Bahrain
| Befolkning | 1,4 mio. |
| Valuta | Bahrain dinarer |
| Areal | 694 Km2 |
| Hovedstad | Manama (Al-Manamah) |
| Befolkningstæthed | 864,5 indb./Km2  |
| HDI placering | 35 |
Øgruppe, sandrig og flad, bestående af 33 øer i Den arabiske Golf, beliggende mellem Saudi-Arabien og Qatar-halvøen. Den største af øerne - også kaldet Bahrain - måler 48 km gange 15 km. Klimaet er varmt, halvfugtigt om sommeren og tempereret tørt om vinteren. Hovedstaden Manama er et handelscenter beliggende på Bahrain-øen. Bahrains miljøproblemer er de karakteristiske for området. Behovet for at industrialisere landet førte til at man inddrog de frodige arealer i den nordlige del af den største ø. Man har ligeledes anlagt industrizoner meget tæt på beboelsesområder. Olieudvindingen i regionen står for 4,7% af den samlede forurening i verden.
Monarki og diktatur støttet af Saudi Arabien, Golfstaterne, EU og USA.
Folket: Indbyggerne i Bahrain er af arabisk oprindelse. Olieindustrien har tiltrukket et større antal iranere, indere og pakistanere.
Religion: Muslimer 85%, herunder 57,35% shiamuslimer og 24,5% er sunnimuslimer; kristne udgør ca. 8,5% af befolkningen.
Sprog: Arabisk, engelsk, farsi, urdu.
Politiske partier: De væsentligste oppositionskræfter er Bahrains Befrielsesfront; Det socialistiske, arabiske Baath-parti; Den islamiske nationale Sammenslutning (INAA) og Den arabiske Nationalistbevægelse.
Officielt navn: Dawlat al-Bahrain.
Hovedstad: Manama (Al-Manamah), 162.000 indbyggere. (2001).
Andre vigtige byer: Al-Muharraq, 81.800 indbyggere; Ar-Rifa', 82.000 indbyggere; Madinat' Isa, 61.600 indbyggere.(2000).
Regering: Enevældigt monarki. Sheik Hamad ibn Isa Al-Khalifah, emir siden 1999 og konge siden 2002; Salman bin Hamad bin Isa Al Khalifa er kronprins og premierminister siden november 2020. Han er kongefamiliens rigeste medlem og en af de største handelsfolk i Bahrain. Nationalforsamlingen, delvist valgt ved folkeafstemninger, blev opløst i august 1975.
Nationaldag: 15. august, Uafhængigheden (1971); 16. december, Nationaldagen.
Væbnede styrker: 7.150 mand.
Paramilitære styrker: Kystbevogtningen, på 400 mand og Politiet på 9.000 mand hører under Indenrigsministeriet.
Man formoder, at de første sumiske stammer drog ud fra Bahrain med kurs mod Mesopotamien for mere end 5.000 år siden. Øen har lige siden været sæde for en intens søfart og handel mellem Mesopotamien og Indien, der viste sig særdeles udbytterig i tidsrummet fra det 11. til det 15 århundrede e.v.t. I denne periode oplevede den muslimske civilisation sit højdepunkt,og dets grænser strakte sig fra Atlanterhavet til det sydlige Stillehav.
Portugisiske søfarende slog sig ned på øen i 1507 og holdt den besat igennem et århundrede, indtil de blev fordrevet af perserne. Fra denne epoke stammer de iranske krav på suveræniteten over denne del af Golfområdet, som af visse kaldes den persiske, af andre den arabiske. Sheik Al-Khalifa satte sig på magten - som hans familie har siddet på lige siden - og det lykkedes ham at fordrive perserne. Uafhængigheden varede til 1861, hvor en anden kalif, der frygtede en persisk annektion, accepterede en protektoratsaftale med briterne.
Under de to verdenskrige var Bahrain en vigtig britisk militærbase. I 1932 indviedes de første olieboretårne i Golfen. Lige som tilfældet var i resten af den arabiske verden, blev 1950'erne det årti, hvor man så fremvæksten af nationalistiske bevægelser, med deres krav om frihed til at danne fagforbund, om demokrati og uafhængighed.
I december 1954 udbrød der en generalstrejke i oliefelterne. To år senere blev kolonimagtens adminstrationskontorer angrebet. De britiske tropper kvalte oprøret, arresterede oppositionslederne og sendte dem i eksil. Gradvist indførtes reformer og man udvidede den lokale deltagelse i den offentlige administration.
Briterne besluttede sig i begyndelsen af 1970'erne til at trække sig ud af deres sidste kolonier «øst for Suez», men fastholdt dog alligevel deres økonomiske og strategiske engagement i Bahrain. Bahrain og Qatar afviste at lade sig optage som medlemmer i De forenede Arabiske Emirater og landet gjorde sig uafhængigt under ledelse af sheik Isa-Sulman Al-Khalifah.
Man udstedte autorisation til USA, der fik adgang til at etablere flådebaser i landets havne; disse blev først nedlagt efter den arabisk-israelske konflikt i 1973. Samme år opnåede de progressive kræfter i parlamentet flertallet ved lokalvalgene, og krævede frihed til at organisere sig i politiske partier og ret til en større procentdel af de folkevalgte politikere. Briterne som så deres interesser truede, bistod i august 1975 ved den opløsning af parlamentet, som var dekreteret af Al-Khalifah.
