Browserudgave

Rwanda

Befolkning	13,3 mio.
Valuta	Rwanda francs
Areal	26.340 Km2
Hovedstad	Kigali
Befolkningstæthed	288,5 indb./Km2
HDI placering	165

Rwanda er lokaliseret i det centrale Afrika og er kendt som de 1000 bakkers land pga. sin position mellem 2 bjergkæder. Landskabet er præget af et bjergrigt terræn, et utal af floder, søer og en rig fauna. Befolkningen er koncentreret i højlandet, hvor der praktiseres subsistenslandbrug. De lavereliggende områder er præget af overgræsning, der har medført tab af naturlig bevoksning og erosion. 90 % af landets energiforbrug dækkes af træ, hvilket har ført til afskovning og erosion.

Folket: Rwandas befolkning er dannet gennem gentagne indvandringer, der har overlejret den oprindelige befolkning. Aktuelt består den af 84% de hutu'er, 15% watusis (tutsi'er) og 1% twas - pygmæer. Der findes en lille minoritet af europæere, hvoraf de fleste er af belgisk afstamning.

Religion: Der findes ikke nogen officiel religion. Flertallet af befolkningen (69 %) praktiserer traditionelle afrikanske religioner, 20 % er katolikker, 10 % er protestanter og 1 % muslimer.

Sprog: Kinyarwanda, fransk og engelsk (officielle); endvidere tales der swahili.

Politiske partier: Rwandas Patriotiske Front, der er tutsi domineret; Den revolutionære nationale bevægelse for Udvikling; Demokratiske republikanske Bevægelse; Liberale Parti.

Officielt navn: Repubulika y'u Rwanda; République Rwandaise; Republic of Rwanda

Administrativ inddeling: 10 præfekturer opdelt i 143 kommuner

Hovedstad: Kigali, 965.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Ruhengeri 33.500 indb.; Butare, 32.400 indb.; Gisenyi, 24.800 indb. (2000).

Regering: Paul Kagame er siden april 2000 præsident. Han blev i 2003, 10 og 17 genvalgt. Édouard Ngirente er siden august 2017 premierminister. Tokammersystem: Senatet har 26 medlemmer og Nationalforsamlingen 53 medlemmer.

Nationaldag: 1. juli (Selvstændighed, 1962)

Væbnede styrker: 33.000 (1996).

 

Landet har siden tidlige tider været beboet af de etniske grupper hutu (bantuer) og tuas (pygmæer), men i det 15. århundrede blev dette højland hvor 2 store afrikanske floder - Congo og Nilen - udspringer, invaderet af kriger- og kvægfolket watusi (tutsier), der kom fra Ethiopien. Efter at have underlagt sig lokalbefolkningen etablerede tutsierne et kongedømme, hvis strukturer ikke blev ændrede af den tyske kolonialisme, der trængte ind i området i 1897, og indlemmede det i tysk Østafrika, der også bestod af Burundi og det nuværende Tanzania.

Efter den 1. verdenskrig blev området under navnet Rwanda-Burundi overdraget til Belgien, der administrerede det fra Congo (nuværende Demokratiske Republik Congo). Blandt de 3 grupper der boede i området kom tutsi krigerne til at dominere statsapparatet. Men i 1959 gjorde hutu bønderne oprør mod tutsi-monarkiet. Hutuerne var organiseret i Hutuernes Befrielsesbevægelse (Parmehutu).

Efter en blodig borgerkrig besluttede den belgiske koloniadministration sig for at trække sig tilbage. Parmehutu vandt de FN overvågede valg i 1961, udråbte året efter republikken Rwanda og brød med nabolandet Burundi.

Magtstrukturen der tilgodeså tutsi høvdingene blev opløst og jorden fordelt i private parceller. Alligevel lykkedes det ikke at skabe virkelig national enhed eller overvinde de etniske modsætninger. Året efter brød borgerkrigen atter ud. Den kostede 20.000 livet og førte til, at 160.000 tutsier blev smidt ud af landet.

Parmehutu manglede ideologisk grundlag og organiserede istedet samfundet udfra etniske kriterier: tua folket (omkring 40.000) beskæftigedes i håndværk, tutsierne ved kvægdrift, og ejerskab til jorden blev forbeholdt hutu'erne. Dette system gav knapt plads til menneskelig udvikling, hvilket hovedstaden Kigalis lidenhed vidner om. Præsidenten Gregoire Kayibanda gik i spidsen for denne udvikling og dyrkede sit eget jordstykke. Konsekvensen var, at befolkningen var selvforsynende med fødevarer, men der var næsten ingen handel.

