økonomiske bistandsland, på samme måde som USSR havde overtaget efter Jugoslavien i 1948. Den kinesiske hjælp i perioden 1961-72 er anslået til over 500 mill. dollars. Men Kina havde ikke ressourcer nok til at yde den samme hjælp som USSR, og den albanske økonomi kunne i denne periode ikke opvise den samme årlige vækst som i perioden 1948-60. Det økonomiske, politiske og senere militære samarbejde blev stærkt udbygget i 1960'erne. Albanien delte de kinesiske synspunkter i alle de sager, der har splittet den verdenskommunistiske bevægelse. Albanien og Kina betragtede sig som bannerførerne for den sande marxisme-leninisme, der var blevet forrådt i USSR og de andre østeuropæiske lande.

Efter kulturrevolutionens mønster i Kina blev der i Albanien igangsat tilsvarende kampagner i 1966-67. Hovedmålet med disse kampagner var at forandre bureaukratiet, religionen og kvindernes undertrykte stilling. Folk i administrationen blev tvunget til at arbejde manuelt en vis tid af året. Tusindvis af kirker og moskeer blev lukket. Albanien blev erklæret for den første ateistiske stat i verdenshistorien. Selv om kvindernes stilling blev viet stor opmærksomhed i dette tilbagestående, patriarkalske samfund, blev kvindernes stilling i det albanske samfund ikke grundlæggende ændret efter 2. verdenskrig, selv om de blev trukket ind på arbejdsmarkedet.

Frem til befrielsen fra den fascistiske besættelse i 1944 levede 85% af befolkningen på landet og 53% af dem rådede end ikke over deres egen køkkenhave. I 1967 påbegyndte regeringen kollektiviseringen af jorden, og i 1977 blev det officielt proklameret, at Albanien var selvforsynende med hvede. Ifølge officielle oplysninger øgedes industriproduktionen mellem 1939 og 92 125 gange, produktionen af bygningsmaterialer med 262 gange og elektricitetsforbruget med 322 gange.

Albanien tog sammen med Kina skarpt afstand fra den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1968. Bresjnevdoktrinen og følelsen af at stå overfor en fælles fjende førte endvidere til en vis forbedring af forholdet mellem Jugoslavien og Albanien. Det «ubrydelige internationalistiske venskab» mellem Albanien og Kina var baseret på en fælles opfattelse af hovedmodsætningerne i verden. Begge anså USSR og USA for at være verdens folks hovedfjender, og kampen måtte derfor i lige stort omfang rettes mod begge de to supermagter. Denne analyse var fremherskende i Kina indtil Lin Piaos fald i 1971. Efter den tid revurderede Kina sin analyse, og kom til at betragte USSR som den mest aggressive supermagt, mens USA var en supermagt i tilbagegang. På denne baggrund normaliserede og udbyggede Kina derfor forbindelserne med USA. Denne nyorientering var Albanien ikke villig til at acceptere og begyndte derfor efter 1971 forsigtigt at kritisere Kina.

I 1975 afslog Albanien som eneste land i Europa at deltage i Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, netop fordi denne konference blev anset som et forsøg fra supermagternes side på at befæste deres positioner i denne del af verden. Efter Maos død og udrensningen af venstrefløjen i KKP's ledelse, tog Albanien åbent afstand fra Kinas nye analyse af hovedmodsætningerne i verden. Titos besøg i Peking (sept. 1977) og oprettelsen af venskabelige forbindelser mellem Jugoslavien og Kina bidrog til en yderligere forværring af forholdet mellem de to stater.

1989-92

Da Enver Hoxha døde i april 1985 blev hans post som statschef overtaget af Ramiz Alia. I 1989 påbegyndte denne en omstrukturering for at korrigere nogle træk ved økonomien og for at bryde sit lands internationale isolation.

