Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Sinn Féin

Sinn Féin (irsk: «vi, selv» - i betydningen, at stole på egne kræfter), (1905-, fra 1970 også «Provisoriske» Sinn Féin): irsk republikansk socialistisk parti, der søger at opnå britisk tilbagetrækning fra Nordirland og national selvbestemmelse, samt arbejder for en radikal samfundsforandring i hele Irland.

Sinn Féin er et politisk parti der stiller op til valg i hele Irland. Det har især sin basis i arbejderklassen såvel i Nord (her i den irsk-nationalistiske del af arbejderklassen) som i det sydlige Irland. Begge steder har det traditionelt haft en omfattende støtte blandt arbejdsløse og udstødte. Desuden har det en bredere og mere omfattende tilslutning i de irske grevskaber på begge sider af «grænsen» mellem Nord og Syd.

Sinn Féin's president (leder) er Gerry Adams.

Partiet har i år 2008: 5 pladser i Westminster (det britiske parlament), , hvor det ikke indtager sine pladser («abstentionism» – se nedenfor): Gerry Adams, Martin McGuinness, Michelle Gildernew Pat Doherty, Conor Murphy. Det har: 4  pladser i Dáil Éireann (parlamentet i Republikken Irland): Caoimghín Ó Caoiláin Aengus Ó Snodaigh, Arthur Morgan, Martin Ferris, samt en senator: Pearse Doherty. Det har 28 pladser (ud af 108)  i Assembly, den nordirske parlamentariske forsamling.

I Nordirland har Sinn Féin vice-premierminister posten v. Martin McGuinness samt  3  ministerposter i  Executive (lokalregeringen): Michelle Gildernew (landbrugsminister), Conor Murphy (minister for regional udvikling), Caitríona Ruane (undervisningsminister).

Desuden har partiet 126 medlemmer af nordirske byråd og distriktsråd, samt 126  i det sydlige Irland.  I 2002 fik Alex Maskey, medlem af Belfasts byråd for Sinn Féin, borgmesterposten i Belfast. I 2008 har Tom Hartley, et andet Sinn Féin medlem af byrådet, fået borgmesterposten.

Herudover har Sinn Féin 2 pladser i Europa-parlamentet:  Mary Lou McDonald, valgt i Dublin, og Bairbre de Brún, valgt i Nordirland. Sinn Féin er med i GUE/NGL (venstrepartigruppen) i Europa-parlamentet. 

Baggrund

Sinn Féin har sin oprindelse i folkelige bestræbelser på at genskabe irsk/gælisk kultur i Irland omkring 1900 og blev i 1905 oprettet som et nationalistisk og separatistisk parti. Sinn Féin var dengang ikke republikansk, men ønskede et britisk-irsk dobbeltmonarki.

Sinn Féin var indtil Påske-oprøret i 1916 (se IRA) et ubetydeligt parti. Men med den grusomme britiske nedkæmpning af oprøret skabtes der i Irland grobund for en voksende folkelig tilslutning til irsk separatisme og republikanisme. Selv om Sinn Féin ikke havde været med i oprøret, blev dette også tilskrevet Sinn Féin, og partiet voksede i styrke, indtil det ved valget til det britiske parlament i december 1918 opnåede knap 3/4 af de irske pladser i parlamentet. Næsten halvdelen af de nye Sinn Féin parlamentsmedlemmer sad på dette tidspunkt fængslet. For ikke at anerkende det britiske parlament nægtede Sinn Féin at indtage sine pladser («abstentionism») og valgte i trods mod det britiske styre at proklamere den Irske Republik og oprettede et irsk parlament, Dáil Éireann, i Dublin og en regering under ledelse af Eamonn de Valera.

Gennem infiltration af Irish Voluteers (se IRA) og Sinn Féin havde Irish Republican Brotherhood (IRB - et militant, revolutionært hemmeligt broderskab) knyttet disse tættere til hinanden. I 1917 tilsluttede Sinn Féin sig den militante republikanisme, og i 1919 blev IRA den selv-proklamerede republiks nye hær.

