Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Bismarck, Otto von

Bismarck (1815-98) var som statsminister og kansler mellem 1862 og 1890 den dominerende person i prøjsisk og tysk politik. Hans politik overfor tyske socialister og arbejdere har haft stor indflydelse på flere europæiske landes arbejderbevægelse og arbejderlovgivning.

Bismarck stammede fra den prøjsiske jordejende adel - junkerne. Fra denne sociale baggrund medbragte han mange forestillinger, vi kan kalde senfeudale. Megen af hans politik blev udformet i mødet med borgerlige 1800-tals synspunkter. Han indtog en ret afvisende holdning overfor borgerligt demokratiske og særlig økonomisk liberalistiske ideer: «Jeg tror ikke, at en laissez faire ... politik... kan anvendes på staten. Specielt ikke på en monarkisk stat der styres paternalistisk.»

Den utæmmede industrielle kapitalisme var en trussel mod den stærke harmoniserende stat, Bismarck ville bygge. Bl.a. pga. den grobund den skabte for social og politisk uro indenfor den klasse, der blev dannet: Arbejderklassen. For Bismarck var problemet, at få udviklet et integreret samfund, hvor folk trak i samme retning. Og «det sociale problem (dvs. at skabe harmoni) kan kun løses af staten». Antisocialistlove og arbejderforsikringslove udgjorde dele af denne løsning.

I 1860'erne havde Bismarck et samarbejde med Lassalle - stifteren af de første varige tyske arbejderorganisationer (1863). Samarbejdet var taktisk bestemt og rettet mod Bismarcks hovedfjender i forfatningskampen: de nationalliberale. Fra 1870'erne blev socialisterne opfattet som vigtige modstandere. Bismarck frygtede socialismens internationale karakter. Franske kommunarder og russiske nihilister spredte frygt blandt alle Europas magthavere. Et socialistisk parti blev i 1869 stiftet i Tyskland af Bebel og Liebknecht, og i 1875 sluttede Lassalleanerne sig til. Dette tyske socialdemokratiske parti (SPD) var mere marxistisk og mindre nationalsindet end 1860'ernes socialister. Dets fremgang ved valgene bekymrede Bismarck. I 1871 sad der kun 1 socialist i det tyske føderale parlament, men i 1874 var tallet øget til 8 og i 1877 12 (med 9 % af stemmene).

To attentater mod kejseren i 1878 gav Bismarck et påskud til at kræve tiltag til beskyttelse af statens sikkerhed. Alle socialdemokratiske, socialistiske eller kommunistiske foreninger, møder og publikationer skulle opløses eller forbydes. 1500 personer blev arresteret i løbet af de 12 år loven gjaldt (til 1890). Der blev også angivet en anden begrundelse for loven: «Sålænge vi ikke knuser de kommunistiske myretuer med lovgivning, får vi intet (økonomisk) opsving.» Arbejderbevægelsen blev givet en del af skylden for den økonomiske depression fra midten af 1870'erne. Bismarck havde også et andet formål med antisocialistlovene: At splitte de liberale da lovene skulle passere parlamentet, og dette lykkedes

Bismarck forestillede sig tidligt, at lovene mod socialistisk virksomhed skulle suppleres af love til beskyttelse af arbejderne. Lovene var begrænsede til obligatorisk arbejderforsikring mod 3 trusler mod arbejdskapaciteten. Der blev i 1883 gennemført en lov om sygdomsforsikring, i 1884 og 86 ulykkesforsikring og invaliditet samt i 1889 alderdomsforsikring. Udgifterne blev delt mellem arbejdere, arbejdskøbere og stat. Et hovedformål med lovene var at pacificere socialisterne. «Den (arbejder) der får alderspension, er meget mere tilfreds og lettere at behandle end en, der ikke har dette i udsigt.» Den bagvedliggende tanke er ikke ualmindelig: Materiel nød er årsagen til, at folk bliver socialister. Dette kan forhindres ved at give dem en grundlæggende materiel sikkerhed. Dette var også en del af Bismarcks statsopbyggende virksomhed. Staten skulle styrkes gennem støtte fra arbejderne. Målet med Bismarcks autoritære paternalistiske stat var en statstro kollektivmentalitet. En del af begrundelsen for socialforsikringslovene var, at de var god «anvendt kristendom». Det viser, at Bismarck videreførte arven fra den prøjsiske oplyste enevælde, hvor det offentlige havde ansvar for den almene velfærd. Bismarcks politik kom her hurtigt i konflikt med den borgerlige 1800 tals liberalisme. Udtrykket «statssocialisme» blev anklagende rettet mod ham. Han brød sig ikke om disse betegnelser, men bekæmpede ikke den industrielle kapitalisme. Bismarck anså den tværtimod som uundgåelig. Han kom til at betragte den som statens økonomiske rygrad og var forsigtig overfor at antaste kapitalejernes frie råderet og konkurrenceevne overfor udlandet. Socialist- og socialforsikringslovene skulle sikre arbejdsfred og dermed økonomisk og politisk stabilitet.

Bismarck forsøgte med gulerod og kæp at forsone arbejde og kapital, og få arbejderne til at slutte op om hans tyske absolutistiske statsideal. Men han mislykkedes. Forsikringstiltagene nåede langt fra ud til alle og tilfredsstillede knapt nogen. Bismarck mistede i 1889 interessen for denne type lovgivning, da den ikke virkede efter sin hensigt. Socialreform var ikke på tale. Antisocialistlovene virkede endda endnu stærkere mod hensigten. De tyske venstrekræfter blev drevet under jorden, men udviklede et udstrakt skjult foreningssystem. Tilslutningen blev øget ved valgene i 1880'erne - SPD kunne nemlig opstille til valg. Solidaritetsfølelsen blandt arbejderne blev styrket. Den voksende klassebevidsthed skærpede modsætningerne overfor andre samfundsklasser.

J.E.M.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 65.011