Sudan
| Befolkning | 45,0 mio. |
| Valuta | Sudanesiske pund |
| Areal | 1.886.068 Km2 |
| Hovedstad | Kahartoum (Al-Khartum) |
| Befolkningstæthed | 16,4 indb./Km2  |
| HDI placering | 172 |
Sudan er opdelt i 2 regioner: ørkenregionen (Sahara) i nord og sletteområderne i landets centrale del. Størstedelen af befolkningen bor i områderne langs med Nilen (Nahr an-Nil), og her dyrkes bomuld. Port Sudan (Bur Sudan) ud til det Røde Hav er udskibningshavn for landets eksport. Omkring 60 % af landet er præget af ørken og ørkendannelse. Udledningen fra fabrikker har forurenet nogle kyster og floder.
Militærdiktatur støttet af USA, Israel og EU.
Folket: Det sudanesiske folks etniske sammensætning er meget kompleks. Den består af omkring 570 grupper - deriblandt de arabiske. De bor overvejende i den centrale og nordlige del af landet og udgør sammen med nubierne næsten halvdelen af befolkningen.
Religion: Islam (officielt) er den dominerende religion blandt arabere og nubiere. De fleste følger sunni retningen.
Sprog: Arabisk (officielt og dominerende); de forskellige etniske grupper anvender desuden deres egne sprog, hvoraf der findes mere end 100.
Politiske partier: Opløste efter kuppet i 1989. Fra 1999 er politiske sammenslutninger dog atter tilladt: Nationalkongressen,tæt knyttet til den Islamiske Nationalfront; det Arbejdende Folks Alliance. En række partier er udenomsparlamentariske: Umma; Demokratisk Unionistisk Parti; Sudans Kommunistparti.
Officielt navn: Jumhuriyat as-Sudan.
Administrativ inddeling: 9 stater, 66 provinser og 281 områder styret af en lokalregering.
Hovedstad: Regeringsby, Al-Khartum, 2.207.000 indb.; Lovgivningscentrum, Umm-Durman, 1.599.300 indb. (2005).
Andre vigtige byer: Port Sudan (Bur Sudan), 384.100 indb.; Kassala, 295.100 indb. (2000).
Regering: Militærdiktator general Abdel Fattah al-Burhan, chef for Overgangsrådet siden oktober 2021.
Nationaldag: 1. januar (Selvstændighed, 1956)
Væbnede styrker: 105.500 soldater (2003).
Paramilitære styrker: 30-50.000 (Civilforsvarsstyrker)
Oppositionens styrker: 30-50.000 (Den folkelige Befrielseshær)
Den konstante indflydelse fra faraonernes Egypten over de områder egypterne kaldte Khus og grækerne Nubia var en af de vigtigste årsager til, at det i perioden fra det 3. årtusinde f.v.t. til omkring år 0 ikke var muligt at udvikle en selvstændig stat i området. Faraonerne foretrak at have spredte stammer i sit bagland. Derfor opstod kongedømmet Napata i det 8. århundrede f.v.t., hvor forfaldet i Egypten var så fremskredent, at landet kunne regeres af udenlandske dynastier. Det sidste af disse var netop sudanesisk. Kongerne i Napata erobrede Egypten i 730 f.v.t. og regerede landet frem til 663, hvor det blev erobret af assyrerne. Dynastiets fald medførte samtidig, at dets bagland i Sudan - selv om det ikke blev besat - faldt fra hinanden. Men i dets sted opstod hurtigt 3 nye riger: Nobatia, Dongola og Alodia, der eksisterede de følgende 20 århundreder.
Mens perserne, grækerne, romerne og araberne på skift overtog kontrollen over Egypten, bevarede disse riger en politisk og kulturel autonomi. Det skyldtes bl.a. deres stilling som mellemhandlere mellem Middelhavet og Centralafrika, hvorfra der leveredes slaver, elfenben og andre varer. Alligevel er antallet af større begivenheder under denne lange periode begrænset: Efter indflydelse fra Ethiopien konverterede landet i det 6. århundrede til kristendom; et århundrede senere blev landet invaderet af araberne, der tvang kong Dongola at åbne op overfor arabiske handelsfolk og islam. Samarbejdet var baseret på en traktat, der holdt sig i over 600 år.
De egyptiske mamelukker ødelagde Dongola i det 14. århundrede og Alodia omkring år 1500. Disse invasioner fandt konstant sted trods dannelsen af nye riger. Der var nu tale om muslimske riger i Sennar - ved den Blå Nil (Al-Bahr al-Azraq) - Kordofan længere mod vest og Darfur midt i ørkenen.
Pachaen Mohamed Ali (se Egypten) besluttede i 1820 at udslette mamelukkerne og trængte ind i Sudan. Egypterne oprettede en militærbase i Khartoum, og fra da af var deres militære tilstedeværelse i landet konstant for at kulminere med dets totale besættelse i 1876. Besættelsen fik omfattende konsekvenser: landets forening berørte de lokale høvdinges og lederes autonomi; der indførtes nye religiøse ritualer (selv om begge lande praktiserede sunni retningen indenfor islam); slaveriet blev forbudt efter pres fra englænderne og dette berørte de magtfulde slavehandlere, der indtil kort tid forinden havde kontrolleret landet; endelig indførtes skatter, der især vejede tungt over landmænd og kvægejere, hvilket skabte en solid og udbredt utilfredshed.
Da Mohamed Ahmad i 1881 udråbte sig til «Mahdi» (frelser) og indledte et korstog for at frelse islam, mødte han øjeblikkelig forståelse - især blandt den arabisk orienterede befolkning i nord. Storbritannien besatte i 1882 Egypten og gik efterfølgende også ind i Sudan, men formåede alligevel ikke at bremse oprøret. I 1885 besatte Mahdis tilhængere Khartoum, besejrede englænderne under ledelse af general Gordon og oprettede den første nationale regering. Men briterne kunne ikke tillade eksistensen af en stat, der satte sig op mod imperiets strategi for etableringen af én sammenhængende korridor af kolonier fra Cairo i nord til Kapstaden i syd. I 1898 indledte briterne en knibtangsoperation, der mobiliserede tropper helt fra Cairo til Uganda og Kenya, og som angreb Mahdi på to fronter.
