Browserudgave

Puerto Rico

Befolkning	3,2 mio.
Valuta	US$
Areal	8.900 Km2
Hovedstad	San Juan
Befolkningstæthed	431,3 indb./Km2
HDI placering

Puerto Rico er den østligste og mindste af de store øer i Caribien. Cordillera Central bjergkæden gennemskærer øen i øst-vestlig retning. I højlandet praktiseres subsistenslandbrug - majs og maniok. På de vestlige skråninger af bjergkæden dyrkes kaffe. I den centrale del findes mindre tobakplantager, og på de nordlige skråninger dyrkes citrusfrugter og ananas, der eksporteres til USA. Det vigtigste landbrugsprodukt er imidlertid sukkerrør, der dyrkes på de bedste jorder i kystområderne. Med til Puerto Rico hører småøerne Vieques (43 km²), Mona (40 km²) og Culebra.

Folket: Flertallet af puertoricanerne er mestizer, der nedstammer fra spaniere (80 %) og afrikanske slaver (20 %). Omkring 2 millioner er emigreret til USA for at undslippe arbejdsløsheden og fattigdommen.

Religion: Der eksisterer ingen officiel religion. Katolikker (85,3%), protestanter (4,7%), andre (10%).

Sprog: Spansk og engelsk (officielle). I de statslige relationer med USA anvendes engelsk. Det blev i 1993 accepteret at indføre engelsk i undervisningen, administrationen og kommunikationen, og det blev gjort til officielt sprog på linie med spansk.

Politiske partier: Partido Nuevo Progresista (det Nye Fremskridtsparti PNP), ledet af Pedro Rosselló, ønsker fuldstændig optagelse i USA som unionens 51. stat. Partido Popular Democrático (Folkelige demokratiske Parti, PPD), grundlagt i 1938 af Luis Muñoz Marín, ønsker øens status som fri associeret stat med USA bevaret. Partido Renovación Portorriqueña (Puerto Ricos Fornyelsesparti, PRP), afskalning fra PNP; Partido Independentista Puertorriqueño (Puerto Ricos Selvstændighedsparti, PI), grundlagt i 1946 efter splittelse i PPD, socialdemokratisk orienteret. Partido Comunista (Kommunistpartiet, PC), grundlagt i 1934, meget aktivt frem til 1950'erne hvor det blev udsat for en intens undertrykkelse, i dag er dets indflydelse meget begrænset. Partido Socialista Puertorriqueño (Puerto Ricos Socialistparti, PSP), stiftet i 1971.

Officielt navn: Estado Libre Asociado de Puerto Rico.

Hovedstad: San Juan, 2.509.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Bayamón, 205.400 indb.; Carolina, 169.800 indb.; Ponce, 156.500 indb. (2000).

Regering: Pedro Pierluisi, landets guvernør siden januar 2021. Parlamentet har 2 kamre: repræsentanternes hus med 51 pladser og senatet med 29.

Nationaldag: 23. september. (Grito de Lares, Indledningen af kampen mod den spanske kolonimagt i 1868); 25. juli (grundlovsdagen, 1952)

Væbnede styrker: 5.000 soldater fra USA's militær (2003).

 

Puerto Rico blev koloni i 1508, 15 år efter Cristóbal Colóns (Columbus) første ankomst til Amerika. Øens kolonistatus er bevaret frem til i dag. Øen har en strategisk placering ved indsejlingen til Caribien og var i næsten 400 år under spansk styre. Den blev mange gange udsat for angreb fra engelske, hollandske og franske søfolk og pirater for i 1898 at blive erobret af USA.

I de første årtier af det 16. århundrede blev der opbygget en økonomi i Puerto Rico baseret på produktionen af sukkerrør. Iflg. et dokument fra perioden havde øen i 1560 15.000 slaver. Plantagedriften varede dog ikke ved i lang tid. Allerede i slutningen af århundredet var læderet det vigtigste produkt, og dermed blev de ændringer gentaget, der nogle år tidligere var foregået i Santo Domingo (se Dominikanske Republik).

Ligesom på naboøerne blev den oprindelige befolkning - taino indianerne - udryddet gennem krige, sygdomme og det barske arbejde. Det var nødvendigt at importere afrikanske slaver for at erstatte dem i landbruget, der leverede de fleste af forsyningerne til de spanske erobringstogter mod kontinentet. Den puertoricanske kultur blev på denne måde en blanding af spansk og afrikansk kultur.

