Marokko
| Befolkning | 36,8 mio. |
| Valuta | Dirhams |
| Areal | 446.550 Km2 |
| Hovedstad | Rabat |
| Befolkningstæthed | 66,9 indb./Km2  |
| HDI placering | 123 |
Landet er langs sin 800 km lange kyst åbent overfor Atlanterhavets påvirkning. I det bjergrige østlige Marokko strækker bjergkæderne Atlas og Rif sig fra syd til nord. De er dækket af sparsom bevoksning. Her bor berberfolket, der er nomader. På sletten ved foden af bjergene dyrkes der citrusfrugter, grøntsager og forskellige kornsorter. På de vestlige bjergskråninger findes en udbredt kvægdrift samt miner rige på fosfat, zink og bly. På sletten ud mod kysten dyrkes druer og citrusfrugter. Fiskevandene er rige, men udnyttes overvejende af udenlandske fiskeflåder. Jorderosionen er en konsekvens af forskellige faktorer, herunder ekspansionen af landbrug ind på marginale jorde, overgræsningen af græsgangene som følge af overskuddet af dyr, ødelæggelsen af vegetationen ifbm. indsamlingen af brænde og omdannelsen af skovområder til opdyrket land. Der er taget nogle initiativer for at vende denne proces, overvejende ved plantning af ny skov.
Diktatur og enevældigt monarki med omfattende undertrykkelse af menneskerettighederne. Støttet af USA og EU.
Besættelsesmagt der har besat Vestsahara. 83 af verdens lande støtter Vestsaharas ret til selvbestemmelse, 42 støtter Marokkos krav på Vestsahara, men støtter ikke den suverænitet Marokko i dag udøver.
Folket: Arabere (70%) og berbere (30%).
Religion: Den overvejende del af befolkningen er muslimsk (98,7%), de fleste sunni-muslimer. Endvidere kristne (1,1%), jøder (0,2%).
Sprog: Arabisk (officielt sprog). Berberisk, fransk og spansk tales også.
Politiske partier: Uafhængighedspartiet (Istiqlal) grundlagt i 1943, Den forfatningsmæssige Union (UC) oprettet i 1983, De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP), Den nationale union af Uafhængige (RNI), Den folkelige berberiske Bevægelse, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), Partiet for fremskridt og Socialisme.
Sociale organisationer: Den nationale sammenslutning af marokkanske Arbejdere (UGTM), Den marokkanske Arbejderunion, Den demokratiske Arbejderkonføderation.
Officielt navn: Al Mamlaka al-Maghrebiya.
Administrativ inddeling: 37 provinser og 2 kommuner: Casablanca og Rabat.
Hovedstad: Rabat, 1.787.000 indb. (2005).
Andre vigtige byer: Casablanca (Dar-el-Beida), 3.292.100 indb.; Marrakech, 736.500 indb.; Fez, 900.900 indb. (2000).
Regering: Enevældigt monarki. Sayyidi Muhammad VI ibn al-Hasan, konge siden 23. juli 1999. Aziz Akhannouch, premierminister siden oktober 2021.
En forfatningsreform vedtaget i september 1996 banede for første gang vejen for en to-kammers lovgivende forsamling. Underhuset - Majlis an-Nawwab - med 325 medlemmer vælges ved direkte valg hvert 5. år og har ansvaret for vedtagelse af lovgivning. Det er imidlertid der udformer lovene.
Overhuset - Majlis ash-Shura - med 270 medlemmer vælges ved indirekte valg og har konsultativ karakter.
Nationaldag: 2. marts, uafhængighed fra Frankrig (1956)
Væbnede styrker: 196.000 soldater (2003)
Paramilitære styrker: 40.000 kongelige gendarmer, 10.000 hjælpestyrker
Blandt de nordafrikanske imperier der gennem århundreder dominerede den iberiske halvø, indtog Marokko pga. sin geografiske placering en hegemonistisk position - placeret mellem Europa og på den anden side handelsruterne gennem Sahara. Selvom Fez og Marrakech ikke havde samme intellektuelle gennemslagskraft som Cairo, blev deres politiske indflydelse mærket så langt væk som i Timbuktu og Valencia. De nære forbindelser til Spanien var under epoken med kalifstyre i Córdoba kulturelt stærkt berigende, men i slutningen af generobringen af den iberiske halvø havde de stærkt negative konsekvenser for Marokko. Krigen førtes over på det afrikanske kontinent, hvor spanierne erobrede fæstningsværker ud til Middelhavet: Ceuta i 1415, Tánger i 1471 og Melilla i 1497. Den europæiske flådekontrol afskar for Marokko Middelhavet fra Atlanterhavet og førte til et drastisk fald i handelsaktiviteten.
Til forskel fra Algeriet og Tunesien blev Marokko aldrig formelt indlemmet i det Osmanniske imperium, men drog dog fordel af tilstedeværelsen af de tyrkiske tropper i regionen, der udgjorde en bremse for den spanske ekspansion. Den skrøbelige ligevægt gjorde det muligt for sultanerne at bevare deres uafhængighed helt frem til det 20. århundrede. I overensstemmelse med sin politik for økonomisk infiltration havde Frankrig tiltvunget sig kontrol over kongedømmets finanser for på denne måde at administrere udlandsgælden, samtidig med at det lå i konflikt med Tyskland om den politiske hegemoni i regionen. En aftale med Spanien omkring grænserne for spansk Sahara samt aftaler med sultan Muley Hafid for at denne skulle ende sin støtte til rebellerne i Sahara bidrog til sikring af de franske mål: En inddæmning af Tyskland. En aftale i 1912 mellem Frankrig, Spanien og Storbritannien gjorde landet til fransk protektorat og delte det op: Spanien fik Rifregionen i nord - herunder enklaverne Ceuta og Melilla - samt i syd Ifni og Sahara. England opnåede en aftale med franskmændene omkring Egypten og Sudan. Tanger blev erklæret for international frihavn, og sultanen blev gjort til en kransekagefigur.
