Seychelles
| Befolkning | 106.000 |
| Valuta | Seychelles rupies |
| Areal | 450 Km2 |
| Hovedstad | Victoria |
| Befolkningstæthed | 222,2 indb./Km2  |
| HDI placering | 72 |
Landet er en øgruppe bestående af 92 øer, at hvilke de største er: Mahé, Praslin og Digue. Disse har granitundergrund, mens de øvrige overvejende er koraløer. Landskabet er bølget, klimaet tropisk med betydelig nedbør og vegetation. Selv om det kun er de største øer, der er befolket, udnytter befolkningen også de øvrige øer økonomisk.
Folket: Indbyggerne i Seychellerne er overvejende en blanding mellem afrikanere og europæere. Der findes små minoriteter af europæere, kinesere og indere.
Religion: Romersk katolske (88,6%); andre kristne (overvejende anglikanere) (7,7%); hinduer (0,7%); andre (3%) (1996).
Sprog: Engelsk og fransk (officielle). Størstedelen af befolkningen taler kreolsk, der er en lokal dialekt med europæiske og afrikanske rødder.
Politiske partier: Seychellernes Folks Progressive Front; Demokratiske Parti; Seychellernes Bevægelse for Demokrati; Kristelige Demokrater / Det Seychelske Folks Samling for Demokrati
Sociale organisationer: National Workers Union (NWU)
Officielt navn: Repiblik Sesel.
Hovedstad: Victoria, 25.000 indb. (2009).
Andre vigtige byer: Anse Real, 3.700 indb.; Cascada, 2.500 indb. (2000).
Regering: Wavel Ramkalawan er præsident siden oktober 2020. Parlamentet har ét kammer 33 medlemmer.
Nationaldag: 28. juni (Selvstændighed, 1976)
Væbnede styrker: 300 soldater (1996)
Paramilitære styrker: 1.300 (Nationalgarden)
Gennem hele det 18. århundrede kæmpede franske og engelske settlere voldeligt om denne øgruppe i det Indiske Ocean. Det var først i 1794, at det endelig lykkedes Storbritannien at gøre sig til ejer af øgruppen. Alligevel ofrede briterne ikke området nogen særlig opmærksomhed. Frem til 1903 blev det administreret fra naboøen Mauritius. Det var først under de europæiske kolonimagters ekspansion i anden halvdel af det 19. århundrede og senere efter de to verdenskrige, at øgruppen fik strategisk betydning.
Befolkningen er overvejende efterkommere efter afrikanske slaver og kontraktarbejdere fra Indien, og det var først med dannelsen af Seychellernes Forenede Folkeparti (SUPP) i 1964, at befolkningen fik et politisk selvstændigheds perspektiv. Styrken bag dette krav kom til udtryk ved generalstrejkerne i 1965, 66 og ved de store folkelige manifestationer i 1972. Samtidig organiserede koloniinteresserne sig i arbejdsgiverorganisationen Seychelles Taxpayers, der senere blev omdannet af James B. Mancham til Seychellernes Demokratiske Parti, der gik imod selvstændighed.
Ved parlamentsvalget i april 1974 fik SUPP 47,6 % af stemmerne. Alligevel gav det besynderlige «kolonialdemokrati» det kun 2 ud af lokalparlamentets 15 pladser, og Mancham fortsatte som premierminister. Men da var det allerede alt for sent at holde selvstændighedsbevægelsen tilbage, og på forslag fra det britiske udenrigsministerium accepterede Mancham at blive republikkens første præsident ved selvstændigheden, der blev proklameret i 1976. Kort tid efter gik han med til at «overdrage» de strategiske BIOT øer til London. Der havde siden 1967 været administreret fra Mahé, og Storbritannien havde lovet at overdrage øerne til USA, der var interesseret i dem for at oprette sin strategisk vigtige flåde- og flybase på Diego García.
Vel vidende at verden ikke ville acceptere denne territorialafgivelse udsatte Mancham valget til 1979, idet han argumenterede for at de var unødvendige, eftersom partierne var enige om selvstændighed.
Mancham udenrigspolitik var orienteret mod en snæver alliance med Sydafrika, der også leverede de fleste turister til landet, mens te- og kokosplantagerne blev væltet for at give plads til udenlandsk ejede 5 stjernede hoteller. Hele øer blev solgt til udlændinge som den sydafrikanske guldmagnat Harry Oppenheimer eller skuespilleren Peter Sellers.