I slutningen af 1960'erne forsøgte man at løse dette problem ved indførelsen af kaffeplanter. Kaffeplantagerne var blevet brændt ned i 1959, da de (uden grund) blev opfattet som indført af kolonimagten.

Den nye udviklingsstrategi løste ikke landets økonomiske problemer, men forværrede istedet de sociale, da der blev udviklet et landligt borgerskab, der overlejrede de etniske skel og modsætninger og gav anledning til en række voldelige oprør.

Stillet overfor truslen om en ny borgerkrig styrtede oberst Juvenal Habyarimana præsident Kayibanda den 5. juli 1973. Habyarimana havde indtil da været forsvarsminister. Han opløste nu Parmehutu, fængslede Kayibanda (der døde kort tid senere) og indledte diplomatiske bestræbelser, der forsonede Rwanda med nabolandene, men hvilke relationerne havde været spændte under hans forgængers «præsidentielle monarki».

De nære relationer mellem general Habyarimana, Frankrig og præsident Mobuto i Zaire (nuværende Demokratiske Republik Congo) skabte uenighed indenfor regeringspartiet, Den revolutionære nationale bevægelse for Udvikling. Den mere progressive sektor af bevægelsen kritiserede situationen og Habyarimanas liberale politik, men ved kongressen i 1980 blev de smidt ud af partiet.

Alexis Kanyarengwe var arbejdsminister og leder af partiet. Han var nødt til at søge asyl i Tanzania for at undslippe fængsel. Kongressens hovedresolution slog fast, at regeringens økonomiske projekt var baseret på «planlagt liberalisme». Alligevel endte planen med at være en fuldstændig åbning overfor udenlandske investeringer.

I 1982 begyndte Uganda en massiv og voldelig fordrivning af flygtninge fra Rwanda, samtidig med at deres hjemland ikke tillod deres tilbagevenden. Hele landsbyer blev brændt ned af den ugandiske hær, der efterlod 10.000 mennesker uden hjem eller mad.

I 1986 erklærede Ugandas præsident Musenevi, at de rwanda'er der havde opholdt sig i landet i over 10 år automatisk ville få ugandisk statsborgerskab. Relationerne mellem de to lande forbedredes, og i 1988 undertegnede begge præsidenter en erklæring, der bekræftede forbrødringen.

General Habyarimana tog nu en række nye skridt i sin ledelse ved at gennemføre en demokratisk åbning. Først blev der dannet et Nationalt Udviklingsråd, der havde til formål at udforme en sammenhængende politik for landets forskellige økonomiske og sociale aspekter. Dernæst blev der gennemført en krisepakke, der trods alt gav positive økonomiske resultater. Endelig løslod han over 1000 politiske fanger, og traf forholdsregler for at sikre fangernes menneskelige rettigheder i fængslerne.

Habyarimana blev genvalgt i 1988. Den 26. december samme år var der valg til en tredjedel af parlamentets 70 pladser, og herunder blev 11 kvinder valgt. Men kun 2 af de nyvalgte til parlamentet tilhørte tutsi minoriteten. Samme år kom 60.000 hutu flygtninge fra nabolandet Burundi ind i landet.

Den 30. september 1990 anførte Fred Rwigyema et oprør, og trængte ind i landet fra Uganda. Han var en højtstående officer, der tilhørte tutsi minoriteten. Præsident Habyarimana anmodede Belgien, Frankrig og Zaire om hjælp, og tropper fra disse lande spillede en afgørende rolle i at slå oprørsoffensiven tilbage, selv om der også forekom kampe i hovedstaden. Et indgreb fra den belgiske premierminister, Wilfried Martens i oktober skabte våbenhvile mellem parterne.

I slutningen af januar 1991 trængte 600 soldater fra Rwandas Folkefront ind i landet fra Uganda, men en måned senere blev de slået tilbage. I marts undertegnedes en våbenhvileaftale, der gjorde det muligt at løslade politiske fanger og krigsfanger. Præsident Habyarimana afgav samtidig løfte om at indlede forhandlinger for at indlede en demokratisk åbning.

I juni samme år underskrev han en ny forfatning, der skulle garantere et system med flere politiske partier. Samtidig oprettedes premierministerposten, der blev indført pressefrihed, præsidenten blev begrænset til at kunne sidde i 2 perioder af 5 års varighed og der blev indført en opdeling af magten i samfundet.