Det lykkedes i løbet af 1970'erne for Iran at overtage den saudiske indflydelse i emiraterne, og dermed indføre en form for overherredømme over dem. Samtidigt truede en tiltagende illegal iransk indvandring med at gøre dem til en reel magtfuld minoritetsgruppe. Kort tid før han blev myrdet, gik den saudiske kong Faisal til modangreb, med iværksættelsen af en diplomatisk offensiv, der er blevet videreført af hans efterfølgere.
Den saudiske hovedstad, Riyadh, pressede det eneste emirat, der virkeligt var loyal overfor saudierne, Qatar, til at få afklaret grænsekonflikten med Bahrain og appellerede til «de arabiske følelser», som burde forene dem - Iran er islamisk, men ikke arabisk!. Forsøget mislykkedes ganske vist i 1976, da Saudi-Arabien hævede olieprisen mindre end de andre lande i OPEC, herunder Iran, gjorde.
Shahen af Irans fald, der fandt sted i 1979, forværrede konflikten, da officielle repræsentanter fra det nye islamiske republik udtalte deres intentioner om at fastholde Irans krav på øerne i Golfen. Som svar intensiverede emiren undertrykkelsen, ikke kun mod de iranske og shiitiske minoritetsgrupper, men generelt mod enhver form for progressivt udtryk. Til gengæld forenedes man med de andre arabiske regeringer i fordømmelsen af Camp David-aftalerne, og der blev undertegnet en forsvarsaftale med Kuwait og Saudi-Arabien.
Bahrain er den «mindst rige» af de olieproducerende lande i Golfområdet, med ressourcer der løber op i nærheden af 300 millioner tønder, og det vil betyde at landet løber «tør» inden for den nærmeste fremtid, hvis man fastholder den nuværende produktion. Under indtrykket af disse realiteter - der forværres kraftigt af kollapsen i industrien for perleproduktion, som trues af de japanske producenter, og som efterlader ørkenlandet med fiskeri som den eneste indtægtskilde - reducerede regeringen i løbet af 1980'erne olieudvindingen og udnyttede desuden øernes strategiske beliggenhed til at omdanne dem til baser for regionens økonomiske transaktioner.
Bahrain opnåede fuld kontrol over sin olie i maj 1975, og i 1978 vedtog man at nationalisere alle koncessioner. Staten promoverer, udover etableringen af andre industrier, udvinding af især kobber og aluminium.
På andre områder indenfor den økonomiske politik hengiver landet sig til den ekstreme liberalisme, og man opfordrer i høj grad de multinationale selskaber til at etablere deres virksomheder i øgruppen, med generøse skatteregler og fri adgang til at overføre kapital. Landet er blevet omdannet til en mellemstation, dedikeret til reeksport af alle typer af varer til regionens hovedstæder. Her finder man raffinaderiet BAPCO, den næststørste i Mellemøsten, som raffinerer både den lokale og den saudiske råolie.
I 1981 blev Bahrain optaget i Rådet for Samarbejde i Golfen, en organisation skabt under inspiration af USA, for at kunne kontrollere regionen militært og politisk, bremse den iranske islamiske revolution og overvåge oppositionsgrupperne i medlemsstaterne.
Een af de mest forfulgte grupperinger, Bahrains Befrielsesbevægelse, har sin primære støtte blandt oliearbejderne, studerende og liberale. Den var indtil 1981 medlem af Golfens Befrielsesbevægelse i stil med en række andre bevægelser fra området.
Bahrain købte i slutningen af 1986 jord-til-luft-missiler og fly af USA, for at kunne forsvare sig mod en eventuel iransk invasion. Man tillod opførelsen af en nordamerikansk militær lufthavn og tillod samtidigt USA's flåde at anvende dets flådebaser til patruljering i Golfen, hvilket Washington allerede havde gjort i de sidste måneder at krigen mellem Iran og Irak.
I november 1986 indviedes en motorvej, der forbandt Saudi-Arabien og Bahrain, som dermed i praksis ophørte med at være en ø. I løbet af det første år blev motorvejen benyttet af omkring 1 million køretøjer.
Til trods for disse kæmpeprojekter bevirkede faldet i oliepriserne, at landet udsattes for en række kriser, og i 1989 blev man tvunget til at anmode om lån for at kunne få budgetterne til at hænge sammen. Kuwait og Saudi-Arabien bidrog med 100 millioner dollars årligt for at kunne støtte regeringen i Manama.
I marts 1991 - efter Iraqs nederlag i Golfkrigen - underskrev lederne fra Egypten, Syrien og de seks arabiske medlemsstater fra Rådet for Samarbejde i Riyadh, en aftale med USA for at «garantere for sikkerheden i regionen».
I juli erklærede regeringen i Bahrain at man ville tillade de udenlandske selskaber at overtage den fulde kontrol over alle de lokale virksomheder, man havde behov for! Indtil dette tidspunkt var samtlige virksomheder i Bahrain underlagt et krav om at lokal kapital skulle sidde på 51% af aktierne. Denne ændring var et led i forsøget på at tiltrække udenlandske investeringer for at kompensere for tabene forårsaget af Golfkrigen.
