Browserudgave

Cameroun

Befolkning	26,8 mio.
Valuta	CFA Francs
Areal	475.440 Km2
Hovedstad	Yaoundé
Befolkningstæthed	31,3 indb./Km2
HDI placering	151

Landet er opdelt i 3 regioner: de nordlige savannedale ved Chad-søen med kvægavl og majsdyrkning; den centrale del med fugtige sletter, og i syd med frugtbar, vulkansk jord, hvor der hovedsageligt dyrkes eksportafgrøder som kaffe, bananer, kakao og bomuld. Tørke og ørkenspredning er de væsentligste problemer i den nordlige region, som udgør 25% af Camerouns areal og hvor mere end 1/4 af landets befolkning lever.

Autoritært regime nært knyttet til USA og Frankrig.

 

Folket: Der lever omkring 250 etniske grupper. I syd dominerer folk af bantu-afstamning, mens befolkningsflertallet i nord udgøres af duala'er, bamileker, tikar'er og bamauna'er. Eondo'erne og fulb'erne er i flertal i øst og fulanierne i nord. I sydøst lever baka-pygmæerne, som ernærer sig ved jagt og fiskeri.

Religion: Halvdelen af indbyggerne dyrker traditionelle, afrikanske religioner; de kristne holder til i syd og muslimerne i nord.

Sprog: Engelsk og fransk er de officielle sprog; derudover tales der over 200 indfødte sprog (de vigtigste er beti og bulu) samt tysk.

Politiske partier: Cameroons Befolknings Demokratiske Gruppering, (RDPC) - tidligere det eneste parti; Republikkens Forsvarsbevægelse; Den socialdemokratiske Front, ( FDS); Nationalunionen for Demokrati og Fremskridt, (UNDP); De allieredes Front til Forandring, (FAC).

Sociale organisationer: Regeringen forbød i 1971 Sammenslutningen af Cameroons Arbejdere, der var arvtagere fra arbejderbevægelsen i det foregående århundrede. I stedet dannedes det officielle Nationalunionen af Camerouns Arbejdere. Den nordamerikanske fagorganisation AFL-CIO har etableret lokalafdelinger ved de multinationale selskaber i Cameroun.

Officielt navn: République dú Cameroun.

Administrativ inddeling: 10 provinser.

Hovedstad: Yaoundé, 1.430.000 indbyggere. (2006).

Andre vigtige byer: Douala, 1.409.200 indbyggere; Garoua, 180.900 indbyggere; Ncongsamba, 106.800 indbyggere. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Paul Biya præsident siden 1982, genvalgt i 1992, 1997, 2004 og 2011. Joseph Ngute, premierminister siden januar 2019. Parlamentet har to kamre: Nationalforsamlingen med 180 medlemmer og senatet med 100 medlemmer. Trods det at Senatet var blevet indstiftet allerede i 1996 forfatningen, blev først oprettet i 2013.

Nationaldag: 1. januar, Uafhængighedsdagen, (1960); 10. december, Genforeningen, (1961); 20. maj; Proklamation af republikken, (1972).

Væbnede styrker: 14.600 mand inklusive Gendarmeriet

 

Cameroun er oprindelsesland og centrum for bantustammerne, der i det 2. århundrede fvt. indledte en ekspansion mod øst og syd og dermed fik udbredt kendskabet til dyrkning af nye afgrøder og udvinding af jern. Det første møde med europæerne blev ganske kort; Fernando Pó døbte floden, hvis sandbanker var fulde af rejer, for «Rejefloden» - heraf landets navn.

Områdets indtræden i et økonomisk mere komplekst miljø skyldtes fulani'ernes indvandring (Se Niger: «Saharas veje» og Senegal: «Fulanie'ernes stater») - der senere blev til Adamauma-emiratet, i landets nordlige og centrale region.

Tyskernes indtrængen fandt sted i juni 1884, da repræsentanten Gustav Nachtigal indgik aftale om etablering af et protektorat med kystbefolkningen duala'ernes konge. Ved Berlin-konferencen et år senere, blev Cameroun overdraget til Tyskland, men først i 1894 indlemmedes Adauma-emiratet, der var stærkt efterstræbt af englænderne, formelt i landet.

