Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Israel

Kapitalistisk diktatur Settler koloniregime med en økonomi oprindelig baseret på kolonialisme Civilisatorisk tilbagestående. Engageret i massiv undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder Skyldig i krigsforbrydelser, folkemord (senest folkemordet i Gaza), forbrydelser mod menneskeheden, apartheid. Repræsentant for helvede på jorden

Israel har bygget verdens største koncentrationslejr. 5 millioner palæstinensere er spærret inde på den israelsk besatte Vestbred og i Gaza. Den Internationale Domstol i Haag erklærede i en kendelse fra 2006 at muren er ulovlig og skal rives ned, men Israel ignorerer konsekvent alle beslutninger foretaget af det internationale samfund. Imens fortsætter Israel sin besættelse af Palæstina og besætter stadig mere jord til de kriminelle bosættelser. FN's Sikkerhedsråd erklærede i december 2016, at bosættelserne udgør en alvorlig overtrædelse af Folkeretten.

Illegal entitet etableret i Palæstina i 1948 af terrorgrupperne Irgun og Stern. Det skete på land stjålet fra palæstinenserne. Entiteten er ikke oprettet af jøder, men af zionister der er en speciel højreradikal strømning blandt jøder, der inspireret af nazismen opfatter sig selv om Übermench (overmennesker). Kun 27% af verdens jøder lever i Israel, og de mest fremtrædende jøder i verden er persona-non-grata i Israel, fordi de er stærkt kritiske overfor det zionistiske anti-humanistiske projekt. Det gælder bl.a. verdens mest fremtrædende sprogforsker, Noam Chomsky;  det gælder den fremtrædende sydafrikanske dommer Richard Goldstone, der stod bag Goldstone rapporten om Israels krigsforbrydelser i Gaza i 2008-09; det gælder den fremtrædende historiker Ilan Pape der boede i Israel men blev smidt ud; det gælder den nordamerikanske statsvidenskabsmand Norman Finkelstein der punkterede entitetens myter om Holocaust. Og listen fortsætter. Zionistisk politi i Jerusalem tæver 1/11 2023 anti-zionistiske jøder i Jerusalem, der har protesteret mod Israels folkemord i Gaza.

Terrorgrupperne Irgun og Stern rettede deres aktioner mod den britiske kolonimagt, men specielt mod landets indbyggere: palæstinenserne. Terroren bestod i bombeattentater i biler og busser og kulminerede i 1947-48 med massakrer på landsbyer og til sidst den etniske udrensning af størstedelen af landets befolkning: 7-800.000. Som Nazi-tyskland har entiteten siden (især 1956 og 67) ført angrebskrige for at udvide sit territorium. Dens værktøjer er terror, krigsforbrydelser og folkemord. Den eneste grund til at terror-entiteten fortsat eksisterer er, at den holdes økonomisk, militært og politisk oppe af USA og en række lande i Europa. En FN konference i Durban i Sydafrika vedtog i 2001 en resolution, der karakteriserer entiteten som racistisk. Allerede i 1975 havde FN vedtaget en resolution, der karakteriserede zionisme som en form for racisme. Amnesty International karakteriserede i 2022 entiteten som en apartheidstat (Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity).

Entiteten er i dag et nazistisk militærdiktatur og apartheidstat, styret af et triumvirat bestående af 2 generaler og en økonomisk svindler.

Afghanistan  Algeriet  Bangladesh  Bhutan  Brunei  Comoros  Djibouti  Indonesien  Iraq  Kuwait  Libanon  Libyen  Malaysia  Nordkorea  Pakistan  Saudi Arabien  Somalia  Sudan  Syrien  United Arab Emirates  Yemen	Belize  Bolivia  Chad  Cuba  Guinea  Iran  Mali  Marocco  Mauritanien  Nicaragua  Niger  Oman  Qatar Sydafrika  Tunesien  Venezuela	Chile Colombia Jordan Honduras Bahrain Chad Tyrkiet Jordan
21 lande har aldrig haft diplomatiske forbindelser	16 lande har tidligere haft diplomatiske forbindelser, men har afbrudt	8 lande har siden oktober 2023 hjemkaldt deres ambassadører i protest mod Israels folkemord i Gaza
37 af verdens lande har aldrig haft eller har afbrudt forbindelserne med den illegale entitet. Siden 7. oktober 2023 har Belize, Bolivia og Sydafrika afbrudt forbindelserne til terrorstaten. 8 har hjemkaldt deres ambassadører.

Arealet af den illegale entitet er 20.770 km² (arealet før erobringskrigen i 1967). Entiteten ligger i Mellemøsten med kyster ud til det østlige Middelhav og i syd gennem Aqaba bugten ud i det Røde Hav. Entiteten holder militært og med jødiske bosættelser dele af de omkringliggende områder besat. Det gælder Golanhøjderne (1.150 km²) der tilhører Syrien, Vestbredden af Jordanfloden (5.879 km²) samt den østlige del af Jerusalem (70 km²). Entiteten består af 4 klimatiske zoner. Det flade landskab ud mod Middelhavet har Middelhavsklima og er samtidig dets vigtigste landbrugsområde; Den centrale del af entiteten består af bakker og bjerge og strækker sig fra Galilea til Judea; I vest ligger et område under havets overflade afgrænset af Jordanfloden i nord, der udmunder i det Døde Hav; Negevørkenen i syd optager halvdelen af entitetens territorium. Entitetens vigtigste landbrugsafgrøder er: Citrusfrugter til eksport, druer, grøntsager, bomuld, kål, kartofler og hvede. Endvidere findes en betydelig gede-, fåre- og kvægbestand. Entitetens industri har været præget af hastig vækst. Det gælder især krigsindustrien. Samtidig med at entiteten har alvorlige problemer med drikkevandsforsyningen, kunstvandes marker med et areal på i alt 2000 km². Dele af Negevørkenen er bl.a. blevet inddraget i landbrugsproduktionen gennem kunstvanding. Samtidig fordrives den oprindelige beduinbefolkning. Entiteten er endelig plaget af betydelige forureningsproblemer, der stammer fra industrielle udledninger, privat affald og sprøjtemidler.

Entiteten er nationalt en apartheidstat og internationalt en af verdens værste slyngelstater. Entitetens historiske og nuværende fundament består af blod, vold og tyveri. Ved dens oprettelse i 1948 var palæstinenserne i flertal i næsten alle områder af landet. Det «problem» blev løst med vold. Regimet gennemførte massakrer i de palæstinensiske byer og landsbyer, og 7-800.000 palæstinensere blev fordrevet og måtte søge beskyttelse i nabolandene. Kendskabet til folkeudryddelse var en viden jøderne havde med fra Europas koncentrationslejre og århundreders europæiske pogromer. Efter den massive etniske udrensning stjal den israelske stat palæstinensernes ejendom i form af jorde og boliger. Vold og tyveri er instrumenter det israelske regime fortsat anvender i dag. Alene i det besatte Jerusalem har regimet siden 1967 jævnet 46.000 palæstinensiske huse med jorden, fordrevet beboerne og ladet israelere overtage jorden. I 2017 har regimet lister over 20.000 palæstinensiske huse i Jerusalem, der ligeledes skal jævnes med jorden, beboerne fordrives, hvorefter jorden overdrages israelere. Regimets plan er at etnisk udrense alle palæstinensere fra Jerusalem.

På den besatte Vestbred brænder israelske bosættere og militær rutinemæssigt palæstinensiske olivenplantager ned, og beskyder palæstinensere der dyrker deres jord. Alt sammen for at ekspandere de folkeretstridige bosættelser, der ligeledes er skabt ved tyveri af palæstinensisk jord og fordrivelse af de retmæssige ejere.

Over halvdelen af befolkningen i entiteten og dens besatte områder er af palæstinensisk oprindelse men har ingen demokratiske eller økonomiske rettigheder. Deraf regimets status som apartheidstatus baseret på vold og tyveri.

Israel is a a terrorist state. Double Down News 19/10 2023.

Entiteten gennemfører årligt snesevis af militære angreb på nabostaterne - udover den daglige militære undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning. Angrebene udvikler sig lejlighedsvis til angrebskrige, som regimet har gennemført 5 af alene siden 2000. Hvis et hvilket som helst andet land i verden - f.eks. Nordkorea - foretog sig tilsvarende angreb på nabolande, ville dette øjeblikkeligt udløse FN sanktioner og sandsynligvis militær indgriben. Men ikke i tilfældet Israel. Det skyldes Israels totale kontrol over USA's Mellemøstpolitik, og Europas dårlige samvittighed over 1000 års jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust. Vesten vender derfor det blinde øje til, når Israel tager samme metoder i brug overfor palæstinenserne, som europæerne selv gennem århundreder har taget i brug overfor jøderne. Det der samtidig er med til at holde udryddelsespolitikken igang er undertrykkelse af nyheder om den faktiske situation. Når nyheder og rapportager alligevel slipper ud, bliver de øjeblikkelig stemplet som anti-semitiske, selv om de egentlige anti-semiter er dem der trækker dette kort, med den israelske stat i spidsen. I modsætning til hvad de fleste tror, refererer semitisme nemlig ikke til jødedom, men til det semitiske folk, og både israelere og palæstinensere tilhører det samme folk: det semitiske. De virkelige anti-semiter i det 21. århundrede er derfor dem der fremmer og forsvarer Israels udryddelsespolitik overfor palæstinenserne

Entitetens terroraktioner og angreb på nabolande Israel er en af verdens mest aggressive slyngelstater og har siden sin oprettelse uden ophør angrebet sine nabolande eller gennemført militære operationer og henrettelser tusinder af kilometer væk. Listen over entitetens krigs- og terrorhandlinger herunder er langt fra udtømmende, og dens overgreb og mishandling af den palæstinensiske befolkning i de besatte områder er ikke medtaget her.
1946-48	Israelske terrorgrupper gennemfører en lang række terrorattentater mod den palæstinensiske befolkning, herunder bombeattentater mod busser. De mest kendte aktioner er bombningen af Hotel King David i Jerusalem, der koster 91 livet, og massakren på kvinder og børn i landsbyen Deir Yassin, der koster 107 livet.
17. september 1948	Israelske terrorister henretter FN's chefforhandler i konflikten, Folke Bernadotte.
4-5. april 1951	Israel sender soldater ind i demilitariseret zone mod Syrien. 7 af disse dræbes efterfølgende. Dagen efter lader Israel sine kampfly bombe zonen.
14. oktober 1953	Under ledelse af senere premierminister Ariel Sharon angriber israelske kommandosoldater i ly af natten landsbyen Qibya på Vestbredden. 69 landsbyboere dræbes, og 45 huse, en skole og en moske bliver ødelagt.
1954	Israelske militære efterretningsofficerer placerer bomber i britiske og nordamerikanske banker i Egypten. Formålet er at kaste skylden på egyptiske nationalister og skade forholdet mellem Egypten og den Vestlige verden. Operationen bliver imidlertid afsløret og fører til den israelske krigsminister Pinhas Lavons afgang.
28. februar - 1. marts 1955	Israel angriber egyptisk militær i Gaza. 38 egyptiske soldater dræbes og 30 såres. Angrebet er den direkte anledning til at Egypten senere på året indgår en større våbenaftale med Tjekkoslovakiet for at kunne forsvare sig mod israelske angreb.
31. august 1955	Israel angriber egyptisk militær i Khan Yunis, Gaza. 72 egyptiske soldater dræbes. Angrebet medfører at Egypten sender troppeforstærkninger til Sinai.
September 1955	Israel angriber jordansk politiforlægning ved vejen mellem Beersheba og Hebron på Vestbredden. Over 20 jordanske soldater og politifolk dræbes.
28. oktober 1955	Israel angriber egyptisk militærpost i Kuntilla. 12 egyptiske soldater dræbes og 29 tages til fange.
3. november 1955	Israel angriber egyptisk militær i Nitzana. 81 egyptiske soldater dræber og 55 tages til fange.
22. december 1955	Israelsk militær angriber syriske poster ved foden af Golanhøjderne.
11. juli 1956	Israelske militære efterretningsofficerer henretter chefen for det egyptiske militære efterretningsvæsen i Gaza, Mustafa Hafez.
12. juli 1956	Israelske militære efterretningsofficerer henretter den egyptiske militærattaché i Amman, Jordan, Salah Mustafa.
25. september 1956	Israelsk militær angriber landsbyen Husan nær Bethlehem. Et ukendt antal landsbyboere dræbes.
10. oktober 1956	Israelsk militær angriber politihovedkvarteret i Qalqilya på Vestbredden. 100 jordanske politifolk og soldater dræbes.
29. oktober - 6. november 1956	Israelsk militær angriber Egypten og besætter dele af Sinai under Suezkrisen.
31. januar 1960	Israelsk militær angriber den syriske landsby Tawfiq og jævner den med jorden. 7 syriske soldater og et ukendt antal civile dræbes.
16. marts 1962	Israelsk militær angriber den syriske landsby Nuqayb. 30 syriske soldater og et ukendt antal civile dræbes.
November 1964	Israelsk militær indleder flyangreb mod dæmningsbyggeri ved Mukhaiba i Syrien for at hindre at vandet fra Jordan og Yarmouk floderne anvendes til udvikling i Syrien og Libanon. Flyangrebene på Syrien fortsætter regelmæssigt frem til april 1967, hvor dæmningsprojektet indstilles.
13. november 1966	Israelsk militær angriber fra jord og fra luften landsbyen as-Samu syd for Hebron på Vestbredden. Landsbyen jævnes med jorden. 18 jordanere og palæstinenere dræbes.
5-10. juni 1967	Seksdageskrigen. Israel gennemfører overraskelsesangreb på sine nabolande; lader sit luftvåben sætte luftvåbnene i Egypten, Jordan, Iraq, Syrien og Libanon ud af spillet; lader samtidig sit militær besætte Sinaihalvøen, Vestbredden og Golanhøjderne. Over 1 million palæstinensere drives på flugt fra deres hjem. FN's Sikkerhedsråd (resolution 242) kræver omgående israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. En beslutning Israel fortsat ignorerer.
21. marts 1968	Israelsk militær angriber byen Karameh i Jordan. 84 jordanske soldater blev dræbt, 250 såret og 4 taget til fange. 156 palæstinensere blev dræbt og 141 taget til fange.
27-28. december 1968	Israelske kommandosoldater sprænger 12 passagerfly og 1 cargofly i luften i Beiruts lufthavn. Alle fly fra Middle East International.
19. juli 1969	Israelske specialtropper angriber øen Al Jazeera Al Khadraa syd for Suez. Omkring 80 egyptiske soldater dræbes.
20-28. juli 1969	Israelske jager- og bombefly angriber egyptiske luftforsvarsbatterier vest for Port Said og andre steder langs Suezkanalen. Omkring 300 egyptiske soldater bliver dræbt. Angrebene fortsætter gennem august med over 1000 israelske sorties.
9. september 1969	Israelsk militær angriber og besætter over flere timer en del af den egyptiske kyst mod det Røde Hav, syd for Suez. 100-200 egyptiske soldater dræbes.
24. december 1969	Israelske kommandosoldater slår til i den franske havn Cherbourg, hvor de stjæler 3 missiltorpedobåde, der efterfølgende sejles til Israel. Israel havde betalt for bådene, men den franske stat nægtede i december at lade dem sejle til Israel pga. våbenblokade mod den krigsførende nation.
26-27. december 1969	Israelsk militær angriber egyptiske militære positioner på den egyptiske kyst ud til det Røde Hav med det formål at erobre et komplet P-12 radarsystem. Et ukendt antal soldater blev dræbt.
Januar-april 1970	Israel gennemfører en lang række luftangreb dybt inde i Egypten rettet mod radarinstallationer, luftværnsbatterier og andre militære installationer, men også mod civile mål som skoler. Angrebene har til formål at tvinge Egypten til at indgå våbenhvile med Israel, men som mange gange tidligere er Israel ude af stand til at vende sit militære overherredømme til diplomatiske gevinster. Angrebene koster mange hundrede civile og soldater livet, men får den egyptiske befolkning til at bakke endnu stærkere op om dets regering, forstærker den egyptiske regerings uvilje mod at gå i forhandling med Israel og trækker Sovjetunionen endnu kraftigere ind i konflikten. 7. januar. Israelske fly angriber militærskole nær Helwan og en række militærposter nær Cairo. 13. januar. Israelske fly angriber en militærforlægning i Nildeltaet, en militærforlægning i Suez by, en militærforlægning i Tall al Kabir og en fjerde forlægning. 18. januar. Israelske fly angriber en ammunitionsfabrik i Jebel Huf nord for Helwan og et ammunitionsdepot 10km vest for Cairo. 23. januar. Israelske fly angriber et ammunitionsdepot 10km vest for Cairo - det samme der blev angrevet 5 dage tidligere. 28. januar. Israelske fly angriber missilbaser i Dahshur, syd for Cairo, og en militærbase 5km sydøst for Cairo. 2. februar. Israelske fly angriber militærbaser nær Asyut i Øvre Egypten og en P-12 radarinstallation i Baltim. 6. februar. Israelske fly angriber militærbaser i Gandela i Øvre Egypten og i Tall al Kabir i Nildeltaet. 8. februar. Israelske fly angriber en flådebase og militære lagre nær Helwan. 12. februar. Israelske fly angriber radarinstallationer i Jebel Obeid og et metalstøberi i Abu Zabel. Sidstnævnte angreb koster 70 egyptiske arbejdere livet. Flyene fortsætter med at angribe militærbaser i Dahshur og en radarinstallation i Abu Suweir. 17. februar. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri nær Dahshur. 26. februar. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri og en militærskole i det vestlige Cairo. Senere samme dag angribes et andet raketbatteri i Nildeltaet. 6. marts. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri nær El Mansourah og en radarinstallation nær Domyat. 13. marts. Israelske fly angriber en radarinstallation i Ras Obeid. 23. marts. Israelske fly angriber en radarinstallation i Baltim. 26. marts. Israelske fly angriber et raketbatteri i Qassasin. 31. marts. Israelske fly angriber raketbatterier nær El Mansourah. 3. april. Israelske fly angriber atter raketbatterier nær El Mansourah. 8. april. Israelske fly angriber en folkeskole nær Bahr el Baqar. 47 egyptiske skolebørn dræbes. 10. april. Israelske fly angriber en radarinstallation i Wadi Zur. 13. april. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri nær Manzala og en radarinstallation i Wadi Zur.
Maj 1970	Israel gennemfører omfattende luftangreb på Port Said. Ukendt antal dræbte.
22. maj 1970	Israelsk artilleri beskyder 4 landsbyer i der sydlige Libanon. 20 landsbyboere dræbes og 40 såres. Flere tusinde libanesere flygter nordpå fra den israelske terror.
Juni 1970	Israel angriber syriske positioner med kampvogne. Flere hundrede syriske soldater dræbt.
18. juli 1970	Israelsk luftangreb på Egypten koster sovjetiske militærrådgivere livet.
21. juni 1972	Israelske efterretningsagenter bortfører 5 syriske efterretningsagenter.
8. september 1972	Israelske fly terrorbomber 10 palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og Syrien som hævn for München massakren. Et sted mellem 65 og 200 palæstinensere dræbes.
1972-74	Israelske efterretningsagenter henretter et ukendt antal palæstinensere fra Sorte September og PLO som hævn for massakren i München.
21. februar 1973	Israelske kampfly skyder libysk civilfly ned over Sinai. Af de 113 ombordværende dræbes de 108. Den internationale civile luftfartsorganisation ICAO og selv USA fordømmer Israel for nedskydningen.
9-10. april 1973	Israelske kommandosoldater angriber PLO mål i Beirut og Sidon. Et sted mellem 12 og 100 palæstinensere dræbes.
21. juli 1973	Israelske efterretningsagenter henretter marokkansk tjener i Lillehammer, Norge. De forveksler ham med en palæstinenser de havde på deres henrettelsesliste.
7. oktober 1973	Israelske fly angriber Syrien i et storstilet angreb med det formål at sætte alle landets jord-til-luft batterier ud af spillet. Angrebet mislykkes. Det er på 2. dagen af «Yom Kippur» krigen, hvor Egypten generobrer Sinai, der har været besat af Israel i 6 år.
16. maj 1974	Israelske kampfly angriber palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon. 27 flygtninge dræbes og 138 såres.
14-21. marts 1978	Israel invaderer og besætter det sydlige Libanon op til Litanifloden. Israel anvender de ulovlige klyngebomber mod PLO partisaner og civilbefolkningen. 1100-2000 libanesere og palæstinensere dræbes og 100-250.000 sendes på flugt. Da Israel delvist trækker sig tilbage, overdrager det magten til den kristne terrororganisation South Lebanese Army (SLA), der de følgende år gennemfører terroraktioner rettet mod den libanesiske civilbefolkning og FN's fredsbevarende styrker, UNIFIL. Israel fortsætter som våbenleverandør til SLA.
25. juli 1979	Israelske efterretningsagenter henretter as-Sa'iqa lederen Zuheir Mohsen i Cannes, Frankrig.
28. maj 1980	Israel angriber lastbiler med jord-til-luftraketter nær Sidon, Libanon.
13. juni 1980	Israelske efterretningsagenter henretter den egyptiske atomvidenskabsmand Yehia El-Mashad i Paris, Frankrig. El-Mashad er involveret i bygningen af en atomreaktor i Iraq.
28. april 1981	Israelske fly skyder 2 syriske helikoptere ned over Libanon. Syrien svarer igen ved at opstille luftforsvarsbatterier i Bekaa dalen.
7. juni 1981	Israelske kampfly bomber atomreaktoren i Osirak, Iraq, der er under bygning. Både FN's Sikkerhedsråd og Generalforsamling fordømmer angrebet.
17. juli 1981	Israelske fly bomber det centrale Beirut. Over 300 dræbes og mindst 800 såres under luftangrebet. Næsten alle civile. Israelsk militær og luftvåben bombarderer det sydlige Libanon frem til 24. juli, hvor USA har forhandlet en våbenhvile på plads.
14. december 1981	I strid med folkeretten og Sikkerhedsrådsresolution 242 vedtager det israelske parlament at «annektere» de besatte Golanhøjder. Syriens præsident Hafez-al-Assad betegner det som et krigsskridt.
21. april 1982	Israelske fly angriber den libanesiske kystby Damour. 23 libanesere og palæstinensere dræbes.
9. maj 1982	Israels luftvåben fortsætter bombardementerne af det sydlige Libanon. Chefen for FN's fredsbevarende styrker i Sydlibanon, generalmajor Erskine rapporterer til FN's Sikkerhedsråd, at der er i perioden august 1981-maj 1982 har været 2096 krænkelser af libanesisk luftrum - begået af Israel. Dertil kommer 652 krænkelser af libanesisk territorialfarvand. Iflg. den nordamerikanske diplomat George Ball havde PLO overvejende holdt aftalen om våbenhvile fra juli 1981, mens Israel konstant gennemførte provokationer for at finde legitimering for en invasion af Libanon.
6. juni 1982	Israel invaderer og besætter den sydligere del af Libanon. Den primære besættelse varer frem til 17. maj 1983, men Israel bevarer sin totale militære kontrol over det sydlige Libanon frem til 2000. Under besættelsen af Libanon dræber Israel og israelsk kontrollerede styrker flere tusinde civile libanesere og palæstinensere. Invasionsplanen var blevet præsenteret for og godkendt af Israels regering allerede i december 1981.
9. juni 1982	Som en del af krigen angriber Israel Syrien, ødelægger 90 syriske jagerfly og sætter 17 ud af 19 raketbatterier i Bekaa dalen i Libanon ud af spillet. Samme nat angriber og udsletter israelske kampfly den syriske 47. pansrede brigade udenfor Baalbek.
13. juni 1982	Israelske styrker har omringet Beirut. Den 14. juli præsenterer den israelske krigsminister Ariel Sharon en plan for erobring af det vestlige Beirut. Formålet er at udrydde PLO fuldstændig. USA lægger sig imidlertid imellem, og den næste måned forhandles en aftale på plads, der åbner op for evakuering af PLO's styrker til Tunis. I frustration igangsætter Sharon den 10. august et tæppebombardement af Beirut, der koster over 300 civile livet. Det bliver for meget for selv USA. Supermagtens præsident Ronald Reagan protesterer overfor den israelske regering. Efter evakueringen af PLO har Israel de-facto kontrol over Beirut.
16-18. september 1982	Kristne terrorister angriber med støtte fra det israelske militær de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Et sted mellem 800 og 3500 kvinder, børn og gamle dræbes i massakren. En israelsk undersøgelseskommission tvinger senere krigsminister Ariel Sharon til at afgå for hans rolle i massakren, men han stilles aldrig for en domstol.
1985	Israelske kommandosoldater sænker to skibe ud for Libyens kyst, der angiveligt sejler våben til PLO.
1. oktober 1985	Israelske kampfly bomber PLO's hovedkvarter i Hammam al-Shatt, Tunesien. Omkring 250 dræbte, deraf 215 tunesere. FN's Sikkerhedsråd fordømmer angrebet.
Oktober 1986	Israelske efterretningsagenter bortfører den israelske statsborger Mordechai Vanunu fra Rom, Italien. Han idømmes livsvarigt fængsel i Israel, og holdes de følgende 20 år i total isolationsfængsel. Vanunu har afsløret Israels atomprogram og at staten på dette tidspunkt råder over mindst 100 atomvåben.
16. april 1988	Israelske kommandosoldater henretter PLO lederen Khalil al-Wazir i Tunis.
28. juli 1989	Israelske kommandosoldater bortfører den shiitiske imam Abdel Karim Obeid fra landsbyen Jibchit i det sydlige Libanon.
22. marts 1990	Israelske efterretningsagenter henretter den canadiske videnskabsmand Gerald Bull i Bruxelles, Belgien. Bull arbejder på et artilleriprojekt for Iraq.
16. februar 1992	Israelske Apachehelikoptere beskyder og dræber den shiitiske imam Abbas al-Musawi i det sydlige Libanon. Angrebet koster også hans kone, hans nyfødte søn og 4 andre livet.
8. juni 1992	Israelske efterretningsagenter henretter PLO's efterretningschef Atef Bseiso i Paris, Frankrig.
7. november 1992	Israel opgiver plan for henrettelse af Iraqs statschef, Saddam Hussein. Henrettelsen skulle være hævn for irakisk beskydning af Israel med missiler under den 1. Golfkrig, men den opgives 2 dage inden den skal finde sted, da 5 israelske efterretningsofficerer ved et uheld dræbes under en øvelse på angrebet i Negev. Den israelske militærcensur forsøger traditionen tro at få medierne til at undlade at omtale drabene, men den 24. november rammer nyheden alligevel medierne, da Miami Herald beretter at 5 israelske agenter blev dræbt under en øvelse, der skulle træne henrettelsen af Hezbollahs leder, Hassan Nazrallah. Det var dog ikke Nazrallah men Saddam der var målet. 7 år senere havde det militære efterretningsvæsen lagt en ny plan for henrettelse af Saddam, men den blev atter engang droppet.
25- 31. juli 1993	Israelske fly, artilleri og krigsskibe gennemfører terrorbombardementer af det sydlige Libanon med det formål at fordrive civilbefolkningen for at skabe en free-fire zone, hvor Israel uhindret kan angribe Hezbollah. Tusinder af huse i flere hundrede landsbyer bombes og sender 300.000 libanesere og palæstinensiske flygtninge på flugt mod nord. Samtidig angriber Israel broer og elektricitetsværker. Efter 7 dages terror er mindst 118 libanesere og palæstinensere blevet dræbt.
20. maj 1994	Den libanesiske Amal milits' sikkerhedschef Mustafa Dirani kidnappes i landsbyen Kasser Naba af israelske specialstyrker. Dirani blev holdt 10 år indespærret (uden dom) i total isolation i et israelsk specialfængsel. Israel nægtede at lade det Internationale Røde Kors få adgang til ham og nægtede ham at modtage eller sende breve til sin familie. Efter 10 års ulovlig indespærring blev han løsladt som led i en udveksling med fanger i Libanon.
3. juni 1994	Israelske fly angriber Bekaa dalen i Libanon. Over 30 dræbes.
26. oktober 1995	Israelske efterretningsagenter henretter Islamisk Jihads grundlægger Fathi Shaqaqi i Malta.
11-27. april 1996	Den 11. april indleder israelske fly og artilleri terrorbombardementer af det sydlige Libanon, Beirut og Bekaa dalen. Bombardementerne er langt voldsommere end 3 år tidligere og sender 3-500.000 libanesere og palæstinensere på flugt. Den 12. april angriber israelske fly en syrisk militærpost. Fra 13. april indleder israelske krigsskibe en flådeblokade af Beirut, Sidon og Tyre. Den 14. og 15. april bombes el-kraftværker. Ca. 170 civile libanesere og palæstinensere dræbes under de israelske angreb. Over 2000 huse er jævnet med jorden og de økonomiske ødelæggelser løber op i ca. 3 mia. kr. Egypteren Mohamed Atta der var hovedarkitekten bag al-Aqaedas terror 11/9 2001 bemærker senere, at det var Israels terror i Libanon i april 1996 der overbeviste ham om, at han måtte anvende de samme midler overfor USA.
18. april 1996	Israelsk artilleri sender byge af granater ind over det sydlige Libanon. En del er rettet mod FN's fredsbevarende styrker i Qana, hvor 800 libanesiske civile har søgt tilflugt. 106 kvinder og børn dræbes under den israelske beskydning og 116 såres. FN's Generalforsamling fordømmer massakren, da USA i Sikkerhedsrådet blokerer for kritik af Israel.
25. september 1997	Israelske efterretningsagenter forsøger at henrette formanden for Hamas' Politiske Bureau, Khaled Mashal i Amman, Jordan.
7. maj 2001	Israelske pirater angriber og erobrer det palæstinensiske fragtskib Santorini i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Libanon til Gaza.
3. januar 2002	Israelske pirater angriber og erobrer det palæstinensiske skib Karine A i det Røde Hav. Iflg. den israelske regering er det på vej til Gaza med våben.
29. marts - 3. maj 2002	Fuld israelsk militær besættelse af Vestbredden. De områder der i overensstemmelse med Oslofredsaftalen er under palæstinensisk kontrol nedkæmpes. De-facto lægger Sharon diktaturet Osloaftalen i graven. Flygtningelejre - bl.a. i Jenin - angribes og omkring 1000 civile palæstinensere dræbes. Israel jævner stort set det palæstinensiske selvstyrehovedkvarter i Ramallah med jorden og erklærer åbent at det ønsker enten at myrde selvstyreformand Yassir Arafat eller tvinge ham i eksil. Kun internationalt pres tvinger i sidste ende Israel til at afstå fra sidste del af planen. Omkring 1500 dræbes, 3-4000 såres, 4500 interneres uden dom og selvstyrets bygninger jævnes systematisk med jorden.
5. oktober 2003	Israelske pirater angriber og erobrer det palæstinensiske skib Abu Hassan i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Libanon til Gaza.
5. oktober 2003	Israelske fly angriber landsbyen Ain es Saheb i Syrien.
22. marts 2004	Israelsk helikopter affyrer missil over Gaza for at henrette Hamas' blinde åndelige leder, den 67 årige Ahmed Yassin, da han forlader en moske i Gaza by. Yassin og 11 andre dræbes og yderligere en snes såres. FN, den Arabiske Liga og det meste af verden fordømmer henrettelsen.
26. september 2004	Israelske efterretningsagenter henretter Hamas lederen Izz El-Deen Sheikh Khalil i Damaskus, Syrien.
14. marts 2006	Israel angriber det palæstinensiske selvstyres fængsel i Jericho med det ene formål at bortføre PFLP's formand Ahmad Sa'adat. Fængslet er bevogtet af soldater fra bl.a. Storbritannien og USA, der får ½ times varsel til at flygte.
28. juni - 26. november 2006	Israel invaderer og terrorbomber Gaza. Flere hundrede palæstinensere dræbes.
12. juli - 14. august 2006	Israel invaderer det sydlige Libanon med 30.000 soldater og gennemfører terrorbombardementer af Beirut og andre større libanesiske byer. Flyangrebene jævner både store boligområder med jorden, men er også rettede mod broer og kraftværker. Trods den israelske overmagt er invasionsstyrken kun i stand til at trænge få kilometer ind i Libanon, hvor den møder massiv modstand fra Hezbollah militsen, der forsvarer den libanesiske suverænitet. Krigen koster 1400 civile libanesere og palæstinensere livet. Israel slutter af med tæppebombe det sydlige Libanon med flere millioner ulovlige. klyngebomber. Op mod 1 million libanesere og palæstinensere blev drevet på flugt og værdier for 3-5 mia. US$ ødelagt.
6. september 2007	Israelske fly angriber militærforlægning i det nordlige Syrien. Israel hævder der er tale om en atomreaktor.
12. februar 2008	Israelske efterretningsagenter henretter Hezbollah lederen Imad Mughniyah i Damaskus, Syrien.
28. februar - 3. marts 2008	Israel invaderer og terrorbomber Gaza. Flere hundrede palæstinensere dræbes.
1. august 2008	Israelske efterretningsagenter henretter Muhammad Suleiman der er leder af Syriens atomprogram i Tartus.
27. december 2008 - 18. januar 2009	Israel invaderer og terrorbomber Gaza. Omkring 1500 civile myrdes. Israel anvender ulovlige fosforbomber mod bl.a. FN's bygningskomplekser i Gaza. Israel jævner store boligområder med jorden. FN konstaterer i en efterfølgende undersøgelse, at Israel har gjort sig skyldig i alvorlige krigsforbrydelser.
Januar og februar 2009	Israel gennemfører flere flyangreb på Sudan. Over 100 civile dræbes. Israel hævder der er tale om våbentransporter til Gaza.
4. november 2009	Israelske pirater angriber og erobrer skibet MV Francop i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Iran til Libanon.
19. januar 2010	Israelske efterretningsagenter henretter Hamas repræsentaten Mahmoud al- Mabhouh i Dubai. Henrettelsen fører til alvorlig diplomatisk krise med Australien og Irland, da det kommer frem, at de israelske mordere brugte stjålne pas fra Australien og Irland.
31. maj 2010	Israelske pirater angriber og erobrer fredsflotillaen i internationalt farvand i Middelhavet. 6 tyrkere og 1 nordamerikaner henrettes af piraterne. Flotillaens besætning og passagerer (1000 ialt) tages til fange af israelerne og løslades langsomt over den følgende uge. Tyrkiet ender med at afbryde de diplomatiske forbindelser med Israel som følge af landets piratvirksomhed og henrettelse af tyrkiske statsborgere.
15. marts 2011	Israelske pirater angriber og erobrer det tyske skib Vistoria i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Iran til Gaza.
5. april 2011	Israelske fly angriber en bil på havnen i Port Sudan. Israel hævder der var tale om henrettelse af Hamas' våbenopkøber.
23. oktober 2012	Fire israelske fly angriber ammunitionsfabrik syd for Khartoum. Der er tale om en træningsoperation, der skal forberede piloterne til et militært angreb på Iran.
14-21. november 2012	Israel invaderer og terrorbomber Gaza. 105 civile dræbes (deriblandt 30 børn) og 1000 såres.
30. januar 2013	Israelske krigsfly angriber det militære forskningscenter Jamraya udenfor Damaskus, Syrien. 42 syriske soldater dræbes.
3-4. maj 2013	Israelske krigsfly angriber påny det militære forskningscenter Jamraya udenfor Damaskus, Syrien og en militærkonvoj. Over 100 syriske civile og soldater dræbes.
8. juli - 26. august 2014	Israel gennemfører sin hidtil mest blodige krig mod Gaza. Området bombarderes først fra luft, land og vand med flere tusinde granater og raketter, hvorefter det invaderes af 30.000 israelske soldater. Slyngelstaten smadrer områdets infrastruktur: vandværker, elkraftværker, hospitaler og skoler. Over 2100 palæstinensere myrdes - 80% heraf civile - og over ½ million drives på flugt. Det meste af verden fordømmer de israelske grusomheder, og en række latinamerikanske lande trækker deres ambassadører hjem fra slyngelstaten.
23. september 2014	Israel skyder et syrisk kampfly ned i luftrummet mellem de to lande.
7. december 2014	Israelske jagerfly angriber syriske militærbaser ved Damaskus og i Quneitra nær Golan til støtte for syriske islamister.
18. januar 2015	Israelsk kamphelikopter angriber Hezbollah konvoj i Quneitra området inde i Syrien. 5 højtstående Hezbollah medlemmer og en iransk general dræbes.
September 2016	Israel bomber syrisk militær i Hader i Syrien, og baner således vej for jihadigrupperne Jabhat Fatah al-Sham og Ahrar al-Sham, der ønsker at indtage byen.
Januar 2017	Israel bomber en militærbase i udkanten af Damaskus for at lette presset på de syriske jihadister.
23. februar 2017	Israel gennemfører flyangreb i det sydlige Libanon og den syriske del af Golanhøjderne
25. februar 2017	Israelske soldater affyrer røgbomber mod libanesiske demonstranter ved grænsen til Libanon. FN's styrker, UNIFIL kommer for sent.
16. oktober 2017	Israelske fly overflyver Libanon, på «rutinemæssige» patruljeflyvning iflg. det israelske krigsministerium. Angriber syrisk luftværnsraketstilling. altså krigshandling mod både Libanon og Syrien. I september angreb israelske fly våbendepoter i Syrien til støtte for sine jihadistiske allierede i Idlib.
10-11. februar 2018	Israelske fly gennemfører omfattende angreb mod mål i Syrien. Et israelsk fly skydes ned og et andet rammes. Israel hævder det er gengældelse for en iransk drone, der er sendt ind over Israel. Det afvises af Iran.
9. april 2018	Israel angriber en flybase i det centrale Syrien og dræber 7 iranske militærrådgivere. To dage inden påstår vestlige politikere, at Assad regimet har anvendt giftgas mod civilbefolkningen i Ghouta. Israels angreb mod en base med iranske rådgivere er et forsøg på at fremprovokere et iransk militært modsvar for dermed at fremme et vestligt militært angreb på Iran og Syrien. Det mislykkes, men til gengæld er angrebet en voldsom provokation mod Rusland der meddeler, at det ikke længere vil sidde med hænderne i skødet, når Israel angriber Syrien. Den politiske og militære konflikt er under hastig optrapning - anført af Israel.
8. maj 2018	Israel angriber flybaser og militærforlægninger i Syrien med det formål at provokere Iran til modangreb. Manøvren mislykkes. Iran svarer ikke igen. Angrebet koster 15 livet, deriblandt 8 iranere.
10. maj 2018	Umiddelbart efter at USA har revet den internationale og FN sanktionerede samarbejdsaftale med Iran og truet Iran og resten af verden med sanktioner, gennemfører Israel sine mest omfattende angreb på Syrien siden 1973. 27 bliver dræbt, deriblandt 11 iranere og 6 syriske soldater.
6. juli 2018	Israel angriber landsbyen Khan Arnabeh i Quneitra provinsen i Golan Højderne. Assad regimet i Damaskus er i gang med at generobre Golan fra jihadisterne, og Israel kommer sine jihadi venner til undsætning. (Israeli air strike hits Syria at Golan frontier, Daily Star 6/7 2018)
20. juli 2018	Israel gennemfører terrorbombardementer af Gaza efter en af dets soldater angiveligt er blevet ramt af skud fra Gaza. Soldatens navn blev ikke offentliggjort. Siden marts havde israelske skarpskytter henrettet 160 palæstinensiske civile i Gaza. Angrebet kom efter stærk international kritik på baggrund af at regeringen havde cementeret Israels status som apartheidstat. (Israel launches waves of strikes across Gaza after soldier killed, Guardian 20/7 2018)
5. september 2018	Israel gennemfører ret usædvanligt et luftangreb i dagslys på en række militærforlægninger i Syrien. Iflg. Syrian Observatory for Human Rights er der tale om forlægninger der anvendes af iranske styrker. (Israeli jets fly over Lebanon in rare daytime raid on Syria, Daily Star 5/9 2018)
17. maj 2019	Israelske fly angiber mål i Syrien
27. maj 2019	Israel gennemfører missilangreb på Quneitra i Syrien. Angrebet er angiveligt udløst af beskydning af et israelsk fly (Ten killed in Israeli airstrikes in Syria in reply to rocket attack, Guardian 2/6 2019)
2. juni 2019	Israel gennemfører angreb på syriske mål i Golan og udkanten af Damaskus. 10 syriske og udenlandske soldater dræbes. Angrebet er angiveligt udløst af en raket affyret fra Syrien (Ten killed in Israeli airstrikes in Syria in reply to rocket attack, Guardian 2/6 2019)
30. juni 2019	Israel angriber mål i Homs og udkanten af Damaskus, 15 dræbes, heraf 6 civile. Formålet med den israelske aggression er tilsyneladende at provokere Iran, som både Israel og UDA ønsker at føre krig imod. Syrien klager til FN's Sikkerhedsråd over den israelske aggression. USA nedlægger rutinemæssigt veto. (Syrian state media claims Israeli airstrikes hit sites near Damascus, Guardian 1/7 2019; Syria accuses Israel of 'heinous aggression' after airstrikes, Guardian 2/7 2019)
2013-23	Israel gennemfører over 1000 luftangreb på Syrien.
5-7. august 2022	Israel bomber Gaza og dræber 49, heraf 17 børn.
Oktober 2023	Efter Hamas angreb på militærforlægninger og kibutser i det sydlige Israel iværksætter terrorstaten Entlösung på det «palæstinensiske problem». Statens krigsminister betegner palæstinenserne som «dyr» og indleder folkemord i Gaza.
Kilde: IDF Staten Israel har siden oprettelsen i 1948 gennemført angrebskrige eller terroraktioner mod følgende lande: Palæstina, Libanon, Jordan, Syrien, Iraq, Ægypten, Tunesien, Forenede Arabiske Emirater, Iran, Sudan, Norge, Frankrig, Malta.

 

UK Jewish MP: Israel acting like Nazis in Gaza. Den britiske MP Gerald Kaufmann sammenligner Israels krigsforbrydelser i Gaza 27. december 2008 - 18. januar 2009 med nazisternes krigsforbrydelser.

I 1896 offentliggjorde wienerjournalisten, Theodor Herzl en bog med titlen: «Den jødiske stat». Under indtryk af det 19. århundredes europæiske nationalisme - der havde medført samlingen af Tyskland og reetableringen af den italienske stat - forestillede Herzl sig dannelsen af en jødisk nationalstat, der skulle gøre en ende på den vedvarende forfølgelse, det jødiske folk var udsat for i Europa fra pogromerne i Rusland til «Dreyfuss affæren» i Frankrig.

Den jødiske stat skulle skabes i Palæstina, der på dette tidspunkt endnu var en tyrkisk koloni. Navnet Palæstina begejstrede de lidende jøder i Østeuropa, der drømte om at vende tilbage til Zion. Det område hvor de israelske kongedømmer havde eksisteret to tusinde år tidligere. Zion var en gren der gennem voldelig udbredelse blev synonym med Jerusalem og efterfølgende med hele Palæstina. Herzl's tilhængere begyndte at kalde sig zionister, og de så helt bort fra, at der i det land de havde udset sig allerede boede en halv million arabere med tusindårige traditioner.

I de vestlige medier sidestilles kritik af Israel næsten altid med antisemittisme. Det er udtryk for en udbredt misforståelse blandt blinde tilhængere af zionismen og af Israel. Også jøder kritiserer zionismen og forskellige dele af staten Israels politik. Her ses ortodokse jøder i New York, der i juli 2006 demonstrerer mod Israels krig mod Libanon. Lignende demonstrationer fandt sted i bl.a. London. Kritik af Israel er ikke det samme som antisemittisme.

Zionismen udgjorde en sammenhængende politik bestående af alliancer med de stærke kapitalistiske magter og berøvelse af det palæstinensiske folks nationale identitet, samtidig med at den stillede krav om opfyldelse af det jødiske folks behov for national identitet. Den zionistiske ideologi holdt sig stramt inden for en eurocentristisk ramme på samme måde som Cecil Rhodes, Jules Ferry og kansler Bismarck.

1917 Balfour deklarationen

Under første verdenskrig (1914-18) blev England og Frankrig enige om en deling af det fallerede osmanniske imperiums besiddelser i Mellemøsten mellem sig. Den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour forstod, at de jødiske nationalister kunne give en glimrende legitimering for besættelsen af den nordlige del af Palæstina. Som premierminister havde Balfour i 1905 modsat sig jødisk emigration til Storbritannien. I 1917 erklærede han sin støtte til etableringen af et jødisk «hjemland» i Palæstina. Beslutningen var en grov tilsidesættelse af den arabiske befolkning i Palæstinas civile og religiøse rettigheder - dvs. 90% af befolkningen på dette tidspunkt. London fik sin vilje. Ved afslutningen af 2. verdenskrig fik de franske kolonier i Syrien og Libanon og de britiske i Iraq og Transjordanien deres selvstændighed, men England nægtede at give Palæstina selvstændighed med henvisning til Balfour deklarationen.