I 1977 var Mancham i gang med atter engang at udskyde valgene, men denne gang slog SUPP's medlemmer til i hans fravær og tog magten - «med fuldstændig samarbejde fra politistyrkerne». De beskyldte ham i et kommunique for at «leve et liv i luksus, mens hans folk måtte arbejde hårdt». I hans sted udpegedes SUPP's leder Albert René.
René bekræftede landets tilhørsforhold til de Alliancefri Landes Bevægelse - som allerede før selvstændigheden havde anerkendt SUPP som landets legitime befrielsesbevægelse. Samtidig optog han forbindelser med de progressive lande og bevægelser omkring det Indiske Ocean. Den nye regering udtalte sig til fordel for socialismen. Den foreslog at reorganisere turismen på et nyt grundlag, ønskede at prioritere landbruget og fiskeriet for at sikre landets selvforsyning med fødevarer. Samtidig skulle undervisningen styrkes og arbejdsløsheden der berørte over halvdelen af befolkningen bekæmpes.
Midt i 1978 omdannedes SUPP til Seychellernes Progressive Folkefront (SPPF), for bedre at modsvare den nye politiske situation. I juni 1979 institutionaliseredes frontens magt, da den ved parlamentsvalget fik 98 % af stemmerne - med en valgdeltagelse på 95 %. Efter sejren annoncerede præsident René lukningen af en nordamerikansk radarsporingsstation på øerne. Samtidig benyttede han lejligheden til at kræve USA's militærbase på Diego García lukket og øen tilbageleveret til Mauritius.
I august 1978 indledtes en jordreform, der i første omgang berørte de ikke-opdyrkede jorde i landet. Samtidig blev elektricitetsværkerne, vandforsyningen, bygningssektoren og transportvæsenet nationaliseret. Der blev fastsat maksimumpriser for de basale fødevarer og der indledtes obligatorisk alfabetisering. Regeringens programmer satte kraftig skub i Seychellernes økonomi, og på trods af at øerne hverken råder over mineraler eller olie, nåede per capita indkomsten i 1979-80 op over niveauet for de andre øer i Stillehavet. Som et helt uhørt skridt blandt lande i den 3. verden blev landets valuta endvidere opskrevet.
Den vigtigste baggrund for den økonomiske vækst var dog udviklingen af turismen og rationalisering af administrationen. Seychellerne modtager gennemsnitligt 80.000 turister årligt. Under Manchams regering var der overvejende tale om sydafrikanske turister, men efter Albert Renés magtovertagelse øgedes antallet af europæiske besøgende - især briter.
Landet modtog støtte fra den Afrikanske Udviklingsbank til udvidelse af en række småhavne. Projektet havde til formål at udvide fiskerikapaciteten.
Albert Renés modstandere og især den sydafrikanske regering opgav ikke planerne om at destabilisere den socialistiske regering i Seychellerne. I november 1981 forsøgte en gruppe på 45 lejesoldater anført af oberst Mike Hoare at invadere landet og styrte regeringen. Kupforsøget var blevet planlagt i London af den tidligere James Mancham og fik støtte af Sydafrikas regering. Men forsøget slog fejl og gruppen endte med at kapre et kommercielt fly for at undslippe til Sydafrika.
Efter det fejlslagne invasionsforsøg udstedte regeringen undtagelsestilstand og udgangsforbud. Folkemilitsen viste nu sin evne til at neutralisere konspirationen og begyndte at overvåge udlændingene i landet.
Invasionsforsøget og den økonomiske krise i Europa førte til et fald på 10 % i turiststrømmen. Situationen forværredes yderligere i august 1982, da nogle militærenheder gennemførte et fejlslagent oprør. Det nærede rygterne om en ny konspiration fra lejesoldaternes side og førte til bagvaskelseskampagne fra konservative medier i Europa. I juni 1984 blev Albert René genvalgt til præsident med 93 % af stemmerne. Den sidste politiske fange fra oppositionen blev løsladt, samtidig med at normaliseringen af den indenrigspolitiske situation tillod, at præsidenten slog ind på en mere pragmatisk politik.
I 1986 genforhandlede Seychellerne og USA en aftale, der oprindelig var indgået i 1976 og fornyet i 1981, og som giver supermagten lov til at drive en satellitsporingsstation på øen Mahé.
I september 1986 gennemførtes et nyt kupforsøg. Albert René var i Zimbabwe, hvor han deltog i de Alliancefri Landes topmøde. Han vendte omgående hjem, knuste oprøret og fik arresteret bagmændene, herunder lederen, forsvarsminister oberst Ogilvy Berlouis.