De følgende 2 år blev denne proces accelereret. Hindringerne ved grænsen for udviklingen af turismen blev fjernet og Alias regering indledte drøftelser mhp. at genetablere forbindelserne til USSR og USA. Religionsfriheden blev genindført. Antallet af forbrydelser der gav dødsstraf blev reduceret fra 34 til 11 - den var allerede ophævet helt for kvinder - og de civile rettigheder blev udvidet. Af andre åbninger bør nævnes: Ret til privat ejendom, åbning overfor udenlandske investeringer samt valg af industriernes direktører af arbejderne ved hemmelige valg. I februar 1990 blev der for anden gang dekreteret amnesti for politiske og almindelige fanger. I november annoncerede Alia endvidere en revision af forfatningen, der havde været i kraft siden 1976, og i december blev uafhængige politiske partiers virksomhed tilladt.

Samme måned annonceredes afholdelsen af frie valg i Albanien efter 46 års kommunistisk hegemoni. Valget var oprindelig planlagt til afholdelse i februar 1991, men blev udsat til 31. marts pga. den ustabilitet der var opstået med tusinder af albaneres tumultagtige flugt til Italien. Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister.

I hovedstaden Tirana led Ramiz Alia et sviende nederlag da 18 af de 19 kommunalbestyrelsespladser gik til den indtil da ukendte ingeniør Franko Karogi fra det Demokratiske Parti (PD). Trods dette opnåede kommunisterne alligevel 156 af de 250 pladser i parlamentet mod 67 til det socialdemokratiske PD. Resten af pladserne gik til småpartier og valgdeltagelsen nåede op på 95%. Fra sit eksil i Paris hævdede ekskongen Leka I, at der var tale om massiv valgsvindel og oppositionslederen Gramoz Pashko hævdede, at resultatet viste valgets mangel på legitimitet.

1992-97

I maj 1991 indledte 300.000 en strejke med krav om den kommunistiske regerings afgang og 50% stigning i lønningerne. Premierminister Fatos Nano opløste regeringen for at søge en alliance med oppositionspartierne, hvilket udløste voldsom kritik fra de ortodokse kommunisters side mod partiets ledelse og præsident Alia. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud. Socialistpartiet kunne ikke længere holde krisen tilbage. Med økonomien i sammenbrud vandt PD med 65,5% en knusende sejr over Socialistpartiets 22,6% ved parlamentsvalget i marts 1992. Til gengæld faldt valgdeltagelsen til 20%. Den 4. april 1992 efterfulgte PD's leder, Sali Berisha, Ramiz Alia som præsident i Albanien. Han vandt 96 pladser mod socialisternes 35 i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Berisha blev Albaniens første ikke-marxistiske præsident efter 2. verdenskrig.

Midt i 1993 begyndte retssagerne mod det tidligere styres vigtigste figurer: Naxhmija Hoxha, enke efter landets historiske kommunistiske leder, Enver Hoxha; Ekspræsident Ramiz Alia den tidligere premierminister Fatos Nano, blev sammen med andre idømt fængselsstraffe for uretmæssig omgang med offentlige midler.

Gennem 1994-95 blev der gennemført love omkring privat ejendomsret, der berørte både nationale og udenlandske investeringer. På det udenrigspolitiske plan blev landet optaget som det 36. medlem af Europarådet og der blev gjort fremskridt i normaliseringen af forholdet til nabolandene.

Gennem hele 1995 og -96 rapporterede flere massemedier, at de var blevet udsat for censur og intimidation og forholdet mellem de politiske partier var fortsat meget spændt. Den såkaldte «Efterprøvelseslov» gav regeringen ret til at gribe ind ifbm. besættelsen af visse offentlige stillinger, på basis af oplysninger fra Sigurimi - det tidligere kommunistiske styres hemmelige politi. Loven om «Kommunistiske forbrydelser og folkedrab» forhindrer de tidligere kommunistiske ledere i frem til år 2002 at søge offentlige stillinger, og en ny valglov hindrer dannelsen af koalitioner mellem de mindre politiske partier.