Også Frankrig havde et transkontinentalt Afrika projekt - omend i øst-vestlig retning -, var derfor også interesseret i Sudan og sendte også tropper dertil. Mahdi var nu under angreb på tre fronter og blev i september 1898 besejret. Da kolonihærene bagefter mødets i Fachoda, var det tæt på at komme til åben krig mellem Frankrig og Storbritannien, men franskmændene endte med at anerkende briternes overherredømme over Nildalen, og der etableredes en engelsk-egyptisk kontrol over Sudan.
I Egypten havde kongen en målsætning om at skabe enhed i Nilområdet gennem politisk forening mellem Cairo og Khartoum. Briterne satte sig imod disse planer og truede med at give befolkningen i det sydlige Sudan en form for «føderativ selvstændighed». Befolkningen i syd var overvejende animister og desuden en lille minoritet af kristne, der stod overfor det arabiske og islamiske nord. Under alle omstændigheder indledte briterne en closed districts politik, der hindrede enhver form for kontakt mellem syd og nord.
I 1953 fik Sudan selvstyre, i 1955 valgtes et parlament, og den 1. januar 1956 udråbtes landets selvstændighed. Denne udvikling løste imidlertid ikke problemerne for befolkningen i syd, der var fordrevet og uden reel deltagelse i den nye stats politik. Allerede 5 måneder før selvstændigheden udbrød der derfor en hensynsløs borgerkrig, der fortsatte uafbrudt de følgende 16 år.
I 1969 overtog general Gaafar al-Nimeiry magten ved et statskup, lukkede parlamentet, proklamerede dannelsen af den Demokratiske Republik Sudan og indførte et-parti styre baseret på Sudans Socialistiske Union. Områderne i syd fik samtidig en vis form for administrativ autonomi.
Nimeiry ændrede senere holdning, brød med Sudans Socialistiske Union, indledte en voldelig forfølgelse af sine tidligere allierede, nærmede sig de arabiske konservative stater og opgav løfterne om autonomi han havde givet til provinserne i syd. I 1972 blev han dog tvunget til at indgå en aftale med guerillaen - efter internationalt pres og en stadig større utilfredshed i Sudan selv. Provinserne i syd fik nu udstrakt autonomi, samtidig med at partisanerne lagde deres våben og blev optaget i landets regulære hær.
I 1976 undertegnede Sudan og Egypten en fælles forsvarsaftale, og Nimeiry støttede i udgangspunktet Camp David aftalen undertegnet af Sadat, Carter og Begin. Men da det blev klart, at denne position isolerede landet indenfor den arabiske verden, begyndte Khartoum at distancere sig fra Cairo og nærme sig Saudi Arabien. Nimeiry anslog efterfølgende en linie, der understregede regimets islamiske karakter. Denne udvikling oprørte til gengæld hans sympatisører i syd, der ikke var muslimer.
I maj 1977 genvalgtes Nimeiry til præsident for en ny periode på 6 år. Kort tid senere indledte Khartoum en «national forsoningsproces», der gav en række politiske ledere i eksil lov til at vende hjem, og gav en række oppositionspartier mulighed for at fungere. Det gjaldt Ansar (Umma Partiet), Folkets Demokratiske Parti og det Muslimske Broderskab. Kommunistpartiet og den Nationale Front under ledelse af den tidligere finansminister Sherif al-Hindi var dog fortsat forbudt.
Nimeiry styrets skrøbelighed blev klart, da det i 1981 knapt nok var i stand til at slå et statskup ned - det 22. siden Nimeiry var kommet til magten. I oktober samme år opløste præsidenten Nationalforsamlingen og Regionalforsamlingen i syd med løfte om gennemførelse af nye valg. Formålet var at neutralisere interne modstandere og opny et nyt mandat. Men samtidig satte befolkningen i syd i stigende grad spørgsmålstegn ved hans regering. Ikke kun pga. dens manglende økonomiske prioritering af syd, men også fordi den førte regionens sparsomme ressourcer mod nord.
Trods beskyldninger om valgsvindel blev Nimeiry genvalgt for 3. gang i 1983. I juni samme år opdelte regeringen provinserne i syd i mindre regionale enheder, uden iøvrigt at have rådført sig med de lokale ledere. Det udløste øjeblikkeligt reaktioner af utilfredshed i den berørte region. Uden forudgående varsel indførte Nimeiry i september islamisk lov (sharia) i hele landet. Nimeiry havde givet efter for pres fra Saudi Arabien for at få økonomisk bistand. Skridtet udløste øjeblikkeligt omfattende protester fra animister og kristne i syd, og fik øjeblikkeligt borgerkrigen til atter at blusse op.
Der brød et oprør ud i byen Bhor, i hvilket Sudanese Peoples Liberation Movement (SPLM) for første gang trådte frem. Denne politisk-militære organisation gav guerillabevægelsen i syd et nyt ideologisk grundlag. Den nye bevægelse satte sig som mål at skabe national enhed og indføre socialisme indenfor rammerne af respekt for autonomien i syd og den religiøse frihed.
SPLM's militære gren, Sudanese Peoples Liberation Army (SPLA) udvidede sine aktioner i en sådan grad, at de udenlandske selskaber der gennemførte olieefterforskning i det sydlige Sudan lidt efter lidt opgav deres installationer pga. krigen. Samtidig optrappede det Muslimske Broderskab og oppositionspartierne i nord deres kritik af Nimeiry styret for at anvende den islamiske lov til at undertrykke kritikere af regeringen. Den internationale finanskapital begyndte også at lægge pres på den sudanesiske præsident for ikke at gennemføre sharia'en i sin fulde udstrækning.
Udlandsgælden voksede hastigt og nåede op på 8 milliarder dollars. Betalingerne af renter og afdrag på gælden blev systematisk forsinket og ved mindst to lejligheder - i starten af 1984 - blev landet anset for at være konkurs.
I 1985 indstillede USA sine kreditter til landet, og IMF gennemtvang prisstigninger på fødevarer. Oprøret bredte sig nu også til hovedstaden. I april 1985 rejste Nimeiry til USA for at anmode om bistand, men kunne ikke vende tilbage til sit land: hans forsvarsminister og hærens general Abdul Rahman Suwar al Dahab havde taget magten.
Kuppet forandrede ikke den politiske situation. De islamiske borgerskab i nord konsoliderede sig, og i syd fortsatte SPLM sine aktiviteter, eftersom den politisk-økonomiske diskriminering overfor regionen var uforandret. De politiske partier blev opløst og opdelingen af syd ophævet. Samtidig begyndte regeringen at studere indførelsen af sharia, og Dahab lovede at udskrive valg i 1986.