I marts 1992 blev mindst 300 tutsier henrettet, og andre 15.000 blev tvunget til at flygte fra Mugesera regionen. Lederne af de to vigtigste oppositionspartier, den Demokratiske republikanske Bevægelse og det Liberale Parti lagde ansvaret for hændelserne på regeringen, og især på regeringspartiets milits af unge hutuer.

I begyndelsen af 1993 afviste præsident Juvenal Habyarimana en aftale undertegnet i Arusha mellem den rwandiske delegation ledet af premierminister Dismas Nsengiyaremye, den Demokratiske republikanske Bevægelse og rebellerne organiseret i Rwandas Patriotiske Front (RPF). RPF blev ledet af Alex Kanyarengue og var dannet af tutsier i eksil, der var kritiske overfor den etniske hutu dominans i landet.

Præsidenten nægtede at dele magten med RPF, der krævede 5 ministerposter. Han nægtede endvidere at optage partisanerne i den regulære hær og at tillade repatrieringen af tutsi flygtninge fra Uganda og Tanzania.

Selv om de to parter siden august 1992 havde respekteret våbenhvilen, afbrød RPF i februar forhandlingerne og indledte en ny offensiv. Fronten bragte det meste af landet under sin kontrol og belavede sig på at indtage hovedstaden.

Den 6. april 1994 tog begivenhederne imidlertid en dramatisk vending. Rwandas præsident Juvenal Habyarimana og Burundis præsident Cyprien Nytaryamira blev begge dræbt ved et morterangreb på deres fly, da de vendte tilbage til Kigali efter at have deltaget i en fredskonference i Tanzania. Attentatet var signalet til et blodbad, der over de følgende 3 måneder kostede 800.000 mennesker livet. Herunder de to præsidenter der begge var hutu'er.

Da massemordet indledtes, besluttede Frankrig, USA og Belgien i april at sende tropper, for at «garantere sikkerheden og evakuere udlændingene i landet». De franske tropper tog kontrol over lufthavnen i Kigali, for at garantere evakueringen af de 600 franskmænd i hovedstaden.

I forlængelse af massemordet blev regeringen væltet og RPF overtog magten. Den nye regering forsøgte at sætte skub i landets økonomi igen og organisere retssager mod de skyldige for det, FN betegnede som et «folkedrab». Alligevel modtog regeringen ikke den ventede hjælp fra de vestlige lande, og mange medlemmer fra de militser der havde været ansvarlige for folkedrabet fortsatte med at operere fra Zaire, hvortil de var flygtet.

Gennem 1995 og 96 blev der næsten hver uge opdaget massegrave, mens volden fra den nye rwandesiske hær - baseret på tropper fra RPF - og hutumilitserne kostede nye liv. Mange af militsernes ofre var vidner, der havde set hvad der skete i 1994 - såsom hutu embedsmænd der blev beskyldt for «kollaboration».

Forværingen af spændingerne i det østlige Zaire og massedeportationerne af flygtningene forværrede yderligere menneskerettighedssituationen. Amnesty International fordømte i februar 1997 mordene på snesevis af civile - både hutu'er og tutsi'er - samt mordene på 4 FN embedsmænd i byen Cyangugu.

Trods anmodning om benådning fra både paven og FN's generalsekretær, Kofi Annan blev 22 ansvarlige for folkedrabet henrettet i april 1998 på en række strategisk udvalgte pladser, hvor de mest omfattende massakrer havde fundet sted. Blandt de 4 henrettede i Kigali var hjælpe-rigsadvokaten i Kigali, Silas Munyagishali, den tidligere næstformand i den Demokratiske Republikanske Bevægelse, Froduald Karamira samt Elie Nhimiyimana, der havde organiseret massakren i Kigali bydelen Gikondo. Amnesty International karakteriserede henrettelserne som en «brutal parodi på retfærdighed, der skader ethvert håb om forsoning i Rwanda efter folkedrabet ved blot at fortsætte voldsspiralen».

Den tidligere premierminister i hutu-regeringen, Jean Kambanda, besluttede at erkende sig skyldig og samarbejde med den internationale domstol, som han gav informationer om sine tidligere kolleger i hutu-regeringen. I stedet for dødsstraf blev Kambanda idømt livsvarigt fængsel.