Protektoratet mødte problemer lige fra starten: duala'erne sad på handelen mellem kystområderne og Yaoundé, der var et knudepunkt for forbindelserne mellem syd og Adauma-emiratet, som tyskerne ønskede at kontrollere. Duala'erne modsatte sig dette og det resulterede i en 4 år lang og blodig krig. (1897-1901).

Tyskerne tilegnede sig afrikanernes frugtbare jorde og disse døde i tusindvis af hungersnød efter i århundreder at have overlevet uden ernæringsproblemer. Frankrig og England invaderede i 1918 Cameroun; franskmændene satte sig på 75% af landet mens englænderne fik tildelt det resterende. Konflikterne imellem de to kolonimagter muliggjorde dannelsen af folkelige bevægelser, der kæmpede for uafhængighed. I 1945 stiftedes Camerouns Folkeunion, (UPC), under ledelse af Rubem Um Nyobé. UPC opnåede bred folkelig tilslutning og anførte en række lovlige demonstrationer, fra 1948- 1956, da partiet blev forbudt.

De nationalistiske ledere flygtede til landets vestlige del, der var under engelsk dominans, hvorfra man dannede en modstandsbevægelse. Som de første i det sydlige Afrika etablerede UPC befriede zoner i jungleområderne og dannede autonome ledelsesstrukturer. Modstandsbevægelsens effektivitet satte den i stand til at modstå franskmændenes belejring indtil 1960. 2 år tidligere var Rubem Um Nyobé afgået ved døden, men opstanden fortsatte.

UPC's modstandskamp tvang Frankrig til at kombinere den væbnede kamp med politiske midler. Paris oprettede Camerouns Nationalunion, (UNC), som var en sammensmeltning mellem to konservative partier, under ledelse af politikere fra de nordlige områder af islamisk observans. Da Frankrig accepterede Camerouns selvstændighed, satte lederen af UNC, Alhaji Ahmadou Ahidjo, sig på magten. UNC fortsatte som regeringsparti med godkendelse fra englænderne efter en folkeafstemning. Med genforeningen opfyldtes et nationalistisk ønske, men det blev ikke til fordel for UPC, hvis ledelse for størstepartens vedkommende enten var gået under jorden eller befandt sig i eksil.

Ahidjo indførte et af 1960'ernes værste undertrykkelsesregimer i det sydlige Afrika. Europæiske menneskerettighedsgrupper oplyste, at der befandt sig tusindvis af politiske fanger i landets fængsler. Ahidjo trådte helt uventet tilbage i 1982 og han erstattedes af sin tidligere premierminister, advokaten Paul Biya.

Biya fortsatte den tidligere regerings politiske og økonomiske linie, men Ahidjos tilhængere i samarbejde med folk fra hæren, forsøgte at gennemføre et statskup. Det var de unge, især de studerende, der ved gadekampe gik til modstand imod kupmagerne. Stigningen i arbejdsløsheden og mangelen på fødevarer underminerede billedet af Cameroun som et velfærdssamfund. Præsidenten forsøgte at styrke sin magt ved de fremskyndede valg i april 1984, hvor demokratiske organisationer var forbudte, og han opnåede genvalg. Ustabiliteten førte imidlertid til et nyt kupforsøg og til en række blodige sammenstød, der efterlod 200 dræbte.

I denne periode omdøbtes UNC til Camerouns Befolknings Demokratiske Gruppering, RDPC, men politikken var den samme.

Mens UPC prøvede at anlægge en mere fleksibel attitude for at genvinde sit sociale bagland, grundlagde Biya nye provinser for at svække den økonomiske og politiske indflydelse fra muslimerne i nord. Olieudvindingen førte til fornyede etniske konflikter og til rivalisering mellem de engelsk- og fransktalende. De problemer, der opstod i forbindelse med faldet på verdensmarkedspriserne på kaffe, gummi og bomuld, forværredes af afhængigheden af en håndfuld franske virksomheder, der kontrollerede næsten 44% af hele eksporten.