Irgun (1931-49). Gennemførte terroraktioner og massakrer mod den britiske kolonimagt og palæstinenserne. Mange tusinde mord på samvittigheden. Logoet viser både Palæstina og Jordan. Et udtryk for terrorstatens geografiske drømme. Grundstenen for IDF.	Lehi (Stern) (1940-48). Oprindelig allieret med det facistiske Italien og nazi-tyskland, som den anså for en mindre fjende end briterne.	Zionist Occupation Forces (ZOF) (aka Israeli Defence Forces IDF). Omdrejningspunktet for Israels krige mod palæstinenserne og den illegale entitets labolande siden 1948. Landets politiske elite udspringer af IDF.	Israeli Air Force IAF. Israels blodigste terrororganisation med flere hundrede tusinde civile på samvittigheden i Palæstina, Libanon og Syrien.	Jewish Defense League JDL (1968-). Oprettet af Meir Kahane. Gennemførte terroraktioner i USA og Israel.	Settlers. 500.000 væbnede bosættere i de israelsk besatte områder. Gennemfører daglige terroraktioner mod den palæstinensiske befolkning med støtte fra ZOF.
Et lille udpluk af Israels terrororganisationer. Nogle er opløst, de fleste optaget i IDF, men der er fortsat omkring en snes terrorgrupper, der er aktive i terroren mod palæstinenserne i form af mord, nedbrænding af marker, fordrivelse af palæstinensere fra deres landsbyer, raids af de palæstinensiske byer. Mens alle palæstinensiske menneskerettigheds-, kvinde- og ungdomsorganisationer samt politiske partier er på Israels, EU's og USA's terrorlister, er der ingen israelske på disse. Jewish extremist terrorism, Wikipedia

Zionismen anså jøderne for at være flygtninge i eksil og organiserede deres tilbagevenden fra alle afkroge af verden. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der i Palæstina 500.000 arabere og 50.000 jøder. I løbet af 30'erne nåede antallet af jøder op på 300.000. Jødeforfølgelsen i Tyskland fik emigrationen til langt at overstige de officielt tilladte «kvoter». Englænderne blev stadig mere bekymrede over at se deres hegemoni i Palæstina blive eroderet. I 1939 erklærede London, at målet ikke var at oprette en jødisk stat, men derimod en uafhængig palæstinensisk stat, hvor «regeringsmagten var delt mellem begge folk». I Palæstinas havne blev skibe med flygtninge på flugt fra nazismen i Europa afvist. Zionisterne svarede med sabotage og terrorisme for med magt at tvinge det vaklende britiske imperium til at opfylde sine løfter.

Bombeattentater i Mellemøsten var ikke oprindelig palæstinensernes ide. Den stammer fra de zionistiske terrorgrupper. 22. juli 1946: Israels senere premierminister Menahim Begin beordrer sydfløjen af Hotel King David i Jerusalem sprængt i luften. Den rummer den civile del af den britiske mandatadministration. 91 funktionærer og besøgende bliver dræbt, heraf 41 palæstinensere, 28 briter og 17 jøder. Det er terrorgruppen Irgun der i 1937 introducerer anvendelsen af voldsomme bomber mod civile mål. Under Begins ledelse perfektioneres denne praksis i 1947-48 til bygningen af kraftige bilbomber. (Before their Diaspora)

 

Gennem indsamlinger blandt jøder i hele verden - især blandt bankierer og rige familier - fik jøderne råd til at købe arabisk jord af de rige arabiske jordejere bosiddende i Beirut eller Paris, der ikke brød sig synderligt om de palæstinensiske fellah's (bønder) skæbne. Jøderne ankom derfor med skøder til jorden og fjernede skånselsløst de arabiske bondefamilier, der i århundreder havde beboet området. I deres sted blev der oprettet landbrugskolonier - de såkaldte kibbutzim - der blev forsvaret militært af zionistiske militser overfor en omverden, der med god grund havde et fjendtligt forhold til det indtrængende folk. Stillet overfor den skærpede kamp mod det britiske kolonistyre, indbragte London i februar 1947 sagen for FN. En specielt nedsat komite anbefalede opdelingen af området i to uafhængige stater - en arabisk og en jødisk. Jerusalem skulle forblive under internationalt styre.

1946. Fordelingen af befolkningen mellem jøder og palæstinensere. Kun i Jaffa området var jøderne i flertal.

 

1945. Fordelingen af ejerskab til jorden mellem jøder og palæstinensere

 

1948 Selvstændighed

For Sovjetunionen var en jødisk stat at foretrække frem for den fortsatte tilstedeværelse af en britisk militærbase, og Sovjets støtte var derfor afgørende for dannelsen af staten Israel. Derimod anså London og Washington ikke delingen som en farbar vej, og USA's forsvarsminister, James Forrestal foreslog derfor præsident Truman at sende tropper for at gøre Palæstina til et FN protektorat. I sidste ende vedtog FN's Generalforsamling dog delingsplanen med 33 stemmer mod 13 (de arabiske lande og Indien) og 10 blanke. De væbnede zionistiske organisationer besatte de større byer og begyndte at fordrive alle palæstinensere med en påstand om, at et angreb fra de arabiske lande var umiddelbart forestående. Den etniske udrensningspolitik nåede et foreløbigt højdepunkt med massakren på landsbyen Deir Yassin i april 1948. Alle beboere i landsbyen blev dræbt af den zionistiske terrorgruppe, Irgun, der blev ledet af den senere israelske premierminister, Menahem Begin.

Den 14. maj 1948 trak den engelske Højkommissionær sig tilbage fra Palæstina og Ben Gurión proklammerede oprettelsen af staten Israel. Jordan, Egypten, Syrien, Iraq og Libanon svarede med øjeblikkeligt at angribe landet militært. Zionisternes udrensningspolitik nåede nu sit klimaks. 7-800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og måtte gå i eksil i Libanon, i Palæstinas østlige del (Jordanflodens vestbred) og i Egypten (især Gaza). I Israels officielle historieskrivning blev det hævdet, at de angribende arabiske lande havde opfordret palæstinenserne til at flygte. Først da israels militære arkiver i slutningen af 1980'erne blev åbnet for de israelske historikere, kunne disse dokumentere, at den officielle historieskrivning var ren løgn. Ben Gurion havde selv opfordret til etnisk udrensning, og denne fordrivningspolitik blev igennem 1948 gennemført med en systematik, der først blev gentaget under de etniske udrensninger på Balkan i 1990'erne.

I januar 1949 blev der indgået våbenhvile med de arabiske lande. Israel havde da øget sit territorium med 40% ifht. delingsplanen. Afgørende for sejren var de sovjetiske våben og fly, som Israel gennem Tjekkoslovakiet havde anskaffet sig. Alligevel tog den unge stat umiddelbart parti for den anden part i den kolde krig, og knyttede en tæt strategisk alliance med USA, der fortsat eksisterer den dag i dag. Der var dog ikke tale om nogen simpel eller umiddelbar alliance. Da israelske, engelske og franske tropper i 1956 invaderede Egypten som gengæld for nationaliseringen af Suezkanalen, blev dette skridt modarbejdet af både USA og Sovjet, og invasionstropperne blev tvunget til atter at trække sig ud.

Den afdøde israelske premierminister Moshe Sharetts dagbøger viser, at Israel tvang Eisenhower-regeringen i USA til at satse på Tel Aviv frem for Cairo som sin primære allierede i Mellemøsten. Det skete bl.a. med sabotagehandlinger rettet mod vestlige interesser i Cairo udført af et zionistisk agentnet. Disse begivenheder er gået over i historien som «Lavonsagen». USA's afbrydelse af kreditter og våben til Egypten tvang landets præsident Gamal Abdel Nasser i armene på Sovjet, hvilket banede vej for en yderligere tilnærmelse mellem Israel og USA.

1967 Junikrigen

Med det formål at udvide sine grænser gennemførte Israel med nordamerikanske våben i juni 1967 den såkaldte «6 dages krig». Efter den holdt Israel hele Palæstina, de syriske Golanhøjder og den egyptiske Sinaihalvø besat.

Resolution 242 fra FN's Sikkerhedsråd af 22. november 1967 krævede israelsk tilbagetrækning fra alle besatte områder, men Israel nægtede at efterkomme resolutionen med henvisning til nødvendigheden af «sikre grænser» til forsvar mod «arabisk aggression mod sin eksistens». En ny militær konflikt brød ud i 1973, da egyptiske tropper krydsede Suezkanalen og bragte myten om det israelske militærs uovervindelighed til fald, selv om hegnspælene ikke var blevet flyttet meget på slagmarken, da våbenhvilen blev indgået.

I 1977 blev Menahem Begin valgt til premierminister, hvilket indebar et brud i Israels politiske liv siden selvstændigheden. For første gang i entitetens historie stod arbejderpartiet udenfor regeringen. Begins valgsejr afspejlede delvist de sociale spændinger mellem på den ene side ashkenazi jøderne af europæisk herkomst med et højere kulturelt og økonomisk niveau og traditionelt arbejderpartitilhængere og på den anden side de orientalske jøder, der stammede fra de arabiske lande, Mellemøsten og Nordafrika. En gruppe der ofte fejlagtigt forveksles med sefardi jøderne. De blev ofte udsat for diskrimination af ashkenazi'erne. De orientalske jøder lå kulturelt tættere på araberne end de europæiske jøder og udgjorde 55% af befolkningen, men deres gennemsnitsindkomst var kun to tredjedele af ashkenazi'ernes. Pga. deres afstandtagen overfor europæerne - der nogle gange gik over i fanatisme - udgjorde de højrefløjens vælgermæssige basis.

1982 Invasion af Libanon

Mens Begin afviste enhver form for forhandling med PLO og erklærede, at Israel ville annektere Vestbredden, overtalte USA Egyptens præsident, Anwar al Sadat til sammen med Begin at undertegne Camp David aftalen i 1978 (underskrevet i Washington 26. marts 1979), hvilket banede vej for en fredsløsning mellem Cairo og Tel Aviv og indebar israelsk tilbagelevering af Sinaiørkenen til Egypten. Fra dette tidspunkt skiftede den internationale opmærksomhed gradvist fra spørgsmålet om Israels grænsesikkerhed til palæstinensernes situation. Med ændringer i sin taktik lykkedes det PLO at sikre sig nye allierede og stigende sympati. Derfor blev Israels beslutning i 1980 om at erklære Jerusalem for landets hovedstad fordømt som en arrogant handling af selv mange af landets nære allierede. I juni 1982 igangsatte Israel den militære operation «Fred i Galilea», der bestod i at invadere nabolandet Libanon og hærge hovedstaden Beirut, under påskud af at det drejede sig om manøvrer, der havde til formål at bremse infiltrationen af palæstinensiske partisaner. Arafats styrker gik med til at forlade Beirut mod løfte om, at fransk-italiensk-nordamerikanske styrker skulle garantere civilbefolkningens sikkerhed.

Trods aftalen blev tusindvis af flygtninge dræbt af højreorienterede militsstyrker i flygtningelejrene Sabra og Chatila i et område under de israelske styrkers kontrol og med deres godkendelse. Invasionen af Libanon udløste så megen utilfredshed i Israel, at der blev gennemført en demonstration med 400.000 mennesker indkaldt af bevægelsen «Fred Nu». Demonstrationen førte til nedsættelse af en undersøgelseskommission, der indirekte lagde ansvaret for massakren i Sabra og Shatila på krigsminister Ariel Sharon og andre militære ledere. Sharon måtte derfor trække sig som minister.

I 1984 genvandt arbejderpartiet under ledelse af Shimon Peres regeringsmagten, men det opnåede ikke absolut flertal. Der blev derfor indgået en ministerkoalition med højrefløjen og rotation af premierministerembedet. I 1986 overdrog Peres som aftalt premierministerposten til Yitzhak Shamir fra Likudkoalitionen.

1987 Intifada

I december 1987 kom det til sammenstød mellem unge palæstinensere på den besatte Vestbred og israelske militærpatruljer. Flere palæstinensere blev dræbt og sammenstødene udviklede sig til protestdemonstrationer, hvilket affødte nye sammenstød, flere døde, «generalstrejker», og civile protestaktioner hvor ingen forlod deres huse. På denne måde indledtes den såkaldte intifada - oprør - der vendte op og ned på politikken i Mellemøsten, på en måde ingen havde forudset. Ikke som en udefrakommende begivenhed, men som et oprør indefra. Ikke med våben, men med sten. I 1989 anerkendte PLO på den sidste Palæstinensiske Nationalkongres staten Israels eksistens og accepterede FN's resolutioner 242 og 338.

TV-billederne af et stærkt bevæbnet israelsk militær der gik til angreb på unge palæstinensere kun bevæbnet med slangebøsser og sten gik verden rundt og forandrede verdensoppinionens syn på Israel. Konsekvensen var, at 250.000 unge israelere i slutningen af 80'erne årligt forlod Israel. Nettoimmigrationsstrømmen vendte ud af landet og stabiliserede sig først i 1989, da immigranter i massevis ankom fra Sovjetunionen. Trods det forhold, at Israel var blevet dannet med det formål at standse den tusindårige forfølgelse af det jødiske folk, havde entiteten siden sin dannelse kun været i stand til at tiltrække 20% af verdens jøder.

Iflg. oplysninger fra USA androg bistanden fra supermagten til Israel i perioden 1949-91 53 milliarder dollars. Alene siden underskrivelsen af Camp David aftalen i 1979 havde bistanden beløbet sig til 40 milliarder, svarende til 21,5% af den samlede nordamerikanske udenrigsbistand.

I Israel er alle mænd til en alder af 51 og enlige kvinder til en alder af 24 en del af den militære reserve. Militariseringen af samfundet afspejler sig også i statens omfattende deltagelse i økonomien og i at den overvejende del af den industrielle produktion er militært orienteret. Med basis i sin omfattende udvikling af militærindustrien er Israel blevet storeksportør af våben. Denne handel har udløst en række skandaler, som Iran-Contra skandalen, hvor Iran blev forsynet med våben til gengæld for våbenleverancerne til de kontrarevolutionære i Nicaragua samt militærtræning af colombianske narkogangstere.

Det var et centralt element i den zionistiske ideologi at skabe en stat bestående af jøder - på samme måde som Italien består af italienere og Japan af japanere - men ideologien kom i konflikt med virkeligheden: Den territoriale ekspansion. De gentagne anneksioner af landområder førte til, at omkring 2 millioner arabere kom til at leve indenfor staten Israels grænser. Pga. den demografiske udvikling ville dette medføre, at den arabiske befolkning inden udgangen af årtusindet ville overstige den jødiske. Disse grundlæggende problemer samt konjunkturelle problemer førte i marts 1990 til, at alliancen mellem arbejderpartiet og Likud brød sammen.

1990 Golfkrig

Den politiske situation i området blev grundlæggende forandret, da Iraq den 2. august 1990 invaderede Kuwait. Israel fik ikke lov at deltage i den anti-irakiske alliance, som USA satte sammen. Det var betingelsen for, at få de arabiske lande med i alliancen. Imens forberedte Israel sig på krig. Der blev erklæret undtagelsestilstand og udgangsforbud i de israelsk besatte områder. Som svar på de allierede bombardementer af Iraq indledte landet den 17. januar 91 en beskydning af Israel med Scud missiler. Angrebet havde til formål af tvinge Israel ind i krigen og dermed bryde alliancen, men det mislykkedes. For første gang i Israels historie var forsvaret af landet i hænderne på nordamerikanske soldater, der bemandede de Patriot anti-missilbatterier, der skulle skyde Scud missilerne ned. Det lykkedes heller ikke Iraqs regering at sammenkæde løsningen på Golfkonflikten med en løsning af den israelsk-arabiske konflikt. Alligevel udtrykte en fælles nordamerikansk-Sovjetisk erklæring fra marts 91 håb om at nå frem til en forhandlingsløsning på sidstnævnte konflikt. Selvom formuleringen var meget luftig, blev den skarpt afvist fra israelsk side.

Da Golfkrigen var overstået, indledte USA diplomatiske sonderinger, der var centreret i et forslag om «fred for jord». To måneder senere undertegnede Syrien og Libanon i Damaskus en aftale om «broderskab, samarbejde og koordination». Israel så aftalen som en militær trussel fra Syriens side mod sin nordgrænse. Dette område der rummer mange kilder og floder er kendt som «vandtanken».

Israel bad USA om lån på i alt 10 milliarder dollars til lindring af den økonomiske situation, der var presset som følge af immigrationen af jøder fra det tidligere Sovjet. Iflg. de officielle opgørelser lå immigrationen på 250-400.000 i årene 1989-91. Regeringen begyndte at genbosætte immigranterne i nye bosættelser på den besatte Vestbred. Trods forsøgene på at skabe arbejde til immigranterne nåede arbejdsløsheden i 91 op på 11%. Da Washington imidlertid var interesseret i at fremme fredsforhandlingerne i regionen, blev der stillet krav om, at midlerne ikke blev anvendt til nye bosættelser i de besatte områder.

1991 Vanskelig fredsproces

Bygningen af nye bosættelser og huse i de besatte områder til jøderne fra Sovjet blev på denne måde et tveægget sværd for Shamirregeringen. Selv om det på den ene side var vigtigt, at USA's kongres godkendte lånene for på den måde at kunne fortsætte bosættelsespolitikken, krævede palæstinenserne og de arabiske lande, at denne blev indstillet, og at der i stedet blev indledt fredsforhandlinger. Den 30. oktober 91 indledtes der i Madrid en konference for fred i Mellemøsten anført af USA og Sovjet. Kort tid forinden havde hundredetusinder af israelere af deres regering krævet indledelse af forhandlinger samt dialog med palæstinenserne og de arabiske naboer. I konferencen deltog delegationer fra Jordan, Libanon, Syrien og Israel. Palæstinenserne indgik i den jordanske delegation, da Israel afviste af forhandle direkte med dem.

De arabiske lande fulgte politikken «land for fred». Den blev afvist af Israel, der til gengæld erklærede sig villig til at diskutere en form for selvstyre for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder som en midlertidig løsning over 5 år. Forslaget udløste en krise i den regerende Likudkoalition. Partierne Tehiya og Moladet fra den ekstreme højrefløj forlod koalitionen, og Shamir havde dermed ikke længere parlamentarisk flertal.

På anmodning fra Israel og USA annullerede FN's Generalforsamling en resolution fra 1975, der definerede zionisme som «en form for racisme og racediskrimination». I februar 92 bombarderede Israel palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon og fik lederen af den pro-iranske Hezbollah gruppe, Abas Musawi dræbt. Det udløste en bølge af vold langs landets nordgrænse. De israelske soldater fik ordre til uden varsel at skyde mod enhver palæstinenser, der bar våben. Endvidere tilskyndede regeringen til dannelsen af «dødspatruljer» bestående af bosættere i de besatte områder. Det skete gennem en ændring i straffeloven, der gav immunitet til deltagere i sådanne grupper.

Den 23. juni 92 vandt arbejderpartiet en afgørende sejr ved parlamentsvalget, og Yitzhak Rabin blev udnævnt til premierminister. Bygningen af boliger i de besatte områder blev øjeblikkeligt indstillet, og USA hævede derfor sit veto mod lånegarantier til Israel. Tel Aviv indledte samtidig en kombineret militær land-, luft- og søoperation mod Hezbollahs og PFLP's baser i det sydlige Libanon. På 6 dage blev 130 dræbt, 520 såret og 15 landsbyer jævnet med jorden. Hundredetusinder blev sendt på flugt.

1993 Oslo principaftalen

Efter mange måneders hemmelige forhandlinger i Oslo undertegnede Israel og PLO den 13. september 1993 i Washington en «Deklaration om principperne for en aftale om midlertidigt palæstinensisk Selvstyre». I aftalen indgik oprettelsen af begrænset autonomi for palæstinenserne i Gazastriben og byen Jericho på den besatte Vestbred. Autonomien skulle gælde for en 5 årig periode og derefter udvides til hele Vestbredden. De efterfølgende forhandlinger i Cairo blev vanskeliggjort af uoverensstemmelser omkring grænsekontrollen og adgangen til vand. PLO krævede samtidig løsladelse af 1000 politiske fanger fra israelske fængsler. Aftalen manglede desuden afklaring omkring Jerusalems status, de zionistiske bosættelser i de besatte områder samt flygtningenes ret til at vende tilbage.

Principaftalen blev skarpt kritiseret af den radikale palæstinensiske gruppe, Hamas og den proiranske Hezbollah. Samtidig forkastede de israelske bosættere i de besatte områder aftalen, der ville indebære tilbagetrækning af ikke blot dem selv, men også den israelske hær. Bosætterne var i forvejen blevet bevæbnet af den israelske regering. Den spændte situation endte hurtigt i eksplosion. Den 25. februar 1994 trængte et medlem af den ultrahøjreorienterede israelske Kach bevægelse, Baruch Goldstein ind i en moske i Hebron. Bevæbnet med et M-16 automatgevær dræbte han 29 palæstinensere forsamlede til bøn. Han blev efterfølgende dræbt af ophidsede palæstinensere.

Den officielle undersøgelse af Hebronmassakren afslørende, at de israelske soldater i de besatte områder havde ordrer til under ingen omstændigheder at skyde mod bevæbnede bosættere. Det blev samtidig afsløret, at flere soldater havde skudt ind i mængden af forsamlede palæstinensere, og at dørene havde været afspærret, hvilket havde hindret flugt. PLO trak sig ud af forhandlingerne og krævede bosætternes øjeblikkelige afvæbning og en fordømmelse fra FN's side. FN vedtog en skarp fordømmelse af massakren og vedtog udsendelsen af en fredsstyrke til de besatte områder (TIPH).

I forlængelse af FN's erklæring genoptog Syrien, Libanon og Jordan forhandlingerne med Israel. Jordan ønskede at få Israel til at trække sig tilbage fra området syd for det Døde Hav og fra den nordlige del af Jordan, delingen af vandet fra floderne Jordan og Yarmuk samt repatrieringen af 57.000 palæstinensiske flygtninge.

Forhandlingerne med Libanon og Syrien var langt vanskeligere, da Damaskus krævede total israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne, mens Tel Aviv krævede et syrisk løfte om fuldstændig fred, gensidig anerkendelse og etablering af diplomatiske forbindelser. Med USA's udenrigsminister, Warren Christopher som mægler accepterede begge parter i starten af 94 en udstrakt demilitarisering af Golanhøjderne og udstationeringen af internationale observatører. I starten af maj samme år undertegnede Israels premierminister, Yitzhak Rabin og PLO's formand, Yasser Arafat i Cairo en aftale om autonomi for Gaza og Jericho. I slutningen af måneden trak den israelske hær sig ud af Gaza og afsluttede dermed 27 års besættelse. Der eksisterede dog fortsat enkelte israelske militærforlægninger inde i Gaza, der bevogtede israelske bosættelser i området.

Forhandlingerne med nogle arabiske stater blev fremskyndet. Det gjaldt især Jordan med hvilket Israel i juli undertegnede en aftale, der afsluttede «krigstilstanden» mellem de to lande. Det lykkedes dog ikke med Syrien, da Israel nægtede at gennemføre en total tilbagetrækning fra Golan, der havde været besat siden 1967.

Freden indebar øget økonomisk vækst. BNP steg med 7%, investeringerne med 20% mens arbejdsløsheden faldt fra 11% til 7,6% i 1994. Det følgende år var væksten atter en gang på 7%, mens inflationen faldt fra 14,5% til 8,5%.

1995 Stigende splittelse i Israel. Rabin myrdes

1995 var præget af en stadig skarpere splittelse af det israelske samfund på spørgsmålet om fredsprocessen med palæstinenserne. Den ene demonstration efter den anden blev gennemført mod premierminister Rabin og kulminerede, da en ung israeler fra den ekstreme bosætter-højrefløj i november myrdede ham. Rabin blev fulgt på premierministerposten af Shimon Peres, men han blev ved valget i maj 96 besejret af højrefløjspolitikeren Benjamin Netanyahu.

De konservatives tilbagevenden til magten bremsede forhandlingerne med Palæstina og forstærkede spændingerne så kraftigt, at landet i september bragte sig selv på randen af krig. Midt i måneden godkendte regeringen bygningen af en tunnel under Al-Aqsa moskeen i Jerusalem - Islams tredje vigtigste helligdom. Godkendelsen var et brud på principaftalen og udløste en kraftig palæstinensisk modreaktion. Flere israelske soldater og snesevis af palæstinensere døde under optøjerne.

Premierminister Netanyahu havde skarpt kritiseret afdøde premierminister Rabin for hans forhandlinger med Arafat og PLO, men blev ved gentagne lejligheder i slutningen af 96 og starten af 97 tvunget til at mødes med palæstinensernes leder for at forhandle den endelige tilbagetrækning af israelske tropper fra byen Hebron på Vestbredden. Regeringen erklærede i marts at ville godkende bygningen af en ny israelsk bosættelse på Har Homa bjerget i udkanten af den palæstinensiske del af Jerusalem. Både den palæstinensiske selvstyremyndighed og USA fordømte beslutningen, der var i modstrid med ånden og skriften fra Osloaftalerne. Netanyahus beslutning om at fortsætte byggeriet fik dialogen til at gå i stå.

Den pensionerede general Ehud Barak erstattede Peres som leder af Arbejderpartiet og blev dermed leder af oppositionen. Peres havde været tilhænger af at indgå en aftale med Likud mhp. dannelsen af en samlingsregering, der atter skulle sætte skub i fredsprocessen, der siden starten af 97 var gået helt i stå.

I november 97 godkendte den israelske højesteret den fortsatte tilbageholdelse af 21 libanesere - de fleste medlemmer af Hezbollah - der havde udsonet deres straf. Hensigten var at udveksle dem mod israelere, der var bortført i Libanon. Myndighederne havde tidligere godkendt anvendelsen af «moderat fysisk pres» (= tortur) mod de tilbageholdte under afhøringerne. Dommer Aaron Barak gik så langt som til at erklære, at det er «obligatorisk» i sådanne sager at krænke menneskerettighederne.

Også i november gennemførtes en enorm demonstration i Tel Aviv til markering af to-årsdagen for mordet på Rabin og med krav om en endelig fredsaftale med Palæstina. Der var tale om den største demonstration siden 1982. I december advarede både Arafat og Netanyahu om mulige ensidige skridt, hvis forhandlingerne om Vestbredden ikke gjorde fremskridt. I slutningen af 97 lammede en tredages strejke den offentlige sektor, transporten og finanssektoren i protest mod regeringens privatiseringsplaner. Imens svækkede udenrigsminister David Levys tilbagetræden Netanyahu. Et israelsk forslag til bevarelse af kontrollen over dele af Vestbredden, området omkring Jerusalem, jødiske bosættelser, militærbaser, vejene, de vigtigste vandkilder samt de historiske mindesmærker blev af USA karakteriseret som «upræcist».

I februar 98 indgik Israel en alliance med Tyrkiet rettet mod Syrien og Iraq. Samme måned afviste Libanon et tilbud fra Netanyahu om forhandling af tilbagetrækning af israelske tropper fra libanesisk område. Libanons holdning var, at tilbagetrækningen skulle ske betingelsesløst.

Efter 12 års isolationsfængsel fik den israelske tekniker Mordechai Vanunu tilladelse til at forlade sin celle og tage kontakt med andre fanger. Vanunu var blevet bortført af israelske agenter i London i 1986 og idømt 18 års fængsel for offentliggørelse af sit lands atombombeplaner.

Fredsprocessen nåede et foreløbigt nyt lavpunkt i juni, da de israelske myndigheder besluttede at øge «hjemmeværnet» i områder besat af jødiske bosættere. De fik nu tilladelse til i ubegrænset grad at bevæbne sig. Arbejderlederen Barak udtalte, at der var alvorlig risiko for et blodbad i regionen, pga. Netanyahus manglende vilje til forhandling og forhalingen af 2. tilbagetrækningsrunde fra de besatte områder. Præsident Ezer Weizman opfordrede til en fremskyndelse af valgene, da Netanyahu havde afvist gennemførelse af en folkeafstemning om tilbagetrækning af tropper fra de besatte områder, men også dette forslag blev forkastet af premierministeren.

Efter stærkt internationalt pres accepterede Netanyahu alligevel USA's forslag. Premierministeren mødtes med Clinton og Arafat i Wye i USA og resultatet af forhandlingerne blev, at Israel forpligtigede sig til at tilbagelevere palæstinensiske områder mod at Arafats regering til gengæld tillod USA's efterretningsvæsen at overvåge palæstinensernes kamp mod den islamiske terrorisme. Aftalen svækkede Arafat overfor hans indre fjender og bragte samtidig Likud regeringen til fald. Arbejderpartiet havde godt nok støttet aftalen, men flere medlemmer af Likud forlod koalitionen og bragte den til fald. Der blev udskrevet nyvalg til 17. maj 1999.

Valget afslørede den dybe politiske polarisering i Israel, der ville komme til at vanskeliggøre den nye arbejderregerings arbejde under ledelse af den nye premierminister Ehud Barak. I juli lykkedes det Barak at danne regering med støtte fra det ultrareligiøse Shas parti. Partiet gik først med, da det lykkedes det at sikre sig kontrol over det økonomisk mægtige religionsministerium. Det lykkedes først efter hårde forhandlinger med det højreorienterede Nationale Religiøse Parti, der tidligere havde haft denne kontrol. Shas' øvrige ministerier var Arbejds-, Sundheds- og Ministeriet for Offentlige Arbejder. Det religiøse partis 17 pladser gav Barak kontrol over 75 pladser ud af Knessets 120. En af de stærkeste flertalsregeringer i flere år.

Alligevel vanskeliggjorde Shas situationen for Arbejderpartiets alliance med venstrefløjen - især med Meretz der havde 10 pladser, men også med Centerpartiet - en afskalning fra Likud - med 6 pladser. Begge partier krævede, at Shas' tidligere formand, Aryeh Deri, definitivt blev fjernet fra den politiske scene. Han stod anklaget for svindel og modtagelse af bestikkelse. Ifht. fredsprocessen var holdningen hos Shas' agerende formand, Ovadia Yosef, at afståelsen af territorier mod garantier for fred var den eneste vej ud af volden i regionen.

I november hævede Israel undtagelsestilstanden, der ellers havde været i kraft i over et halvt århundrede - siden 1948. Landet havde verdensrekord på dette område, idet intet andet land nogensinde har opretholdt undtagelsestilstand i så lang en periode.

I marts 2000 besøgte paven Jordan og Israel. Han var den første pave nogensinde, der anerkendte palæstinensernes «nationale rettigheder» og som anerkendte og etablerede diplomatiske forbindelser med Israel. En måned før pavens besøg havde Vatikanet underskrevet en aftale med PLO omkring de kristne helligdomme i Jerusalem. Dette provokerede Israel eftersom Arafat havde planer om at udråbe Jerusalems gamle bydel til Palæstinas hovedstad.

Samme måned blev tidligere premierminister Netanyahu og hans kone anklaget for korruption. Samtidig indledte politiet undersøgelser af, hvad der var sket med store pengesummer, som præsident Ezer Weizman havde modtaget fra en fransk millionær.

I slutningen af maj beordrede Barak de israelske styrker i Sydlibanon trukket ud af landet. Samme uge erklærede formand for Knesset, Abraham Burg, at Israel var villig til at anerkende eksistensen af en uafhængig palæstinensisk stat.

2000 Al-Aqsa Intifadaen

I slutningen af september 2000 brød volden atter ud, da den ultrahøjreorienterede Ariel Sharon besøgte tempelbjerget i Jerusalem, der er helligt for både jøder og muslimer. Besøget der var nøje planlagt, var en stor provokation mod palæstinenserne og udløste Al-Aqsa Intifadaen. Hundreder af mennesker, næsten alle palæstinensere, døde de følgende måneder for israelernes kugler. Baraks regering mistede sit grundlag, fredsprocessen var gået helt i stå, Israel afspærrede alle palæstinensiske områder og Barak udskrev nyvalg, der i februar 2001 blev vundet af Ariel Sharon i spidsen for Likud koalitionen.

Gennem 2001 optrappede Sharon angrebene ind i de palæstinensiske områder, indførte udgangsforbud, gennemførte såkaldte «målrettede mord» mod palæstinensiske politikere. En praksis der er blevet skarpt fordømt fra bl.a. Amnesty International og det Internationale Røde Kors, men ikke fra Vesten. I USA havde George W. Bush i januar 2001 overtaget præsidentposten, og med sig bragte han politiske rådgivere, der var tæt knyttet til Israel. I løbet af 2001 lykkedes det på den måde Israel at skyde fredsprocessen helt i sænk. Palæstinensiske grupper svarede i desperation igen med terrorangreb inde i Israel, men i gennemsnit blev der dræbt 3 palæstinensere af israelerne, hver gang der blev dræbt en israeler.

Sharon var forsvarsminister under besættelsen af Libanon i 1982, og havde aldrig tilgivet, at regeringen dengang lod Arafat undslippe. Nu sad Sharon i premierministerstolen og benyttede sin magt til næsten at lægge Arafats og selvstyrets hovedkvarter i Ramallah i ruiner. Samtidig afviste han blankt at mødes med Arafat. Israel ønskede ikke fred, og slet ikke med Arafat.

Som led i henrettelserne af palæstinensiske politikere henrettede Israel i august 2001 PFLP's formand, Mustafa Zibri på dennes kontor i Ramallah. PFLP svarede igen ved 1½ måned senere at henrette den israelske turist- og bosættelsesminister.

I september 2001 vedtog FN's konference mod racisme der blev gennemført i Durban, Sydafrika at karakterisere staten Israel som racistisk, skyldig i krigsforbrydelser, folkedrab og etnisk rensning. USA og Israel trak i protest deres delegationer hjem.

Israel benyttede sig af kaoset efter 11. september til at påstå, at der var lighedstegn mellem terror og palæstinensere, og optrappede krigen mod disse. Krigen kulminerede med den fulde genbesættelse af de palæstinensiske områder.

Israels etniske udrensning af palæstinensere 1945-2000. (Klik for at forstørre). (Jord ejet af israelere overfor jord ejet af palæstinensere)

2002 Genbesættelse af Vestbredden

I marts 2002 indledte Israel en total genbesættelse af Vestbredden. Den kom til at strække sig over 5 uger, og kulminerede i massakren i Jenin i den nordlige del af Vestbredden. Verden fik første gang kendskab til massakren, da udenrigsminister Shimon Peres til avisen Ha'aretz den 9. april 2002 udtalte, at en massakre var i gang i Jenin, og at den var problematisk for Israels omdømme. Et ukendt antal palæstinensere blev dræbt af israelske soldater i lejren, og en del af lejren jævnet med jorden. De officielle tal var 80, uofficielt lå de på flere hundrede. Efterfølgende skulle FN have gennemført en uvildig undersøgelse af begivenhederne i lejren, men dette blev hindret af Israel. Den norske diplomat Terje Rød Larsen der havde spillet en nøglerolle i fredsprocessen blev erklæret persona non grata i Israel efter at have karakteriseret massakren som en humanitær katastrofe og moralsk fordømmelsesværdig.

Udsnit af ødelæggelserne i Jenin flygtningelejren efter det israelske militærs massakre i april 2002. Mellem 80 og 500 blev dræbt under massakren. Foto: Charity Crouse, Electronic Intifada

Op mod 1000 palæstinensere blev dræbt under Israels 5 ugers krig på Vestbredden og omkring 5.000 taget til fange. Alle PNA (den palæstinensiske selvstyremyndighed) kontorer blev ødelagt af de israelske tropper, og alle palæstinensiske politistationer sprunget i luften.

Israels terror vendte for nogle måneder den internationale opinion til gunst for palæstinenserne, men allerede i sommeren 2002 lagde USA sig på linie med Israel i afvisningen af at ville forhandle med præsident Arafat. Samtidig indledte Israel bygningen af en mur omkring Vestbredden, der skulle lukke den palæstinensiske befolkning inde i verdens største koncentrationslejr.

Israel er igang med at omdanne Palæstina til verdens største koncentrationslejr med muren rundt om Vestbredden. Her muren ved Qalqilya. Foto: Arjan El Fassed

Israels krig mod Palæstina koster ikke blot dræbte, men også økonomisk tilbagegang i Israel, stigende arbejdsløshed og udvandring af de jøder, der havde mulighed for det. Alligevel fik Sharon bekræftet sit mandat i januar 2003 da Likud vandt 37 af de 120 pladser i Knesset, mens arbejderpartiet gik tilbage fra 25 til 19. Oppositionen mod hans terrorpolitik overfor palæstinenserne var meget begrænset i Israel, og arbejderpartiet dybt splittet. En af de få oppositionsstrømninger myndighederne tog alvorligt var bevægelsen af officerer, der nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder.

Internationalt satte genbesættelsen af Vestbredden i marts 2002 gang i boykotten af israelske varer - specielt i Europa. Samtidig blev der arbejdet for, at de præferanceaftaler for varer som Israel havde i EU blev afskaffet. Men uden at det gav større resultater. EU ønskede ikke modsætninger i forholdet til USA på spørgsmålet om Palæstina, og USA bakkede Israel 100% op. Det gav ikke freden nogen chancer.

Mordet på den nordamerikanske fredsaktivist Rachel Corrie 16. marts 2003. Rachel var i flygtningelejren Rafah, Gaza for at hindre israelsk militær i at smadre palæstinensiske huse i flygtningelejren. Hun blev dræbt, da den militære bulldozer med overlæg kørte over hende.

En tydelig afmærket Rachel Corrie står med en megafon foran en af de to bulldozere, der er på vej til at jævne et palæstinensisk hus med jorden. Foto: Joseph Smith

Foto taget 16.47. Bulldozeren er kørt over Rachel Corrie der ligger på jorden med alvorlige kvæstelser. Hun dør en halv time senere pga. kvæstelser i hovedet og brystet. Ligesom israelske soldater ikke stilles retsligt til ansvar for deres mord på palæstinensere, stilles de heller ikke til ansvar for mord på internationale fredsaktivister. Foto: Joseph Smith, Electronic Intifadas side om mordet.

Internationale fredsaktivister begyndte at strømme til Palæstina i starten af 2002 - herunder også fra Danmark. De har siden beskyttet bygninger som PNA's hovedkvarter i Ramallah, kørt som ledsagere med ambulancer der skulle igennem det israelske militærs checkpoints, deltaget som vagter i demonstrationer, og som Rachel søgt at hindre det israelske militærs rutinemæssige ødelæggelse af palæstinensiske huse. Siden midten af 2002 har de israelske myndigheder taget stadig hårdere midler i brug overfor fredsaktivisterne. De sendes nu ikke blot ud af landet eller arresteres, men beskydes også. Israel har nemlig erfaret, at ligesom omverdenen kun i meget begrænset omfang reagerer på dets systematiske overtrædelse af 4. Genevekonvention, der taler om beskyttelse af civilbefolkningen i besatte områder og under konflikter, så reagerer omverdenen heller ikke på overgreb mod fredsaktivisterne. Det er blevet «gratis» for Israel at slå aktivisterne ihjel.

2003 Køreplan for fred

Efter sin angrebskrig mod Iraq i foråret 2003 havde USA lovet at fremme fredsbestræbelserne. Den såkaldte «Køreplan for fred» (Roadmap) skulle gå i gang i maj. Palæstinenserne havde accepteret planens punkter, og for at fjerne påstanden om, at USA/Israel ikke havde nogen forhandlingsmodpart, udnævnte Arafat i maj Mahmoud Abbas til premierminister. Israel nægtede imidlertid at acceptere fredsplanen, og gik i juni nødtvunget så langt som til at «acceptere ånden i planen». Israel fjernede i løbet af sommeren enkelte ubemandede bosættelsesforposter på Vestbredden - der selv ifølge israelsk lov var ulovlige - og løslod et par hundrede almindelige (ikke-politiske) palæstinensiske fanger, der alligevel stod overfor løsladelse. Samtidig optrappedes angrebene mod Vestbredden og Gaza. Angreb der blev mødt af terrorhandlinger fra Hamas og Islamisk Jihad inde i Israel. I starten af juli lykkedes det imidlertid Mahmoud Abbas at få de militante grupper til at indgå en ensidig våbenhvile, som de holdt frem til midten af august. Våbenhvilen blev af Israel brugt til at optrappe sine angreb, henrettelser og provokationer. I perioden blev ingen israelere dræbt, mens Israel dræbte ca. 50 palæstinensere. I starten af august dræbte Israel et højtstående Hamas medlem i Hebron. Det udløste gengældelse fra Hamas' side i form af en selvmordsbombe i Jerusalem, der dræbte 20. Israels fortsatte drab og provokationer havde båret frugt - våbenhvilen var brudt sammen, og samme skæbne led meget hurtigt Køreplanen. Israel indledte åben krig mod Hamas - som Israel i øvrigt selv havde fostret i 1980'erne. Israel krævede af Abbas, at han standsede de militante grupper, men uden at give ham tid, før Israel selv myrdede løs. I starten af september 2003 trak Abbas sig derfor fra premierministerposten med henvisning til Israels og USA's manglende vilje til fred. Den kortvarige fredsproces var uønsket af Israel, der selv sørgede for at skyde den i sænk.

2003 Køreplan for krig

11. september meddelte Israels sikkerhedskabinet, at det ville «fjerne Arafat fra Palæstina». Der var i udgangspunktet usikkerhed omkring, hvorvidt regeringen blot ønskede at deportere ham, eller om den ønskede at henrette ham. Den tvivl fjernede vice-premierminister Ehud Olmert, da han 3 dage senere i et interview på israelsk TV erklærede, at regeringen ønskede at henrette Arafat. Udtalelsen udløste voldsom international fordømmelse - selv fra USA - og regeringen måtte derfor dagen efter erklære, at udtalelsen stod for Olmerts egen regning. Trods sine formelle protester gentog USA imidlertid få timer senere den israelske argumentation: at «Arafat var den væsentligste hindring for freden», og den 18. september hindrede USA med truslen om veto, at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der fordømte Israel for dødstruslerne mod Arafat. Resolutionen blev den 22. september i stedet vedtaget i FN's Generalforsamling med kun 4 stemmer imod - deriblandt Israels og USA.

Den 4. oktober gennemførte en 29 årig palæstinensisk kvinde fra Jenin et selvmordsattentat mod en restaurant i Haifa. Aktionen kostede 19 livet og ca. 100 sårede. Kvinden havde i juli fået dræbt sin bror og fætter af det israelske militær. Israel svarede øjeblikkeligt igen ved at bombe en lejr i Syrien. Israel hævdede, at der var tale om en lejr, hvor medlemmer af Islamisk Jihad blev trænet, men indrømmede siden, at dets billeder af området var 1 år gamle. Syrien protesterede mod krigshandlingen og indbragte sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvor USA med truslen om veto hindrede vedtagelsen af en resolution, der fordømte Israel for optrapningen af spændingen i Mellemøsten.

Luftangrebet på Syrien blev af den Arabiske Liga betegnet som statsterrorisme og blev kritiseret af de fleste lande - herunder de europæiske. Israel erklærede, at det ville fortsætte med at angribe «terrorbaser» i sine nabolande. Flere iagttagere mente, at Israel ønskede at provokere Syrien til modangreb. Det ville udløse en nordamerikansk invasion fra Iraq. USA havde allerede flere gange truet med at invadere Syrien. Men det egentlige mål for Israels optrapning kan også have været Iran. Israels regering erklærede ved flere lejligheder, at det betragtede præstestyret i Teheran som sin hovedfjende, og truede med at bombe landets atomreaktorer.

I februar 2004 erklærede Sharon overraskende, at han ønskede at fjerne de israelske bosættelser i Gaza, og i stedet koncentrere bosættelserne på Vestbredden. Forslaget havde flere formål. Dels at vise Sharon som moderat overfor omverdenen, dels at omdanne Gaza til en stor koncentrationslejr uden israelske bosættere og i stedet koncentrere bosætterne på Vestbredden, hvor den oprindelige palæstinensiske befolkning skulle koncentreres i indbyrdes isolerede Bantustans. I sidste ende blev Sharons plan i juni stemt ned i hans eget parti. Men planen havde alligevel båret frugt. I marts havde EU hindret, at Israel blev stillet for den Internationale Domstol i Haag for bygningen af muren omkring Vestbredden.

Efter en langstrakt beslutningsproces og bitter modstand internt i Likud blev Israels bosættelser i Gaza endelig rømmet i august 2005. Sharons rationale var klart. Det var ganske enkelt alt for kostbart rent økonomisk at opretholde bosættelserne i Gaza, og bosættelserne skulle fremover koncentreres på den besatte Vestbred.

I konsekvens af de stærke interne modsætninger i Likud brød Sharon i oktober ud og dannede et nyt højrefløjsparti, Kadima. Han fik følgeskab af sine vigtigste allierede, mens hans alvorligste politiske modstander, Benjamin Netanyahu blev tilbage i Likud. Afskalningen var forberedelsen til iværksættelsen af Sharons ambitiøse planer for den besatte Vestbred, og konkret en taktisk politisk handling op til parlamentsvalget i foråret 2006, hvor Sharon ønskede at skille sig af med sine politiske modstandere i Likud. Sharon nåede imidlertid aldrig at løfte sløret for sine politiske planer, for i januar 2006 blev han ramt af en alvorlig hjerneblødning, der sendte ham i dyb koma. Ehud Olmert overtog posten som fungerende premierminister. Sharons plan med Vestbredden var at opgive nogle bosættelser og til gengæld annektere resten af Vestbredden - på tværs af folkeretten og utallige FN resolutioner. Denne plan blev nu ført videre af Olmert, der ved valget i marts sammen med Kadima fik 22% af stemmerne. Arbejderpartiet fik 15% og Likud 9%.