Regeringen havde gennem nogle år foreslået at gøre det Indiske Hav til et fredsområde, og var begyndt at kræve af de skibe der anløb Seychellernes havne, at de ikke transporterede atomvåben. Siden havde krigsskibe fra USA og Storbritannien undladt at anløbe Seychellerne. Landet optog i 1988 diplomatiske forbindelser med Comorerne og Mauritius, og i 1989 med Marokko og Elfenbenskysten.
Ved præsidentvalget i juni 1989 var Albert René den eneste kandidat. Han blev valgt til en 3. mandatperiode med 96 % af stemmerne - iflg. den officielle optælling. Efter valget offentliggjorde præsidenten en reorganisering af regeringen. Han overtog selv posten som industriminister og slog planlægnings-, udenrigs- finans- og turistministerier sammen.
I september 1989 gennemførte Indiens præsident, Ramaswamy Yenkataraman et besøg på 3 dage i Victoria og de to lande underskrev en kulturel udvekslingsaftale. I januar 1990 optog landet diplomatiske forbindelser med Kenya.
I august 1991 vendte oppositionslederne Maxime Ferrari hjem fra sit eksil. Han var leder af det Kristeligt Demokratiske Samlingsparti for Demokrati. Hans søn, Jean-Francois grundlagde Seychellernes Parti og anmodede om fremskyndelse af parlamentsvalget - med international overvågning.
Oppositionen tvang præsident René til at acceptere et flerpartisystem. Det første skridt blev taget i juli 1992, da der blev valgt en kommission, der skulle udforme en ny forfatning. Regeringspartiet SPFF fik 13 af de 23 pladser i kommissionen. Eks-præsident Manchams parti PD fik 8 pladser.
Regeringen fortsatte sin autoritære praksis, hvilket efter kort tid fik PD til at trække sig fra forfatningskommissionen, og det første udkast til ny forfatning blev forkastet. Processen blev først genoptaget i juni 1993, efter at PD atter var gået ind i kommissionen. Der blev udformet et nyt forslag, der kunne få støtte fra begge partier, og det blev senere ved en folkeafstemning med 73,6 % af stemmerne.
Den nye forfatning gjorde landet til en flerpartistat, med en Nationalforsamling på 33 medlemmer og præsidentvalg hvert 5. år. Præsidenten vil iflg. forfatningen kunne sidde i op til 3 perioder. René vandt valget i juli 1993, og hans parti fik absolut flertal i Nationalforsamlingen.
Turismen var fortsat landets vigtigste indtægtskilde. I 1993 og 94 oversteg antallet af besøgende turister landets samlede indbyggertal. Olieprodukter og tun på dåse tegnede sig for 80 % af eksporten i samme periode. Trods en arbejdsløshed på 22 % var per capita indkomsten i 1994 oppe på 5.480 dollars. 99 % af befolkningen har adgang til rindende vand og alle får opfyldt deres basale behov for fødevarer.
I 1995-96 var den økonomiske vækst moderat. Den internationale bistand udgjorde i 1996 13 millioner dollars, der blev anvendt til finansieringen af en række projekter indenfor miljøbevarelse og udbedring af veje.
I 1997 afhang kun 1,1 % af statsbudgettet af international bistand, selvom landet fortsat er afhængig af udenlandsk teknisk assistance.
Selvom Seychellerne i 1998 rangerede højest blandt de afrikanske lande på UNDP's skala for human udvikling, så var landet på verdensplan kun nr. 56.
På syd-syd topmødet i Havana i april 2000 lykkedes det vicepræsident James Michell at få topmødets anerkendelse af de specielle problemer og sårbarhed, som små østater som Seychellerne er udsat for. Senest i 2001 skal der opstilles en indikator for disse staters sårbarhed.
Med det formål at vise investorer, at der herskede politisk stabilitet i landet udskrev René valg to år før tiden. Ved valget i september 2001 blev han for tredje gang genvalgt siden indførelsen af flerpartistyre. Han fik 54,2% af stemmerne, mens hans modkandidat, Wavel Ramkalawan fra Seychellernes Nationalparti fik 44,9%. Ramkalawan afviste at acceptere valgresultatet og erklærede, at valget havde været præget af trusler og tilbud om penge til vælgere der ville stemme for René.