De spansk kontrollerede zoner blev hurtigt tilholdssted for nationalister, der var utilfredse med den europæiske dominans. Det var i disse zoner, at berberoprøret i 1921 startede under ledelse af emiren Abdel Krim (Abd-al-Karim al-Khattab). Med støtte fra 3. Internationale og den panislamiske bevægelse erklærede han oprettelsen af Republikken af de forenede stammer i Rif, bragte stammerne i det indre af landet i oprør og satte spanierne i defensiven. Franskmændene intervenerede, hvilket blot udvidede oprøret til hele landet, men først i 1926 lykkedes det franskmændene at tvinge emiren fra magten.
I området i syd var den spanske kontrol stort set kun formel, da franskmændene pressede på for at få standset områdets status af «tilholdssted» for rebelske flygtninge fra Algeriet, Marokko, Sahara og Mauretanien.
Under 2. verdenskrig foregik der en konstant nationalistisk agitation, og kravet om befrielse blev så påtrængende, at selveste sultanen Mohamed V gjorde sig til talsmand for kravet. For at berolige folket overvejede Frankrig at gå så langt som til rehabilitere den gamle emir Abdel Krim, der var sendt i eksil på Réunion. Den gamle kæmper benyttede sig af en mellemlanding i Egypten til at flygte fra skibet og søge tilflugt i Cairo, hvor han døde i 1963. Den stigende spænding i landet førte til, at Frankrig i 1953 fjernede Mohamed V fra tronen, men dette skridt bidrog blot til yderligere at radikalisere den nationalistiske bevægelse, der indledte væbnet kamp. Det folkelige pres banede i sidste ende vejen for sultanens tilbagevenden til tronen. I 1956 blev franskmændene tvunget til at anerkende Marokkos fuldstændige selvstændighed.
Den 7. april 1956 genindlemmede Marokko Melilla, Tánger og den «specielle zone» i Ceuta i sit territorium, men havnene i de 2 byer er fortsat i dag under spansk kontrol. Ifni enklaven blev leveret tilbage til Marokko i 1969.
Mohammed V's intention var «at gå langsomt frem» med moderniseringen af landets økonomiske og politiske institutioner. Mens hans søn - Hassan II - der efterfulgte faderen ved dennes død havde mere konservative ideer. Hans teokratiske regime - hans familie nedstammende fra profeten Muhammed - og et magtsystem baseret på tjenester og pligter i bedste paternalistiske stil, hindrede udviklingen af et autentisk nationalt borgerskab. Samtidig opmuntrede kongen udenlandske investeringer - især franske - til udbytningen af landets rigdomme.
Hassan tøvede ikke med i 1965 at beordre Ben Barka dræbt. Han var leder af det stærke oppositionsparti, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), der krævede at der skulle gennemføres et økonomisk og socialt program til fordel for folkeflertallet af arbejdere og bønder.
Forsvindingen af Ben Barka i Paris blev fulgt op af brutal repression mod de folkelige kræfter. UNFP blev splittet, og den tendens der fastholdt Ben Barkas idealer blev tvunget til at operere under jorden, mens gruppen ledet af Abderrahim Buabid tog navneforandring til Den socialistiske Union, men forrådte samtidig sine principper for at kunne tage plads som minoritetsparti i parlamentet. Partiet Istiqlal konverterede sin oprindelige antikolonialisme til højrefløjs nationalisme og ekspansionisme. Det støttede kong Hassans projekt for dannelsen af et stor-Marokko gennem anneksionen af Vestsahara og om muligt Mauretanien.
Modsætningerne i det marokkanske samfund tog til, da kong Hassan i 1975 besatte Vestsahara og indledte en krig, der har ført til store politiske forandringer i Nordafrika.
Omkostningerne ved krigen, faldet i fosfatpriserne på verdensmarkedet samt den mistede støtte fra Saudi Arabien da kong Hassan støttede Camp David fredsaftalen mellem Egypten og Israel, var alle faktorer der bidrog til skærpelse af den økonomiske krise. De politiske konsekvenser af krisen lod ikke vente på sig. 1979 var kendetegnet ved store studenter- og arbejderdemonstrationer. Det var samtidig et hårdt slag for regeringen, at Mauretanien i august 1979 trak sig ud af krigen om Sahara. Marokko måtte nu bære eneansvaret for krigens fortsættelse.
Tørken i 1980 og 81 førte til mangel på fødevarer og tvang regeringen til at importere disse, hvilket øgede landets udlandsgæld til et helt utåleligt niveau. IMF kom regeringen til undsætning med hastelån, men stillede samtidig krav om, at regeringen skulle fjerne subsidier til fødevarer og boliger. Det gjorde livet endnu vanskeligere for arbejderklassen. De ambitiøse planer for økonomisk udvikling kom i krise, og «eksporten af arbejdsløsheden» blev begrænset af de restriktioner Frankrig indførte mod indvandringen af emigranter.