Israel fortsatte i 2006 sine bestræbelser på at knuse det palæstinensiske selvstyre. Bestræbelserne blev forstærkede, da Hamas i januar 2006 vandt det palæstinensiske valg og i april dannede regering. Israel svarede igen med at tilbageholde skatte- og toldindtægter, der ellers skulle overføres til selvstyret. Samtidig indførtes en total blokade mod Gaza. Blokaden førte efter et par måneder til egentlig hungersnød i Gaza, hvor hospitalerne for længst var løbet tør for medicin.

Israel likviderede 9. juni 2006 7 personer på en strand i Gaza. Deriblandt en familie på 5, heraf de 3 børn. Den lille pige på billedet var en af de 30 sårede ved det israelske angreb. Dagen inden havde Israel likvideret en palæstinenisk minister i Gaza. Den 12. juni rejste Ehud Olmert til Europa for at overtale de europæiske lande til acceptere dannelsen af et stor-Israel, der også skulle bestå af dele af den besatte Vestbred.

Juli 2006. Ny krig mod Palæstina og Libanon

Israels frustration over at det palæstinensiske selvstyre ikke brød sammen, trods israelsk økonomisk boykot og international politisk og økonomisk boykot førte i midten af 2006 til at militæret udarbejdede nye planer for genbesættelse af Gaza med det formål at knuse Hamas og selvstyret. Der manglede blot et påskud for invasionen. Det kom da en palæstinensisk gruppe i slutningen af juni angreb en israelsk militærpost udenfor Gaza som hævn for Israels massakre på stranden i Gaza den 9. juni. 2 israelske soldater blev dræbt og en 3. arresteret og ført til Gaza. Israel genindvaderede nu Gaza, bombede flygtningelejrene og Gaza by, beskød de palæstinensiske ministerier og kidnappede 2/3 af de palæstinensiske parlamentsmedlemmer. Men trods Israels drab på flere hundrede civile og væbnede palæstinensere brød selvstyret ikke sammen. Tvært imod øgedes opbakningen bag Hamas.

Den 12. juli indledte Israel et storstilet angreb på Libanon. Angrebet havde været under planlægning i 1-2 år og behøvede blot en påskud for at blive sat i værk. Angrebsplanerne blev fremskyndet pga. USA planer om angreb på Iran. Israel og USA erkendte, at et nordamerikanske angreb på Iran vil udløse raketangreb på Israel fra Hizbollahs raketbatterier i Libanon. Disse skulle derfor sættes ud af spillet inden et angreb fra USA på Iran.

Den 12. juli sendte Israel derfor en enhed ind over grænsen til Libanon. De menige israelske soldater var ikke vidende om den storpolitiske kontekst de skulle indgå i. Hizbollah tog 2 af de indtrængende soldater til fange og dræbte efterfølgede 5 israelske soldater, der forsøgte at komme deres kammerater til undsætning. Hizbollah erklærede, at de to arresterede soldater kunne udveksles mod libanesiske politiske fanger i Israel. Fangeudvekslinger der lejlighedsvis er blevet gennemført mellem de to parter siden 1990'erne. Det blev imidlertid blankt afvist fra Israels side, der havde en helt anden dagsorden.
(Seymour Hersh: Annals of National Security. Watching Lebanon (The New Yorker 21. august 2006))

Israel havde nu sit påskud, og igangsatte sit planlagte angreb på Libanon. Det blev indledt med massive angreb på det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut, hvor Israel bl.a. bombede landets internationale lufthavn - for første gang i 10 år. I Israels diskurs - og i de vestlige medier - blev angrebet omtalt som en kampagne, ikke som en krig, og målet som Hizbollah. Virkeligheden var dog en helt anden. Gennem 32 dages krig benyttede Israel sit totale herredømme i luften til at sønderbombe Libanons infrastruktur: veje, broer, kraftværker, elektricitetsforsyning og store byområder. Israel gik målrettet efter at dræbe så mange civile som muligt med bombardementer af boligkvarterer og konvojer af flygtninge. Det lykkedes. Omkring 1100 civile libanesere blev dræbt - overfor 41 dræbte civile israelere. Israel placerede sig derved som Mellemøstens ubetinget største slyngelstat.

Satellitfotos af Beirut forstaden Dahieh 12. og 22. juli. Med sine præcisionsbombninger viste Israel, at det gik målrettet efter at dræbe så mange civile libanesere som muligt. I dele af Beirut blev 70-80% af bygningerne jævnet med jorden. 1100 libanesiske civile blev dræbt under krigen og 1 million sendt på flugt. Mange flygtninge blev dræbt på flugt fra den israelske terror. Den sidste massakre på flygtninge fandt sted 12. august, da israelske fly angreb en flygtningekolonne på flugt fra den kristne landsby Marjayoun i det sydlige Libanon. 6 blev dræbt og 40 såret. Inden angrebet havde det israelske militær (IDF) eskorteret kolonnen ud af landsbyen og anerkendt dens passage nordpå.

Israel erklærede fra starten af krigen åbent, at målet var at knuse Hizbollah politisk og militært. For at sikre dette, skulle Israel bruge 8-10 dage. Nogen havde glemt, at Israel forgæves forsøgte det samme i 1982-2000, mens det holdt større eller mindre dele af Libanon besat. Gennem krigen reducerede Israel og USA da også denne målsætning, og fristerne blev stadig længere. På krigens sidste dag sendte Hizbollah 250 raketter ind over Israel - det højeste antal under hele krigen - og markerede dermed klart, at organisationens angrebsevne var usvækket.

Mens Hizbollah tidligere kun sjældent sendte Katyuasha raketter ind over Israel, blev dette efter Israels angreb en daglig foreteelse med 50-250 daglige angreb, der sendte 300.000 israelere på flugt. Mens Hizbollah ikke tidligere havde sendt raketter dybere ind i Israel, sendte organisationen nu raketter ind over havnebyen Haifa og endnu længere sydpå. Det kom helt bag på de israelske militæranalytikere. Det kom ligeledes bag på dem, at Hizbollah var i stand til at ramme og sænke flere israelske flådefartøjer, der deltog i blokaden af Libanon.

USA's rolle

USA viste sig fra starten som en særdeles aktiv deltager i krigen. Det stod efter få dage klart for verdenssamfundet, at Israels daglige drab på snesevis af libanesiske civile og voldsomme luftbombardementer af landets civile infrastruktur var helt ude af proportioner med den påståede anledning: arrestation af 2 israelske soldater. Den 14. juli forsøgte Qatar at få FN's Sikkerhedsråd til at gribe ind og vedtage en resolution. Dette blokeredes af USA, der erklærede at «Israel har ret til at forsvare sig». Den 17. juli foreslog FN's generalsekretær Kofi Annan og den britiske premierminister Tony Blair at FN sendte en større styrke ind i det sydlige Libanon, men dette blev samstemmede afvist af USA og Israel, der henviste til, at Israel først skulle knuse Hizbollah.

Den 19. juli meddelte de internationale nødhjælpsorganisationer, at det ikke var lykkedes for dem at få garantier fra Israel for, at krigsmagten ikke ville angribe nødhjælpstransporter. FN generalsekretær Kofi Annans indtrængende appel om våbenhvile blev 20. juli blankt afvist af både Israel og USA. Supermagtens FN ambassadør John Bolton erklærede: «Vi bliver ved til vi er færdige».

USA's udenrigsminister Condoleeza Rice afslørede den 22. juli den neokonservative agenda, da hun erklærede at, «det måske er en lidt hård fødsel, men at et nyt Mellemøsten i disse dage er ved at blive født». USA ønskede magtstrukturene i regionen ændret til egen fordel gennem krig, og en våbenhvile ville være direkte destruktiv for en sådan plan.

På en fredskonference i Rom lykkedes det den 26. juli USA - på tværs af hele verdenssamfundet med undtagelse af Israel, Danmark og Storbritannien - at hindre gennemførelsen af en våbenhvile.

John Bolton hindrede 27. juli FN's Sikkerhedsråd i at vedtage en resolution, der fordømte Israel for dets drab på 4 FN observatører 2 dage tidligere. Kinas udkast blev efter 2 dages forhandlinger skåret ned til, at FN udtalte «chok» over drabene. Det er aldrig tidligere sket i verdensorganisationens historie, at et medlemsland har blokeret for at kritisere drab på FN ansatte. Bolton hindrede samtidig at et krav blev skrevet ind i teksten der krævede, at FN skulle deltage i Israels undersøgelse af drabene. Israel erklærede sig tilfreds med udtalelsen, der de-facto blåstemplede dets målrettede bombninger af FN mål i det sydlige Libanon. Landets justitsminister Haim Ramon erklærede allerede 26. juli, at det anså alle personer der ikke havde forladt Sydlibanon for at være medlemmer af Hizbollah. Han erklærede samtidig, at Rom konferencen 26. juli havde «godkendt Israels fortsatte operationer i Libanon». Denne kraftige omfortolkning af konferencen blev øjeblikkelig modsagt af både den tyske og den britiske udenrigsminister og af EU formandslandet Finland, der erklærede at alle - bortset fra USA - havde krævet øjeblikkelig våbenhvile. I forlængelse af USA's blokering for en skarpere FN udtalelse erklærede Kina, at det ville få afgørende negativ betydning for samarbejdet i Sikkerhedsrådet. En henvisning til USA's forsøg på at bruge FN i sine diplomatiske operationer overfor bl.a. Nordkorea og Iran.

Efter et USA veto mod en FN Sikkerhedsrådsresolution og flere udvandede udtalelser, genoptog rådet 3. august forhandlinger omkring en ny resolution, der krævede stop for kampene. Arbejdet blev vanskeliggjort af at Israels premierminister allerede inden da havde erklæret, at Israel ikke ville indstille kampene før en international styrke på mindst 15.000 mand var udstationeret i det sydlige Libanon. Israel har siden sin oprettelse i 1948 notorisk nægtet at følge FN resolutioner eller afgørelser i andre internationale organer.

Mens Israel hævdede, at Hizbollah blev financieret af Syrien og Iran, blev dets egen krig financieret af USA, der støtter Israel med 3 mia. US$ årligt. Våbnene stammer ligeledes fra USA, mens våbendele i F-16 bombeflyene stammer fra bl.a. Danmark. Det var nordamerikanske præcisionsvåben Israel den 25. juli brugte til at dræbe 4 ubevæbnede FN observatører i deres beskyttelsesrum i det sydlige Libanon. Under krigen fortsatte de nordamerikanske våbenleverancer med endnu stærkere og større våben. Det skete trods protester fra verdenssamfundet. I London kritiserede den britiske udenrigsminister den 27. juli, at USA den 26. juli anvendte en britisk lufthavn som transit til transport af flere avancerede våben til Israel. Storbritannien kritiserede skarpt supermagtens forsyning af den ene part i krigen med endnu flere dødbringende våben.

Først da USA efter 3-4 ugers krig indadtil modstræbende erkendte, at Israel ikke var i stand til at knuse Hizbollah militært, gik supermagten med til vedtagelse af en FN resolution, der kunne standse kampene, uden at det selv og Israel tabte for meget ansigt.

FN

Den 11. august vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution om indstilling af kamphandlingerne. Generalsekretær Kofi Annan benyttede samtidig lejligheden til skælde rådet ud: «FN's manglende evne til at handle i denne konflikt har i verdens øjne deligitimeret organisationen». Udtalelsen var samtidig en kritik af specielt USA, der havde hindret fredsorganisationen i at handle, og FN ambassadør John Bolton reagerede da også på Annans udtalelse ved at ryste på hovedet.

Annan forsøgte allerede 17. juli at formå rådet til at gribe ind, men forgæves. Samtidig gjorde Israel organisationens nødhjælps-, flygtninge- og observatørarbejde (i UNIFIL) stadig mere umulig.

Natten til den 26. juli dræbte Israel 4 ubevæbnede FN soldater fra hhv. Canada, Finland, Kina og Østrig på deres kontrolpost i Khiam i det sydlige Libanon. Israel beklagede «hændelsen». FN's generalsekretær fordømte angrebet og kaldte det for «tilsyneladende målrettet». Denne vurdering blev bekræftet, da det i løbet af dagen kom frem, at FN 10 gange i løbet af dagen havde været i kontakt med det israelske militær for at gøre opmærksom på, at israelske bomber og raketter kom faretruende tæt på kontrolposten. Israel endte med fra et bombefly at skyde to laserguidede præcisionsbomber ind i FN kontrolposten. Efterfølgende blev også FN styrker der skulle grave de dræbte ud beskudt. For Israel var formålet at få fjernet FN's observationsstyrke, UNIFIL fra det sydlige Libanon, så der ikke fandtes nogen observatører til de israelske krigsforbrydelser i området. Australien besluttede 27. juli at trække sine styrker ud af UNIFIL, og FN besluttede af sikkerhedsmæssige årsager 2 dage senere at trække en del af sine styrker ud.

Israel har en lang tradition for angreb på UNIFIL's styrker i området. Gennem 1980'erne og 90'erne blev mange UNIFIL soldater dræbt eller sårede af israelsk beskydning. I 1996 angreb Israel en UNIFIL lejr og dræbte 106 palæstinensiske flygtninge, der havde søgte beskyttelse i lejren. En senere FN undersøgelse viste, at Israels angreb ikke var et uheld, men skulle dræbe flest mulige.

FN bad 28. juli om en 3 dages våbenhvile for at kunne fordele nødhjælp i Libanon og evakuere civilbefolkningen fra de israelske free-fire zones i syd. Det blev dagen efter skarpt afvist af den israelske regering. Dens talsmand Avi Pazner erklærede: «Der er ingen brug for våbenvhile. Israel har allerede åbnet en humanitær korridor». Det blev imidlertid modsagt af både Læger uden Grænser og International røde Kors, der gennem hele krigen og fik deres konvojer beskudt af israelsk artilleri og luftvåben. Selv om de humanitære organisationer indgik aftaler med det israelske militær, bliver disse aftaler øjeblikkelig brudt. Senere kom den israelske udenrigsminister med en anden begrundelse for den israelske afvisning: «Hizbollah vil blot bruge våbenhvilen til at hente civile ind, de kan bruge som skjolde». Denne udtalelse stod til gengæld i modsætning til den israelske justitsministers udtalelse 26. juli om at Israel betragtede alle personer i det sydlige Libanon som medlemmer af Hizbollah - og derfor også beskød dem. Denne udtalelse passede med den israelske praksis. Israel dræbte yderligere 16 civile i angreb 29. juli. Deriblandt en mor og hendes 5 børn. Samtidig bombede det grænsen mellem Libanon og Syrien for at hindre nødhjælp i at komme ind i Libanon og flygtninge i at komme ud. Israel ignorerede de internationale opfordringer - herunder også humanitære opfordringer fra FN - fordi landet havde carte blance fra USA til at fortsætte krigen uden hensyn til civile tab.

Efter vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolutionen 11. august og fastsættelse af 14. august kl. 5.00 GMT som tidspunkt for ophør af kampene, opfordrede Kofi Annan parterne til umiddelbart at indstille kampene eller i det mindste reducere omfanget. Forgæves. Israel besvarede resolutionen ved 4 timer senere at sende 30.000 soldater ind i Libanon, optrappe angrebene og bombardementerne.

Hizbollah

Ved krigens start kritiserede mange libanesere Hizbollah for at have udløst konflikten ved sin arrestation af 2 israelske soldater, men som krigen udviklede sig med israelsk terror mod den libanesiske civilbefolkning, Hizbollah som den eneste kraft der bekæmpede den israelske invasionsstyrke og verdenssamfundets manglende tiltag til beskyttelse af den libanesiske befolkning vendte stemningen. Der skete en lavineagtig opbakning bag Hizbollah - på tværs af religion og etnicitet. En undersøgelse viste 26. juli, at 72% af libaneserne nu bakkede op om Hizbollahs tilfangetagelse af 2 israelske soldater 12. juli og 85% støttede Hizbollahs forsvar af Libanon overfor Israels forsøg på at invadere landet i syd. Opbakningen var størst blandt shia muslimer, men også sunnier og kristne bakkede overvældende op bag Hizbollah. Landets anden større shia milits - Amal - meddelte at den også deltog fuldt ud i kampen mod de israelske invasionsstyrker. I starten af august støttede over 90% af libaneserne Hizbollahs forsvar af Libanon.

Israel erkendte i starten af august den omfattende opbakning og udstrakte sine bombardementer af Beirut til også at gælde kristne kvarterer, og i det sydlige Libanon til også at gælde kristne landsbyer.

Opbakningen bag Hizbollah var ikke afgrænset til Libanon. Organisationens evne til at forsvare Libanon mod de israelske invasionsstyrker fik dens popularitet til at eksplodere i hele den arabiske verden. Blot få måneder tidligere var det helt utænkeligt at se Hizbollah flag i sunni dominerede lande som golfstaterne og Saudi Arabien, men hurtigt fik den stjernepopularitet, og dens leder Hannan Nazrallah en status der nåede op på niveau med Nassers. Denne popularitet var ikke afgrænset til den muslimske befolkning. Også kristne og sekulære arabere i ikke blot Libanon og Palæstina men hele den arabiske verden udtalte beundring for Hizbollahs indsats, der på få uger ødelagde det image Israel gennem 50 år havde opbygget, at dets hær (IDF) var uovervindelig. Israel indledte efter 1 uges terrorbombardementer af Libanon landkrigen og erklærede at ville besætte det sydlige Libanon op til Litani floden, men Hizbollahs modstand mod invasionsstyrken var så voldsom og velforberedt, at både israelske elitestyrker og reservister igen og igen blev slået tilbage, og måtte trække sig ud.

I den forstand fik USA's udenrigsminister Condoleeza Rice ret i sin betragtning om, at krigen ville ommøblere situationen i Mellemøsten. Den viste, at selvom Israel havde et ubetinget luftherredømme, kunne dets landstyrker drives på flugt, og samtidig styrkede krigen modstanden mod USA og Israel. Det veluddannede mellemlag i Libanon vendte sig nu åbent mod USA, efter i årtier at have haft USA som ideal. Årsagen var dets åbne støtte til Israels ødelæggelse af Libanon. I de arabiske diktaturstater der er allierede med USA - golfstaterne, Saudi Arabien, Jordan og Egypten - frygter magthaverne denne udvikling, fordi den samtidig undergraver deres egne magtpositioner.

Krigsforbrydelser

Israels krig mod Libanon var først og fremmest en krig mod civilbefolkningen og dermed en overtrædelse af 4. Genevekonvention, der omhandler beskyttelsen af civilbefolkningen under krigslignende tilstande. Israel gør sig dermed skyld i krigsforbrydelser, der ikke adskilte sig fra Hezbollahs angreb på civile i Israel - bortset fra omfanget. Israel dræbte 40-50 gange flere civile, og den systematiske ødelæggelse af Libanons infrastruktur gjode samtidig Israel ansvarlig for statsterrorisme.

Allerede den 20. juli kritiserede FN's Menneskerettighedskommissær Louise Arbor krigsførelsen og talte om mulige krigsforbrydelser i både Libanon, Israel og Gaza. Hun udtalte videre:

Indiscriminate shelling of cities constitutes a foreseeable and unacceptable targeting of civilians... Similarly, the bombardment of sites with alleged military significance, but resulting invariably in the killing of innocent civilians, is unjustifiable

Menneskerettighedsrådet vedtog 11. august en udtalelse, der skarpt kritiserede Israel for dets krigsforbrydelser i Libanon. Israel er imidlerid berygtet for at sidde alle former for international kritik overhørig uanset om den måtte komme fra den Internationale Domstol i Haag, FN eller menneskerettighedsorganisationer.

FN's øverste chef for nødhjælpsoperationer, Jan Egeland besøgte 22. juli Beiruts sydlige forstæder. Han var stærkt chokeret over omfanget af ødelæggelserne efter de israelske bombardementer. Hele kvarterer var blevet jævnet med jorden. Han erklærede, at Israels bombardementer var helt ude af proportioner med tilfangetagelsen af to israelske soldater, og erklærede bombardementerne for en «overtrædelse af international humanitær lov». Egeland fortalte videre, at Israel havde nægtet FN at gennemføre nødhjælpsoperationer i det sydlige Libanon. Israels militær ville selv fordele nødhjælpen under overværelse af Røde Kors. Israel gjorde 21. juli hele sydlibanon til en «free-fire» zone, hvor Israel skød på alt hvad der bevægede sig. Det israelske militærs radio erklærede 24. juli, at israel ville jævne 10 bygninger i det sydlige Beirut med jorden for hver Hizbollah raket der blev affyret mod Israel. Militæret gjorde alvor af truslen 25. juli, da det efter flere dages pause genoptog bombardementerne af civilbefolkningen i det sydlige Beirut. Israel har en mangeårig tradition for tilsvarende ekstremt voldelige gengældelsesaktioner mod den palæstinensiske civilbefolkning efter palæstinensiske angreb mod Israel.

Iflg. FN og det Internationale Røde Kors udviklede situationen i det sydlige Libanon allerede efter 1 uges krig sig hastigt til en humanitær katastrofe i stor skala, da Israel sønderbombede infrastrukturen, og beskød alle køretøjer dets fly kom på skudhold af. Det gjaldt både flygtninge, nødhjælpskonvojer og ambulancer. Internationalt Røde Kors rapporterer om sådanne israelske angreb på ambulancer, hvoraf en blev ramt af et israesk præcisionsmissil midt i korset. En praksis Israel allerede i flere år har anvendt i Gaza og på Vestbredden.

I desperation over at dets landoffensiv i syd var gået i stå pga. hård libanesisk modstand, og fortsatte massive libanesiske raketangreb på Israel, angreb Israelske kampfly 4. august den kristne bydel i Beirut og ødelagde de sidste 5 broer ud af Beirut, hvilket bragte nødhjælpsarbejdet til standsning. Samtidig blev de sidste broer over Litani floden bombet, så nødhjælpsorganisationerne ikke længere kunne transportere nødhjælp ind i det sydlige Libanon. I protest begyndte nødhjælpsorganisationerne at transportere nødhjælpen over Litani floden med håndkraft. I Bekaa dalen dræbte israelske bombefly 23 landarbejdere, og fra det sydlige libanon var der rapporter om 53 dræbte civile i to huse bombet af Israel. Som hævn for den israelske terror sendte Hizbollah over 200 raketter ind over det nordlige og centrale Israel, hvoraf 2 nåede så langt sydpå som Hadera, kun 40 km fra Tel Aviv. 3 civile israelere blev dræbt som følge af Hizbollahs terror.

Israel anvendte forbudte klyngebomber i sine bombardementer af Libanon. Human Rights Watch (HRW) fotograferede 23. juli klyngebomber som vist på billedet på grænsen mellem Israel og Libanon. HRW har i Libanon konstateret, at Israel ikke blot anvender klyngebomber mod militære mål, men også civile. Den 19. juli blev en familie på 12 dræbt under et israelsk angreb med klyngebomber på landsbyen Blida. Israel anvender ligeledes fosforbomber mod civilbefolkningen, hvilket også er ulovligt. Human Rights Watch' erklæring om Israels brug af klyngebomber

Storbritanniens formand for Underhuset og tidligere udenrigsminister Jack Straw erklærede 26. juli: Israels militære aktioner «kan yderligere destabilisere den allerede skrøbelige libanesiske nation». Og videre: «Jeg sørger over de mange uskyldige israelere, der er blevet dræbt under konflikten. Og jeg sørger over de 10 gange flere libanesere, mænd, kvinder og børn, der er blevet dræbt af det israelske militær». Han tilsluttede sig samtidig den britiske underigsministers kritik af Israel for dets voldsomme krig mod den libanesiske civilbefolkning.

Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. (ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august).

Human Rights Watch fulgte krigen tæt og kritiserede begge parters krigsforbrydelser. Den 3. august offentligjorde menneskerettighedsorganisationen rapporten Fatal Strikes. Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon. Den 8. august opfordrede den FN til at indlede en efterforskning af drab på civile i Libanon og det nordlige Israel U.N.: Open Independent Inquiry into Civilian Deaths.
Human Rights Watch' rapporter og dokumenter om krigsforbrydelser i Libanon og Israel.
Human Rights Watch' multimedia om krigsforbrydelserne.

På sin ekstraordinære session 11. august fordømte FN's Menneskerettighedsråd Israels krigsforbrydelser i Libanon. (Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon).

IDF massakre i Qana

Det israelske luftvåben gennemførte natten til søndag 30. juli en massakre på civile i byen Qana. 10 år tidligere gennemførte den israelske hær en anden massakre i samme by, da Israel angreb en FN lejr og dræbte 106 pålæstinensiske kvinder og børn, der have søgt tilflugt der. De oprindelige rapporter fra massakren 30. juli talte om over 60 dræbte, svarende til de to familier med ialt 63 medlemmer, der havde søgt tilflugt i bygningen, som Israel bombede. Det viste sig i løbet af nogle dage iflg. Human Rights Watch, at 22 havde overlevet. 28 dræbte blev umiddelbart gravet ud af ruinerne - heraf 16 børn. De resterende 13 mentes - da HRW besøgte byen - fortsat at være begravet under ruinerne.

Massakren 30. juli udløste fordømmelse i det meste af verden. Den engelske, franske, spanske og svenske regering fordømte israelernes massakre og opfordrede sammen med EU's udenrigskoordinator, Javier Solana til øjeblikkelig våbenhvile. I hele den arabiske verden blev massakren skarpt fordømt - også af USA's nære allierede, Jordan og Egypten. FN's Sikkerhedsråd holdt søndag eftermiddag et hastemøde om situationen og FN's Generalsekretær Kofi Annan udtalte ved den lejlighed: Vi må fordømme denne aktion på den kraftigst mulige måde. Jeg er dybt bekymret over, at mine tidligere appeller om ophør af kamphandlingerne ikke er blevet efterfulgt, med det resultat at uskyldiges liv fortsat bliver taget, og uskyldige fortsat lider. Jeg gentager derfor min opfordring om våbenhvile. Handling er nødvendig, for at flere børn, kvinder og mænd ikke skal dø for en konflikt, som de ingen kontrol har over. I Venezuela udtalte præsident Hugo Chavez, at massakren er udtryk for israelsk statsterrorisme og fascisme. Venezuela afbrød siden sine diplomatiske forbindelser med Israel. Den libanesiske regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet, som hun skulle have besøgt 30. juli under sit besøg i regionen. USA's regering erklærede: «Israel har ret til at beskytte sig selv». Israel beklagede massakren, og søgte derefter at legitimere den med en påstand om, at Qana var tilholdssted for Hizbollah, og at civilbefolkningen var blevet beordret af Israel til at forlade byen. Samme dag kunne FN imidlertid meddele, at de humanitære organisationer var ude af stand til at sende nødhjælps- og evakueringskonvojer ind i det sydlige Libanon pga. manglende sikkerhedsgarantier fra Israel. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller undlod at kritisere Israel for massakren, og nøjedes med at udtrykke forfærdelse over det «meningsløse tab af menneskeliv». Møller undlod samtidig at kræve øjeblikkelig våbenhvile i kamphandlingerne. Den danske udenrigsminister erkendte dog, at israels krig mod Libanon ikke svækker Hisbollah, men tvært imod styrker organisationen.

Israel dræbte over 28 flygtninge i en bygning i Qana i det sydlige Libanon natten til søndag den 30. juli 2006. Heraf var 16 børn. Israels krigsforbrydelse blev fordømt over det meste af verden og førte til den hidtil kraftigste opfordring fra Kofi Annan om øjeblikkelig våbenhvile. Libanons regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet. USA bakkede ufordrødent Israels krigsforbrydelser op og og fortsatte sine våbenleverancer. CNN's rapportage fra Israels massakre i Qana, 30. juli 2006

FN's Sikkerhedsråd udtrykte sent søndag forfærdelse over massakren. USA's FN ambassadør John Bolton hindrede rutinemæssigt kritik af Israel for massakren. USA ønskede, at Israel fortsatte sin krig i Libanon. Som følge af verdens fordømmelse erklærede Israel søndag, at det indstillede bombardementerne af det sydlige Libanon i 48 timer, men fortsatte imens krigsforbrydelserne i resten af landet. Libanon erklærede mandag den 31. juli for national sørgedag for ofrene fra Qana.

Efter nyheden om Israels massakre i Qana kom ud, stormede libanesere spontant FN's bygning i Beirut. FN's sikkerhedsvagter fik hurtigt situationen under kontrol. Demonstranterne efterlod sig dette visitkort: «1968-2006. 38 års israelsk terrorisme mod Libanon». USA's blokade for FN indgriben i konflikten fik store dele af den arabiske verden til at opgive FN som fredsorganisation.

Israels bombestop over det sydlige Libanon medførte at Hizbollah samtidig indstillede sin beskydning af israelske byer med raketter. Hizbollah havde siden krigens start fremført, at det kun beskød Israel med raketter som svar på Israels angreb. Inden Israels start på krigen 12. juli, faldt der ingen raketter over det nordlige Israel. Først da Israel selv brød sit bombestop på 2. dagen genoptog Hizbollah langsomt raketbeskydningen.

I et sidste desperat forsøg på at vende krigens udvikling, invaderede over 10.000 israelske soldater efter bombestoppets ophør det sydlige Libanon, i et forsøg på at erobre libanesisk land. De stødte på hård modstand fra libanesiske militsgrupper. 1. august angreb en israelsk kommandoenhed Baalbek 100km nord for grænsen, bortførte 5 libanesere og dræbte 19 civile. Samme dag regnede 230 raketter ned over det nordlige Israel. Det højeste siden krigens start. Kort forinden havde Israels premierminister erklæret, at Israel stort set havde elimineret Hizbollahs evne til at beskyde Israel. En påstand der ikke svarede helt til virkeligheden. 3. august genoptog Israel sine terrorbombardementer af Beirut.

Danmark

Danmark stillede sig krigens start bag USA og Israel, og trods den danske plads i FN's Sikkerhedsråd undlod den danske regering at bruge denne mulighed til at støtte bestræbelserne på at bringe krigen til ophør. Den officielle diskurs var at «Israels angreb på Libanon ikke var ude af proportioner» (Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen), at «konflikten ikke kunne stoppe før Hizbollah var nedkæmpet» (udenrigsminister Per Stig Møller), og Danmark var på et EU udenrigsministermøde med til at hindre, at EU arbejdede for en øjeblikkelig våbenhvile. EU skulle kun arbejde for indstilling af kampene.

Under den borgerlige danske regering var den danske våbeneksport eksploderet, og gennem produktionen af komponenter til bl.a. F-16 kampfly når disse danske våben også til Israel.

Mens udenlandske medier hurtigt udviklede en mere nuanceret dækning af krigen, fungerede de danske medier - med få undtagelser - som talerør for den israelske militærpropaganda. Jyllandsposten gik så langt som til at erklære «Vi er alle israelere». For mere nuanceret information og nyhedskilder, se: BBC World's dækning, CNN, al-Jazeera og det libanesiske borgerlige dagblad Daily Star.

Ustabil situation

Israel blev efter krigen kastet ud i turbulent politisk situation. Justitsminister Haim Ramon måtte afgå efter seksuelt at have chikaneret en 18 årig israelsk soldat. Det blev afsløret, at den øverstkommanderende for krigsforbrydelserne mod Libanon, generalstabschef Dan Halutz umiddelbart efter den israelske regering igangsatte angrebet på Libanon den 12. juli solgte sine aktier, for at undgå de kursfald på 20-30% den israelske børs blev udsat for ved krigsudbruddet. Gerrigheden var større end patriotismen. Premierminister Ehud Olmert var genstand for næsten daglige demonstrationer - bl.a. fra de reservister der var blevet indkaldt til krig, der demonstrerede mod krigens absurditet og de mange tab. 120 israelske soldater blev dræbt. Heraf alene 33 dræbte de sidste to dage, da Israel sendte 40.000 soldater ind i Libanon i et forsøg på at nå Litani floden.

Libanon krigen var den længste Israel havde ført, og samtidig den krig hvor landet led det største politiske og militære nederlag. Ikke engang de to arresterede soldater der officielt var anledningen til krigen blev løsladt. Af de to parter overholdt Libanon og Hizbollah våbenstilstanden, hvorimod Israel ved en række lejligheder brød den. Det alvorligste brud fandt sted den 19. august, da Israel gennemførte en offensiv aktion dybt ind i Bekaa dalen. Aktionen blev imidlertid slået tilbage af libanesiske styrker og 3 israelske soldater blev dræbt. Militæranalytikere vurderede, at aktionen var et desperat israelsk forsøg på enten at befri de 2 arresterede israelske soldater, eller tilfangetage et højtstående Hizbollah medlem, der kunne bruges i en fangeudveksling mod de to israelere. Efter den fejlslagne aktion igangsattes hemmelige forhandlinger mellem de parter med Tyskland som mellemmand.

I Libanon var israelerne mest interesserede i at komme ud så hurtigt som muligt igen, og tillod derfor overraskende 15.000 libanesiske soldater at rykke syd for Litani floden. Samtidig trak store israelske troppestyrker sig ud af landet. Hizbollah gik i gang med at uddele penge til de civile ofre for krigen i det sydlige Libanon. Hver familie fik 12.000 US$. USA stillede ligeledes penge til rådighed, men libaneserne afviste at tage imod denne støtte udfra en argumentation om, at først blev de bombet med nordamerikanske bomber, og bagefter forsøgte USA at købe aflad med dollars. Den gik ikke. Også golfstaterne gik ind med støtte, der imidlertid skulle kanaliseres gennem den libanesiske regering. Trods indsats fra USA og reaktionære arabiske stater, blev Hizbollahs position efter våbenhvilen derfor yderligere styrket. Meningsundersøgelser i bl.a. Egypten viste, at den mest populære politiker i landet var Hizbollahs Nasrallah.

Frankrig havde under forhandlingerne om resolutionen i FN's Sikkerhedsråd lovet at stå i spidsen for den multinationale udvidelse af UNIFIL til 15.000 soldater i det sydlige Libanon, men fik efterfølgende kolde føder. Landets blev derfor voldsomt skoset af neokonservative kredse i USA. USA ønskede til gengæld ikke selv at deltage i styrken efter at være blevet bombet ud af Libanon i 1983. Frankrigs betænkeligheder skyldtes uklarhederne i resolutionen omkring afvæbning af Hizbollah. Resolutionen kræver ikke klart Hizbollahs afvæbning. Dette er imidlertid et klart krav fra USA og Israel. Men Frankrig havde selv dårlige erfaringer fra sin tilstedeværelse i Libanon i 1982-83, og ønskede ikke at blive stillet til regnskab for en umulig afvæbning, som Israel ikke engang selv kunne klare. Frankrig gik først med til at udvide sin deltagelse i UNIFIL til 1700 mand da det blev slået fast, at UNIFIL ikke skal varetage afvæbningen af Hizbollah. Til gengæld lovede Italien at stille 3.000 soldater.

 

Skamstøtte over Israels krigsforbrydelser i Libanon Israel begik i perioden 12. juli - 14. august 2006 alvorlige krigsforbrydelser under sin krig mod Libanon. Over 1100 libanesiske civile og 4 ansatte ved FN's fredsbevarende styrker, UNIFIL blev dræbt under de israelske terrorbombardementer. Til sammenligning blev 157 israelere dræbt. Heraf 40 civile. Krigsforbrydelserne blev 11. august fordømt af FN's Menneskerettighedsråd: Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon Amnesty International konkluderede 24. august, at Israel med vilje havde ramt civile og civil infrastruktur i Libanon og derfor havde gjort sig skyld i krigsforbrydelser. Menneskerettighedsorganisationen opfordrede FN til at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission til undersøgelse af Hizbollahs og Israels krigsforbrydelser. AI Lebanon: Destruction of civilian infrastructure Human Rights Watch producerede under krigen rapporter og dokumenter om krigsforbrydelser i Libanon og Israel. Kirkernes Verdensråd fordømte efter en delegationsrejse til Libanon og Israel 11-16. august 2006 de israelske krigsforbrydelser. Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august. Det internationale samfund har en instans til håndtering af krigsforbrydelser i form af den Internationale Straffedomstol, ICC. Men ligesom USA har Israel placeret sig udenfor verdenssamfundet ved at afvise at tilslutte sig ICC. Men Israel har underskrevet Genevekonventionerne, og andre lande der har gjort dette - herunder Danmark - kan derfor retsforfølge skyldige i overtrædelser af krigens love. Men det er ikke sandsynligt, at dette vil ske. Derfor er det nødvendigt at rejse denne skamstøtte over ikke blot de israelske krigsforbrydelser, men også det internationale samfunds manglende vilje til at gribe ind overfor forbrydelserne, kritisere dem og retsforfølge dem: USA blokerede i 4 uger for at FN's Sikkerhedsråd kunne vedtage en resolution med krav om våbenhvile. Resolutionen blev først vedtaget, da den israelske regering og militær var kørt fast Resolutionen undlod at kritisere Israel for dets krigsforbrydelser Danmark og de øvrige vestlige lande undlod at presse på i Sikkerhedsrådet med krav om en resolution, og hindrer efterfølgende at Israels generaler og politikere anklages for krigsforbrydelser Peace, Propaganda & The Promised Land. Dokumentarudsendelse om mediernes manipulation af Israel/Palæstina konflikten (Google video. 1 time 19 min).

 

BBC billeder fra Israels krigsforbrydelser i Beirut

Virkningerne af krigshandlingerne i Libanon og Israel, temaudsendelse (56 min.) i DR P1 Orientering 27. august 2006

Statslige bankrøvere

IDF plyndrede 20. september vekselhuse og banker på den besatte vestbred for flere mio. US$. Palæstina var allerede i dyb økonomisk krise pga. USA's og EU's økonomiske blokade mod det demokratisk valgte selvstyre og Israels blokader og krig mod landet. Bankrøverierne havde til formål yderligere at forstærke denne krise. (Haaretz: IDF raids W. Bank bureaux de change, confiscates millions. 20/9 2006)

Israel optrappede i starten af november angrebene på Gaza og dræbte over 42 civile palæstinensere. Angrebene var afledningsmanøvrer ifht. den dybe politiske krise, Israel selv stod i. Landets præsident, Moshe Katzav blev i oktober officielt stillet under anklage for en række tilfælde af voldtægt mod tidligere medarbejdere. Samtidig inviterede premierminister Olmert partiet Yisrael Beiteinu til at deltage i regeringen og gjorde partiets formand, Avigdor Lieberman til vice-premierminister og «minister for strategiske trusler» (mod Israel). Partiet var et fascistisk parti der åbent går ind for transfer - dvs. udryddelse af alle palæstinensere fra Palæstina. I starten af november krævede Lieberman, at ikke blot palæstinensere i Palæstina, men også palæstinensere i Israel skulle udryddes.

Israels vice-premierminister Avigdor Lieberman krævede i 2006 alle palæstinensere i Israel og i Palæstina udryddet.

 

Den 8. november 2006 gennemførte Israel endnu et granatangreb mod flygtningelejren Beit Hanoun i Gaza. Flere end 19 civile palæstinensere blev dræbt - næsten alle kvinder og børn. Massakren skete da israelske tanks åbnede ild mod huse i lejren. Den blev fordømt i den arabiske verden og af EU. Udenrigsminister Perez kaldte angrebet et «uheld».

Planer om atomangreb mod Iran

Israel har siden slutningen af 1960'erne været i besiddelse af atomvåben, bygget af våbenplutonium leveret af USA. Landet er ligesom Nordkorea ikke underskriver af ikke-spredningstraktaten, og har altid modsat sig inspektionsbesøg fra den den Internationale Atomenergikommissions (IAEA) side. Det har historisk hverken officielt indrømmet eller afvist besiddelsen af atomvåben - indtil premierminister Ehud Olmert i efteråret 2006 i et interview indrømmede eksistensen. Eksperter mener at landet er i besiddelse af omkring 100 kernevåben. Den primære årsag til at USA og Israel går så stille med dørene omkring de israelske atomvåben er dels at de er en krænkelse af ikke-spredningsaftalen, dels at USA's lovgivning forbyder bistand til lande der krænker ikke-spredningsaftalen. Offentlig anerkendelse af de israelske atomvåben ville tvinge USA til at afbryde sin massive militære bistand til Israel.

I en artikel 7. januar 2007 i den britiske avis Sunday Times blev det afsløret, at Israel havde udarbejdet detaljerede planer for et atomart angreb på Iran med det formål at sætte dette lands uran-oparbejdningsanlæg ud af spillet. Israelske militære kilder afslørede, at israelske piloter øvede et scenarie, hvor oparbejdningsanlægget i Natanz først angribes med konventionelle bunker-busters bomber, der skulle åbne en dyb skakt ned til det underjordiske anlæg. Derefter vil andre fly sende så mange taktiske kernevåben ned i denne skakt som muligt med det formål at ødelægge anlægget.

Gennemfører Israel sit atomare angreb, vil det være første gang siden USA's angreb på Hiroshima og Nagasaki i 1945, at kernevåben anvendes til angreb. Det vil med et slag ændre de militære konventioner og åbne op for almindelig anvendelse af kernevåben i konflikter.

Israel afviste de detaljerede planer skitseret i Sunday Times som rygter.

I maj 2007 offentliggjordes en officiel rapport om fejlene begået under Israels krig mod Libanon året forinden. Rapportens skarpe kritik af premierminister Olmert fik både opposition og medlemmer af Olmerts eget Kadima parti til at kræve hans afgang. Den stærkt svækkede premierminister klyngede sig dog fortsat til magten.

I juni trådte præsident Katsav tilbage fra posten efter at have indrømmet at have voldtaget flere kvinder. Han indrømmede desuden andre seksuelle krænkelser.

I et sidste forsøg på at sikre sig et positivt eftermæle, indkaldte George Bush i november parterne i mellemøstkonflikten til konference i Annapolis i USA med henblik på at igangsætte en ny fredsproces. Israel deltog også i konferencen og lovede at deltage i processen. En måned senere igangsattes nye folkeretstridige bosættelser på Vestbredden. Bush besøgte i januar 2008 for første - og sidste gang - i sin regeringstid Israel.

Israelske krigsforbrydelser i Gaza

Efter Hamas' valgsejr i januar 2006 gennemførte Israel flere omfattende blokader af Gaza. I Israels analyse vil den Vestlige Verden afstå fra at kritisere Israels krigsforbrydelser overfor Gazas befolkning fordi Hamas er Palæstinas folkevalgte regering. På sitet 194now.net/Killingfields kan Israels angreb på Gaza følges dag for dag. I juni 2008 blev der indgået en uformel våbenhvile mellem Israel, Hamas og de militante grupper i Gaza. Israel afstod fra at gennemføre større invasioner og angreb ind i Gazas slumkvarterer og flygtningelejre mod at de militante grupper indstillede deres raketindgreb ind i Israel. Våbenhvilen holdt frem til 4. november hvor Israel besluttede at genoptage sine angreb på Gazas befolkning. Det skete da landet likviderede 6 medlemmer af Hamas. De militante grupper i Gaza genoptog deres raketindgreb. Israels undskyldning for sine krigshandlinger er selvforsvar - det er nødt til at besvare angrebene fra Gaza. Men i november var det Israel der brød våbenhvilen, og tabstallene talte deres tydelige sprog. Amnesty International oplyste, at 420 palæstinensere i 2008 frem til november 2008 var blevet dræbt af de israelske angrebsstyrker (IOF), heraf halvdelen ubevæbnede civile og heraf 80 børn. På den israelske side blev 24 dræbt, heraf 4 børn.

Tal fra Israels eget militær viser at våbenhvilen mellem Israel og Gaza i månederne juni-oktober 2008 (det som militæret nøjes med at kalde "Lull in fighting") var effektiv. Det var først da Israel 4. november besluttede at afbryde våbenhvilen, da den likviderede 6 Hamas medlemmer, at raketangrebene blev genoptaget. (Summary of rocket fire and mortar shelling in 2008 (Intelligence and Terrorism Information Center at the Israel Intelligence Heritage & Commemoration Center (IICC), Fast link. Israel dræbte i 2008 ca. 700 palæstinensere, deraf knapt 200 børn. Militante palæstinensere dræbte samme år 27 israelere, heraf 4 børn.)

Samtidig med genoptagelsen af sine krigshandlinger mod Gaza indledte Israel en total blokade af området. Israelske pirater på det israelske militærs skibe håndhævede en søblokade, der ikke tillod palæstinensiske både at fiske, eller skibe med nødhjælp at nå ind til Gaza. Alle forsyninger med nødhjælp ind i området blev indstillet, og elektricitetsforsyningen fra Israel reduceret (Israel havde allerede bombet og ødelagt de fleste elkraftværker i Gaza). Amnesty International erklærede 14. november 2008: «Israels militær har fuldstændig blokeret for alle leverancer af humanitær bistand, medicin, olie og elektricitet til Gaza. Det er intet andet end kollektiv afstraffelse af Gazas civilbefolkning. Samtidig hindrer Israel alle udenlandske journalister og diplomater adgang til området. Israel ønsker ikke at verden ser de lidelser de udsætter Gazas 1,5 millioner indbyggere for». Og 14 dage senere erklærede formanden for FN's Generalforsamling, Miguel D'Escoto Brockmann: «Israels aktioner overfor Vestbredden og Gaza minder om tidligere tiders ttheid». Brockmann mindede samtidig om, at det kan være nødvendigt med sanktioner overfor Israel for at få den til at indstille sine krigsforbrydelser. Den Vestlige Verden fortsatte imidlertid sin åbne accept af de israelske handlinger, og EU diskuterede i samme periode opgradering af de handelsmæssige relationer mellem EU og Israel. Trods massiv nordamerikanske bistand til Israel, er dens primære handelspartner EU.