Rwandas præsident Pasteur Bizimungu erklærede overfor pressen: «Vi bærer ikke nag til europæerne, men vi må trods alt ikke glemme, at det netop er dem der er ansvarlige for det kaos, der eksisterer her i regionen». Bizimungu sluttede sig hermed til de kritikere og til fordømmelserne fremsat af menneskerettighedsorganisationer mod Frankrig, Belgien og USA for ved deres handlinger og mangel på samme at være ansvarlige for folkedrabet.

Sammenstødene mellem regeringsstyrker og hutu-militsen Interahamwe i landets nordvestlige hjørne fortsætte gennem 1998 og efterlod hundreder af dræbte.

I oktober 1999 blev premierminister Pierre Celestin Rwigema - en af de få hutuer i regeringen - anklaget for at omdirigere flere hundrede tusinde dollars international bistand til sine egne projekter, som bygningen af skoler i sin hjemegn.

Landets myndigheder blev «fornærmede» over den internationale domstols løsladelse af en af de hovedmistænkte for folkemordet i 1994. I november 99 nægtede regeringen derfor at udstede visa til Carla del Ponte - domstolens hovedanklager. Først i december fik del Ponte lov til at komme ind i landet. Samme måned undskyldte FN officielt overfor Rwanda for sin manglende evne til at hindre folkemordet.

Anklagerne mod premierminister Rwigema skabte en umulig situation i februar 2000. Både pressen og resten af offentligheden beskyldte ham for svindel med offentlige midler og for at have givet tilladelse til deponering af farligt affald i Kigalis udkant. I marts blev han erstattet af Barnard Makuza - en hutu fra samme parti som Rwigema. Samme måned trak præsident Bizimungu sig tilbage. Anledningen var, at det ikke var lykkedes ham at få optaget nogen af sine tilhængere i den nye regering. Med 81 ud af 86 stemmer valgte parlamentet i april Paul Kagame til ny præsident.

En rapport fra FN offentliggjort i marts 2000 anklagede Rwanda, Burkina Faso og Togo for at støtte den angolanske guerilla UNITA. Samtidig blev Belgien anklaget for manglende interesse i at kontrollere handelen med diamanter, der ulovligt blev udført dertil fra Angola. Rwandas regering var uenig i rapportens anklager og truede med at lægge sag an mod verdensorganisationen.

FN lagde i en rapport i 2000 ansvaret på Kagame for attentatet mod Habyarimana i 1994, der udløste folkemordet.

I 2001 blev den demokratiske folkerepublik Congos præsident Kabila dræbt, mens tropper fra Rwanda kontrollerede det meste af landet. Kagame gik ifbm. underskrivelsen af en fredsaftale med til, at Rwandas tropper i 2002 skulle trækkes ud af Congo, mod at hutu militserne skulle afvæbnes.

I august 2003 gennemførtes en folkeafstemning, hvor 95,5% stemte for Kagames fortsættelse som præsident. I oktober gennemførtes det første flerpartivalg, der gav solidt flertal til den regerende Patriotiske Front. Valgobservatører fra EU kritiserede en række uregelmæssigheder under valget. I Rwanda tilhører massemedierne fortsat staten, og en række partier blev forbudt af Kagame.

Rwanda var det land i Afrika, der registrerede den højeste befolkningstilvækst i 2003, men samtidig lever 60% under fattigdomsgrænsen.

Den 7. april 2004 indviede Kagame en højtidelighed af 10 året for de 100 dages massemord i 1994. Den 24. samme måned overtrådte han fredsaftalen med Congo fra 2002, da han beordrede sine soldater til at angribe landet.

I juni blev den tidligere præsident Pasteur Bizimungu idømt 15 års fængsel for opfordring til vold i samarbejde med kriminelle.

I oktober blev 400 soldater fra Rwanda sendt som fredsbevarende tropper til Darfur i Sudan.

I november opfordrede Amnesty International regeringen til at gøre alt i dens magt for at sikre pressens uafhængighed og for at afstå fra at anvende retsvæsenet til at gribe ind overfor pressen. Amnesty opmuntrede desuden dommere og advokater der kæmper for at modstå det politiske pres, korruption og for deres bidrag til bevarelse af retsstaten.

En opgørelse fra den Interparlamentariske Union i starten af 2005 viste, at Rwanda er det land i verden med højest kvindelig parlamentarisk repræsentation. Næsten 49% af de deputerede i Rwanda er kvinder. Denne udvikling er blevet befordret af landets lovgivning der fastslår, at mindst 30% af parlamentarikerne og regeringens medlemmer skal være kvinder.

I marts 2006 besluttede Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank at eftergive 13 afrikanske landes udlandsgæld - deriblandt Rwandas. Eftergivelsen trådte i kraft pr. 1. juli.