Den 26. maj 1996 blev der gennemført et parlamentsvalg, hvor størstedelen af oppositionen blev hindret i at deltage. PD fik 122 ud af 150 pladser i parlamentet. På selve valgdagen trak Socialistpartiet, Den demokratiske Alliance (centrum-højre), Socialdemokratiet og Menneskerettighedspartiet sig fra at deltage. Socialistpartiet beskyldte regeringen for at kontrollere valget gennem anvendelsen af politiet og bander og krævede valget annulleret. Samtidig beskyldte præsident Berisha socialisterne for at organisere terroristgrupper. Observatører udsendt fra Washington bekræftede eksistensen af presion fra regeringens side.

De følgende måneder blev valgets legitimitet draget i tvivl af både USA og flere europæiske lande, der var interesseret i at investere i Albanien. Som svar på en anbefaling fra Europarådet blev der nedsat en ad-hoc kommission til undersøgelse af uregelmæssigheder og især overgreb mod oppositionens ledere.

1997-

Sammenbruddet i en række investeringsfonde - de såkaldte pyramidespil - i slutningen af januar 1997 satte en politisk og social kædeproces i gang. En ud af seks albanere var på gaden og i de vigtigste byer - herunder hovedstaden Tirana - udbrød der væbnet oprør. Oprøret opløste de-facto den albanske stat. Militærforlægninger og politistationer blev angrebet og i mange tilfælde sluttede politi og soldater sig til oprørene. Resultatet var, at 80% af landets våben faldt i civile hænder og de væbnede sammenstød efterlod 1.500 døde. Berisha blev tvunget til at fremskynde parlamentsvalget til juni samme år. Det blev vundet af socialistpartiet ledet af Fatos Nano.

Berisha trådte tilbage i juli og regeringsmagten blev lagt i Nanos hænder som premierminister. I september besluttede PD's Nationalråd ledet af Berisha at forlade parlamentet efter det var kommet til et skænderi med en socialistisk deputeret. Ved udgangen af året havde Nano-regeringen atter kontrol over landet og havde formået at reducere inflationen. Den socialistiske regering lovede at gennemføre et reformprogram, der bl.a. rummede revitalisering af det økonomiske liv gennem en privatiseringsplan. I marts 1998 hyldede IMF Nano regeringen for dens arbejde og lovede over en treårig periode at ville give økonomisk støtte til landets økonomiske reformer. Men kort tid senere tvang et internt opgør i socialistpartiet premierministeren til at trække sig tilbage i september. Regeringsmagten blev overdraget til Pandeli Majko, der i 1999 måtte overdrage den til Ilir Meta, der også er fra socialistpartiet.

I lyset af den stadig voldsommere borgerkrig i Jugoslavien begyndte Albanien at opfordre NATO at gribe ind til beskyttelse af Kosova-albanerne. Den lokale mafia i Albanien forsynede allerede Kosovas befrielseshær med våben. Da NATO endelig indledte sine angreb på Jugoslavien i foråret 1999, måtte Albanien samtidig tage imod titusindvis af albanske flygtninge og fungere som base for NATO's tropper.

Selvom socialistpartiet atter vandt parlamentsvalget i 2001 på en politik for integration i Europa løsning på landets energikrise, så paralyserede nye interne konflikter, som Nano karakteriserede som korrupt og inkompetent. Både politisk og økonomisk var landet paralyseret, og energikrisen blev yderligere forstærket af en særlig streng vinter. Regeringen havde mangel på valuta til import og indskrænkede sig derfor til at erklære landet i undtagelsestilstand. I nogle områder var strømmen afbrudt i op til 20 timer dagligt.

I februar 2002 besluttede Meta sig for at trække sig som premierminister. Han blev erstattet på posten af Pandeli Majko.

Efter ny politisk uro overtog Fatos Nano i august 2002 for tredje gang posten som regeringsleder og formand for socialistpartiet. Samme måned vendte den selverklærede tronfølger, Leka Zogu, søn af tidligere kong Ahmed Zogu tilbage til Albanien efter 63 år i eksil.

Der en eksisterer en «våbenkultur» i Albanien. Der er fortsat flere hundrede tusinde våben i omløb, der blev erobret fra politiet i 1997, og enhver albaner har adgang til at anskaffe sig en russisk pistol, en kinesisk maskinpistol eller jord til luft raketter. Mange af disse våben sælges videre til andre lande rundt omkring i verden.

