Irland
| Befolkning | 4,9 mio. |
| Valuta | Euro |
| Areal | 70.280 Km2 |
| Hovedstad | Dublin |
| Befolkningstæthed | 54,0 indb./Km2  |
| HDI placering | 8 |
Republikken Irland optager det meste af øen Irland. Den sydlige del af øen er mere bjergrig, men bjergene overstiger dog ikke 1000 m. Det centrale sletteområde strækker sig i øst-vestlig retning og rummer mange søer og floder. Klimaet er fugtigt præget af de fugtige vinde fra Atlanterhavet, men jorden er ikke særlig frugtbar. En stor del af landet er derfor lagt ud til græsgange for kvæget. Landbruget dyrkes overvejende i den østlige del af landet og i Shannon flodens dale. De vigtigste landbrugsprodukter er hvede, byg, kartofler, roer og havre. Indenfor industrien spiller fødevareindustrien den vigtigste rolle.
Folket: Irerne udgør en absolut majoritet (94%). Der findes endvidere en lille engelsk minoritet. De to seneste århundreders lejlighedsvise hungerkatastrofer fik omkring 4 millioner irere til at emigrere - overvejende til USA.
Religion: Katolikker (91.6%); anglikanere (2.3%); presbyritanere (0.4%) (1991).
Sprog: Irsk og engelsk
Politiske partier: Fianna Fail, nationalistisk konservativ. Fine Gael, konservativt, knyttet til landbrugsinteresserne. Progressive Demokratiske Parti. Arbejderpartiet, centrum-venstreorienteret. Sinn Fein, socialistisk. Kommunistpartiet. Arbejdernes Parti, socialistisk orienteret.
Sociale organisationer: Den irske landsorganisation har 600.000 medlemmer svarende til 45% af den økonomisk aktive befolkning.
Officielt navn: Poblacht na h'Éirean.
Administrativ inddeling: 26 grevskaber
Hovedstad: Dublín: 1.122.800 indb. (by og grevskab) (2002).
Andre vigtige byer: Cork, 123.100 indb.; Limerick, 54.000 indb.; Galway, 65.800 indb.; Waterford, 44.600 indb. (2002).
Regering: Michael D. Higgins, præsident siden november 2011, valgt ved direkte valg, genvalgt i 2018. Micheál Martin er siden juni 2020 premierminister. Parlamentet (Oireachtas) har to kamre: Deputeretkammeret (Dail) med 166 medlemmer og Senatet (Seanad) med 60 .
Nationaldag: 17. marts (St. Patricks Day)
Væbnede styrker: 10.559 (2002).
De religiøse spændinger der i mange århundreder har præget Irlands historie tog sin begyndelse i det 17. århundrede, da der fandt en omfattende indvandring sted af britiske protestanter (især presbyritanere fra Skotland), der slog sig ned i landets nordøstlige hjørne og underlagde sig områdets oprindelige befolkning - keltere der var konverteret til kristendom i begyndelsen af det 5. århundrede.
Med Unionsakten fra år 1800 blev Irland indlemmet i Storbritannien. I det 19. århundrede førte ønsket om selvstændighed til, at der blev udviklet en stærk nationalistisk bevægelse. Bortset fra protestanterne i nordøst støttede den overvejende del af befolkning kravet om selvstændighed.
I 1916 blev den republikanske påskeopstand i Dublin knust, men i forlængelse af opstanden dannedes den Irske Republikanske Hær (IRA) og den sidste etape på den lange vej mod selvstændighed indledtes.
IRA's militære offensiv tvang i 1920 briterne til at give de 26 overvejende katolske grevskaber selvstændighed. Sydirland blev nu en autonom region indenfor det Forenede Kongerige. De resterende 6 grevskaber i nordøst blev nu til Nordirland med regering i Belfast og repræsentation i det britiske parlament, Westminster.
I 1922 erklærede Sydirland sig for selvstændig og blev omdannet til den frie irske stat, under den britiske krone. Endelig omdannedes den i 1949 til Republikken Irland, og brød dermed de sidste bånd med det britiske statssamfund, Commonwealth.
Forholdet til Nordirland
Forfatningen fra 1937 opfatter Irland som ét samlet territorium. Alle dets indbyggere har ret til at stemme og blive valgt. Forfatningen blev ændret ved folkeafstemning i 1998, og anerkender nu Nordirlands ret til selv at bestemme sin fremtidige status.
Med støtte fra det protestantiske flertal havde Ulster Unionist Party (UUP) kontrol over parlamentet i Belfast. Gennem 50 år blev Nordirland eksklusivt styret af unionisterne, anført af en provins-premierminister, og en guvernør der repræsenterede den britiske krone.
Den katolske minoritet i Nordirland var dermed fuldstændig udelukket fra indflydelse på de regionale og lokale anliggender, og blev samtidig udsat for diskrimination på en række andre områder. Dette førte i 1960'erne til udviklingen af en stærk katolsk borgerretsbevægelse. Trods det at bevægelsen var baseret på ikke-vold, blev den af protestanterne opfattet som en trussel, og de angreb den derfor voldeligt.
Urolighederne tog derfor til og i april 1969 anmodede Nordirlands regering om britiske tropper til beskyttelse af regionens strategiske punkter. I august enedes den protestantiske nordirske regering og London om, at alle regionens sikkerhedsstyrker skulle stilles under britisk kommando.