Valget blev gennemført i april 1986 og Sadiq al-Mahdi blev valgt til premierminister. Folkets Parti (UMMA) fik 99 pladser i parlamentet. Det var baseret på Koranen og de islamiske traditioner.
SPLA anmodede om Mahdis afgang og dannelsen af en overgangsregering, samtidig med at dens 12.000 partisaner havde omringet regeringsgarnisonerne i syd og reelt havde delt Sudan i to. Samtidig bredte sulten sig i regionen pga. den luftblokade guerillaen havde indført. Den tillod dog efterfølgende fly med fødevareforsyninger og medicin fra FN at komme igennem til de belejrede byer Juba, Yirol og Wau. Men grundlæggende var de økonomiske, politiske og kulturelle modsætninger mellem nord og syd uforandrede, hvilket bidrog til, at konflikten fortsatte.
I juni 1989 styrtede general Bashir præsidenten og gjorde regeringen ansvarlig for landets politisk-økonomiske krise. Bashir opløste de politiske partier, dannede en militærjunta med 15 medlemmer og lovede at bringe krigen til afslutning.
10 måneder efter statskuppet gennemførte andre officerer et kupforsøg. Samtidig mislykkedes forsøgene fra Ethiopiens, Kenyas, Ugandas, Zaires og USA's side på at mægle i landets langvarige interne konflikt. De forskellige fredsinitiativer slog fejl, samtidig med at regeringstropper og paramilitære arabiske grupper financieret af Bashir slog ned på befolkningen i syd. Den afrikanske befolkning i syd blev hyppigt tvunget til at forlade deres jorder pga. angreb fra disse militære enheder.
Den 4. februar 1991 indførte regeringen en føderativ struktur i landet. Sudan blev opdelt i 9 stater, der hver blev administreret af en guvernør og et ministerråd. Allerede den 31. januar havde general Omar Bashirs regering underskrevet en ny straffelov baseret på den islamiske sharia - dog kun i den nordlige del af landet, hvor islam er den dominerende religion.
I de første måneder af 1992 fordømte USA's kontor for støtte til ofre for katastrofer den systematiske udryddelse af personer af nubisk afstamning samt fordrivelsen af personer mod ørkenområder. Disse søgte senere mod Khartoum, hvor de blev opsamlet i lejre uden drikkevand eller latriner.
I marts indledte regeringshæren med støtte fra Ethiopien, Iran og Libyen en militær offensiv mod Folkets Befrielseshær (FB), og indtog byen Bhor i syd, der var et symbol på oprøret.
Regeringen tabte trods sin militære offensiv stadig mere kontrol over det indre af landet. I syd opererede Folkets Befrielseshær, ledet af John Garang, og i nord oprørsgruppen Nasir ledet af Riek Mashar, der var brudt ud af Folkets Befrielseshær. Den ustabile situation medførte, at regeringen slog hårdt til mod oppositionen og i landområderne mod de landsbyer, der støttede guerillaen.
I maj 1992 indledtes med støtte fra den nigerianske præsident forhandlinger i Abuja i Nigeria. De kulminerede i juni med et generelt og tvetydigt komuniké.
I januar 1993 medførte uenigheder i spidsen af regeringen en regeringsomdannelse med det formål at tilpasse dens politik til de mål, IMF og Verdensbanken havde opstillet. Alligevel anså begge finansinstitutioner skridtene som utilstrækkelige, og renterne på landets udlandsgæld blev fortsat ikke betalt. Konsekvensen var, at udlandet i april indstillede finansieringen af en række infrastrukturprojekter. De daglige udgifter til militæret løb i denne periode op på 2 millioner dollars.
Internationalt pres tvang Omar Bashir til at fjerne forbuddet mod flyvninger til syd. Forbuddet havde hindret transporten af fødevarer og medicin til ofrene for sultkatastrofen i syd. Det vurderedes, at 6 millioner mennesker led den samme risiko for at dø, som de 60.000 der i februar 1993 var døde af sult i Parayang, 800 km sydøst for Khartoum.
I februar 1993 genoptog regeringen og FB forhandlingerne i Entebbe, Uganda. Forhandlingerne blev dog boykottet af dissidenten Mashar. Han foretrak i stedet at accelerere sammenlægningsprocessen i Nairobi med en anden udbrydergruppe fra FB ledet af William Nyuon. Alliancen blev indgået i april og muliggjorde underskrivelsen af en våbenhvileaftale med regeringen samt et løfte om fortsættelse af de forhandlinger, der var blevet gennemført i maj 1992 i Kenya. Forhandlingerne i Abuja brød sammen i juni 1993 pga. uenighed om tilbagelevering af magten til provinserne, og sammenbruddet varede året ud.
I maj 1994 underskrev regeringen en aftale med oprørsgrupperne om støtte til de befolkningsgrupper, der var blevet isoleret af konflikten. Alligevel blev situationen stadig mere alvorlig, og de humanitære organisationer gentog deres fordømmelse af situationen. African Rights beskyldte i juli 1995 Khartoum for at være ansvarlig for «folkemord» på nubierne.
Ved valget i marts 1996 blev Bashir genvalgt med 76 % af stemmerne. Efter 12 års krig, en million døde og 3 millioner drevet på flugt, syntes mulighederne for fredelig sameksistens mellem «teokraterne» i nord og rebellerne i syd at blive stadig ringere.
I november 1997 medførte stridigheder med Egypten om administrationen af Halaib trekanten, der er rig på fosfat, mangan og muligvis olie, at Sudan bad den Arabiske Liga om at gå ind i konflikten. Iflg. en aftale fra 1899 tilhører Halaib Egypten, men en ny aftale fra 1905 overlod området til Sudan.
I januar 1998 indførte USA en økonomisk blokade af Sudan. Supermagten anførte som baggrund, at Sudan «støtter den internationale terrorisme», træner oppositionsgrupper fra nabolandene for at destabilisere disse og iøvrigt mangler respekt for de menneskelige rettigheder.
En måned senere opfordrede FN det internationale samfund til at give Sudan 100 millioner dollars i bistand for at komme de 4 millioner ofre for krig og tørke til undsætning.
Den sudanesiske guerilla påtog sig skylden for det attentat i februar i hvilket vicepræsident Al Zubair Mohamed Saleh døde, da hans fly styrtede ned i området omkring Nasir, 700 km fra Khartoum. Iflg. observatører får de kristne rebeller i Folkets Befrielseshær støtte fra USA gennem Uganda, Ethiopien og Eritrea. Den katolske kirke i Sudan besluttede for første gang at deltage i fredsforhandlingerne mellem den sudanesiske regering og SPLA, der gik ind på at forhandle.