Albanien erklærede i marts 2003 at råde over kemiske våben indenfor Konventionen om kemiske Våben. En måned senere blev 110 af de 151 lande der har ratificeret konventionen enige om at skærpe traktaten om ikke-spredning. Albanien gik selv i gang med at destruere sine kemiske våben, omend Organisationen til forbud mod Kemiske Våben ikke havde oplysninger om hverken antallet af eller karakteren af de albanske kemiske våben.

Ligeledes i 2003 tog EU og Albanien de første skridt ad den vej der skal føre til albansk optagelse i Unionen.

I januar 2004 døde mindst 20 albanere ombord på et skib, der forsøgte at nå den italienske kyst. Der var tale om illegal menneskesmugling. Iflg. den italienske kystvagt der deltog i redningsarbejdet var der 11 overlevende, hvis tilstand dog var kritisk. Albansk politi indledte en efterforskning der førte til arrestation af mindst to personer. En af de anklagede - der samtidig førte skibet - var søn af en lokal embedsmand i den nordlige by Shkoder. Smuglingen af mennesker fra Albanien til Italien er de seneste år rykket ned på andenpladsen efter indsmuglingen fra Afrika. Det sidste store skibsforlis fandt sted i maj 2000, da 15 albanere døde efter deres båd var stødt sammen med en båd fra det italienske politi.

Premierministrene fra Albanien, Bulgarien og Makedonien undertegnede i december en aftale om bygningen af olieledning tværs over Balkan. Den skal dagligt transportere 750.000 tønder olie. Rørledningen skal løbe 900 km fra den bulgarske sortehavsby Burgas til Viore på den albanske adriaterhavskyst. Projektet var oprindeligt blevet udarbejdet i 1994, men var udsat pga. tvivl om, hvorvidt der var tilstrækkelig efterspørgsel. Ansvaret for byggeriet ligger i Albanian Macedonian Bulgarian Oil Corporation (AMBO), der er registreret i USA. Fatos Nano erklærede, at der var tale om et af de vigtigste infrastrukturprojekter i regionen.

Oppositionspartiet DP under ledelse af Sali Berisha vandt parlamentsvalget i juli 2005. Partiet fik 55 pladser mod Nanos 41. DP fik opgaven at danne ny regering, men eftersom partiet ikke rådede over en majoritet blandt parlamentets 140 pladser, måtte det støtte sig til andre partier. Stemmeprocenten ved valget nåede op på 56%. Iflg. internationale observatører levede valget kun delvist op til internationale standarder, eftersom der var mange problemer og klager gennem hele processen.

I et forsøg på at få bugt med landets alvorlige energikrise indgik Berisha i april 2006 en aftale med et multinationalt konsortium bestående af schweizisk, italiensk og nordamerikansk kapital om bygningen af anlæg i Albaniens sydlige del til produktion af gas og el. Iflg. aftalen skal konsortiet inden 2009 bygge et elkraftværk med en kapacitet på 1.200MW og et anlæg der årligt skal kunne levere 10 mia. m³ gas. 80% af produktionen skal eksporteres til Europa gennem en undersøisk gasledning mellem Albanien og Italien.

USA's præsident George W. Bush besøgte i juni 2007 Albanien og udtalte sig kategorisk som tilhænger af Kosovas selvstændighed.

Efter 4 afstemninger i parlamentet lykkedes det i juli 2007 Bamir Topi fra det Demokratiske Parti at blive valgt til præsident. Først i den 4. og sidste afstemning lykkedes det ham at få de nødvendige 84 stemmer.

I marts 2008 sprang en våbenaffaldsplads i luften i landsbyen Gërdec nær Tirana og dræbte 26. Katastrofen blev en national skandale og tvang forsvarsministeren til at træde tilbage. Der var en lang række uregelmæssigheder omkring affaldspladsen hvor et albansk firma demonterede aldrende albanske våben og sprængstoffer og solgte dem som affald.

