Chad
| Befolkning | 16,9 mio. |
| Valuta | CFA Francs |
| Areal | 1.284.000 Km2 |
| Hovedstad | N´Djamena |
| Befolkningstæthed | 6,1 indb./Km2  |
| HDI placering | 190 |
Den nordlige del af Chad er dækket af ørken - Sahara ørkenen udgør 40% af landets samlede areal - hvor man finder det vulkanske bjergområde Tibesti. Den centrale del, Sahel, består af savanne, der støder op til Chad-søen; den udnyttes til græsning. Søen er ikke særlig dyb og er hovedsageligt sumpe; man regner med, at den udgør resterne af et større indhav. Halvdelen af søens bredder hører med til Chad og dets vand kommer fra to floder, Logone og Chari. I den sydlige del af landet, hvor jorden ved flodbredderne er frugtbare pga. tidevandet, finder man de bedste og tættest befolkede områder; under kolonitiden var de økonomiske aktiviteter koncentreret her. Bomuld er den primære eksportafgrøde, men hovedparten af landbruget er meget lidt rentabel grundet længerevarende tørkeperioder. I de seneste år har forekomsterne af uran, Wolfram og olie tiltrukket sig de multinationale selskabers opmærksomhed. Ørkenspredning og de lokale tørkeperioder påvirker alle aspekter af dagliglivet.
Autoritært regime med ringe respekt for menneskerettighederne, nært allieret af Frankrig.
Folket: Indbyggerne i nord er overvejende kvægnomader, der nedstammer fra berbere og tuareger, (tubu'er, quadaien'er); de har traditionelt været i opposition til befolkningsflertallet i syd, hvor de jorddyrkende stammer, sara'er, massa'er, mundani'er og hakka'er, lever. På grund af tørken i Sahel finder der konstant en interne folkevandring sted, fra nord mod de mere frugtbare områder i syd, hvilket har ført til en del konflikter.
Religion: Det anslås, at omkring 50% af befolkningen er muslimer; 27% praktiserer de afrikanske naturreligioner og 23% er katolikker.
Sprog: Arabisk og fransk er de officielle sprog. Der er desuden et hav af dialekter og sprog, hvoraf det mest udbredte er sara i den sydlige del af landet.
Politiske partier: Den patriotiske bevægelse til landets Frelse, MPS, under ledelse af den nuværende præsident Idriss Deby; Unionen for fornyelse og Demokrati; Den nationale union for demokrati og Fornyelse; Unionen for demokrati og Fremskridt. Partier der ikke er repræsenteret i parlamentet: Chads nationale Befrielsesfront, FROLINAT, ledet af Mahamat Abbas Said; Chads Nationalfront, FNT, ledet af Dr. Faris Bachar, med base i Sudan; Chads fornyede nationale Front; Bevægelse for Demokrati og Udvikling, MDD; det Demokratiske revolutionære Råd.
Sociale organisationer: Sammenslutningen af fagforeninger i Chad.
Officielt navn: République du Tchad
Administrativ inddeling: 14 præfekturer
Hovedstad: N'Djamena, 993.000 indbyggere. (2009).
Andre vigtige byer: Sarh, 84.400 indbyggere; Moundou, 111.200 indbyggere; Abéché, 61.100 indbyggere. (2000).
Regering: Idriss Deby, præsident siden juli 1996, genvalgt i 2001, 2006, 2011, 2016 og 2021. Dræbt få dage senere. Magten i landet er overtaget af et Overgangsmilitærråd. Regeringen er opløst. Tokammersystem: Rådsforsamling med 31 medlemmer, udnævnt af præsidenten. Desuden Nationalforsamling med 155 medlemmer valgt for en 4 årig periode.
Nationaldag: 11. august, Uafhængighedsdagen. (1960).
Væbnede styrker: 25.200 mand.
Paramilitære styrker: Gendarmeriet: 4.500 mand.
Sahelområdet, hvor Chad er beliggende, har været beboet i umindelige tider. I adskillige grave i Tibesti-bjergene har man fundet efterladenskaber, der kan dateres tilbage til 4900 fvt.