Israel indledte 27. december 2008 terrorbombardementer af Gazas flygtningelejre. Officielt for at ramme Hamas, men menneskerettighedsorganisationer kunne hurtigt berette, at over halvdelen af de 300 der var dræbt i løbet af 2 dages luftbombardementer var civile. Iagttagere pegede på at med blot 40 dage til valg i Israel og regeringens svækkede position var den mest sandsynlige årsag ønsket om at vinde det forestående valg ved at dræbe nogle hundrede palæstinensere.

Offer for Israels terrorbombardementer af Gaza, 27. december 2008. En lille pige afventer behandling udenfor et hospital i Gaza.

Israel indledte 3. januar 2009 sin land invasion af Gaza, og fra denne dag eskalerede statens krigsforbrydelser drastisk med angreb på skoler, hospitaler, ambulancer (22 læger, sygeplejersker og ambulancefolk var frem til 10. januar blevet dræbt af israelske soldater), FN's nødhjælpskonvojer, men først og fremmest Gazas civilbefolkning. Trods Israels forsøg på mørklægning af sine massakrer i Gaza ved at hindre journalisters adgang til området kom billeder alligevel ud, og informationerne førte bl.a. til at højtstående FN embedsmænd anbefalede Israel stillet for den Internationale domstol i Haag for sine krigsforbrydelser og til at flere europæiske socialdemokratier tog en historisk beslutning ved at anbefale sanktioner mod landet. Olmert regeringen erkendte situationens alvor da den i slutningen af måneden forbød medierne at bringe navne og billeder på officerer, der havde deltaget i massakrene i Gaza. Den erklærede samtidig, at den ville gøre sit yderste for at hindre at de blev stillet for domstole i udlandet anklaget for krigsforbrydelser.

Imens fortsatte en spansk undersøgelsesdommer sit arbejde med udfærdigelse af anklager mod den tidligere israelske krigsminister Benjamin Eliezer og 5 andre højtstående krigsforbrydere for deres krigsforbrydelser i Gaza i 2002.

Amnesty International offentliggjorde 23. februar 2009 en omfattende rapport om krigsforbrydelserne i Gaza: Fuelling conflict: Foreign arms supplies to Israel/Gaza. I rapporten anbefalede Amnesty International en international våbenblokade af både Israel og Hamas, og kritiserede samtidig Israels våbenleverandører i USA og EU skarpt for deres bidrag til Israels krigsforbrydelser. Opfordringen til blokade var udtryk for at Israel på verdensplan stod stadig mere isoleret.

Valg 2009

Israel gennemførte den 10. februar valg til parlamentet. Inden da havde staten forbudt de palæstinensiske partier, der indtil da havde repræsenteret landets 1 mio. palæstinensiske indbyggere. Valgets store vindere var den radikale højrefløj repræsenteret ved partierne Yisrael Beiteinu og Likud. Yisrael Beiteinu under ledelse af den tidligere russiske dørvogter Avigdor Lieberman krævede åbent alle palæstinensere smidt ud af både Israel og de besatte områder. Mens den vestlige verden stillede krav til den palæstinensiske regering under ledelse af Hamas om anerkendelse af staten Israel, erklærede både Yisrael Beiteinu og Likud åbent at der aldrig bliver nogen palæstinensisk stat. Ved valget blev det siddende regeringsparti, Kadima snævert det største, men den radikale højrefløj gik så stærkt frem at Benjamin Netanyahu fra Likud fik til opgave at danne ny regering. Ved valget blev Yisrael Beiteinu som ventet landets tredje største og overhalede Arbejderpartiet.

Likuds valgplatform - en platform for krig Likud vedtog i 1999 en valgplatform som fortsat er gældende, og er den der ligger på Knessets WebSite. Platformen udtrykker klart partiets modstand mod fred med palæstinenserne og den arabiske verden og ønske om fortsat krig. Platformens hovedpunkter er: INGEN palæstinensisk stat Israels regering afviser kategorisk oprettelsen af en palæstinensisk stat vest for Jordanfloden. Palæstinenserne kan frit leve deres liv indenfor rammerne af et selvstyre, men ikke som en selvstændig eller suveræn stat. På spørgsmålene om udenrigspolitik, sikkerhed, emigration og naturressourcer vil deres rettigheder være begrænsede og underlagt hensynet til Israels eksistens, sikkerhed og nationale prioriteter. Jordan Floden som permanent grænse Jordan Floden og de områder der støder op til den skal være underlagt israelsk herredømme, og floden skal være staten Israels permanente østlige grænse. Kongedømmet Jordan er en ønskelig partner i fremtidige permanente aftaler mellem Israel og palæstinenserne. Bosættelser i de besatte områder! De jødiske bosættelser i Judea, Samaria og Gaza (Vestbredden og Gaza) er realiseringen af zionistiske værdier. Bosættelsen af disse områder er et klart udtryk for for det jødiske folks uafviselige ret til Israels land, og udgør en hjørnesten i forsvaret for staten Israel. Likud vil fortsætte med at styrke og udvikle disse bosættelser og vil hindre deres fjernelse. Jerusalem som Israels udelelige hovedstad Jerusalem er den evige forenede hovedstad for staten Israel, og kun for Israel. Regeringen afviser kategorisk palæstinensiske ønsker om at dele Jerusalem... Regeringen afviser kategorisk de strømninger ude i verden - hvoraf nogle har et anti-semitisk udspring - der stiller spørgsmål ved Jerusalem som Israels hovedstad, og ved den 3000 år lange specielle forbindelse mellem det jødiske folk og dets hovedstad. For at sikre dette skal politiets tilstedeværelse i Jerusalems østlige del øges, og Likud regeringen vil ihærdigt øge den jødiske bosættelse af den østlige del af byen og styrke den israelske suverænitet i denne. Golan Højderne forbliver israelske Den 10. Knesset forsamling gennemførte på Likud regeringens foranledning en lov om at udbrede israelsk lov, jurisdiktion og administration over Golan Højderne, og etablerede således israelsk suverænitet over området. Regeringen vil fortsætte med at øge de israelske bosættelser i Golan Likud - Platform

Likuds formand Benyamin Netanyahu præsenterede 31. marts 2009 sin nye regering baseret på den ekstreme højrefløj. Den mest fremtrædende position mod omverdenen fik Avigdor Lieberman, der blev udenrigsminister. I forsøg på at opbløde regeringens højreradikale karaktertræk overfor omverdenen forsøgte Netanyahu at få centrum-højre partierne Kadima og Arbejderpartiet med i sin regering. Det blev blankt afvist fra Kadimas side, mens Arbejderpartiet der blev halveret ved valget gik med. Partiets formand Ehud Barak fik kun med snævert flertal sit parti til at acceptere regeringsdeltagelsen. For at holde sammen på de mange konger i højrefløjspartierne i regeringen måtte Netanyahu udnævne ikke mindre end 30 ministre. Det højeste antal i nogen hidtidig israelsk regering.

Marts 2009. Israelske soldater indrømmer krigsforbrydelser i Gaza

I starten var det kun de palæstinensiske ofre i Gaza der talte om israelske krigsforbrydelser. Forbrydelserne blev senere bekræftet af FN og senere af menneskerettighedsorganisationer der skulle gennemføre omfattende undersøgelser. I marts kom turen til israelske soldater der begyndte at fortælle offentligt om de forbrydelser de havde været vidner til og om de israelske «rules of engagement», der ingen begrænsninger havde ifht. at begrænse drab på palæstinensiske civile. Den israelske påstand fra starten af terrorkrigen mod Gaza om at Israel gjorde alt for at beskytte civilbefolkningen var dermed demonteret. Tabstallene fra krigen var: 1200 civile dræbt og 250 partisaner.

Israeli soldiers say killing civilians 'allowed'. Israel's army is accused of war crimes after more than 1,300 Palestinians were killed in the war on Gaza.
In interviews published by a leading Israeli newspaper, Israeli soldiers say killing Palestinian civilians and destroying their homes was allowed in Israel’s rules of engagement during the war.
'Shooting and crying' , Ha'aretz, 20. marts 2009
IDF in Gaza: Killing civilians, vandalism, and lax rules of engagement, Ha'aretz, 19. marts 2009
ANALYSIS / Can Israel dismiss its own troops' stories from Gaza?, Ha'aretz, 19. marts 2009
Time to believe Gaza war crimes allegations, Ha'aretz, 24. marts 2009
Guardian investigation uncovers evidence of Israeli war crimes in Gaza, UK Guardian 23. marts 2009
Under attack: how medics died trying to help Gaza's casualties, UK Guardian 23. marts 2009
Israeli troops describe shooting Gaza civilians, UK Guardian 20. marts 2009
Israeli troops shot 'unarmed Palestinian civilians under orders' during Gaza war, UK Guardian 19. marts 2009

FN's Specielle Rapporteur for den besatte områder, Richard Falk fremlagde på FN's Menneskerettighedsråds møde den 23. marts sin rapport om Israels krig mod Gaza og konstaterede at Israel klart havde overtrådt proportionalitetsprincippet (1453 dræbte palæstinensere overfor 13 dræbte israelere) og overvejende havde dræbt civile. Han opfordrede derfor FN til at retsforfølge Israel for krigsforbrydelser. Statement on Gaza to the Human Rights Council Meeting on March 23rd 2009 by Richard Falk, Special Rapporteur for the Occupied Palestinian Territories. To dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en omfattende rapport om Israels brug af hvid fosfor (Rain of Fire. Israel’s Unlawful Use of White Phosphorus in Gaza, Human Rights Watch 25/3 2009. 75 siders rapport om Israels ulovlige anvendelse af fosforbomber mod civilbefolkningen i Gaza). Udover omfattende dokumentation af Israels ulovlige anvendelse af dette våben konkluderer rapporten videre, at Israel med denne anvendelser har begået krigsforbrydelser. (Human Rights Watch fotos af hvid fosfor i Gaza)

Et skud, to mord

Israelske soldater har verdens højeste moral. Her ses fritidsbeklædningen fra IDF, der opfordrer til mord på palæstinensiske kvinder og børn.

Israel ynder i sin propaganda at omtale sine soldater som soldater med verdens højeste moral. Propagandaen står ikke mål med virkeligheden. Det israelske dagblad Ha'aretz kunne i slutningen af marts 2009 bringe fotos af soldater iklædt T-shirts, der opfordrede til mord på palæstinensiske civile. Beklædningen havde de fået fra det israelske militær. Teksten på en T-shirt var «1 shot 2 kills» med en tegning af en gravid palæstinensisk kvinde. Teksten på en anden T-shirt var «Jo mindre, jo sværere» og viste en tegning af et barn med et gevær. Ha'aretz havde interviewet en af soldaterne om meningen med denne T-shirt, og han udtalte: «der er en dobbelt betydning i den. Det er jo et barn, så der er måske lidt moralske skrupler, og så er det fordi målet er sværere at ramme». En tredje T-shirt viste en soldat der sprang en moske i luften med teksten «Kun gud tilgiver». Israeli Army T-Shirts Mock Gaza Killings

Israel saboterer FN's efterforskning af krigsforbrydelser

En lang række fremtrædende internationale personligheder med tidligere forkvinde for FN's Menneskerettighedsråd, Mary Robertson og tidligere chefanklager ved FN's krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavienog for Rwanda, Richard Goldstone i spidsen anbefalede i marts 2009 FN's Menneskerettighedsråd at nedsætte en ekspertkomission tilundersøgelse af påståede krigsforbrydelser i Gaza, de øvrige besatte områder og Israel. Rådet besluttede i starten af april at nedsætte en sådan kommission under ledelse af dommer Goldstone, der er sydafrikaner og har en jødisk baggrund. Den palæstinensiske side anerkendte umiddelbart kommissionen og erklærede sin villighed til at samarbejde med den. Den højreradikale israelske udenrigsminister erklærede 16. april, at Israel ikke ville anerkende kommissionen. Den fik derfor ikke mulighed for at gennemføre uafhængige undersøgelser i hverken Israel eller de besatte områder. Israel saboterede på lignende vis i 2002 en uafhængig FN undersøgelse af IDF's massakre i flygtningelejren Jenin på den besatte Vestbred.

Israels regering erklærede samtidig «fredsprocessen» for død. Under besøg af USA's fredsmægler i konflikten John Mitchell i Israel 16. april erklærede premierminister Netanyahu, at der ikke længere eksisterede en fredsproces, og at den i givet fald skulle genopfindes på ny betingelser. Han fortsatte med at erklære at der ikke ville blive tale om forhandling om en to-statsløsning før alle palæstinensere anerkender Israel (Israel anerkender til gengæld ikke Palæstina). Det israelske synspunkt deles ikke af USA, hvor både præsident Obama og udenrigsminister Clinton fremhævede behovet for etableringen af to stater..

2009 Stigende kløft i forholdet til USA

Allerede før sin indsættelse som præsident i USA erklærede Barack Obama, at fred i Mellemøsten ville have en høj prioritet for hans administration. Efter sin magtovertagelse i januar 2009 indsatte han senator John Mitchell som fredsmægler i regionen. Da Israels premierminister Netanyahu i maj 2009 besøgte Washington erklærede Obama, at et stop for de israelske bosættelser i de besatte områder stod højest på dagsordenen. USA's erklæring blev ignoreret af den nyvalgte regering i Israel, og Obama strammede efterfølgende USA's holdning til: «Israels bosættelser i de besatte områder er til skade for USA's sikkerhedspolitiske situation». Mens det de sidste 6 år af Bush jr. regeringsperiode var umuligt at skelne mellem erklæringer fra Tel Aviv og Washington, markerede de første måneder af 2009 et stadig større gab mellem nordamerikansk og israelsk retorik. Obama gik under sin tale i Cairo i juni 2009 yderligere et skridt videre ved at erklære at indstillingen af israelske bosættelser skal følges af nedlæggelse af bosættelser. Dette er klare krav til israel på vejen mod fred i Mellemøsten.

Breaking the Silence

Den israelske soldaterorganisation Breaking the Silence offentliggjorde i juli en rapport baseret på interviews med 53 israelske soldater og officerer, der gjorde tjeneste under israels angreb på Gaza i januar.

Breaking the Silence: israelske soldater fortæller om IDF's krigsforbrydelser i Gaza.

Interviews med soldater og officerer bekræftede følgende systematiske brud på 4. Genevekonvention:

• Soldaterne blev af deres overordnede bildt ind, at der ikke var civile i de områder de gik ind. Alle mennesker de antraf var pr. definition væbnede modstandere.
• Eftersom alle personer var «rules of engagement»: shoot to kill. Alle var fjender, der kunne dræbes.
• IDF anvendte ved alle husgennemsøgninger civile palæstinensere som menneskelige skjolde. De blev som de første sendt ind i husene.
• Der blev rutinemæssigt anvendt fosforgranater. Ikke blot i åbne områder, men også i beboede områder.

Soldaterne berettede endvidere, at rabbinerne der havde taget afsked med dem i Israel havde omtalt angrebet på Gaza som «hellig krig». Lidt ældre soldater berettede om, at det især var de yngre soldater der havde levet sig helt ind i Rambo rollen, og gik levende op i dræbe så mange (civile) palæstinensere som muligt. IDF benægtede rutinemæssigt krigsforbrydelserne.

Breaking the Silence om krigsforbrydelserne i Gaza
Breaking the Silence Gaza rapporten

Det ulovlige bosættelsesbyggeri fortsætter - uanset forholdet til USA

Udenrigsminister, Avigdor Lieberman erklærede i august, at landets konsul i Boston, Nadav Tamir skulle afskediges. Tamir havde en uge forinden forfattet et internt memo, hvor det hed at Israels modvillighed overfor at give efter for USA's pres for at standse bosætterbyggeriet i de israelsk besatte områder har «forværret forholdet mellem de to lande og påfører Israel strategisk skade». Som følge af det interne notat blev Tamir øjeblikkelig kaldt tilbage til Israel til en irettesættelse, men udenrigsministeren ønskede ham helt fjernet. Som en del af Oslofredsaftalen som Israel underskrev med PLO i 1993, forpligtigede Israel sig til et totalt stop for bosættelser i de besatte områder. Antallet af bosættere er ikke desto mindre fordoblet siden 1993. Israels indenrigsminister Eli Yishai der samtidig er formand for Shas partiet besøgte ligeledes i august den nye E1 bosættelse i udkanten af Østjerusalem og erklærede at bosættelsesbyggeriet naturligvis skal fortsætte uanset Washingtons synspunkter. Formålet med E1 er at afskære det palæstinensiske Østjerusalem fra resten af Vestbredden. (Avigdor Lieberman calls for Israeli diplomat to quit over US ties warning).

Israel til kamp mod menneskeretsorganisationer

Israel vedtog i august lovgivning, der forbød udenlandsk støtte til israelske menneskerettighedsgrupper. Formålet var at lukke munden på israelske grupper, der dokumenterer Israels krigsforbrydelser. Det gælder grupper som Coalition against House Demolitions, Breaking the Silence og B'tselem. Det var soldaterorganisationen Breaking the Silence der en måned tidligere dokumenterede Israels anvendelse af hvid fosfor og «shoot to kill» politik overfor civile under invasionen af Gaza i januar.

Israel questions rights groups motives

Få dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en rapport der dokumenterer og kritiserer Israels drab på civile under landets invasion i Gaza i januar 2009. Rapporten behandler indgående IDF's mord på 11 civile palæstinensere under invasionen af Gaza. (HRW: White Flag Deaths. Killings of Palestinian Civilians during Operation Cast Lead, Israel troops 'shot Gaza civilians', Israeli soldiers killed unarmed civilians carrying white flags in Gaza, says report. Israel afviste rutinemæssigt HRW's rapport og insisterede på, at Israel har en hær med «verdens højeste moral» og kun dræber terrorister. Vi bringer her billedet af en af de «terrorister» Israel dræbte 5. Januar 2009, den 5 årige Nada al-Marrdi. Hun blev dræbt i ‘Atatra af israelske soldater, da hun, hendes familie og naboer forsøgte at komme ud af området bærende på hvide T-shirts, sat som flag på stokke.

Israel dræbte 5. Januar 2009, den 5 årige Nada al-Marrdi

Body snatchers

Det kom i august 2009 til en diplomatisk krise mellem Sverige og Israel. Anledningen var angiveligt en artikel i den svenske avis Aftonbladet 17. august (Våra söner plundras på sina organ), der beskrev det israelske militærs organtyverier blandt dræbte palæstinensere. 3 uger tidligere var den israelske rabiner Levy Izhak Rosenbaum blevet arresteret i Brooklyn, New York for medvirken til organhandel. Han købte nyrer i Israel for 10.000 US$ og solgte dem til dødsyge nordamerikanere for 150.000 US$. Aftonbladet refererede til en sag fra 1992, hvor israelsk militær dræbte den 19 årige Bilal Achmed Ghanan, fløj ham bort og først leverede ham tilbage til familien 1 uge siden, hvor han var blevet syet sammen fra underliv til halsen. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu «.. krævede ikke en undskyldning af den svenske, men at den skulle fordømme Aftonbladet og dens artikel» (Israel-Sweden row over media report). Det blev afvist af den svenske regering, der henviste til, at der eksisterer ytringsfrihed i Sverige. Det israelske krav blev sammenlignet med arabiske krav til den danske regering i 2006 om at den skulle tage afstand fra de såkaldte Muhammad tegninger i Jyllandsposten. Den israelske offensiv mod Sverige havde dog to andre formål. Sverige overtog formandsposten i EU 1. juli og bakkede USA's kritik af den fortsatte og illegale israelske ekspansion af sine bosættelser i de besatte områder. Desuden var offensiven møntet på offentligheden i USA for at bevise, at antisemitismen fortsat lever i bedste velgående i Europa. Israel karakteriserer rutinemæssigt enhver kritik af landets overgreb mod den palæstinensiske befolkning som antisemitisme. (Se også: Palestinians seek organ theft probe)

Efter flere måneders retorik om anti-semitisme indrømmede den tidligere chef for Israels retsjuridiske institut, Jehuda Hiss i december, at israelske læger gennem flere år havde fjernet organer fra dræbte palæstinensere for at anvende dem til transplantationer. De israelske besættelsesstyrker (IOF) erklærede i israelsk TV2, at denne praksis var et tiår gammel og ikke længere forekom. (Israel admits to organ thefts)

FN karakteriserer Israels krig mod Gaza som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

Undersøgelseskommissionen nedsat af FN's Menneskerettighedsråd og under ledelse af Richard Goldstone udsendte i september sin rapport om Israels krig mod Gaza i december/januar. Vestlige medier, herunder de danske, præsenterede rapporten som en kritik af begge parter i konflikten. Konflikten var imidlertid ikke symmetrisk. Mens næsten 1400 palæstinensere blev dræbt af israelere - de fleste civile - blev 13 israelere dræbt - de fleste soldater. Rapportens gennemgående tema er, at Israel gennemførte sin krig mod Gaza med en overvældende voldsanvendelse og søgte at dræbe civile. Den samme pointe var tidligere blevet fremført af israelske soldater og menneskerettighedsgrupper. Rapporten slog fast, at Israel på en lang række punkter begik grove overtrædelser af Geneve Konventionen: ved sin anvendelse af højeksplosive granater, ved sin dokumenterede anvendelse af hvid fosfor, ved ikke at give civilbefolkningen mulighed for at slippe ud af konfliktzonen. Israel smed godt nok flyveblade ned over Gaza, men eftersom hele Gaza blev omdannet til krigszone havde civilbefolkningen ingen steder at flygte hen for at undgå det israelske militær. Rapporten slog endelig fast, at Israel på en række punkter gik endnu videre og «begik forbrydelser mod menneskeheden». Israel havde på forhånd forbudt Goldstone adgang til Israel og havde forsøgt at hindre undersøgelseskommissionens adgang til Gaza. Efter rapportens udgivelse karakteriserede det israelske udenrigsministerium den som «ensidig». Israel havde de forudgående uger forsynet sine ambassader og venner i udlandet med materiale der skulle bagvaske Goldstone og undersøgelseskommissionen. Det hindrede imidlertid ikke, at rapporten endegyldigt demonterede den israelske påstand om den israelske hær som verdens mest moralske. (HUMAN RIGHTS IN PALESTINE AND OTHER OCCUPIED ARAB TERRITORIES. Report of the United Nations Fact Finding Mission on the Gaza Conflict, Rapport til FN's Menneskerettighedsråd, 15. september 2009. Filversion).

Goldstones dokumentation af Israels krigsforbrydelser var særlig belastende for regimet, og det satte derfor en hidtil uhørt offensiv ind for at få ham til at trække sin rapport tilbage. I Sydafrika sørgede Israel for at få ham smidt ud af det jødiske samfund, og i FN regi fik det spændt ben for hans arbejde. I foråret 2011 bøjede han sig for det massive pres og tog delvis afstand fra sin 2009 rapport ved at erklære at han beklagede sine konklusioner om, at Israel havde begået krigsforbrydelser ved overlagt at myrde civile palæstinensere. Goldstones knæfald for den israelske offensiv blev øjeblikkelig modsagt af de 3 andre forfattere til rapporten: topjurister fra Pakistan, Storbritannien og Irland. (UN Gaza report co-authors round on Goldstone).

Al Jazeera interviewer Richard Goldstone om Israels krigsforbrydelser

I januar 2010 dræbte terrorister fra den statslige israelske terrororganisation Mossad Hamas' repræsentant i Dubai, Mahmoud al-Mabhouh. Israel myrder oftest palæstinensere inde i de besatte områder, men har også gennem de sidste 40 år likvideret snesevis af palæstinensere udenfor Palæstina. Der var imidlertid det nye aspekt i Dubai likvideringen, at terroristerne havde anvendt forfalskede pas fra Australien, Irland og Storbritannien for at komme ind i Dubai. Det førte til en diplomatisk krise mellem de tre lande på den ene side og Israel på den anden, og til udvisningen af flere israelske diplomater.

Forholdet mellem Israel og USA blev drastisk forværret i marts, da Israel midt under besøg af USA's videpræsident Joseph Biden gik i gang med nye etniske udrensninger i Østjerusalem og på Vestbredden som led i udvidelser af sine bosættelser. Bidens besøg havde til formål at bane vej for en ny fredsproces, og dette fredsformål lagde Israel i ruiner. USA's udenrigsminister Hillary Clinton kaldte den israelske opførsel for en fornærmelse, og Biden tog hjem før tiden. Et efterfølgende besøg i Washington af premierminister Netanyahu cementerede blot konflikten.

Som led i USA's og Israels krigsforberedelser mod Iran gennemførtes i maj en konference i Washington om ikke-spredning af kernevåben. Konferencen havde den utilsigtede virkning, at den opfordrede til gennemførelse af en ny konference i 2012 med det formål at få forbudt masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten. Israel (og USA) er de eneste stater der i dag har kernevåben i Mellemøsten, og Israel afviser klart at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen, der ville underkaste dens kernevåbenprogrammer international kontrol (som det f.eks. er tilfældet i Iran, der har underskrevet og ratificeret aftalen).

International statsterror

Den 31. maj 2010 gik Israel i aktion på 3 fronter. Natten til den 31. gennemførte den luftangreb på Gaza. I den tidlige morgen gik terrorister og pirater fra Israels flåde til angreb på civile skibe i internationalt farvand og dræbte 9 internationale humanitære hjælpearbejdere - 8 fra Tyrkiet og 1 fra USA. Terroraktionen førte til omfattende internationale fordømmelser og medførte skarp diplomatisk kritik fra Sverige og Spanien. Grækenland afbrød en planlagt fælles flådeøvelse med Israel og Tyrkiet trak sin ambassadør hjem. Ombord på skibene der blev angrebet af de israelske pirater befandt sig 10.000 tons nædhjælp til Gaza, og ca. 1000 aktivister, nødhjælpsarbejdere og politikere fra 40 lande. Deriblandt en Nobelprismodtager og medlemmer af Europaparlamentet. Endelig annoncerede Israel samme dag, at det havde sendt 3 atomubåde bevæbnede med krydsermissiler til Hormuz strædet med det formål at angribe Iran.

FN's Sikkerhedsråd vedtog 1. juni en resolution, der fordømte Israels angreb på den humanitære flåde og drab på 9 nødhjælpsarbejdere. Resolutionen pålagde endvidere Israel øjeblikkeligt at frigive de beslagte skibe, deres last, og de 1000 tilfangetagne nødhjælpsarbejdere, aktivister, politikere og journalister, der blev holdt som gidsler i et fængsel i det sydlige Israel. Resolutionen opfordrede endvidere til en uafhængig undersøgelse af forløbet, der førte til massakren. Frankrig, Rusland og Kina ønskede endvidere Israels kriminelle blokade af Gaza ophævet øjeblikkelig. Dette blev hindret af USA, der blot ønskede en lempelse af blokaden. Israel ignorerede FN resolutionen. Israel konfiskerede skibene og deres last, og erklærede at det ikke ville tillade en uafhængig undersøgelse. Enkelte af de 1000 blev udvist øjeblikkeligt, mens andre blev sat i Beersheva fængslet. Med støtte fra vestlige medier forsøgte det israelske propagandaministerium at bilde verden ind, at der ikke var tale om nødhjælp men våben fra al-Qaeda, og det ikke var de israelske pirater der angreb nødhjælps flotillen, men derimod piraterne der blev angrebet - da de forsøgte at erobre skibet. Først efter pres fra selv NATO begyndte Israel efter 3 dage at løslade blandt de 1000 gidsler det havde taget, og først på dette tidspunkt begyndte verden at få andre beretninger fra terroraktionen, end de historier den israelske militærcensur havde sendt ud. Obduktioner af ofrene for Israels terrorangreb viste, at 5 af de 9 dræbte var blevet dræbt af kugler i hovedet, der var affyret på 2-14 cm afstand. Der var med andre ord tale om rene likvideringer.

FN Menneskerettighedsråd nedsatte en fact-finding mission bestående af 3 dommere fra bl.a. Haag tribunalet for krigsforbrydelserne på Balkan og Sierra Leone krigsforbrydertribunalet. Dommerne slog i en rapport i slutningen af september fast at:

 

• Der fandtes ingen offensive våben ombord på skibene, der kunne benyttes mod de israelske soldater. Israel havde løjet og ført verdenssamfundet bag lyset i dette forhold.
• De israelske soldater brugte skarpe skud under deres angreb på skibene, og det var årsagen til drabene på 9 deltagere og såringen af 50 andre. 6 af de dræbte var ofre for summariske henrettelser. To af dem blev dræbt med skud, da de var hårdt såret og ude af stand til at forsvare sig selv.
• Volden mod aktivisterne på skibene fortsatte efter at disse var bortført til Israel.
• Volden var fuldstændig ude af proportioner med truslen og udgjorde en alvorlig krænkelse af den humanitære folkeret og menneskerettighederne. Både på skibene og efterfølgende i Israel.

 

Missionen konkluderede videre, at der kunne rejses tiltale mod en række israelere for deres krigsforbrydelser under angrebet på nødhjælpskonvojen. Fact-Finding Mission on the Israeli attack on the Flotilla carrying humanitarian assistance to Gaza presents report to Human Rights Council, Report of the international fact-finding mission

Den israelske terroraktion mod en nødhjælpskonvoj i internationalt farvand har slået yderligere skår i det ellers nære forhold mellem USA og Israel.

De israelske pirater gjorde alt for at konfiskere alle filmoptagelser fra deres angreb på nødhjælpskonvojen 31. maj. Det mislykkedes. Svensk TV lavede i december en dybdeborende udsendelse om den israelske pirataktion på baggrund af udsmuglede optagelser.

 

 

 

Rachel Corrie 16. marts 2003	Rachel Corrie var en ung nordamerikansk kvinde af jødisk afstamning og fredsaktivist. Hun blev myrdet af israelske soldater, da hun den 16. marts 2003 forsøgte at hindre militærets bulldozere i at ødelægge et hus i Gaza. Hun blev kørt over af bulldozeren og døde af sine kvæstelser.
Tom Hurndall April 2003	Tom Hurndall var en 21 årig engelsk foto-journalist, der var rejst til Gaza som del af International Solidarity Movement. Han blev skudt i hovedet af en israelsk snigskytte, da han forsøgte at redde et såret palæstinensisk barn på gaden. Hurndall kom aldrig til bevidsthed og døde 9 måneder senere på et hospital i London.
James Miller April 2003	Blot 3 uger senere blev den 34 årige britiske fotograf James Miller myrdet af en soldat fra den samme israelske hærenhed. Han var i Rafah lejren for at lave en reportage til en nordamerikansk TV station. Obduktionen viste at han var blevet dræbt øjeblikkeligt. Videooptagelser fra stedet viste, at Miller og hans hold havde båret hvide flag og havde råbt til de israelske soldater, at de var britiske journalister.
Tristan Anderson 13. marts 2009	Den 38 årige Tristan Anderson blev skudt i hovedet af en israelsk soldat med en højhastigheds tåregasgranat. Sammen med flere hundrede andre var han i den palæstinensiske by Nilin for at protestere mod Israels ulovlige opførelse af sin apartheid-mur. Anderson overlevede med svære hjerneskader efter mordforsøget.
Israel har siden 2001 myrdet 6-7000 palæstinensere. Men staten slår i stigende grad også ned på journalister og fredsaktivister fra den vestlige verden. Ofte bliver de blot deporteret eller nægtet indrejse - det gælder også snesevis af danskere - og i en række tilfælde er de blevet myrdet af israelske soldater.

Den 5. juni gentog pirater og terrorister fra den israelske flåde aktionen, da de angreb nødhjælpsskibet Rachel Corrie i internationalt farvand. Denne gang dog uden at gennemføre en massakre på de ombordværende. Havretten er på dette punkt meget klar. Israel har - som andre lande - lov til at inspicere skibe i eget territorialfarvand, men i internationalt farvand er denne handling kun tilladt når der formodes at være tale om slavehandel. Angreb i internationalt farvand som de israelske betragtes juridisk som pirateri, eller når der er tale om en militær aktion som et angreb på det land, skibet er hjemmehørende i. Israel gennemførte altså krigshandlinger rettet mod Tyrkiet (31. maj) og Irland (5. juni). Begge lande protesterede overfor Israel.

Israelske pirater angreb i slutningen af september endnnu en gang et nødhjælpsskib. Denne gang det græske Irene, der udover nødhjælp havde en række prominente israelere og jøder fra andre lande ombord.

Tyrkiet afbrød i starten af september 2011 delvist de diplomatiske forbindelser med Israel. Anledningen var, at Israel nægtede at undskylde mordene på de 9 tyrkiske statsborgere i maj 2010. Gennem mere end 1 år havde der været forhandlinger mellem de to lande for at nå frem til en formulering for en israelsk undskyldning. Forgæves. Israels ambassadør og 1. sekretær blev udvist af tyrkiet, og Tyrkiet nedgraderede omvendt sin ambassade i Tel Aviv til 2. sekretærniveau. Tyrkiet erklærede samtidig, at landet ville indbringe Israels folkeretstridige blokade af Gaza for den Internationale Domstol i Haag. Domstolen erklærede i 2006 Israels apartheid-mur ned gennem den israelsk besatte Vestbred for ulovlig. Premierminister Erdogan erklærede samtidig, at han planlagde at besøge Gaza. Israel svarede igen, at Israel og USA med alle tænkelige midler ville hindre et tyrkisk statsbesøg i Gaza. Israel erklærede videre, at det ikke ville undskylde sin sørøvervirksomhed i internationalt farvand, da det ville udstille landet som en «svag nation».

Amnesty International kritiserede i sin årsrapport 2010 i skarpe vendinger USA, EU og resten af den vestlige verden for at holde hånden over Israel og det massive krænkelser af menneskerettighederne og Genevekonventionerne. Vesten viser dermed resten af verden, at det ikke er nødvendigt at respektere hverken menneskerettigheder eller Genevekonventioner. Amnesty International fremhæver i sin rapport specielt følgende israelske krænkelser:

• Mordene på over 1380 palæstinensere - herunder 330 børn - under Israels krig mod Gaza i januar 2009
• Under krigen forhindrede Israel i strid med folkeretten de sårede civile i at komme ud af Gaza, hindrede nødhjælp i at komme ind, hindrede udenlandske journalister adgang og hindrede efterfølgende efterfølgende internationale organisationer - herunder FN - i at gennemføre undersøgelser
• Israels likvideringer af civile under krigen mod Gaza
• Israels omfattende anvendelse af hvid fosfor mod civilbefolkningen
• Israels angreb på hospitaler og FN installationer
• Israels anvendelse af civile som skjolde under dets militære operationer
• Israels ulovlige blokade af Gaza
• Israels apartheid bestemmelser på Vestbredden, der giver de israelske bosættere ubegrænset adgang til vand, mens den palæstinensiske befolkning er underlagt skrap rationering
• Israels etniske udrensninger af palæstinensere fra Østjerusalem
• Israels tvangsfordrivelser af palæstinensere fra andre steder af Vestbredden
• Israels ødelæggelser af palæstinensiske huse
• Israels overdrevne voldsanvendelse overfor den palæstinensiske befolkning
• Israels omfattende anvendelse af administrativt fængsel - fængsel uden rettergang
• Israels gennemførelse af retssager mod palæstinensere uden opfyldelse af selv basale retlige garantier
• Israels anvendelser af fængsler i Israel til at holde palæstinensere indespærret - i strid med 4. Genevekonvention - og hindring besøg af familiemedlemmer og børn af de indsatte
• Israels omfattende anvendelse af tortur
• Fuldstændig straffrihed for israelske soldater for mord og tortur begået af disse

International boykot af Israel

Lige som verden fra starten af 1980'erne igangsatte boykot af apartheid regimet i Sydafrika, således har den internationale boykot af regimet i Israel taget fart siden 2001, hvor det af FN blev stemplet som en apartheid stat. Det skete på FN's konference mod Racediskrimination i Durban, Sydafrika.

Israel Apartheid Ugen blev første gang organiseret af anti-zionistiske grupper i 2005, og har siden spredt sig til 27 byer i bl.a. USA, Storbritannien, Sydafrika, Mexico og Norge.

Indenfor det akademiske område er Israel siden 2003 blevet udsat for boykot. De første af disse initiativer blev taget i Storbritannien, hvor bl.a. de universitetsansattes fagforening, NAFTHE vedtog at boykotte israelske forelæsere og akademiske institutioner, der ikke havde taget afstand fra Israels apartheid politik. Efter Israels krig mod Gaza i 2008/09 offentliggjorde 400 fremtrædende britisk ansatte akademikere en opfordring til akademisk boykot af Israel. Deriblandt filosoffen Etienne Balibar, økonomen Eric Hobsbawm og den israelske historiker Ilan Pappé. Ligeledes i Canada førte Israels Gaza krig til beslutninger om akademisk boykot - bl.a. i Toronto. I USA blev denne fulgt op af U.S. Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel. I den nordamerikanske kampagnes rådgivende panel indgår bl.a. den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der spillede en fremtrædende rolle i kampen mod apartheid i Sydafrika; den israelske historiker Ilan Pappé og den nordamerikanske økonom James Petras. I både Bergen og Trondheim har universiteterne officielt besluttet at boykotte Israel akademisk.

I foråret 2009 besluttede det berømte britiske Science Museum at aflyse workshops, der ellers skulle promovere israelsk videnskab overfor skolebørn. I sommeren returnerede den internationale filmfestival i Edinburgh en gave fra den israelske ambassade på 300£ efter omfattende protester. Samtidig udløste Torontos internationale filmfestival protester, da den valgte Tel Aviv som åbningstema. Bl.a. den britiske filminstruktør Ken Loach, David Byrne og Jane Fonda protesterede, og den canadiske instruktør John Greyson trak sin film fra festivalen. I maj 2010 besluttede den britiske musiker Elvis Costello at aflyse en turne i Israel i protest mod landets apartheid politik.

I februar 2009 besluttede den belgiske regering at forbyde våbeneksport til Israel, der styrker landet militært. I september besluttede den britiske fagbevægelse at tilslutte sig et generelt forbud mod våbeneksport til Israel og mod at importere varer produceret i israels illegale bosættelser på den besatte Vestbred. En større norsk pensionsfond besluttede ligeledes i september at sælge sine aktier i den israelske Elbit Systems virksomhed, der producerer sikkerhedsudstyr til Israels ulovlige apartheidmur. I Danmark diskuterer flere pensionsselskaber og Københavns Kommune at trække deres investeringer ud af Israel.

I Sverige, Nederlandene og Australien er der siden 2006 igangsat boykotkampagner af den franske virksomhed Veolia, der deltager i bygningen af en letbane omkring Østjerusalem - i strid med 4. Genevekonvention. I juni 2010 besluttede 3F's pensionsselskab PensionDanmark at opgive sine investeringer i Veolia pga. selskabets aktiviteter i de besatte områder. Der findes endvidere et stærkt internationalt pres mod den nordamerikanske virksomhed Caterpillar, der fremstiller entrepenørmaskiner, der bl.a. bruges af den israelske hær til at smadre palæstinensiske huse. Det var ligeledes en Caterpillar der i 2004 blev brugt af militæret til at myrde den nordamerikanske aktivist Rachel Corrie.

Allerede i 2006 vedtog den sydafrikanske faglige landsorganisation COSATU at boykotte Israel, og kaldte landet en apartheidstat. Fra 2010 boykotter sydafrikanske havnearbejdere israelske skibe - de bliver ganske enkelt ikke losset i Sydafrika - og de offentligt ansattes fagforbund SAMWU besluttede i juni at sikre at ingen israelske varer bruges i de sydafrikanske kommuner. I 2007 besluttede det britiske journalistforbund at boykotte israelske varer og at opfordre den britiske regering til at indføre sanktioner mod Israel, som den tidligere havde gennemført sanktioner mod Sydafrika. I 2008 besluttede det irske fagforbund for offentligt ansatte at støtte en boykot af israelske varer og tjenesteydelser og at opfordre til at trække investeringer ud af israelske virksomheder der er involveret i eller profitterer på besættelsen af Vestbredden og Gaza. I 2009 igangsatte de canadiske postarbejdere en kampagne for boykot, afinvestering og sanktioner mod Israel. Endelig igangsatte malaysiske, norske og svenske havnearbejdere i juni 2010 boykotaktioner mod israelske skibe, der ganske enkelt ikke længere losses i Malaysia, Norge eller Sverige.

20. juni 2010. 800 demonstrerede i Oakland havn, Californien og blokkerede dermed losningen af et israelsk containerskib. Havnearbejderne havde på forhånd meddelt at de ikke ville losse skibet, hvis adgangen blev blokkeret. Historic Victory at Oakland Port – Israeli Ship Blocked from Unloading

Forbrugerboykotten af Israel er ligeledes tiltagende. I 2010 besluttede det nordiske COOP's italienske COOP søsterselskab at boykotte alle israelske varer. Egentlig ville italierne kun boykotte varer produceret i de illegale bosættelser, men Israel gør det muligt at skelne mellem bosættervarer og varer produceret i Israel, og den italienske boykot gælder derfor alle israelske varer. I Sverige boykottes H&M butikker, fordi denne kæde har besluttet at åbne en række butikker i Israel.

Den mest effektive boykot af bosættervarer blev imidlertid igangsat af det palæstinensiske selvstyre i 2010. Palæstinensere der handler med bosættervarer får en bøde på op til 15.000 US$ eller fængsel i 2-5 år. Denne boykot har allerede ført til lukning af mange virksomheder i de illegale israelske bosættelser og skaber en stigende arbejdsløshed i disse. At boykotten gør ondt kom i juni 2010 til udtryk ved at den israelske regering besluttede at indstille udbetalingen af indeholdt moms til selvstyret. Dette skridt er godt nok i strid med Oslofredsaftalen, men den begravede Israel i forvejen i 2001.

Ved domstole rundt om i verden er der udstedt arrestordrer eller anlagt sager mod en lang række israelske krigsforbrydere: tidligere premierminister Ariel Sharon, tidligere udenrigsminister Tzipi Livni, krigsminister Ehud Barak, tidligere krigsminister Benjamin Ben-Eliezer, tidligere IDF stabschef Moshe Yaalon, tidligere IDF stabschef Shaul Mofaz, den tidligere israelske efterretningschef Avi Dichter, generalmajor Doron Almog og oberstløjtnant David Benjamin. Konsekvensen af de internationale arrestordrer og retssager er, at israelske krigsforbrydere i dag skal tænke sig vældig godt om inden de rejser ud af Israel, fordi de risikerer at blive stillet for retten i Europa for deres forbrydelser. I Danmark har de dog fortsat frit slag. Danmark undlod i 2001 at stille den nyudnævnte israelske ambassadør Carmi Gilon for retten, selvom denne som øverste chef for den israelske efterretningstjeneste havde fremmet anvendelsen af tortur. Den daværende danske justitsminister Frank Jensen henviste til, at Wienerkonventionen der beskytter diplomater talte mere end FN's Torturkonvention. Det var sludder, men på den baggrund slap den israelske torturbøddel for at blive stillet for retten i danmark.

Også inde i Israel er boykotten tiltagende. I august underskrev 60 israelske skuespillere, teaterdirektører og manuskriptforfattere en opfordring til israelske teatre og skuespillere om ikke at spille i de besatte områder. Boykotten blev mødt med vold fra bosætternes side, hvilket fik endnu flere skuespillere til at skrive under på boykotten.

Den irske nobelprismodtager Mairead Maguire blev i september deporteret fra Israel, hvor hun skulle have besøgt de besatte områder. Israel deporterer årligt flere tusinde udlændinge af politiske årsager. I maj blev den internationalt kendte sprogforsker - og jøde - Noam Chomsky nægtet indrejse i Israel, hvor han skulle have talt på det palæstinensiske Bir Zeit universitet. Israel presses i stigende grad af den internationale akademiske boykot og svarer igen ved at boykotte internationale akademikere.

Israel pålagde i oktober alle ikke-jøder at aflægge en troskabsed overfor staten. Edens ordlyd var følgende: «Jeg vil være en loyal borger i staten Israel, der er en jødisk og demokratisk stat». Alle ikke-jøder der ønsker israelsk statsborgerskab skal aflægge denne ed. Jøder får automatisk statsborgerskab i Israel. «Det overgår hvad selv borgere i nazi-tyskland havde pligt til», udtalte den tidligere danske modstandsmand Frede Klitgård efterfølgende og fortsatte: «Kun soldaterne i den tyske Wehrmacht skulle aflægge ed til Hitler - ikke befolkningen». Eden blev vedtaget i det israelske parlament, Knesset på initiativ af udenrigsminister Avigdor Lieberman og hans Yisrael Beiteinu parti.