Krisen blev yderligere uddybet, da en række moderate oppositionspartier brød den politiske våbenhvile. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP) indledte demonstrationer vendt mod regeringen. Denne undertrykte voldsomt protesterne i Casablanca i juni 1981. De kostede ifølge de officielle oplysninger 60 dræbte - ifølge oppositionen 637. 2.000 personer blev fængslet. Den såkaldte massakre i Casablanca markerede det endelige brud mellem kongen og de resterende partier på venstrefløjen, der ikke ønskede at fortsætte med at betale den høje pris for krigen i Sahara: Over en 1 million dollars dagligt.
Med stagnationen i krigsførelsen fremkom der i starten af 1983 tegn på interne modsætninger i hæren. Den militære krise blev offentlig med mordet på general Ahmed Dlimi, øverstkommanderende for de kongelige væbnede styrker, der døde under mystiske omstændigheder efter at have haft kontakter i Europa mhp. afslutning af krigen i Sahara.
Den 10. juni 1983 gik marokkanerne til stemmeurnerne for at vælge 15.492 byrådsmedlemmer i hele landet. Ifølge de internationale valgobservatører var optællingstallene fra regeringen manipulerede. Oppositionen på venstrefløjen kritiserede svindlen og beskyldte kong Hassan II for at se bort fra den folkelige vilje.
I 1984 blev den Demokratiske Arabiske Saharaui Republik (RASD) optaget som medlem i den afrikanske enhedsorganisation OAU. Marokko svarede med at trække sig ud af OAU. RASD var blevet proklameret af partisaner fra Frente Polisario i det tidligere spansk Sahara i 1976.
Som øverste religiøse repræsentant begyndte den marokkanske konge at bekymre sig over fremkomsten af nye islamiske strømninger, der er i ekspansion over hele den arabiske verden. Af denne årsag øgede kong Hassan de administrative virkemidler for at styrke magten blandt ulemas' og andre religiøse repræsentanter.
I 1987 foreslog den marokkanske monark den spanske kong Juan Carlos, at begge landes regeringer nedsatte en «analysegruppe» for undersøge Ceuta og Melillas fremtid. Men forslaget blev ikke positivt modtaget i Spanien, der insisterede på den spanske tilstedeværelses «historiske karakter» i Ceuta og Melilla.
Efter 12 års spændinger genetablerede Marokko og Algeriet i maj 1988 diplomatiske forbindelser, takket være mægling fra Saudi Arabien og Tunesien. Baggrunden for afbrydelsen af relationerne havde været krigen i Sahara, hvor Algeriet åbent fra starten støttede saharaui nationalisterne. Tilnærmelsen mellem de lande muliggjorde bygningen af en gasledning, der forener begge lande med Europa over Gibraltarstrædet. Et fælles Algiersk-Marokkansk selskab med hovedsæde i Rabat blev fra 1995 gjort ansvarlig for transporten af 10-15 milliarder m3 algiersk gas årligt.
Dag for dag øges antallet af arbejdsløse i Marokko. Årligt forlader 1 million mennesker landdistrikterne og flytter ind til byen, hvilket drastisk har forværret boligsituationen, vandforsyningen, renovationen og andre serviceydelser. Dette øger atter emigrationen mod Europa. Alene i oktober 1992 blev 800 marokkanere arresteret i Tarifa i det sydlige Spanien, da de illegalt forsøgte at komme ind i landet.
I 1992 fandt der en drastisk «tilpasning» af økonomien sted. Statsunderskuddet var blevet reduceret fra 10% af budgettet i 80'erne til 3,2% i 92. Handelsbalancen kom i ligevægt og valutareserverne blev øget.
FN's internationale kontor for kontrol med Narkotika har kritiseret, at mange bønder i lande som Marokko er begyndt at dyrke opiumsvalmuer og coca, der er råvarer for produktionen af henholdsvis heroin og kokain.
Tilnærmelsen i Sahara mellem Algeriet og Marokko åbnede op for forsøg på en forhandlingsløsning på konflikten med udgangspunkt i en folkeafstemning under FN's kontrol, i hvilken Vestsaharas befolkning skulle vælge mellem selvstændighed eller indlemmelse i Marokko. Men den marokkanske regering har siden forhalet processen i tillid til befrielsesbevægelsen Polisarios endelige sammenbrud.
Tortur og forvindinger er hverdag for ikke blot befolkningen i Saharui, men også for den marokkanske befolkning. Nubier Amauí der er generalsekretær for den Demokratiske Arbejderføderation blev idømt 2 års fængsel for bagtalelse af den marokkanske regering. Han blev løsladt flere måneder senere efter oppositionens sejr i parlamentet. Den marokkanske menneskerettighedsorganisation rapporterede i 1993 om eksistensen af 750 politiske fanger.
Kong Hassan udskiftede i august 1992 premierminister Azedine Larakis regering og udpegede en ny ledet af Mohamed Karim Lamrani, der var regeringsleder i perioden 1971-83. Regeringen udskrev folkeafstemning om en ny forfatning, der gav øgede beføjelser til parlamentet. Under alle omstændigheder har kongen retten til at udpege premierministeren.
Ved det første valg efter forfatningsændringen i juni 1993 vandt oppositionen 99 ud af de 222 pladser mod regeringspartiets 74. To måneder senere i Casablanca indviede kong Hassan under spektakulære former en af verdens største moskeer. Den havde kostet 536 mio. dollars at bygge.
Trods forfatningsændringen var kongens politiske indflydelse stadig enorm, og i maj 1994 udpegede han et af sine familiemedlemmer til premierminister, Abd al-Latif Filali . I august kom kongen med en overraskende opfordring til «integration af det berberiske sprog og kultur i det nationale liv».