Efter Kuwait var Bahrain det emirat, der have lidt mest under konflikten. Landet var truet af olieforureningen, Det sorte Hav, og gennem flere måneder formørkede røgen fra de brændende oliekilder i Kuwait, himlen over Bahrain. I den økonomiske plan, kunne man tydeligt registrere effekten af invasionen i Kuwait og den efterfølgende krig mod Iraq begyndte ligeledes at kunne føles. Det indestående i de private banker reduceredes med mellem 30 og 40%, og de 75 udenlandske banker der var etablerede i Bahrain i 1981, var svundet ind til 51 i slutningen af 1991.
I slutningen af 1992 begyndte den udenlandske kapital, der var forsvundet ud af landet langsomt at vende tilbage. Samme år deltog Bahrain aktivt i fredskonferencen for Mellemøsten, der fandt sted i Madrid, hvori, udover Israel, deltog 10 arabiske lande.
Besøget i Manama af den israelske Mellemøstenminister, Yossi Sarid, i oktober 1994 - den første kontakt på dette niveau mellem Israel og et Golfland - var en tydelig demonstration af den liberale, økonomiske politik, regimet i Manama stod for.
En shiitisk leder, sheik Ali Sulman blev i december 1994 arresteret, efter at have underskrevet en anmodning til fordel for genindførelse af Forfatningen og en reetablering af det parlament, der var blevet opløst i 1975. Hans anholdelse førte til demonstrationer vendt mod regeringen, hvor 2 studerende og en betjent omkom. I april 1995 havde emir Isa ibn-Sulman Al-Khalifah et møde med 20 oppositionsledere for at søge at stoppe den tiltagende vold. I august samme år nåede man frem til en aftale, der førte til løsladelse af 250 politiske fanger.
Al-Jamri og yderligere seks oppositionsledere beklagede i juni, regeringens manglende vilje til at opfylde den indgåede aftale og man indledte en sultestrejke, der kulminerede den 1. november. En kæmpedemonstration besvaredes af regeringen med lukning af moskeerne; et repressalie, der blot medvirkede til at forværre situationen.
I 1996 blev demonstrationerne gentaget over hele landet og nogle af disse demonstrationer udviklede sig til voldelige sammenstød med politiet. Regeringen vedtog at genindføre dødsstraffen for at kunne sanktionere mod de ansvarlige, hvilket blev godkendt ved en appeldomstol. En arbejdsgruppe under FN, der havde til opgave at kontroller vilkårlige og ulovlige tilbageholdelser og domme, udsendte i september 3 erklæringer angående forholdene for fanger i Bahrains fængsler. Gruppen fik ikke bemyndigelse til at besøge fangerne, der som oftest ikke havde været gennem en retssag. Amnesty International erklærede i juli, at store grupper af kvinder og børn blev udsat for grove krænkelser i de bahrainske fængsler.
På grund af de sociale konflikter, har en række virksomheder besluttet at ville forlade landet og i stedet etablere sig i Dubai. Bahrain og de øvrige 5 medlemslande i Rådet for Samarbejde - Saudi-Arabien, Oman, Kuwait, Qatar og De forenede arabiske Emirater - har undersøgt mulighederne for at gøre deres valuta uafhængig af dollaren for dermed bedre at kunne sikre sig mod valutauroen og for at kunne undgå større nedgang i olieindtægterne.
I oktober 1999 ankom USA's forsvarsminister William Cohen til Bahrain med det meget klare formål, at få landet til at fortsætte sin støtte til USA's blokade mod Iraq. Men ingen detaljer blev efterfølgende offentliggjort om mødet.
På uafhængighedsdagen i december 1999 talte emiren Sheik Hamad bin Isa Al-Khalifah om demokratisk åbning og lovede at genoprette kommunalrådene.
Den 12. januar 2000 erklærede Bahrains udenrigsminister, at landet genoptog de diplomatiske forbindelser med Vatikanet. Dette skridt var sandsynligvis blevet besluttede allerede 2 måneder tidligere, da emiren Hamad bin Isa Al-Khalifah mødtes med pave Johannes Paul II i Rom. I februar indledtes retssagen mod Abdul Wahab Hussain, der var næstformand i oppositionsbevægelsen Bahrains bevægelse for Frihed. Hussain var blevet arresteret i 1996 for at have underskrevet en opfordring til genindførelse af demokrati i landet.
I februar 2001 bakkede befolkningen ved en folkeafstemning kraftigt op bag en politisk reformpakke fremsat af kongefamilien. Forslagede ville først blive gennemført i 2004, og forudså omdannelsen af staten til en konstitutionelt monarki. Samtidig benådes over 900 politiske fanger og eksilerede, og endvidere ophæves Statssikkerhedsloven og den statslige Sikkerhedsdomstol, der begge var blevet indført efter urolighederne i 1995.