I 1988 blev Biya genvalgt. Pressecensuren blev strengere og Biya påtog sig ligeledes posten som premierminister.

I forbindelse med faldet i oliepriserne og den økonomiske byrde, der var forbundet med tilbagebetaling af udlandsgælden, indførte regeringen et strukturtilpasningsprogram og forsøgte samtidig at stabilisere landets finanser med bistand fra IMF og Verdensbanken. Man genforhandlede gælden med Paris-klubben, og opnåede en aftale, der skulle baseres på en reduktion af importen og de statslige udgifter, privatisering af de offentlige virksomheder og en bankreform.

I 1990 anklagede sociale og politiske organisationer regeringen for at stå bag overgreb mod hundredevis af indbyggere i Cameroun. Nogle måneder senere tillod regeringen oprettelsen af politiske partier; omkring 70 politiske organisationer blev på denne måde legale.

I november 1991 krævede oppositionens ledere dels genindførelsen af det føderale system, man havde afskaffet i 1972, dels en forfatningsreform. Landets politiske krise forværredes, der organiseredes strejker og store demonstrationer med krav om indførelse af demokrati. Politiets repressalier kostede hundredevis af mennesker livet.

I december fastsatte regeringen afholdelse af valg til at skulle finde sted i februar 1992. Oppositionen forlangte en forudgående regulering af Forfatningen og valgsystemet, men flere af partierne deltog alligevel i valget, der fandt sted 1. marts 1992.

RDCP vandt 88 af parlamentets 180 pladser, mens UNDP erobrede 68. I følge de officielle tal var valgdeltagelsen 61%.

Biya fremskyndede afholdelsen af præsidentvalget til den 11. oktober 1992, hvor der deltog repræsentanter fra 7 politiske partier. Blandt disse var John Fru Ndi fra det førende oppositionsparti FSD, der repræsenterede de engelsktalende. Både FSD og Camerouns Demokratiske Union havde boykottet valget i marts 1992.

Regeringens sejr på 39,98% af stemmerne mod FSD's 35,97% - under udbredt mistanke for valgsvindel - førte til optøjer i den nordøstlige, engelsktalende provins - Fru Ndi's base.

På trods af de internationale valgobservatørers erklæringer om at valgsvindel havde fundet sted, afviste Højesteret af erklære valget ugyldigt. Fru Ndi udnævnte sig selv til præsident. Regeringen erklærede den nordøstlige provins i undtagelsestilstand, mens Fru Ndi og hans tilhængere blev sat i husarrest.

I november dannedes en koalitionsregering med deltagelse af RDCP og nogle mindre partier. Undertrykkelsen tog til og medførte internationale protester; især da 4 medlemmer af Advokatrådet i december blev anholdt anklaget for at havde ledet en demonstration - een af advokaterne døde efter tortur. USA standsede bistanden til Cameroun; Biya ophævede undtagelsestilstanden og løslod Fru Ndi.

Finansministeren Antoine Ntsimi indførte i januar 1993 reduktioner i de offentligt ansattes lønninger på mellem 4 og 20%, for, som han udtrykte det, at undgå afskedigelser af 50.000 medarbejdere.

Frankrig aftager en tredjedel af Camerouns eksport. Denne afhængighed førte til overvejelser i oppositionen om eventuelle boykotkampagner mod franske varer på grund af den franske støtte til Biya.

Vicepræsidenten for UDC, Benjamin Menga, myrdedes i januar 1993. Adskillige politiske ledere arresteredes og pressecensuren skærpedes; splittelsen blandt oppositionspartierne lettede Biyas «jernnæve-politik».

På det økonomiske område lod Biya hånt om oppositionens forslag og fastholdt bindingen til den franske franc på trods af en 100% af devaluering af denne. Cameroun modtog hjælp fra IMF og Paris-klubben efter at have indført hårde økonomiske justeringer.