Landets økonomiske situation forværredes brat i 1995, da udebleven regn reducerede høsten til en sjettedel af, hvad den var året før. Bruttonationalproduktet der var vokset med 12% i 1994 faldt 4% i 95. Efter vanskelige forhandlinger undertegnede Marokko og EU i november en ny samarbejdsaftale.
Regeringen offentliggjorde i starten af 1996, at den ville sætte en række reformer af forfatningen til folkeafstemning. Forandringen gik grundlæggende ud på at danne et lovgivende tokammersystem og blev vedtaget i september. Kongen bevarer retten til opløsning af kamrene. Privatiseringerne fortsatte med salget af nogle offentlige virksomheder.
I september 1997 indgik Marokko og Polisario en aftale om genoplivning af fredsplanen for Vestsahara, udveksling af fanger, løsladelse af politisk tilbageholdte, tilladelse til tilbagevenden af flygtninge og indkvartering af tropperne. Endvidere fastlagde aftalen afholdelse af en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid - selvbestemmelse eller indlemmelse i Marokko.
Ved valget i november 1997 vandt en koalition bestående af 4 oppositionspartier 102 af parlamentets 325 pladser. Koalitionen rummede bl.a. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP), der tegnede sig for 57 pladser og Uafhængighedspartiet med 32. Højrealliancen Wifaq der støtter regeringen fik 100, iberegnet Den forfatningsmæssige Union (UC) med 50. Regeringens centrumsalliancepartnere fik 97 pladser iberegnet Den nationale union af Uafhængige med 46. Dette gav regeringen en bred parlamentarisk opbakning.
I februar 1998 udpegede kong Hassan lederen af USFP, Abderrahmane El Youssoufi, til premierminister og i marts udnævnte han den nye regering. I marts 1999 og efter flere udsættelser anmodede regeringen endnu en gang FN om udsættelse af den planlagte folkeafstemning i december. De marokkanske myndigheder foreslog marts 2000 som ny dato. Men efter at have studeret situationen og uoverensstemmelserne mellem regeringen og Polisario i Vestsahara, besluttede FN's generalsekretær at udsætte afstemningen til et ikke fastlagt tidspunkt inden 2002. Datoen havde oprindelig været fastlagt til 1991, men var hver gang blevet udsat.
Hassan II's død i juni 1999 og hans søn Mohammed VI's overtagelse af tronen medførte store politiske forandringer i landet. Den nye konges første handling var benådningen af omkring 800 politiske fanger. I en TV transmitteret tale i august forpligtigede kongen sig til at bekæmpe den sociale ulighed, volden i hjemmene, arbejdsløsheden og flugten fra landområderne. Polisario hilste kongens første politiske tiltag velkommen og specielt beslutningen om at fremskynde folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid. I november fremsatte Mohammed VI forslag om en slags selvstyre i det besatte område.
Samme måned afsatte han indenrigsminister Driss Basri, der i næsten 20 år havde bevaret sin post gennem skiftende regeringer. Under festligholdelsen af Ramadan i januar 2000 bekendtgjorde kongen løsladelsen af yderligere 2000 politiske fanger. I marts udløste forslag fra regeringen om større rettigheder til kvinderne både støtte- og moddemonstrationer. Med lovforslaget ville polygami blive forbudt, ægteskabsalderen for kvinder ville blive forhøjet fra 14 til 18 år, kvinden ville blive tilkendt halvdelen af værdierne ved en skilsmisse, og denne skulle overvåges af en dommer, og ikke som i dag udelukkende efter mandens for godt befindende.
I august offentliggjorde kongen fundet af store gas- og olieforekomster ved landets østlige grænse. Nogle uafhængige medier vurderede, at der kunne være tale om 20.000 millioner tønder olie.
Iflg. en rapport fra det marokkanske fængselsvæsen publiceret i maj 2001 er landets fængselsvæsen præget af korruption, vold, sygdomme og overgreb mod børn, hvoraf mange er under 12 år. Samtidig er de 44 fængsler notorisk overbefolkede og de sanitære forhold leder tanken hen på tidligere historiske perioder. De huser 80.000 fanger, men er kun bygget til halvdelen. Iflg. rapporten er den eneste mad de indsatte får den mad deres familier bringer efter først at have måttet bestikke fængselspersonalet.
Terroraktionen i New York 11. september 2001 medførte en forværring af forholdet til Spanien. Madrid strammede kontrollen i Ceuta og Melilla og krævede samtidig at Marokko gjorde mere for at begrænse strømmen af illegale flygtninge til Spanien. Kun få dage før Mohamed VI skulle indlede sit officielle besøg i Vestsahara, kaldte Marokko den 27. oktober sin ambassadør i Spanien hjem til konsultationer og aflyste et gensidigt topmøde der var planlagt til december.
Turismen faldt drastisk efter 11. september - især strømmen af turister fra USA. Myndigheder og indflydelsesrige personer i Fez samlede derfor i januar 2002 en delegation, der i april rejste til New York for at meddele den nordamerikanske offentlighed, at den ville blive budt varmt velkommen i Marokko.
Mohamed VI brød traditionen da han offentliggjorde nyheden om sit bryllup og navnet på den udkårne: Alma Bennan - en 24 årig ingeniør. Iflg. iagttagere var brylluppet tegn på modernisering af landet, og det forventes at kongens hustru vil skaffe landets kvinder en mere fremtrædende rolle i det offentlige liv.
I starten af 2003 genoptog Marokko de diplomatiske forbindelser med Spanien, der havde været afbrudt siden 2001.