USA erkendte i december, at der ikke længere var nogen fredsproces - pga. Israels sabotage. Samme måned besluttede Brasilien, Argentina og Uruguay ensidigt at anerkende Palæstina som stat - som protest mod Israels sabotage af en fredsløsning. I Europa udsendte 26 fremtrædende politiske og diplomatiske ledere et åbent brev til EU's Ministerråd, der opfordrede dette til at øge presset på Israel. De mest fremtrædende underskrivere var tidligere næstformand for EU Kommissionen Chris Patten, tidligere premierminister Guiliano Amato, tidligere udenrigsminister og EU Kommissær Hans van den Broek, tidligere EU Udenrigskommissær Benita Ferrero-Waldner, tidligere premierminister Felipe Gonzales, tidligere premierminister Lionel Jospin, tidligere premierminister og formand for EU Kommissionen Romano Prodi, tidligere præsident Mary Robinson, tidligere forbundskansler Helmut Schmidt, tidligere EU Udenrigskoordinator og Mellemøst fredsmægler Javier Solana og tidligere premierminister Thorvald Stoltenberg. Underskriverne anbefaler, at EU ikke længere holder hånden over Israel i FN's Sikkerhedsråd og i Menneskerettighedsrådet, når internationale organer behandler Israels overgreb, at opgraderingen af Israels forhold til EU stilles i bero og at EU arbejder for en effektiv boykot af israelske varer fra bosættelserne. Skridtet afspejlede, at selv EU politikerne måtte erkende, at Israel har placeret sig hensides pædagogisk og politisk rækkevidde.

2011 Til angreb på NGO'erne

Statens forhold til landets menneskerettighedsorganisationer var stærkt anstrengt. Det gjaldt især B'Tselem, Læger for Menneskerettigheder (Physicians for Human Rights) og veteranorganisationen Breaking the Silence. I januar 2011 gik regeringen mere direkte til angreb på disse organisationer. Den nedsatte en stående parlamentarisk kommite, der skal undersøge menneskerettighedsorganisationerne og financieringen af disse. Allerede ugen inden havde regeringen fjernet adgangen til menneskerettighedsorganisationernes Websites fra landets Ben Gurion lufthavn. Bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, den norske stat og Ford Foundation i USA er med til at financiere organisationerne. I marts besluttede regeringen at indlede overvågning af udenlandske grupper, bevægelser og organisationer, der ytrede kritik af Israel og dets politik overfor palæstinenserne.

Den stadige højredrejning i Israel førte ligeledes i januar til en sprængning af Arbejderpartiet. Partiets formand, Ehud Barak og 4 andre Knesset medlemmer brød ud og dannede partiet Independence. Arbejderpartiet havde i perioden op til sprængningen udtalt sig stadig mere kritisk mod landets højreradikale regering, som partiet selv havde sæde i. Kritikken endte med, at de tidligere arbejderparti-ministre - inklusive formanden - forblev i regeringen. Blot som et nyt parti

Israel søgte i januar/februar at holde lav profil overfor oprørene i den arabiske verden, der startede i Tunesien og bredte sig videre til Egypten, Bahrain, Jordan, Marokko, Yemen, Libyen, Syrien, Oman og Algeriet. De fleste dikturer i den arabiske verden var allierede med USA og EU, og havde derefter i årtier ført en politik overfor Israel der ude af trit med holdningerne i befolkningen. Oprøret mod det USA støttede Mubarak diktatur i Egypten førte til at landets upopulære blokade mod Gaza blev lettet.

I marts blev den tidligere præsident Moshe Katsav idømt 7 års fængsel for voldtægt.

I april indgik Fatah og Hamas en forsoningsaftale og aftale om dannelse af en samlingsregering. EU og USA fremkaldte i 2006-07 splittelsen i Palæstina ved at love Fatah støtte, efter Hamas i januar 2006 vandt det palæstinensiske parlamentsvalg. Men Fatah blev snydt. USA og EU fortsatte deres uindskrænkede støtte til Israel og dets fortsatte ekspansion af bosættelser på besat område. USA's veto i FN's Sikkerhedsråd i marts mod en resolution, der kritiserede Israel for dets bosættelsespolitik gjorde det klart for Fatah, at hverken EU eller USA ønsker at bidrage til fred i Mellemøsten. Dette var baggrunden for forsoningen med Hamas, der på den anden side var presset af det vaklende styre i Syrien, hvor partiet har sit hovedkvarter. Benjamin Netanyahu reagerede ved at afbryde alle kontakter til selvstyret og indstille overførslen af toldindtægter til Ramallah.

I midten af maj trådte USA's fredsmægler George Mitchell tilbage. Han kunne skabe fred i Nordirland, men var uden chance overfor et Israel der ikke ønskede fred, og USA's regering der ikke ønskede at lægge pres på Israel. Barack Obama udnævnte Mitchells stedfortræder til ny fredsmægler, men den fremtrædende senators tilbagetræden markerede alligevel, at selv fremtrædende nordamerikanske diplomater har opgivet illusionsnummeret om en fredsproces.

Maj 2011, Nakba massakren

Israelske soldater dræbte 15. maj over 20 civile palæstinensere og sårede op mod 1000. Palæstinenserne havde valgt at bruge dagen til at demonstrere for deres ret til bagevenden til det land de i 1947-48 blev fordrevet fra. Denne ret blev anerkendt af FN med resolution 194, der udtrykkeligt giver de fordrevne palæstinensere ret til at vende hjem. En ret der fortsat nægtes af Israel. I marts vedtog det israelske parlament en lov, der forbyder palæstinensere i Israel at markere Nakba - fordrivelsen fra Palæstina. Palæstinensere i Israel har i årtier demonstreret fredeligt den 15. maj mod den israelske fordrivelse af deres landsmænd, men disse demonstrationer blev fra 2011 ulovlige.

15. maj 2011. Israelske soldater beskyder civile palæstinensere, der forsøger at krydse grænsen fra Syrien ind i de israelsk besatte Golan højder. Israel dræbte den dag over 20 og sårede 1000.

 

Årets demonstrationer blev derfor gennemført ved Israels grænser, og det var i den forbindelse at over 20 civile palæstinensere blev dræbt. Ved grænsen til Libanon blev 10 dræbt. I Golanhøjderne som Israel besatte i 1967 blev yderligere 10 dræbt, og 1 blev dræbt ved Erez grænseovergangen mellem Israel og Gaza. Flere hundrede blev såret i bl.a. Jerusalem, Qalandia og Rammallah på den besatte Vestbred under sammenstød mellem demonstranter og israelske soldater. Unge demonstranter kastede sten mod soldaterne, der svarede igen med tåregas, gummikugler og skarpe skud. En stor demonstration af palæstinensere i Jordan blev standset af jordanske militær få hundrede meter fra Kong Hussein broen, der forbinder Jordan med den besatte Vestbred. Den jordanske konge er nær allieret af USA og Israel.

I Cairo blev militæret sat ind for at beskytte den israelske ambassade, da demonstranter gik til angreb efter meldinger om massakren nåede byen. Endnu værre gik det, da Israel i juli myrdede 5 ægyptiske grænsevagter ved Rafah overgangen. Det førte til stærke krav i Ægypten om at ophæve fredsaftalen fra 1978. Denne trussel fik den israelske premierminister til at undskylde mordene. Det hindrede dog ikke at demonstranter få uger senere stormede den israelske ambassade i Cairo, og ambassadestaben måtte flyves ud af landet under militæreskorte. Et par dage senere stak den israelske ambassadestab i Amman ligeledes halen mellem benene, da demonstranter også dér demonstrerede mod Israel. I løbet af blot 15 måneder var det lykkedes Israel at ødelægge forholdet til sine nabolande og skrue historien tilbage til før fredsaftalen i 1978.

14. november 2012	Israel bryder 2 dages våbenhvile og henretter Gazas øverste militærkommenderende Ahmed Jabari med en raket. 3 dage tidligere har israels transportminister Yisrael Katz på et kabinetsmøde plæderet for at Israel skal «henrette hele Hamas' ledelse i Gaza og afbryde alle forsyninger af mad, vand, elektricitet og brændsel til områdets 1,7 mio. indbyggere». Efter henrettelsen af Jabari beskyder Israel Gaza fra skibe og gennemfører flere hundrede luftangreb på Gaza by
8. november 2012	Efter 2 ugers stilstand i krigshandlingerne invaderer israelske soldater Gaza og myrder bl.a. en 12 årig pålæstinensisk dreng, der spiller fodbold
9. marts 2012	Israel bryder en våbenhvile Egypten ellers havde forhandlet på plads og henretter lederen af de Folkelige Modstandskomiteer i Gaza. De følgende dage dræber israelske soldater snesevis af palæstinensiske civile
29. oktober 2011	Israel bryder en våbenhvile, der ellers havde varet i 2 måneder, da det dræber 5 medlemmer af Islamisk Jihad
November 2008	Israel bryder ½ års våbenhvile, da det dræber 13 palæstinensere i Gaza. Anledningen er valget der skal holdes 4 måneder senere. En måned senere invaderer Israel Gaza, dræber 1400 palæstinensiske civile og bombarderer bl.a. FN's centre med fosforbomber. Israel bliver senere erklæret for skyldig i krigsforbrydelser
14. januar 2002	Israel bryder en våbenhvile, der har varet en måned, da den henretter Raed Karmi fra Fatah. Få uger senere svarer al-Aqsa Martyr Brigaden igen med sit første selvmordsangreb
23. november 2001	Israel bryder en længerevarende våbenhvile med Hamas, da det henretter den fremtrædende Hamas leder Mahmoud Abu Hanoud. Efter i flere måneder at have afstået fra at gennemføre aktioner i selve Israel, gennemfører Hamas 2 uger senere angreb i Haifa og Tel Aviv
25. juli 2001	Samtidig med at israelske og palæstinesiske forhandlere mødes for at diskutere forlængelse af en 6 uger lang våbenhvile, henretter israelsk militær et fremtrædende Hamas medlem i Nablus. 9 dage senere svarer Hamas igen med et selvmordsattentat i Jerusalem
April 1988	Israel likviderer den fremtrædende PLO leder Khalil al-Wazir i Tunis. Det sker samtidig med at USA forsøger at sammenkalde til en Mellemøstfredskonference. Likvideringen bliver derfor fordømt af USA's udenrigsministerium
September 1982	Efter Israels invasion af Libanon i juni er PLO som led i en våbenhvileaftale gået med til at forlade Libanon. Israel bryder aftalen, invaderer den vestlige del af Beirut og yder beskyttelse og logistisk opbakning mens libanesiske falangister henretter 2-3000 civile i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Israel gennemfører senere en uafhængig undersøgelse af massakren, der fører til at forsvarsminister Ariel Sharon bliver afsat for sin rolle i massakren
Israels brud på våbenhviler 1982-2012 (ufuldstændig liste) Vestlige lederes standardbemærkning hver gang Israel angriber sine nabolande eller dræber palæstinensere er: «Israel har ret til at forsvare sig». Men faktum er, at Israel ikke forsvarer sig, men konsekvent udløser kamphandlinger af politiske årsager. Bruddet på våbenhvilen i 2008 skyldtes den siddende regerings ønske om genvalg 4 måneder senere. En «valgkamp» der kostede 1400 palæstinensiske civile live

I juni planlagdes gennemført en international konvoj, der skulle sejle nødhjælp til Gaza, men israelske agenter saboterede flere af skibene, og lagde diplomatisk pres på Grækenland, der hindrede skibenes afsejling.

Flere hundrede tusinde israelere demonstrerede i juli-oktober mod de høje boligpriser og for forbedringer af sundheds- og uddannelsessystemet. En slags israelsk udgave af det arabiske forår. I Tel Aviv boede demonstranter i flere uger i en teltlejr.

Efter mange års forhandlinger lykkedes det i december at nå til en aftale om en fangeudveksling mellem palæstinensere og israelere. Den israelske soldat Gilad Shalit blev løsladt fra et fængsel i Gaza, og til gengæld løslod Israel ialt 1027 fanger i oktober og december. Næsten alle politiske.

I november gennemførte Israel prøveaffyring af en mellemdistanceraket og erklærede samtidig, at sådanne raketter skulle anvendes til at angribe mål i Iran med atomvåben. Mens Iran hverken har atomvåben eller mellemdistanceraketter, men udsættes for internationale sanktioner, førte Israels officielle planer om atomkrig i Mellemøsten ikke til vestlige reaktioner.

Iflg. Amnesty Internationals opgørelse blev 55 palæstinensere dræbt af israelske soldater i 2011. Heraf 11 børn. Dertil kom 3 palæstinensere dræbt af bosættere. Ingen blev stillet for retten for mordene. 8 bosættere blev dræbt af palæstinensere på den besatte Vestbred, og 2 israelere blev dræbt i Israel.

I februar 2012 gennemførtes et bombeattentat mod en israelsk diplomatbil i New Delhi, Indien. Hustruen til ambassadens militærattaché blev lettere såret. Samme dag opdagedes en bombe 200m fra Israels ambassade i Tblisi, Georgien, og dagen efter blev 4 kvæstet af bombemateriale der sprang for tidligt i Bangkok. Iagttagere pegede på Iran som den sandsynlige bagmand for attentaterne, selvom landet nægtede dette og fordømte dem som terroraktioner. Attentaterne blev regnet som hævn for de foregående års drab på iranske atomfysikere, som Israel mentes at stå bag. Israel og USA havde ligeledes stået bag udviklingen af meget avancerede computer viruser - bl.a. den såkaldte Stuxnet - der var blevet brugt til at sabotere de iranske uranoparbejdningsanlæg og til spionage. Attentatforsøgene på israelske diplomater i februar blev betragtet som amatøragtig gengældelse for den lavintensitetskrig Israel i flere år havde ført mod Iran. Israel truede gennem 2012 flere gange med at eskalere krigen og bombe iranske atominstallationer.

I oktober 2012 gennemførtes et voldsomt bombeattentat i Beirut. Tilsyneladende rettet mod landets efterretningschef, Wissam al-Hassan, der blev dræbt sammen med 5 andre. Den vestlige verden anklagede øjeblikkeligt Syrien for at stå bag attentatet. Den havde dog ingen forklaring på hvilken interesse det stærkt pressede Assad regime skulle have i at piske en voldsom anti-syrisk stemning i sit naboland. Andre iagttagere pegede mod Israel som den sandsynlige bagmand for bomben. Det var al-Hassan der i 2009 havde afsløret og oprullet et omfattende israelsk spionnet i Libanon. Mossad havde derfor et stort motiv for at sige tak for sidst. Israel har en lang historisk tradition for at gennemføre voldelige attentater mod sine modstandere i udlandet. Endelig kunne attentatet underbygge den vestlige verdens ønske om militær intervention mod Syrien.

Ligeledes i oktober gennemførte israelske pirater i internationalt farvand et angreb på fragtskibet S/V Estelle, der var på vej til Gaza med forsyninger for at bryde Israels blokade. Skib, besætningsmedlemmer og passagerer blev af de israelske pirater tvunget til den israelske havneby Ashdod, hvor lasten blev beslagtlagt og de ombordværende udsat for mishandling. Blandt de ombordværende var bl.a. den fremtrædende svenske jøde Dror Feiler, der spiller en vigtig rolle i kampen i Sverige mod Israels illegale besættelse af Palæstina.

Endelig bombede israelske fly i slutningen af oktober Yarmouk fabriksanlægget i udkanten af Sudans hovedstad, Khartoum. Israel ville hverken be- eller afkræfte angrebet, men karakteriserede fabriksanlægget som en «våbenfabrik financieret af Iran» og karakteriserede Sudan som en «terrorstat». Nu var det godt nok ikke Sudan der bombede Israel, men derimod Israel der bombede Sudan. Angrebet på fabriksanlægget i Khartoum, 1600km fra Israel blev af internationale iagttagere betragtet som en øvelsesoperation forud for et eventuelt israelsk luftangreb på Iran. Israel bombede sidst Sudan i februar 2009. USA bombede i 1998 en påstået våbenfabrik i Khartoum, der efterfølgende viste sig at have været en medicinfabrik.

2012 Nyt valg. Ny krig

Netanyahu udskrev i oktober valg til afholdelse i januar. Få uger senere meddelte de to regeringspartier, Likud og det nynazistiske Yisrael Beiteinu at de sluttede sig sammen. Som i 2008 besluttede regeringen at føre valgkamp med militæret. I 2008 brød den Israelske regering en langvarig våbenhvile med Gaza, invaderede området og dræbte 1.400 civile palæstinensere i et forsøg på at blive genvalgt. I november 2012 indledte Israel krigshandlinger mod Syrien og Gaza. Efter flere israelske brud på våbenhvilen henrettede Israels militær den 14. november Gazas militære øverstkommanderende Ahmed Jabari og dennes søn med en raket i Gaza by. Det udløste øjeblikkeligt et palæstinensisk gensvar, og de følgende dage dræbte Israel snesevis af palæstinensiske civile i Gaza. De vestlige lande erklærede reflektorisk: «Israel har ret til at forsvare sig». (Det har palæstinenserne ikke). Israel fik dermed carte blanche til at fortsætte sin aggression. Egypten var anderledes kritisk, og markerede dermed at landet var blevet mere selvstændigt, efter i 35 år at have fulgt USA's udenrigpolitik. Præsident Morsi krævede FN's Sikkerhedsråd indkaldt, udviste Israels ambassadør og sendte den 16. november sin premierminister til Gaza i solidaritet med den palæstinensiske befolkning. Imens fortsatte Israel sine terrorangreb på befolkningen. Også Qatar, Syrien og Jordan kritiserede skarpt Israels aggression og krævede den arabiske liga indkaldt. Qatar spillede en hovedrolle i at få fjernet det verdslige styre i Syrien, og forsøgte at overtage Syriens rolle som støtte for de islamiske palæstinensiske grupper som Hamas. Det gjorde det nødvendigt at optræde skarpere overfor den Israelske aggression, og Israels angreb på Gaza bidrog derved samtidig til at svække den vestligt-arabiske front overfor Syrien.

 

I oktober 2012 talte Benyamin Netanyahu til FN's Generalforsamling og illustrerede med en bombetegning, at Iran «kun var 9-12 måneder fra at have oparbejdet uran nok til en atombombe». Natanyahu ville forberede verden på et israelsk angreb på Iran. I februar 2015 blev der offentliggjort samtidige efterretningsrapporter fra Mossad, der var i åben modstrid med Natanyahus krigsretorik. Iflg. Mossad var der ingen efterretningsmæssige tegn på at «Iran udfoldede de nødvendige handlinger for at kunne producere atomvåben». Ligesom USA og Danmark i 2003 havde ført Vesten i krig mod Iraq på forfalskede efterretningen om at «Saddam har masseødelæggelsesvåben», ønskede Israel at starte en krig mod Iran på forfalske efterretninger om iranske atomvåben. Mossad rapporterne blev lækket til medierne i 2015, få uger før Netanyahu skulle holde en tale for USA's kongres, der skulle opfordre til krig mod Iran.

 

I december 2012 trådte udenrigsminister og vice-premierminister Avigdor Lieberman tilbage efter at der var rejst sigtelse mod ham for bedrageri.

Valget i januar 2013 var et sviende nederlag for det gamle regeringsparti Kadima, der gik 26 mandater tilbage til 2. Det regerende Likud-Yisrael Beiteinu gik 11 mandater tilbage til 31, men fortsatte efter valget i en mindratalsregering. Valgets store vinder blev det nye højre-populistiske Yesh Atid under ledelse af TV værten Yair Lapid, der kom ind i Knesset med 19 mandater. Det højreradikale HaBayit HaYehudi under ledelse af Naftali Bennett gik 9 mandater frem til 12. I det hele taget markerede valget en kraftigt skred mod højre og en stadig mere skinger diskurs rettet mod palæstinenserne.

Under sit besøg i Israel i april 2013 tvang USA's præsident Barack Obama Israels regering til at undskylde henrettelsen af 6 tyrkiske statsborgere på Fredsflotillaen i 2010. Tyrkiet havde da i flere år haft afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel.

I januar og atter maj 2013 bombede Israel et forskningscenter udenfor Damaskus. Angrebene kostede omkring 140 civile og soldater livet. Angrebene blev forsømt af det meste af verden og forsvaret af enkelte vestlige lande.

Likud medlemmet Reuven Rivlin blev i juni 2014 valgt som ny israelsk præsident med 54,3% af stemmerne. Hans modkandidat Meir Sheetrit fik 45,6%. Begge placerede på den israelske højrefløj.

2014 Krig mod Gaza

Israel indledte i juli 2014 sin hidtil blodigste krig mod Gaza. I vestlige medier blev den udlagt som udløst af drabet på 3 israelske unge i starten af juni. Det var ikke korrekt. Den 15. maj henrettede israelske soldater med koldt blod to unge palæstinensere Nadim Nuwara og Muhammad Abu al-Thahir i Beitunia på Vestbredden. Det var muligvis baggrunden for, at 3 israelske unge den 12. juni blev bortført på Vestbredden og efterfølgende dræbt.

Umiddelbart efter bortførelsen af de 3 israelere den 12. juni indledtes en vilkårlig klapjagt i Israel på palæstinensere, der bedst kan sammenlignes med nazisternes klapjagter i 1930'erne på jøder i Tyskland. Palæstinesere blev vilkårligt passet på gaden og gennemtævet. En ung palæstinenser blev bortført på åben gade, gennemtævet og efterfølgende brændt levende af hævngerrige israelere.

Israel anklagede fra starten Hamas for at stå bag bortførelsen af de 3 israelere. Den 23. april havde Hamas og Fatah indgået en forsoningsaftale om at bilægge de tidligere konflikter og danne en enhedsregering. Det fik øjeblikkelig Israel til at afvbryde kontakterne til selvstyret og erklære at man ikke ville have forhandle med «terrorister». Da de 3 israelere blev bortført, indledte Israel massearrestationer af Hamas medlemmer på Vestbredden, og i løbet af en uge var de mange hundrede palæstinensere Israel havde løsladt som led i fangeudvekslingen i 2011 atter arresteret. Deriblandt 40 af Hamas' parlamentsmedlemmer. Samtidig blev 10 palæstinensere dræbt af militæret. Israels klare formål var at provokere Hamas for at få smadret alliancen mellem Fatah og Hamas. Den første del af taktikken lykkedes. Den anden mislykkedes. 1½ måned senere indrømmede det israelske politi, at Hamas intet havde med bortførelsen af de 3 unge israelere at gøre, men da havde Israel for længst indledt krig mod Gaza.

Hamas havde overholdt våbenhvileaftalen fra december 2012 til punkt og prikke, og havde ikke sendt en eneste raket mod Israel, men som svar på Israels vilkårlige massearrestationer af Hamas medlemmer på Vestbredden indledte Hamas den 29. juni raketbeskydning af Israel. Det var lykkedes Israel at provokere Hamas. Den 30. juni - 1. juli gennemførte Israel angreb mod 34 steder i Gaza, hvilket blot øgede raketangrebene ind i Israel. For første gang tog palæstinenserne raketter i brug, der kunne nå helt til Tel Aviv og Jerusalem, der ellers havde ligget uden for rækkevidde. Hamas erklærede sig fra starten villig til indstille raketbeskydningen, men betingelserne var, at Israel skulle indstille sine raketangreb på Gaza, løslade alle de tilfangetagne Hamas medlemmer på Vestbredden, der var blevet arresteret de foregående uger og iøvrigt opfylde våbenhvileaftalen fra 2012 - herunder hæve den ulovlige blokade af Gaza. Israel afviste enhver form for aftale, og erklærede at målet nu var at udrydde Hamas.

Israel gennemførte nu en massiv terroroffensiv mod Gaza. De følgende uger blev området udsat for flere tusinde angreb fra luften, vandet og fra land. Den 17. juli invaderede Israel Gaza med 30.000 soldater, der dræbte alle på deres vej. Men til gengæld blev de også mødt af indædt modstand fra de palæstinensiske væbnede grupper. Krigen kom derfor til at koste 64 israelske soldater livet.

Tabene og ødelæggelserne på den palæstinensiske side var enorme. Over 2.200 blev dræbt. Heraf var de 75% civile og af disse over 500 børn. Over 10.000 blev såret. Omkring 800.000 sendt på flugt fra deres hjem, der blev udsat for israelske angreb. Efter mange tusinde raketangreb på Gaza løb Israel tør for mål og begyndte derfor hensynsløst at bombe den civile infrastruktur. Gazas elkraftværk blev bombet sønder og sammen, så området ikke længere havde elektricitet, hospitalerne blev bombede, FN's skoler og lejre som titusindvis af palæstinensere havde søgt tilflugt i blev bombede, radio- og TV stationer bombede og al-Jazeeras kontor i Gaza by blev bombet, fordi «Israel ikke brød sig om stationens dækning af Israels terror mod Gaza». I alt dræbte Israel 13 journalister under krigen.

Allerede i midten af juli slog FN's Menneskerettighedsråd fast, at Israel havde begået krigsforbrydelser i sin krig mod Gaza. Israel terroriserede Gaza med en hidtil uset vildskab, og det fik mange i Vesten til at få øjnene op for staten Israels sande karakter. Samtidig kom de sociale medier i Vesten til at spille en central rolle som modstykke til de vestlige mediers ukritiske dækning af Israel. Den danske journalist og forfatter Kjeld Koplev rejste i Politiken den 17. juli en debat om dette forhold i artiklen: «Israels løgne bliver til sandhed i danske medier». I sin artikel spurgte Koplev: «Hvorfor lader vi os kue af den israelske regerings propagandamaskine? Hvorfor er der ingen af de danske demokratiske partier, der kalder til samling mod den højreekstremistiske regering i Tel Aviv, som konstant truer freden? Hvorfor er der ingen af Danmarks traditionsrige, demokratiske kræfter, der kræver en boykot af det Israel, der gang på gang krænker den verdensorden, som vi ellers hylder i fest- og skåltaler? Hvor er den lange række af danske intellektuelle, der førhen gik forrest i kampen, når det drejede sig om at protestere mod krig og uret?» Han fik ikke svar på sine spørgsmål, og i de danske medier fortsatte redaktører og journalister deres fordrejede dækning af konflikten. Imens florerede billederne af de israelske krigsforbrydelser på de sociale medier og var baggrunden for at tusinder deltog i demonstrationerne mod Israels blodige krig.

Men også i andre lande voksede kritikken af Israel. I Storbritannien krævede vice-premierminister Nick Cleg gentagne gange, at landet indstillede sin våbeneksport til Israel, og USA undlod for første gang i flere årtier at nedlægge veto i FN's Sikkerhedsråd mod en resolution der krævede våbenhvile mellem parterne. Selv USA kritiserede Israel åbent, da slyngelstaten den 3. august for 8. gang havde angrebet en FN skole og dræbte snesevis af flygtninge. Trods den massive pro-israelske propaganda i USA's medier viste undersøgelser, at især ungdommen forholdt sig mere kritisk til Israel. Det skyldtes især, at de fik en større del af deres informationer fra de ufiltrerede sociale medier.

 

Israels terror mod Gazas befolkning fik et hidtil uset omfang i 2014 krigen. Ovenover ses et område i bydelen Shujai’iya i det nordlige Gaza før og efter Israels terror. Ialt 17.200 ejendomme blev helt jævnet med jorden eller ødelagte af Israel under krigen, og 37.650 ejendomme blev delvist ødelagte. I flygtningelejren Beit Hanoun blev 70% af alle boliger ødelagte. Herunder et foto af Israels terror i Beit Hanoun. Skaderne blev af FN opgjort til 7,8 mia. US$ svarende til 3 gange Gazas BNP i 2011. Det var dobbelt så meget som under Israels terroroffensiv i 2009.

 

Som hævn over palæstinenserne og den vestlige kritik af Israel meddelte den israelske regering i slutningen af august at den eksproprierede 400 hektar palæstinensisk jord syd for Bethlehem til udbygning af den tidligere illegale bosættelse Gvaot. Der var tale om det hidtil mest omfattende tyveri af palæstinensisk jord, og skridtet blev kritiseret af USA, Storbritannien, Australien og flere andre vestlige lande. Selv EU begyndte at reflektere over dobbeltmoralen i unionens politik overfor henholdsvis Rusland og Israel. Mod Rusland havde EU øjeblikkeligt indført sanktioner - og efterfølgende strammet dem flere gange - da Rusland blot overvejede at blande sig i konflikten i Ukraine. Mens EU intet havde foretaget sig mod Israel, der havde holdt Palæstina besat i over 50 år, holdt 5 mio. palæstinensere i koncentrationslejre og begået omfattende krigsforbrydelser. Flere EU medlemslande begyndte derfor at tale om muligheden for sanktioner mod Israel og mulig boykot, hvis slyngelstaten ikke indstillede sin voldsomme ekspansion af bosættelser på Vestbredden og sin blokade af Gaza. Selv den danske udenrigsminister Martin Lidegaard luftede denne mulighed i slutningen af september - inden han blev sat på plads af statsminister Helle Thorning, der uforbeholdent bakker op om Israels besættelse og krigsforbrydelser.

Israel skød i slutningen af september et syrisk jagerfly ned over Golanhøjderne. For første gang siden 1982. I december angreb israelske fly to syriske militærbaser - en nær Damaskus og en nær grænsen. Det skete som støtte til den syriske al-Nusra front, der var i gang med at erobre grænseområdet mod Golan fra den syriske hær. Ud fra den traditionelle mellemøstlige logik om at «min fjendes fjende er min ven» havde Israel de foregående år knyttet forbindelser til den Frie Syriske Hær (FSA) og til den al-Qaeda tilknyttede al-Nusra. Israel forsynede dem med våben og efterretninger om den syriske hær. Desuden blev flere af oprørsgruppernes ledende medlemmer behandlet på israelske hospitaler. I november 2014 erklærede chefen for den libanesiske efterretningstjeneste Abbas Ibrahim, at Israel og jihadisterne desuden arbejdede sammen om at provokere til en borgerkrig i Libanon. Den 18. januar 2015 angreb en israelsk kamphelikopter en Hezbollah konvoj i Quneitra i Syrien, nær grænsen til Israel. 5 højtstående Hezbollah medlemmer og en iransk general blev ved den lejlighed dræbt. Det taktiske formål var at hjælpe al-Busra med at fordrive Hezbollah fra grænseområdet. Det strategiske formål var at provokere Hezbollah til at gøre gengæld, hvilket kunne give Israel en undskyldning for en ny krig mod Libanon, som hævn for Israels militære nederlag i 2006, og desuden tvinge Hezbollah til at trække sine styrker ud af Syrien for derved at svække Assad styret overfor de islamistiske oprørsgrupper.

Den kaotiske situation i den israelske regering tvang i december 2014 premierministeren til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg til marts.

Ligeledes i december forbød Israel den nordirske politiker Gerry Adams at besøge Gaza. Årsagen var Adams' mangeårige solidaritet med det palæstinenske folk. Adams erklærede, at han ikke var overrasket over det israelske forbud, men dog var skuffet. Danskere hindres rutinemæssigt i at rejse ind i Israel, fordi de står på det israelske efterretningsvæsens lister over personer, der er sympatiske overfor den palæstinensiske sag. Flere tusinde danskere menes at stå på disse israelske listrer.

Den 10. december slog israelske soldater den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein ihjel. Ein var minister for spørgsmål omkring de israelske bosætttelser i de besatte områder. Han blev angrebet af israelske soldater da han sammen med andre palæstinensere skulle plante oliventræer ved landsbyen Turmusiya nær Ramallah. Israelske bosættere brænder rutinemæssigt palæstinensiske plantager med oliventræer ned for at ødelægge det økonomiske grundlag for de palæstinensiske bønder. Den 2. januar 2015 stenede israelske bosættere fra den illegale bosættelse Adei Ad samme sted embedsmænd fra USA's konsulat. Konsulatet havde sendt en bil ud, fordi bosætterne om natten havde revet 5.000 nyligt plantede oliventræer op, og en af de plantager det gik ud over tilhørte en palæstinenser der samtidig havde US statsborgerskab. Konfrontationen kom så langt, at sikkerhedspersonalet fra konsulatet trak deres skydevåben, for at forsvare sig mod bosætterne. Efterfølgende nedtonede både Israel og USA episoden, der var en første af sin art. Palæstinensere og folk fra resten af verden er i årtier blev stenet eller skudt af bosættere eler soldater, men nordamerikanske embedsmænd havde ikke tidligere været i skudlinien.

Med 498 stemmer mod 88 besluttede EU parlamentet den 17. december i princippet at anerkende den palæstinensiske stat. I ugerne forud havde Frankrig og Irland anerkendt Palæstina. Parallelt hermed besluttede EU Domstolen at EU Kommissionen skulle fjerne Hamas fra den europæiske terrorliste. I Tel Aviv skummede den israelske regering af vrede. Premierministeren erklærede: «I Geneve planlægger de at indlede en undersøgelse mod Israel for krigsforbrydelser, og i Luxemburg fjerner EU Domstolen Hamas fra terrorlisterne... Det virker som om der er for mange i Europa - på hvis jord 6 miollioner jøder blev slagtet - der ikke har lært noget som helst».

Benjamin Netanyahus deltagelse i mindemarchen i Paris efter mordene på 12 journalister og bladtegnere i januar 2015 fik internationalt mange knubbede ord med på vejen. I Storbritannien tweetede det liberalt demokratiske parlamentsmedlem David Ward: «Netanyahu i Paris demonstrationen - 'What!' Jeg brækker mig. Je suis #Palestinian». Ytringerne fik det israelske udenrigsministerium til at protestere overfor de britiske liberaldemokrater - som udtryk for at ytringsfriheden kun gælder når man udtaler sig til fordel for Israel. I Tyrkiet gik regeringen videre i sin kritik af Netanyahus deltagelse. Den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoğlu udtalte, at attentatmændene i Paris og Benjamin Netanyahu havde det tilfælles, at de begge havde gjort sig skyldige i forbrydelser mod menneskeheden.

Valget i marts blev en sejr for Netanyahus Likud, der gik 12 mandater frem til 30 ud af de 120 pladser i Knesset. Men der var alene tale om forskydninger på den radikale israelske højrefløj, hvor Likud også rykkede ud. Under valgkampen chokerede Netanyahu sine få støtter i Vesten ved at erklære, at der aldrig ville blive oprettet en palæstinensisk stat. Trods sejren tog det Netanyahu 2 måneder at sammensætte en ny regering blandt partierne på den radikale højrefløj.

I april 2015 afgav en FN undersøgelseskommission nedsat af Ban Ki Moon rapport om Israels angreb på FN drevne skoler og shelters i Gaza under Israels krig mod Gaza i 2014. Rapporten lagde som ventet hele ansvaret på Israel. De blodige angreb kostede 44 palæstinensere livet - deriblandt kvinder og børn - og sårede 227. Israel havde forsøgt at få udsat rapportens offentliggørelse. (Israel responsible for Gaza strikes on UN schools and shelters, inquiry finds, Guardian 27/4 2015).

Den israelske veteranorganisation Breaking the Silence supplerede få dage senere FN undersøgelsen, og besvarede spørgsmålet om hvorfor den israelske hær systematisk havde dræbte palæstinensiske civile. Breaking the Silence havde i månederne efter krigen interviewet 60 israelske soldater og officerer om deres oplevelser i Gaza. Rapporten blev udgivet i maj og dokumenterede at de israelske «rules of engagement» kun i begrænset grad tog hensyn til civilbefolkningen. Den afslørede også, at soldaterne var optændt af et brændende had til alle «arabere», og at de derfor skød på alt hvad der rørte sig. Et område var først sikret, når alle var dræbt. (Israeli soldiers cast doubt on legality of Gaza military tactics, Guardian 4/5 2015,   'Fire at every person': Israeli soldiers reveal they were ordered to shoot to kill in Gaza combat zones – even if targets may have been civilians, Independent 4/5 2015,    In their own words: Israeli troops break ranks on Gaza campaign, Guardian 4/5 2015).

Afsløringerne af de israelske krigsforbrydelser fik 10 dage senere en række prominente europæiske tidligere diplomater og politikere til at gå sammen om et opfordring til EU's udenrigskoordinator, Federica Mogherini om at justere EU's politik overfor Israel. I opfordringen konstaterede de, at USA hverken havde viljen eller evnen til at drive fredsprocessen fremad, og at EU's politiske og økonomiske støtte til Israel blot blev anvendt til at cementere landets besættelse af Palæstina. En af de mest fremtrædende underskriveer af opfordringen var NATO's tidligere generalsekretær Javier Solana. (Former European leaders call for change in EU policy on Israel, Guardian 13/5 2015).

Trods voldsom israelsk modstand blev Palæstina i april medlem af den Internationale Straffedomstol (ICC), da landet ratificerede ICC's statutter. Palæstina opfordrede samtidig ICC til at undersøge de israelske krigsforbrydelser i Gaza. I maj opfordrede domstolens chefanklager Fatou Bensouda Israel til at samarbejde om en sådan undersøgelse, og fortsatte med at konstatere, at undersøgelsen under alle omstændigheder ville blive gennemført, med eller uden Israels medvirken. (ICC urges Israel to cooperate in inquiry into possible breaches in Palestine, Guardian 13/5 2015).

Som yderligere understregning af Israels apartheid karakter godkendte forsvarsminister Moshe Yaalon i maj, at palæstinensiske arbejdere ikke må køre med israelske busser i de besatte områder. (Israel's bus segregation row shows high wire act facing Netanyahu, Guardian 20/5 2015).

Frankrig og New Zealand udarbejdede et resolutionsforslag til FN's Sikkerhedsråd, der satte en frist på 18 måneder for gennemførelsen af forhandlinger, der skulle resultere i oprettelsen af en palæstinensisk stat. Frankrig erklærede videre, at hvis fristen blev overskredet ville Frankrig ensidigt anerkende Palæstina som stat. Tonen var blevet skærpet efter at Netanyahu i marts erklærede at ideen om Palæstina som en selvstændig stat var død. (UN resolution to impose 18-month deadline on Palestinian state talks, Guardian 21/5 2015).

Netanyahu anklagede i juni FN's generalsekretær for hykleri efter at generalsekretæren havde opfordret Israel til at respektere børns liv i Gaza. Opfordringen faldt i forbindelse med offentliggørelsen af en FN rapport om vilkårene for børn i krigszoner rundt om i verden. Alene under Gaza krigen havde Israel dræbt 500 palæstinensiske børn. (Netanyahu denounces UN's Ban over Gaza children remarks, Daily Star 19/6 2015).

I juni erklærede en israelsk general overfor Die Zeit at Israel ikke vil vise tilbageholdenhed overfor angreb på civile i det sydlige Libanon, når næste Libanon krig bryder ud. (‘No restraint’ in next Lebanon war: Israeli general, Daily Star 21/6 2015).

I juni afgav FN's Menneskerettighedsråd sin længe ventede rapport om Gaza krigen i 2014. Rådet slog fast, at både Israel og Hamas havde gjort sig skyldige i overtrædelse af krigens love, og at de skyldige skulle stilles for retten. Både Hamas og Israel fordømte rapporten som ensidig. Israel havde forinden gennemført en omfattende medieoffensiv og offentliggjort sin egen rapport, der pure frikendte dets militær for overtrædelse af Geneve konventionerne. Rapporten slog fast, at der åbenbart er skabt en kultur indenfor det israelske militær, hvor der ikke længere tages hensyn til civilbefolkningen. Det illustreres af de mange angreb på hospitaler, UNRWA skoler og den ekstreme brug af ildkraft til at jævne hele kvarterer med jorden. (UN accuses Israel and Hamas of possible war crimes during 2014 Gaza conflict, Guardian 22/6 2015,   Report of the detailed findings of the Commission of Inquiry on the 2014 Gaza ConflictA/HRC/29/CRP.4). FN rapporten blev betragtet som yderligere et argument for ICC til at gå ind i sagen og igangsætte sin egen efterforskning. (UN report on Gaza war likely to bolster international criminal court inquiry, Guardian 22/6 2015).

Lækkede NSA dokumenter afslørede i juli, at det var Israel der i 2008 stod bag henrettelsen af den syriske brigadegeneral Mahmoud Suleiman i havnebyen Tartus i det nordvestlige Syrien. En israelsk kommandoenhed skød og dræbte generalen fra en båd på havet. Henrettelsen fandt sted blot 6 måneder efter at Mossad og CIA i fællesskab havde henrettet et højtstående medlem af Hezbollah i Damaskus. (NSA document: Israeli special forces assassinated top Syrian military official, Guardian 15/7 2015).

Højreradikale israelske bosættere brød i juli ind i et palæstinesisk hus i landsbyen Duma, dræbte en 18 måneders baby og satte efterfølgende ild til huset. Mordet blev fordømt af både Netanyahu og hans højreradikale minister Nafteli Benett, men der var ikke tale om en isoleret hændelse. Bosættere går dagligt voldeligt til angreb på palæstinensere i de besatte områder. Formålet er en etnisk-religiøs rensning af alle palæstinensere, så Vestbredden ender som ren jødisk. Iflg. den israelske menneskeretsorganisation B'tselem var det 8. gang siden 2012 at bosættere havde sat ild til beboede palæstinensiske huse. Bosætterne nedbrænder hyppigt palæstinensiske olivenplantager, for derved at fjerne det økonomiske grundlag for den palæstinensiske befolkning. (Israel’s hawks can't dodge blame for this day of violence, Guardian 31/7 2015).

Videooptagelser viste i september militærets uprovokerede angreb på en gruppe journalister fra AFP. Fotografen Andrea Bernardi fik smadret sit kamera af soldaterne, fik beslaglagt hvad han havde i lommerne og blev derefter truet med en pistol. (Israeli soldiers attack journalists on West Bank, Guardian 25/9 2015).

Israelsk militær angreb i november et palæstinensisk hospital i Hebron og henrettede efterfølgende en af patienterne. Forklædt som palæstinensere og med en Shin Beth agent i kørestol der foregav at være gravid trængte soldaterne ind på hospitalet på jagt efter en palæstinenser, der angiveligt havde såret en bosætter med en kniv et par uger tidligere. Under aktionen henrettede de den 27 årige Abdallah Shalaldeh. (Palestinian shot dead in Israeli undercover raid on West Bank hospital, Guardian 12/11 2015).

Efterhånden er der ikke mange i Israel, der tør åbne munden mod landets højreradikale regering. En undtagelse havde hidtil været landets menneskerettighedsorganisationer, men i december fremsatte regeringen et lovforslag, der vil kriminalisere disse organisationer. Lovforslaget karakteriserede organisationer i Israel der modtog udenlandsk støtte som udenlandske agenter. (Israel’s war against its human rights community threatens its democracy, Guardian 22/12 2015).

I december kom det til en diplomatisk krise mellem Brasilien og Israel, da den brasilianske regering nægtede at godkende en ny israelsk ambassadør i landet. Baggrunden var den nye ambassadørs tidligere fremtrædende position indenfor den højreradikale bosætterbevægelse. Israel truede at nedgradere de diplomatiske forbindelser, hvis Brasilien ikke bøjede sig, så der fremover ikke ville være en ambassadør i landet. Den tidligere brasilianske udenrigs- og forsvarsminister Celso Amorim konstaterede, at det nu var tid for Brasilien at mindske sin afhængighed af Israel. Tilbage fra militærdiktaturets dage havde Israel spillet en vigtig rolle i uddannelse af brasilianske specialtropper og salg af avancerede våben. (Israel warns Brazil faces diplomatic downgrade unless it accepts settler as ambassador, Guardian 28/12 2015).

Israel forværrede yderligere sine diplomatiske relationer med omverdenen i januar 2016. Den svenske udenrigsminister Margot Wallström blev erklæret for persona-non-grata i Israel efter hun i forsigtige vendinger havde opfordret til en undersøgelse af hvorvidt de israelske sikkerhedsstyrker anvendte overdreven vold i omgangen med palæstinensere. Baggrunden var, at der de foregående måneder var dræbt 5 gange så mange palæstinensere som israelere i den fortsatte konflikt. I slutningen af måneden kom det til en diplomatisk krise med USA efter USA's ambassadør i landet havde konstateret, at Israel anvender loven forskelligt på Vestbredden overfor henholdsvis israelere og palæstinesere. Udtatelsen fik en tidligere rådgiver for Netanyahu til på israelsk TV at kalde ambassadør Daniel Shapiro for Yehudon - lille jødedreng. Den stærkt nedsættende betegnelse anvendes rutinemæssigt af højreradikale israelere til at betegne jøder i eller udenfor Israel, som de ikke mener har den rette tro overfor deres land. Både Netanyahu og justitsministeren kritiserede ligeledes Shapiros udtalelser. Angrebene på ambassadør tvang det nordamerikanske udenrigsministerium til at reagere. Dets talsmand John Kirby erklærede, at ambassadøren lå helt på linie med USA's politik overfor de israelske bosættelser: «Vores langsigtede syn bosættelserne er klart. Vi betragter det israelske bosættelsesbyggeri som illegitimt og som værende i modstrid med ønsket om fred. Vi er fortsat dybt bekymrede over Israels aktuelle bosættelsespolitik, herunder bygningen, planlægningen og den efterfølgende legalisering». (Former Netanyahu aide lambasts US ambassador in heated spat, Guardian 20/1 2016).

På trods af internationale protester bulldozede det israelske militær 23 beduinfamilier fra deres hjem i den sydlige del af den besatte Vestbred, hvor famlierne havde boet i århundreder. Besættelsesmagten hævdede, at beduinerne havde bygget deres boliger illegalt. 7 månder tidligere havde militærets bulldozere fjernet 37 huse tilhørende beduiner i nabolandsbyen Khirbet Susiya. (Palestinian families homeless as Israeli military demolishes West Bank houses, Guardian 2/2 2016).