Som svar på Provisional IRA's aktioner oprettede protestanterne i Nordirland en række paramilitære organisationer, som Ulster Volunteer Force (UVF) og Ulster Defence Association (UDA). I perioden 1969-94 blev 3.000 dræbt af de paramilitære grupper på begge sider, den britiske hær, politistyrkerne i Ulster og Royal Ulster Constabulary (RUC) - et andet politikorps. I 1972 blev de paramilitære fanger betegnet som politiske fanger, men fra 1976 blev denne betegnelse atter annulleret.
Den stadig stigende vold medførte, at London overtog hele ansvaret for «oprettelsen af lov og orden i Nordirland». Regeringen i Belfast blev opløst, og der indførtes et direkte styre fra Westminster. Ved en folkeafstemning gennemført i marts 1973 stemte 60% for en fortsat union med Storbritannien. (Se Storbritannien). I slutningen af 1973 oprettedes en form for parlament i Belfast, hvor protestanter og katolikker angiveligt delte magten.
Aftalen der i december var indgået mellem regeringerne i London og Dublin om oprettelsen af et Irlandsråd og en nordirsk regering stødte på voldsom modstand blandt protestanterne, der i 1974 gennemførte generalstrejke, der kulminerede i undtagelsestilstand og regeringens opløsning. London overtog atter regeringsansvaret men bevarede det nordirske parlament.
I Irland havde det nationalistisk konservative Fianna Fáil parti haft regeringsmagten i 44 år, da det ved valget i 1973 blev slået af en koalition bestående af det konservative Fine Gael og Arbejderpartiet. Koalitionen erklærede sig villig til at gennemføre en magtdeling med Ulster.
Efter at IRA i 1976 havde myrdet den britiske ambassadør i Irland, tog Nordirland skrappere midler i brug overfor terrorismen. Ved valget i 1977 generobrede Fianna Fáil magten og bevarede det gode forhold til London. Premierminister Jack Lynch støttede dannelsen af en lokalregering i nord fremfor at kræve sammenlægning mellem Irland og Nordirland.
I august 1979 gik Dublin med til øgning af grænsekontrollen, efter at Lord Mountbatten var blevet dræbt i Irland, og 18 britiske soldater var blevet dræbt i Warrenpoint i Nordirland. I december trak Lynch sig tilbage fra premierministerposten og blev erstattet af tidligere minister Charles Haughey, der atter rejste spørgsmålet om genforening men med en form for autonomi for Ulster.
Jævnlige møder på ministerplan mellem England og Irland kulminerede i 1985 med undertegnelsen af den Anglo-irske aftale. Den gav den irske regering mulighed for at blande sig i de politiske, juridiske, sikkerhedsmæssige og grænseforhold i Nordirland. Flertallet af protestanterne i nord udtrykte stor utilfredshed med aftalen, men den slog samtidig fast, at Nordirlands tilhørsforhold alene kunne afgøres af dets egne indbyggere.
I 1988 stødte de to regeringer sammen, efter London havde afvist at undersøge medlemmer af det nordirske politi, RUC, der var anklaget for at skyde mod mistænkte terrorister, uden at gøre forsøg på at arrestere dem. Til gengæld indledtes efterforskning mod Ulster Defense Regiment (UDR) omkring 6 IRA medlemmers dødsfald i 1982.
I de første måneder af 1989 brød volden atter ud. I april blev 3 medlemmer af Ulster Defence Association (UDA) tilbageholdt i Paris sammen med en sydafrikansk diplomat. Det formodedes, at Sydafrika forsynede dem med våben mod at modtage hemmelig missilteknologi, UDA havde stjålet fra en britisk fabrik i Belfast.
I september 1989 krævede den irske regering en fuldstændig efterforskning af UDR - den vigtigste protestantiske frivillige styrke blandt sikkerhedsstyrkerne i nord. Formålet var at afdække dens kontakter med paramilitære protestanter og især dens overdragelse af hemmelige efterretningsdokumenter. Storbritannien gik med til anmodningen, og måneden efter blev 94 soldater fra UDR arresteret.
I april 1991 indledtes i Belfast flerpartiforhandlinger i et nyt forsøg på at løse Nordirlands politiske problemer. Der var tale om de første længerevarende forhandlinger siden 1974. Deltagerne var dels områdets politiske partier - de protestantiske unionister, de katolske nationalister og Alliancepartiet -, dels regeringen i London. Sinn Fein der er det provisoriske IRA's politiske gren blev specifikt udelukket fra forhandlingerne. Baggrunden for dette var, at partiet afviste at fordømme IRA's voldelige aktioner, og til gengæld krævede øjeblikkelig tilbagetrækning af alle britiske tropper, afvæbning af RUC og fuld genforening mellem Irland og Nordirland.
Oppinionsundersøgelser offentliggjort i London ved forhandlingernes start afslørede, at et flertal blandt briterne var indstillet på, at de britiske styrker skulle trækkes ud af Ulster. Samtidig indledte IRA en af sine største militære offensiver - både i Nordirland og i Storbritannien. I begyndelsen af 1992 gennemførte de republikanske tilhængere af uafhængighed en serie brandattentater på industri- og handelsvirksomheder.