Et terrorattentat i Casablanca i maj 2003 kostede 45 livet. Iflg. regeringskilder var terroristerne medlemmer af Sirat al-Mustaqim, der er en del af Salafiya-Jihadiya bevægelsen, men det var ikke muligt at fastslå, at al-Qaeda var indblandet. I forlængelse af terroraktionen vedtog Marokkos parlament meget vidtgående terrorlove, der udvider terror begrebet til at omfatte alle former for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
I februar 2004 besluttede Frente Polisario ensidigt at løslade 100 marokkanske krigsfanger som en humanitær gestus og støtte til freden. Med løsladelsen var ialt 1743 fanger blevet løsladt af Polisario siden 2000.
Den 24. februar 2004 ramte et jordskælv den nordøstlige del af landet med en styrke på 6,5 på Richter skalaen. Dets epicentrum lå 15 km fra byen Alhucemas. Med 564 dræbte og 300 sårede var der tale om det blodigste jordskælv siden 1960, hvor et jordskælv ødelagde byen Agadir i landets sydvestlige del og kostede 12.000 mennesker livet.
I juli blev den første handelsaftale mellem USA og Marokko indgået. Den fjernede 95% af toldtarifferne på konsum- og råvarer. USA's landmænd menes at være blandt de mest begunstigede af den nye aftale. Samme måned havde Marokko været vært for en de største NATO flåde- og luft øvelser, og blev samtidig anerkendt af USA for sit bidrag til «kampen mod terror».
I november lancerede den Internationale organisation for Migration (IOM) i samarbejde med Marokkos regering, Centret for immigranters Rettigheder i Rabat og flere NGO'er en informationskampagne for at potentielle immigranter kender til problemerne omkring irregulær immigration og deres rettigheder i den forbindelse. Kampagnen blev financieret af IOM og EU. Projektet var del en langsigtet strategi, der skal forbedre institutionernes, regeringens, NGO'ernes beredskab til fremme af immigranternes rettigheder.
I oktober 2004 accepterede Marokko, at 73 afrikanere i Spanien blev repatrierede. Den spanske kong Juan Carlos havde 3 gange ringet til den marokkanske kong Mohamed VI for at bede ham om «hjælp» til at bremse stormløbet på muren, der adskiller de to spanske kolonier i Afrika, Ceuta og Melilla fra Marokko. Samtidig oplyste Læger uden Grænser, at omkring 1000 tilfangetagne immigranter der var transporteret til det sydlige Marokko havde et desperat behov for vand, mad og tæpper. Marokko kunne imidlertid ikke give tilladelse til, at en EU teknisk mission besøgte den marokkanske side af muren, der adskiller Ceuta og Melilla fra Marokko. Den marokkkanske kommunikationsminister og regeringstalsmand, Nabil Benabdalá udtalte samtidig, at regeringen følger en «udstrakt autonomi for Sahara, indenfor rammerne af Marokkos suverænitet og udfra respekt for kongedømmets territoriale integritet».
I oktober anerkendte Sydafrika Vestsahara som et selvstændigt land. Anerkendelsen udløste en diplomatisk krise mellem de to lande, hvor Marokko hjemkaldte sin ambassadør.
I maj 2005 indledtes en vigtig opstand i Vestsahara rettet mod den marokkanske regering. Opstanden blev af opstandens aktivister betegnet som Saharas Intifada. Marokko slog voldsomt ned på opstanden, og lokale menneskeretsaktivister blev arresteret og i en række tilfælde underkastet tortur. Det spanske parlament forsøgte i flere omgange at sende undersøgelseskommissioner til landet, men de fik ikke tilladelse af de marokkanske myndigheder.
I august 2005 løslod Polisario sine sidste marokkanske krigsfanger. En række af de 404 frigivne fanger havde siddet over 20 år i krigsfangenskab i Polisario lejre i Algeriet.
En sandhedskommission - den første i den arabiske verden - konkluderede efter 2 års undersøgelser i december 2005, at 592 personer var blevet henrettet under kong Hassan II's regime i perioden 1956-99.
Den marokkanske regering forventede at de undenlandske investeringer bille blive fordoblet i 2006. For at nå op på de 7% økonomisk vækst regeringen satte som mål krævedes investeringer på mindst 4,2 mia. US$. Der var tale om et beløb, 5 gange større end det årlige gennemsnit for de foregående 10 år.
I april 2006 benådede Mohamed VI 48 saharui aktivister, der var blevet arresteret i 2005 for at have krævet Vestsaharas selvstændighed, men samtidig afviste kongen FN's mægling i konflikten. Det gjaldt især FN generalsekretær Kofi Annans forslag om samlingsregering og om at gennemføre en folkeafstemning om spørgsmålet indenfor 5 år.
I anledning af 8 års dagen for sin tronbestigning erklærede Mohamed VI i juli 2007, at Marokko var rede til at forhandle om Sahara, «men alene om autonomi, og intet andet end autonomi», og kun indenfor rammerne af «kongerigets udelelige suverænitet». Et flertal i USA's kongres støtter fortsat betingelsesløst den marokkanske besættelse.
Parlamentsvalget i september 2007 blev vundet af det konservativt monarkistiske Uafhængighedsparti med 10,7% af stemmer. Et andet parti var godt nok procentmæssigt større, men fik færre pladser. Tillliden til kongens parlamentariske system var dog begrænset. Stemmedeltagelsen var 37%. Uafhængighedspartiets leder Abbas El Fassi blev udnævnt til premierminister.