Joseph Serugendo der var medlem af bestyrelsen i Radio Televisión Libre under folkemordet i 1994 blev i juni 2006 idømt 6 års fængsel for sin deltagelse og logistiske støtte til transmission af meddelelser over radio og TV, der styrede folkemordet.

En fransk undersøgelser hævdede i november 2007, at Kagame stod bag nedskydningen af præsidentflyet i 1994, og udstedte samtidig arrestordrer på 9 af Kagames rådgivere. Kagame svarede igen med at beskylde Frankrig for selv at stå bag nedskydningen - franske tropper havde kontrollen over lufthavnen i Kigali i 1994. Efterfølgende brød han de diplomatiske forbindelser med Frankrig. Den højt respekterede dommer Richard Goldstone, der tidligere havde været chefanklager ved bl.a. krigsforbrydertribunalet i Rwanda erklærede, at sagen var stærkt politiseret, og at også det franske materiale var stærkt politiseret.

Kagame erklærede i 2007 til BBC, at han ville støtte nedsættelsen af en uafhængig international undersøgelseskommission. En sådan blev dog ikke nedsat. I stedet nedsatte præsidenten en rwandisk undersøgelseskommission bestående af «loyale rwandere». Den afgav i 2009 rapport og konkluderede, at hverken Kagame eller RPF havde været involveret i flystyrtet. I oktober 2011 erklærede RPF's tidligere generalsekretær Théogène Rudasingwa i en offentlig «tilståelse», at RPF og Kagame stod bag nedskydningen. Udtalelsen kunne dog også afspejle den stigende politiske splittelse i partiet.

Bizimungu blev benådet af præsident Kagame i april 2007 og sat på fri fod.

To statsborgere fra Rwanda, den katolske præst Wenceslas Munyeshyaka og Laurent Bucyibaruta blev arresteret i Frankrig i juli og vil blive stillet for retten for deres deltagelse i folkemordet i 1994.

Landet er fortsat i gang med at opbygge de demokratiske strukturer efter folkemordet. Det gælder både politiske strukturer og massemedier. Det er dog ikke en proces uden problemer. Der er fortsat rapporter om journalister der forsvinder, og i 2006 lukkede regeringen en periode Radio France International, da den rapporterede kritisk om præsident Kagame og RPF.

I februar 2008 udstedte en spansk dommer internationale arrestordrer mod 40 tidligere rwandiske officerer for deres rolle i folkedrabet i 1994.

Kagame lancerede i 2008 udviklingsplanen Vision 2020, der i løbet af 12 år skulle gøre Rwanda til ey mellemindkomstland med inspiration fra Kina, Singapore og Thailand. Elementer i planen var udbygning af infrastrukturen, bedre regeringsførelse, øget produktivitet i landbruget, udvikling af den private sektor samt forbedringer indenfor sundhedsforsorg og undervisning. Økonomi- og Planlægningsministeriet analyserede i 2011 hvor langt landet var kommet i planen. Ud af 44 mål var de 66% på rette spor, 11% var på observationsliste, og 22% var i alvorlige problemer. De største problemer fandtes indenfor befolkningsudviklingen, fattigdom og miljø. En uafhængig undersøgelse i 2012 af belgiske forskere var opløftende. Der var især store fremskridt indenfor sundhed og uddannelse, men også i at skabe favorable forholdd for den private sektor. Den belgiske undersøgelse pegede dog på et alvorligt problem ved fokuseringen på vækst for enhver pris. Det havde medført at de rige var blevet meget rigere, mens de fattigste ikke havde oplevet de store forbedringer.

CNN betegnede i en udsendelse i 2009 Rwanda som Afrikas største succes: der var opnået politisk stabilitet, økonomisk vækst (indkomsten pr. indbygger var tredoblet i løbet af 10 år) og landet var internationalt integreret. Regeringen betragtes som en af de mest effektive og ærlige i Afrika. I 2008 var landet blevet det første i verden til at vælge et parlament, hvor flertallet var kvinder.

I konsekvens af bruddet med Frankrig i 2006 meldte landet sig i november 2009 ind i det britiske Commonwealth. Det er det ene af blot to medlemmer, der ikke har en britisk kolonial baggrund. Året inden meddelte regeringen, at engelsk vil blive officielt sprog på linie med de 3 andre, og landet orienterer sig i stigende mod det engelsk dominerede Østafrika, hvor det ligeledes har planer om at tilslutte sig den Østafrikanske Shilling, hvis den bliver en realitet i 2010-15.