Oppositionen fortsatte i 1995 med at være splittet. Den tidligere generalsekretær for Fru Ndi's socialdemokratiske front, Siga Assanga, forlod gruppen og stiftede Den socialdemokratiske Bevægelse. UNDP havde på sin side også problemer efter eksklusion af to dets medlemmer for at have haft poster i Biyas regeringer.

Resultaterne af lokalvalgene i januar 1996 cementerede Biyas position. Biya genvalgtes i oktober 1997 efter et valg, der kritiseredes af oppositionspartierne, der i øvrigt havde opfordret til boykot af valget. Kun 3 ud af Camerouns 6 millioner indbyggere var stemmeberettigede; resten havde myndighederne udelukket efter at have erklæret dem for «udlændinge».

I slutningen af 1997 voksede modstanden mod et olieudvindingsprojekt der, med støtte fra Verdensbanken, skulle føre olie fra det sydlige Chad, tværs over Cameroun, til Atlanterhavet. Hundredevis af NGO'er opfordrede i stedet Verdensbanken til at bruge pengene på sociale udviklingsprogrammer.

Cameroun og Nigeria førte i marts 1998 sag ved Domstolen i Haag, efter uoverensstemmelser om Bakssai-halvøen, hvor der, udover at det er godt fiskeriområde, formodentlig også er rige olieforekomster. Konflikten mellem de to lande havde ført til flere væbnede sammenstød.

Den økonomiske krise blev forstærket ved devalueringen af franc'en og rystede samfundet i Cameroun. I 1990'erne blev det stadig mere udbredt at gennemprygle folk - en praksis der havde været ukendt inden krisen. Korruptionen i politiet og retsvæsenets ineffektivitet fik sektorer i befolkningen til at fange og gennemprygle småtyvene - ofte til de døde når der var tale om mænd eller til de var hårdt sårede, når der var tale om kvinder. Ofte blev det senere afsløret, at det var uskyldige, der var blevet dræbt.

I oktober 1999 offentliggjorde Transparancy International sin årsrapport om økonomisk korruption, der placerede Camaroon på pladsen verdens næstmest korrupte land. I januar 2000 indledte Biya derfor en kampagne mod korruption indenfor regeringens egne rækker og for fortsættelse af de økonomiske reformer. Han lovede samtidig at få gennemført de ændringer af forfatningen, parlamentet havde vedtaget allerede i 1996, og som inkluderede oprettelsen af et senat, regionalråd og et forfatningsråd.

I februar afsluttedes en sag mod engelsktalende seperatister med fængsel til 33 af de anklagede. To af disse der var medlemmer af RDPC blev samtidig dømt for bedrageri. Gennem hele første halvår af 2000 fortsatte SDF sin støttekampagne til Sydcameroons Nationalråd, der gik ind for løsrivelse. Samme år rapporterede FN, at tortur og mishandling havde antaget «systematisk og generel» karakter i Cameroons politistationer.

I juni 2002 gennemførtes parlaments- og lokalvalg. Regeringspartiet vandt de fleste af pladserne i parlamentet, der blev konstateret alvorlige uregelmæssigheder under valget og oppositionen krævede omvalg. Højesteret besluttede derfor, at der skulle gennemføres omvalg i 9 distrikter.

Den Internationale Domstol i Haag afsagde i 2002 en kendelse til fordel for Cameroon i grænsekonflikten med Nigeria, der var blevet fremlagt for domstolen i 1998. Konflikten startede i 1994, da Cameroon krævede overherredømme over Bakassi halvøen, der er rig på fisk og olie. Konflikten udviklede sig hurtigt til en grænsekonflikt, der også inddrog Ækvatorial Guinea. Nigeria forkastede imidlertid den Internationale Domstols afgørelse og bevarede sine soldater i området. Efter en række konversationer med Cameroon i 2003 meddelte Nigeria, at landet ville beholde sine tropper på halvøen i yderligere mindst 3 år.