Som led i EU's tættere forbindelser til koloniregimer og repressive stater, fik Marokko i 2008 særstatus i samhandel og udviklingsbistand. I 2009 modtog landet 205 mio. Euro i bistand fra EU. Marokko og EU gennemførte i marts 2010 et topmøde, der bekræftede EU's fortsatte støtte til Marokkos besættelse af Vestsahara. Marokko udfører en vigtig rolle for EU som grænsegendarm mod Afrika og som leverandør af råstoffer og fiskerettigheder. EU ignorerer derfor de massive menneskerettighedskrænkelser i landet og dets besættelse af Vestsahara.
Ytringsfriheden var fortsat stærkt indskrænket. Kritik af kongen eller regeringen blev ikke tolereret. I juni 2010 blev journalisten Taoufik Bouachrine på dagbladet Akhbar al-Youm Al-Maghribya idømt 6 måneders fængsel for kritik af kongen og regeringen. Journalisten og menneskerettighedsaktivisten Chekib El Khiari blev i 2009 idømt 3 års fængsel efter at have skrevet om højtstående embedsmænds indblanding i narkohandel og korruption. I juli 2010 udstedte kommunikationsministeriet et dekret hvorefter TV stationer skulle søge om tilladelse for at kunne rapportere udenfor hovedstaden. Samme måned blev ugemagasinet Nichane tvunget til at lukke pga. en annonceboykot, der blev sat i gang efer bladet i august 2009 havde gennemført en oppinionsundersøgelse om kongen. I oktober lukkede kommunikationsministeriet Al Jazeeras kontor i Rabat. TV stationen blev anklaget for at «skade Marokkos territoriale integritet» ved at referere til Vestsahara.
I oktober oprettede flere tusinde Saharui flygtninge en lejr i Gdim Izik i protest mod deres marginalisering, manglende jobs og boliger. I november gik sikkerhedsstyrker til angreb på lejren. 13 blev dræbt og flere hundrede såret. Myndighederne arresterede omkring 200 Saharuis, hvoraf mange senere kunne berette om hvordan de var blevet udsat for tortur. Myndighederne forbød derefter marokkanske og udenlandske journalister at rejse til området.
Wikileaks afsløring af de arabiske diktaturers kleptokrati i slutningen af 2010 udløste det «arabiske forår», der kostede Vestens dets allierede i Tunesien og Egypten. I februar 2011 nåede foråret til Marokko, da tusinder gik på gaden i solidaritet med den «egyptiske revolution», og med krav om demokrati i Marokko. Det skete under parolerne «Ned med autokratiet» og «Folket vil ændre forfatningen». Demonstrationerne spredte sig til hele landet og var præget af en del vold og overgreb fra sikkerhedsstyrkernes side. Samtidig blev kravene skærpet. Demonstranterne krævede premierminister El Fassis afgang. Han blev betegnet som korrupt. Den 9. marts søgte kongen at bremse udviklingen ved at love forfatningsændringer. Demonstrationerne fortsatte imidlertid. Den 20. marts gennemførtes demonstrationer i 60 byer over hele landet med krav om mere vidtgående reformer, end de kongen lagde op til; bekæmpelse af korruptionen; et uafhængigt retsvæsen; valg; og jobs.
Den 28. april 2011 sprang en bombe ved en café i Marrakesh. Attentatet kostede 17 livet. Regimet lagde ansvaret på al Qaeda i islamisk Maghreb (AQIM), men AQIM der ellers plejer at tage ansvaret for sine terroraktioner afviste at have noget at gøre med dette attentat. Der var derfor også spekulationer om det skulle være det marokkanske efterretningsvæsen der stod bag, med det formål at kvæle protestbevægelsen. I så fald mislykkedes strategien. Den 8. maj demonstrerede tusinder i Marrakesh i protest mod attentatet og med krav om reformer. Det fik regimet til at ændre strategi. Under næste demonstration den 22. maj forfulgte sikkerhedsstyrkerne demokrati demonstranterne rundt i Rabats gader og gav dem tæsk. Samtidig begyndte det at forsvinde demokrati aktivister og andre systemkritikere.
Den 6. juni demonstrerede over 60.000 i Rabat og Casablanca under parolerne «Ned med tyranniet» og «Ned med korruptionen». De bar store fotostater af Kamal Amari, der var blevet dræbt af politiet under en demonstration den 29. maj.
Den 17. juni annoncerede kongen i en TV tale, at han havde udarbejdet forfatningsændringer, der blev sendt til afstemning 1. juni. 20. februar bevægelsen afviste kongens reformer. De krævede en «demokratisk forfatning» og et «parlamentarisk monarki». Derfor opfordrede de til boykot af folkeafstemningen. Regimet oplyste den 2. juli at den ny forfatning var blevet vedtaget med 98,5% af stemmerne, og at stemmeprocenten havde været 73,5%. Forfatningsændringerne bestod formelt i, at tortur, inhuman og nedværdigende behandling, vilkårlige arrestationer og forsvindinger blev forbudt. Sikkerhedsstyrkerne fortsatte dog uforandret deres hidtidige praksis. Demonstrationerne fortsatte ligeledes uforandret og det samme gjorde sikkerhedsstyrkernes nul-tolerance overfor protesterne.
Parallelt med protestbevægelsen i Marokko udvikledes fra februar en protestbevægelse i Vestsahara mod den fortsatte marokkanske besættelse. I maj var det lykkedes sikkerhedsstyrkerne at knuse protesterne.