Fra slutningen af 1991 blev der ligeledes registreret en optrapning af angrebene på katolikker fra de protestantiske paramilitære gruppers side. Disse grupper erklærede, at de ville gennemføre en «øje for øje, tand for tand» politik overfor IRA's aktioner.
Som svar på anmodninger fra protestantiske politikere og den stigende vold sendte London flere hundrede friske tropper som forstærkning til Nordirland. De sluttede sig til de 11.000 britiske tropper, der allerede var stationeret i området, de 6.000 frivillige i RUC og de 12.000 politifolk.
Kvindens stilling
I 1972 oprettedes det Irske Kvinderåd. Den stærke katolske tradition i landet har været en kraftig bremse på kvindernes frigørelse. Kvinder fra begge regioner af Irland er tvunget til at rejse til Storbritannien for at få gennemført abort, og i Irland er salget af præventionsmidler fortsat begrænset.
I 1983 gennemførtes en omdiskuteret folkeafstemning i Irland, der medførte at abort iflg. grundloven blev forbudt. Samtidig blev et 60 årigt gammelt forbud mod skilsmisse bevaret, trods det at regeringen havde anbefalet det afskaffet.
Kvindernes andel på det irlandske arbejdsmarked var i 1987 38,5 % - det laveste i Vesteuropa.
I 1990 godkendte den kirkelige synode i Irland, at kvinder kunne ordineres som præster, hvilket placerede den spidsen for de andre anglikanske kirker i dette spørgsmål.
I marts 1992 blev aborttemaet atter aktuelt i den politiske debat i republikken. Landsretten forbød, at en 14 årig pige der var blevet gravid som følge af en voldtægt rejste til England for at få foretaget en abort. Det blev anslået, at omkring 40.000 irske kvinder årligt rejser til England med netop dette formål for øje. Sagen om den unge pige udløste skarpe reaktioner fra både aborttilhængere og -modstandere, og udløste desuden krav om, at der skulle gennemføres en ny folkeafstemning om emnet. Til sidst omstødte Højesteret dommen, og tillod at pigen rejste ud af Irland for at få foretaget en abort. Sagen rejste også spørgsmålet om forholdet mellem den irske forfatning og lovgivningen i EU, der garanterer borgernes frie bevægelighed mellem EU's medlemslande.
I 1993 gennemførtes en ny folkeafstemning om abort, hvor to-tredjedele af vælgerne udtalte sig til fordel for retten til at blive informeret om svangerskabsafbrydelse og retten til at rejse til udlandet for at lade den foretage.
Krise og EU
Gennem 1980'erne var Irland plaget af høj arbejdsløshed (gennemsnitligt 16,4 % i 1983-88) og udvandring. Dertil kom høj inflation og industriel tilbagegang. Regeringen igangsatte i 1987 et økonomisk kriseprogram, der de følgende år medførte øget økonomisk vækst og en nedgang i inflationen.
I maj 1987 stemte 69,9 % ved en folkeafstemning for Den europæiske Fællesakt - EU's Pakkeaftale, der banede vej for «det indre marked». Som et af de fattigste lande i EU har Irland siden sin optagelse i 1973 været en stor nettomodtager fra unionens strukturfonde.
I november 1990 vandt advokaten Mary Robinson som den første kvinde i landet præsidentposten. Robinson havde stillet op som uafhængig kandidat, men var støttet af Arbejderpartiet, Den kvindepolitiske Forening og fagbevægelsen. Hun fik 52 % af stemmerne i præsidentvalget.
I det overvejende katolske og stærkt konservative land har Mary Robinson udmærket sig ved sit forsvar af de homoseksuelles og kvindernes rettigheder, samt anerkendelsen af rettighederne for børn født udenfor ægteskab.
I juli 1992 gik 57 % af de valgberettigede irere til valgurnerne for at stemme om ratificeringen af Maastricht traktaten - 2 måneder efter det danske nej. Trods den lave valgdeltagelse oversteg resultatet forventningerne, og 69 % af irerne stemte for ratificering.
I januar 1993 blev Albert Reynolds fra Fianna Fail udnævnt til regeringsleder, trods det at hans parti i valget havde tabt pladser til Arbejderpartiet. Fianna Fail havde 77 af pladserne i parlamentet mod Fine Gaels 45 og Arbejderpartiets 33 pladser. Der dannedes derfor en koalitionsregering bestående af Fianna Fail og Arbejderpartiet.
Som følge af den fortsatte udstødning fra landbruget og den traditionelle industri nåede arbejdsløsheden i 1993 op på 20 %. Alligevel steg BNP som følge af stigende eksport - først og fremmest af højteknologi produkter.
I januar 1994 fjernede regeringen forbudet mod Sinn Feins radioudsendelser, og i august erklærede IRA fuldstændig ensidig våbenhvile, hvilket banede vej for en udvidelse af den politiske dialog på øen.
I november faldt Reynolds regeringen, efter at Arbejderpartiet havde trukket sin støtte tilbage. Årsagen var, at udleveringen af en præst fra Nordirland anklaget for pædofili var trukket i langdrag. Reynolds blev efterfulgt af John Bruton fra Fine Gael, hvis regering blev støttet af Arbejderpartiet og Demokratisk Venstre.