I december rejste Informationsministeriet sag mod journalisten Hafez al-Shaikh for at publicere kritiske artikler om det shiitiske samfund. Han blev anklaget for at have overtrådt presse- og medielovgivningen. al-Shaikh hævdede, at anklagerne istedet skyldtes kritiske kommentarer fra hans side, der var offentliggjort i en libanesisk avis, om Bahrains samarbejde med USA i invasionen af Afghanistan i oktober. USA har efter terrorangrebene i New york i september 2001 kraftigt intensiveret sit samarbejde med Bahrain - især på det militære område.
Demokratiseringsprocessen blev fremskyndet ifht. den tidsplan kongefamilien havde fremsat året forinden. Den 14. februar 2002 blev Bahrain omdannet til et konstitutionelt monarki, og kongen - den tidligere emir - udskrev valg til afholdelse den 24. oktober samme år. Der var tale om de første valg i 27 år.
I maj 2002 gennemførtes lokalvalg, og for første gang havde kvinder både stemme- og valgret. Det samme gjorde sig gældende ved parlamentsvalget i oktober. Valgdeltagelsen ved dette nåede netop op på 50%, trods det at landets vigtigste parti, Den islamiske nationale Sammenslutning (INAA) havde opfordret til boykot. INAA repræsenterer landets shiitiske befolkningsflertal og hævdede, at valget var udemokratisk, fordi den lovgivende magt deles mellem det valgte parlament og et rådgivende råd, der udpeges af kongen, der er sunni muslim.
Iflg. en række forskellige efterretninger lukkede myndighederne i marts adgangen til en række WEB sites - herunder Bahrains Befrielsesfronts site, der havde rettet skarp kritik af kongens forfatningsreformer. I maj lukkede regimet adgangen til TV kanalen al-Jazeera. I oktober blev der udstedt et nyt lovdekret om presse om publicering, hvis artikel 68 har en straframme på 5 års fængsel for offentliggørelse af artikler der er kritisk overfor den statslige religion, som kritiserer kongen, eller som opfordrer til udskiftning af regeringen.
I maj flygtede efterretningsoberst Adel Jassem Fleifel til Australien, da myndighederne indledte en efterforskning rette mod ham for formodet korruption. En række oppositionsgrupper havde i flere år anklaget ham for tortur, eller for at have beordret tortur mod tilbageholdte eller politiske fanger. Samme måned opfordrede Amnesty International regeringen til at undersøge alle anklager om tortur, udøvet af Fleifel eller andre fra efterretningsvæsenet. Obersten vendte i november tilbage til Bahrain og blev arresteret.
FN's Menneskerettighedskommission besøgte i marts Bahrain, og gav udtryk for nødvendigheden af at efterforske fortidens menneskerettighedskrænkelser og stille de ansvarlige for retten. Kort tid senere ratificerede Bahrain FN's konvention mod diskrimination af kvinder, idet landet dog havde en række forbehold omkring artikel 2, 9, 15, 16 og 29.
I 2003 gennemførte 200 fanger en sultestrejke i Jaw fængslet i den sydlige del af landet. Strejken blev gennemført i protest mod de hyppige fysiske overgreb, og mod de hindringer der blev lagt i vejen for at få kontakt til advokater og menneskerettighedsorganisationer. Ved en lignende sultestrejke i starten af året havde fangen Yasser Makki mistet livet pga. manglende medicinsk behandling. Formanden for den Nationale komite for martyrer og ofre i Bahrain, Sayed Jaffar al-Alawi erklærede, at 33.000 af landets borgere er blevet mishandlet af politiet i løbet af de to foregående år, og at mindst 3.500 hævder at være tortureret. Al-Alawi er en af landets mest fremtrædende menneskeretsaktivister, og han har opfordret til nedsættelse af en juridisk kommission til undersøgelse af tortur og drab i landets fængsler.
Foreningen for menneskerettigheder i Bahrain slog i sin rapport til FN's Menneskerettighedskommission på en række forskellige former for diskrimination: mod kvinder og mod shiiter i adgangen til det offentlige, og mod nepotisme i den kongelige familie.
I april 2004 udnævnte kong Hamad bin Issa al-Khalifa, Nada Haffadh til sundhedsminister. Hun blev dermed landets første kvindelige minister.
I maj fjernede kongen indenrigsminister Sheik Mohammed bin Khalifa al Khalifa efter sammenstød i Manama, hvor politiet slog ned på 5.000 demonstranter, der protesterede mod USA's angrebskrig mod Iraq. Demonstranterne bar plakater med billeder af den irakiske shiitiske leder,Stor-Ayatollah Ali al Sistani med påskriften «død over USA». Over 20 blev såret under sammenstød i hovedstaden. Iflg. regeringen burde politiet have forudset hændelserne og have afstået fra repression. Kongen erklærede, at befolkningen havde ret til at demonstrere og protestere mod «de overgreb og den undertrykkelse vore brødre i Palæstina og Israel udsættes for, og de overgreb der sker i de hellige byer Najaf og Karbala i Iraq». Han tilføjede, at regeringen nærede de samme følelser som demonstranterne overfor de begåede uretfærdigheder. General Rashed bin Abdullah bin Ahmed al Khalifa erstattede den afsatte Mohammed bin Khalifa al Khalifa på posten som indenrigsminister.