Blandt de tre traditionelle pilgrims- og slaveruter, passerer de to gennem Chad. Før kolonitiden, havde krigerfolkene i nord gjort befolkningen i syd til slaver. I slutningen af det 18. århundrede havde europæiske missionærer fået omvendt sara'erne i syd; de modtog undervisning og tilsluttede sig europæerne i konflikten med «nordboerne».
Frankrig invaderede Chad i 1885 efter Berlin-konferencen, men det var Fremmedlegionen der fuldførte erobringen i 1920, og de islamiske befolkningsgrupper udsattes for voldsom undertrykkelse.
Kolonisatorerne indførte bomuldsdyrkning i 1930. Hver bonde modtog en stribe land og blev tvunget til at producere en given mængde, der solgtes af franskmændene. Selvforsyningslandbruget i syd omlagdes under tvang til stordrift. Ødelæggelsen af den traditionelle økonomi førte til hungersnød; man havde overskud af bomuld men mangel på basisfødevarer.
Da Chad blev erklæret uafhængigt i august 1960, overtog lederne fra de sydlige regioner magten, efter at have ført forhandlinger med franskmændene siden 1956. Den første præsident, Francois Tombalbaye, der var leder af Chads progressive Parti, PTT, var ude af stand til forene landet, hvis grænser var et udtryk for kolonisatorernes overgreb.
Chads nationale Befrielsesfront, FROLINAT, der blev stiftet i 1966, blev slået ned af franske styrker. FROLINAT opstod som følge af de sociale spændinger og efter en bondeopstand i syd vendt mod Cotonfran, et fransk firma, der havde monopol på bomuldseksporten. FROLINAT havde sin primære politiske base blandt befolkningen i nord.
FROLINAT kontrollerede i 1970 2/3 af landet og i 1972 indledtes belejringen af hovedstaden. Tombalbaye døde i 1975 i forbindelse med et statskup, inspireret af franskmændene, der førte general Felix Malloum til magten. Modstandsbevægelsens offensiv fortsatte og Frankrig forsøgte at udnytte fraktioneringen i bevægelsen, der på det tidspunkt var sammensat af mere end 10 grupper.
Frankrig ydede bistand til Hisséne Habré imod FROLINAT's præsident Goukouni Oueddei, der til gengæld modtog hjælp fra Libyens Muamar-al-Khaddafi. Habré ledede De væbnede nordlige styrker, FAN, og Oueddei stod i spidsen for Folkehæren, FAP.
Paris sendte i 1977 3.000 soldater og kampfly til Chad. Den franske regering oplyste, at de franske styrker i Chad ville forholde sig neutrale i forhold til de to rivaliserende, væbnede grupper i FROLINAT. Samtidig udnævnte Malloums regering Habré til premierminister.
De 11 største grupper dannede i fællesskab i 1979 en overgangsregering, GUNT. Habré udnævntes til Forsvarsminister, men det var ikke en løsning der huede Frankrig, der forsøgte at forsvare dels de strategiske interesser i Mahgreb, og dels på grund af forekomsterne af uran og olie, er var fundet i løbet af 1960'erne. I marts 1980 trådte Habré tilbage, brød ud af alliancen og indledte en borgerkrig, der befæstede hans magtposition i syd.
GUNT splittedes i tre grupper. Oueddei, der ledede FAP, anmodede i maj 1980 Libyen om hjælp, og de sendte 2.000 soldater.
Efter Habrés styrker havde bombarderet N'Djamena, flygtede omkring 100.000 til andre lande. Efter de mislykkede forhandlinger der lededes af Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU) nåede de libyske styrker frem til hovedstaden i oktober 1980. I december flygtede Habré til Cameroun.
Frankrig stod i spidsen for en international kampagne mod den libyske ekspansion i Afrika, og bakkedes op af USA, Egypten, Sudan og andre afrikanske nationer, der frygtede at Khaddafis projekt ville sprede sig til andre islamiske befolkningsgrupper i Sahel, syd for Sahara.