Det lykkedes den nye regeringskoalition at fastholde den politiske og sociale stabilitet gennem 1995. Finansloven blev vedtaget i februar og rummede forbedringer for funktionærer, mindre erhvervsdrivende og arbejdere med lave indkomster. Den økonomiske vækst blev 5¼ %.
Den katolske kirke blev udsat for gentagne anklager om præsters seksuelle misbrug af mindreårige. I Dublin erkendte ærkebiskoppen offentligt at have disponeret over kirkens midler, for at en præst kunne betale erstatning til sit offer. Samtidig gav Højesteret læger lov til at informere kvinder om abortklinikker i udlandet. Ved en folkeafstemning godkendte irerne med 50 % mod 49 % en ændring af forfatningen, der gav ægtepar ret til skilsmisse efter en 4 årig separationsperiode.
Premierminister Bruton fik etableret en glimrende relation med den britiske premierminister John Major og havde desuden gode kontakter til de nordirske republikanere John Hume og Gerry Adams. Prins Charles' besøg i republikken midt på året understregede nødvendigheden af tættere relationer mellem Irland og Storbritannien. Oppositionen begrænsede sig til fredelige demonstrationer. USA's præsident, Bill Clintons besøg i Irland i slutningen af året bidrog til at lægge pres på de irske politikere for at finde en løsning på den væbnede konflikt.
Ved forhandlingerne i juni 1996 i Belfast støttede Bruton den britiske beslutning om at udelukkende Sinn Fein fra forhandlingsbordet, eftersom begge regeringer var enige om, at IRA's politik ikke bidrog til en fredelig udvikling. Den væbnede organisation havde i februar indstillet sin våbenhvile, der havde været i kraft siden august 1994, og havde gennemført et større attentat i London der havde kostet 2 livet og mange sårede.
Irlands økonomi var dette år inde i en positiv udvikling. Forbruget steg og der blev skabt en del nye arbejdspladser. Alligevel var arbejdsløsheden med 12,25 % fortsat høj. Kvægdriften blev dog negativt berørt ved udbruddet af smitsom kogalskab, der medførte et fald i kødeksporten til Rusland og Mellemøsten.
I april 1997 annoncerede IRA en række bombeattentater mod veje, togstationer og lufthavne i Storbritannien. Det paralyserede transporten i landet midt under valgkampen. Sinn Fein anmodede IRA om at gennemføre en ny våbenhvile, og denne trådte i kraft i juli. I september kunne fredsforhandlingerne derfor genoptages, og denne gang med Sinn Feins deltagelse.
Parlamentsvalget i juni 1997 blev vundet af Fianna Fail - under ledelse af Bertie Ahern - der fik 77 ud af 166 pladser. Det blev fulgt af Fine Gael med 54. Arbejderpartiet fik 17. Selv ikke med de progressive demokraters 4 medlemmer var det derfor muligt at danne en centrum-venstre koalition. Sinn Fein fik 1 plads i et af landets nordlige grevskaber. Den 26. juni blev Ahern således udnævnt til premierminister.
I september overlod præsident Mary Robinson sin post til en præsidentkommission frem til valget af hendes efterfølger, og den 11. november overtog Mary McAleese fra Fianna Fail posten. 4 ud af de 5 kandidater ved valget var kvinder. Samme år var den økonomiske udvikling positiv, og inflationen nåede ned på 1 % - det laveste indenfor EU.
I slutningen af året blussede abortdebatten atter engang op, efter at en domstol havde givet en mindreårig ret til at rejse til Storbritannien for at få foretaget en abort, efter at være blevet voldtaget.
Efter hårde forhandlinger nåede de katolske separatister og protestantiske unionister i Nordirland den 10. april 1998 frem til en aftale om fred i provinsen. Aftalen inddrog de 8 politiske partier i provinsen, og både London, Dublin og Washington havde været involveret i forhandlingerne. Iflg. aftalen skulle provinsen have begrænset selvstyre, der skulle oprettes et lovgivende parlament og organer for samarbejde mellem nord og syd. Planen forudså desuden afvæbningen af de paramilitære organisationer, hvis politiske partier havde deltaget i forhandlingerne samt en gradvis løsladelse af de politiske fanger.
Flertallet af de politiske kræfter - herunder Sinn Fein - udtalte sig principielt til fordel for aftalen. Aftalen klarede en vigtig forhindring, da det lykkedes den protestantiske unionistleder, David Trimble at få sit parti, Ulsters Unionistparti til at acceptere aftalen. Kun 2 ekstremistiske protestantiske partier satte sig imod aftalen: Ian Paisleys Demokratiske Unionistparti og Robert McCartneys Storbritanniens Unionistparti.
I slutningen af maj 1998 gennemførtes i både Irland og Nordirland en folkeafstemning om aftalen. I Irland stemte 95 % for aftalen. Måneden senere blev det første valg til det nye parlament gennemført, og i februar 1999 gik de nye institutioner i gang med arbejdet. Iflg. aftalen er det op til den nordirske befolkning gennem en folkeafstemning at beslutte sig for provinsens fremtid: forening med Irland eller fortsat integration i Storbritannien. Et bombeattentat i august i Omagh i Nordirland kostede 30 mennesker livet og var ved at få fredsprocessen til at bryde sammen. Men den enorme fordømmelse attentatet udløste på begges sider af grænsen fik den ansvarlige gruppe (Real-IRA, en udbrydergruppe fra IRA) til at erklære ensidig og ubegrænset våbenhvile.