I januar 2004 underskrev præsidenterne fra Cameroon og Nigeria en aftale om i fællesskab at løfte sikkerhedsforpligtigelserne i konfliktområdet mellem de to lande. Begge lande betegnede den fælles patrulje som et stort fremskridt, og erklærede at aftalen var en venskabsaftale. Paul Biya (Cameroon), Olusegun Obasanjo (Nigeria) og FN's generalsekretær Kofi Annan erklærede på et fælles møde i Geneve at de søgte at finde en fælles løsning på grænsekonflikten. Mødet blev af begge præsidenter betegnet som «venligt», og på mødet diskuterede de endvidere den fremtidige kontrol over olieforekomsterne på Bakassi halvøen.

I august nåede begge lande frem til en endelig aftale om Bakassi. Efter en række møder blev det besluttet, at Bakassi skulle endelig overdrages til Cameroon inden 15. september. Delegerede fra Nigeria og Cameroon mødtes med en FN kommission for at diskutere hvordan dommen fra oktober 2002 kunne føres ud i livet. Cameroons delegation blev ledet af ministeren Amadou Ali, Nigerias af prins Bola Ajibola, mens UNOWA (United Nations Organization for Western Africa) blev ledet af Ahmedou Ould- Abdallah.

I december 2004 udpegede Biya en nye regering. Ephraïm Inoni blev udnævnt til premierminister, og har gjorde ved sin tiltræden kampen mod korruptionen til sit vigtigste emne. Samme måned havde udenlandske investorer kritiseret den manglende gennemsigtighed i landets offentlige finanser, og henviste bl.a. til en rapport fra året inden fra Transparency International, iflg. hvilken anvendelsen af korruption er udbredt i Cameroon. I marts det følgende år erklærede regeringen, at den udbredte korruption i finansministeriet havde kostet landet 2 mio. US$ om måneden. Omkring 500 embedsmænd blev anklaget for at stikke penge i egne lommer ved bl.a. at udbetale lønninger til ikke-eksisterende ansatte. Premierminister Inoni erklærede, at de der blev kendt skyldige ville få hårde straffe.

Den lange række af naturkatastrofer, belastningen fra betalingerne på landets udlandsgæld og den generelle økonomiske krise gjorde det i oktober 2005 tvivlsomt hvorvidt Cameroon ville kunne opfylde sine udviklingsmål fra årtusindskiftet. Økonomien var stagneret og iflg. officielle oplysninger var udlandsgælden steget fra 2,9 mia. US$i 1983 til 8,5 mia. i 2004. Dertil kom sult, der især er et problem i den nordlige del af landet, der i forvejen er det fattigste område. Omkring 1 mio. mennesker har her umiddelbart behov for nødhjælp. Omkring 27% af landets udlandsgæld med IMF og Verdensbanken blev eftergivet. De 4,9 mia. US$ blev eftergivet da landet blev det 19. land der sluttede sig til programmet for stærkt forgældende fattige lande.

Den Afrikanske Udviklingsbank ADB oplyste i maj 2007, at den financierer bygningen af et skibsværft i havnebyen Limbe i landets sydvestlige del. Anlægget vil koste 47 mio. US$ og er et af ADB's 58 projekter, der har tilført landet ialt ca. 1 mia. US$.

Camerouns forfatning begrænsede en præsident til at sidde i to perioder. Allerede efter sit valg til 2. periode i 2004 gik Biya i gang med at arbejde for en ændring af forfatningen på dette punkt. Ved hans nytårstale i 2008 erklærede han, at begrænsningen på 2 perioder udgjorde en begrænsning i folkets ret til at vælge deres præsident. Spørgsmålet om forfatningsændring var derfor et af temaer under voldige protester mod styret i februar 2008. Protesterne startede som strejke organiseret af taxi- og buschauffører i hovedstaden mod varslede forhøjelser af benzinprisen. Strejken spredte sig hurtigt og blev en generel strejke mopd prisforhøjelser og dårlige arbejdsforhold. Biya satte hæren ind og officielt blev 40 dræbt under de 5 dages protester, der spredte sig til hele landet. Menneskerettighedsgrupper pegede på, at antallet af dræbte var over 100. Biya satte prisen ned på benzin, hævede lønnen til offentligt ansatte og militæret og reducerede en række afgifter, bl.a. på cement.