Som følge af protesterne i Marokko fremskyndede kongen afholdelse af parlamentsvalg til november 2011. Det blev vundet af det moderat islamiske Retfærdigheds og Udviklingsparti, der fik 22,8% af stemmerne. Det var en fordobling ifht. partiets resultat i 2007. Mandatmæssigt gik det frem fra 46 til 107. Partiets leder Abdelilah Benkirane blev af kongen udnævnt til premierminister for en minoritetsregering. Valgdeltagelsen gik en smule frem til 45%.
Kvinder demonstrerede i Rabat i april 2012, efter at den unge 16 årige kvinde Amina Filali begik selvmord. Baggrunden var, at en domstol havde pålagt hende at gifte sig med en mand, der havde voldtaget hende.
Siden 2008 har Marokko haft særstatus i EU. Dvs. at landet får en fortrinsbehandling blandt EU's nabostater. Det modtager 580 mio. € i bistand fra EU i 2011-13. Landet er ligeledes nær allieret af USA og modtager 697 mio. US$ i 2008-13. USA's udenrigsministerium udtrykte i 2011 stor tilfredshed med de politiske reformer i landet og kvinders rettigheder.
En militærdomstol dømte i februar 2013 25 Saharui fængselsstraffe - deraf 9 til livstid. Trods vedtagelsen af en ny forfatning i 2011, der rummede forbedringer af borgernes menneskelige rettigheder, var myndighedernes praksis uændret. Sikkerhedsstyrkerne overfalder rutinemæssigt demonstranter, tortur er udbredt på landets politistationer og der findes fortsat love kriminaliserer handlinger der kan tolkes som fornærmende overfor kongen, monarkiet, islam eller Morokkos suverænitet over Vestsahara - som ikke anerkendes af nogen stat i verden. Journalister og bloggere der skriver artikler, der kan tolkes som en kritik af kongen, af den førte politik eller landets ageren i Vestsahara udsættes rutinemæssigt for chikane, tæves eller fængsles. Det samme gælder musikere.
Kongen udstedte i august 2013 amnesti til 48 fængslede spaniere. Det udløste omfattende folkelige protester, da der blandt de løsladte var en pædofil der var blevet idømt 30 års fængsel for voldtægt af 11 børn i alderen 4-15 år. Kongen trak derefter amnestien tilbage.
Syv Saharuis gik i september i sultestrejke efter at være blevet udsat for tortur i Laayoune fængslet.
Kongen var i november 2013 på statsbesøg i Washington, hvor Obama priste Marokkos intentioner og engagement i forbedring af menneskerettighederne. Det var ikke klart hvad Obama sigtede til, for menneskerettighedsorganisationerne havde ikke registreret forbedringer.
Regimet forfølger rutinemæssigt unge kunstnere, der kritiserer forholdene under diktaturet. I juni 2014 blev rapperen Mouad Belghouat (aka El Haqed) for tredje gang idømt fængsel. Han fik 4 måneders fængsel og en bøde på 1200 US$ for at have «overfaldet politifolk». Retsagen udmærkede sig ved, at «dommeren» nægtede forsvaret at føre vidner og undlod at indkalde «ofrene». El Haqed rapper om korruption og politibrutalitet.
I september 2014 forbød diktaturet gennemførelsen af en Amnesty International (AI) ungdomslejr, der skulle have været gennemført i Bouznika. Siden 1998 havde AI gennemført internationale ungdomslejre, og det var første gang den skulle afholdes i Marokko.
Voldsomme regnskyl udløste i november store oversvømmelser i det sydlige Marokko. Mindst 17 døde i vandmasserne.
I marts 2015 sluttede Marokko sig til den saudisk ledede koalition der angreb Yemen. Diktaturet sendte flere bombefly, der bombede landet.
Forfølgelsen af journalister tog til i løbet af 2015. I marts idømte en domstol i Rabat journalisten Hicham Mansouri 10 måneders fængsel for «utroskab». I virkeligheden var der tale om en politisk dom.
I juli idømte en domstol i Kenitra karikaturtegneren Khalid Gueddar 3 måneders fængsel for «offentlig fuldskab og fornærmelse af en offentlig institution».
I august idømte en domstol i Meknes Hamid Elmahdaouy en bøde. Elmahdaouy var chefredaktør for nyhedssitet badil.info og blev dømt for at have offentliggjort «falske nyheder» og for at redigere en uautoriseret avis. Domstolen suspenderede samtidig badil.info fra internettet i 3 måneder.
I november dømte en domstol i Casablanca Taoufik Bouachrine for bagvaskelse. Bouachrine var chefredaktør for avisen Akhbar Al Yaoum og forbrydelsen bestod i offentliggørelsen af lækkede diplomatiske telegrammer. Domstolen idømte ham 2 måneders betinget fængsel og en bøde på 150.000 US$.
I juni 2015 udviste regimet 2 ansatte i Amnesty International der var i landet for at undersøge forholdene for flygtninge ved grænsen mellem Marokko og Spanien.
I december 2015 afsagde Europadomstolen en kendelse, hvor den kendte EU's fiskeriaftale med Marokko ugyldig, for så vidt angik havområdet ud for Vestsahara, eftersom aftalen ikke tilgodeså Vestsaharas indbyggere. EU appellerede kendelsen.
Regimet fortsatte undertrykkelsen rettet mod især menneskerettighedsgrupper i landet og aktivister der arbejdede for Vestsahara og dets indbyggeres rettigheder.