Trods omfattende forsøg fra israelsk side på sabotage vedtog EU's udenrigsministre i januar 2016 enstemmigt en resolution der slog fast, at EU's politiske og økonomiske aftaler med Israel alene gælder de ikke-besatte områder. EU krævede samtidig, at Israel tydeligt mærkjer fra de besatte områder, der ikke længere vil være omfattet af told-præference ordningen. Resolutionen var udtryk stigende europæisk frustration over Israels fortsatte annektion af de besatte områder og modstand mod forhandlinger. Israel nægter at mærke varer produceret i de besatte områder. (EU adopts resolution criticising Israeli settlement activity, Guardian 17/1 2016).

USA og Israel indgik i september 2016 en aftale om, at USA's bistand til landet fra 2019 skulle stige til 3,8 mia. US$ årligt for en tiårig periode.

Samme måned gik premierminister Netanyahu til frontalt angreb på Palæstina, som han anklagede for «etnisk udrensning», med henvisning til at palæstinenserne kræver Vestbredden ryddet for israelske bosættelser ifbm. en eventuel fredsløsning. Israels næsten 50 år lange koloniseringsprogram af Vestbredden og Golan er i strid med 4. Genevekonvention, så en rømning af bosættelserne ville alene bringe Israel på linie med konventionen på dette punkt. Netanyahus udtalelser var for meget for selv USA's regering, der lagde afstand til dem. Premierministerens udtalelser var primært møtnet på det hjemlige publikum, og var udtryk for den stadig mere radikale højredrejning i den israelske politik.

Ligeledes i september gav israelsk militær støtte til de syriske jihadi grupper Jabhat Fatah al-Sham (tidligere al-Qaedas gruppe i Syrien) og Ahrar al-Sham, der angreb den drusiske by Hader nær grænsen til Israel. Rækkefølgen var den samme som ved tidligere israelsk støtte til jihadierne. Jihadierne sender en morter mod en israelsk kontrolpost i det besatte Golan; Israel gør den syriske stat ansvarlig for sådanne angreb, bombede derfor de syriske positioner omkring Hader og åbnede således vejen for jihadierne. Druserne er voldsomt pressede af jihadierne, der anser dem for at være vantro. Druserne tvinges til at konvertere til jihadi islam eller blive dræbt. (Hvorfor accepterer Vesten, at Israel støtter terrorgrupper i Syrien? Ræson 15/10 2016).

Valget i november af højrepopulisten Donald Trump til USA's præsident vakte jubel i den israelske regering og resten af den radikale højrefløj. Trump havde på forhånd udtrykt sin uforbeholdne støtte til den israelske regering og erklæret sig som modstander af atomaftalen med Iran. Efter 8 år med Obama der nok havde bakket op om Israels krige mod Gaza og forsynet apartheidstaten med våben, men samtidig havde kritiseret den israelske uvilje til fred var der nu udsigt til, at Israel atter ville få en regering i Washington der spillede efter dens pibe. Den fremtrædende israelske nazist Naftali Bennett udformede derfor allerede i slutningen af november et lovforslag, der med ét slag skulle legalisere «alle ulovlige bosættelser på Vestbredden». Israel har siden 1967 bosat over 600.000 israelere i bosættelser i Østjerusalem og resten af Vestbredden. Det er i strid med 4. Genevekonvention og alle 600.000 er derfor ulovlige bosættere, men Israel ignorerer Genevekonventionen og for det er der blot 4.000 illegale bosættere på Vestbredden. Det var disse 4.000 Bennett ønskede at legalisere. Forslaget var til 1. behandling i starten af december, hvor 60 parlamentsmedlemmer stemte for og 41 imod. Forslaget om legalisering udløste meget skarpe protester fra både EU, USA og FN. FN's højkommissær for menneskerettigheder Zeid Ra’ad Al Hussein erklærede: «Jeg vil kraftigt opfordre Knessets medlemmer til at genovervejede deres støtte til dette forslag, som hvis det vedtages vil have vidtrækkende konsekvenser konsekvenser og alvorligt skade Israels anseelse rundt om i verden». Israel ignorerede opfordringerne og satsede på fuld opbakning fra Trump administrationen til fortsatte forbrydelser mod menneskeheden. (Israeli ministers vote in favour of legalising outposts, Guardian 14/11 2016; Israel votes to authorise illegal settler homes in Palestine, Guardian 5/12 2016; UN criticises Israel settlement law that would legalise 4,000 West Bank homes, Guardian 8/12 2016).

Mediedækningen af konflikten i EU og USA var som sædvanlig skæv. Palæstinensere dræbte 16 israelere og 1 udlænding i løbet af 2016. Drab der blev rapporteret i de vestlige medier. Israel dræbte 110 palæstinensere og 2 udlændinge i løbet af året. I mange tilfælde var der tale om rene henrettelser. Mord der kun blev rapporteret udenfor de vestlige mainstream medier.

2016 FN's Sikkerhedsråd fordømmer Israels bosættelsespolitik

Den 23. december vedtog FN's Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 2334, der fordømte Israels bosættelsespolitik i de besatte områder og erklærede den i strid med 4. Genevekonvention. Vedtagelsen udløste uhæmmet raseri fra den israelske regerings side, der startede med at erklære, at den ikke ville efterleve resolutionen. Det umiddelbart mest interessante var at USA ikke havde nedlagt veto. Senest i 2011 havde Obama administrationen nedlagt veto i Sikkerhedsrådet mod en resolution med tilsvarende ordlyd. Forud for behandlingen i Sikkerhedsrådet var gået et par dramatiske dage. Den 21. havde det Hvide Hus' pressetalsmand karakteriseret de israelske bosættelser som illegale. Samme dag blev det klart, at Egypten forberedte en resolution, der fordømte bosættelserne. Det fik Israel og USA's kommende præsident Donald Trump til at true den egyptiske al Sisi. Den 22. trak Egypten derfor forslaget tilbage. En ny gruppe af lande bestående af New Zealand, Venezuela, Senegal og Malaysia forsøgte at lægge pres på al Sisi for at få ham til at stå fast ved resolutionen. Det mislykkedes. I stedet fremlagde de 4 lande selv resolutionen den 23. om morgenen og fik den vedtaget samme eftermiddag. Forinden havde Israel lagt enormt pres på de 15 lande i Sikkerhedsrådet og var gået så langt som at true New Zealand med krig, hvis det fremlagde resolutionen. 14 af Sikkerhedsrådets 15 lande stemte for resolutionen, mens USA undlod.

Israels koleriske premierminister Netanyahu hjemkaldte øjeblikkeligt Israels ambassadører fra de 14 lande der havde stemt for, og indkaldte samtidig disse landes ambassadører til skideballer i det israelske udenrigsministerium. Samtidig erklærede han, at Israel indstillede sine bistandsprogrammer til de lande der havde stemt for - med Senegal som det mest fremtrædende land. Israel ville samtidig drastisk reducere sine bidrag til FN's programmer - først og fremmest UNRWA der betjener palæstinenserne i de israelsk besatte områder. Netanyahus voldsomste udfald var dog rettet mod USA, som anklagede for at stå bag resolutionen. Netanyahu mente endog at have beviser herfor, som han ville fremlægge for den næste præsident, Donald Trump. Der er ringe tvivl om, at forløbet var i Obama administrationens interesse. Netanyahu havde gennem 8 saboteret Obamas fredsinitiativer i Palæstina/Israel konflikten og havde efter valget af Trump signaleret en drastisk udvidelse af de ulovlige israelske bosættelser. Resolution 2334 slår Israels totale isolation i verdenssamfundet fast med syvtommersøm, samtidig med at Trump ikke kan omgøre den ved at få Sikkerhedsrådet til at godkende en Israel ukritisk resolution. Resolutionen vil dermed mange år frem komme til at stå som verdenssamfundets fordømmelse af Israels bosættelsespolitik og den israelske regerings stadig mere militante holdning til resten af verden. (Israel rejects 'shameful' UN resolution amid criticism of Netanyahu, Guardian 24/12 2016; Israel to ‘reassess’ ties with UN, says Benjamin Netanyahu, Guardian 24/12 2016; Israel summons ambassadors for dressing down over UN resolution, Guardian 25/12 2016; Israel threatens to give Trump 'evidence' that Obama orchestrated UN resolution, Guardian 26/12 2016).

Benjamin Netanyahu blev i januar 2017 indkaldt til afhøring i flere sager for bedrageri. Landet har en lang tradition for, at dets ledende politikere er involveret i sådanne sager.

Ligeledes i januar blev den israelske soldat Elor Azaria kendt skyldig i drab på palæstinenseren Abdel Fattah al-Sharif i marts 2016. Sharif og en anden palæstinenser havde såret en anden israelsk soldat med en kniv ved et checkpoint i Hebron, men da han blev skudt i hovedet, lå han på jorden og var gjort ukampdygtig. Den israelske militærdommer, oberst Maya Heller sagde i dommen, at Azaria skød Sharif i hævn. Dommen var usædvanlig fordi det er meget sjældent israelske soldater stilles for en domstol endsige dømmes for drab på palæstinensere. Dommen blev derfor også mødt med et hylekor på den israelske højrefløj, der omgående krævede Azaria frikendt. Netanyahu tilsluttede sig samme dag hylekoret med krav om øjeblikkelig frifindelse. Straffen for mordet blev i februar fastsat til 18 måneders fængsel. (Netanyahu backs calls for convicted Israeli soldier to be pardoned, Guardian 4/1 2017).

Som en af de første udenlandske statsledere besøgte Netanyahu i februar den nyindsatte nordamerikanske præsident Donald Trump. Efter næsten 5 årtiers nordamerikansk krav om en tostatsløsning erklærede Trump at han var ligeglad med løsningsformen. For første gang nogensinde accepterer USA permanent israelsk annektering af Palæstina. Netanyahu besøgte ligeledes Storbritannien og Australien for at få opbakning til annektion. Det lykkedes dog ikke. Den lange flyvetur til Australien blev forlænget med flere timer fordi Netanyahu ville undgå indonesisk luftrum af frygt for at flyet ville blive tvunget ned og premierministeren selv stillet for en krigsret. Indonesien har ikke diplomatiske forbindelser, men derimod med Palæstina.

Ligeledes i februar afviste Israel at udstede visa til en delegation fra Human Rights Watch (HRW), der skulle undersøge krænkelserne af menneskerettighederne i landet og i de besatte områder. Det israelske udenrigsministerium gav som begrundelse, at HRW bedriver palæstinensisk propaganda og slet ikke er en rigtig menneskerettighedsorganisation. Israel hindrer rutinemæssigt FN's menneskerettighedsrapportør og -eksperter adgang til landet. (Israel denies visas to staff from 'hostile' Human Rights Watch, Guardian 24/2 2017)

Til Israel store begejstring droppede USA's nyvalgte præsident Donald Trump i marts 2017 USA's politik gennem 50 år om en tostatsløsning som vej til fred mellem Palæstina og Israel. USA fjernede dermed hindringen for, at Israel kan fortsætte fra de-facto annektion af de besatte områder til officiel annektion.

To tidligere chefer for det israelske efterretningsvæsen Shin Bet, Carmi Gillon og Ami Ayalon stod i april frem og anklagede staten for at synke ned i et stadig dybere «tyrani». Det skete på baggrund af en statslig kampagne for at få lukket organisationen Breaking the Silence, der består af tidligere israelske soldater, der er kritiske overfor den militære og politiske terror. Få dage i forvejen havde landets højreradikale kulturminister Miri Regev truet med at lukke Babur galleriet i Jerusalem, fordi dette lagde lokaler til et arrangement Breaking the Silence stod bag. Regeringen havde i forvejen forbudt landets skoler at hente repræsentanter fra organisationen ind, og premierminister Netanyahu havde lagt pres på Storbritannien for at få det til at indstille bevillinger til denne. De tidligere efterretningschefer pegede også på regeringens tiltag overfor højesteret og på indskrænkning af ytringsfriheden. «Tiltagende tyrani (er en proces) der henviser til, at du lever i et demokrati, og pludselig forstår du at det ikke længere er et demokrati», udtalte Ayalon til en gruppe journalister. Regeringen var særligt nærtagende i foråret, fordi den planlagde festligholdelsen af 50 års dagen for besættelsen af Vestbredden, Golan og Sinai i juni. (Israel sunk in 'incremental tyranny', say former Shin Bet chiefs, Guardian 6/4 2017)

For første gang i 25 år påbegyndte Israel i juni bygningen af en ny bosættelse på den besatte Vestbred. Det skete samtidig med at USA's præsident Trumps svigersøn Jared Kushner fløj til Israel for at agere «mægler». Indtil Trumps magtovertagelse havde Israel stået fuldstændig alene med sin bosættelsespolitik i de besatte områder. Nu støttede også USA de folkeretstridige bosættelser.

UNESCO vedtog i juli at gøre den gamle by i Hebron på den besatte Vestbred til Verdens Kulturarv. Det skete trods voldsom modstand fra Israel og USA med 12 stemmer mod 3 på et møde i kulturarvskomiteen. At byen blev sat på listen indebar også, at den blev sat på listen over steder der er i farezonen, og at UNESCO derfor vil gennemføre årlige inspektioner og alarmere verdens lande over risikoen for ødelæggelse. I Hebron terroriserer nogle hundrede fundamentalistiske israelske bosættere under massiv militær beskyttelse byens 200.000 palæstinensiske indbyggere. Et forhold Israel ikke ønsker verden har fokus på. Premierminister erklærede efterfølgende, at Israel som hævn vil skære 1 mio. US$ af sine bidrag til FN. (Unesco recognises Hebron as Palestinian world heritage site, Guardian 7/7 2017)

På et møde i Budapest i juli med deltagelse af højreradikale statsledere fra Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Israel erklærede den israelske premierminister, at EU stod ved en korsvej: enten måtte Unionen ændre sin politik overfor Israel, eller også ville den sygne bort. EU er Israels største samhandelspartner, men forholdet har gennem nogle år været under stigende pres som følge af Israels konstante krige mod sine arabiske naboer og stadig mere brutale undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning i de israelsk besatte områder. (Netanyahu attack on EU policy towards Israel caught on microphone, Guardian 19/7 2017)

Regimet smed i august TV stationen aj-Jazeera ud af landet. Det højreradikale farer stadig hårdere frem mod den indenlandske og den udenlandske opposition. Også i form af undertrykkelse af pressefriheden. (Israel moves to close Al Jazeera, ban its journalists, al Jazeera 7/8 2017; Israeli government moves to impose ban on al-Jazeera news network, Guardian 6/8 2017)

I september var Israels islamistiske allierede i Syrien under stærkt militært pres fra både de kurdiske styrker, Assad regimet og dets russiske og iranske allierede. I desperation gik Israel derfor til angreb på Syrien. Med luft-til-jord raketter angreb det en militærbase ved byen Masyaf i det nordvestlige Syrien. Et af de interessante aspekter ved angrebet var, at de israelske fly denne gang ikke turde flyve ind over Syrien, men angreb fra libanesisk luftrum. Det udløste stærke protester fra Libanon. Rusland har det seneste år styrket det syriske luftforsvar som konsekvens af de konstante israelske angreb. Parallelt med luftangrebet gennemførte Israel en stor militærøvelse i det nordlige Israel, hvor det simulerede et angreb på Libanon. Slyngelstaten gennemførte i 2006 en angrebskrig på Libanon, der kørte hjælpeløst fast i det sydlige Libanon pga. stærk libanesisk vilje til at forsvare landets suverænitet. (Israel reported to have bombed Syrian chemical weapons facility, Guardian 7/9 2017)

FN's Menneskerettighedskommissær Zeid Ra’ad al-Hussein sendte i september 2017 breve til 150 internationale virksomheder for at meddele dem, at de vil kunne blive optaget i en database over virksomheder, der driver virksomhed med ulovlige israelske bosættelser i de besatte områder. Listen over virksomheder vil FN offentliggøre i slutningen af året. Initiativet kom i forlængelse af Sikkerhedsrådsresolution 2334 fra december 2016, der betegner de israelske bosættelser som grove overtrædelser af international lov. Udenlandske virksomheder der handler med de illegale bosættelser bliver i stigende grad nervøse over udsigten til fremtidige sanktioner fra verdenssamfundets side og begynder derfor langsomt at afvikle deres engagement. USA og Israel reagerede med vrede på FN initiativet, som USA's FN ambassadør Nikki Haley betegnede som skamfuldt og Israels FN ambassadør betegnede som en «moderne form for antisemitisme». (UN sends warning letters to firms that trade in occupied Palestinian territories, Guardian 28/9 2017)

Trods en intens diplomatisk kampagne fra Israels side blev Palæstina i september optaget som fulgyldigt medlem af Interpol med 75 stemmer mod 24 (og 34 blanke). Den palæstinensiske udenrigsminister, Riyad al-Maliki, udtalte efterfølgende: «Denne sejr blev muliggjort af den principfaste holdning fra et flertal af Interpols medlemslandes side». Israel afviste at kommentere nederlaget. (Interpol votes to admit Palestine as full member, Guardian 27/9 2017)

I et skarp brud med USA's hidtidige politik erklærede supermagtens israels ambassadør David Friedman derefter, at Israel i «virkeligheden kun holder 2% af Vestbredden besat». Friedman argumenterede med, at de jødiske bosættelser og de militære områder på den besatte vestbred er en integreret del af Israel, og derfor ikke kan være besat område. Friedman er uden diplomatisk erfaring og fik kun posten fordi han inden var præsident Trumps personlige advokat. FN resolution 242 er meget klar: Israel skal rømme alle de områder det besatte under angrebskrigen i juni 1967. (Israel only occupies 2% of West Bank, says US ambassador, Guardian 28/9 2017)

Israelske jetfly angreb i oktober 2017 et anti-luftværns raketbatteri udenfor Damaskus. Iflg. det israelske krigsministerium var flyene på «rutinemæssig patruljeflyvning» over Libanon. Allerede dette var i strid med folkeretten. Iflg. krigsministeriet skete angrebet, fordi raketbatteriet havde affyret et missil mod de israelske fly. Israelske fly gennemførte tilsvarende angreb på mål i Syrien fra libanesisk luftrum i september. (Israeli jets attack anti-aircraft battery in Syria in retaliatory strike, Guardian 16/10 2017)

Det israelske parlament diskuterede i oktober måder at få lukket landets kritiske NGO'er på. Søgelyset rettede sig især mod Breaking the Silence, der betod af tidligere israelske soldater, og som arbejdede med dokumentation af de israelske krigsforbrydelser i de besatte områder; samt mod B'tselem der er en af de israelske menneskerettighedsorganisationer. En måde at lukke dem på ville være at bruge NGO loven der gav mulighed for at lukke organisationer, der blev støttet fra udlandet, eller en anden artikel i samme lov der giver staten mulighed for at lukke NGO'er, der arbejder for at få stillet israelske soldater for retten under international lov. Den radikale højrefløj - herunder bosætterne - betegner regelmæssigt NGO'erne som landsforrædere, søger at infiltrere dem og offentliggøre falske informationer, der angiveligt stammer fra dem. (‘It's being done to intimidate us’: Israeli anti-occupation groups face crackdown, Guardian 24/10 2017)

Knesset vedtog i oktober lovgivning om at lægge 16 bosættelser ind under Jerusalem. Det berørte 125-150.000 bosættere. Der var tale om en teknisk politisk øvelse, der skulle flytte bosættelserne fra den besatte Vestbred ind under Jerusalem. Manøvren ignorerede dog det faktum, at også Østjerusalem er besat område.

Norsk LO vedtog på sin kongres i maj med 193 stemmer for og 117 imod at virke for en international økonomisk, kulturel og akademisk boykot af Israel. Baggrunden var Israels undertrykkelse af palæstinenserne, bosættelsespolitikken på den besatte vestbred og den israelske stats modstand mod en fredsløsning. (LO vil boikotte Israel, VG 12/5 2017). Israel svarede igen ved at opfordre til boykot af norsk LO. I februar 2018 gennemførte norsk LO en delegationsrejse til Israel og Palæstina, hvor de delegerede skulle have besøgt israelske og palæstinensiske kammerater, men en af delegationsdeltagerne, Mohammed Malik, blev som hævn holdt tilbage i 12 timer, to gange tvunget til at klæde sig helt af, hvorefter de israelske myndigheder satte ham på et fly ud af landet. Malik var medlem af LO's internationale udvalg og Norsk Nærings- og Nytelsesmiddelarbeiderforbund. Israels behandling af LO medlemmet skærpede landsorganisationens retorik overfor Israels besættelsespolitik.

Israel begyndte i efteråret 2017 åbent at forberede krig mod Libanon og Hezbollah. Det skete delvist i samarbejde med Saudi Arabien. Baggrunden var, at Syrien sammen med Hezbollah, Rusland og Iran var ved at have nedkæmpet de jihadister, Israel sammen med bl.a. Saudi Arabien gennem flere år havde støttet. Israel havde derfor udsigt til, at de kamptrænede hezbollah militsmedlemmer ville vende tilbage til Libanon, hvor de kunne udgøre en trussel mod Israel. I oktober hævdede den israelske generalstab derfor, at det var Hezbollah der havde sendt mortergranater ind i Israel i de israelsk besatte Golan højder. Et påstand generalstaben dog efterfølgende måtte æde i sig igen. I november blev truslerne mod Libanon mere konkrete, samtidig med at Saudi Arabien tvang den libanesiske premierminister til at gå af. Israel truede med endnu mere omfattende terrorbombardementer fra luften end under krigen i 2006 og truede samtidig med også at gå direkte efter den libanesiske hær. Krigstruslerne var samtidig en konsekvens af de stadig mere håndfaste beviser mod premierminister Netanyahu for korruption. En afledningsmanøvre fra regeringens politiske krise. (Israeli brass casts doubt on blaming shelling on Hezbollah, Daily Star 23/10 2017; Israel's leadership talks up another war with Hezbollah in Lebanon, Guardian 11/11 2017)

Tusinder demonstrerede i december i Tel Aviv mod den korrupte premierminister og dennes hustru. I Knesset arbejdede højreradikale parlamentarikere for juridisk at bremse efterforskningen af premierministerens kriminelle aktiviteter. (Netanyahu tells backers to reword contentious police bill after protests, Guardian 3/12 2017)

USA's præsident Trump gjorde i december alvor af sit løfte til sine velhavende israelske sponsorer og annoncerede flytningen af USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Iflg. Trump var der tale om et «stort bidrag til fred mellem Palæstina og Israel» og en erkendelse af virkeligheden: at Jerusalem var Israels hovedstad. Trump brød dermed med 50 års US politik, med stort set alle sine allierede og med FN. FN resolution 242 fra 1967 slår utvetydig fast, at Israel skal trække sig ud af de besatte områder - herunder også det besatte Jerusalem - og at Jerusalem under alle omstændigheder har en specielt status som centrum for 3 verdensreligioner. Trump smed benzin på bålet, der øjeblikkeligt blussede op. I Sikkerhedsrådet stemte 14 stater for at annullere USA's ambassadeflytning. USA nedlagde veto. I Generalforsamlingen stemte 128 stater for at annullere USA's ambassadeflytning. 9 stemte imod, trods frådende trusler fra Trumps side om økonomisk hævn overfor de stater der stemte for. På Vestbredden og i Gaza udbrød omfattende uroligheder rettet mod besættelsesmagten, og snesevis af palæstinensere blev dræbt. Israelsk militær benyttede bl.a. lejligheden til at skyde og dræbe en palæstinensisk invalid i Gaza. (Funeral of Palestinian amputee killed by Israeli fire takes place in Gaza, Guardian 16/12 2017)

Internationalt bed BDS kampagnen rettet mod Israels besættelse sig stadig stærkere fast, og modoffensiven i USA og Israel var tilsvarende voldsom. I USA blev det gjort ulovligt at gå ind for boykot af Israel - med det formål at kunne kriminalisere en lang række organisationer, institutioner og enkeltpersoner i landet. I december meddelte den new zealandske sanger Lorde, at hun ikke ville gennemføre sin planlagte turne i Israel i 2018. I Israel og USA blev der igangsat en omfattende bagvaskelseskampagne mod sangeren del kulminerede med offentliggørelsen af en helsidesannonce i Washington Post, der svinede Lorde til. Reaktionerne i både USA og Israel var udtryk for en tiltagende desperation over, at stadig flere blev opmærksomme på Israels udryddelsespolitik overfor Palæstina og tog afstand fra denne.

I januar 2018 offentliggjorde regimet en liste på 20 udenlandske organisationer, hvis medlemmer fremover ville blive hindret indrejse i Israel for deres opbakning til BDS. På listen fandtes bl.a. den nordamerikanske Jewish Voice for Peace med 13.000 medlemmer, kvækernes organisation American Friends Service Committee der fik Nobels Fredspris i 1947 og Code Pink. Også den britiske War on Want var på listen. De foregående måneder havde regimet tilbageholdt og udvist internationale repræsentanter. Bl.a. en repræsentant for Kirkernes Verdensråd. Iagtagere pegede på, at der både var tale om et krigsskridt fra regimets side, og en måde at kvæle støtten til palæstinensiske projekter i de israelsk besatte områder. Regimets pres på Danmark fik i 2017 udenrigsministeriet til at indstille støtten til 20 palæstinensiske projekter. (Israel imposes travel ban on 20 foreign NGOs over boycott movement, Guardian 7/1 2018)

Regimet blev internationalt stadig mere isoleret i 2018. Det colombiansk-libanesiske musikstjerne Shakira aflyste sin koncert i Israel og i starten af juni aflyste Argentina en venskabsfodboldkamp med Israel i protest mod Israels undertrykkelse af palæstinenserne og massakrer i Gaza. Israels sportsminister havde inden da flyttet fodboldkampen fra Haifa til Jerusalem for yderligere at politisere kampen. Netanyahu ringede til Argentinas præsident Macri for at få ham til at beordre de argentinske fodboldspillere at stille op i Israel. Forgæves. Israel forsøgte i stedet at få FIFA til at udelukke Argentina fra fodboldverdensmesterskaberne i Rusland. Ligeledes forgæves. I juni besluttede Spaniens tredjestørste by, Valencia at tilslutte sig den globale boykot af Israel. Det skete på opfordring fra venstrefløjspartiet Podemos. Valencia erklærede sig for «Israel apartheidfri zone» og forbød kontakt med offentlige institutioner eller virksomheder i Israel. Flere andre mindre spanske byer havde allerede taget en tilsvarende beslutning. I Madrid fordømte bystyret Israels overdrevne magtanvendelse mod palæstinensiske civile og opfordrede til et øjeblikkelig stop for den illegale belejring Israel udøver overfor Gazas 2 mio. indbyggere. I Barcelona opfordrede bystyret til en omfattende våbenembargo mod Israel og opfordrede den spanske stat til at bakke op om en sådan embargo. Israel betegnede initiativerne som «antisemitisme» og forsøgte at få domstolene til at omgøre dem.

2018 Krig mod Iran og Palæstina. Nakba 70 år

I et forsøg på at fremkalde krig med Iran og øge spændingerne i Mellemøsten gennemførte Israel i starten af februar et omfattende luftangreb mod mål i Syrien. Dagen inden var et israelsk fly blev skudt ned af det syriske luftforsvar efter at have angrebet andre mål i Syrien. Det israelske regime forklarede angrebet med, at Iran havde sendt en drone ind over Israel. En påstand der blev afvist af Iran som latterlig: «Iran er kun i Syrien som rådgivere for den syriske regering». Det var første gang siden Israels erobringskrig i 1967 at et israelsk fly var blevet ramt over Syrien. Israel angriber rutinemæssigt mål i Syrien og arbejder på at få USA med i militære angreb på Iran. (Israel launches 'large-scale' attack in Syria after fighter jet crashes, Guardian 10/2 2018; Israeli strikes were 'heavy blow' to Iranian, Syrian forces: Netanyahu, Daily Star 11/2 2018)

På ønske fra Kuwait og Bolivia gennemførte FN's Sikkerhedsråd i midten af februar en lukket session om den humanitære katastrofe i Gaza, hvor 2 mio. palæstinensere af Israel er lukket inde i en stor koncentrationslejr. FN's koordinator for Mellemøst fredsprocessen, Nikolay Mladenov fortalte rådet, at der nu mangler drikkevand i Gaza, læger kan ikke længere gennemføre operationer og arbejdsløsheden ligger på 67%. Israel bombede i 2001 Gazas infrastruktur sønder og sammen og har siden opretholdt en sø- og landblokade af området. I januar meddelte USA's regering at det tilbageholdt 65 mio. US$ ud af de 125 det havde lovet UNRWA til humanitære projekter i Gaza. Baggrunden var verdens samlede fordømmelse af USA i december for dets beslutning om at flytte sin israelske ambassade til Jerusalem. (UN gets report on Gaza catastrophe, Guardian 15/2 2018)

Regimet i Tel Aviv gik i slutningen af marts til angreb på demonstrererende palæstinensere i Gaza. 16 palæstinensere blev dræbt og 1400 såret, deraf 758 af israelske kugler. Ingen israeler blev dræbt eller såret. Baggrunden var, at tusinder af palæstinensere var gået i demonstration til grænsen mod Israel med krav om ret til tilbagevenden til deres land. Denne ret var allerede sanktioneret af FN, der i resolution 198 gav de 7-800.000 fordrevne palæstinesere i 1948 ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom - i det nu israelsk besatte Palæstina. Israel forklarede massakren med, at palæstinensere ikke havde ret til at nærme sig grænsen, og at de tistusindvis af palæstinensere iøvrigt var terrorister organiseret af Hamas. Mens de vestlige lande ignorerede massakren opfordrede FN's Generalsekretær António Guterres og EU's top diplomat, Federica Mogherini til en uvildig undersøgelse af hændelserne. På den besatte Vestbred og i Gaza gennemførte palæstinenserne dagen efter generalstrejke i protest mod Israel. Mens Rusland opfordrede til fornyede forhandlinger om fred mellem Israel og Palæstina, forberedte USA sig på at flytte sin ambassade til Jerusalem og yderligere skærpe konflikten. (Palestinians say over a dozen killed in Gaza border protest, Guardian 30/3 2018; Gazans ready for new protests after bloodiest day in years, Daily Star 31/3 2018. Israel rejects UN and EU calls for inquiry into Gaza bloodshed, Guardian 1/4 2018)

Israels luftfartsmyndigheder forbød i starten af april annoncer, der opfordrede kvinder til at nægte at opgive deres flysæder til fordel for ultra-ortodokse mænd. Baggrunden var en kendelse fra en domstol til fordel for den 82 årige holocaust overlever Renee Rabinowitz der havde sagsøgt Israels luftfartselskab El Al for kønsdiskrimination. Besætningen på et El Al fly havde tvunget hende til at opgive sit flysæde, da en ultra-ortodoks israelsk mand nægtede at sidde ved siden af hende. På baggrund af kendelsen havde Israel Religious Action Center (IRAC) udformet annoncer, der opfordrede kvinder til at nægte at opgive deres flysæder. Det var de annoncer myndighederne nu forbød. (Israeli authorities block airport ads urging women to refuse to give up seats, Guardian 4/4 2018)

Israels massakrer på palæstinensere fortsatte fredag den 6. april, hvor 19 palæstinesere blev dræbt og 491 såret ved grænsen mellem Gaza og Israel. Blandt de dræbte var djournalisten Yasser Murtaja. Den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem havde på forhånd opfordret de israelske soldater til at nægte at adlyde ordrer, når de blev pålagt at skyde mod de ubevæbnede palæstinensere. Det er nemlig forbudt iflg. den 4. Genevekonvention. I Haag opfordrede ICC's chefanklager Fatou Bensouda til stop for volden. Hun udtalte:

«Since 30 March 2018 at least 27 Palestinians have been reportedly killed by the Israeli defence forces, with over 1,000 more injured, many as a result of shootings using live ammunition and rubber bullets.
Violence against civilians, in a situation such as the one prevailing in Gaza, could constitute crimes under the Rome statute of the [ICC], as could the use of civilian presence for the purpose of shielding military activities.»

Chefanklagerens kontor havde allerede indledt en forundersøgelse af situationen i Palæstina, og hun erklærede videre, at hun ville følge situationen tæt og registrere alle former for ulovlig voldsanvendelse mellem de to parter.

Kuwait anmodede FN's Sikkerhedsråd om at tage massakrene op. Samtidig karakteriserede den israelske brigadegeneral Ronen Manelis massakrene som en succes. (Palestinians bury their dead after Israel kills nine in border protests, Daily Star 7/4 2018. Inside Gaza: ‘these are people with nothing to lose’, Guardian 8/4 2018. Chief ICC lawyer calls for end to violence along Gaza border, Guardian 8/4 2018. Gaza photographer's last video captures brutal crackdown on protests, Guardian 9/4 2018. Yasser Murtaja embodied the struggle of Gazans – desperate yet defiant, Guardian 9/4 2018)

Israel angreb 9. april en flybase i det centrale Syrien og dræbte 7 iranske militærrådgivere. To dage inden påstod vestlige politikere, at Assad regimet havde anvendt giftgas mod civilbefolkningen i Ghouta. Israels angreb mod en base med iranske rådgivere var et forsøg på at provokere et iransk militært modsvar for dermed at fremme et vestligt militært angreb på Iran og Syrien. Det mislykkedes, men til gengæld var angrebet en voldsom provokation mod Rusland der meddelte, at det ikke længere ville sidde med hænderne i skødet, når Israel angreb Syrien. Den politiske og militære konflikt var under hastig eskalering - anført af Israel.

Fem dage efter den seneste massakre ved grænsen til Gaza tager fem navngivne israelske skarpskytter offentligt afstand fra det israelske militærs «shoot to kill» ordre mod ubevæbnede palæstinensere. (We were Israeli snipers and are filled with sorrow at Gaza shootings, Guardian 12/4 2018)

Den 20. april dræbte israelske skarpskytter yderligere 2 palæstinensere og sårede 40 ved grænsen til Gaza. Fordømmelserne af massakrene fortsatte, og skuespillerinden Natalie Portmann der havde dobbelt Israelsk-US statsborgerskab meldte i protest afbud til en ceremoni i Israel. (Israeli forces kill two at Gaza frontier during fourth week of protests, Guardian 20/4 2018)

Ligeledes 20. april optrappede Israel krigsretorikken, da premierminister Netanhayu erklærede: «Hvis det kommer til krig, vil den helt sikkert medføre jeres (Iran) udslettelse». Efter at have holdt lav profil siden det israelske angreb 9. april kommenterede den næstkommanderende i Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami nu Netanhayus krigsudtalelser med: «I tilfælde af krig er Iran rede til at udslette zionisterne». (Iran warns Israeli bases are within reach as pair lock horns over Syria, Guardian 20/4 2018. The Syrian airbase at the heart of a potential Israel-Iran war, Guardian 1/5 2018)

Ligeledes den 20. april henrettede det israelske efterretningsvæsen palæstinenseren Fadi al-Batsh i Malaysia. Israel har en lang tradition for at henrette formodede modstandere rundt om i verden. I 1970'erne blev henrettelserne overvejende foretaget mod palæstinensere i Europa. Siden da foregik henrettelserne overvejende i Mellemøsten - bl.a. Jordan og Syrien. I 00'erne foregik de overvejende i Iran og var rettet mod iranske videnskabsmænd. Israel kalder selv henrettelserne «targeted killigs». De er ikke blot kriminelle handlinger, men er også i strid med folkeretten, (Murdered Palestinian engineer was ‘senior member’ of Hamas, Guardian 21/4 2018)

Den 22. april indgav palæstinensiske diplomater en anklage mod Israel for racediskrimination. Klagen blev overbragt FN's kommission til overvågening af Anti-racisme Konventionen, som Israel selv ratificerede i 1979. Anklagen henviste til Israels systematiske forfølgelse og fordrivelse af palæstinensere fra deres boliger og byer på den besatte Vestbred. (Palestine files complaint against Israel under anti-racism treaty, Guardian 23/4 2018)

Fredag den 27. april gennemførte Israel nye massakrer mod Gaza boere ved grænsen til Israel, der protesterede for deres internationalt bekræftede ret til at vende hjem til deres byer og boliger i Israel. 3 blev dræbt og 600 såret. Israel besvarede på denne måde samtidig kritik fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein der havde kritiseret Israel for overdreven voldsanvendelse mod ubevæbnede palæstinensere. (Three dead and hundreds injured as Israeli troops open fire on Gaza border, Guardian 27/4 2018)

Israel er ikke en retstat. Det blev bekræftet af domme i starten af maj. Den 16 årige palæstinensiske pige Ahed Tamimi havde givet en israelsk soldat en lussing. Hendes sag blev behandlet ved en militærdomstol for lukkede døre og resulterede i en dom på 8 måneders fængsel. Parallelt hermed blev den israelske soldat Ben Deri idømt 9 måneders fængsel for drabet på den palæstinensiske teenager Nadeem Nawara ved en demonstration i 2014. Retten slog fast, at Nawara ikke havde udgjort nogen trussel mod de israelske soldater, men alligevel havde Deri skudt og dræbt ham. 3 palæstinensiske unge blev dræbt af israelere under denne demonstration. (Soldiers good, Palestinians bad: Israel's double standards on justice, Guardian 2/5 2018)

I starten af maj fremlagde Israel «beviser» for, at Iran brød den internationale samarbejdsaftale om atomnedrustning med EU, USA, Rusland og Kina. De israelske beviser blev imidlertid afvist af både EU, Rusland og Kina som fuldstændig utroværdige. Da løgneoffensiven mislykkedes gennemførte Israel 8. maj omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien. 15 blev dræbt, deriblandt 8 iranere. Formålet var som i april at fremtvinge en iransk modreaktion. Det mislykkedes igen. Alligevel erklærede USA 10. maj - som ventet - at det ikke længere ville overholde den internationale samarbejdsaftale med Iran. Beslutningen var i strid med folkeretten, eftersom aftalen havde fået FN's Sikkerhedsråds blå stempel, men både USA og Israel bryder rutinemæssigt folkeretten. Få timer senere gennemførte Israel det mest omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien siden krigen i 1973. 27 blev dræbt, deriblandt 11 iranere og 6 syriske soldater. Atter engang udeblev det iranske modsvar. Israel påstod, at det forud for angrebet var blevet udsat for iransk raketbeskydning i Golan, men Israel kunne ikke efterfølgende fremlægge nogen materielle beviser herfor, og det gav ikke mening at Iran skulle angribe i den højeksplosive situation Israel og USA havde skabt i regionen. (Fears grow as Israel and Iran edge closer to conflict, Guardian 10/5 2018. Trump’s rejection of Iran nuclear deal may be Israel’s dream moment, Guardian 10/5 2018. Israel-Iran conflict is no surprise but implications are unclear, Guardian 10/5 2018. Observatory: 42 killed in Israeli strikes in Syria this week, Daily Star 12/5 2018)

Netanyahu havde få dage før angrebet 10. maj været i Moskva. Øjensyneligt for at true Rusland til ikke at sende S-300 antiluftskyts systemet til Syrien, som Rusland havde truet med efter det vestlige angreb på Syrien i april. Israelske generaler havde på forhånd erklæret, at hvis Rusland sendte S-300 til Syrien, ville Israel angribe systemerne, endnu inden Rusland kunne nå at installere dem. S-300 ville give Syrien en betydelig bedre beskyttelse mod de konstante israelske flyangreb, og dette ønskede Israel at hindre. Slyngelstaten ville have frit råderum i det syriske luftrum.

Israel og USA havde formået drastisk at forværre den i forvejen dramatiske politiske-militære situation i regionen med angrebene på Syrien og USA's trusler mod Iran. Men det skulle blive endnu værre. Den 14. maj skulle USA åbne sin nye ambassade i Jerusalem med pomp og pragt. Gaza havde på forhånd erklæret, at protesterne mod den israelske besættelse, USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og 70 året for Israels fordrivelse af Palæstinas befolkning ville nå et klimaks 14-15. maj. Mens USA og Israel fejrede hinanden under et enormt sikkerhedsopbud i Jerusalem, gennemførte israelsk militær en omfattende massakre på palæstinensere ved grænsen til Gaza. Den 14. maj dræbte snigskytterne 58 ubevæbnede palæstinensere og sårede 1360 med kugler. Massakren udløste bred international fordømmelse. Kuwait indbragte sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvor USA's FN ambassadør Nikki Haley erklærede, at «at ingen var så tilbageholdende i voldsanvendelse som Israel». USA måtte derefter nedlægge veto mod sikkerhedsrådsresolutionen om, at FN skulle gennemføre en uafhængig undersøgelse af massakren. USA og Israel var internationalt isoleret. (Israeli soldiers kill 43 Palestinians in Gaza protests: Gaza health officials, Daily Star 14/5 2018. Israel faces outcry over Gaza killings during Jerusalem embassy protests, Guardian 15/5 2018. Israeli forces kill 2 Palestinians near Gaza border as Gaza buries dead, Daily Star 15/5 2018. Gaza toll rises to 60 as fresh protests against Israel gather, Daily Star 15/5 2018. Gaza: Nakba day protests as Palestinians bury those killed in embassy unrest – live updates, Guardian 15/5 2018. There is a cost to Trump. We are seeing it now in Gaza, Guardian 15/5 2018)

Israels ambassadører blev kaldt i samråd i mange europæiske hovedstæder. Sydafrika og Tyrkiet trak deres ambassadører hjem fra Israel i protest, og Israel benyttede samtidig lejligheden til at lukke Tyrkiets konsulat i Jerusalem på ubestemt tid. Nogle højreradikale europæiske stater fulgte dog i USA's fodspor, og lod deres ambassadører deltage i en reception på dagen før den officielle indvielse. Det gjaldt. Østrig, Tjekkiet, Rumænien og Ungarn. Palæstina på sin side trak derfor sine ambassadører hjem fra disse stater i protest. En talsmand for FN's højkommissær for menneskerettigheder, Rupert Colville, opsummerede i Geneve verdenssamfundets protester mod massakren i Gaza:

The mere fact of approaching a fence is not a lethal, life-threatening act, so that does not warrant being shot. It seems that anyone is liable to be shot dead.

