Agrarspørgsmålet
Agrarspørgsmålet er i den marxistiske tradition blevet brugt som betegnelse på arbejderbevægelsens opfattelse af landbrugsspørgsmål og forholdet til befolkningen på landet, specielt bønderne. Selve ordet kom i brug i det tyske socialdemokrati i 1890'erne.
I «Det kommunistiske Manifest» fremhæves den borgerligt-kapitalistiske udviklings progressive sider, hvor konservative og ubevægelige bondemasser rives ud af landlivets fordummende indflydelse. Marx delte sin tids urbane foragt for rurale forhold. Bønderne blev dels betragtet som en rest fra før-kapitalistiske produktionsforhold, dømt til at blive kørt over af historiens udvikling. Dels forsvandt de ind i en mere diffus del af den gamle middelklasse - et typisk småborgerligt og individualistisk lag i produktionslivet. Kapitalismen forudsattes at ville splitte det traditionelle landbrugssamfund op i en klarere klassemodsætning: På den ene side et velstående jordejerborgerskab og på den anden side proletariserede landbrugsarbejdere. Det kapitalistiske landbrug var derfor på kort sigt historisk progressivt, mens det på lang sigt ville sprænges af sine indre modsætninger - som det kapitalistiske samfund generelt.
Dette generelle budskab var tvetydigt, og gav ingen klare taktisk retningslinier for den revolutionære bevægelses forhold til bønderne. Uklarheden blev endnu større, da Marx ved en lejlighed på et direkte spørgsmål antydede, at russisk socialisme måske kunne opbygges direkte på det traditionelle landsbyfællesskab, uden at gå vejen over et borgerligt-kapitalistisk stadium.
Bønderne blev derfor længe et forvirrende element i den kommunistiske strategi. Landbruget var fortsat den dominerende næringsgren i Europa langt op i mellemkrigstiden. Teoretisk var det klart nok, at privatejendom måtte afskaffes. Kollektivisering af jorden var nødvendig i det socialistiske samfund. Indflydelsesrige partiledere som Kautsky i Tyskland hævdede konsekvent, at landbruget fulgte industriens udviklingslove, med storproduktion og proletarisering som kapitalistisk tendens. Proletariseringen af småbønderne ville samtidig gøre bondemasserne åbne for socialistisk agitation. Lenin understregede imidlertid nødvendigheden af den rød-grønne alliance i revolutionær mobilisering, hvor også familiebrugenes selvejende bønder måtte trækkes med i en taktisk alliance mod det gamle regime.
Agrarspørgsmålet var en krise der plagede den internationale kommunistiske bevægelse fra 1890'erne, og som særligt i Tyskland blev blandet sammen med hele den revisionistiske debat i perioden frem til 1. Verdenskrig. Krisen udsprang af mødet mellem kort og terræn, mellem marxistisk teori og realpolitiske forhold. Den drejede sig generelt om socialismens forhold til familiebruget, som store dele af bondesamfundets eksistens var knyttet til; specielt i striden om toldspørgsmålet, hvor landbruget forlangte beskyttelsestold, mens arbejderbevægelsen krævede frihandel. Bønderne var i Tyskland fra århundredeskiftet og senere i store dele af Østeuropa kun i ringe udstrækning indstillet på at fremme socialismen, gennem deres egen proletarisering. Så længe arbejderbevægelsen opretholdt sit program for proletarisering og kollektivisering af landbruget, var socialismen bondepartiernes hovedmodstander. Samtidig var det tydeligt, at socialismen var umulig, uden bondemassernes støtte.
Denne principielle knude blev aldrig hugget over. Den marxistiske tradition delte sig i to hovedretninger, med hver sin utilfredsstillende løsning. Den tyske revisionisme opgav de revolutionære målsætninger for derved at tiltrække landbrugsbefolkningen. Bolsjevismen udvidede sin appel til bønderne udfra rent taktiske motiver: Industriproletariatet var den ledende revolutionære klasse, og individualistisk privatejendom til jord måtte ophæves i det socialistiske samfund. Men det var en sekterisk afvigelse at støde bønderne væk med sådanne paroler under den revolutionære mobilisering. Den russiske revolution blev derfor en bonderevolution på bøndernes bekostning.
Agrarspørgsmålet er senere genopstået i en ny udgave. Et radikalt «ny-marxistisk» perspektiv - ofte benævnt «third world-ism» i den engelsksproglige verden - hævder, at revolutionens stormtropper ikke længere er den industrialiserede verdens arbejderklasse, men den fattige verdens undertrykte bondemasser. Dermed er kampen mod imperialismen samtidig en kamp mod det kapitalistiske system. Nationalistisk selvstændighedskrig er den socialistiske revolutions form, hvor bønderne har indtaget industriproletariatets plads. Dette perspektiv betoner ikke kapitalismens historiske udviklingsprojekt, men tillægger den ansvaret for verdensomspændende underudvikling. Marxismens klassiske skillelinier - mellem kapitalisme og imperialisme, nationalisme og socialisme, bønder og proletariat - udviskes til fordel for en ny revolutionær hovedmodsætning: Den rige og urbaniserede verden mod de fattige landbrugslande. Denne revolutionære populisme udtrykkes klarest i Mao Tse-tungs billede af «byerne» (den rige verden) som belejret af «landsbyerne» (de fattige lande). I denne forståelse er agrarspørgsmålet flyttet ud over marxismens klassiske horisont. Ikke besvaret indenfor den.
Se også : Bondeoprør, Klassealliance.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.895