 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Socialistlovene
Love vendt mod arbejderbevægelsens udvikling i Tyskland på foranledning af kansler Bismarck i 1878. Baggrunden for lovene var den stigende frygt blandt junkerne og i borgerskabet for den tyske arbejderbevægelses udvikling. Specielt efter at de to konkurrerende arbejderpartier i 1875 var blevet slået sammen i byen Gotha. Et par attentater mod den tyske kejser i forsommeren 1878 skabte det politiske grundlag for, at der kunne gennemføres en restriktiv lovgivning vendt mod arbejderbevægelsen, selv om denne intet havde haft med attentaterne at gøre. Rigsdagen vedtog i efteråret således «Loven om socialdemokratiets samfundsskadelige virksomhed». Oprindelig skulle den kun gælde i 2½ år, men den blev forlænget gang på gang helt frem til 1890.
Loven og supplerende love forbød socialdemokraterne at danne organisationer, holde møder, udsende aviser og andre publikationer, og desuden blev et antal ledere og agitatorer udvist af landet. Omkring 1.500 socialdemokrater kom i fængsel i perioden og 3-400 organisationer blev opløst.
I første omgang virkede loven efter hensigten, idet socialdemokratiets stemmetal faldt fra 437.000 til 312.000 ved valget i 1881. (Det var ikke forbudt at stille op til valget. Der måtte blot ikke stå nogen organisation bag.) Men efter 81 begyndte stemmetallet atter at stige, og i 1890 fik det 1½ million stemmer, og blev dermed rigsdagens største parti. Denne udvikling skyldes i vid udstrækning den fortsatte vækst i arbejderklassen og det store arbejde blandt partiets tillidsfolk. Allerede i 1879 oprettede det i Schweiz et nyt dagblad, Sozialdemokrat, der blev smuglet over grænsen og illegalt distribueret i Tyskland sammen med mange andre blade. Partiets landsmøder blev afholdt i større eller mindre hemmelighed i udlandet: i Schweiz (1880), København (1883) og Schweiz igen (1887). Samtidig tog partiets ledelse bestandigt afstand fra anarkistiske planer om at oprette en hemmelig organisation, der skulle gennemføre statskup, og især Wilhelm Liebknecht brugte uafladeligt rigsdagens talerstol til propagandaformål.
Fagforeningerne blev ikke forbudt, men måtte arbejde under store vanskeligheder. Regeringen søgte at svække arbejdet ved at gennemføre sociale reformer, men alligevel lykkedes det ikke at splitte bevægelsen.
Efter partiets gode valgresultat i 1890 gik den nye rigsdag ikke med til at forlænge lovene, og de trådte derfor ud af kraft 1. oktober 1890.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 28.238