Den globale opvarmning er et af de største problemer Seychellerne står overfor. Indenfor flora og fauna er bl.a. papagøjer, store skildpadder og kokospalmer allerede berørt af de stigende temperaturer og korallerne omkring øerne er allerede døde. Landets store biodiversitet er med til at gøre det til et yndet turistmål, og turismen er derfor samtidig en vigtig kilde til udenlandsk valuta. Regeringen har derfor gjort beskyttelsen af miljøet til et af sine vigtigste mål. Befolkningen opdrages helt fra små til at passe på naturressourcerne.
I januar 2002 afviste forfatningsdomstolen at omstøde valgresultatet fra september, trods beskyldninger om uregelmæssigheder.
I april blev det Konsultative Turistråd, der siden 1999 havde rådgivet regeringen omdannet. Ministeren for turisme og transport, Simone de Comarmond forsikrede, at regeringen havde forpligtiget sig til at støtte udviklingen af turismen. Især efter terrorangrebet på New York 11. september var det nødvendigt at forstærke indsatsen for at Seychellernes turistindustri fortsat er konkurrencedygtig.
Organisationen Journalister uden Grænser protesterede overfor regeringen pga. dens kampagne mod den uafhængige avis Regar, der i artikler beskyldte vicepræsident James Michel for at være indblandet i korruption.
I juli 2003 vedtog regeringen en række økonomiske reformer med det formål at reducere statens budgetunderskud. Tre ambassader i udlandet blev lukket, og der blev vedtaget en ny skat på importerede varer, serviceydelser og lokalt producerede varer. Politiet arresterede 4 medlemmer af Nationalpartiet, deriblandt Jean-Francois Ferrari fra avisen Regar for at samle underskrifter mod de nye skatter.
I september blev liget af Ferraris svigerinde, Therese Blanc fundet ved en strand. På denne baggrund bad Europarlamentets komite for samarbejde og Udvikling præsident France-Albert René om en rapport om den aktuelle politiske situation og menneskerettighederne i landet.
Seychellerne var frem til 2004 medlem af det sydlige Afrikas Samarbejdsorganisation (SADC), men meldte sig i juli ud med den begrundelse, at «det ikke fandt nogen fordele i integrationen». Inden det kunne melde sig ud måtte landet tilbagebetale 2,5 mio. US$ til SADC.
I december ramtes Sydøstasien af en Tsunami, og flodbølgen nåede også til Seychelles, hvor den forårsagede alvorlige skader indenfor fiskeriet. Mange både blev beskadigede eller ødelagte. FAO igangsatte et program til reparation eller udskiftning af de beskadigede både. I februar 2005 blev det anslået, at landet havde brug for 30 mio. US$ til at foretage den nødvendige genopbygning.
Seychelles bekræftede i august 2005 at det ikke havde mulighed for at vende tilbage til SADC pga. fortsatte problemer med at opfylde sine økonomiske forpligtigelser overfor organisationen. Meddelelsen var blevet givet allerede i begyndelsen af året, men der var åbnet for en mulig indgåelse af en aftale, der dog i sidste ende ikke var mulig.
I maj 2006 øgedes bekymringen for, at chikungunya viruset skulle nå til Seychellerne. Sygdommen bredte sig med den afrikanske moskito der også var bærer af dengue feber. Sygdommen havde på dette tidspunkt allerede ramt 275.000 langs det Indiske Ocean. Trods frygten for chikungunva fortsatte turismen - landets vigtigste indtægtskilde - at stige i 2007. Regeringen advarede dog mod, at den fortsatte stigning af turismen skulle håndteres forsigtigt for at undgå forringelser af landets miljø.
Den globale økonomiske krise der slog igennem i 2008 ramte landet hårdt pga. faldende turismeindtægter. I slutningen af året havde det ikke tilstrækkelig udenlandsk valuta til at betale renter og afdrag på sin udlandsgæld. IMF trådte ind med en redningspakke på 26 mio. US$ og tvang samtidig staten til drastiske forholdsregler: 1.800 offentligt ansatte blev fyret, statslig ejendom blev solgt, valutarestriktionerne blev fjernet og valutaen gjort flydende. Prisen for en US$ steg i løbet af få dage fra 8 til 16 og fordoblede dermed effektivt prisen på importerede varer. I 2009 skrumpede økonomien med 7,5%. Landet blev særligt hårdt ramt, da dets udlandsgæld udgør 175% af BNP. Turismen led yderligere under piratvirksomheden i stadig større områder af det Indiske Ocean.