Han understregede videre, at internationale love (deriblandt Genevekonventionerne) også skal overholdes i Israel og slog fast at: «dødelig voldsanvendelse er det sidste der må anvendes overfor civile. Ikke det første». ('Enough is enough': UN condemns Israel as Palestinians bury their dead – video report, Guardian 15/5 2018. The 70th anniversary of Palestinian Nakba Day – in pictures, Guardian 15/5 2018. Palestinians recall envoys to 4 EU nations after US embassy move, Daily Star 16/5 2018)

FN's Menneskerettighedsråd besluttede 18. maj at gennemføre sin egen undersøgelse af massakren i Gaza. Af rådets 47 medlemsstater stemte kun USA og Australien imod beslutningen. 29 lande stemte for, mens 14 undlod at stemme. Samme dag åbnede Egypten ekstraordinært Rafah grænseovergangen mellem Gaza og Egypten. (UN human rights chief rebukes Israel as Egypt opens Gaza crossing, Guardian 18/5 2018. U.N. votes to send war crimes probe to Gaza, Daily Star 19/5 2018)

'Sometimes dancing, sometimes furious': a girl shot dead in Gaza, Guardian 21/5 2018

Israel henrettede i starten i starten af juni den 21 årige palæstinensiske sygeplejerske Razan al-Najar med et skud i brystet, da hun løb frem mod det israelsk byggede hegn omkring Gaza for at hjælpe en demonstrant, der var blevet såret af israelske snigskytter. Mordet bragte antallet af ofre for de israelske kugler op på 123 siden slutningen af marts. I FN's Sikkerhedsråd fremlagde Kuwait en resolution, der opfordrede til beskyttelse af de palæstinensiske civile. Resolutionen fik støtte af næsten alle rådets medlemmer, og blev derefter fjernet af USA, der nedlagde veto. FN ambassadør Nicky Haley karakteriserede den som dybt ensidige og moralsk forfalden. (US vetoes UN resolution on Palestinians, Daily Star 2/6 2018)

FN's Generalforsamling vedtog i midten af juni en resolution, der fordømte Israel for dets overdrevne voldsanvendelse mod civile i Gaza. Resolutionen blev vedtaget med 120 stemmer for, 8 imod og 45 lande undlod. Der var tale om den samme resolution som USA få dage tidligere havde nedlagt veto imod i Sikkerhedsrådet. Resolutionen pålagde endvidere FN's generalsekretær António Guterres til indenfor 60 dage at rapportere tilbage til generalforsamlingen om «metoderog instrumenter der kan anvendes til at sikre sikkerhed, beskyttelse og velbefindende for den civile palæstinensiske befolkning, der lever under israelsk besættelse - herunder anbefalinger vedr. en international beskyttelsesmekanisme». (The two-state solution is dead. Palestine needs a new UN mandate, Guardian 15/6 2018) Ved rapportens offentliggørelse 2 måneder senere blev den som forventet fordømt af Israel. Rapporten opstillede 4 muligheder for det internationale samfunds beskyttelse af palæstinenserne mod israelske overgreb: øget støtte til palæstinenserne, udsende rapportører fra FN's Menneskerettighedsråd, ubevæbnede observatører eller en militær- eller politistyrke under FN mandat. Uanset mekanismen ville en beslutning skulle tages i FN's Sikkerhedsråd, hvor den var sikker på at blive stemt ned af USA. Supermagten udfoldede over de følgende uger sin egen fortolkning af «beskyttelse af palæstinensere» ved at indstille alle bevillinger til UNRWA, der er FN's humanitære organ i de besatte områder, ansvarlig for skoler, hospitaler, fødevarebistand osv. i flygtningelejrene. (Israel rejects UN report on protecting Palestinians, Daily Star 18/8 2018)

Netanyahu besøgte i starten af juni Tyskland, Frankrig og Storbritannien for at lægge pres på dem for at få fjernet EU's opbakning til Iran fredsaftalen, som USA en måned inden havde revet i stykker. Netanyahus rundrejse blev en eklatant fiasko. Ikke blot stod de europæiske lande fast på Iran aftalen, de kritiserede også skarpt Israels massakrer på palæstinensere. Kritikken kom bl.a. fra Michael Howard, der ikke blot var en af Storbritanniens mest fremtrædende jøder, men samtidig tidligere formand for det regerende konservative parti. En tilsvarende kritik blev den korrupte israelske premierminister udsat for i de andre europæiske hovedstæder. (Michael Howard confronts Netanyahu over Gaza deaths, Guardian 7/6 2018)

Israel ignorerede det internationale samfund og fortsatte sine massakrer på palæstinensere. I slutningen af juni skød og dræbte israelske snigskytter en 17 årig palæstinensisk teenager. Det bragte antallet af mord på palæstinensere op på 157 siden slutningen af marts. (Gaza teen dies of wounds from Israeli border fire: ministry, Daily Star 28/6 2018)

Israel forstærkede sin status som apartheidstat, da det midt i juli 2018 vedtog en ændring af sin forfatning (Basic Law), der i stil med det nazistiske slagord: «Danmark for danskerne» erklærede at: «Israel er jødernes» - og ingen andres. De 20% af befolkningen der har israelsk statsborgerskab, men er kristne, muslimer eller fra andre trosretninger, blev dermed sat udenfor indflydelse. Apartheidloven udløste skarp kritik fra palæstinensere, omverdenen (bl.a. EU), men også af israelere. Den verdensberømte israelske dirigent Daniel Barenboim erklærede, at 70 år efter Israels oprettelse havde parlamentet erstattet lighed, demokrati og fred med nationalisme og racisme. I kølvandet på loven lavede Jerusalem Post satiretegner Avi Katz en tegning med teksten: «Alle dyr er lige. Men nogle er mere lige end andre». En parafrase på George Orwells Animal Farm, der samtidig afbildede Netanyahu og hans ministre som svin. Trods 30 år på Post blev Katz derefter fyret. (EU leads criticism after Israel passes Jewish 'nation state' law, Guardian 19/7 2018; This racist new law makes me ashamed to be Israeli, Guardian 23/7 2018; Israeli cartoonist fired over 'Animal Farm' Netanyahu caricature, Guardian 26/7 2018)

Israel gennemførte få dage efter apartheidlovens vedtagelse terrorbombardementer af Gaza efter en af dets soldater angiveligt er blevet ramt af skud fra Gaza. Soldatens navn blev ikke offentliggjort. Siden marts havde israelske skarpskytter henrettet 160 palæstinensiske civile i Gaza. Bombardementerne skulle aflede kritikken afd apartheidstaten. (Israel launches waves of strikes across Gaza after soldier killed, Guardian 20/7 2018)

Paraguay besluttede i maj som USA at flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En nyvalgt regering i august besluttede imidlertid at omgøre denne beslutning, og lade ambassaden blive i Tel Aviv. Det udløste traditionen tro vild israelsk vrede. Landet lukkede sin ambassade i Asuncion og trak sin ambassadør hjem, men Paraguay stod ved sin beslutning. (Outcry from Israel after Paraguay moves its Jerusalem embassy back to Tel Aviv, Guardian 5/9 2018)

Israelske skarpskytter skød og dræbte midt i september 4 palæstinensiske demonstranter i Gaza. Den yngste af dem 11 år. 248 palæstinensere blev såret. 12.000 demonstrerede fredag ved hegnet ind mod deres israelsk besatte hjemland med krav om overholdelse af FN resolution 194 der giver dem ret til at vende hjem. Israelske skarpskytter er nu beordret til i særlig grad at skyde mod børn. (Israeli forces kill 4 Palestinians in Gaza protests, Daily Star 14/9 2018)

Israel optrappede i september sin krig mod Syrien. Midt i måneden angreb det barakker tæt ved Damaskus' lufthavn med luft-til-jord missiler. Iflg. Syrian Observatory for Human Rights var der tale om ammunitionsdepoter. Det syriske regime skød et par af de israelske missiler ned. Nogle dage senere skød det syriske luftforsvar et landende russisk IL-20 fly ned over Middelhavet. De 15 ombordværende blev dræbt. Russisk radar afslørede, at israelske F-16 fly har lagt sig bag IL-20 flyet, mens de angreb mål i Latakia provinsen. Hændelsen kunne have forværret forholdet mellem Rusland og Israel, men Putin deeskalerede krisen ved at slå fast, at nedskydningen var en konsekvens af «tragiske hændelser». Det var dog klart, at den israelske angrebstaktik ikke skulle gentages. (Israeli missiles strike near Damascus airport, says Syrian state media, Guardian 15/9 2018; Moscow blames Israel after Syria shoots down Russian military plane, Guardian 18/9 2018)

En israelsk domstol dømte i oktober to new zealandske statsborgere til at betale 18.000 NZ$ i erstatning til 3 unge israelere, fordi deres «kunstneriske velfærd» havde lidt overlast da den new zealanske kunstner Lorde aflyste sin koncert i Tel Aviv. Lorde aflyste sin koncert efter hun af den internationale BDS bevægelse var blevet gjort opmærksom på den israelske undertrykkelse af palæstinenserne. Israel havde ingen chance for at indkræve «bøden» og var først et fremmest et udtryk for den stigende desperation der har ramt regimet over den tiltagende internationale boykot af landet. Efter at hæve inddæmmet kritikken af Israel i USA (i halvdelen af delstaterne er det forbudt at kritisere Israel), forsøgte Israel nu at kriminalisere kritik i Europa. Den israelske stat og dens NGO'er i udlandet gennemførte i oktober og november seminarer for EU parlamentarikere med det formål at få dem til at tilslutte sig Holocaust Remembrance Alliances definition af antisemitisme. «Alliancens» definition af antisemitisme er så bred, at enhver kritik af Israel er antisemitisk. Selv om de fleste EU lande er medlemmer af Alliancen anerkender de ikke dens specielle definition af antisemtisme. (Israel fines New Zealand women $18,000 for urging Lorde concert boycott, Guardian 12/10 2018; European parties urged to agree Israel boycott tactics are antisemitic, Guardian 24/10 2018)

Israelske skarpskytter fortsatte deres drab på palæstinensere i oktober. Midt i måneden blev 6 dræbt under demonstration mod de israelske besættelsesstyrker. 140 blev såret. To uger angreb isrealske fly 3 drenge på 12-14 år. De blev alle tre dræbt. (Six Palestinians killed by Israeli forces in Gaza protests – officials, Guardian 12/10 2018; Gaza: three boys killed in Israeli airstrike, say Palestinian medics, Guardian 28/10 2018)

I november mislykkedes krigsminister Avigdor Liebermans forsøg på at stikke regionen i brand. Midt under den internationale markering i Paris af hundredeåret for 1. Verdenskrigs afslutning igangsatte han en efterretningsaktion ind i Gaza. Aktionen blev afsløret, og 7 palæstinensere blev efterfølgende dræbt af israelske raketter, da fly dækkede efterretningsofficerernes tilbagetrækning. En israelsk oberstløjtnant blev ligeledes dræbt. Det israelske angreb blev besvaret med byger af raketter fra Gaza, der blev besvaret med byger af bombardementer af boligområder fra israelske fly. David mod Goliath. Forsvarsminister Lieberman havde håbet angrebene ville begrave de forhandlinger der i flere måneder havde foregået for at reducere den israelske blokade af Gaza, der var på randen af at kaste befolkningen ud i hungersnød. Det skete ikke. I stedet blev der efter to dage indgået våbenhvile med Egypten som mellemmand, og som aftale om reduktion af blokaden. I frustration trak Lieberman sig fra posten som krigsminister og trak sit parti ud af regeringen i håb om at bringe regeringen til fald og udløse nyvalg. Også det mislykkedes. Netanyahu nægtede at udskrive valg. (Eight dead in undercover Israeli operation in Gaza, Guardian 12/11 2018; Botched Israeli raid in Gaza sparks violent exchanges, Guardian 12/ 2018; Israel and Hamas agree to Gaza ceasefire after intense violence, Guardian 13/11 2018; Israeli defence chief Avigdor Lieberman quits over Gaza truce, Guardian 14/11 2018)

Anklagemyndigheden besluttede i starten af december, at der kan rejses tiltale mod premierminister Benjamin Netanyahu og hans hustru Sara for bestikkelse og korruption. Netanyahu havde sikret telekom virksomheden Bezeq reguleringer, der var flere hundrede mio. US$ værd mod at virksomheden til gengæld omtalte premierminister positivt på dets website Walla. Netanyahu havde samtidig taget imod storte pengebeløb fra milliardærvenner til gengæld for lovgivning til gavn for deres aviser. (Police recommend indicting Benjamin Netanyahu on bribery charges, Guardian 2/12 2018)

USA's finansministerium meddelte i december, at det havde indført økonomiske sanktioner (indefrosset midler i USA) mod den israelske general Israel Ziv. Årsagen var, at Ziv havde leveret våben til parterne i borgerkrigen i Sydsudan. For at være på sikre side og holde gang i våbenhandelen havde generalen leveret våben til begge sider i konflikten. Siden juli havde FN haft en våbenblokade mod landet. Ziv har tidligere lagt sag an mod Electronic Intifida efter en af dets journalister havde sat Ziv på en top-10 liste over israelske racister.

FN's Menneskerettighedsråd besluttede i maj 2018 at nedsætte en speciel undersøgelseskommission til undersøgelse af Israels håndtering af protesterne i Gaza mod Israels over 10 år lange ulovlige blokade af området. Kommissionen udgav i slutningen af februar 2019 sin rapport over begivenhederne i perioden 30/3 til 31/12 2018. Både Israel og USA forsøgte med alle midler at hindre kommissionens arbejde. Israel nægtede kommissionen adgang - både til Israel og Gaza. Egypten havde i første omgang tilladt kommissionen adgang til Gaza via Egypten, men efter stærkt pres fra USA blev denne tilladelse trukket tilbage. Kommissionen var derfor tvunget til at gennemføre sine undersøgelser udenfor Gaza. Den konstaterer, at Israel i den pågældende periode har henrettet 183 palæstinensere ved grænsen mellem Gaza og Israel. Heraf 35 børn. Dertil kommer 6.106 der er såret af israelske kugler. Heraf de 940 børn. Yderligere 3.000 palæstinensere er såret af tåregasgranater, gummikugler og granatsplinter. Israel har i særlig grad koncentreret sit skyderi mod journalister og sundhedspersonel. 3 israelere er i perioden blevet såret ved grænsen. Kommissionen konkluderer, at der pga. omfanget og karakteren af de israelske overgreb kan være tale om krigsforbrydelser. Israel og USA afviste blankt rapporten. Undersøgelseskommissionens fulde rapport: Report of the independent international commission of inquiry on the protests in the Occupied Palestinian Territory. (UN says Israel's killings at Gaza protests may amount to war crimes, Guardian 28/2 2019)

USA anerkendte i marts 2019 Israels annektering af Golanhøjderne. Israel besatte området der tilhører Syrien under sin angrebskrig i 1967. Ingen anden stat anerkender Israels annektering. Skridtet blev øjeblikkelig fordømt af Rusland, Tyrkiet og Iran, mens Syrien truede med at tilbageerobre området. EU forholdt sig traditionen tro tavs.

FN's Menneskerettighedsråd fordømte i marts Israels anvendelse af overdreven vold mod palæstinenserne i Gaza. Israel holder de over 2 mio. palæstinensere indespærret i en kæmpe koncentrationslejr. Siden marts 2018 har de indespærrede palæstinensere ugentlig gennemført demonstrationer for deres ret til at vende hjem til de områder de blev fordrevet fra, og for hævelsen af Israels blokade. Israel har i perioden dræbt 189 civile og såret over 6100. 23 lande stemte i Rådet for resolutionen, 8 stemte imod og 15 lande afstod. Blandt de 8 lande der stemte imod var Israels højreradikale allierede i Europa, Østrig og Ungarn. (UN rights forum condemns Israel over deadly Gaza protests, Daily Star 22/3 2019)

Som bekræftelse på sin foragt for verdenssamfundet indledte slyngelstaten 3 dage senere hæftige bombardementer af Gaza. Hamas svarede igen ved at sende 10 kortrækkende raketter ind over Israel. Bombardementerne var samtidig led i den Israelske valgkamp og den korrupte Netanyahus forsøg på at bevare sin premierministerpost. Under bombardementerne var han i Washington for at festligholde, at USA som det første land i verden havde besluttet at anerkende Israels annektion af Golanhøjderne. Området blev besat af Israel i 1967 under dets aggressionskrig mod nabolandene, men hidtil havde verdenssamfundet enstemmigt afvist at anerkende Israels annektion. (Israeli military bombs Gaza after rocket strike, Guardian 25/3 2019)

Guardian temaartikel om ofrene for Israels aggression mod Gaza, 1 år efter protesternes start. Iflg. avisens oplysningen er 28.666 blevet såret og 191 dræbt af Israel. Israel benyttede årsdagen til yderligere at myrde 4 og såre 40. (Gaza border protests: 190 killed and 28,000 injured in a year of bloodshed, Guardian 29/3 2019; Israeli fire kills four Palestinians, says Gaza health ministry, Guardian 30/3 2019)

I ugerne op til parlamentsvalget optrappede Israels zionistiske partier deres højreradikale retorik. Få dage før valget lovede Netanyahu at han ville annektere de israelske bosættelser i de besatte områder. Altså gøre dem til en formel del af staten Israel. Sådan fungerer bosættelserne i forvejen, men formelt ligger de besat område og udgør en lodret overtrædelse af 4. Genevekonvention der forbyder en besættelsesmagt at kolonisere besat territorium. I Sydafrika sammenlignede den jødiske politiker Ronnie Kasrils Israel med det apartheidregime han selv i årevis havde bekæmpet, og konstaterede at Israels politik i dag ikke kan skelnes fra det sydafrikanske apartheidregime i 1970'erne og 80'erne. (I fought South African apartheid. I see the same brutal policies in Israel, Guardian 3/4 2019; Netanyahu vows to annex Jewish settlements in occupied West Bank, Guardian 7/4 2019)

Parlamentsvalget blev gennemført 9. april. Netayahus Likud gik 5 mandater frem til 35, men valgets store sejrherre var Benny Gantz Blå & Hvide alliance, der gik 24 mandater frem til 35. Arbejderpartiet blev til gengæld næsten udslettet; det gik 13 mandater tilbage og fik 6. Israel er ikke et demokrati men en apartheidstat. Indbyggerne i de besatte områder havde derfor ikke stemmeret. Zionisterne havde i forvejen forsøgt at fjerne alle palæstinensiske partier fra parlamentet ved at hæve spærregrænsen fra 2 til 3,25%. De palæstinensiske partier sluttede sig imidlertid sammen i den Forenede Arabiske Liste og kom med 3,3% netop over spærregrænsen. De gik dog 3 mandater tilbage til 4. Trods forsøg på at danne en Likud regering med støtte fra andre højreradikale og ultraortodokse partier mislykkedes dette og Netanyahu udskrev nyvalg til afholdelse i september.

I 1948 fordrev zionister 7-800.000 palæstinensere fra deres hjem. Hvert år markerer palæstinenserne den etniske udrensning 15. maj, Nakba dagen. I Gaza demonstrerede tusindvis af palæstinensere mod besættelsesmagten. Israel svarede igen, dræbte 16 og sårede 60. (Israeli forces shoot 16 Palestinian protesters at Gaza frontier, Guardian 15/5 2019)

I slutningen af maj meddelte den militære besættelsesmagt i de besatte områder, at præfabrikerede skoler doneret af EU til Palæstina ville blive sat på auktion. Militæret rev i oktober 2018 skolerne ned. EU protesterede mod Israels nedrivning og salg af skolerne. Forgæves. (Israel to auction prefab classrooms donated by EU to Palestinians, Guardian 31/5 2019)

Israel angreb i juni mål i Homs og udkanten af Damaskus, 15 dræbtes, heraf 6 civile. Formålet med den israelske aggression var tilsyneladende at provokere Iran, som både Israel og UDA ønskede at føre krig imod. Syrien klagede til FN's Sikkerhedsråd over den israelske aggression. USA nedlagde rutinemæssigt veto. (Syrian state media claims Israeli airstrikes hit sites near Damascus, Guardian 1/7 2019; Syria accuses Israel of 'heinous aggression' after airstrikes, Guardian 2/7 2019)

Tidligere ansatte i USA's statsadministration afslørede i september 2019, at Israel over de seneste år har placeret spionageudstyr - såkaldte StingRays - nær det Hvide Hus. Udstyret bruges til at aflytte mobiltelefonsamtaler. Israel er det land i verden der har flest spioner i USA, trods det traditionelt nære forhold mellem de to lande. I 1987 blev den nordamerikanske efterretningsofficer Jonathan Pollard idømt livsvarigt fængsel for spionage til fordel for Israel. Han blev prøveløsladt i 2015, efter i 1995 at have fået israelsk statsborgerskab.

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu blev i november 2019 sigtet af landets statsadvokat for bestikkelse og svindel. Det er første gang en siddende israelsk premierminister sigtes for kriminalitet.

I et forsøg på at provokere Iran til krig henrettede USA i januar 2020 den øverstkommanderende for Revolutionsbrigaden i Iran, Qasem Soleimani ved et raketangreb i Iraq. Provokationen mislykkedes. I stedet optrappedde Israel sine sabotageaktioner og målrettede mord i Iran. Slyngelstaten gennemførte snesevis af sabotageaktioner i 1920-21, der nåede en foreløbig kulmination i november 2020, da Israel henrettede chefen for det iranske atomprogram Mohsen Fakhrizadeh.

130 palæstinensere blev i februar 2020 såret af israelske besættelsesstyrker under kampen om Jamal al-Arma bjerget i udkanten af Beita landsbyen udenfor Nablus på den besatte Vestbred. Bosættere havde sendt opfordringer ud til andre bosættere på Vestbredden pm at inddrage bjerget i nye bosættelser. Palæstinenserne svarede igen ved at besætte bjerget. Besættelsesmagten svarede igen med tåregas, gummikugler og skarp ammunition. Få kilometer borte i Hebron brændte israelske bosættere under beskyttelse af israelske soldater mindst 3 palæstinensiske olivenplantager ned. Nedbrændingerne sker for at sabotere den palæstinensiske økonomi.

50 tidligere statsledere og ministre fra Europa offentliggjorde i februar en erklæring der fordømte Trumps såkaldte fredsplan for Israel/Palæstina. Frem for fred vil den uddybe konflikten. De sammenlignede planen med de bantustans, apartheidregimet i Sydafrika oprettede i 1980'erne som et middel til at hælde glasur over apartheidregimet.

Den israelske premierminister Netanyahu offentliggjorde i februar planer om at bygge 3500 nye huse i et område umiddelbart øst for Østjerusalem. Planerne om at bygge bosættelser i det 12 kvadratkilometer store område på besat jord blev udarbejdet allerede i 1995, men siden har skiftende israelske regeringer skrinlagt dem pga. omfattende internationale protester.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas meddelte i februar under et topmøde i den Arabiske Liga i Cairo, at Palæstina afbryder alle forbindelser med USA og Israel. Siden fredsaftalen i 1993 har der ellers altid i det mindste været samarbejde om sikkerhed mellem Israel og Palæstina. Konsekvensen af aftalen mellem USA og Israel om annektion af Palæstina har nu medført, at også denne sidste forbindelse er brudt. Palæstina har i mange år haft et samarbejde med CIA om efterretninger. Også dette samarbejde er nu ophørt. Abbas fik støtte fra den Arabiske Liga til skridtet.

Da Covid-19 pandemien brød ud i starten af 2020, satte Israel sit efterretningsvæsen ind på at stjæle beskyttelses- og testudstyr overalt i verden. I en række lufthavne blev forsendelser, der var på vej til andre lande stjålet af israelske agenter.

De to besættelsesmagter Marokko og Israel normaliserede i december 2020 deres relationer og optog diplomatiske forbindelser.

Den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem erklærede i januar 2021, at Israel er en ikke-demokratisk apartheidstat.

En talsmand for udenrigsministeriet i Washington opfordrede i februar meget usædvanligt Israel til at indstille sin bosættelsespolitik, annektering af palæstinensisk jord og ødelæggelse af palæstinensiske huse. Det skete på baggrund af Israels ødelæggelse af den palæstinensiske landsby Humsah i Jordandalen. Slyngelstaten havde fået uger forinden mistet sin mand i Washington, da Trump under voldsomme protester måtte overdrage præsidentposten til Joe Biden. Samtidig mødtes Premierminister Netanyahu med krigsminister Benny Gantz, generalstabschef Aviv Kochavi og embedsmænd fra forsvars- og finansministeriet. Formålet var at diskutere kanaliseringen af midler fra særlige fonde til en krig mod Iran.

Forensic Architecture ved Goldsmith University i London slog i en rapport fra februar 2021 fast, at israelske soldater henrettede Ahmad Erekat ved et checkpoint i juni 2020. Erekats bil ramte ved et uheld checkposten, og selv om han bagefter steg ud af bilen med armene over hovedet og bevægede sig baglæns skød og dræbte soldaterne ham efterfølgende med 6 skud. Han blev derefter klædt af og fik lov til at ligge 1½ time inden han blev fjernet. Politiet skjulte efterfølgende sporene og bryggede en historie sammen om, at han havde angrebet kontrolposten. Det var løgn slog rapporten fast.

Ligeledes i februar afsagde den Internationale Straffedomstol (ICC) en kendelse der fastslog, at den har jurisdiktion i Palæstina. Den har derfor bemyndigelse til at efterforske Israels krigsforbrydelser mod den palæstinensiske befolkning. ICC's chefanklager Fatou Bensouda ønskede en kendelse fra domstolen, inden den egentlige efterforskning kunne sættes i gang. Der er nu grønt lys for ICC's arbejde. Israel fordømte afgørelsen og erklærede at landet ville gøre alt for at hindre, at dets soldater stilles for retten. Netanyahu opfordrede samtidig til internationale sanktioner mod ICC. Domstolen har i forvejen indrejseforbud i USA.

Israel indledte i maj 2021 krig mod Gaza. Status efter angrebene var: 40 skoler og 4 hospitaler helt eller delvist jævnet med jorden, mindst 181 palæstinensere dræbt heraf 52 børn, vand- og elektricitetsforsyningen helt eller delvist ødelagt. Israels krigsforbrydelser fik fuld opbakning i Washington, London, København og blandt resten af de vestlige regeringer. USA kvitterede ved at godkende salg af våben til slyngelstaten til en værdi af 735 mio. US$.

To partier på den radikale højrefløj - Yamina og Yesh Atid - indgik i juni 2021 en regeringsaftale hvorefter nazisten Naftali Bennett skulle være premierminister i 2021-23 og Yair Lapid skulle være premierminister i 2023-25. Bennett var ansvarlig for Qana massakren i det sydlige Libanon i 2006, hvor over 100 kvinder blev dræbt. Bennett gennemførte trods militære ordrer en aktion i krigszonen, faldt i et baghold, bad om hjælp og det efterfølgende intensive bombeangreb kostede over 100 livet. Han gennemførte sin personlige militære aktion, fordi han mente de israelske militære officerer var nogle krystere. Med den nye højreradikale regering lagde Israel officielt ideen om fred med Palæstina og en to-statsløsning i graven. Bennetts holdning er, at de besatte områder aldrig vil blive overdraget til palæstinenserne.

Den britiske avis Guardian løftede i juli sløret for den israelske spionage virksomhed NSO's salg af overvågningsudstyr til repressive regimer over hele verden. Iflg. NSO anvendes dets software udelukkende til bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet, men i lande som Mexico, Tyrkiet, Saudi Arabien, UAE, Bahrain, Marocco. Azarbadjan, og Kazakhstan betragtes journalister, menneskerettighedsaktivister og politiske modstandere som terrorister og overvåges derfor. Da det blev afsløret at NSO også havde brugt softwaren i USA, blev det for meget for præsident Biden, der erklærede NSO for uønsket.

Ben & Jerry der nu er ejet af Unilever meddelte i juli, at selskabet ikke længere ville sælge sin is i de israelsk besatte områder af Palæstina, da det strider mod virksomhedens værdier. Meddelelsen udløste voldsomme politiske reaktioner, hvor premierminister Naftali Bennett truede med retlige skridt overfor Ben & Jerries samt Unilever og mulig boykot af fødevarekoncernens produkter. På det israelske udenrigsministeriums hjemmeside kunne man læse, at Unilever samarbejdede med «økonomiske terrorister».

Bennett mødtes i august med USA's præsident Biden. Han forklarede Biden om Israels strategi overfor Iran, som Lingchi (død ved 1000 snit) - en kinesisk torturmetode hvor ofret myrdes ved langsomt at skære ofret i stykker og lade det forbløde.

Israels krigsminister Benny Gantz erklærede i oktober 6 palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer for at være terrororganisationer. Det drejede sig om: Al-Haq, Addameer, Defense for Children International Palestine, Union of Palestinian Women Committees, Union of Agricultural Work Committees og Bisan Center for Research and Development. Den egentlige årsag til denne krigserklæring var, at de alle 6 var involveret i den Internationale Krigsforbryderdomstol ICC's efterforskning af Israels krigsforbrydelser. Israels krigserklæring blev fordømt af de israelske menneskerettighedsorganisationer med B'tselem i spidsen.

Den danske statsminister Mette Frederiksen aflagde i 2020 og 21 to besøg i Israel, hvor mødtes med sine højreradikale kolleger. Formålet var at lære af Israels erfaringer med COVID-19 håndtering.

Amnesty International udgav i februar 2022 rapporten Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity. Med rapporten omtaler Amnesty International for første gang Israels behandling af palæstinenserne i Israel og de israelsk besatte områder som apartheid. Menneskerettighedsorganisationen føjer sig dermed til den stadig længere liste af organisationer, der bruger denne betegnelse om Israel. Rapporten bragte som sædvanlig landets højreradikale politikere helt op i det røde felt. De krævede rapporten trukket tilbage og erklærede at «Amnesty citerer løgne udbredt af terrororganisationer». Udenrigsminister Yair Lapid betegnede Amnesty som antisemitisk. Rapporten opfordrede USA, EU og Storbritannien til at erkende, at Israel begår apartheidforbrydelser og andre internationale forbrydelser. Amnesty opfordrede verdenssamfundet til at bruge sine politiske og diplomatiske midler til at lægge pres på Israel for at få det til at opfylde de krav, rapporten opstillede.

Efter i august at have arresteret en leder af Islamisk Jihad på Vestbredden gennemførte Israel terrorangreb på Gaza, der kostede 49 palæstinensere livet - næsten alle civile. Ingen israelere blev dræbt.

Tyrkiet og Israel genoptog i august diplomatiske forbindelser. Det skete efter den israelske præsident Isaac Herzog i marts var på besøg i landet. De diplomatiske forbindelser blev afbrudt i 2010 efter israelske kommandosoldater havde henrettet 10 personer på et tyrkisk skib, der sejlede nødforsyninger til Gaza. Trods genoptagelsen af diplomatiske forbindelser erklærede den tyrkiske udenrigsminister, at landet fortsat ville støtte palæstinensernes sag. (Turkey vows to back Palestinians despite restoring Israel ties, Guardian 17/8 2022)

Netanyahu dannede i december ny regering. Landets hidtil mest højreradikale og terroristiske. Landets nye minister for «national sikkerhed» var Itamar Ben-Gvir, leder af partiet «Jødisk Magt», der var Meir Kahanes terrorosganisation. Ben-Gvir er dømt både for racisme rettet mod palæstinensere og terror. I Hebron havde Ben-Gvir ladet bygge et monument for terroristen Baruch Goldstein, der i 1993 myrdede 29 palæstinensere og sårede over 100 med et automatgevær. Den foregående regerings terror mod palæstinensere havde indtil da kostet 126 livet i 2022. Det højeste antal siden 2006. Konsekvensen af den israelske terror var, at stadig flere palæstinensere bakkede op om en ny væbnet opstand (Intifada) mod den israelske besættelsesmagt. En opstand de dog på forhånd stod til at tabe.

Apartheidregimet havde i sit regeringsgrundlag, at domstolene skulle underlægges regeringen direkte. Den primære årsag var, at domstolene i mere end 2 årtier havde efterforsket Netanyahu. Regimet ønskede at kunne afskedige og indsætte sine egne dommere. Det udløste over flere måneder omfattende demonstrationer mod regimet, med lovændringerne blev gennemført. Der eksisterer ikke nogen deling af magten i entiteten. Politisk, lovgivende og udøvende (militær) magt er samlet ét sted: i diktaturets hænder.

Hamas brød 7. oktober 2023 ud af koncentrationslejren Gaza og angreb israelske positioner i det sydlige Palæstina.

2023 HOLOCAUST 2.0

Den radikale højrefløj i Israel har i årtier haft total udryddelse af alle Palæstinensere (Holocaust) på programmet. Men først da de i regering i slutningen af 2022 kom de tættere på gennemførelse af planen. På 50 års dagen for oktoberkrigen i 1973 angreb Hamas militærforlægninger og kibutser i det sydlige Palæstina. Til bevægelsens overraskelse var den i stand til at indtage kaserner og kunne havde beslaglagt store mængder kampvogne, pansrede mandskabskøretøjer og våben, men havde ikke ressourcer til at fjerne dem. I det officielle narrativ kom angrebet fuldstændig bag på militæret og efterretningstjenesten, der ellers overvåger Hamas' kommunikation. Halvanden måned inde i Holocaust virker det snare som om, Israel var fuldstændig klar over planerne om angreb, men ønskede at bruge det som afsæt for Holocaust 2.0

Israel opgav, at Hamas havde dræbt 1400 under dets angreb. Senere blev dette tal reduceret til 1200. Altsammen uden navne på de dræbte i modsætning til de dræbte i Gaza, som regeringen der opgiver navne på. Blandt de 1200 var der nogle hundrede soldater og resten civile. I ugerne efter 7/10 kom det imidlertid frem, at det var terrorstaten selv, der dræbte næsten alle de civile. Nogle dage efter 7/10 sendte IDF journalister til kibutzen Be'eri, hvor de talte med nogle af de få overlevende. De berettede, at de israelske kampvogne havde skudt mod husene i kibutzen. De overvældende ødelæggelser i kibutzen bekræftede, at det var det israelske militær, der stod bag ødelæggelserne, for Hamas partisanerne havde kun haft håndvåben med. Oplysningerne fandt vej til dagbladet Ha'aretz, men kun den israelsk sprogede udgave. Nogle uger senere begyndte der også at komme rapporter ud om begivenhederne omkring Supernova musikfestivalen, hvor den israelske propagandamaskine hævdede, Hamas stod bag en omfattende massakre. Der sev klip ud fra de israelske Apache helikopteres angreb 7/10 der afslørede, at de havde skudt på alt hvad der bevægede sig. Verden får aldrig at vide, hvem der myrdede løs i det sydlige Palæstina i dagene 7-9/10, men alle oplysninger peger i retning af, at det var israelsk militær der stod bag langt de fleste af de ca. 800 civile tab. Formålet var at piske hadet op i den israelske befolkning og give Holocaust 2.0 «legitimitet». Denne tolkning bekræftes af, at den israelske regering efter 7/10 var fuldstændig ligeglad med de civile gidsler Hamas havde taget. De var mere værd for diktaturet døde end levende. I midten af december henrettede terrorstatens soldater 3 israelske gidsler der kom imod dem med et hvidt flag og bare overkroppe for at vise, at de ingen våben havde. Ligesom palæstinensere ingen værdi havde for terrorstaten, havde civile israelere det heller ikke. (A growing number of reports indicate Israeli forces responsible for Israeli civilian and military deaths following October 7 attack, Mondoweiss 22/10 2023;  “Shoot at everything”: How Israeli pilots killed their own civilians, Electronic Intifada 11/11 2023; Israel’s lies about October 7 incursion fall apart, WSWS 23/11 2023)

Holocaust 2.0 planen lå klar hos de israelske myndigheder og skulle blot sættes i værk. En del af planen sev ud i medierne en uge efter 7/10 og bekræftede, at planen var udryddelse af alle palæstinensere i Gaza. (Another Nakba? Israeli Intel Ministry Proposes Expelling Every Palestinian in Gaza to Egypt, Democracy Now 3/11 2023; Israeli helicopter shot civilians at 7 October rave, police find, Electronic Intifada 19/11 2023)

9/10 oplyste den nazistiske krigsminister Gallant, at alle forsyninger af vand, mad og olie til Gaza ville blive indstillet med øjeblikkelig virkning. Han benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som «dyr». Netanyahu oplyste, at når militæret var færdig med sin langvarige krig, ville der kun være ørken tilbage hvor Gaza engang havde været. Han udtalte samtidig, at efter krigen, ville Mellemøstens grænser være tegnet fuldstændig om. Den højreradikale drøm om Storisrael der også inkluderer Libanon, store dele af Syrien, Jordan og dele af Iraq skulle gøres til virkelighed. Overtrædelse af alle krigens love, herunder Genevekonventionerne samt anvendelsen af atomvåben var vejen til realiseringen af denne drøm. Med Israels massemord på sine egne civile i det sydlige Palæstina og diktaturets egne erklæring om total udryddelse af palæstinenserne var der skabt et narrativ for den borgerlige offentlighed i entiteten. Aviser, TV og radio var fyldt med artikler og programmer, der åbent talte om udryddelse af alle palæstinensere. Sidste gang verden havde været vidne til det var op til og under folkemordet i Rwanda i 1994. Det var dog kun rapporter der slap igennem i det globale syd. I Vesten blev oplysningerne massivt censuret for ikke at undergrave den politiske opbakning til folkemordet.

Holocaust 2.0 fik øjeblikkelig opbakning fra USA og EU med mantraet om at «Israel har ret til at forsvare sig». Denne gang var Vestens grønne lys udvidet til folkemord og atomkrig. USA sendte flere flådegrupper bestående af hangarskibe, destroyere og en atomundervandsbåd til det østlige Middelhav for at støtte Israels krig og bevilgede samtidig endnu flere penge til våben til Israel. (Israel & The Myth of 'Self Defence', DoubleDown 13/10 2023. Her piller David Hearst «Israels ret til at forsvare sig» fra hinanden)

Terrorstatens bombardementer mod Gaza var rettet mod hele enklaven, men især i nord. Efter nogle dage krævede terrorstaten, at de 1,5 mio. indbyggere i det nordlige Gaza skulle flygte mod syd. Det fik de 24 timer til. Kun nogle få tusinde rettede sig efter terrorstatens krav, der iøvrigt også var en krigsforbrydelse. Gradvist begyndte terrorstaten derfor også at bombe hospitaler, skoler og flygtningecentre, hvor hundredetusinder havde søgt tilflugt.

Terrorstatens landoffensiv blev indledt omkring 1/11. De israelske styrker søgte ikke at få det nordlige Gaza under kontrol, hvilket også ville have været vanskeligt, fordi IDF mødte benhård modstand fra de palæstinensiske partisaner. Den militære offensiv koncentrerede sig i stedet om hospitaler, skoler og flygtningecentre. Gaza Citys største hospital Al Shifa blev beskudt og belejret i flere uger. Diktaturet hævdede, at der lå et Hamas kommandocenter under hospitalet. Det var løgn, men skulle «legitimere» angrebene på hospitalet. Den 15/11 invaderede de israelske terrorister hospitalet - uden at møde militær modstand af nogen art. Noget overraskende når diktaturet ellers havde påstået det var et militært kommandocenter. Den 18/11 tvang diktaturet med væbnet magt patienter, ansatte og de 7000 flygtninge på hospitalsområdet til at flygte. Læger uden Grænser kunne efterfølgende berette, at IDF havde beskudt deres konvoj og flere var blevet såret. WHO fik 1 time til at bese hospitalet og kunne efterfølgende berettet, at terrorstaten havde omdannet hospitalet til en «dødszone». Der var 291 patienter tilbage, der ikke kunne flyttes, fordi de var for syge eller døende, samt 25 fra personalet. De var dødsdømte. Terrorstaten havde sprunget lagret med medicin og udstyr i luften og afbrudt vand og elektricitet.

Det militære mål var ikke Hamas, men at dræbe alle civile eller tvinge dem ud af området, for derefter at kunne anvende atombomber i det nordlige Gaza. Den den israelske juniorminister Amihai Eliyahu fra det højreradikale Otzma Yehudit parti havde allerede 5/11 talt over sig og indrømmet, at dette var planen.

Mens der blev indført total censur i Vesten om folkemordet, så det Globale Syd, journalister, menneskerettighedsorganisationer og FN's humanitære organisationer til i forfærdelse. Organisationerne løb i sidste ende tør for adjektiver, når de skulle beskrive det helvede terrorstaten havde skabt i Gaza.

I FN's Sikkerhedsråd blokerede USA for vedtagelse af en våbenhvile. Terrorstaten krævede FN's Generalsekretær Antonio Guteres' afgang, fordi denne havde sagt, at Hamas' angreb ind i det sydlige Israel ikke skete «i et vakuum», men var en konsekvens af 56 års besættelse. Den 27. oktober vedtog FN's Generalforsamling en resolution med opbakning fra 120 lande, der opfordrede til humanitær våbenhvile i lyset af Israels folkemord. USA, Israel og 12 andre stater stemte imod. 45 stater - bl.a. Danmark - undlod at stemme. Afstemningsresultatet afslørede en dyb kløft mellem det globale syd, der ønsker at forsvare humanisme, Genevekonventioner og respekt for krigens love, og et nord anført af USA og EU, der står for folkemord, krigsforbrydelser og antihumanisme. Afstemningsresultatet var en skamstøtte over Vestens hykleri.

Grækenlands tidligere finansminister Yanis Varoufakis kritiserer i denne Al Jazeera udsendelse Europa for medansvar for folkemordet i Gaza.

Endelig den 15/11 lykkedes det at få vedtaget en resolution i FN's Sikkerhedsråd, der pålagde «humanitære pauser». Israel har aldrig fulgt resolutioner fra Sikkerhedsrådet, og selv om de juridisk og politisk bindende, har FN medlemsstater aldrig tvunget Israel til efterlevelse. Israel ignorerede derfor også denne resolution.

Den 11/11 gennemførte den Arabiske Liga og Organisationen af islamiske Stater et fælles topmøde i Saudi Arabien for at diskutere folkemordet i Gaza. Mens de arabiske lande i 1948 havde erklæret Israel krig efter dets etniske udrensning af 800.000 palæstinensere og i 1973 havde udløst oliekrisen efter Vesten ensidigt havde bakket op om Israel, efter Egypten havde tilbageerobret det land det havde mistet i 1967, var stemningen i 2023 helt anderledes. Diktaturene i den arabiske verden var fuldstændig i lommen på Vesten, ville godt opfordre til våbenhvile, men var ikke villige til at sætte magt bag. Det eneste land, der var villig til at stoppe folkemordet var Iran, der til gengæld godt vidste, at det ville blive besvaret med atomvåben fra Israel og USA. Det var derfor der lå US hangarskibe i Middelhavet. I Libanon sendte Hezbollah godt nok lejlighedsvis raketter ind over Israel i solidaritet med Gaza, men var ikke villig til alene at gå i krig med Israel. Det ville påføre det allerede kriseramte Libanon enorme ødelæggelser og ville ikke standse folkemordet i Gaza. Lejlighedsvise raketangreb på USA's militærbaser i Syrien og Iraq kunne heller ikke standse folkemordet. Det kunne lejlighedsvise raketter affyret fra Yemen mod Eilat i det sydlige israelsk besatte Palæstina heller ikke. De få lande der turde trodse USA, EU og Israel var latinamerikanske og afrikanske. Bolivia, Honduras, Belize og Sydafrika afbrød de diplomatiske forbindelser til terrorstaten. Chile, Colombia, Chad og flere andre hjemkaldte deres ambassadører i protest mod folkemordet.

Israels planer for Holocaust 2.0 omfattede ikke kun Gaza, men også Vestbredden. Den israelske minister for folkemord, terroristen Itamar Ben-Gvir havde i dagene efter 7/10 uddelt 10.000 automatvåben til bosættere på Vestbredden. De blev nu brugt til at sabotere den palæstinensiske høst af oliven og til almindelig terror mod civilbefolkningen. Mange landsbyer blev tvunget til at flygte. Den etniske udrensning var skudt i gang. I byerne gennemførtes demonstrationer mod folkemordet, der blev besvaret med vold fra terrorstatens side. Over 200 blev dræbt, flere tusinde interneret og internerede slået ihjel i de israelske fængsler.

Total blokade af Gaza, hvor heller ikke mad, vand eller brændstof får lov til at passere	Krigsforbrydelse
Anvendelse af bomber med hvid fosfor mod civile	Krigsforbrydelse
Tvangsflytning af 2 millioner civile	Krigsforbrydelse
Bombning af hospitaler	Krigsforbrydelse
Kollektiv afstraffelse af hele koncentrationslejren	Krigsforbrydelse
Terrorbombninger af civilbefolkningen	Krigsforbrydelse
Gidseltagning af 4-5000 arbejdere fra Gaza i Israel	Krigsforbrydelse
Bombning af FN's bygninger og flygtningecentre	Krigsforbrydelse
Afbrydelse af al kommunikation	Krigsforbrydelse
Israels krigsforbrydelser i Gaza, oktober 2023. Kilder: Human Rights Watch, Amnesty International

Status efter 2,5 måneders folkemord var:

• 20.800 officielt dræbte. Deraf 9.000 børn. Registreringen var dog ophørt fra midten af november, fordi Israel havde sikret at hospitalerne ikke længere var i drift. EuroMed vurderede 20/11, at mindst 20.000 var dræbt. Dertil kom titusinder, der lå langs gaderne og i ruinerne efter terrorstatens bombardementer. Forældre skrev navnene på deres børn på disses arme, så de dog ikke var ukendte, når de blev dræbt.
• Over 303 dræbt på Vestbredden, flygtningelejre og hospitaler bombet også der. Generel terror mod befolkningen begået af israelske bosættere støttet af de israelske terrororganisationer med IDF i spidsen. Terrorminister Itamar ben-Gvir var gået i gang med at uddele 150.000 automatvåben til sine terrortilhængere på Vestbredden.
• Hungersnød og tørst overalt i Gaza efter 2½ måneds blokade og minimale leverancer af mad og vand.
• 65% af alle boliger helt eller delvist ødelagte.
• 2 mio. drevet på flugt.
• 400 FN ansatte dræbt af terrorstaten. Det største antal nogen sinde i en en konflikt i FN's historie
• 103 journalister dræbt af terrorstaten. Det største antal nogen side siden man begyndte at registrere drab på journalister
• Med deres ubetingede støtte til Israels folkemord havde USA, EU og dets øvrige vasalstater lagt Genevekonventionerne samt Menneskerettighedskonventionen i graven og bragt FN - med dennes egne ord - ud i dens største eksistentielle krise siden dens oprettelse, fordi verdens stærkeste stater åbent saboterede dens arbejde. Gennem deres støtte til folkemordet havde USA og EU gjort sig til deltagere i folkemordet.

24. november trådte en 7 dages pause i folkemordet i kraft, hvor gidsler blev løsladt at begge parter. Hamas havde angiveligt 240 gidsler, mens Israel havde over 8500. Israel startede med at bryde våbenhvilen. Iflg. aftalen skulle palæstinenserne uhindret kunne passere ad Salah al Din hovedvejen, der forbinder syd med nord, men terrorstatens styrker beskød de tusinder af flygtninge der forsøgte at vandre mod nord for at inspicere deres ødelagte huse. To blev dræbt og mange såret. De gidsler Israel løslod blev instrueret om, at de under ingen omstændigheder måtte fejre frigivelsen med deres familie og venner, og hvis det skete, ville de blive taget som gidsler igen.

Terrorstaten annoncerede fra starten af pausen, at det ville blive genoptaget efter 4 dage. Planerne om fortsættelse af folkemordet blev støttet af USA og af næsten alle stater i EU. Efter 3 dages forlængelse genoptog terrorstaten folkemordet 1. december. Terrorstaten var ude af stand til at få militær kontrol over det nordlige Gaza, pga. indædt modstand fra de palæstinensiske modstandsbevægelser, og optrappede i stedet terrorbombardementerne af det centrale og sydlige Gaza. Israels terrorstyrker trængte ind i det sydlige Gaza, hvor de blev af voldsom militær modstand fra modstandsbevægelsen. Den trængte terrorstat foretrak derfor at gennemføre folkemordet fra 2000m højde med bomber og raketter leveret af USA i fly leveret af bl.a. USA, Storbritannien, Nederlandene og Danmark.