I løbet af 1919 opbyggedes gradvist en republikansk dobbeltmagtstruktur i størstedelen af Irland, til trods for at det nye parlament blev erklæret ulovligt af det britiske styre. En stadig blodigere Uafhængighedskrig (1919-21) fulgte. Da der i 1921 blev indgået en fredsaftale - Anglo-Irish Treaty - mellem Sinn Féins forhandlere og den britiske regering, måtte republikanerne acceptere en forudgående midlertidig britisk deling af Irland ved lov (Government of Ireland Act, 1920) (se Nordirland). Til gengæld opnåede de selvstændighed for de sydlige 26 grevskaber, men indenfor det britiske Commonwealth. Et flertal i det irske parlament godkendte denne britisk-irske traktat, men et flertal i Sinn Féin afviste den og beholdt partiets navn efter en splittelse. En borgerkrig fulgte mellem tilhængere og modstandere af traktaten, der blev afsluttet i 1923 med IRA's nederlag.

Sinn Féin fortsatte med at eksistere og fremførte som politik en militant nationalisme og en progressiv social omfordelingspolitik. Partiet har til tider stillet op til valg, i visse tilfælde med stor succes, men fastholdt «abstentionism» som et princip (indskrevet i Sinn Féin's grundlag) ift. parlamenterne i Westminster, Stormont (Nordirland) og Dublin.

Politiske modsætninger medførte i 1920'erne et brud i alliancen mellem Sinn Féin og IRA. Den blev først genetableret i den republikanske bevægelse (som også består af andre organisationer end Sinn Féin og IRA) i 1949. Men frem til genopbygningen af Sinn Féin som politisk parti i starten af 1980'erne, fungerede Sinn Féin næsten udelukkende som støtteparti for IRA.

Der var kun få republikanere tilbage efter IRA's væbnede kampagne 1956-62, som for de fleste vedkommende valgte at koncentrere sig om politiske diskussioner og aktivitet, bl.a. i Republican Clubs i Nordirland, hvor Sinn Féin var forbudt. Men der var uenighed om denne prioritering. Republikanerne lod sig stærkt påvirke af et samarbejde med irske kommunister i Wolfe Tone Society (WFT - oprettet i 1963) med bl.a. irske kommunister og bevægede sig igen politisk til venstre. Nogle kommunister gik ind i Sinn Féin. WFT var i 1967 med til at oprette borgerretsorganisation Northern Ireland Civil Rights Association, NICRA, hvis sigte det var med fredelige midler at arbejde for reformer og demokratiske rettigheder i Nordirland.

Den nordirske borgerretsbevægelse voksede i slutningen af 1960'erne til en massebevægelse, der efterhånden fik opbakning blandt hele den katolske befolkningsgruppe i Nordirland. Med den unionistiske lokalregerings og protestantiske ekstremisters voldelige reaktioner mod bevægelsen og dens krav fulgte en skærpelse af modsætningerne og voldelige sammenstød mellem befolkningsgrupperne - men også en voksende politisk radikalisering af borgerretsbevægelsen. Dette skabte modsætninger i såvel borgerretsbevægelsen som blandt republikanerne. Specielt var der utilfredshed med IRA's manglende evne til at forsvare de katolske ghettoer i Belfast under de protestantisk/unionistiske angreb på de katolske ghettoer i august 1969. Dette førte, efter en splittelse på IRA's kongres i december 1969, til en endelig splittelse på Sinn Féin's Árd Fheis (kongres) i Dublin i januar 1970 (se også IRA). Den republikanske bevægelse blev splittet i en «officiel» (flertallet) og en «provisorisk» fløj (også kaldet «the Provos»).

Årsagen til splittelsen var officielt et forslag stillet af den republikanske ledelse om helt at opgive princippet om «abstentionism». Men reelt var det spørgsmålet om væbnet forsvar i Nord, der var det centrale. Dette kom på tværs af den republikanske ledelses ønske om at fastholde og udvikle reformstrategien også på det parlamentariske plan, som man mente kunne forene den protestantiske og katolske arbejderklasse. De langsigtede politiske mål med perspektivet om en britisk tilbagetrækning - og en evt. væbnet kamp - havde den udskudt til en senere fase i sin strategi.