I juli måtte 500 nordamerikanske statsborgere med bopæl i Bahrain evakueres af frygt for terrorangreb. Pentagon måtte gennemføre en «midlertidig tilbagetrækning» af det militære personel, der ikke var strengt nødvendigt. Der befandt sig flere hundrede nordamerikanske krigsskibe i Bahrain bugten syd for øen.
I juni 2005 blev 50 demonstranter slået og arresteret i Manama, da politiet opløste en demonstration mod manglen på jobs. Blandt de sårede var Abdulhadi al-Khawaja, direktøren for Bahrains Menneskerettighedscenter, der var blevet lukket af regeringen året forinden. Iflg. indenringsministeren reagerede politiet først efter at være blevet angrebet af demonstranterne. De arresterede blev hurtigt løsladt.
For første gang i landets historie blev en shiit, Jawad bin Salem al-Oraied, valgt til vice-premierminister efter parlamentsvalget i november 2006.
En statsborger fra Bahrain af saudisk oprindelse, der havde siddet 5 år fængslet i USA's koncentrationslejr i Guantanamo, blev sammen med 15 saudiere løsladt i juli 2007. USA's myndigheder oplyste, at fangen 10 gange havde forsøgt at begå selvmord.
Arbejdsløsheden var i 2008 3,8% men meget skævt fordelt. Kvinder tegnede sig for 85% af de arbejdsløse, og flertallet af arbejdsløse var unge. Bahrain blev i 2007 det første arabiske land der indførte en form for arbejdsløshedsunderstøttelse.
Landet var i 2008 verdens hurtigst voksende financielle centrum - takket være det regionale økonomiske boom. Fremtiden tegner dog ikke lys, da olieressourcerne er på vej til at slippe op, uden at landet har formået at frembringe nye beskæftigelsesmuligheder.
13 personer blev arresteret i december 2008 og anklaget for at have planer om at omstyrte regering og kongehus. De blev efterfølgende vist på TV, hvor de «tilstod» deres forbrydelser. Sammen med 22 andre anklagede blev de stillet for retten, men inden de blev dømt blev de i april benådet ved et kongeligt dekret. De berettede efterfølgende om omfattende tortur: elektriske chok, ophængt i deres arme og gennemtævet, placeret i deres celler i lange perioder med deres hænder og fødder bundet, og isolation. Ialt 178 fanger - deriblandt mange politiske - blev løsladt ved det kongelige dekret.
I marts 2009 skød og sårede sikkerhedsstyrker demonstranter i Sitra og al-Duraz der protesterede mod ekspropriationer af jord og for løsladelse af fanger der var fængslet under demonstrationer i 2007 og 08. Amnesty International anklagede regimet for overdreven voldsanvendelse. Det undskyldte sig med at det først havde grebet til våben, da demonstranterne blev voldelige.
Regimet er fortsat meget følsomt overfor kritik af kongehuset og fremsatte i 2008 lovforslag om yderligere stramninger i ytringsfriheden. Mange hundrede Web sites og diskussionsfora på internettet blev lukket i 2009 med henvisning til at de «tilskyndede til vold og sekterisk vold». Flere menneskerettighedsaktivister og journalister blev arresteret, anklaget for at kritisere kongehuset - bl.a. for korruption.
I november 2009 etablerede regeringen en national menneskerettigheds institution, der skulle «fremme kendskabet til menneskerettigheder i Bahrain» og udforme lovforslag. Regimet anvender dog fortsat rutinemæssigt tortur og undersøger ikke tidligere tortursager.
I oktober 2010 gennemførtes parlamentsvalg i 2 runder. Det blev vundet af det Shia orienterede Wefaq parti, der fik 18 ud af Underhusets 40 pladser. Valget var præget af en lang række uregelmæssigheder, hvor regimet søgte at lægge hindringer i vejen for Wefaq og landets Shia majoritet.
2011 Oprør mod kongen
 |
| Den danske dronning Margrethe besøgte i februar 2011 Bahrains diktator, kong Isa Al-Khalifah og udstyrede ham med Danmarks næstvigtigste orden, Storkorset, mens kongen mejede sine landsmænd ned udenfor paladsets mure. |
I februar 2011 besøgte den danske dronning Margrethe kongen af Bahrain og udstyrede ham med den næstvigtigste danske orden, Storkorset. Uden for de airconditionerede receptionslokaler mejede kongen sine undersåtter ned. Ansporet af af de folkelige oprør i Tunesien og Egypten, der begge steder førte til diktatorenes fald, kastede Bahrains befolkning ud i kampen for demokrati og afskaffelse af monarkiet. Mens Tahrir pladsen i Cairo blev omdrejningspunktet for oprøret mod Mubarak, blev Perlepladsen i Manama omdrejningspunkt for oprøret mod kong Isa Al-Khalifah. Protesterne tog især fart efter Mubarak blev væltet i Egypten den 11. februar. Men i Bahrain gik sikkerhedsstyrkerne hårdt frem mod de demonstrerende, der blev mødt med tåregas og gummikugler, og i løbet af få dage var de første demonstranter dræbt. Den 14. februar angreb sikkerhedsstyrkerne er begravelsesoptog, dræbte 1 og sårede 25. Nu blev der ikke længere anvendt gummikugler, men skarpe skud. Den 15. besatte demonstranterne Perlepladsen, men den 17. kl. 3 om morgenen angreb sikkerhedsstyrkerne pladsen og ryddede den. 231 blev såret og 4 dræbt - deriblandt en 2 årig pige. Undertrykkelsen fortsatte dagen efter hvor 1 blev dræbt og 66 såret. Sikkerhedsstyrkerne skød mod ambulancer, der transporterede sårede til hospitalerne.
