 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Generalstrejke
Generalstrejke er egentlig en strejkeform, som omfatter alle eller de fleste arbejdere indenfor et geografisk afgrænset område. Den har været et af arbejderbevægelsens vigtigste kampmidler, så længe klassen har eksisteret og er blevet opfattet både som et defensivt og et offensivt våben. Det sidste nok især i de anarkistiske og syndikalistiske traditioner, hvor generalstrejken skulle udgøre optakten til den revolutionære omvæltning.
19. århundrede
En af de første udgaver af generalstrejken var «The Grand National Holiday of the Working Class», undfanget af den britiske Owentilhænger William Benbow i 1832. Siden skulle spørgsmålet dukke op på de fleste internationale arbejderkongresser. F.eks. på 1. Internationales kongres i Genève i 1866, hvor konklusionen i første omgang blev, at generalstrejken «forblev en abstraktion uden revolutionær værdi, så længe arbejderklassen ikke havde skabt sig en solid økonomisk organisation». På Bruxelles-kongressen i 1868 blev generalstrejken til Marx' store utilfredshed drøftet som et middel mod krig. Han regnede ideen for uigennemførlig.
Forholdet til generalstrejken er et af de punkter, hvor konflikten mellem marxismen og anarkismen kommer klarest til syne: Marxismen og senere socialdemokratiet betragtede generalstrejken som et af flere taktiske midler af begrænset anvendelse, som måtte underordnes hovedperspektivet: Erobringen af den politiske magt, som var den forpost hvorfra arbejdernes frigørelse skulle begynde. Anarkisterne havde i stedet den opfattelse, at det i arbejdernes frigørelseskamp var den økonomiske frigørelse der var overordnet. For dem var generalstrejken den kamp, hvor arbejdernes økonomiske magt blev direkte konfronteret med borgerskabets, og som det forhåbentlig var arbejderklassen, der gik sejrende ud af.
Efter 1. Internationales opløsning blev ideen om generalstrejke diskuteret på de «bakunistiske» kongresser (bl.a. St. Imier, Genève og Bruxelles). Den blev nu ikke længere primært opfattet som et antikrigs-middel, men som selve den form den sociale revolution ville antage. Mange forestillede sig, at verdensrevolutionen ville begynde med en omfattende arbejdsnedlæggelse, som lammede det borgerlige samfund og som viste arbejderklassens magt. Skulle dette blive effektivt, var det nødvendig med en stærk faglig arbejderbevægelse, som den syndikalisterne senere skulle forsøge at opbygge. Men den borgerlige stat ville ikke falde, alene som en konsekvens af generalstrejken. Strejken ville snarere føre til borgerkrig og åben revolution.
På 2. Internationales kongresser blev generalstrejken atter diskuteret: som et defensivt middel mod krig og krigsfare, eller som et redskab for at opnå parlamentariske rettigheder for arbejderklassen.
Efter at anarkisterne - efter perioden med «handlingens propaganda» - genoptog arbejdet i fagbevægelsen og (anarko)syndikalismen opstod i 1890'erne, trådte generalstrejken atter i forgrunden. Den franske fagforening CGT erklærede sig massivt for generalstrejke, og ideerne fandt igen indpas i flere lande. Kriserne i de socialistiske arbejderpartier gjorde sit til dette. De blev tvunget til visse indrømmelser overfor tanken - om end under modstand, bl.a. fra Wilhelm Liebknecht.
20. århundrede
Lige efter århundredeskiftet gik der en bølge af generalstrejker over Europa, flere steder modarbejdet af den socialdemokratiske fagbevægelse. Syndikalismen voksede i styrke, men også indenfor socialdemokratiet opstod der en diskussion om generalstrejke, ofte under betegnelsen massestrejke. Rosa Luxemburg gik f.eks. imod socialdemokratiets tidligere ensidige opfattelse af den politiske generalstrejke som et defensivt kampmiddel og så i massestrejken et eksempel på «den proletariske masses opførsel under revolutionen». Fejlslagne generalstrejker i Sverige (1909) og Belgien (1913) øgede imidlertid imidlertid den almindelige skepsis overfor dens muligheder
Oktoberrevolutionen i 1917 førte imidlertid til, at ideen om generalstrejke atter blev aktuel. I de følgende år gennemførtes flere heldige generalstrejker. I Tyskland (1920) bl.a. mod det reaktionære Kapp-kup, og alene truslen om generalstrejke under Påskekrisen i Danmark samme år førte til, at kongen og borgerskabet bøjede sig. Bevægelsen kulminerede i 1926, da 6 millioner britiske arbejdere var i generalstrejke, men den måtte dog afbrydes efter nogle ugers forløb - dels pga. uenighed i strejkeledelsen, dels pga. organiseringen af frivillige strejkebrydere.
Tilliden til generalstrejken som økonomisk kampmiddel svækkedes derefter, men den politiske generalstrejke er siden blevet anvendt med held i bl.a. Indien (1920'erne og 30'erne) og Frankrig (1968). Strejkerne i Danmark i 1943-44 kaldes normalt folkestrejker, fordi de ikke blot var generalstrejker, men også omfattede grupper udenfor arbejderbevægelsen (tjenestemænd og erhvervsdrivende). Storkonflikterne i Danmark ifbm. sammenbrudte overenskomstforhandlinger har ikke været generalstrejker, da det kun har været et mindre del af arbejderklassen, der er blevet taget ud i konflikt. Påskestrejkerne i 1985 udgør dog en delvis undtagelse, da de omfattede det største antal offentligt og privat ansatte, der har nedlagt arbejdet på samme tid og med samme formål.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 44.775