Med indsættelsen af den første regering i Nordirland i 25 år i december 1999 afstod Irland samtidig fra sit krav på den irske ø's nordlige del. Et krav der ellers havde været skrevet ind i forfatningen siden Irlands løsrivelse fra Storbritannien. Premierminister Bertie Aherns underskrivelse af denne forfatningsændring faldt sammen med nedsættelse af grænseorganer med deltagelse af både nord- og syd-irere. Elimineringen af forfatningens §2 og 3 blev betragtet som den eneste vej til en mulig forening af de 6 nordlige grevskaber med resten af Irland.
Selv om de 6 grevskaber fortsat har et protestantisk befolkningsflertal, favoriserer den demografiske udvikling katolikkerne, der i løbet af 10 år vil kunne blive flertal og som i en fremtidig folkeafstemning vil kunne blive udslagsgivende for genforeningen af den irske ø.
Irland har traditionelt været et land, hvor indbyggerne har emigreret fra. Især er unge gennem årtier udvandret til Storbritannien i søgen efter arbejde, men i de senere år er denne udvikling vendt. Landet har oplevet en høj økonomisk, en arbejsløshed på næsten 0%, og det er derfor blevet storimportør af kvalificeret arbejdskraft. I perioden 1995-2000 rejste 250.000 arbejdere ind i landet fra resten af verden. Den irske regering har gennemført lovgivning til fremme af ligestilling, men dele af befolkningen ser fortsat ned på de indbyggere, der ikke nedstammer fra den «keltiske tiger». Indvandringen steg yderligere i det nye årtusinde. Især da en række østeuropæiske lande blev optaget i EU. Drastiske nedsættelser af selskabs- og personskatter trak megen udenlandsk kapital til baggrunden og var i nogle år grundlag for to-cifrede vækstprocenter i landet. De lave skatter gør til gengæld landet sårbart overfor økonomiske kriser, hvor statens ressourcer kan vise sig at være sparsomme.
Nicetraktaten der skulle ændre de demokratiske strukturer i EU og bane vej for østudvidelsen blev i Irland afvist ved en folkeafstemning i juni 2001, og traktaten blev derfor midlertidigt sat i bero. Ved en 2. afstemning i oktober 2002 stemte et flertal for traktaten, efter at den havde fået et bilag, der garanterede irsk neutralitet. Til forskel fra Storbritannien indførte landet dog euroen som valuta 1. januar 2002.
Med en margen på blot 2% blev et forslag fra regeringen i marts 2002 forkastet. Forslaget åbnede op for, at kvinder kunne få abort, hvis de var på randen af selvmord pga. deres sociale og økonomiske situation.
I oktober 2002 blev medlemmer af Sinn Fein arresteret i Belfast på mistanke for spionage og forsøg på at skaffe sig officielle oplysninger med terror for øje. London suspenderede den lovgivende forsamling og regeringsrådet i Nordirland og overtog den direkte styring af landet.
Michael McKevitt blev i Dublin idømt 20 års fængsel i august 2003. Han var chef for the Real IRA og ansvarlig for bombeattentatet i Omagh i 1998.
Ved valget til parlamentet i Nordirland i november 2003 var det især yderfløjene der gik frem. Unionistpartiet DUP fik 30 pladser - en fremgang på 10 - og Sinn Fein 24 - en fremgang på 6. Det vil kunne vanskeliggøre den fortsatte fredsproces.
I Irland skete der en brat opbremsning i økonomien i 2003. Mens den årlige vækst i 1995-2002 var 8%, faldt den til 2,7% i 2003. I januar 2004 overtog landet formandskabet i EU.
Irsk blev i juni 2005 anerkendt som unionens 21. officielle sprog. Det havde indtil da alene haft status som traktatsprog. Den irske udenrigsminister Dermot Ahern erklærede sig tilfreds med beslutningen, der udtrykte den europæiske anerkendelse af det irske folks sprog.
Irland klagede i januar 2006 atter engang til FN over manglende svar fra Storbritannien på spørgsmål om forurening fra det britiske atom-oparbejdningsanlæg i Sellafield, ud til det Irske Hav.
Med det formål at fortsætte som premierminister i en 3. periode dannede Bertie Ahern i juni 2007 en koalition med de progressive demokrater, uafhængige kandidater og Grønne.
Allerede i 2007 dukkede historier op i medierne om pengegaver fra private virksomheder til Bertie Ahern. Senere blev gaverne ændret til lån. Skandalehistorierne påvirkede ikke umiddelbart resultatet ved parlamentsvalget samme år, hvor Fianna Fáil gik frem fra 41,5% til 41,6%. Men som historierne tog til over efteråret begyndte partiet at dykke i meningsmålingerne og i maj 2008 gik Ahern af som premierminister og blev erstattet af sin partifælle Brian Cowen.
Irland forkastede i juni 2008 EU's Lissabon traktat med 53,6% af stemmerne mod 46,4% og kastede dermed unionen ud i dyb politisk krise. EU anerkender ikke den slags forkerte svar, og irerne blev derfor atter sendt ud i folkeafstemning i oktober 2009, hvor de i lyset af den økonomiske krise blev truet til at stemme ja. Det gjorde 67,1% af irerne så. De har nu svaret «rigtigt» og vil ikke blive sendt ud i flere afstemninger.