I april vedtog parlamentet så med overvældende flertal Biyas forslag om at ændre forfatning og fjerne begrænsningen på 2 perioder.

I 2009 optrådte Biya på 19. pladsen i Parade Magazines liste over verdens 20 værste diktatorer.

Væbnede sammenstød fortsatte på Bakassi halvøen gennem 2010. I marts blev 19 medlemmer af en elitebataljon dømt for «brutalitet mod civile». Anledningen var sammenstød i Bakassi, hvor 24 civile var blevet såret.

Snesevis af tidligere offentligt ansatte og direktører for statslige virksomheder sad arresteret, anklaget for korruption. Flere af dem erklærede, at anklagerne skyldtes politiske uenigheder og jalousi.

I november 2010 publicerede forfatteren Bertrand Teyou La belle de la république bananière: Chantal Biya, de la rue au palais (Bananrepublikkens dronning. Chantal Biya, fra rendestenen til paladset) om præsidentfruens vej fra fattige kår til landets førstedame. Regimet svarede igen ved at dømme Teyou til 2½ års fængsel for æreskrænkelse og for at have forsøgt at læse højt fra sin bog ved et offentligt møde. Amnesty og PEN gik ind i sagen, og det lykkedes efter 5 måneder at få løsladt forfatteren mod at PEN betalte hans bøde.

Biya blev genvalgt som præsident i oktober 2011 med 77,9% af stemmerne. Hans nærmeste rival, John Fru Ndi måtte nøjes med 10%. Af oppositionen blev han anklaget for omfattende valgsvindel, og selv landets allierede Frankrig og USA noterede betydelige uregelmæssigheder. Biya har bevaret sit nære forhold til Frankrig og tilbringer en stor del af året på luksushoteller i Geneve.

Oppositionen forfølges løbende i landet. Tre medlemmer af det Sydlige Cameroons Nationalråd (Southern Cameroons National Council, SCNC), Felix Ngalim, Ebeneza Akwanga and Makam Adamu blev arresteret i april 2012 anklaget for løsrivelse og revolution. Ngalim blev underkastet tortur og sad fængslet resten af året, til han i december blev løsladt i afventen af en senere retssag. Myndighederne er berygtede for deres sendrægtighed med sådanne sager. Snenesvis af SCNC medlemmer blev arresteret i 2008, anklaget for at afholde hemmelige møder og for ikke at kunne vise ID kort. De havde deltaget i over 30 retsmøder, men en egentlig sag havde anklagemyndigheden endnu ikke kunnet gennemføre mod dem pga. manglende vidner på anklagerens side.

I december 2012 blev Dieudonné Enoh Meyomesse idømt 7 års fængsel ved en militærdomstol i Yaoundé. Meyomesse er forfatter og havde skrevet kritiske artikler om præsident Biya. Retssagen var en farce og han behandles af de internationale menneskerettighedsorganisationer som politisk fange. Han og flere medanklagede var blevet arresteret i november 2011 og blev idømt 2-9 års fængsel.

Biya fejrede i november 2012 sin 30 års dag ved magten. Oppositionen havde organiseret en række demonstrationer der blev opløst af sikkerhedspolitiet. Korruptionen er omfattende og et stadig stigende problem. I september blev en tidligere minister idømt 25 års fængsel for at have tilsvindlet sig 29 mio. US$ af statens midler.

I december 2014 vedtog regimet en vidtgående «terrorlov», der medførte drastiske indskrænkninger i de personlige frihedsrettigheder, og udvidede dødsstraffen til en lang række nye «forbrydelser».