Habré anklagedes for opportunisme og korruption, men den libyske bistand til Oueddei, satte Frankrig i stand til at splitte dennes alliance. I april 1981 forsøgte Habré at reorganisere sine tilhængere i Sudan. OAU vedtog i juli i Nairobi at ville sende en fredsstyrke til Chad, med bistand fra Frankrig og soldater fra 6 afrikanske lande. Tilstedeværelsen af denne fredsstyrke førte til interne konflikter i GUNT. I november bad Oueddei om at Khaddafi trak sine styrker tilbage.
Efter nederlaget til Habré i juni 1982, dannede Oueddei i oktober samme år en provisorisk eksilregering, i samarbejde med 11 af de grupper der havde kæmpet mod Habré i 1980. Landet deltes atter i to: Den nordlige del, ledet af et Nationalt Befrielsesråd med bistand fra Libyen, og den sydlige del, der kontrolleredes af Habré og de franske styrker.
Da Habré som afslutning på denne fase af borgerkrigen, satte sig på magten, befandt landet sig på ruinens rand. Indbyggertallet i hovedstaden N'Djamena var svundet ind til 40.000; halvdelen af landets små og mellemstore virksomheder var lukkede. Uden for byområderne var 2000 drikkevandsbrønde og vandtårne blevet ødelagte. Infrastukturen i sundheds- og undervisningssektorerne var på det nærmeste ikke-eksisterende.
I denne situation indtraf der så en omfattende tørkeperiode der, på trods af hjælp fra USA og Frankrig, førte til folkelige demonstrationer og bondeoprør i den sydlige del af landet. Den efterfølgende undertrykkelseskampagne drev 25.000 på flugt til Den centralafrikanske Republik.
Hærstyrkerne i syd, der modtog bistand fra Frankrig, erklærede i 1987 at have indtaget byerne Fada, Faya Largeau og grænseregionen Aouzou, som Libyen gjorde krav på. Chad og Libyen undertegnede i 1989 en aftale om dette territorium på 114.000 km2, der gik forud for en gensidig frigivelse af fanger og en efterfølgende retssag ved domstolen i Haag vedr. ejendomsretten til Aouzou.
Idriss Deby, leder af MPS og bistået af franskmændene, styrtede i 1990 Habré efter 3 måneders krigsførelse. Under den afsatte præsidents regeringstid i 1980'erne, var omkring 40.000 mennesker enten blevet myrdede eller var «forsvundet».
Habré flygtede til Senegal, hvor han indledte forberedelserne til en ny opstand. 5.000 oprørske tilhængere af den tidligere præsident trak sig tilbage til N'Guimi-regionen tæt ved Chad-søen, hvorfra de iværksatte flere offensiver. 400 oprørere dræbtes mens 100 blev taget til fange i 1992, da regeringsstyrker med hjælp fra Frankrig, kvalte et oprør fra Habré-loyale soldater.
Deby åbnede en officiel national «demokratiseringskonference» i 1993 med deltagelse af 40 oppositionspartier, 20 organisationer og 6 væbnede oprørsbevægelser. Adoum Maurice El-Bongo udnævntes til præsident for konferencen, som nedsatte en særdomstol, der skulle føre sag mod Habré. Fidéle Moungar udnævntes til premierminister i en overgangsperiode.
Den internationale domstol i Haag afsagde i februar 1994 en kendelse, i følge hvilken grænseregionen Aouzou tilhørte Chad. Efter indgåelsen af en aftale i april mellem regeringen og IMF, udsatte Det øverste Overgangsråd afholdelsen af valg med et år. Libyen afstod officielt Aouzou til Chad i maj.
Det øverste Overgangsråd udsatte endnu en gang afholdelse af valget med yderligere 12 måneder; samtidigt blev de midler, regeringen havde bevilget for at afbøde virkningerne af den franske devaluering i 1994, erklæret for utilstrækkelige. Ved præsidentvalget, der omsider blev afholdt i juni og juli 1996, valgtes Déby til præsident med 69% af stemmerne.