2008 Den keltiske tiger går i krise
Den globale økonomiske krise ramte Irland med fuld styrke i efteråret 2008 og fik regeringens popularitet til at styrtdykke. Populariteten faldt fra 46% i juni til 18% i november. I 2008 faldt BNP med 1,7% og i 2009 med 7,1%. Arbejdsløsheden fortsatte med at stige gennem 2009 og nåede i marts 2010 op på 13,2%. Ungdomsarbejdsløsheden var da steget til 27,9%. Begge tal et godt stykke over EU gennemsnittet. Regeringens nedskæringspolitik udløste i 2009 en lang række demonstrationer blandt offentligt og privat ansatte, studerende og lærere.
En væsentlig årsag til den dybe krise der ramte landet var dets høje belåning. Landets udlandsgæld var i 2009 13 gange højere end BNP. Dette var verdensrekord. De private husholdningers gæld var 190% af årsindkomsten - det næsthøjeste i verden. Den høje vækst frem til 2007 havde fremmet overforbrug, overinvestering og overbelåning. Konsekvensen var en så meget dybere krise, da den globale økonomiske krise slog igennem. Boligboblen sprang. Fra 1. kvartal 2007 til 1. kvartal 2009 faldt boligpriserne med 23% og bevilgede boliglån faldt med 73%. Som i Danmark måtte regeringen træde ind og nationalisere flere banker for at redde dem fra kollaps. Byggeriet gik næsten i stå.
Det irske statsbudget udviste i 2009 et underskud på 10%, og dette underskud steg i 2010 til 14,3% - rekorden indenfor EU og endnu større end det græske, hvor økonomien brød sammen i foråret 2010.
En rapport fra emigrationsmyndighederne i april 2009 viste, at mindst 102 kvinder og piger var hentet til Irland gennem de foregående 2 år som led i traficking. I juni offentliggjorde regeringen en 3 årig plan til hindring og bekæmpelse af traficking. Planen blev kritiseret for fortsat at placere ofre for traficking under utilstrækkelige forhold i flygtningecentre, hvor de hverken får tilstrækkelig behandling og risikerer yderligere skader.
Ryan Kommissionen offentliggjorde i maj 2009 sin rapport der viste, at 30.000 børn i årene 1936-2000 var blevet udsat for seksuelle overgreb i statslige institutioner drevet af den katolske kirke. Regeringen besluttede i juli at følge kommissionens anbefalinger, yde erstatning til ofre der stadig er i live og rette op på de statslige institutioner, så overgreb kan hindres i fremtiden. I november offentliggjorde bispesædet i Dublin Murphy rapporten om præsters seksuelle overgreb mod børn i 1975-2004. Den viste at både kirken og statslige myndigheder - deriblandt politiet - havde dækket over de mange hundrede overgreb i perioden. En folkeafstemning om inkludering af børns rettigheder i forfatningen blev yderligere udsat af parlamentet.
I november meddelte børneombudsmanden at uledsagede flygtningebørn modtager mindre omsorg end børn i det almindelige irske system og at mange anbringes i private herberger uden tilsyn. Hun udtrykte samtidig bekynring over 419 uledsagede børn var forsvundet i 2000-09 og var kritisk overfor myndighedernes manglende eller sparsomme håndtering af disse forsvindinger. Hun kritiserede samtidig landets asylprocedurer for ikke at tage tilstrækkelig hensyn til børnenes alder eller sårbarhed.
Parlamentsvalget i februar 2011 var en katastrofe for Fianna Fáil, der gik 24,2% tilbage til 17,4. Alle øvrige partier gik frem. Det konservative Fine Gael gik 8,8% frem til 36,1 og blev parlamentets største. Socialdemokratiet gik 9,3% frem til 19,4, og Sinn Féin gik 3,3% frem til 9,9. Efter valget dannede Fine Gael regering med socialdemokratiet med Enda Kenny som premierminister.
Fine Gael havde ført valgkamp på at forhandle bedre økonomiske aftaler med EU på plads. EU's ledere var dog ikke villige på at ændre meget ifht. Irland, da det ville smitte af på Europas øvrige kriseramte lande, men acceptere dog i juli at forlænge tilbagebetalingstiden på unionens lån til Irland og sænke renten med 2%. Premierminister Kenny sørgede samtidig for at sænke sin egen og sine ministres løn, og erklærede endvidere at det fremover kun var ham selv, præsidenten, vice-premierministeren og justitsministeren der ville få stillet bil med politichauffør til rådighed. De øvrige ministre måtte selv klare deres transport.
I juli offentliggjordes Cloyne rapporten, der afdækkedde 19 katolske præsters seksuelle overgreb mod mindreårige i Cloyne stiftet. Premierministeren benyttede samtidig lejligheden til at kritisere Vatikanet skarpt, da Vatikanet havde forsøgt at hindre undersøgelsen. Angrebet på Vatikanet var uhørt, da den irske stat ellers altid har haft et tæt forhold til den katolske kirke og Vatikanet.