Den 22. gennemførtes en Martyr march i Manama med deltagelse af over 100.000 mennesker - 10% af befolkningen. Demonstrationstoget var 3 km langt. Kongen forsøgte at køle gemytterne ved at love løsladelse af 308 politiske fanger. Men protesterne fortsatte. Den 14. marts invaderede 4.000 saudiske soldater landet for at stive det vaklende monarki af. De ankom i 150 pansrede mandskabsvogne. Den 15. satte kongen landet i 3 måneders undtagelsestilstand, og dagen efter blev militæret og de saudiske tropper sat ind mod demonstranterne på Perlepladsen. Tanks, pansrede køretøjer og helikoptere blev sat ind, 6 demonstrantrer blev dræbt og flere hundrede såret. De vestlige medier vendte det blinde øje til det stigende dødstal i Bahrain og fokuserede alene på Gadaffis overgreb i Libyen. USA og EU stod sammen med det fundamentalistiske regime i Saudi Arabien solidt bag kong Al-Khalifah.
Efter rømningen af Perlepladsen kunne læger på byens hospitaler berette hvordan soldater og sikkerhedsstyrker havde gennemsøgt hospitalerne efter sårede og havde skudt sårede på hospitalsgangene. Den 18. rev regimet monumentet på Perlepladsen ned. Plads og monument var blevet symbol på kampen for demokrati og frihed, og det var derfor et vigtigt skridt for regimet at fjerne det. Samme dag opfordrede 18 parlamentsmedlemmer der havde trukket sig fra deres pladser i parlamentet FN til at gribe ind mod regimet. Forgæves. I stedet igangsatte de saudiske soldater og Bahrains egne sikkerhedsstyrker en intensiv klapjagt på formodede oppositionelle. Der gennemførtes natlige husransagninger og raids, og flere tusinde blev arresteret.
 |
| Regimet rev 18. marts 2011 monumentet på Perlepladsen ned. Plads og monument var for landets opposition blevet symbol på kampen for frihed og demokrati. Diktaturet fik støtte fra EU, USA og Saudi Arabien. |
Den 25. marts var af Wefaq og 14. februar ungdomsbevægelsen udnævnt til «Vredens dag». Der skulle demonstreres fra 9 steder i landet, men demonstrationerne blev angrebet med tåregas og gummikugler. Flere blev dræbt.
Den 3. april lukkede regimet oppositionens avis, Alwasat, og 5. april kunne Læger for Menneskerettigheder meddele, at en række læger fra Salmaniya hospitalskomplekset i Manama var blevet forsvundet. Disse rapporter blev bekræftet af Læger uden Grænser 2 dage senere, der kunne tilføje at regimet rutinemæssigt bortførte sårede demonstranter fra hospitalerne.
Den 13. april truede justitsministeriet med at forbyde Wefaq og det Islamiske Aktionsparti. Det førte til protester fra USA's side, hvilket øjeblikkelig fik regimet til at erklære, at det var blevet misforstået.
Frem til midten af april var over 30 blevet dræbt og omkring 600 såret. Diktaturet holdt landet i et jerngreb.
Al Jazeera lavede i midten af 2011 dokumentarfilmen Shouting in the Dark om kravene om demokrati og diktaturets overgreb. Udsendelsen er siden blevet set af over 300.000 mennesker på Youtube. De vestlige regeringer insisterer på, at alt nu er i orden. Imens fortsætter diktaturet sine massive krænkelser af menneskerettighederne. Op mod 1000 mennesker blev dræbt i perioden februar-november 2011, og andre tusinder sat i fængsel. Diktaturet søgte især at ramme sundhedspersonale som læger og sygeplejersker, hvis «forbrydelse» var at behandle sårede demonstranter. Det førte til protester fra lægeorganisationer overalt i verden - inkl. Den danske Lægeforening.
Filmen førte til en diplomatisk konflikt mellem Bahrain i Qatar. Bahrain trak sine diplomater hjem. Først efter et topmøde i Golfens Samarbejdsråd i november 2014 meddelte Bahrain, at dets diplomater ville vende tilbage til Qatar.
I juni 2011 nedsatte kongen en uafhængig undersøgelseskommission, der skulle undersøge hændelserne. Kommissionen afgav rapport i november. Rapporten bekæftede regimets systematiske anvendelse af tortur, mishandling af fanger og systematiske overgreb mod oppositionen. På dette tidspunkt var mindst 5 blevet myrdet under tortur i regimets torturcentre. Rapporten dementerede samtidig, at Iran skulle være involveret i støtte til oprøret.