Fra 2013 udvidede den nigerianske militant-religiøse bevægelse Boko Haram sin tilstedeværelse i det nordlige Cameroun. Bevægelsen havde allerede i flere år anvendt den taktik at trække sig ind over grænsen til Cameroun, når den var forfulgt af nigerianske soldater. Camerouns militær var ikke interesseret i sammenstød og undgik derfor konfrontationer med bevægelsen. Men i februar gik Boko Haram i offensiven og kidnappede 7 franske turister i det nordlige Cameroun; i november en fransk præst og i december gennemførte den angreb på flere landsbyer i regionen. De franske turister blev løsladt efter 2 måneder, efter den franske stat havde betalt 3,15 mio. US$ i løsesum. I maj 2014 kidnappede Boko Haram 10 kinesiske bygningsarbejdere og angreb resten af året landsbyer i regionen, hvor den tog fanger og bortførte børn. I december gik den til direkte angreb på Camerouns militær. Militæret svarede igen ved at bombe Boko Haram lejre og en militærbase bevægelsen havde indtaget. Boko Haram svarede igen på optrapningen ved at angribe militærposter en lang række steder i det nordlige Cameroun for på den måde at få spredt Camerouns militær over et stort område. Sammenstødene mellem Boko Haram og militæret voksede yderligere i starten af 2015, og samtidig optrappede bevægelsen sine overfald på landsbyer. Men gennem 2015 blev bevægelsen svækket efter en forstærket nigeriansk militær offensiv og gik derfor over til mere desperate aktionsformer. I oktober dræbte 2 kvindelige selvmordsbombere 9 mennesker i Mora og flere selvmordsaktioner fulgte gennem november og december. Ligeledes i oktober ankom de første 90 ud af 300 nordamerikanske militærrådgivere, der skulle træne Camerouns militær samt indsamle efterretninger ved brug af droner.

Cameroun tog gennem 2014-15 imod flere hundrede tusinde flygtninge fra konflikterne i nabolandene. Ved udgangen af 2015 levede 180.000 flygtninge fra borgerkrigen i den Centralamerikanske Republik under umenneskelige forhold i lejre i det sydlige Cameroun, og i nord boede 50.000 nigerianere i lejre. 75% af disse var børn i alderen 8-17.

Boko Haram fortsatte sin terrorkampagne i det nordlige Cameroun gennem 2016. Den gennemførte selvmordsaktioner rettet mod civile på markeder, moskeer, kirker, skoler og busstationer, sumariske henrettelser, tortur, bortførelser, rekrutering af børnesoldater, plyndring og ødelæggelse af offentlig, privat og religiøs ejendom. Gruppen gennemførte mindst 150 angreb gennem 2016, deriblandt 22 selvmordsaktioner, og dræbte mindst 260 civile. Der var tale om en systematisk krigsførelse mod civile omkring hele Chad søen. Alene i januar blev mere end 60 civile dræbt ved 9 selvmordsaktioner. I februar gennemførte 2 kvindelige selvmordsbombere et attentat mod en begravelse, dræbte 8 voksne, 1 barn og sårede over 40. En uge senere dræbte 2 andre kvindelige selvmordsbombere 24 og sårede 112 på et tætpakket marked i Mémé.

Sikkerhedsstyrkerne svarede igen med vilkårlige arrestationer af personer de mistænkte for at støtte Boko Haram - oftest på bagrund af sparsomme eller slet ingen beviser. De blev tilbageholdt i inhumane, ofte livstruende centre på militærbaser eller installationer tilhørende efterretningstjenesten, ag havde hverken adgang til en advokat eller deres familie. Sikkerhedsstyrkerne anvendte også den taktik at spærre et helt område af, for derefter at gennemføre massearrestationer. Bataljonen til hurtig Indsats (BIR) sammen med efterretningsvæsenet DGRE begik endnu værre overgreb. Snesevis af mænd, kvinder og børn blev underkastet tortur. Nogle døde som følge af torturen. Andre blev fiorsvundet.