Udover angrebene udefra blev den spanske dominans til stadighed truet af taino'ernes og slavernes modstand. Det kom bl.a. til slaveoprør i 1822, 1826, 1843 og 1848. Selvstændighedskampene i Latinamerika fik også konsekvenser i Puerto Rico. I 1812-40 gennemførtes en administrativ reform, og den selvstændighedsbevægelse der udvikledes blev voldsomt slået ned af de spanske styrker.

Fem år før ophævelsen af slaveriet førte en gruppe patrioter anført af Ramón Emeterio Betances i 1868 oprøret videre. I byen Lares proklammerede de Puerto Ricos selvstændighed, og indledte væbnet kamp for at befri øen. Patrioterne blev besejret, men «opråbet fra Lares» førte til den puertoricanske nations fødsel.

1898 USA besætter Puerto Rico

I de efterfølgende år fortsatte selvstændighedsbevægelsen med at vokse. I 1897 rejste cubanerne sig til kamp mod den spanske kolonimagt anført af José Martí, og dette oprør spredte sig til Puerto Rico. USA's indtog i krigen fremskyndede europæernes nederlag, men for Puerto Rico medførte det blot, at en koloniherre blev erstattet med en anden.

USA's koloniadministration på øen havde først militær og siden civil karakter. Den gennemtvang engelsk som officielt sprog og søgte at omdanne øen til én stor sukkerplantage og militærbase. I 1917 blev puertoricanerne erklæret for nordamerikanske statsborgere, selv om de end ikke havde indflydelse på øens regering. Modstanden mod kolonimagten fortsatte. I 1922 grundlagdes Partido Nacionalista (Nationalistpartiet, PN). Partiet gennemførte i 1930 og 50 selvstændighedsoprør, men de blev bragt under kontrol gennem en voldelig undertrykkelse.

PN's vigtigste leder fra 1930-65, Pedro Albizu Campos blev straffet med eksil og fængsel for sine antikoloniale aktiviteter.

Under 2. verdenskrig blev Puerto Rico atter engang omdannet til militær garnison for at bevare USA's kontrol over Caribien. Kolonimagten byggede 7 militærbaser på øen.

Efter omfattende nationalt og internationalt pres blev USA dog i 1947 tvunget til at acceptere, at Puerto Rico valgte sin egen guvernør. Valg året efter overdrog dette hverv til Luis Muñoz Marín, der var leder af PPD, der ønskede at omdanne landet til en «fri associeret stat» knyttet til USA. Kolonimagten tillod i 1959 udformningen af en ny forfatning, der efterfølgende blev vedtaget ved en folkeafstemning og 2 år senere ratificeret i USA's kongres. Muñoz Maríns program var dermed blevet institutionaliseret.

Øens status som fri associeret stat er stadig i kraft. Den giver USA kontrol over økonomi og udenrigspolitik, de to lande har fælles statsborgerskab og valuta, og endelig er der fri bevægelighed mellem de to lande.

Med øens nye status ifht. USA blev kolonimagten fri for som hidtil at aflægge rapporter til FN' afkoloniseringskommission, der mente at kolonisituationen nu var ophævet. I september 1978 blev denne holdning dog opgivet af kommissionen, og ved en resolution fra FN's Generalforsamling i december samme år blev øen karakteriseret som koloni, og øens ret til selvbestemmelse blev slået fast.

Muñoz Marín gjorde en betydelig indsats for øens industrialisering. Det skete gennem omfattende investeringer fra USA, hvor de multinationale koncerner blev tiltrukket af skattefrihed på øen og fritagelse fra miljølovgivningen i USA. Gennem 1950'erne medførte tilstrømningen af nordamerikanske fødevarer, at øens landbrug brød sammen, bønderne blev fordrevet og i dag er 50 % af de fødevarer der forbruges på øen importerede. Udstødningsprocessen i landbruget skabte et omfattende ungt proletariat, der var mere end tilstrækkelig som billig arbejdskraft ved nordamerikanernes udvikling af øens industri. Der var ikke arbejde til alle, og det medførte en omfattende udvandring i retning af USA - især New York - i søgen efter arbejde. Folketællingen fra 1980 anslog, at der boede 3 millioner puertoricanere i USA.