Diktaturet udviste i marts 2016 84 ansatte i FN fra Vestsahara, efter FN's generalsekretær Ban Ki Moon under et besøg i en Saharui flygtningelejr i Algeriet havde omtalt den marokkanske besættelse af Vest Sahara som besættelse. Både den Afrikanske Union (AU) og FN fordømte efterfølgende diktaturets skridt. EU og USA forholdt sig tavse. Blot en måned forinden havde en EN domstol afsagt en kendelse, hvorefter produkter produceret af Marokko i Vestsahara ikke kom ind under EU præference handelssystem med Marokko. Marokko svarede igen ved at protestere overfor EU Kommissionen, der øjeblikkeligt omstødte domstolens dom.
Ligeledes i marts offentliggjorde Afrika Kontakt en rapport der dokumenterede, at danske virksomheder bidrager til Marokkos besættelse af Vestsahara. Sampension, AP Pension, Danske Bank, Nykredit og Nordea er blandt de 15 danske pensionsselskaber og fem danske banker, der investerer i selskaber, som udvinder olie og gas samt importerer fosfat fra det besatte Vestsahara. Rapporten havde ingen effekt i Danmark, hvor danske selskaber også gennem 1970'erne og 80'erne støttede apartheidregimet i Sydafrika. I april trak et norsk pensionsselskab til gengæld sine investeringer ud af firmaer, der arbejdede på besat område.
Marokko der i årtier ikke havde været medlem af AU pga. sin besættelse af Vestsahara indgav i september 2016 ansøgning om optagelse. Landet blev optaget i januar 2017.
Landets økonomiske og sociale problemer udløste i oktober protester i forskellige dele af landet. Den udløsende faktor var myndighedernes drab på fiskehandleren Mouhcine Fikri fra Al Hoceima. Mordet sendte tusinder på gaden i protest i de større byer, bl.a. Rabat og Marrakech samt Al Hoceima. Slumbeboere stødte sammen med politi, da myndighederne begyndte at rive huse ned i Sidi Bibi nær Agadir. Protesterne tog først af efter 4 dage, da myndighederne besluttede at sigte 11 personer for fiskehandlerens død.
Myndighederne fortsatte forfølgelsen af journalister og uafhængige medier. I januar 2016 blev den uafhængige journalist Ali Anouzla stillet for retten, anklaget for at have «opfordret til terrorisme». Anklageren krævede 20 års fængsel. Anouzla havde omtalt Vestsahara som besat. Anklagemyndigheden valgte i maj at droppe sagen.
Danmark støtter aktivt undertrykkelsen af menneskerettighederne i Marokko. Dagbladet Information kunne i 2016-17 afsløre, at det danske erhvervsministerium havde givet eksporttiladelse til avanceret overvågningsudstyr fra Nørresundby virksomheden BAE Systems Applied Intelligence. Tilladelsen gjaldt eksport til diktaturstaterne Saudi Arabien, Qatar, Oman, UAE, Marokko og Algeriet. Det avancerede elektroniske udstyr blev anvendt til overvågning og forfølgelse af journalister, menneskerettighedsaktivister og oppositionelle. Allerede før det arabiske forår i 2011 havde BAE's forgænger, ETI leveret overvågningsudstyr til Ben Ali diktaturet i Tunesien. (Temaserie om dansk eksport af overvågningsteknologi, Information 2016-17)
Ved parlamentsvalget i oktober 2016 gik det regerende islamistiske PJD 18 mandater frem til 125, men endnu større fremgang fik det monarkistiske PAM der gik 55 mandater frem til 120. Valgdeltagelsen var 43%. De følgende 5 måneder forsøgte premierminister og PJD leder Benkirane at sammensætte en ny flertalsregering med deltagelse af de mindre partier i parlamentet, der for de flestes vedkommende var gået tilbage. Det lykkedes ikke, og i marts 2017 blev han derfor fyret af kongen, der i stedet udpegede PJD's Saadeddine Othmani til at danne regering. En ny regering blev præsenteret i april. Benkirane trak sig derefter fra sin plads i parlamentet.
I strid med international ret underlagde Marokko sig i januar 2020 havområderne ud for det besatte Vestsahara. I december optog regimet diplomatiske forbindelser med en anden slyngelstat: Israel. Det var prisen for, at Trump regimet i Washington anerkendte Vestsahara som Marokkos ejendom.
Regimet håndterede COVID-19 pandemien i starten af 2020 ved dekreter og love, der begrænsede bevægelsesfriheden, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Samtidig anvendte regimet sine nye dekreter til at retsforfølge dem der kritiserede regimets håndtering af krisen.
I juli 2021 blev det afsløret, at regimet anvendte softwarepakken Pegasus fra den kriminelle israelske IT virksomhed NSO til at inficere smartphones tilhørende journalister og menneskerettighedsaktive. Regimet fortsatte sin politik med at idømme journalister og aktivister 6 måneders - 2 års fængsel for deres ytringer.
I september 2021 annullerede Europadomstolen (ECJ) to handelsaftaler om landbrug og fiskeri mellem EU og Marokko. Domstolen slog fast, at Vestsahara der indgik i begge aftaler skulle anerkendes som en 3. part og derfor give deres fulde tilslutning inden disse aftaler ville have retslig gyldighed. Domstolen konstaterede videre, at parterne i Vestsahara med Polisario i spidsen ikke havde givet deres tilslutning, og at handelsaftalerne derfor var ugyldige. Hverken EU eller MArokko appellerede kendelsen.
Kong Muhammad udpegede i oktober 2021 forretningsmanden og billionæren Aziz Akhannouch til premierminister. Akhannouch var i 2015-16 med til at svindle det marokkanske folk for 17 mia. Lederen af Konkurrencerådet der undersøgte svindelen blev fyret af kongen i marts 2021.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 6/3 2022
Læst af: 161.067