Det var «forbrødringens» år, hvor regeringen allerede i januar havde underskrevet en fredsaftale med Samlings- og Udviklingsunionen, der var blevet et legalt politisk parti efter at have afskrevet den væbnede kamp. Ved et møde i Gabon i marts indgik en række oprørsbevægelser fredsaftaler med regeringen, og i august undertegnede Déby en aftale med de væbnede styrker i syd med det formål at få oprettet en forbundsrepublik, og krigshandlingerne ophørte.
Situationen fortsatte dog med at være spændt i 1997. Amnesty International oplyste i slutningen af året at mindst 80 var blevet dræbt som følge af sammenstød mellem oprørsstyrker og Chads hær i den sydlige del af landet.
Det sydlige Chad blev centrum for en international polemik, da kampagnen for en reform af Verdensbanken, der støttedes af hundredevis af NGO'er, i december protesterede mod et «mega-projekt», ledet netop af Verdensbanken. Projektet bestod i opførelsen af 300 olieboretårne og etablering af et transportsystem, der tværs hen over Cameroun, skulle føre olien til Atlanterhavet. NGO'erne hævdede, at man ikke burde anvende penge til denne type projekter, da Verdensbanken netop havde afsat disse penge til fattigdomsbekæmpelse.
I marts 1998 idømtes direktøren og chefredaktøren for dagbladet «N'Dahmena Hebdo» 2 års fængsel for at have «tilsvinet Chads præsident» i en artikel, der havde været offentliggjort året før. Dommen er dog blevet suspenderet.
I april 98 trådte en ny væbnet oppositionsgruppe frem - Den fornyede nationale Front. Den bortførte en fransk statsborger og krævede, at de franske tropper og olieselskaber blev trukket ud af landet.
Chad øgede i 1999 sin indblanding i konflikten i Congo med våben og tropper til støtte for Kabila regeringen i landet. Konflikten involverede i forvejen de øvrige lande i regionen.
Siden 1998 har landets mest aktive partisanbevægelse været Chads bevægelse for demokrati og Retfærdighed (MDJT) ledet af Youssouf Togoimi, der er Débys tidligere forsvarsminister. Den opererer især i Tibesti bjergområdet i landets nordlige del. I april 1999 besluttede bevægelsen at koordinere sine aktioner med to andre væbnede organisationer: Bevægelsen for Demokrati og Udvikling, MDD og det Demokratiske revolutionære Råd.
Ved præsidentvalget 20. maj 2001 blev præsident Déby genvalgt med 67,4% af stemmerne. De seks kandidater der blev slået pegede på udstrakt valgsvindel, og krævede valget annulleret, men de udenlandske valgobservatører erklærede sig moderat tilfredse med valgets gennemførelse.
I februar 2002 underskrev regeringen og lederne af MDJT en fredsaftale, der skulle afslutte 3 års blodig borgerkrig. Som led i aftalen skulle der øjeblikkeligt gennemføres våbenhvile, fanger skulle løslades og rebellerne skulle optages i hæren og regeringen. Parlamentet vedtog samtidig en lov, der gav amnesti til guerillabevægelsen, der planlagde at deltage i valget i april samme år.
Resultatet af parlamentsvalget var, at præsident Déby vandt 110 ud af de 155 pladser. Den 30. marts meddelte det Øverste råd for Kommmunikation, at spredning af enhver form for politisk debat i de private eller lokale radiostationer var forbudt. Denne type debat var kun tilladt i de statslige medier.
I januar 2003 underskrev Chad i Gabon en fredsaftale med den Nationale Oprørsbevægelse, der opererede i landets sydøstlige del. I juni blev regeringen tvunget til at tilbagebetale 7,5 mio. US$ til IMF, efter at have forfalsket oplysninger om forestående tilbagebetalinger på lån. Olierørledningen fra Chad til Cameroun financieret af Exxon Mobil, Chevron Texaco, Petronas og Verdensbanken blev indviet i oktober - trods kritik fra NGO'er. Chads regering forpligtigede sig til at investere 80% af indtægterne fra eksporten af olie i uddannelse, sundhed, miljø og adgang til drikkevand. Det skete efter den måtte indrømme, at 4 mio. US$ i 2000 var blevet brugt til køb af våben.