WikiLeaks afsløringer af USA ambassadetelegrammer fra 2009 viste, at supermagtens droneflyvninger over Somalia og Afrikas Horn har base i Seychellerne.
Indien afskrev i juni 2010 45% af sine lån til Seychellerne.
Præsident Michel blev i maj 2011 genvalgt med 55,4% af stemmerne. Wavel Ramkalawan fik 41,4%. I juli blev parlamentet opløst, da der blev udskrevet nyvalg - 1 år tidligere end planlagt. Forfatningsdomstolen kendte nogle dage senere opløsningen ugyldig af proceduremæssige årsager og beordrede til at samles igen, men da var opløsningen et faktum. Valget i september/oktober blev boykottet af det største oppositionsparti, Seychellernes Nationalparti i protest mod at regeringen ikke havde fremlagt valglovgivning til regulering af hvor meget partierne måtte bruge på valgkampen. Regeringspartiet Peoples Party tog derfor alle 31 pladser i parlamentet. Popular Democratic Movement fik godt nok 10,9% af stemmerne, men pga. valgsystemets udformning gav det ingen mandater.
Seychellerne havde gode politiske og økonomiske forbindelser til Kina og tilbød i november 2011 Kina at det kunne etablere en flådebase til forsyning af dets anti-pirat patruljer i Aden bugten. To år tidligere havde Seychellerne anmodet Indien om at sende krigsskibe til beskyttelse mod piratvirksomheden i det Indiske Ocean.
Præsident Michel gennemførte i august 2013 et statsbesøg i Vietnam på invitation af den vietnamesiske præsident.
Seychellerne erklærede sig i januar 2015 villig til at hjælpe Sri Lankas nye regering med at efterforske, hvorvidt den tidligere præsident Rajapaksa havde hemmelige konti i Seychellerne. Rajapaksa stjal store summer fra statsprojekter i sin regeringstid, som muligvis bl.a. blev gemt i Seychellerne, der har 140.000 registrerede skuffeselskaber og en svag kontrol med konti - på linie med Schweiz og Cypern.
Samme måned gennemførte valgkommissionen en registrering af alle vælgere i landet. Det skete på baggrund af ændringer i valgloven, der bl.a. satte loft over kandidaternes forbrug af penge i valgkampen. Loftet blev 18.000 US$ til parlamentspladser og 70.000 US$ til præsidentembedet.
Præsident Michel meddelte i starten af 2015, at han agtede at stille op til endnu en periode. Næste præsidentvalg skulle oprindelig være gennemført i 2016, men blev fremskyndet til afholdelse i december 2015. Michel vandt det med 55,% af stemmerne allerede i første runde. Oppositionslederen Wavel Ramkalawan fik 41,4%.
Præsident Michel meddelte overraskende i september 2016, at han trak sig for posten. Vicepræsident Danny Faure blev derefter indsat som ny præsident. Magtskiftet faldt sammen med, at oppositionen vandt parlamentsvalget. Ved parlamentsvalget i starten af måneden mistede Michels PP aprti 17 mandater og måtte nøjes med 14. Den nye valgalliance LDS kom til gengæld ind med 19, og havde dermed flertal i det 33 pladser store parlament. Det var første gang siden 1979 at PP ikke havde flertal. Oppositionen havde i 2011 boykottet valget, men de 4 oppositionspartier havde siden dannet LDS. Der var nu tale om en politisk dobbeltmagtsituation, hvor det ene parti sad på præsidentposten og det andet på flertallet i parlamentet.
COVID-19 pandemien nåede landet i marts 2020, hvor de første smittede blev registreret. Samme måned blev lufthavnen lukket, for atter at blive genåbnet i maj, men de følgende måneder var grænsen lukket for et skiftende sæt af lande. Fra juni 2021 steg antallet af smittede for at nå et foreløbigt maksimum i januar 2022. Frem til maj 2022 var 43.387 blevet smittet og 167 var døde. Rejserestriktioner og nedlukninger havde en stærkt negativ indflydelse på økonomien.
Wavel Ramkalawan vandt i oktober 2020 præsidentvalget over den siddende præsident Faure med 54,9% mod 43,5%. Det var første gang opposition vandt magten i landet siden landets selvstændighed, og dermed samtidig den første fredelige magtoverdragelse. Der blev samtidig holdt parlamentsvalg, hvor LDS gik 6 mandater frem til 25, mens United Seychelles mistede 4 og fik 10.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 17/5 2022
Læst af: 53.837