Sikkerhedsstyrkerne gik endvidere til angreb på aktivister og politikere fra landets oppositionspartier. Der blev gennemført vilkårlige arrestationer, og de tilbageholdte blev udsat for vold. I oktober gennemførte advokater, elever og lærere fra landets anglofone områder en strejke i protest mod marginaliseringen af landets anglofone mindretal. Protester og demonstrationer blev brutalt slået ned af sikkerhedsstyrkerne. I marts 2017 afbrød regeringen internetforbindelsen til den nord- og sydvestlige del af landet, hvor den anglofone befolkning er koncentreret. Det udløste nye protester, og forbindelsen blev genoptaget i april.

I oktober 2016 skete der et alvorligt toguheld på strækningen mellem Yaoundé og landets næststørste by Douala. 79 blev dræbt og 600 såret. Præsident Biya var på besøg i udlandet, kom først hjem 2 dage efter uheldet og besøgte ikke de sårede på hospitalerne. Dette udløste kritik.

Nye protester blussede op i de anglofone områder i december 2016. Sikkerhedsstyrkerne angreb demonstranter, skød og dræbte 4 og arresterede flere hundrede. Alligevel fortsatte demonstrationerne og protesterne gennem 2017, hvor antallet af dræbte i oktober var nået op på 17. I takt med den stigende repression fra regimets side voksede kravet om egentlig selvstændighed, hvilket blot udløste mere repression. (Death toll rises in Cameroon's Anglophone region unrest, al-Jazeera 3/10 2017). Den 1. oktober 2017 udråbte den anglofone del af landet sig til republik under navnet Ambazonia. Selvstændighedserklæringen udløste øjeblikkelig krig fra centralregeringens side. Den 5. januar 2018 arresterede agenter Amazonias selvudnævnte præsident Sisiku Julius Ayuk Tabe og en række af hans rågivere på et hotel i Nigerias hovedstad Abuja. De blev fløjet til Cameroun hvor de efterfølgende blev idømt 25 års fængsel.

I april 2017 blev journalisten Ahmed Abba, der arbejdede for Radio France International idømt 10 års fængsel ved en militærdomstol for «ikke at have rapporteret om terrorhandlinger». Dommen mødte international kritik.

Krigen i nord har drastisk forværret menneskerettighedssituationen i landet. Ikke blot pga. mord og bortførelser af især børn udført af Boko Haram, men også regimets udbredte vilkårlige arrestationer og forfølgelse af journalister.

Som i flere andre afrikanske lande, der har været mål for nordamerikanske fundamentalistisk kristne missionærer, undertrykkes LGBT's personers rettigheder groft i Cameroon. En lang række sidder fængslet, alene pga. deres seksuelle orientering og underkastes hyppig tortur eller mishandling.

I oktober 2018 lod præsident Biya sig vælge for en ny 7 årig periode. Han fik 71,3% af stemmerne ved «valget». Næstflest fik Maurice Kamto med 14,2%. I januar 2019 lod regimet ham arrestere i Douala sammen med 200 andre MRC medlemmer. Ligeledes i januar udpegede Biya Joseph Ngute som ny premierminister.

Opløsningstendenserne bredte sig i landet gennem 2019. I den nordlige del af landet gennemførte Boko Haram 100 angreb i løbet af året, der kostede over 100 livet. I syd førte regimet krig mod den engelsktalende befolkning i Ambazonia, hvor grupper svarede igen med stadig mere sofistikerede angreb på regimet. Krigen sendte over ½ mio. på flugt. I august blev 10 Ambazonia ledere idømt livsvarigt fængsel ved en militærdomstol. Måneden efter indkaldte Biya til «national dialog» med ledere i Ambazonia. Dialogen endte med at to anglofone områder fik tildelt en speciel status og hundredevis af politiske fanger blev løsladt.

I den centrale del af landet slog regimet til mod oppositionen. I juni blev 350 MRC medlemmer arresteret efter nationale protester og i november forbød regimet MRC møder i Ebolowa, Yaoundé og Douala.

USA og EU udtrykte bekymring ved udviklingen i landet, men fortsatte samtidig samarbejdet med regimet. Logikken i Washington og Bruxelles var, at hvis støtten til Biya diktaturet blev indstillet, ville det blive løbet over ende af Boka Haram.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 6/2 2021

Læst af: 79.281