Selv om den senegalesiske regering i 2001 havde besluttet, at dens domstole ikke havde jurisdiktion over kriminelle handlinger begået udenfor Senegal, besluttede den i slutningen af 2003 at tilbageholde Chads tidligere præsident Habré, indtil et internationalt tribunal kræver ham udleveret. siden 2001 havde en belgisk domstol undersøgt overgreb mod tusinder af familier af Habré regimet i Chad.
I december blev en ny fredsaftale med MDJT underskrevet i Burkina Faso.
Med det formål at præsident Déby kunne stille op til en 3. periode ved præsidentvalget i 2006, blev der i juni 2005 gennemført en folkeafstemning om ændring af forfatningen. Ændringen blev vedtaget med 66% af stemmerne. I november blev den tidligere præsident Habré arresteret i Senegal, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Oprørsstyrker angreb i december 2005 byen Adre nær grænsen til Sudan. N’Djamena anklagede Khartoum for at stå bag angrebet.
Præsident Déby støttede i januar 2006 et lovforslag, der reducerede investeringsraten fra indtægterne fra olieeksporten. Som svar herpå suspendere Verdensbanken sine lån til landet og indefrøs regeringens konti. I marts oplyste myndighederne at de havde afværget et militært kupforsøg. Ved et nyt kupforsøg i april kæmpede oprørstropper mod regeringstro tropper udenfor hovedstaden. Chad afbrød nu de diplomatiske forbindelser med Sudan, som det anklagede for at stå bag kupforsøgene.
Trods den spændte sikkerhedsmæssige situation gennemførtes i maj præsidentvalg. Det blev boykottet af oppositionen. Ikke overraskende vandt Déby derfor valget med 64,7% af stemmerne.
Sudan og Chad indgik i maj 2007 en aftale om etablering af en sikkerhedszone under FN kontrol i Darfur (se Sudan). Forslaget var blevet fremsat af Saudi Arabien og forudså udsendelsen af internationale observatører. FN advarede imod, at konflikten kan spredes fra Darfur ind i Chad.
I juli 2007 blev Débys søn, Brahim fundet død i en parkeringskælder i Paris. Han var tilsyneladende død af pulver fra en pulverslukker og det franske politi satte en mordudredning i gang. Brahim var blevet fyret som regeringsrådgiver året inden, fordi han havde været i besiddelse af narkotika og våben. Oprørsleder Makaila Nguebla erklærede at Brahim var den primære årsager til at ministre havde trukket sig fra deres poster. Selv senior ministre var blevet slået og ydmyget af præsidentens søn.
Konflikten i Darfur spredte sig alligevel ind i Chad og nåede i februar 2008 hovedstaden N'Djamena, hvor der var kampe gennem flere dage. I løbet af nogle dage blev rebellerne nedkæmpet af regeringstropper, og Déby erklærede på en pressekonference 6. februar at der var tale om lejesoldater styret af Sudan. Han erklærede videre at Chads hær havde kontrol over hele landet. Chad havde i 2008 taget imod 280.000 flygtninge fra Darfur, 55.000 fra den Centralafrikanske Republik og havde selv 170.000 internt fordrevne.
Youssouf Saleh Abbas blev i april 2008 indsat på posten som premierminister, efter at Déby havde fjernet Delwa Kassiré Koumakoye fra posten. Koumakoye blev tilsyneladende fjernet fra posten fordi han havde været uenig i den aftale der blev indgået mellem regering og opposition i september 2007. En anden årsag var tilsyneladende at han ikke havde afværet oprørets fremmarch mod N'Djamena. Abbas var til gengæld fra den østlige del af landet, hvilket skulle give ham en bedre forudsætning for forhandling med rebellerne. Dele af oppositionen så udskiftningen på premierministerposten som et positivt tegn, mens andre betegnede det som ligegyldigt eftersom det egentlige problem var Déby.