Men efter august 1969 var borgerretsbevægelsen i opløsning og bevægelsens unge mere radikale kræfter troede ikke længere på reform af den unionistiske stat i Nordirland. Det gjorde de fleste unge republikanere heller ikke, og her havde de et vist sammenfald af synspunkter med de gamle traditionalistiske, militante republikanere, der afviste reformstrategien af helt andre årsager. De var imod den kommunistiske indflydelse i den republikansk bevægelse. Men de ønskede også at genrejse det nationale spørgsmål og mente, at situationen krævede, at IRA igen udviklede den væbnede kamp. Som sådan var den nye «provisoriske» republikanske bevægelse langt fra nogen politisk afklaret størrelse, men meget forskelligartede grupper bragt sammen af ydre omstændigheder og nødvendighed.

Med den skærpede undertrykkelse fulgte i starten af 1970'erne en massiv tilslutning til det «provisoriske» IRA i Nordirland. Dette var også udtryk for et politisk skift: på grund af det britiske styres understøttelse af det unionistiske lokalstyre, så den katolske befolkningsgruppe det i stigende grad som den egentlige årsag til problemerne. Ikke mindst tilstedeværelsen af den stadig mere undertrykkende britiske hær var med til at styrke irsk-nationalistiske og mere radikale anti-imperialistiske holdninger i den katolske befolkningsgruppe, som de fandt politisk genklang til i den «provisoriske» republikanske bevægelse, der ønskede et opgør med det britiske herredømme.

Det «provisoriske» Sinn Féin fremførte en diffus «socialisme» og som perspektiv en føderalistisk «Éire Nua»-politik, hvor magten i et fremtidigt forenet Irland skulle lægges ud til føderale parlamenter i provinserne. Man lagde mere vægt på politik, end republikanerne traditionelt havde gjort. Men den blev ikke udmøntet i politiske aktiviteter. Med eskaleringen af den voldelige kampagne mod den britiske hær i starten af 70'erne blev den væbnede kamp omdrejningspunktet, og op igennem 70'erne var Sinn Féin's hovedopgave at være støttegruppe for IRA. Efter Sinn Féin's legalisering i Nord i 1974, begyndte partiet under en længere IRA våbenhvile i 1975 at spille en mere aktiv rolle.

Ved splittelsen i 1970 orienterede den «officielle» republikanske bevægelse sig åbent som marxistisk og socialistisk. Men eskaleringen af volden i Nord var reelt et politisk nederlag for dens reformstrategi, der udstillede svaghederne i en politik, som ikke stemte overens med den politiske virkelighed. Til dels tvunget af de ydre omstændigheder lod det «officielle» IRA (OIRA) sig i 1970-72 - ligesom det «provisoriske» IRA - i stadigt stigende omfang involvere i en paramilitær væbnet kampagne. Bevægelsens politiske hovedaktivitet i Nord i denne periode og senere var sammen med irske kommunister at videreføre den svækkede borgerretsorganisation NICRA.

Men efter officielt at have nedlagt våbnene i 1972 - som følge af den britiske ophævelse af det unionistiske lokalstyre i Stormont - koncentrerede de sig om at udvikle det «officielle» Sinn Féin, der i 1977 blev til Sinn Féin - the Worker's Party og i 1982 The Workers' Party.

Politikudviklingen kom imidlertid til at bære præg af republikanernes manglende erfaringer, hvad dette angår, i de forudgående årtiers manglende prioritering af politik. Et ønske om at føre «ægte» arbejderpolitik og forene den protestantiske og katolske arbejderklasse i Nord som det «rigtige» udgangspunkt for en efterfølgende genforening af Irland førte til en stadig mere uigennemtænkt reformisme, hvor man tog først hensyn til, og dernæst udgangspunkt i den protestantiske arbejderklasses unionistiske synspunkter. Denne politikudvikling førte til afskalninger. Den alvorligste og blodigste var udsplitningen i 1974/75 af en gruppe yngre marxister, som oprettede IRSP og INLA (se Nordirland). Politikudviklingen førte også til modsætninger til de kommunistiske samarbejdspartnere, der (ligesom IRSP/INLA) ønskede at fastholde den anti-imperialistiske linie ift. det irske nationale spørgsmål.

I 1992 splittedes partiet igen som følge af skandaler omkring det «officielle» IRA's fortsatte virke. Democratic Left blev dannet, som senere sluttede sig sammen med det højresocialdemokratiske irske Labour parti.