Kagame er stærkt kritisk overfor Vestens rolle i Afrika. Vesten gjorde intet for at forhindre folkemordet i 1994, og den gør alt for at holde Afrikas varer ude af verdensmarkedet. I modsætning hertil priste han i 2009 Kina: «kineserne bringer det Afrika har brug for: investeringer og penge til regeringer rog virksomheder».

I december 2009 blev landet det første der blev frit for landminer, i overensstemmelse med Ottawa traktaten.

Forud for præsidentvalget i august 2010 indskrænkede regeringen ytrings- og forsamlingsfriheden. Det gjorde det umuligt for nye partier og kandidater at stille op. Kagame kunne derfor genvælges med 93% af stemmerne. RPF var præget af tiltagende politisk splittelse. Flere højtstående officerer blev arresteret. Den tidligere øverstkommanderende Faustin Kayumba Nyamwasa flygtede til Sydafrika og andre flygtede til Rwandas nabolande. Nyamwasa og 3 andre officerer blev i 2011 idømt 20-24 års fængsel in absentia for trussel mod statens sikkerhed. I Sydafrika blev Nyamwasa udsat for et mordforsøg.

Spændingen øgedes i 2010 mellem regeringen og tilhængere af den tidligere leder af den congolesiske væbnede gruppe Den nationale kongres til forsvar for Folket (CNDP), Laurent Nkunda, der havde siddet i husarrest siden 2009 uden retsag eller anklager. En række granatangreb i Kigali forværrede yderligere den sikkerhedsmæssige situation.

Frankrig og Rwanda genoptog i 2010 de diplomatiske forbindelser. Nicolas Sarkozy besøgte samme år Rwanda, og i september 2011 besøgte Kagame Paris.

Korruption er et problem i Rwanda, men ikke i nær samme grad som andre afrikanske lande. I 2010 var landet det 8. reneste blandt de 47 afrikanske lande syd for Sahara.

Pierre Habumuremyi blev i oktober 2011 udnævnt til ny premierminister.

Som led i regeringens Vision 2020 program færdiggjordes i 2011 lægningen af 2.300 fiberoptisk kabel, der skal bidrage til at gøre Rwanda til et IT mæssigt knudepunkt i det centrale Afrika. Landet har få naturressourcer, men et omfattende subsistenslandbrug. Det satser i stedet på udvikling af vidensindustri.

Turismen blev i 2011 den vigtigste kilde til udenlandsk valuta, og den var i forvejen den hastigst voksende økonomiske sektor. Trods folkemordet i 1994 opfattes landet som meget sikkert at rejse i. 406.000 turister besøgte landet i det første valvår af 2011. Rwanda er det ene af blot to lande, hvor bjerggorillaer kan opleves i naturen.

Efter 10 år i fængsel blev Charles Ntakirutinka i marts 2012 løsladt. Han havde været minister i den første regering efter folkemordet og havde i 2001 dannet et nyt parti sammen med den tidligere præsident Pasteur Bizimungu. Op til valget i 2003 var han blevet arresteret og i 2004 dømt for «opfordring til civil ulydighed» og «omgang med kriminelle elementer».

Rwandas lovgivning mod «folkemords ideologi» og «hate speach» bliver i vid udstrækning brugt mod regeringens politiske modstandere. Efter undertrykkelsen af medierne i 2010 var der meget smalle rammer for ytringsfrihed. I april 2012 reducerede højesteret straffen til dagbladet Umurabyos chefredaktør, Agnes Uwimana Nkusi og hendes redaktør Saidati Mukakibibi til henholdsvis 4 og 3 års fængsel. I februar 2011 var de blevet idømt henholdsvis 17 og 7 års fængsel for at have offentliggjort kritiske artikler om regeringens politik og mulig korruption under valget i 2010.

Den Demokratiske Republik Congo anklagede i 2012 og 13 Rwanda for at støtte den nye oprørsbevægelse M23. Det blev afvist af Rwanda. Flere europæiske lande suspenderede i perioden bistanden til landet pga. beskyldningerne. M23 var nedkæmpet i december 2013. Rwanda havde i 2013-14 sæde i FN's Sikkerhedsråd.

RPF vandt parlamentsvalget i september 2013, hvor partiet fik 76% af stemmerne. De øvrige partier der deltog i valget bakkede i vid grad op om regeringens politik. Den egentlige opposition var fængslet, eller havde ikke opnået at få sine partier registreret til valget.