Chad anmodede i januar 2010 FN's Sikkerhedsråd om at trække den fredsbevarende styrke, MINURCAT ud. Udstationeringen havde efter regeringens opfattelse ikke givet de ønskede resultater. I maj lagde Chad fornyet pres på Sikkerhedsrådet, der besluttede at trække styrken ud pr. 31. december. Allerede den 15. januar havde Chad og Sudan underskrevet en aftale om normalisering af det ellers spændte forhold mellem de to lande. De skulle ikke længere tillade væbnede grupper fra det andet lande at opholde sig på deres territorium. I marts etablerede de to lande en fælles grænsepatrulje til overvågning af smuglere og væbnede grupper. I juli besøgte Sudans præsident Omar Al-Bashir for første gang i mange år N'Djamena til forhandlinger - trods en international arrestordre fra ICC.
Emmanuel Nadingar blev i marts 2010 indsat på posten som premierminister, efter at Déby havde fjernet Saleh Abbas. Abbas havde ikke deltaget i regeringsmøder siden december, og der mentes at være politiske forskelle mellem præsident og premierminister.
Den humanitære situation i landet var fortsat katastrofal. Omkring 68.000 flygtninge fra den Centralafrikanske Republik levede i lejre i den sydlige del af landet; 262.000 flygtninge fra Darfur levede i 12 lejre i den østlige del af landet; og 180.000 af Chads egne indbyggere var internt på flugt. Bl.a. pga. af oversvømmelser og etniske konflikter.
Déby lod sig i 2011 vælge til en ny præsidentperiode.
I juli 2012 beordrede ICC Senegal til «uden videre tøven» at stille Hissène Habré for retten eller udlevere ham til international retsforfølgelse. Efter i mange år at have forhalet processen indgik den nye regering i Senegal under ledelse af Macky Sall i august en aftale med AU om at oprette en særlig domstol med dommere udpeget af AU, der skulle behandle Habré sagen. I juni 2013 blev Habré arresteret i Senegal og måneden efter stillet for domstolen og anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, tortur og krigsforbrydelser. Domstolen forventede at sagen kunne indledes i starten af 2015.
I 2012 var antallet af sudanesiske flygtninge steget til 281.000. De opholdt sig i 12 lejre i den østlige del af landet. I syd var antallet af centralafrikanske flygtninge steget til 79.000 og dertil kom 120.000 internt fordrevne.
Premierminister Nadingar trådte tilbage i januar 2013. Samme dag udpegede præsident Débu Djimrangar Dadnadji til ny premierminister. Han holdt dog kun 10 måneder. I november indkaldte parlamentarikere fra regeringspartiet til en mistillidsafstemning mod ham for «vilkårlig arrestation af parlamentarikere». Senere samme dag blev han erstattet af Kalzeubet Pahimi Deubet.
I januar 2013 sendte Chad 2.000 soldater til Mali for at bistå Frankrig med at nedkæmpe AQIM, der havde indtaget 2/3 af landet. Det øgede landets anseelse i den franske regering. I maj meddelte regeringen at den havde afsløret og neutraliseret kupmagere, der gennem 5 måneder havde forberedt et militærkup mod præsidenten. Adskillige officerer og mindst en oppositions politiker blev arresteret.
I marts 2013 meddelte oprørskoalitionen UFR der ellers havde nedlagt våbnene i 2010 at den ville genoptage den væbnede kamp, med mindre Débu gik i forhandlinger med dem. I maj anklagede præsidenten Libyen for at have tillads oppositionsgrupper at oprette træningslejre der. Det blev afvist af Libyen.
Chad blev i marts 2014 underkastet det periodiske review af menneskerettighedssituationen af FN's Menneskerettighedsråd. Rådet kom med 174 anbefalinger til landet, hvoraf de 119 blev accepteret. Amnesty International kritiserede landet for at have afvist alle de vigtigste anbefalinger, der berørte et forbud mod børnesoldater, forbud mod tortur og mishandling af fanger, indstilling af vilkårlige arrestationer og sikring af ytringsfriheden ved at indstille chikanen af journalister og andre mediefolk.