En meningitis epidemi ramte landet i marts 1999. Alene i Khartoum døde 30 mennesker om dagen. Det var hovedstadens forstæder der var hårdest ramt.
Efter en investering på 3 mia. dollars kunne landet i juni indvie en 1500 km lang olierørledning. Det gjorde det muligt at udnytte oliekilder, som krigen og landets politiske problemer hidtil havde gjort utilgængelige. I slutningen begyndte man at producere 150.000 tønder olie dagligt, og planen var at øge produktionen til 250.000. Men pga. de enorme investeringer vil Sudan først efter 2003 begynde at tjene penge på projektet.
Sulten og krigen plager fortsat landet. 1-2.000 fordrevne personer ankommer dagligt til de centre, hvor de internationale nødhjælpsorganisationer arbejder.
I december 2000 blev al-Bashir genvalgt med 86,5% af stemmerne. Valget blev boykottet af det meste af oppositionen. I februar 2001 optrådte han i militæruniform ved åbningen af en konference i Khartoum for statsledere fra Sahel og Sahara.
I december 2001 meddelte regeringen, at den havde løsladt over 14.500 overvejende sorte slaver. Det skete efter 6 måneders kampagne fra menneskerettighedsorganisationernes side,
I januar 2002 indgik SPLA en alliance med sin rival, den Sudanesiske Folkeforsvarsstyrke, for at gøre fælles front mod centralregeringen.
I Kenya indledtes forhandlingen mellem regeringen og SPLA og i oktober 2002 blev der indgået en fredsaftale, der afsluttede 19 års borgerkrig, der havde kostet 2 millioner livet. USA havde allerede tidligere erklæret adgangen til Afrikas olie som et emne af «national interesse», og udenrigsminister Colin Powell havde ifbm. forhandlingerne i Kenya truet med at tredoble USA's bidrag til SPLA til 300 mio. US$ og med at fastholde blokaden af Sudan, hvis der ikke inden marts 2003 blev indgået en fredsaftale.
SPLA's leder, oberst John Garang krævede at blive udnævnt til Sudans vicepræsident i stedet for Alí Osaman Taha, og han krævede samtidig jurisdiktion over Sudans sydlige provinser Nuba, Abyei og den Blå Nil. De var kommet under den nordlige del af landets kontrol i 1972. Disse punkter blev dog ikke løst under de følgende års forhandlinger.
I april til december 2003 blev regeringen og SPLA enige om i 2004 at samle deres soldater i en fælles hær på 39.000 soldater, dele overskuddet fra olieproduktionen, udforme en ny forfatning, give administrativ autonomi til den sydlige del af landet og gennemføre en folkeafstemning i 2010 om den sydlige dels eventuelle selvstændighed. I oktober 2003 blev den islamiske leder, Hassan al-Turabi løsladt. Han havde været fængslet i flere år. Samtidig blev forbuddet mod hans parti, den Islamiske Nationalfront (NIF) ophævet. Det vurderedes at 92% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.
Mens fredsprocessen mellem nord og syd skred frem, indledte regeringsstyrker i januar 2004 en offensiv i Darfur provinsen i vest mod Sudans Befrielsesbevægelses Hær - den tidligere Darfurs Befrielsesbevægelse.
Sudans Befrielsesbevægelse var blevet dannet året inden, som svar på de systematiske angreb i Darfur regionen af arabiske nomader - de såkaldte janjawid militser. Nomaderne blev trængt mod vest som følge af ørkenens spredning i Sahel området i Sudan, og de stødte i Darfur sammen med den fastboende befolkning.
Ifølge rapporter fra Human Rights Watch blev janjawid militserne allerede før 2003 støttet af centralregeringen med våben, træning og andet udstyr. Den gennemførte den brændte jords politik og foretog etniske udrensninger hvor den trængte frem. Overgrebene havde i 2004 kostet 10.000 mennesker livet, ødelagt 2.300 landsbyer og bosættelser og drevet 1 mio. på flugt. De søgte beskyttelse omkring Sudans byer, eller krydsede over grænsen til Chad i et forsøg på at undslippe tortur, voldtægt og tyverier, der gennemførtes i fuldstændig lovløshed. Verdensorganisationen mod Tortur kritiserede samme år anvendelsen af tortur mod selv børn i Darfur.
I marts 2004 beordrede al-Bashir atter Turabi og hans politiske og militære tilhængere arresteret. I april afslog FN's Menneskerettighedskommission at vedtage sanktioner mod Sudans regering. Alligevel konstaterede World Food Programme (WFP), at 3 mio. sudanesere nu led af sult og karakteriserede situationen som en «humanitær katastrofe».
I maj blev Chads hær angrebet over grænsen af regulære sudanesiske styrker. Nogle politiske observatører erklærede, at det var muligt at der blev dannet en alliance vendt mod regeringen blandt oprørsgrupper i Nuba, Abyei, den Blå Nil og Darfur, og at sammenstødene kunne brede sig til større dele af Sudan.
I juni besøgte USA's udenrigsminister Colin Powell Sudan og forsøgte at lægge pres på regeringen for at få den til at indstille angrebene på civilbefolkningen i Darfur. USA gjorde samtidig opmærksom på, at FN's Sikkerhedsråd kunne vedtage sanktioner, hvis volden fortsatte. FN's generalsekretær, Kofi Annan erklærede, at hvis Sudans regering ikke kunne beskytte befolkningen i Darfur, så måtte det internationale samfund reagere. FN karakteriserede situationen som verdens aktuelt alvorligste humanitære katastrofe.
Iflg. FN peger mordene og den massive fordrivelse af civilbefolkningen på en «bevidst kampagne for etnisk rensning». Sudans regering fortsatte sin afvisning af at den skulle støtte de arabiske militser der angriber landsbyerne. De humanitære organisationer kritiserede samtidig regeringen for at lægge hindringer i vejen for distributionen af fødevarer og medicin. Sudans udenrigsminister, Mustafá Ismail indrømmede, at der eksisterede et «problem» i Darfur, men han anså det for voldsomt overdrevet, og han lovede at hans regering ville tage en række skridt til løsning af problemet, endnu inden afslutningen på Powells besøg.