Turismen var i hastig vækst. Ved udgangen af 2013 havde 864.000 turister besøgt landet det år. En stigning på 70% ifht. 2010. Årsagen var, at Rwanda var et ret sikkert land og at det er et af blot to steder i verden hvor det er muligt sikkert at observere bjerggorillaer.

I juli 2014 udpegede præsidenten Anastase Murekezi til ny premierminister.

I november demonstrerede hundredevis af rwandere i protest mod udsendelsen af en BBC dokumentar om folkemordet i Rwanda i anledning af 20 året for dette. De overlevende anklagede BBC for at fordreje historien og benægte folkemordet.

En FN rapport fra januar 2015 bekræftede, at ledere for Rwandas oprørsbevægelse, Forces démocratiques de libération du Rwanda (FDLR) i løbet af 2013 flere gange var mødtes med deres europæiske støtter i Tanzania. Samtidig lagde SADC med Jacob Zuma i spidsen og FN pres på oprørsgruppen for at få den afvæbnet i Congo.

Ligeledes i januar blev to tidligere politifolk dømt til 20 års fængsel ved i Rubavu High Court for mordet i 2013 på Transparency Internationals Rubavu koordinator, Gustave Makonene. Landet markerede dermed at det i modsætning til f.eks. Danmark ikke tillader politifolk straffrit at begå mord.

I maj 2015 blev BBC's Kinyarwanda service suspenderet på ubestemt tid af Rwandas Radiotilsyn. Tilsynet fulgte den anbefaling en undersøgelseskomite under ledelse af den tidligere statsadvokat Martin Ngoga var kommet med. BBC stationen var oprindelig blevet suspenderet i oktober 2014 som svar på dokumentarudsendelsen Rwanda’s Untold Story. Begrundelsen var at udsendelsen krænkede Rwandas love om benægtelse af folkedrabet (i 1994), opfordring til had og splid.

En folkeafstemning i december 2015 vedtog med 98,3% en ændring af forfatningen, der gjorde det muligt for præsident Kagame at stille op til en tredje periode i 2017. Præsidenten havde dog ikke meddelt om han ønskede at stille op. EU og USA kritiserede afstemningen.

International Criminal Tribunal for Rwanda (ICTR) afsluttede sit arbejde med udgangen af 2015. Inden da var der afsagt en række domme over krigsforbrydere. Men der var også dem der gik fri. I oktober opgav en fransk domstol mod den folkedrabs anklagede Wenceslas Munyeshyaka og gav som påskud manglende beviser. Munyeshyaka var præst i hovedstaden Kigali i 1994 og var anklaget for at have deltaget i mord og voldtægt under folkedrabet, og for at have hjulpet Interahamwe militsen med at identificere tutsier, der efterfølgende blev voldtaget og dræbt.

Ved udgangen af 2015 levede der 70.000 flygtninge fra Burundi i Rwanda. De var flygtet fra krisen i nabolandet.

Det demokratiske grønne Parti erklærede i marts 2016, at det ikke ville stille op med en kandidat til præsidentvalget i 2017, med mindre der blev gennemført en række politiske og valgmæssige reformer. I september afviste myndighederne disse krav. Partiet valgte derefter alligevel at stille sin formand, dr Frank Habineza som præsidentkandidat.

Ligeledes i marts offentliggjorde FN's Menneskerettighedsråd resultat af dets periodiske eftersyn (UPR) af situationen i Rwanda. Landet accepterede rådets anbefalinger ifht. tanke- og ytringsfrihed, og lovede desuden at forbedre sin politik overfor menneskerettighedsaktivister. I juni offentliggjorde myndighederne overfor civilsamfundet og donorer en køreplan for, hvordan anbefalingerne skulle implementeres.