I september dømte en militærdomstol 20 læger og andet sundhedsfagligt personale fra Salmaniya hospitalet til 1-5 års fængsel for «kidnapning» og «opbevaring af våben» på hospitalet. Som i Danmark var «retsagen» baseret på anvendelsen af hemmelige vidner. En appeldomstol stadfæstede i juni 2012 dommene.
Protesterne tog af i sidste halvdel af 2011, som følge af den intense repression, men blussede atter op i 2012. I februar 2012 annoncerede kongens spindoktor, at der blev planlagt forsoningsmøder, men at de ikke ville blive indledt før alle de skyldige i urolighederne var blevet lokaliseret og straffet. Den 9. marts gennemførtes den hidtil største demonstration mod regimet med omkring 250.000 mennesker. Demonstrationen og de der fulgte efter skulle sætte internationalt fokus på undertrykkelsen i Bahrain og om muligt føre til aflysningen af Formel I løbene i landet i april. Som led heri gik dansk-bahraini'en Abdulhadi al-Khawaja i sultestrejke. al-Khawaja var blevet arresteret i april 2011, underkastet tortur og i juni idømt livsvarigt fængsel «for at have opfordret til uroligheder». I starten af april 2012 rundede hans sultestrejke de 60 dage og førte til internationale krav om hans overførsel til et dansk hospital. Det blev afvist af regimet, og de danske myndigheder holdt lav profil pga. de nære politiske og royale forbindelser mellem de to lande. Bahrains myndigheder begyndte i stedet at tvangsfodre al-Khawaja.
I april 2012 afvikledes Formel 1 kørslerne på Grand Prix banen i Bahrain. Forinden havde arrangørerne været udsat for et stort internationalt pres for at flytte kørslen til et andet land. Grand Prix kørslerne i Bahrain blev set som støtte til diktaturet. Også i Bahrain var der demonstrationer mod løbet. 14. Februar bevægelsen havde planlagt 3 vredens dage, der faldt sammen med afviklingen af løbet. De forløb overvejende fredeligt, men stillet overfor sikkerhedsstyrkernes brug af tåregas, lydbomber og varselsskud svarede nogle demonstranter igen med benzinbomber.
I juni 2012 stillede myndighederne en 11 årig dreng for retten for «forstyrrelse af den offentlige ro og orden» og for «opfordring til uroligheder». Samtidig fortsatte politiet sine overgreb på demonstranter. EU holdt lav profil, og undlod overvejende at kritisere regimet i Bahrain.
I september brød en skandale ud i USA, da det blev afsløret at en CNN udsendelse om Bahrains alvorlige krænkelser af menneskerettighederne lavet af journalisten Gleen Greenwald og fotografen Amber Lyon ikke ville blive bragt. Skandalen var ikke så meget at udsendelsen ikke blev bragt, men at det samtidig blev afsløret, at Bahrain betalte CNN for kun at bringe «positive» nyheder om landet. Det blev samtidig afsløret, at også Georgien og Kazakhstan ligeledes betalte CNN for kun at bringe ukritiske nyheder.
I oktober forbød regeringen alle demonstrationer. Hvordan den mente det adskilte sig fra de forrige måneder, hvor demonstrationer også blev forbudt og mødt med vold fra myndighedernes side var ikke klart.
Måneden efter fratog myndighederne 31 bahrainske statsborgere deres statsborgerskab, og hævdede de havde «skadet statens sikkerhed».
I slutningen af september 2013 blev 50 personer - deriblandt menneskerettighedsaktivister - idømt 5-15 års fængsel på sikkerhedsanklager. De dømte kunne efterfølgende berette at de havde været udsat for tortur.
Demonstrationerne imod diktaturet fortsatte gennem 2013. Inspireret af Tamarod bevægelsen der i juni bragte den egyptiske præsident Mohamed Morsi til fald, indkaldte protestbevægelsen i Bahrain til demonstrationer den 14. august, 40 års dagen for landets selvstændighed. Det skete under parolen Bahrains Tamarod. Dagen markerede samtidig 2½ års dagen for protesternes start. Indenrigsministeriet advarede imod «illegale demonstrationer og aktiviteter der vil bringe sikkerheden i fare» og optrappede sikkerhedsstyrkernes aktioner. Alligevel fortsatte protesterne. En lokal menneskerettighedsorganisation rapporterede om 745 protestaktioner alene i december. Myndighederne svarede igen med arrestationer - bl.a. af 31 børn -, husransagninger og forsvindinger.
Under en demonstration gennemført af shiiter i landsbyen Daih nær Manama i marts 2014 sprang en bombe, der dræbte 3 politifolk og sårede en fjerde. 25 blev arresteret som mistænkte for eksplosionen, og samtidig mødtes regeringen der besluttede at karakterisere protestbevægelserne og deres sympatisører terrorister.