I juli flyttede FN tusinder af flygtninge til mere sikre lejre. Samtidig fortsatte tusindvis af sudanesere deres flugt til Chad pga. den fortsatte vold i Darfur. De humanitære organisationer anklagede janjawid militserne for at være de ansvarlige for fordrivelsen af 1,2 mio. sudanesere ud af landet. Samtidig opfordrede USA FN til at vedtage sanktioner mod Sudan, eftersom centralregeringen udviser en lammende passivitet i håndteringen af den humanitære katastrofe i Darfur.
I marts 2005 blev det vurderet, at 180.000 mennesker var døde under konflikten i Darfur i de foregående 18 måneder, at 2 mio. var flygtet fra deres landsbyer for at søge tilflugt i de vigtigste byer, og at 200.000 var flygtet til Chad. FN's Specialkommission for Darfur konkluderede, at Sudans regering ikke havde gjort sig skyldig i folkemord - hvilket ellers ville have pålagt det internationale samfund at gribe ind - men at den derimod havde gjort sig skyldig i «alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og international humanitær ret», og at det kan retsforfølges som forbrydelser mod menneskeheden. Kommissionen anbefalede specielt, at Sikkerhedsrådet lod FN's krigsforbryderdomstol ICC undersøge situationen til bunds. Det skabte hurtigt stor uenighed. USA der bekæmper ICC foreslog istedet at der til formålet blev oprettet en speciel ad-hoc domstol i Arusha, Tanzania, og at Sikkerhedsrådet vedtog sanktioner overfor Sudan. EU på den anden side støttede forslaget om, at ICC skulle sættes på sagen.
Vicepræsident og kristen partisanleder John Garang som havde stået i spidsen for 20 års væbnet kamp mod muslimerne i nord Sudan døde i august i en flyulukke. Regeringen nedsatte en undersøgelseskommission til klarlæggelse af, om der var tale om en ulykke eller et attentat.
Med den Afrikanske Union som mægler godkendte den sudanesiske regering og Darfurs oprørsbevægelse den 5. maj 2006 en fredsplan. Den blev underskrevet i Nigerias hovedstad Abuja. En udbrydergruppe fra Darfurs oprørsbevægelse samt Bevægelsen for retfærdighed og Lighed nægtede imidlertid at underskrive aftale, fordi de hver ønskede større indflydelse i Darfur efter krigsafslutningen. De fik derfor frist frem til 31. maj til at skrive under og indlede afvæbningen. Det skete ikke. I stedet dannede en række af de grupper der ikke ønskede at skrive under National Redemption Front (Den nationale Afvisningsfront), og konflikt blev udstrakt til hele regionen, og spredte sig samtidig ind i Chad. En yderligere konplikation var, at de forskellige oprørsgrupper begyndte at kæmpe indbyrdes.
Verdensfødevareprogrammet karaktiserede i midten af året situationen i Darfur som «verdens aktuelt værste krise». Den pegede på, at manglen på fødevarer øgede underernæringen og forværrede situationen millioner af mennesker.
I maj 2007 indgik Sudan og Chad en fredsaftale i Saudi Arabien om at indstille træfningerne mellem de to landes 1000 km lange grænse, der udgør den vestlige del af Darfur. Konflikten var formelt startet, da Chad i december 2005 erklærede sig for at være i krigstilstand med Sudan, fordi Darfur konflikten spredte sig ind over dens grænse.
I juli 2007 vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der autoriserede en styrke på 26.000 fredsbevarende styrker fra FN og den Afrikanske Union at gå ind i Darfur. Sudans regering erklærede, at den agtede at samarbejde med fredsmissionen og iøvrigt fortsat søgte en forhandlingsløsning som en politisk løsning på konflikten.
I juli 2008 beskyldte chefanklager ved den Internationale Straffedomstol, Luis Moreno Ocampo, al-Bashir for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Darfur. I marts 2009 udstedte domstolen en arrestordre mod al-Bashir for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men erklærede at der ikke var tilstrækkelige beviser til at sigte ham for folkedrab. Al-Bashir er det første siddende statsoverhoved der er blevet sigtet af ICC. Domstolens skridt var imidlertid omstridt. Den Afrikanske Union, Ligaen af arabiske Stater, de Alliancefri Lande samt Rusland og Kina protesterede alle mod arrestordren. En ekspert opfordrede domstolen til at tilbagekalde arrestordren. Sudan reagerede umiddelbart ved at deportere en række vestlige bistandsorganisationer. Præsidenten har siden besøgt en lang række afrikanske og arabiske lande - uden at blive stillet overfor arrest.
Domstolens arrestordre var specielt interessant, fordi Sudan ikke har ratificeret Rom aftalen, der er grundlaget for ICC. Arrestordren har skabt en præcedens for mulige arrestordrer overfor statsledere fra f.eks. USA, Israel eller Storbritannien, der ligeledes kan stilles for retten for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Al-Bashir var kandidat ved præsidentvalget i april 2010, der var det første valg i flere årtier, hvor flere kandidater kunne stille op. Han vandt valget med 68% af stemmerne.
Bashir besøgte i august 2010 Kenya ifbm. ceremonien for underskrivelsen af landets nye forfatning. Besøget var kontroversielt, da ICC krævede ham arresteret, men de kenyanske myndigheder der ikke anerkender ICC arrestordren undlod at gribe ind. I november 2011 afsagde Kenyas højestet imidlertid en kendelse der pålagde landets sikkerhedsminister at arrestere Bashir, «hvis han nogensinde sætter sin fod på kenyansk jord igen».
Folkeafstemningen i Sydsudan i januar 2011 om selvstændighed gav 98,3% tilslutning til selvstændighed. Den 9. juli blev Sydsudan en selvstændig stat.
I juli 2011 blev der underskrevet en fredsaftale om Darfur mellem Sudans regering og Bevægelsen for fred og Retfærdighed. Med aftalen blev der oprettet en erstatningsfond for Darfurkonfliktens ofre, præsidenten skulle udnævne en vice-præsident med ansvar for Darfur, og desuden skulle der oprettes en ny regional myndighed med ansvar for regionen indtil der kunne gennemføres en folkeafstemning, der kunne afgøre regionens fremtid indenfor Republikken Sudan. Aftalen rummede også bestemmelser om magtdeling, så de bevægelser der underskrev aftalen fik ret til at udpege 2 ministre på føderalt niveau, fik 20 medlemmer i Nationalforsamlingen samt 2 guvernørposter i Darfur regionen. Trods aftalen skete der kun få konkrete fremskridt gennem 2012. Bl.a. fordi det internationale samfund ikke bidrog til genopbygning af regionen. Fra midten af 2013 tog kampene atter til, og det samme gjorde flygtningestrømmen. Mange af konflikterne var dog lokale stammekonflikter om retten til jord.