Valget i juni 2009 gav en betydelig tilbagegang for Sali Barishas demokratiske parti, der officielt fik 40,18% af stemmerne, mens det største oppositionsparti, Socialistpartiet fik 40,85%. Regeringsalliancen fik ialt 46,92%, mens oppositionens alliance måtte nøjes med 45,34%. Berisha kunne alene fortsætte på premierministerposten ved at indgå en alliance med et af oppositionens små socialistpartier. Der var rapporter om udbredt valgsvindel. Landet blev samme år optaget i NATO, men pga. den politiske ustabilitet afviste EU de følgende år at optage Albanien som kandidatland.

Albaniens økonomi klarede sig godt under den globale økonomiske krise, der brød ud i 2008. I 2009 voksede økonomien med 6%.

I januar 2011 offentliggjordes en video der viste vicepremierministeren indgå en aftale om korruption med økonoministeren. Den 21. januar gennemførte oppositionen derfor en stor demonstration i Tirana med omkring 200.000 deltagere under parolen om at vicepremierministeren skulle træde tilbage. Det kom til sammenstød med sikkerhedsstyrkerne og 4 demonstranter blev dræbt. Igen den 28. januar og 4. februar blev der gennemført nye demonstrationer vendt mod regeringen.

Bujar Nishani vandt i juni 2012 præsidentvalget. Parlamentet måtte gennem 3 valgrunder før Nishani blev valgt i den 4. Nishani blev valgt med 73 stemmer mod 67. Han var medlem af det regerende konservative Demokratiske Parti, som han måtte melde sig ud af for at tiltræde præsidentposten. Iflg. forfatninger må præsidenten ikke repræsentere et politisk parti.

Parlamentsvalget i juni 2013 var et sviende nederlag for Sali Berishas konservative koalition, der gik tilbage fra 46,9% af stemmerne til 39,4%. Den socialdemokratiske koalition gik til gengæld frem fra 45,3% til 57,6% og socialistpartiets formand Edi Rama blev ny premierminister og indsat i september. Socialistpartiet selv fik 41,4% af stemmerne.

En måned efter sin indsættelse gennemførte Rama en omfattende restrukturering af politiet, for at få bugt med den hastigt stigende kriminalitet. Alle politichefer i landets 12 administrative regioner blev skiftet ud.

EU Kommissionen afgav i oktober sin årlige rapport om potentielle nye medlemsstater og fremholdt her Albaniens dygtige afholdelse af parlamentsvalget i juni. Kommissionen anbefalede derefter, at landet kunne få «kandidatstatus». Flere stater - deriblandt Danmark og Nederlandene - var imidlertid imod, så beslutningen blev udskudt. I juni 2014 blev det så besluttet at acceptere Albanien som kanidatmedlem.

Under det periodiske eftersyn af menneskerettighedssituationen i landet gennemført af FN's Menneskerettighedsråd i september 2014 accepterede Albanien at skrive den internationale konvention mod forsvindinger ind i sin lovgivning og accepterede samtidig at tage tiltag til at reducere diskriminationen mod romaer og det egyptiske minoritetssamfund i landet. Albanien havde en lan tradition for diskrimination af specielt romaerne.

Ytringsfriheden var under stærkt pres pga. selvcensur i medierne og trusler fra regeringen mod medier og journalister. I juni måtte journalisten Aurora Koromani have politibeskyttelse efter hun havde skrevet om IS' rekruttering af frivillige i landet. Flere andre journalister søgte asyl i EU og Norge, fordi myndighederne ikke var i stand til at beskytte dem.

Mange romaer, egyptiske indvandrere og unge var ikke i stand til at oppebære en indkomst, der gav dem adgang til socialt boligbyggeri. Samtidig fik mange romaer ikke legaliseret deres boliger på basis af den nye boliglov fra 2014, der gav myndighederne mulighed for at jævne «ulovligt boligbyggeri» med jorden. I juli 2015 fik 70 roma familier konfiskeret deres jord og fjernet deres huse forud for nyt vejbyggeri i Tirana.