Præsident Débu besøgte i maj 2014 grænsen mod den Centralafrikanske Republik og erklærede ved den lejlighed at grænsen ville blive lukket for flygtninge. Mere end 360.000 var allerede da flygtet fra den Centralafrikanske Republik - de fleste til Chad og Cameroon. Lukningen af grænsen blev skarpt kritiseret af internationale menneskerettighedsorganisationer. Chad havde selv haft tropper i den Centralafrikanske Republik som en del af AU's fredsbevarende styrke, men de blev trukket ud i april efter berettiget kritik af deres ukontrollerede anvendelse af vold mod civile.
Chad indførte i september 2014 en ny lov mod homoseksualitet, der gav 15-20 års fængsel og bøder på 100-1000 US$. Loven udløste protester fra internationale menneskerettighedsorganisationer.
I november 2014 indledtes retssagen mod landets tidligere diktator Hissène Habré i Senegal. Vidne efter vidne kunne berette om den udbredte tortur under Habrés diktatur.
Frem til 2014 var Chad placeret i udkanten af den nigerianske Boko Harams operationsområde. Chad modtog flygtninge fra Nigeria, men var ikke selv involveret i kampe. Det ændredes i 2015. Nigeria, Niger, Chad og Cameroun blev enige om fra starten af 2015 at gennemføre fælles militære operationer mod Boko Haram. Boko Haram begyndte derfor også at gennemføre aktioner i Chad, men eftersom bevægelsen blev kraftigt svækket af den vestafrikanske militæroffensiv kunne den ikke gennemføre offensive operationer, men tyede i stedet til selvmordsattentater. I juni sprang 2 selvmordsbomberede sig selv i luften i hovedstaden N'Djamena og dræbte 38. Måneden efter sprang en selvmordsbomber sig i luften på hovedstadens største marked ved siden af byens vigtigste moske, dræbte 15 og sårede 80. Bevægelsens desperate aktioner fortsatte. I oktober dræbte 5 selvmordsbombere 33 på markedet i Baga Sola - en lejr for nigerianske flygtninge - og i december dræbte 3 kvindelige selvmordsbombere omkring 30 på et tætpakket marked i Koulfoua i Chad søen. Allerede fra oktober havde Boko Hama været aktiv i området, angrebet mindre militærposter, men lidt betydelige tab. Regeringen erklærede derfor fra november området omkring den vestlige del af søen i undtagelsestilstand. Boko Haram dræbte over 200 i Chad i løbet af 2015, bortførte flere hundrede og drev 70.000 på flugt. Landet husede i forvejen 500.000 flygtninge fra konflikterne i nabolandene: Nigeria, Sudan, Libyen og den Centralafrikanske Republik.
I skyggen af den drastisk forværrede sikkerhedssituation vedtog parlamentet i juli en ny drakonisk terrorlov med et meget vagt og generelt terrorbegreb. Selv mindre forseelser kunne give fra 20 års til livsvarigt fængsel, og samtidig blev muligheden for dødsstraf udvidet. Allerede i august henrettede myndighederne 10 formodede medlemmer af Boko Haram efter en lukket retssag. Det skulle ses i skyggen af, at den sidste henrettelse havde fundet sted i 2004 og at landet i 2014 havde meddelt at det helt ville afskaffe denne straf.
Under klimatopmødet COP21 i Paris i december fremhævede Chad problemet med Chad søen, hvis overflade var reduceret med en faktor 8 siden 1973 som følge af de globale klimaforandringer, der udløser ørkenspredning i Sahel.
I januar 2016 overtog Idriss Déby formandsposten for den Afrikanske Union fra Zimbabwes Robert Mugabe for en et-årig periode. Han erklærede ved sin tiltræden, at hans vigtigste mål var at optrappe kampen mod Boko Haram. I marts besluttede AU at øge den vestafrikanske styrke (MNJTF) der bekæmpede Boko Haram til 10.000 mand.