I den «provisoriske» republikanske bevægelse foregik den politiske udvikling omvendt: Den omfattende tilslutning til det «provisoriske» IRA (PIRA) af unge katolikker fra de nordirske arbejderghettoer drev i løbet af 1970'erne bevægelsen til venstre. Specielt efter løsladelsen af de mange unge republikanere, der havde siddet interneret eller fængslet i første halvdel af 1970'erne (se også Gerry Adams og IRA), som for manges vedkommende efterfølgende lagde deres kræfter i opbygningen af Sinn Féin som politisk parti.

Dette skete som følge af en omlægning af den republikanske bevægelses strategi, hvor man bevidst søgte at politisere og radikalisere IRA og Sinn Féin for at styrke bevægelsen til den «lange krig» (the «Long War» strategy), som man nu erkendte skulle til for at opnå en britisk tilbagetrækning. Heri var en udvikling af den politiske kamp central for at sikre den folkelige forankring.

Den republikanske bevægelse identificerede sig i løbet af 1970'erne i stadig stigende grad med den 3. verdens anti-imperialistiske befrielsesbevægelser. Dette kombinerede man nu med en fornyet vægt på James Connollys (en af lederne af Påske-oprøret i 1916 - se IRA) revolutionære republikanske socialisme. Målet var ikke blot national selvbestemmelse og befrielse. Dette skulle ledsages af en radikal samfundsforandring, såvel i Syd som i Nord: En demokratisk socialistisk republik. Republikanerne ønskede at understrege, at de ikke støttede samfundssystemet i Syd. I 1981 afskaffedes «Éire Nua»-politikken

Fra slutningen af 1970'erne erobrede gruppen af venstreorienterede yngre republikanere fra Nord, centreret omkring Gerry Adams, gradvist de ledende poster i Sinn Féin. Men det var først med de republikanske fangers sultestrejker i 1980/81 og især den sidste af disse, hvor 10 fanger døde, at der blev skabt tilstrækkelig med opbakning i Sinn Féin og IRA til, at man kunne sætte fuld fart på den nye taktik/strategi, hvor man ville sidestille den politiske og militære kamp («the ballot box and armalite» strategy, 1981). Man besluttede, at partiet skulle videreudvikle det politiske arbejde i lokalområderne og stille op til kommunale såvel som parlamentariske valg. I de følgende år opbyggedes et net af rådgivningscentre i de irsk/katolske ghettoer i Nord. Samtidig støttede Sinn Féin åbent IRA.

I starten af 1980'erne opnåede Sinn Féin i Nord en imponerende succes ved valgene med 10-13 % af stemmerne. Gerry Adams, Sinn Féin's daværende næstformand, blev valgt til det britiske parlament i 1983. Han indtog ikke sin plads i parlamentet, mens der til gengæld var blevet åbnet op for at Sinn Féin kunne indtage sine pladser i de kommunale råd i Nordirland. Sinn Féin's succes gav Gerry Adams og kredsen af ledende republikanere omkring ham politisk medvind til at styrke udviklingen og radikaliseringen af Sinn Féin med henblik på yderligere politisk ekspansion.

I et forsøg på også at fremme Sinn Féin i det sydlige Irland, hvor partiet længe havde stået svagt, ønskede de, at Sinn Féin opgav princippet om «abstentionism» ift. Dáil, parlamentet i Dublin. Vedtagelsen af dette på Sinn Féin's Árd Fheis i 1986 medførte en splittelse, hvor et mindretal anført af den gamle Sinn Féin-ledelse fra 70'erne, fortrinsvis folk fra Syd, valgte at gå. De oprettede siden Republican Sinn Féin (se IRA). I modsætning til splittelsen i 1970 lykkedes det stort set den nye Sinn Féin-ledelse at holde sammen på organisationen, og det samme var tilfældet med IRA. Splittelsen skete uden 1970'ernes til tider blodige opgør. Men det er på mange måder tankevækkende, at den skete ift. nøjagtig det samme politiske spørgsmål, som i 1970 førte til den alvorligste splittelse i den republikanske bevægelse i nyere tid. Sigtet med det politiske skifte i 1986 var at styrke Sinn Féin mest muligt med henblik på engang i fremtiden at sikre partiet en plads ved forhandlingsbordet.