Den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist Maryam Al-Khawaja, co-direktør for Gulf Center for Human Rights blev arresteret i august 2014, da hun landede i Manamas lufthavn. Hun rejste ind for at besøge sin far, som diktaturet havde idømt livsvarigt fængsel, og som var i sultestrejke. Efter 3 ugers arrest blev hun løsladt mod kaution og rejste derefter ud af landet. I slutningen af november blev hun idømt 1 års fængsel in-absentia. Diktaturet skulle bruge dommen til at hindre Maryam i at forsøge atter at rejse ind. Maryams søster Zainab blev i oktober stillet for retten for at have revet et foto af kongen i stykker. I december blev hun idømt 3 års fængsel og en bøde på 8.000US$ for «fornærmelse af kongen».
I november gennemførte diktaturet valg, der imidlertid blev boykottet af et flertal af befolkningen.
I december 2014 blev 2 mænd dømt til døden. Amnesty International kritiserede dommen stærkt, da de 2 mænd havde været udsat for tortur. I starten af måneden havde staten yderligere strammet terrorlovgivningen. Mistænkte kunne nu holdes varetægtsfængslet i op til 7 måneder inden en retsag, politiet kunne tilbageholde og afhøre mistænkte i op til 28 dage, fik udvidede beføjelser til at gennemføre husransagninger og fik ret til at afbryde al telekommunikation i et område i op til 24 timer. Ugen senere sprang to bomber i landsbyerne Damistan og Karzakan, der bl.a. kostede en jordansk betjent livet. 21 bahraini statsborgere blev i løbet af 2014 frataget deres statsborgerskab efter at være blevet dømt for «terrorisme»; 4 organisationer, deriblandt landets største oppositionsbevægelse 14. februar koalitionen, blev i løbet af året forbudt og betegnet som terrororganisationer. USA og EU fortsatte den betingelsesløse opbakning til diktaturet - trods udvisningen af en højtstående nordamerikansk diplomat i juli.
Bahrain sluttede sig i efteråret 2015 til Saudi Arabiens angrebskrig mod Yemen.
I marts 2016 arresterede myndighederne menneskerettighedsaktivisten Zainab al-Khawaja. Hun blev løsladt i juni, hvor efter hun rejste til Danmark, hvor hun også har statsborgerskab. Hun erklærede, at myndighederne var i gang med at sammenstille et langt anklageskrift mod hende, der ville udløse en lang fængselsstraf.
I maj fordoblede en appeldomstol generalsekretæren for landets største oppositions organisation al-Wifaq, Sheikh Ali Salmans fængselsstraf fra 4 til 9 års fængsel. I juni gik myndighederne videre i kampen mod opposition ved simpelt hen at forbyde al-Wifaq og konfiskere dens midler. Samtidig blev organisationens åndelige leder, Sheikh Isa Qasim frataget sit statsborgerskab for angiveligt at have opfordret til sektarisme. Hundredevis af demonstranter, deriblandt mange gejstlige, samledes derefter udenfor Qasims hus i Diraz til en fredelig protest mod diktaturets overgreb. Myndighederne svarede igen ved at rejse sigtelser mod 50 shia gejstlige. I løbet af året fratog myndighederne 133 bahraini statsborgere deres statsborgerskab. 7 blev udvist at landet - som statsløse. Siden 2015 var 341 blevet frataget deres statsborgerskab. Den overvejende del af de der fik frataget statsborgerskab var menneskerettighedsaktivister, journalister, shia gejstlige og politiske aktivister.
Storbritannien var i 2016 i gang med byggeriet af en permanent flådebase i Bahrain og frastod derfor helt fra at kritisere forværringen af menneskerettighedssituationen i landet. Det samme gjaldt USA. I august 2016 udsendte 5 FN menneskerettighedseksperter en fælles udtalelse hvor de kritiserede myndighedernes «systematiske forfølgelse af shiaer».
I 2017 lukkede diktatoren landets sidste uafhængige dagblad, al Wasat. I maj 2019 erklærede indenrigsministeren, at personer der følger «ophidsende» kanaler på Twitter eller gensender tweeets vil blive retsforfulgt. I oktober rejste Facebook og WhatsApp sag mod det israelske spionfirma NSO ved en domstol i USA. Firmaet blev anklaget for på vegne af dikturene Bahrain og UAE at have spioneret mod 1400 personer i de to lande ved brug af Facebooks apps. Regimet i Israel har siden 2016 knyttet stadig tættere forbindelser til diktaturstaterne på den arabiske halvø.
USA's udenrigsminister Mike Pompeo besøgte i januar 2019 landet og erklærede USA's store tilfredshed med det strategiske partnerskab med Bahrain. I maj godkendte kongressen salget af et Patriot missilsystem til Bahrain til en værdi af 2,5 mia. US$ samt mersalg til F-16 fly til en værdi af 750 mio. US$. Bahrain deltog fortsat i Saudi Arabiens krigsforbrydelser i Yemen.
Det er almindelig praksis i landet, at dømte politiske fanger får frataget deres statsborgerskab. Det skete for 180 i løbet af 2019. Næsten 700 fik dog deres statsborgerskab tilbage i løbet af året. Der var dog stadig 300, der var gjort statsløse af diktaturet.
Diktatoren udnævnte i november 2020 sin ældste søn, kronprins Salman bin Hamad bin Isa Al Khalifa til premierminister efter at hans forgænger prins Khalifa døde. Han havde da siddet på posten i 50 år.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 27/1 2021
Læst af: 74.458