I oktober 2011 indrømmede Bashir, at Sudan havde leveret våben til de libyske oprørere, der måneden forinden havde væltet og dræbt Muhammar Gaddafi i Libyen. Det var en «tak for sidst» for at Libyen 3 år forinden iflg. Bashir havde støttet sudanesiske oprørere. Samme måned besøgte Bashir oprørsregeringen i Benghasi.
Sydsudans selvstændighed reducerede ikke spændingen mellem nord og syd. Grænseområdet mellem de to lande er fortsat omstridt, og der skal på et tidspunkt gennemføres en folkeafstemning i Abyei og den skal høre til Sudan eller Sydsudan. I maj 2011 havde sudanesiske styrker angrebet Ayei og sendt 100.000 på flugt. I marts 2012 udbrød der nye kampe i området. Sudans luftvåben bombede de nordligste egne i Sydsudan, og SPLA-North indtog Heglig oliefeltet i det sydlige Sudan. FN og AU har en fredsbevarende styrke i Abyei.
Der udbrød studenterprotester i december 2011 efter flere studenterledere fra Darfur blev arresteret på Rødehavs Universitetet i Port Sudan. Studenteraktivister opfordrede til revolution og erklærede åbent deres støtte til Sudan Revolutionary Front (SRF) der var blevet en måned inden for at bekæmpe den sudanesiske regering i den sydlige del af landet. Samtidig angreb sikkerhedsstyrker med knipler universitetet i Khartoum for at standse et møde 700 studerende holdt i protest mod deporteringen af Manasir folket, der måtte forlade deres hjem pga. bygningen af Merowe dæmningen. Tyve demonstranter blev såret og mindst 4 arresteret. To dage senere gennemførte 16.000 studerende en besættelse af universitetet i protest mod sikkerhedsstyrkernes fremfærd. Også denne demonstration blev angrebet. Politet brugte tåregas og arresterede mindst 73. I slutningen af måneden kom det til nye sammenstød, hvor sikkerhedsstyrker angreb studenterdemonstrationer.
Flere hundrede kvindelige studerende gennemførte i midten af juni 2012 en fredelig protest på deres kollegier på universitetet i Khartoum i protest mod regeringens drastiske nedskæringer og de stigende priser. I løbet af den næste halvanden måneds tid spredte protesterne sig til hele landet, og mange arbejdere deltog ligeledes i protesterne mod regeringens økonomiske politik. Som svar på sikkerhedsstyrkernes vold begyndte demonstranterne at bruge sten og stokke. Protesterne kulminerede den 31. maj, da 1000 demonstranter blokerede veje, brændte bildæk og kastede sten mod politiet, der svarede igen med tåregas og skarpe skud. 12 demonstranter blev dræbt og flere end 50 såret. Næste dag kvalte sikkerhedsstyrkerne protestbølgen ved omfattende husransagninger og arrestation af over 2.000 studerende og arbejdere.
Israelske fly bombede i slutningen af oktober 2012 Yarmouk fabriksanlægget i udkanten af Sudans hovedstad, Khartoum. Israel ville hverken be- eller afkræfte angrebet, men karakteriserede fabriksanlægget som en «våbenfabrik financieret af Iran» og karakteriserede Sudan som en «terrorstat». Nu var det godt nok ikke Sudan der bombede Israel, men derimod Israel der bombede Sudan. Angrebet på fabriksanlægget i Khartoum, 1600km fra Israel blev af internationale iagttagere betragtet som en øvelsesoperation forud for et eventuelt israelsk luftangreb på Iran. Israel bombede sidst Sudan i februar 2009. USA bombede i 1998 en påstået våbenfabrik i Khartoum, der efterfølgende viste sig at have været en medicinfabrik.
Der var flere sammenstød over grænsen mellem Sudan og Sydsudan i løbet af 2012. I februar måtte Sydsudan indstille sin olieproduktion pga. ueninghed med Sudan om betaling for olien, der blev transporteret gennem Sudan. I september blev der underskrevet en lang række aftaler mellem de to lande om handel, olie, sikkerhed og statsborgerskab, men trods aftalerne blev disse ikke implementeret i konkrete initiativer. I den sydlige del af landet fortsatte den væbnede konflikt mellem militæret og SPLM-N. I agust indgik de to parter nok en aftale, men aftalens indhold blev ikke realiseret.
I protest mod 24 årsdagen for Bashirs kup den 29. juni 2013 gennemførte 10.000 mennesker en protestdemonstration i Khartoums søsterby Omdurman under parolerne: «Skrid Bashir». Demonstrationen blev overvåget af politi, der dog undlod at angribe den.
Bashir fjernede 23. september 2013 brændselsubsidierne, hvilket øjeblikkeligt medførte mere end en fordobling af benzinpriserne. Det udløste spontane protester overalt i landet, hvor folk brændte benzinstationer, politistationer og kontorer tilhørende regeringspartiet ned. Sikkerhedsstyrkerne svarede igen med tåregas, gummikugler og senere skarpe skud. De følgende uger blev omkring 175 demonstranter dræbt af politiet kugler og flere tusinde arresteret. Regeringen ændrede ikke sin politik, men protesterne var alligevel så alvorlige at regeringen blev omdannet og Bashir skiftede sin vice-præsident ud med Bakri Hassan Saleh.
I oktober 2013 kritiserede en række lande i den Afrikanske Union (AU) ICC for at være et vestligt racistisk organ, fordi det undlod at rejse tiltale mod krigsforbrydelser begået af vestlige ledere eller deres allierede, men kun rejste tiltale mod afrikanske ledere. AU krævede af ICC, at det beskyttede afrikanske ledere mod tiltale.
Den kristne kvinde Meriam Yehya Ibrahim blev i maj 2014 dømt til hængning for at fastholde sin kristne tro, og 100 piskeslag for «skørlevned». Dommen over den gravide kvinde udløste internationalt en storm af protester, hvilket i juni førte til at hun blev benådet. Hun var heldig. Sudans strafelov baserer sig på Sharia, og årligt dømmes flere hundrede til stening, pisk eller korsfæstelse.