En lang række personer blev i 2016 dømt eller udleveret for deres medvirken i folkemordet i 1994. Rwandas Landsret dømte i april Léon Mugesera til livsvarigt fængsel. Han var blevet udleveret fra Canada i 2012, og blev dømt for opfordring til folkedrab og for at have opildnet til etnisk had. I maj idømte en domstol i Sverige Claver Berinkindi til livsvarigt fængsel for folkedrab. I juli blev Enoch Ruhigira arresteret i Tyskland på begæring af Rwandas myndigheder. Han var stabschef for daværende præsident Juvénal Habyarimana og anklaget for folkedrab. I september blev universitetslæreren Léopold Munyakazi udleveret fra USA og anklaget for bl.a. folkedrab. Han havde været for retten allerede i 1999, men blev løsladt pga. manglende beviser. Rwanda udstedte en international arrestordre mod ham i 2006, efter han havde benægtet folkemordet. Ved et retsmøde i oktober erklærede han sig ikke skyldig.  I november blev de folkedrabssigtede Jean-Claude Iyamuremye og Jean-Baptiste Mugimba udleveret fra Nederlandene. Samme måned blev Henri Jean-Claude Seyoboka deporteret fra Canada. Han havde glemt at oplyse om sin militære fortid i sin asylansøgning. I december stadfæstede en fransk domstol dommen på 25 års fængsel over Rwandas tidligere efterretningschef Pascal Simbikangwa for folkedrab og medskyldig i forbrydelser mod menneskeheden.

Kagame omdannede i oktober 2016 sin regering, nedlagde Ministeriet for intern Sikkerhed og lagde denne funktion ind under Justitsministeriet.

Israel indledte i 2016 en praksis med at sende eritreanske og sudanesiske asylansøgere til Rwanda. Under en fælles pressekonference under Kagames statsbesøg i Israel i juli oplyste den israelske premierminister Netanyahu, at der ikke var tale om asylansøgere, men personer der søgte arbejde. Kagame erklærede, at de to lande ville diskutere sagen.

Kagame vandt præsidentvalget i august 2017 med 98,8% af stemmerne. Amnesty International kritiserede valget for at være blevet gennemført i et klima af frygt og undertrykkelse. Kagame udpegede efterfølgende Édouard Ngirente som ny premierminister.

Vision 2020 planen ramte i 2020 virkeligheden. Rwanda havde trods fremskridt på nogle områder ikke udviklet sig til det mellem-indkomstland, der var planen i 2008. Kagama lancerede derfor Vision 2050, hvor landet skulle nå mellem-indkomststatus i 2035 og høj-indkomststatus i 2050. Omdrejningspunktet var fortsat høj økonomisk vækst og liberalisering af økonomien.

I marts 2021 afleverede en fransk kommission, der havde gennemgået franske arkivers indhold om fransk meddelagtighed i folkemordet i 1994 sin slutrapport. Duclert kommissionen konkluderede, at selv om Frankrig ikke kunne anklages for deltagelse i folkemord, så bar landet et ansvar ved at have vendt det blinde øje til de forberedelser til folkemordet, der var tydelige allerede i 1993-94 og ved at bevare sine tætte forbindelser til folkemords regimet. Den franske præsident Macron anerkendte Frankrigs skyld og bad Rwandas folk om tilgivelse. I april udsendte Rwandas Muse kommission sin egen rapport om samme emne. Den gik meget længere i sin anklage mod Frankrig for at bære «et stort ansvar for at have muliggjort et forudsigeligt folkemord». Folkemordet indtog fortsat en central juridisk og politisk position i landet. I marts rejste anklagemyndigheden nye anklager mod Félicien Kabuga, der var den vigtigste pengemand bag folkemordet. I juli blev Jean-Claude Iyamuremye idømt 25 års fængsel for folkedrab. Han var leder af Interahamwe militsen i Kicukiro under folkedrabet. Den folkedrabs mistænkte Beatrice Munyenyezi blev i april udleveret fra USA til Rwanda for at blive stillet for retten. Samme måned blev præsten Marcel Hitayezu arresteret i Frankrig og anklaget for folkedrab. I juli blev den folkedrabs sigtede Venant Rutunga udleveret fra Nederlandene. I september beordrede to franske undersøgelsesdommere Philippe Hategekimana stillet for retten for forbrydelser mod menneskeheden. I oktober blev den folkedrabs dømte Oswald Rurangwa udleveret fra USA. Den tidligere major i Rwandas hær, Théoneste Bagosora døde i september i Mali, hvor han afsonede en fængselsstraf på 35 år for sin andel i planlægningen af folkedrabet.

Rwanda sendte i 2021 tropper til det nordlige Mozambique som sammen med landets tropper at bekæmpe al-Shabaab militsen.

I april 2022 indgik Storbritannien og Rwanda en aftale om at sende illegale og uønskede flygtninge fra Storbritannien til Rwanda. Den gamle kolonimagt ville betale Rwanda 120 mio. £ i kompensation og 20-30.000 £ pr. flygtning. Aftalen var i strid med FN's Flygtningekonvention og kom straks under skarp kritik fra UNHCR og demokratiske stater.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 13/5 2022

Læst af: 113.222