De omfattende sociale omvæltninger i 1960'erne medførte, at kampen for selvstændighed atter fik styrke. Alligevel bekræftede en folkeafstemning i 1967 øens fortsatte status som fri associeret stat. Ved valget året efter blev PNP's kandidat valgt. Dette parti går ind for øens optagelse i USA som unionens 51. stat. Ved valget i 1972 genvandt PPD guvernørposten med Rafael Hernández Colón. Han blev efterfulgt i 1976 af PNP's Carlos Romero Barceló. Han erklærede, at hvis han blev genvalgt for en 2. periode, ville han udskrive folkeafstemning om optagelse af Puerto Rico som USA's 51. stat. Faktisk blev Barceló genvalgt i 1980, men med så lille margen at planerne om gennemførelse af en folkeafstemning blev skrinlagt, trods det at de havde støtte fra USA's daværende præsident Ronald Reagan.

Puerto Rico råder kun over 1 repræsentant i USA's Kongres, og denne kan kun stemme i komiteerne, ikke i selve kongressens plenum. Selv om de har nordamerikansk statsborgerskab har puertoricanerne kun ret til at stemme ved præsidentvalget, selv om de der bor på fastlandet har mulighed for at deltage i alle valg.

Ved guvernørvalget 6. november 1984 blev Rafael Hernández Colón valgt. Han lovede «4 års kamp mod arbejdsløshed og korruption». Samtidig ønskede han i modsætning til sin forgænger at bevare øens status som fri associeret stat.

Colón blev genvalgt i 1988 med 48,7 % af stemmerne mod 45,8% til de der gik for indlemmelse i USA og 5,3 % til selvstændighedstilhængerne.

I 1989 udtrykte FN's afkoloniseringskommission sit ønske om, at Puerto Ricos folk kunne få ret til suverænitet og selvbestemmelse. Kommissionens resolution lægger vægt på det puertoricanske folks tydelige latinamerikanske identitet og kultur.

I april 1991 underskrev guvernør Hernández Colón en lov der gjorde spansk til officielt sprog. Få uger senere fik det puertoricanske folk præmien Prinsen af Asturias, der blev givet af den spanske krone «for forsvaret af det spanske sprog, der gøres i dette land».

I slutningen af 1991 blev der gennemført en folkeafstemning, hvor der var formuleret forskellige strategier for øens udvikling. Det lykkedes guvernøren at forene de moderate nationalister med selvstændighedstilhængerne. Disse førte valgkamp sammen på et ja til selvbestemmelse, afslutning på underlæggelse under nordamerikansk jurisdiktion, bekræftelse af den puertoricanske identitet og bevarelse af det nordamerikanske statsborgerskab. Men alliancen blev slået med 55 % af stemmerne, der støttede PNP's holdning om at undgå et brud med Washington. Stillet overfor dette resultat svækkedes Hernández position indenfor hans eget parti, fordi han havde tilladt udviklingen af mere autonomivenlige sektorer. I sidste ende trak han sig tilbage som leder af partiet.

En tredjedel af Puerto Rico er udlagt som militært område. På øen Vieques øst for Puerto rico er næsten hele øen militært område. Ikke særlig populært i befolkningen. (Solidaritet)

I januar 1993 overtog Pedro Roselló posten som ny guvernør. Han var tilhænger af anneksion. Men hans forslag om at gøre engelsk til eneste officielt sprog - i stedet for spansk - udløste omfattende folkelige protester. Engelsk blev i sidste ende indført som officielt sprog, men ved siden af det allerede eksisterende spanske.

I november gennemførtes en ny folkeafstemning for at afgøre landets politiske fremtid. 48,4 % af stemmerne var for fortsat status som fri associeret stat, 46,2 % gik ind for anneksion, mens 4,4 % var for selvstændighed.

Nogle af selvstændighedstilhængerene havde accepteret at samarbejde med Rosellós «anneksionsregering» - bl.a. indenfor områder som kultur. Men i maj 1995 udskiftede guvernøren direktøren for Puerto Ricos Kulturinstitut, Awilda Palau, og mulighederne for samarbejde ophørte dermed.

I januar 1997 blev Roselló udnævnt til en 2. periode. USA's præsident Bill Clinton benyttede lejligheden til at love, at han ville fremskynde et forslag i USA's Kongres om afholdelse af en ny folkeafstemning til afgørelse af øens politiske fremtid. I februar 1998 støttede præsidenten afholdelsen af en sådan folkeafstemning, der skulle give puertoricanerne mulighed for at afgøre, om de ville indlemmes i USA, opnå selvstændighed eller bevare øens status som fri associeret stat.