Konflikten mellem regeringshæren og oprørsgrupper i det sydlige Sudan i staterne Sydkordofan og Blå nil spidsede yderligere til i løbet af 2014. Ved udgangen af året var 2 mio. berørt af konflikten, 500.000 indternt fordrevne og 250.000 flygtede til Sydsudan eller Ethiopien. Konflikten starten samtidig med Sydsudans selvstændighed i juli 2011 og var et udtryk for, at mange i de to stater mente de burde have været en del af Sydsudan.
Sudan kom i løbet af 2014 i stigende grad på kant med FN og i december udviste landet to højtstående FN embedsmænd. En række vestlige lande forsøgte at få Sikkerhedsrådet til at fordømme udvisningen, men det blev afvist af de øvrige lande i Sikkerhedsrådet med henvisning til, at ifølge FN's charter har et land den fulde suverænitet - også ifht. FN's udsendte.
I december genoptog Somalia den militære offensiv i Darfur, Syd Kordofan og Blue Nile. Kernen i offensiven var den såkaldte Rapid Support Force (RSF) der overvejende bestod af regeringstro militser under ledelse af efterretningsvæsenet (NISS). I månederne frem til april 2015 hærgede militserne Jebel Marra regionen og begik omfattende menneskerettighedskrænkelser. Det sudanesiske luftvåben deltog også i offensiven og bombede i januar et hospital drevet af Læger uden Grænser og en lang række skoler.
I januar 2015 vedtog parlamentet en række forfatningsændringer. NISS' beføjelser blev stærkt udvidede fra blot at indsamle efterretninger til at kunne gennemføre militære operationer på linie med landets militær. Samtidig blev præsidentens magt stærkt udvidet, så han egenhændigt kan fjerne og indsætte guvernører og højtstående embedsmænd og officerer.
NISS beslagde 56 gange i løbet af året hele avisoplag fra 21 forskellige dagblade.
al-Bashir lod sig i april 2015 genvælge som præsident med 94% af stemmerne. Valgdeltagelsen var 46% - en smule under valgdeltagelsen ved præsidentvalg i USA. Ved siden af præsidentvalget gennemførtes valg til Nationalforsamlingen. Det regerende Kongresparti vandt 323 ud af parlamentets 426 pladser. Dele af oppositionen boykottede valget, men 30 partier stillede op. Kongrespartiet undlod at stille op i 30% af distrikterne for at give oppositionen mulighed for at få valgt kandidater. Valgobservatører fra den Afrikanske Union og den Arabiske Liga vurderede valget som fredeligt og fair, mens resultatet blev fordømt af EU og USA.
al-Bashirs bevægelsesmuligheder var fortsat begrænsede af ICC's arrestordre. I juni 2015 deltog han i AU's topmøde i Sydafrika. En sydafrikansk domstol afsagde en kendelse, der forbød ham rejse ud af landet til det var undersøgt om han skulle arresteres, men ved topmødets afslutning fik han alligevel udrejse. I oktober deltog han i det indisk-afrikanske topmøde i Indien, hvor bl.a. Amnesty International opfordrede de indiske myndigheder til at arrestere ham, men Indien har ikke ratificeret ICC statutterne, så atter engang undslap han.
For at styrke sin position i den arabiske verden og især i Saudi Arabien sluttede Sudan sig i marts 2015 til Saudi Arabiens folkeretstridige krig mod Yemen.
I marts 2016 fremlagde AU's High-Level Implementation Panel (AUHIP) en aftale for fred og dialog i landets konflikter. Planen forpligtede parterne i Darfur, Blue Nile og South Kordofan til at bilægge deres konflikter og sikre humanitær adgang til de berørte befolkninger. Den forpligtigede dem endvidere til at indgå i en national dialogproces. Regeringen skrev under på AU's aftale, men oppositionen afviste i første omgang at være med. Men i august var 4 oppositionsgrupper rede til at skrive under. Det gjaldt: National Umma Party, Sudan People’s Liberation Movement-North (SPLM-N), Justice and Equality Movement (JEM); og Sudan Liberation Movement (SLM-MM) under ledelse af Minni Minnawi. Dagen efter oppositionens underskrift på aftalen blev forhandlingerne genoptaget ad to spor i Addis Ababa: mellem regeringen og SPLM-N, samt omkring ophør af kampene i Darfur og humanitær adgang. Allerede en uge senere brød forhandlingsprocessen mellem regeringen på den ene side og SPLM-N, JEM og SLM-MM på den anden. Begge parter lagde skylden på den anden for sammenbruddet. AUHIP udskød derefter forhandlingerne på ubestemt tid.
FN's Menneskerettighedsråd foretog sit regelmæssige review af menneskerettighedssituationen (UPR) i maj. Sudan accepterede en række af rådets anbefalinger om bl.a. ratificering af FN's Torturkonvention og tiltag til at hindre tortur og nedværdigende behandling. Men Sudan afviste også at fjerne bestemmelser om straffrihed i den nationale sikkerhedslov fra 2010, uafhængig efterforskning og strafforfølgelse af overtrædelser af folkeretten, samt krænkelser af menneskerettighederne begået af efterretningstjenesten NISS, hæren og politiet.
Myndighederne afviste fortsat at efterkomme 5 arrestordrer udstedt af ICC mod sudanesere, deriblandt 2 mod præsident al-Bashir for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået i Darfur. Efterretningstjenesten NISS var involveret i et stort antal voldelige angreb på oppositionelle samt undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden.
I Darfur gik konflikten ind i sit 13. år. I januar 2016 igangsatte regeringen en stor offensiv i Jebel Marra regionen, hvor der frem til maj 2016 blev gennemført koordinerede operationer på jorden og i luften. Regntiden umuliggjorde derefter landoperationer, men bombardementerne fortsatte frem til september. AU og FN repræsentanter blev hindret adgang til regionen. Der blev registreret og dokumenteret en lang række krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Der blev endvidere indsamlet beviser for mindst 30 sandsynlige angreb med kemiske våben.
I april 2016 forlængede Sudan Revolutionary Front ensidigt en våbenhvile fra oktober 2015 med yderligere 6 måneder. I juni erklærede al-Bashir en ensidig 4 måneders våbenhvile i Blue Nile og South Kordofan. Den blev i oktober til årets udgang. Trods våbenhvilen gennemførte både regering og SPLM-N sporadiske militære angreb i Sudan People’s Liberation Army-North (SPLA-N) kontrollerede områder. Mange angreb var rettet mod civile og bestod i at hindre humanitær bistand til civilbefolkningen.