Som det humanitære endelige sammenbrud nærmede sig forsøgte FN's generalsekretær Antonio Guterres at få Sikkerhedsrådet til at vedtage en våbenhvile. Generalsekretæren har denne beføjelse til at opfordre Sikkerhedsrådet til at tage affære, når det ikke selv kan finde ud af det. Den 8. december skød USA forslaget om våbenhvile i sænk med et veto. Ondskabens imperium ser ikke FN som fredens organisation, men som et instrument til at gennemføre dets krige, og når det ikke er muligt, får FN mundkurv på. Israel fik af USA og EU grønt lys til at fortsætte folkemordet. Den 16. december stemte 154 lande i FN's Generalforsamling for indstilling af folkemordet. USA og Israel stod totalt isoleret. Men verdensorganisationens højeste myndighed har ingen magt, og Israels/USA's/EU's fortsættelse af folkemordet demonstrerede dermed atter engang Vestens vilje til at lægge det internationale aftalesystem og samarbejde i grus. Efter 4 dages forhandlinger lykkedes det endelig Sikkerhedsrådet den 22. december at vedtage en resolution. Ikke om stop for folkemordet, men om øgede humanitære leverancer. Generalsekretær Guterres konstaterede, at resolutionen var ligegyldig fordi Israels terrorbombardementer af Gaza hindrede, at nødhjælpen kunne nå frem. Resolutionen blåstemplede derfor de-facto det fortsatte folkemord. Det officielle civile tabstal var da 20.000 og dertil kom yderligere titusinder i ruinerne.

For at fjerne fokus fra Israels blodbar i Gaza forsøgte USA og Israel at optrappe krigen i Mellemøsten. USA sammensatte en alliance af klientstater, der skulle angribe Yemen, der var det eneste mellemøstlige land, der stillede sig på palæstinensernes side og i juledagene henrettede både Israel og USA iranske generaler, for at trække Iran ind i krigen.

Terrorstatens ødelæggelser frem til 23/11 2023

 

Aktuelle informationer om folkemordet Democracy Now Electronic Intifada Jewish Voice for Peace If Not Now Læger uden Grænser (MSF) UNRWA WHO Al Jazeeras liveblog af folkemordet 2023/10/7 2023/10/8 2023/10/9 2023/10/9 2023/10/10 2023/10/11 2023/10/13 2023/10/13 2023/10/16 2023/10/17 2023/10/19 2023/10/20 2023/10/21 2023/10/27 2023/10/28 2023/11/30 2023/10/31 2023/11/1 2023/11/2 2023/11/3 2023/11/4 2023/11/4 2023/11/7 2023/11/8 2023/11/9 2023/11/10 2023/11/11 2023/11/12 2023/11/13 2023/11/14 2023/11/15 2023/11/16 2023/11/17 2023/11/18 2023/11/19 2023/11/20 2023/11/21 2023/11/22 2023/11/23 2023/11/24 2023/11/25 2023/11/27 2023/11/29 2023/12/02 2023/12/3 2023/12/4 2023/12/5 2023/12/7 2023/12/8 2023/12/9

 

Israel. Mellemøstens apartheidstat

I Israels og dets vestlige støtters diskurs, kaldes Israel ofte Mellemøstens eneste demokrati. De henviser til, at de øvrige lande i Mellemøsten er diktaturer, mens Israel har «et vestligt demokrati, respekt for de menneskelige rettigheder og regelmæssige valg». Formålet med denne diskurs er at fremstille Israel som et lille vestligt demokratisk land truet af regionens diktaturer.

Israel adskiller sig imidlertid på en lang række punkter fra den Vestlige Verden, det hævder at tilhøre. Som verdens eneste land har Israel ikke nogen grundlov, der kunne udstikke grundliggende rettigheder for landets indbyggere. Det skyldes, at landet er oprettet som en religiøs stat baseret på zionismen. Det har i stedet en «Basic Law», der er en grundlæggende juridisk ramme.

Israels grundlæggere stod i 1948 overfor den udfordring, at 1.300.000 af indbyggerne i Palæstina (det senere Israel og Palæstina) var palæstinensere men kun 650.000 var jøder. Jordfordelingen var endnu mere skæv. Zionisterne ejede kun 8,4% af jorden i det der skulle blive til Israel, mens palæstinenserne ejede resten. Israel skulle i løbet af få år vende denne virkelighed på hovedet med militære, økonomiske og juridiske virkemidler. Efter massakrerne og den etniske fordrivelse af palæstinenserne var der i 1949 kun 160.000 palæstinensere tilbage i det nyetablerede Israel.

Nogle zionister mente, at Israels grundlov alene skulle give rettigheder til zionister, men dette ville være åbenlyst diskriminerende overfor landets oprindelige befolkning. For at undgå at skrive rettigheder (der skulle gælde for alle) ind i en grundlov valgte israels grundlæggere slet ikke at skrive en grundlov, men blot en «Basic Law». Den primære drivkraft i omdannelsen af Palæstina til Israel skulle derefter være økonomisk og juridisk. Umiddelbart efter fordrivelsen af palæstinenserne i 1947-48 kontrollerede den israelske stat 26% af jorden. Staten etablerede nu en Trustee on Absentee Properties, der skulle varetage «de forladte jorder» efter de fordrevne palæstinensere. I 1950 fik denne fond af staten ejendomsret til disse jorder – uden nogen form for erstatning til de fordrevne. Fonden sikrer, at kun zionister og ingen andre af landets indbyggere kan få brugsret til jorden. Diskriminationen af jordspørgsmålet blev på denne måde formelt set gjort privat, og ikke et statsligt anliggende.

Allerede fra starten gennemførte den israelske stat lovgivning, der var åbenlyst diskriminerede. I 1950 vedtog Knesset Law of Return, der gav jøder overalt i verden ret til at rejse til Israel. Loven forbød samtidig de 7-800.000 fordrevne ret til at rejse ind i landet. Dette trods det faktum at FN’s Sikkerhedsråd med resolution 194 garanterede de fordrevne palæstinensere ret til at vende hjem til deres land.

Der var dog et smuthul i loven. Palæstinensere kunne blive gift med en israeler og på denne måde rejse ind i landet. Dette smuthul blev lukket i 2003, da familiesammenføringsretten blev afskaffet – men kun for palæstinensere. Loven blev yderligere skærpet i 2007, da Knesset forbød borgere fra «fjendtlige stater» - Libanon, Syrien, Iran og Iraq – blot at gennemføre familiebesøg i Israel.

I 1952 vedtog Knesset Citizenship Law, der gav jøder overalt i verden ret til at emigere til Israel og øjeblikkeligt opnå israelsk statsborgerskab. Denne ret gjaldt ikke palæstinensere eller andre befolkningsgrupper.

De 160.000 palæstinensere der blev i den nydannede stat fik formelt israelsk statsborgerskab, men var frem til 1966 underkastet militær lovgivning – i modsætning til den jødiske befolkning der var underkastet civil lovgivning. I 2008 vedtog Knesset en lov, der vilkårligt giver staten ret til fratage dens indbyggere det israelske statsborgerskab, hvis de «udviser illoyalitet overfor Israel». Staten kan fratage statsborgerskab uden at der foreligger f.eks. en dømt kriminel handling og anvendes alene overfor landets palæstinensiske befolkning.

Eftersom Israel er en defineret zionistisk stat, kan dens palæstinensiske indbyggere ikke gøre militærtjeneste, og da aftjent militærtjeneste samtidig er et krav for offentlig ansættelse, er den palæstinensiske befolkning økonomisk udelukket fra offentlig ansættelse. Den er samtidig afskåret fra at købe jord, der for 92% kontrolleres af den israelske stat, der kun sælger eller lejer til jøder. Samtidig får de palæstinensiske landsbyer i Israel langt færre tilskud fra staten, eller nægtes direkte retten til at eksistere. Siden 2009 har staten tvangsforflyttet beduiner i Negev ørkenen fordi de boede i «ikke-anerkendte landsbyer» - hvor de ellers havde boet i tusinder af år. Resultatet af den økonomiske og politiske diskrimination er, at over halvdelen af landets palæstinensiske befolkning lever under fattigdomsgrænden.

Diskriminationen overfor palæstinenserne ændrede fundamentalt karakter med junikrigen. I 1967 erobrede Israel Golanhøjderne, Vestbredden, Gaza og Sinai. En ny flygtningebølge blev sendt afsted mod nabolandene, men denne gang blev de fleste palæstinensere boende - i de nu israelsk besatte områder. I den vestlige diskurs henvises fortsat til de besatte områder som besatte. Men i den israelske diskurs er der tale om gammelt jødisk land, der aldrig skal afgives igen. Israel har derfor siden 1968 arbejdet intenst på kolonisering af de besatte områder. Det er i strid med 4. Genevekonvention, der forbyder kolonisering af besat land, men i den israelske diskurs er disse områder ikke besatte. Det giver imidlertid staten en række juridiske legitimitetsproblemer. I en retsstat er alle lige for loven. Det er ikke tilfældet i Israel indenfor 1967 grænserne - som beskrevet ovenfor - og det gælder slet ikke i de besatte områder. I disse gælder en blanding af israelske militærlove og jordanske britiske kolonilove, og det er i vid udstrækning ikke et civilt retsvæsen der håndhæver loven, men derimod militæret. De palæstinensere der lever indenfor dette storisraels grænser har ikke ret til israelsk statsborgerskab og lever de-facto under et israelsk militærdiktatur: uden ret til at rejse ud eller ind, med hyppig militær undtagelsestilstand, militære vejkontroller i alle de besatte områder, uden juridisk beskyttelse fra de israelske bosættere, der hyppigt brænder palæstinensernes plantager og ejendomme ned og uden ret til at købe jord eller bygge boliger. Til sammenligning er jøderne der bebor de israelske bosættelser i de besatte områder underlagt israelsk civil lovgivning. Altså to befolkningsgrupper, to juridiske og politiske systemer.

Israel har siden 1967 aktivt arbejdet for opbygningen af et Bantustan system (svarende til det sydafrikanske under apartheid), hvor palæstinensere indesluttes i enklaver og forbydes kontakt med palæstinensere i andre enklaver. Imellem enklaverne er der placeret israelske bosættelser forbundet af veje, der kun må anvendes af jøder. Det gælder især Israels adskillelse af Østjerusalem fra resten af de besatte områder. Formålet med Israels fragmentering af de besatte områder er åbenlyst at knuse den palæstinensiske økonomi og umuliggøre etableringen af en selvstændig og funktionsdygtig palæstinensiske stat.

Israel praktiserer et system i de besatte områder svarende til artikel 2(a) i Apartheid Konventionen. Israel gennemfører udenomsretlige henrettelser af palæstinensere, tortur, inhuman behandling, vilkårlige arrestationer og fængslinger af palæstinensere. Disse sanktioner er statsligt sanktionerede, støttet af det israelske retsvæsen, opretholdt af et undertrykkende system af militærforordninger og militære domstole. Palæstinensernes ytringsfrihed, demokratiske og menneskelige rettigheder er under ét frataget dem, mens de jødiske bosættere nyder fulde rettigheder som israelske statsborgere.

Et forskningsprojekt under Sydafrikas humanistiske forskningsråd offentliggjorde i maj 2009 en rapport om Israels apartheid karakter. Efter den politiske afskaffelse af apartheid i Sydafrika i 1992 har landet været særligt engageret i at afdække tilsvarende træk i andre stater. Frem til afskaffelsen af apartheid i Sydafrika i 1992 var Israel en af apartheidstatens nærmeste allierede, og flere delegationer af jøder og sorte fra Sydafrika har siden besøgt Israel og de besatte områder og karakteriseret Israel som en endnu værre apartheidstat end Sydafrika var. Den israelske stats apartheid karakter blev fastslået allerede i 1970'erne af UNESCO og i 2001 af FN's konference mod racediskrimination i Durban.

Det er korrekt, at de fleste af Israels nabolande var og er autoritære stater. De fleste af dem støttede af USA og Europa. Det gælder Saudi Arabien, Golfstaterne, Yemen, Egypten og Libyen. Men der er også stater i regionen, der demokratisk og forfatningsmæssigt er langt mere avancerede end Israel. Det gælder Libanon, der har en langvarig demokratisk tradition og adskillelse mellem religion og stat. Det gælder det nye demokrati i Tunesien, Jordan og Tyrkiet, hvor stat og religion blev adskilt for næsten 100 år siden.

Men selv i de autoritære stater praktiseres en inklusion, der ikke er plads til i Israel. Selvom Iran f.eks. har et fundamentalistisk islamisk styre, har andre religioner - også kristne og jøder - rettigheder i landet. Og selv i Syrien og Iraq under Saddam Hussein havde religiøse og etniske mindretal som f.eks. kristne ministerposter i regeringerne og de samme økonomiske muligheder som resten af indbyggerne.

Occupation, Colonialism, Apartheid: A re-assessment of Israel's practices in the occupied Palestinian territories under international law. A study by the Middle East Project of the Human Sciences Research Council of South Africa, May 2009.

The EU and The Palestinian Arab Minority in Israel. EURO-MEDITERRANEAN HUMAN RIGHTS NETWORK (EUROMED). February 2011. (72s)

Israel cementerede i november 2014 sin rolle som apartheidstat, da regeringen vedtog en «nationalitetslov» der slog fast at landets jødiske befolknig har rettigheder andre ikke-jødiske israelere ikke har. Skridtet blev skarpt kritiseret af EU og af Israels egen præsident Reuven Rivlin: «denne lov er blot ammunition til de mennesker og grupper der ønsker at bagtale os». Iflg. Rivlin skar loven det bånd over mellem jødedom og demokrati, som landets grundlæggere havde skabt.

 

USA's økonomiske støtte til Israel

Vær på vores side Vi står for fred og retfærdighed Stop USA's militærbistand til Israel Sådan henvendte den israelsk-palæstinensiske fredsorganisation www.twopeoplesonefuture.org sig i efteråret 2011 til togpassagererne i New York. USA har siden 1948 støttet Israel med 61,3 mia. US$ i militærbistand. Denne bistand har financieret Israels besættelse af Palæstina, landets fortsatte krigsforbrydelser, og er den vigtigste grund til at Israel er ligeglad med fred. Fredsorganisationen opfordrede derfor til øjeblikkelig indstilling af den nordamerikanske militærbistand.

1949-1969	74*
1970-1973	425*
1974	2.646
1975-1982	2.348*
1983	2.501
1984	2.629
1985	3.372
1986	3.800
1987	3.050
1988	3.050
1989	3.050
1990	3.050
Samlet bistand fra USA til Israel i mio. US$ (1949-90) * gennemsnit pr. år Siden 1990 har omfanget af USA's bistand udgjort ca. 3.000 mio. US$ pr. år. Heraf har de 1.800 mio. US$ været direkte militærbistand, mens 1.200 mio. har været «civil bistand» - der dog overvejende anvendes til at betale renter og afdrag på militære lån til USA. USA har endvidere bidraget med 80 mio. US$ årligt i «refugee resettlement assistance» - bidrag til genbosættelse af jøder der er vendt tilbage til Israel. I 1996 modtog Israel endvidere 50 mio. US$ til indkøb af anti-terrorisme udstyr. USA's bistand til Israel repræsenterer 7-8% af det israelske statsbudget. Landet er den største modtager af bistand fra USA, idet det tegner sig for næsten 25% af USA's samlede udlandsbistand på 13,2 mia. US$ (1998). Til sammenligning modtager Egypten 2.100 mio. US$, Jordan 150 mio. og Palæstina 100 mio. - overvejende gennem NGO'er. I august 1997 lod USA's kongres loven the Middle East Peace Facilitation Act der indtil da havde givet mulighed for direkte bistand til det palæstinensiske selvstyre. Årsagen var, at Clinton administrationen ikke var i stand til at dokumentere, at selvstyret overholdt alle aftaler med Israel.

USA og Israel indgik i september 2016 en historisk aftale om våbenbistand. USA skal over de følgende 10 år levere våben for i alt 38 mia. US$ til Israel - som «bistand». Det er historiens største våbenaftale. Der var tale om en stigning på over 25% ifht. den tidligere 10 års aftale, der var på 30 mia. US$. Israel havde ønsket en stigning på 50% til 45 mia. US$, men accepterede alligevel de 38. Der var tale om to begrænsninger ifht. tidligere aftaler. Tidligere kunne Israel anvende op til en fjerdedel af bistand på indkøb af våben fra sin egen våbenindustri, eller andre leverandører. Nu skulle 100% af bistanden anvendes på indkøb af våben fra USA. Envidere ville Israel ikke have ret til at søge USA's kongres om yderligere bistand i perioden. (US pledges record $38bn military aid to Israel over next 10 years, Guardian 13/9 2016).

The Lobby. Episode 1. The covert war

The Lobby. Episode 2. Managing elites

The Lobby. Episode 3. The witch hunt

The Lobby. Episode 4. Marketing occupation

Al Jazeera producerede i 2019 en serie i 4 dele om Israel kriminelle lobby i USA, der sikrer, at det et Israel der dikterer USA's politik i Mellemøsten. Al Jazeera placerede en under-cover agent i lobbyen og fik på den måde afdækket lobbyens kriminelle aktiviteter. Electronic Intifadas tema om Israel lobbyen i USA

 

Israels krænkelser af Sikkerhedsrådets resolutioner

Israel er det FN medlemsland der har krænket flest resolutioner fra Sikkerhedsrådet. 230 er det blevet til i perioden 1946-2003. Dertil kommer resolutioner fra Generalforsamlingen, som imidlertid ikke er folkeretligt bindende. Her følger en liste over de krænkede resolutioner:

Resolution 1686 (2006) The situation in the Middle East

Resolution 1685 (2006) The situation in the Middle East

Resolution 1680 (2006) The situation in the Middle East

Resolution 1664 (2006) The situation in the Middle East

Resolution 1655 (2006) The situation in the Middle East

Resolution 1648 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1644 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1636 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1614 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1605 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1595 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1583 (2005) The situation in the Middle East

Resolution 1578 (2004) The situation in the Middle East

Resolution 1559 (2004) The situation in the Middle East

Resolution 1553 (2004) The situation in the Middle East

Resolution 1550 (2004) The situation in the Middle East

Resolution 1544 (2004) The situation in the Middle East, incuding the Palestinian question

Resolution 1525 (2004) The situation in the Middle East

Resolution 1520 (2003) The situation in the Middle East

Resolution 1515 (2003) The situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1496 (2003) The situation in the Middle East

Resolution 1488 (2003) The situation in the Middle East

Resolution 1461 (2003) The situation in the Middle East

Resolution 1451 (2002) The situation in the Middle East

Resolution 1435 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1428 (2002) The situation in the Middle East

Resolution 1415 (2002) The situation in the Middle East

Resolution 1405 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1403 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1402 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1397 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1391 (2002) The situation in the Middle East

Resolution 1381 (2001) on the situation in the Middle East

Resolution 1365 (2001) on the situation in the Middle East

Resolution 1351 (2001) on the situation in the Middle East

Resolution 1337 (2001) on the situation in the Middle East

Resolution 1328 (2000) The situation in the Middle East

Resolution 1322 (2000) on the situation in the Middle East, including the Palestinian question

Resolution 1310 (2000) on the situation in the Middle East

Resolution 1300 (2000) on the situation in the Middle East

Resolution 1288 (2000) on the situation in the Midlle East

Resolution 1276 (1999) on the situation in the Middle East

Resolution 1254 (1999) on the situation in the Middle East

Resolution 1243 (1999) on the situation in the Middle East

Resolution 1223 (1999) on the situation in the Middle East

Resolution 1211 (1998) on the situation in the Middle East

Resolution 1188 (1998) on the situation in the Middle East

Resolution 1169 (1998) on the situation in the Middle East

Resolution 1151 (1998) on the situation in the Middle East

Resolution 1139 (1997) The situation in the Middle East

Resolution 1122 (1997) The situation in the Middle East

Resolution 1109 (1997) The situation in the Middle East

Resolution 1095 (1997) The situation in the Middle East

Resolution 1081 (1996): The situation in the Middle East

Resolution 1073 (1996): The situation in the occupied Arab territories

Resolution 1068 (1996): The situation in the Middle East

Resolution 1057 (1996): The situation in the Middle East

Resolution 1052 (1996): The situation in the Middle East

Resolution 1039 (1996): The situation in the Middle East

Resolution 904 (1994) on measures to guarantee the safety and protection of the Palestinian civilians in territories occupied by Israel

Resolution 887 (1993): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)

Resolution 852 (1993): Israel-Lebanon (28 July)

Resolution 830 (1993): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)

Resolution 803 (1993): Israel-Lebanon (28 Jan)

Resolution 799 (1992): Territories occupied by Israel (18 December)

Resolution 790 (1992): Israel-Syrian Arab Republic (25 November)

Resolution 768 (1992): Israel-Lebanon (30 July)

Resolution 756 (1992): Israel-Syrian Arab Republic (29 May)

Resolution 734 (1992): Israel-Lebanon (29 Jan)

Resolution 726 (1992): Territories occupied by Israel (6 Jan)

Resolution 722 (1991): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)

Resolution 701 (1991): Israel-Lebanon (31 July)

Resolution 695 (1991): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)

Resolution 694 (1991): Territories occupied by Israel (24 May)

Resolution 684 (1991): Israel-Lebanon (30 Jan)

Resolution 681 (1990): Territories occupied by Israel (20 December)

Resolution 679 (1990): Israel-Syrian Arab Republic (30 November)

Resolution 673 (1990): Territories occupied by Israel (24 October)

Resolution 672 (1990): Territories occupied by Israel (12 October)

Resolution 659 (1990): Israel-Lebanon (31 July)

Resolution 655 (1990): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)

Resolution 648 (1990): Israel-Lebanon (31 January)

Resolution 645 (1989): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)

Resolution 641 (1989): Territories occupied by Israel (30 Aug)

Resolution 639 (1989): Israel-Lebanon (31 July)

Resolution 636 (1989): Territories occupied by Israel (6 July)

Resolution 633 (1989): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)

Resolution 630 (1989): Israel-Lebanon (30 Jan)

Resolution 607 (1988): Territories occupied by Israel (5 January)

Resolution 608 (1988): Territories occupied by Israel (14 January)

Resolution 609 (1988): Israel-Lebanon (29 January)

Resolution 611 (1988): Israel-Tunisia (25 April)

Resolution 613 (1988): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)

Resolution 617 (1988): Israel-Lebanon (29 July)

Resolution 624 (1988): Israel-Syrian Arab Republic (30 November)

Resolution 605 (1987): Territories occupied by Israel (22 Dec)

Resolution 603 (1987): Israel-Syrian Arab Republic (25 Nov)

Resolution 599 (1987): Israel-Lebanon (31 July)

Resolution 596 (1987): Israel-Syrian Arab Republic (29 May)

Resolution 594 (1987): Israel-Lebanon (15 Jan)

Resolution 592 (1986): Territories occupied by Israel (8 Dec)

Resolution 590 (1986): Israel-Syrian Arab Republic (26 Nov)

Resolution 587 (1986): Israel-Lebanon (23 Sept)

Resolution 586 (1986): Israel-Lebanon (18 July)

Resolution 584 (1986): Israel-Syrian Arab Republic (29 May)

Resolution 583 (1986): Israel-Lebanon (18 Apr)

Resolution 576 (1985): Israel-Syrian Arab Republic (21 Nov)

Resolution 575 (1985): Israel-Lebanon (17 Oct)

Resolution 573 (1985): Israel-Tunisia (4 Oct)

Resolution 564 (1985): Lebanon (31 May)

Resolution 563 (1985): Israel-Syrian Arab Republic (21 May)

Resolution 561 (1985): Israel-Lebanon (17 Apr)

Resolution 557 (1984): Israel-Syrian Arab Republic (28 Nov)

Resolution 555 (1984): Israel-Lebanon (12 Oct)

Resolution 551 (1984): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)

Resolution 549 (1984): Israel-Lebanon (19 Apr)

Resolution 543 (1983): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)

Resolution 542 (1983): Lebanon (23 Nov)

Resolution 538 (1983): Israel-Lebanon (18 Oct)

Resolution 536 (1983): Israel-Lebanon (18 July)

Resolution 531 (1983): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)

Resolution 529 (1983): Israel-Lebanon (18 Jan)

Resolution 524 (1982): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)

Resolution 523 (1982): Israel-Lebanon (18 Oct)

Resolution 521 (1982): Lebanon (19 Sept)

Resolution 520 (1982): Israel-Lebanon (17 Sept)

Resolution 519 (1982): Israel-Lebanon (17 Aug)

Resolution 518 (1982): Israel-Lebanon (12 Aug)

Resolution 517 (1982): Israel-Lebanon (4 Aug)

Resolution 516 (1982): Israel-Lebanon (1 Aug)

Resolution 515 (1982): Israel-Lebanon (29 July)

Resolution 513 (1982): Lebanon (4 July)

Resolution 512 (1982): Lebanon (19 June)

Resolution 511 (1982): Israel-Lebanon (18 June)

Resolution 509 (1982): Israel-Lebanon (6 June)

Resolution 508 (1982): Israel-Lebanon (5 June)

Resolution 506 (1982): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)

Resolution 501 (1982): Israel-Lebanon (25 Feb)

Resolution 498 (1981): Israel-Lebanon (18 Dec)

Resolution 497 (1981): Israel-Syrian Arab Republic (17 Dec)

Resolution 493 (1981): Israel-Syrian Arab Republic (23 Nov)

Resolution 490 (1981): Lebanon (21 July)

Resolution 488 (1981): Israel-Lebanon (19 June)

Resolution 487 (1981): Iraq-Israel (19 June)

Resolution 485 (1981): Israel-Syrian Arab Republic (22 May)

Resolution 484 (1980): Territories occupied by Israel (19 Dec)

Resolution 483 (1980): Israel-Lebanon (17 Dec)

Resolution 481 (1980): Israel-Syrian Arab Republic (26 Nov)

Resolution 478 (1980): Territories occupied by Israel (20 Aug)

Resolution 476 (1980): Territories occupied by Israel (30 June)

Resolution 474 (1980): Israel-Lebanon (17 June)

Resolution 471 (1980): Territories occupied by Israel (5 June)

Resolution 470 (1980): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)

Resolution 469 (1980): Territories occupied by Israel (20 May)

Resolution 468 (1980): Territories occupied by Israel (8 May)

Resolution 467 (1980): Israel-Lebanon (24 Apr)

Resolution 465 (1980): Territories occupied by Israel (1 Mar)

Resolution 459 (1979): Israel-Lebanon (19 Dec)

Resolution 456 (1979): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)

Resolution 452 (1979): Territories occupied by Israel (20 July)

Resolution 450 (1979): Israel-Lebanon (14 June)

Resolution 449 (1979): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)

Resolution 446 (1979): Territories occupied by Israel (22 Mar)

Resolution 444 (1979): Israel-Lebanon (19 Jan)

Resolution 441 (1978): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)

Resolution 438 (1978): Egypt-Israel (23 Oct)

Resolution 436 (1978): Lebanon (6 Oct)

Resolution 434 (1978): Israel-Lebanon (18 Sept)

Resolution 429 (1978): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)

Resolution 427 (1978): Israel-Lebanon (3 May)

Resolution 426 (1978): Israel-Lebanon (19 Mar)

Resolution 425 (1978): Israel-Lebanon (19 Mar)

Resolution 420 (1977): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)

Resolution 416 (1977): Egypt-Israel (21 Oct)

Resolution 408 (1977): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)

Resolution 398 (1976): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)

Resolution 396 (1976): Egypt-Israel (22 Oct)

Resolution 390 (1976): Israel-Syrian Arab Republic (28 May)

Resolution 381 (1975): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)

Resolution 378 (1975): Egypt-Israel (23 Oct)

Resolution 371 (1975): Egypt-Israel (24 July)

Resolution 369 (1975): Israel-Syrian Arab Republic (28 May)

Resolution 368 (1975): Egypt-Israel (17 Apr)

Resolution 363 (1974): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)

Resolution 362 (1974): Egypt-Israel (23 Oct)

Resolution 350 (1974): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)

Resolution 347 (1974): Israel-Lebanon (24 Apr)

Resolution 346 (1974): Egypt-Israel (8 Apr)

Resolution 344 (1973): Peace Conference in the Middle East (15 Dec)

Resolution 340 (1973): UN Emergency Force for the Middle East (25 Oct)

Resolution 339 (1973): Cease-Fire between Egypt and Israel (23 Oct)

Resolution 338 (1973): Cease-Fire in the Middle East (22 Oct)

Resolution 332 (1973): The Situation in the Middle East (21 Apr)

Resolution 331 (1973): The Situation in the Middle East (20 Apr)

Resolution 317 (1972): The situation in the Middle East (21 Jun)

Resolution 316 (1972): The situation in the Middle East (26 Jun)

Resolution 313 (1972): The Situation in the Middle East (28 Feb)

Resolution 298 (1971): The situation in the Middle East (25 Sep)

Resolution 285 (1970): The situation in the Middle East (5 Sep)

Resolution 280 (1970): The Situation in the Middle East (19 May)

Resolution 279 (1970): The Situation in the Middle East (12 May)

Resolution 271 (1969): The situation in the Middle East (15 Sep)

Resolution 270 (1969): The situation in the Middle East (26 Aug)

Resolution 267 (1969): The situation in the Middle East (3 Mar)

Resolution 265 (1969): The Situation in the Middle East (1 Apr)

Resolution 262 (1968): The situation in the Middle East (31 Dec)

Resolution 259 (1968): The situation in the Middle East (27 Sep)

Resolution 258 (1968): The situation in the Middle East (18 Sep)

Resolution 256 (1968): The situation in the Middle East (16 Aug)

Resolution 252 (1968): The situation in the Middle East (21 May)

Resolution 251 (1968): The situation in the Middle East (2 May)

Resolution 250 (1968): The situation in the Middle East (27 Apr)

Resolution 248 (1968): The Situation in the Middle East (24 Mar)

Resolution 242 (1967): The situation in the Middle East (22 Nov)

Resolution 240 (1967): The situation in the Middle East (25 Oct)

Resolution 237 (1967): The situation in the Middle East (14 Jun)

Resolution 236 (1967): The situation in the Middle East (11 Jun)

Resolution 235 (1967): The situation in the Middle East (9 Jun)

Resolution 234 (1967): The situation in the Middle East (7 Jun)

Resolution 233 (1967): The situation in the Middle East (6 Jun)

Resolution 228 (1966): The Palestine Question (25 Nov)

Resolution 171 (1962): The Palestine Question (9 Apr)

Resolution 162 (1961): The Palestine Question (11 Apr)

Resolution 129 (1958): Complaint by Lebanon - Complaint by Jordan (7 Aug)

Resolution 128 (1958): Complaint by Lebanon (11 Jun)

Resolution 127 (1958): The Palestine Question (22 Jan)

Resolution 114 (1956): The Palestine Question (4 Jun)

Resolution 113 (1956): The Palestine Question (4 Apr)

Resolution 111 (1956): The Palestine Question (19 Jan)

Resolution 108 (1955): The Palestine Question (8 Sep)

Resolution 107 (1955): The Palestine Question (30 Mar)

Resolution 106 (1955): The Palestine Question (29 Mar)

Resolution 101 (1952): The Palestine Question (24 Nov)

Resolution 100 (1952): The Palestine Question (27 Oct)

Resolution 95 (1951): The Palestine Question (1 Sep)

Resolution 93 (1951): The Palestine Question (18 May)

Resolution 92 (1951): The Palestine Question (8 May)

Resolution 89 (1950): The Palestine Question (17 Nov)

Resolution 73 (1949): The Palestine Question (11 Aug)

Resolution 72 (1949): The Palestine Question (11 Aug)

Resolution 66 (1948): The Palestine Question (29 Dec)

Resolution 62 (1948): The Palestine Question (16 Nov)

Resolution 61 (1948): The Palestine Question (4 Nov)

Resolution 60 (1948): The Palestine Question (29 Oct)

Resolution 59 (1948): The Palestine Question (19 Oct)

Resolution 57 (1948): The Palestine Question (18 Sep)

Resolution 56 (1948): The Palestine Question (19 Aug)

Resolution 54 (1948): The Palestine Question (15 Jul)

Resolution 53 (1948): The Palestine Question (7 Jul)

Resolution 50 (1948): The Palestine Question (29 May)

Resolution 49 (1948): The Palestine Question (22 May)

Resolution 48 (1948): The Palestine Question (23 Apr)

Resolution 46 (1948): The Palestine Question (17 Apr)

Resolution 44 (1948): The Palestine Question (1 Apr)

Resolution 43 (1948): The Palestine Question (1 Apr)

Resolution 42 (1948): The Palestine Question (5 Mar)

Israel er involveret i det højeste antal resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. 250 svarende til 15% af det samlede antal resolutioner er det foreløbig blevet til i 1946-2006. Israel har brudt dem alle, trods det faktum at resolutioner fra Sikkerhedsrådet er folkeretligt bindende. Resolutionerne omhandler: Israels aggression mod sine nabolande Jerusalems status De palæstinensiske flygtninges tilbagevenden Oprettelsen af en palæstinensisk stat Ophør af de jødiske bosættelser i de besatte områder Israels deportationer af palæstinensere Israels overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning Udover de 250 vedtagne resolutioner er der de, der aldrig blev vedtaget. I 1972-91 nedlagde USA veto mod 29 resolutioner, der var kritiske overfor Israel. Efter Sovjetunionens sammenbrud har USA i stedet søgt at afværge resolutioner ved at true med veto. Det var også tilfældet i efteråret 2003, hvor Sikkerhedsrådet behandlede en resolution, der kritiserede den israelske regering for dens trusler om at dræbe Palæstinas folkevalgte præsident Yassir Arafat. Den er heller ikke med på listen, da USA truede med at nedlægge veto. Ligeledes nedlagde USA i juli 2006 veto mod en resolution der kritiserede Israels angrebskrig mod Libanon og opfordrede til indstilling af kamphandlingerne. Resolutionerne kan findes via FN's Sikkerhedsråds oversigt over resolutioner: http://www.un.org/Docs/sc/unsc_resolutions.html

 

Jødisk indvandring til Israel og de besatte områder

De to første store indvandringsbølger af jøder til Palæstina fandt sted i 1881-1916 og 1917-25. I begge perioder var der især tale om jøder fra Polen og Rusland. I løbet af første bølge steg den jødiske befolkning i Palæstina fra 24.000 til 55.000. I 1917-25 ankom yderligere 97.000 jøder. Dels pga. udfærdigelsen af Balfourdeklarationen, dels fordi området blev britisk mandatområde.

I 1926-28 var netto migrationen negativ idet flere jøder forlod Palæstina end der ankom. Men i 1929-39 ankom der 250.000 jøder fra Polen, Tyskland og andre europæiske lande som følge af den tiltagende jødeforfølgelse. I 1939-48 var indvandringen hemmelig og der findes derfor ikke sikre tal for denne.

Fra grundlæggelsen af staten Israel i 1948 til 1988 indvandrede der 1,85 mio. jøder til Israel. Heraf kom de 445.000 fra de arabiske lande. Indvandringen varierede voldsomt fra 240.000 i 1949 til 10.347 i 1953, og i 1982-88 var den tæt på 0. Men med Østeuropas sammenbrud tog indvandringen atter til. I 1989 ankom der 13.000, overvejende fra Sovjetunionen. Dette tal steg til 200.000 i 1990, og der var nu tale om jøder fra hele Østeuropa. Iflg. tal fra USA's udenrigsministerium fra marts 1991 slog 8.830 af indvandrerne der var kommet fra Sovjetunionen siden 1989 sig ned i de besatte områder.

I første halvdel af 1991 registrerede emigrationskontoret i Jewish Agency en indvandring på 100.000 jøder, hvoraf de 78.000 kom fra Sovjetunionen, 14.000 fra Ethiopien og 8.000 fra andre lande - overvejende i Østeuropa.

I slutningen af 1989 var det kun 15% af de jøder der forlod Sovjetunionen, der tog videre til Israel, men fra januar 1990 til juli 1991 blev de nærmest alle tvunget til at tage denne vej. Der var nemlig indgået en aftale mellem Israel og Sovjetunionen, hvorefter de øjeblikkelig blev frataget deres russiske statsborgerskab, når de bad om at forlade Sovjetunionen, men så istedet blev udstyret med israelske rejsepapirer, der alene var gyldige i Israel. Denne procedure der drastisk accelererede indvandringen kunne først tages i anvendelse, da Israel åbnede et konsulat i Moskva. Holland der indtil da havde repræsenteret landets interesser havde nægtet at følge denne procedure, der var i strid med Helsinki aftalerne om sikkerhed og samarbejde.

Proceduren blev ændret 1. juli 1991 hvor Sovjetunionen indførte mere lempelige udrejseregler, der gav større muligheder for russiske statsborgere at rejse til udlandet. Alligevel indvandrede næsten 1 mio. russiske jøder til Israel i 1989-2000. Der er tale om en gruppe, der er blevet en afgørende politisk kraft på den israelske højrefløj. 40% af dem stemmer på de traditionelle politiske partier, mens resten stemmer på ekstreme højrefløjspartier som Yisra'el Ba-Aliya («Israel gennem emigration», ledet af Nathan Sharansky) og Yisra'el Beiteinu («Israel, vort hjem», ledet af Avigdor Liberman). I august 2000 brød en lille gruppe ud af det regerende arbejderparti og det dannede det centrum-venstreorienterede Behira Demokratit («Demokratisk Valg»).

Israels indre modsætninger

Baggrunden for statsdannelsen og den politik der er blevet ført gør, at staten er præget af mange indre modsætninger og paradokser. Institutionelt er Israel et parlamentarisk demokrati efter vesteuropæisk mønster. Uafhængighetserklæringen garanterer lige rettigheder for alle borgere, uanset religion, race og køn. Men denne erklæring er ikke fulgt op af en forfatning og et lovsæt, hvor disse rettigheder er nedfældet i bestemmelser, som gælder alle Israels borgere. Tværtimod har parlamentet - Knesset - efterhånden vedtaget en række love, som viser at statsdannelsen er en jødisk stat - dvs. en stat for den jødiske del af befolkningen og alle andre jøder i verden. Ikke en stat for dem som til enhver tid er indbyggere i staten.

De vigtigste af disse love er loven om genindvandring (1950), som giver alle jøder bosat udenfor Israel ret til indvandring, og loven om nationalitet (1952), som omhandler forholdet mellem jøder og arabere, og som bl.a. stiller meget strenge krav til bevilling af statsborgerskab til arabere. Andre centrale love er jordloven (1960), som slår fast, at al jord som tilhører staten Israel eller zionistiske organisationer - som Den Jødiske Nationalfond - ikke skal kunne sælges eller på anden måde afhændes. Dette omfatter 90 % af staten Israels areal. Loven om Verdens Zionist-Organisation og Jewish Agency (1952) regulerer statens forhold til zionistorganisationerne med underorganisationer, og anerkender deres ret til at virke i Israel «for videre udvikling og bosætning i landet, for hjælp til immigranter og koordinering af jødiske organisationer og institutioners arbejde på disse felter».

Disse love er på flere måder direkte diskriminerende overfor den arabiske minoritet. Nationalitetsbestemmelserne giver ingen genindvandringsret for de hundredetusinder af palæstinensere, som blev fordrevet i 1948-49. Jordloven giver anledning til konfiskation af «forladt» jord og ekspropriering af arabisk ejendom til udviklingsformål.

Men lovene er også indirekte diskriminerende. Midler fra udlandet, kanaliseret gennem Jewish Agency i Israel og Den Jødiske Nationalfond anvendes til investeringer og støttetiltag for jøder. Dette opvejes ikke ved en større tildeling af statslige midler til arabiske bosætningsområder. Resultatet er, at man i Israel kan se ekstreme forskelle i udvikling mellem jødiske og arabiske områder, f.eks. når det gælder skoler, sundhedsinstitutioner, adgang til vand og kloakering etc.

Fra 1950 til 1966 var araberne i Israel under militær administration med lovhjemmel i forordninger fra den britiske mandattid. Militæradministrationen satte civile regler og love ud af kraft og hjemlede postforbud, vilkårlige husundersøgelser, arrestationer og fængsling under «administrativ forvaring». Den blev afskaffet efter mange års modstand fra den israelske menneskerettighedsliga, fra arabiske organisationer i Israel og fra den israelske venstrefløj. Men også efter at militærstyret er afskaffet, anvendes en række sikkerhedsbestemmelser således at den arabiske minoritet ikke har fulde borgerrettigheder. Politisk aktivitet følges med speciel opmærksomhed fra efterretningsvæsenets side, vilkårlige arrestationer og deportationer (landsforvisninger) er blevet dokumenteret i en række tilfælde. Araberne har vanskeligheder ved at få ansættelse i statslige organer. Bortset fra den lille drusiske folkegruppe, har araberne ikke ret til at deltage i Israels forsvar.

Israel har to officielle sprog - hebræisk og arabisk. I skolen undervises der på begge sprog for alle etniske grupper. Men skolerne i de arabiske områder har dårligere bygninger, større klasser og mangler ofte kvalificerede lærere og ordentlige undervisningsmidler sammenlignet med de offentlige og private skoler, hvor de jødiske børn går. Den offentlige skole formidler desuden en jødisk-israelsk kultur og historieforståelse, som er diskriminerende overfor de arabiske elevers kulturelle baggrund. Meget få arabiske elever er i stand til at kvalificere sig til videregående uddannelse.

Brydninger mellem religiøse og sekulariserede (verdsliggjorte) retninger indenfor den zionistiske bevægelse og forholdet til landets arabiske befolkning gør, at en række forhold ikke er statsligt reguleret, men underlagt religiøs jurisdiktion (domsmyndighed). De forskellige religiøse samfund - dvs. de forskellige kristne kirkesamfund, de muslimske, de jødiske og druserne - har egne domstole som afgør person- og familieretslige forhold. Borgerlig vielse eksisterer ikke til trods for, at den sekulariserede del af befolkningen er stigende. Ægteskab mellem jøder og arabere er ikke tilladt, uden at den ene konverterer, og fra 2003 kan en araber fra Israel ikke længere gifte sig med en araber fra de besatte områder. Israels indbyggere har ikke betegnelsen israeler i sit pas eller identitetskort, men jøde, muslim, kristen etc.

Økonomi, arbejde og organisering

Landbruget var hovedererhvervet for både den jødiske og den arabiske befolkning frem til 1948. Jordloven og zionistorganisationernes særstilling i landets udviklingsprogrammer har imidlertid ført til, at de arabiske bønder er frataget retten til at drive landbrug i store dele af landet, og i stedet må pendle til lønarbejde i byerne. I de første år efter statens oprettelse blev megen arabisk ejet småindustri endvidere konfiskeret som «forladt ejendom». Israel er i dag storeksportør af landbrugsvarer og en moderne industristat. Denne moderniseringsproces har fundet sted ved hjælp af store kapitalindsprøjtninger fra udlandet, særligt fra USA, og på bekostning af landets arabiske befolkning.

Israels LO, Histadrut, spiller en helt speciel rolle i landets økonomiske liv. Den organiserer 90 % af landets arbejdstagere, har sygekasse og pensionsfond, driver fagskoler, ejer sygehuse og har sin egen kvindeorganisation, som blandt andet driver de fleste børnehaver i landet. Samtidig er den landets største arbejdsgiver, som ejer af virksomheder med i alt 250.000 ansatte. Arabiske arbejdere havde længe ikke adgang til medlemskab i Histadrut, men er siden 1959 organiseret i deres egen afdeling. Arbejderne fra de besatte områder, som udgør en vigtig del af arbejderne indenfor bygge- og anlægssektoren, har imidlertid ikke ret til medlemskab. De tungeste og dårligst betalte jobs i Israels økonomi varetages af arabere, orientalske jøder og kvinder.

Det statsbærende parti i Israel var i mange år det israelske arbejderparti Mapai, som blev dannet allerede i 1930. Dets ledere havde samtidig centrale positioner i internationale zionistorganisationer og i den israelske kibbutzbevægelse. Partiet er nært knyttet til de socialdemokratiske partier i Vesteuropa og til USA. Fra oprettelsen af staten og frem til 1977 var partiet den dominerende partner i en række koalitionsregeringer. Efter en serie korruptionsskandaler led partiet et stort valgnederlag og måtte give regeringsmagten fra sig til en koalition af ortodokse religiøse partier og yderligtgående nationalistiske grupperinger - Likud blokken. Til venstre for Mapai stod Mapam, som oprindelig var neutralt i udenrigspolitiske spørgsmål. Men det har mistet megen af sin tilslutning. Siden 1968 har det parlamentarisk samarbejdet med Mapai.

Israel har to kommunistpartier. Et med overvejende jødisk tilslutning og et med overvejende arabisk. Nye radikale grupperinger er opstået omkring borgerrettighedsspørgsmål og på et socialistisk grundlag. Repræsentanter for de arabiske jøder har dannet Israels sorte pantere, som samarbejder med det arabiske kommunistparti. Men de fleste arabiske jøder stemmer på de yderliggående nationalistiske og religiøse partier. Den ikke-zionistiske opposition i Israel samler i det hele taget meget få stemmer.

Den israelske stat har siden midten af 70'erne været inde i en dyb legitimitetskrise både internationalt og nationalt. Et tegn på denne krise er den udenomparlamentariske opposition, som opstod efter at Israel invaderede Syd Libanon i foråret 1978. En gruppe reserveofficerer tog initiativ til dannelsen af bevægelsen Fred Nu, som på kort tid organiserede over 100.000 i protest mod regeringens Stor-Israel-politik. Fred Nu bevægelsen har først og fremmest sin forankring i kibbutzbevægelsen og blandt jøder med europæisk baggrund. Splittelsen i det jødiske samfund er blevet yderligere uddybet i løbet af 90'erne på spørgsmålet om forholdet til fredsprocessen og palæstinenserne.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 26/12 2023

Læst af: 1.733.194