Statsbudgettet for 2012 rummede en kompliceret sammensætning af skattestigninger i form af bl.a. øget moms og skattelettelser til virksomheder, Økonomien skrumpede 0,9% og der var tegn på at krisen blev dybere.
Kriminalforsorgen publicerede i oktober en rapport om forholdene i St Patrick’s Institution for unge kriminelle. Rapporten beskrev mishandling, intimidering og barske afstraffelsesmetoder af de internerede drenge og unge mænd.
I februar 2013 kom premierministeren med en formel undskyldning til overleverne fra Magdalene asylcentrene. Centrene havde eksisteret fra det 18. århundrede til slutningen af det 20. århundrede og fungerede nærmest som en slags fængsler for «faldne» kvinder der blev fundet promiskuøse eller prostituerede. I centrene blev de tvunget til hårdt arbejde under opsyn af nonner og straffet fysisk og psykisk. Kenny erklærede samtidig at de aktuelt 800-1000 overlevende kvinder ville få en erstatning for overgrebene mod dem. I juni 2014 blev fundet en umarkeret massegrav med ligene af op mod 800 begravede babyer og børn fra et Magdalena center i Tuam i grevskabet Galway. Fundet blev en offentlig skandale og i januar 2015 nedsatte den irske minister for børns og unges anliggender en kommission til undersøgelse af centrene. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede, at kommissionen alene skulle se på småbørnenes historie - ikke på kvindernes og pigernes forhold i centrene.
Præsident Higgins blev i november 2013 tildelt El Salvadors æresbevisning José Matías Delgado Storkorset. Det skete på baggrund af at han 31 år tidligere havde deltaget i den kommission der undersøgte El Mozote massakren, hvor militærdiktaturet myrdede omkring 1000.
EU's overformynderi over Irlands økonomi (krisepakkerne) blev afsluttet i december 2013 og premierminister Kenny benyttede lejligheden til at erklære, at landets økonomi bevægede sig i den rigtige retning. Den økonomiske vækst blev i 2014 4,7%, men arbejdsløsheden på 10,6% var et tydeligt tegn på, at krisen ikke var forbi.
I marts 2014 blev det afsløret, at alle ind og udgående telefonsamtaler til landets politistationer siden 1980'erne og frem til november 2013 var blevet optaget. Skandalen kostede justitsminister Alan Shatter embedet. Han trak sig i april. Den kostede desuden Fine Gael opbakning ved kommunalvalget og EU valget i maj. Ved kommunalvalget gik Fine Gael 10,7% tilbage til 24,0%. Fine Gael var ikke længere det største parti i kommunerne, det var Fianna Fáil. Valgets store sejrherre var Sinn Féin, der gik 7,4% frem til 15,2%. Ved EU valget gik Fine Gael 6,8% tilbage til 22,3%, men bevarede dog sine 4 mandater. Sinn Féin der havde 0 mandater før fik til gengæld valgt 3 ind og blev dermed det næststørste parti mandatmæssigt. Storbritanniens forsøg på at miskreditere partiet ved at arrestere dets formand, Gerry Adams i Nordirland i april gav bagslag.
Præsident Higgins gennemførte i april 2014 et statsbesøg i Storbritannien. Det første nogen sinde af en irsk præsident. I december gennemførte præsidenten et statsbesøg i Kina.
Sundhedsministeriet udsendte i september nye retningslinier for bevilling af abort. Menneskerettighedsorganisationer og FN's Menneskerettighedsråd havde allerede tidligere kritisere Irlands restriktive adgang til abort. Med de ny regler kunne abort fortsat ikke bevilges, selv om der var tale om voldtægt, incest eller selv om der kunne være alvorlig gfare for moderens liv eller misdannelse af fosteret.
I december 2014 skulle Sinn Féins formand Gerry Adams have besøgt Gaza, men de israelske myndigheder nægtede ham indrejse. Adams erklærede at han ikke var overrasket over de israelske myndigheders handlemåde, men dog skuffet. Irland der selv i århundreder var besat af Storbritannien har en omfattende solidaritet med Palæstina og anerkendte i 2014 landet som selvstændig stat.
Ligeledes i december meddelte regeringen, at den genåbnede sagen om «hættemændene». Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i 1978 en kendelse om Storbritanniens behandling af 14 politiske fanger iklædt hætter i Nordirland. I domstolens kendelse hed det, at der ikke havde været tale om tortur. Men i 2014 kom der nye oplysninger der afslørede, at Storbritannien havde tilbageholdt oplysninger fra domstolen, der ville have bevist at Storbritannien anvendte tortur mod fangerne.
Præsident Higgins besøgte i april 2015 Storbritannien. Der var tale om det første irske præsidentbesøg i Storbritannien nogen sinde. I december besøgte han Kina på et statsbesøg over en uge.
Parlamentsvalget i februar 2016 var et svidende nederlag for det regerende Fine Gael parti, der gik 16 mandater tilbage til 50 ud af det 158 pladser store parlament. Endnu værre gik det for socialdemokratiet Labour der mistede 26 mandater og måtte nøjes med 7. Den store sejrherre var Fianna Fáil der fik mere end fordoblet sit mandattal fra 21 til 44. Sinn Fein var i flere meningsmålinger spået at blive landets næststørste parti, og gik da også 9 mandater frem, men måtte nøjes med 23. Derved slap det for at skulle tage stilling til, om det ville gå i regering. Et spørgsmål der delte partiet. De følgende måneder blev der gennemført forhandlinger med henblik på at danne en flertalsregering, men i maj måtte Fine Gail danne en mindretalsregering baseret på under en tredjedel af parlamentets medlemmer. Der var ingen basis for at danne en flertalsregering med dets gamle arvefjende Fianna Fáil.