I januar 2017 hævede USA's præsident Obama en lang række sanktioner mod Sudan, og i oktober hævede Donald Trump de fleste resterende. Sudans deltagelse i Saudi Arabiens krig mod Yemen, US regeringens ønske om større del af den økonomiske kage i Sudan og et intensivt lobbyarbejde havde båret frugt.
2019 Exit Bashir
Den sudanesiske revolution startede som en række spontane demonstrationer i Khartoum og mange andre byer i december 2018 i protest mod forringede levevilkår, økonomisk krise og fattigdom. Demonstranternes fokus skiftede hurtigt fra kravet om reformer til kravet om Bashirs afgang. Bashir regimet slog hårdt ned på demonstranterne og satte i februar 2019 landet i undtagelsestilstand, opløste den nationale og de regionale regeringer og erstattede dem med officerer og efterretningsfolk. Trods truslen om at blive skudt gik sudaneserne alligevel massivt på gaden i protest mod Bashir den 6-7. april. Den 10. april kunne man se soldater, der beskyttede demonstranter mod sikkerhedsstyrkerne, og den 11. april tog militæret magten. 32 års Bashir diktatur var slut.
Men demonstrationerne fortsatte med krav til det militære overgangsråd om, øjeblikkelig at træde tilbage for at lade en civil overgangsregering komme til. Fra slutningen af april og ind i maj blev der forhandlet om dannelsen af et civilt/militært overgangsråd, men disse forhandlinger blev bragt til en brat afslutning den 3. juni, da regimets såkaldte Rapid Support Forces åbnede ild mod fredelige demonstranter, dræbte 128, voldtog 70 og sårede flere hundrede. Rapid Support Forces var de tidligere Janjaweed militser, der var blevet integreret i militæret. Civilsamfundet reagerede ved at gennemføre en 3 dages generalstrejke 9-11. juni i protest mod diktaturets massakre, opfordrede befolkningen til civil ulydighed og ikke-voldelig modstand mod diktaturet, til det overdrog magten til en civil regering. Den 12. juni gik de med til at indstille generalstrejken og overgangsrådet løslod til gengæld alle politiske fanger. Nye forhandlinger kom i gang og i juli undertegnede civilsamfundet og det militære overgangsråd en rammeaftale om overgang til demokrati over en 39 måneders overgangsperiode. Der blev i august udformet en midlertidig forfatning og dannet en regering og et såkaldt Suverænitetsråd, der de første 21 skulle ledes af en officer og derefter af en civil. I september blev der dannet en overgangsregering bestående af 18 civile og 2 militære ministre. Som premierminister udpegedes Abdalla Hamdok. Under hele denne periode fortsatte demonstrationerne mod militærdiktaturet som støtte til de civile forhandlere.
I slutningen af 2020 hævede USA sine sanktioner mod Sudan og i januar 21 undertegnede de to lande en aftale, hvorefter Sudan skulle have støtte mod at «normalisere» forholdet til slyngelstaten Israel. Det var led i Trump regimets indsats for at normalisere forholdet mellem slyngelstaten og dets traditionelle fjender i regionen. I marts godkendte IMF og Verdensbanken Sudans anmodning om gældseftergivelse i henhold til HIPC initiativet. Landet skulle til gengæld gennemføre drastiske økonomiske reformer, afskaffe subsidierne til brændstof og gennemføre en vekselreform.
I august 2021 var 55.000 ethiopiere flygtet til Sudan fra konflikten i Ethiopiens Tigray provins. Yderligere omkring 1 mio. var flygtninge fra Sydsudan.
Overgangen til demokrati blev bragt til en brat afslutning den 25. oktober 2021, da militæret under ledelse af general Abdel Fattah al-Burhan tog magten, opløste Suverænitetsrådet og arresterede regeringens medlemmer. Flere hundrede andre politikere, journalister, menneskerettighedsaktivister og andre der havde deltaget i demonstrationer mod militærdiktaturet blev arresteret og sat i hemmelige fængsler. Civilsamfundet opfordrede til civil ulydighed og afviste at samarbejde med kupmagerne. Allerede fra kupdagen blev der gennemført demonstrationer, og militæret svarede igen ved at dræbe 10 allerede på 1. dagen. Den 30. oktober deltog 200.000 - 2 mio. i landsdækkende demonstrationer og strejker mod regimet. Allerede dagen efter militæret suspenderede den Afrikanske Union (AU) Sudans medlemskab og EU samt USA erklærede, at de fortsat betragtede Hamdok regeringen som den eneste retmæssige i landet. Den 28. oktober indledte general al-Burhan et taktisk tilbagetog og tilbød at lade Hamdok regeringen genindsætte, hvilket denne dog afviste. Forhandlinger fortsatte frem til den 21. november hvor Hamdok og al-Burhan underskrev en 14 punkts aftale, der genindsatte Hamdok regeringen og skulle løslade alle politiske fanger. Civilsamfundet forkastede denne aftale, nægtede at indgå en aftale med militæret og fortsatte demonstrationerne.
Den primære baggrund for kuppet var sandsynligvis, at al-Burhan og andre officerer i november skulle træde tilbage jvf. aftalen fra august 2019. De frygtede efterfølgende at blive stillet for en domstol eller overdraget til ICC for deres andel i massakren i juni 2019.
FN's Sikkerhedsråd behandlede på et møde den 11. december den skrøbelige situation i landet. Volker Perthes der var chef for FN's mission til overgangsstøtte i Sudan sammenfattede situatiuonen således:
«Sudan militære og politiske lederes primære opgave vil være at genopbygge tilliden til landets egen befolkning - især den unge generation. Øjeblikkelige tillidsskabende foranstaltninger og en synlig vilje til at bringe landet tilbage på en demokratisk kurs vil være aldeles centrale. Samtidig må de sudanesiske myndigheder tage tydelige skridt i retning af atter at opnå økonomisk og politisk støtte fra det internationale samfund»
Militæret ønskede ikke forsoning og fortsatte derfor undertrykkelsen. I januar 2022 trak premierminister Hamdok sig tilbage efter militæret havde dræbt yderligere 2 demonstranter. Posten blev overtaget af Osman Hussein. Militæret var løbet fra augustaftalen i 2019 og overgangen til demokrati var usikker.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 21/5 2022
Læst af: 131.915