Omdrejningspunktet for den britiske regerings politik i Nordirland var indtil starten af fredsprocessen i 1990'erne - og specielt under Margaret Thatchers langvarige konservative styre i 1980'erne - sikkerhedspolitikken med inddæmningen af den republikanske bevægelse som det centrale. Den medfølgende undertrykkelse af den irsk/katolske befolkningsgruppe bidrog væsentligt til, at IRA og senere også Sinn Féin kunne styrke deres folkelige opbakning og fastholde den - selv når de havde hårde odds imod sig.

I slutningen af 1980'erne oplevede Sinn Féin en periode med stagnation i Nord, og forsøgene på at opnå fremgang i det sydlige Irland mislykkedes. Dels på grund af skærpelse af repressionen gennem bl.a. en forstærket samarbejdspolitik mellem den britiske og den irske regering i forlængelse af Anglo-Irish Agreement (1985). I hele Storbritannien indførtes et forbud mod, at ikke blot de paramilitære organisationers medlemmer, men også Sinn Féin's kunne høres i radio og TV (det eksisterede allerede i det sydlige Irland). Dels også fordi en række IRA-bomber medførte civile ofre og medvirkede til at reducere opbakningen til både IRA og Sinn Féin.

Men trods modgangen lykkedes det Sinn Féin at fastholde en vælgertilslutning på omkring 10 % i Nord, hvilket af den britiske regering blev betragtet som et nederlag for dens inddæmningstrategi, ligesom man åbent erkendte, at IRA ikke kunne besejres militært.

Som led i republikanernes bestræbelser på at opnå en ny styrkelse af den republikanske bevægelse ligesom i starten af 1980'erne ønskede man at undersøge mulighederne for forhandlinger om fred.

Midt i 1980'erne startede Gerry Adams sine sonderinger af sådanne muligheder. Bl.a. via samtaler (i 1988) med John Hume, lederen af de moderate irsk-nationalistiske SDLP (se Nordirland). Af disse og Sinn Féin's fredsudspil fra 1987 («A Scenario for Peace») fremgår det dog klart, at republikanerne på dette tidspunkt ikke lægger op til kompromis'er om fred.

Men på baggrund af fastlåsningen af situationen i slutningen af 80'erne og ændringer i den politiske udvikling fik såvel den britiske regering som republikanerne en fornyet interesse i at skifte signaler og politik (se Nordirland). Den britiske regering spillede bl.a. ud med ønsker om forhandlinger med republikanerne og understregede, at den ikke havde strategiske interesser i Irland.

I disse skift ligger nok de væsentligste forudsætninger for 1990'ernes nordirske fredsproces.

Dette førte i 1990-93 til de første hemmelige forhandlinger mellem den britiske regering og Sinn Féin. Alle tidligere britiske kontakter under konflikten havde været med IRA. Efter sammenbruddet for Brooke/ Mayhew-forhandlingerne (se Nordirland) i 1992 indledte John Hume og Gerry Adams igen forhandlinger, der i efteråret 1993 førte til det første fredsudspil: Hume/Adams Initiativet.

De hidtil mest gennemgribende skift i den republikanske bevægelses politik er sket i løbet af fredsprocessen og frem til i dag (2008) (se også IRA og Nordirland). Denne udvikling har også svækket den traditionelle alliance mellem Sinn Féin og IRA. IRA nedlagde våbnene i 2005 bl.a. efter pres fra Gerry Adams og Sinn Féin. 

Fredsforhandlingerne betød, at Sinn Féin fik en ny styrket rolle i den republikanske bevægelse. Men de betød også, at Sinn Féin og IRA måtte indstille sig på en eller anden form for kompromis ift. traditionelle republikanske standpunkter. Dette fremgår f.eks. allerede klart af Sinn Féin's fredsudspil «Towards a Lasting Peace in Ireland» fra 1992. Men da Sinn Féin's Árd Fheis i april/maj 1998 valgte at slutte op om fredsaftalen (the Multi-Party Agreement eller «Langfredagsaftalen», 1998), markerede dette et klart brud med centrale dele af republikansk tradition.