Irland fejrede i marts-april 100 året for påskeoprøret i 1916, der banede vejen for selvstændighed fra det britiske koloniherredømme.
Storbritannien stemte i juni for britisk udmeldelse af EU. En beslutning der også ville få betydning for Irland, eftersom de to lande nu ikke længere ville være indenfor det samme fællesskab. Udover de økonomiske konsekvenser for handelen mellem de to lande betød udmeldelsen, at der ville skulle etableres grænsekontrol på grænsen mellem Irland og Nordirland.
I juni besluttede FN's Menneskerettighedsråd i sagen Mellet vs Irland, at den irske abortlovgivning krænkede kvindens ret til frihed fra inhuman og nedværdigende behandling samt retten til ikke-diskrimination. Sagsøgeren var nødt til at rejse til Storbritannien for at få gennemført abort trods fosterets livsfarlige position. Det påførte hende alvorlig fysisk og mental lidelse. Komiteen fandt, at lidelsen var forstærket af den stigma der fulgte af kriminaliseringen af abort. I november accepterede de irske myndigheder at give sagsøgeren Amanda Mellet erstatning og rådgivning.
I juli deporterede myndighederne en mand til Jordan. Han var anklaget for at facilitere rejser for udlændinge, der ønskede at slutte sig til IS. Trods risikoen for at han ville blive fængslet og underkastet tortur af de jordanske myndigheder, hindrede hans appeller til de irske domstole og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol deportationen.
Regeringen nedsatte et «folkeråd» bestående af 99 tilfældigt udvalgte borgere. De skulle komme med forslag til forfatningsændringer, herunder abort, ældrepleje, klimaforandringer, og holdt de første møder i oktober, november og derefter månedlige møder gennem 2017.
Premierminister Kenny meddelte i maj 2017 at han trak sig fra posten og posten som partileder. Begge poster blev i juni overtaget af Leo Varadkar. Han blev landets første homoseksuelle premierminister og samtidig den yngste. Ved sin tiltræden erklærede han, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om abort i Irland i 2018, og at han samtidig ville udarbejde en køreplan for overgang til en irsk økonomi baseret på meget begrænsede CO2 udslip.
I maj stemte 66,4% af vælgerne ved en folkeafstemning for afskaffelse af den paragraf i forfatningen, der forbød fri abort. Under kampagnen op til afstemningen fløj anti-abort grupper fra USA til Irland for at påvirke resultatet. Forfatningsændringen blev vedtaget i parlamentet i september. Konsekvensen var, at antallet af legale aborter steg fra 32 i 2018 til 6.666 i 2019.
Storbritanniens beslutning i 2016 om at forlade EU (Brexit) skærpede konflikterne i Nordirland og mellem Irland og Storbritannien. Fredsaftalen i Nordirland havde åbnet grænsen mellem Nordirland og Irland. Brexit kunne atter få jerntæppet til at gå ned, med mindre Nordirland fik særstatus. Men loyalisterne i Nordirland frygtede, at særstatus ville være vejen til grevskabets optagelse i Irland og var derfor imod.
Præsident Higgins blev genvalgt ved præsidentvalget i oktober 2018 med 55,8% af stemmerne. Sinn Feins kandidat Liadh Ní Riada kom ind på en delt 3. plads med 6,4% af stemmerne. En katastrofe for partiet, der havde håbet på et langt bedre resultat. Samme dag blev der gennemført folkeafstemning om fjernelse af blasfemiparagraffen i forfatningen. Forslaget blev vedtaget med 64,9% af stemmerne.
Premierminister Varadkar udskrev parlamentsvalg til afholdelse i februar 2020. Valget blev en katastrofe for det regerende Fine Gael. Det gik 12 mandater tilbage til 35 og endte på tredjepladsen. Fianna Fáil gik 7 mandater tilbage og fik 37. Sinn Fein var valgets store sejrherre. Det gik 15 mandater frem og fik ligeledes 37 mandater, men faktisk kunne det have fået endnu flere, hvis det havde haft opstillede kandidater. Det fik 24,5% af de afgivne stemmer mod 22,2% til ianna Fáil. Sinn Fein foreslog dannelsen af en koalitionsregering med et af de 2 gamle højrefløjspartier, men ingen af dem ønskede samarbejde med Sinn Fein. Efter 4 måneders forhandlinger blev der i juni dannet en historisk koalitionsregering bestående af Fianna Fáil, Fine Gael og de Grønne med Micheál Martin som premierminister. Det var første gang i landets historie Fianna Fáil og Fine Gael havde dannet regering sammen.
I september 21 afslog præsident Higgins at deltage i en gudstjeneste med Storbritanniens dronning Elisabeth, der skulle markere 100 året for Nordirlands dannelse. Higgins karakteriserede sin deltagelse som upassende.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 19/2 2022
Læst af: 268.637