En parlamentskommission offentliggjorde i juni 2015 en rapport, der dokumenterede udbredt korruption i politi og retsvæsen. Men korruptionen er ligeledes meget udbredt blandt politikere. Bl.a. var der vedholdende rapporter om at premierminister Edi Rama havde modtaget 2 mio. US$ i bestikkelse. I november krævede EU Kommissionen at Albanien tog seriøse skridt til at beskytte menneskerettighederne, gennemførte reformer af retsvæsenet og bekæmpede korruption og organiseret kriminalitet, før der kunne indledes optagelsesforhandlinger. I december demonstrerede 50.000 i Tirana mod korruptionen i regeringen og den tiltagende fattigdom.

Højrefløjen gennemførte i februar-maj protester mod regeringen. Den hævdede, at regeringsmedlemmer var involveret i den stadig mere omfattende produktion og handel med Canabis, krævede flere regeringsmedlemmers afgang og indførelsen af et elektronisk valgsystem til parlamentsvalget i juni. I marts trådte indenrigsminister Saimir Tahiri og 3 andre ministre tilbage pga. den tiltagende politiske spænding. Krisen blev først løst i maj, efter at oppositionen fik en nyoprettet post som vice-premierminister og 6 ministerposter i den siddende regering, samt indførelsen af et elektronisk vælgerregistreringssystem.

Parlamentet valgte i april 2017 Ilir Meta til præsident med 87 ud af 140 stemmer. Oppositionen boykottede afstemningen.

Parlamentsvalget i juni blev vundet af det regerende socialdemokrati, der gik 9 pladser frem til 74, mens det højreorienterede Demokratiske parti gik 7 pladser tilbage til 43. Lederen af socialdemokratiet, Edi Rama dannede derefter regering med sig selv som premierminister. En vigtig årsag til den socialdemokratiske valgsejr var regeringens økonomiske politik de foregående år, der havde øget den økonomiske vækst fra 0,5% i 2013 til 3,5% i 2016. Regeringen havde endvidere indledt en normalisering af forholdet til Serbien. Premierministeren besøgte i 2014 Beograd, det første albanske statsbesøg i 70 år.

Landet siden 2015 knyttet stadig tættere forbindelser til Tyrkiet og dets diktator Erdogan. Premierminister Rama deltog i 2016 i Erdogans datters bryllup og i 2018 ved genindsættelsen af Erdogan som præsident. Han har betegnet Erdogan som en «bror og strategisk allieret». På Tyrkiets anmodning har han derfor også lukket skoler knyttet til Gülen bevægelsen og karakteriseret den som en terrororganisation. Landet er afhængig af den økonomiske støtte fra Tyrkiet, men fjerner sig dermed tilsvarende fra EU, der ikke ser med blide øjne på forbindelsen til diktaturet i Ankara.

I oktober 2019 undertegnede Albanien sammen med Serbien og FYROM en aftale om fri bevægelse for arbejdskraft, kapital og varer mellem de tre lande.

Landet blev 26. november 2019 ramt af et jordskælv med styrken 6,4 på Richter skalaen. Epicentret var 16km vest-sydvest for Mamurras. Skælvet forårsagede betydelige ødelæggelser, kostede 50 livet og 3000 sårede. Det var det alvorligste skælv i landet i 40 år.

I december fremsatte regeringen forslag om ændringer i medielovgivningen. Online medier skulle fremover lade sig registrere, og et kontrolorgan tilknyttet parlamentet skulle kunne idømme medier og journalister bøder eller helt lukke dem. Regeringen argumenterede for ændringerne med henvisning til ønsket om at hindre «bagvaskelse», men oppositionen, EU og OSCE udtrykte bekymring ved udsigten til indskrænkelse af ytringsfriheden.

I marts 2020 rapporteredes det første tilfælde af COVID-19 i landet. Regeringen erklærede derefter landet i undtagelsestilstand for at bremse spredningen. Denne tilstand fortsatte frem til juni. Der var da registreret 5.000 tilfælde og 150 døde.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 10/1 2021

Læst af: 145.787