Skiftet i politik viser, at republikanerne nu har den opfattelse, at der eksisterer forudsætninger for alene med politiske midler at arbejde for en britisk tilbagetrækning fra Irland og et forenet Irland, uden omkostningerne i forbindelse med IRA's væbnede kamp.

De afgørende ændringer i den republikanske bevægelse og dens politik, som er sket siden slutningen af 1970'erne, kan opsummeres i følgende punkter:

1. En politisering og radikalisering af Sinn Féin og IRA. Det er første gang i republikansk historie, at en venstreorienteret tendens er slået igennem og har kunnet dominere bevægelsen så længe.
2. Politikken har været præget af en hidtil uset grad af pragmatisme, der bryder med traditionelle republikanske «principper»: f. eks. opgivelsen af «abstentionism» ift. parlamenterne i Dublin (1986) og senere Stormont (fredsaftalen, 1998). Især det sidste har betydet en for republikanere kontroversiel de facto anerkendelse af den nye nordirske parlamentariske forsamling, Assembly, i Stormont; samt accepten af at en fremtidig genforening af Irland skal baseres på den samlede nordirske befolknings samtykke (hvor det demokratiske udgangspunkt for irsk genforening i den republikanske selvforståelse tidligere var den samlede befolkning på hele den irske ø).
3. Et helt afgørende skift i republikansk taktik/strategi er accepten af at udfase den væbnede kamp inden en britisk tilbagetrækning fra Irland, og af nordirsk selvstyre som delmål i den langsigtede strategi. Den væbnede kamp har traditionelt været omdrejningspunktet for republikansk taktik/strategi. Dette skift er baseret på en ændret analyse og opfattelse af mulighederne for britisk tilbagetrækning og en fremtidig genforening af Irland. Men det skyldes også den fremgang og styrke, som den republikanske bevægelse har opnået, og dermed nye muligheder for at kunne skabe politiske forandringer.
4. Den klassemæssige basis i Sinn Féin og IRA har ændret sig. Hvor den tidligere især var bønder og den lavere middelklasse, er det dominerende element nu arbejderklassen i byerne i Nord og Syd, ofte de arbejdsløse.

Denne proces har, ligesom den tidligere politisering af bevægelsen, været anført af Sinn Féin's leder Gerry Adams og hans politiske fløj. Men uden den imponerende vælgermæssige fremgang for Sinn Féin fra 9-11 % af stemmerne i Nord i slutningen af 1980'erne til 17,6 % ved valget til det nordirske Assembly i 1998, og 26% i 2007, er det tvivlsomt om Gerry Adams-fløjen havde kunnet sikre sig den fornødne opbakning i Sinn Féin og IRA til at få gennemført de politiske skift - og samtidig stort set holde sammen på bevægelsen. Ikke mindst et brud i alliancen mellem Sinn Féin og IRA eller en alvorlig splittelse i IRA kunne helt have undermineret fredsprocessen. Dette er naturligvis stadig en mulighed, der ikke kan udelukkes.

Partiet overhalede i 2002 SDLP som det største irsk-nationalistiske parti i Nordirland.  Med selvstyrets sammenbrud i 2002 og såvel DUP's som Sinn Féin's styrkelse i Nord var der stadig færre, som troede på, at fredsprocesen kunne videreføres via et lokalt selvstyre, da det ville afhænge af et kompromis mellem uforsonlige modstandere i nordirsk politik.  At dette alligevel kunne finde sted viser en stærkt indre dynamik i fredsprocessen (se også Nordirland). Siden maj 2007 har DUP og Sinn Féin delt magten i det lokale selvstyre i Stormont med Ian Paisley/Peter Robinson som førsteminister og Sinn Féin's Martin McGuinness som vice førsteminister

Desuden har Sinn Féin lagt vægt på at opbygge partiet og en folkelig basis i det sydlige Irland med en normal venstrefløjs politisk dagsorden. Her har partiet nu 4 medlemmer af det irske parlament Dail Éireann samt en senator. Der var dog i det sidste parlamentsvalg i Syd i maj 2007 skuffede forventninger over, at fremgangen ikke gik hurtigt nok. Desuden opnåede Sinn Féin i 2004 at få valgt to medlemmer til Europaparlamentet, en i Dublin og en i Nordirland.

I.V.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 19/11 2008

Læst af: 53.410