Deubet trak sig fra posten som premierminister i februar 2016. Præsidenten udnævnte i stedet Albert Pahimi Padacké. Samme måned lod præsidenten sig nominere af sit parti Mouvement Patriotique du Salut (MPS) til at stille op til en 5. periode som landets præsident. Præsidentvalget i april blev vundet af Déby med 59,9% af stemmerne allerede i første valgrunde. Næstflest stemmer fik Saleh Kebzabo med 12,8%. Oppositionens kandidater kritiserede resultatet valget for at være præget af svindel. Valgobservatører fra AU godkendte dog resultatet, men konstaterede at der havde været en række uregelmæssigheder.
I maj blev Hissène Habré idømt livsvarigt fængsel i Senegal for forbrydelser mod menneskeheden i 1982-90. Han var den første afrikanske statsleder der blev dømt ved en domstol organiseret af AU.
Boko Haram fortsatte gennem 2016 sine angreb på civilbefolkningen i området omkring Chad søen. 105.000 mennesker var internt fordrevne som følge af Boko Harams og militærets operationer. Dertil kom 389.000 flygtninge fra den Centralafrikanske Republik, Sudan og Nigeria, der levede under elendige forhold i lejre.
Sikkerhedsstyrker angreb rutinemæssigt demonstrationer, foretog drab, systematisk tortur og mishandling. Journalister blev udsat for trusler, arresteret eller sendt i eksil.
I marts 2017 føjede USA's præsident Donald Trump Chad til listen over lande, fra hvilke der er indrejseforbud til USA. Beslutningen førte til vrede i Chads regering. Forholdet mellem de to lande blev yderligere forværret i november, da USA's udenrigsministerium hævdede at præsident Déby havde modtaget 2 mio. US$ i bestikkelse for at lade en kinesisk virksomhed få adgang til landets olieforekomster uden konkurrence. USA har en lang tradition for at destabilisere lande, der hindrer USA's adgang til oliekilder.
I januar 2019 meddelte Israel og Chad, at de to lande genoptog de diplomatiske forbindelser. Israels premierminister Benjamin Netanyahu betegnede som «en del af den revolution vi har i den arabiske og muslimske verden». Israel brugte USA som spydspids til at bryde den isolation landet har været udsat for pga. sin 75 år lange undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning.
I maj brød konflikten mellem bønder og nomader i Ouaddaï og Sila provinserne ud i lys lue. Den blev forværret af at parterne brugte krigsvåben. I maj-juni blev 100 dræbt, og yderligere 50 i august. Provinserne blev derefter erklæret i undtagelsestilstand.
I juli meddelte præsident Déby at han ville hæve den blokade af sociale medier på internettet, der havde været i kraft siden marts 2018. Regeringen havde tidligere benægtet at den stod bag blokaden,
I november 2019 demonstrerede ofre og familiemedlemmer til ofre for den tidligere præsident Hissène Habré i hovedstaden N'Djamena for at få udbetalt erstatning, som en appelret allerede i 2015 havde dømt dem berettigede til. Demonstrationen var fredelig men blev mødt med tåregas fra sikkerhedsstyrkernes side. Og ingen erstatning.
I løbet af 2019 intensiverede Boko Haram angrebene og terroren i du Lac provinsen omkring Chad søen. I slutningen af marts blev 23 soldater dræbt under et angreb på en militærbase, og angrebene på civile og militære fortsatte. Ved udgangen af året var 220.000 internt fordrevne i provinsen. En stigning på 24% ifht. den tidligere opgørelse.
Chad afskaffede i 2020 dødsstraf.
Déby blev genvalgt ved præsidentvalget i april 2021 med 79,3% af stemmerne, men blev få dage senere dræbt i kamp mod guerillabevægelsen Front pour l’alternance et la concorde au Tchad (FACT). Efterfølgende meddelte «Overgangsmilitærrådet» under ledelse af Débys søn, Mahamat Déby Itno, at det tog magten, opløste regeringen og efter 18 måneder ville udskrive nyvalg.
Ifølge Transparency International er Chad er et af de mest korrupte lande i verden. Det er økonomisk hårdt ramt af de drastisk reducerede priser på råolie siden 2014, eftersom over olien tegner sig for over 90% af landets eksportindtægter.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 21/4 2021
Læst af: 73.181