Den 12. september 1999 ankom 7 puertoricanske aktivister til Puerto Rico efter at være blevet benådet af USA's præsident Bill Clinton. De havde siddet 20 år i fængsel, dømt for bombeattentater i USA til støtte for Puerto Ricos selvstændighed. Aktivisterne blev ved deres ankomst til San Juans lufthavn modtaget som helte af en større menneskemængde, der viftede med Puerto Ricos flag og sang nationalistiske sange. Aktivisterne havde i 70'erne og 80'erne været politisk aktive i USA.

Adskillige titusinde puerto ricanere demonstrerede i februar 2000 mod genoptagelsen af USA's militærøvelser på øen Vieques. Øen havde gennem 50 år været anvendt til militære formål, men efter at en civil person ved uheld var blevet dræbt under en øvelse i april 1999, var øvelserne blevet indstillet. Clinton og guvernør Rosselló var blevet om at genoptage øvelserne frem til april 2001, men civile organiseret af kirken camperede i bombeområderne på øen, og afbrød således «krigslegen».

Konflikterne omkring USA's militære tilstedeværelse på Vieques fortsatte frem til januar 2003, da Clintons efterfølger, George W. Bush besluttede, at de sidste militærøvelser skulle gennemføres. De fleste af de 8.000 indbyggere på Vieques fejrede det nordamerikanske militærs afmarch. Kontrollen over de tidligere militære områder forbliver dog hos de føderale myndigheder, idet indenrigsministeriet overtager kontrollen.

Et andet konfliktområde mellem puertoricanerne og USA's myndigheder blev delvist løst i juli 2003. Et bestialsk mord i Puerto Rico fik USA's justitsmyndigheder anført af justitsminister John Ashcroft til at forsøge at få gennemtvunget anvendelsen af dødsstraf mod de anklagede gerningsmænd. Puerto Rico havde ellers afskaffet denne straffeform i 1929. Forsøget fra Washingtons side blev kraftigt fordømt i Puerto Rico. De formodede gerningsmænd blev frifundet, men USA fortsatte bestræbelserne på at tvinge landet til at indføre dødsstraf.

I valgåret 2004 opstod et nyt parti, Partido Catañeses Unidos (Det forenede Cataños Parti). Det dækker Cataño regionen og består af flere tidligere medlemmer af PNP. Partiet støttede Pedro Rosellós kandidatur til guvernørposten, og erklærede sig som tilhænger af USA's annektion af Puerto Rico.

Den 2. november 2004 deltog puertoricanerne massivt i valget for at vælge deres guvernør, deres kommission i Washington, de 27 senatorer og 51 repræsentanter der udgør den lovgivende forsamling samt de 78 kommunalbestyrelser på øen. En smule mere end 2½ mio. havde ladet sig registrere som vælgere. Valget foregik iflg. observatører i ro og orden. Resultatet var et næsten dødt løb mellem Pedro Rosselló fra PNP og Aníbal Acevedo fra PPD. Der måtte en omtælling til for at fastslå sejrherren. Acevedo vandt med en margen på 3.566 stemmer.

I slutningen af måneden deltog over 25.000 puertoricanere i en «march for værdigheden» for at protestere mod en nordamerikansk domstols intervention i stemmeoptællingen.

Ved en folkeafstemning i juli 2005 stemte puertorikanerne for at erstatte deres tokammer parlament med et ét-kammer parlament.

Selvstændighedslederen Filiberto Ojeda Ríos døde i september i landsbyen Hormigueros i den sydøstlige del af Puerto Rico efter at være blevet skudt af FBI agenter. Ríos var eftersøgt i USA for et millionrøveri. Flere tusinde gik på gaden i San Juan for at give udtryk for deres indignation over drabet. Regeringen erklærede, at den ville gennemføre en intern undersøgelse af hændelserne.

I april 2006 meddelte regeringen, at den indstillede sine aktiviteter for en 2 måneders periode. Anledningen var et offentligt underskud på 738 mio. US$ og modstand i parlamentet mod at godkende et lån til dækning af underskuddet. Krisen medførte, at 1.500 skoler måtte lukke, og 90.000 offentligt ansatte fik ikke løn. Krisen varede 2 uger før regering og opposition blev enige om et forlig, der kunne afslutte krisen.

I juli 2007 sendte PPD en resolution for at bede om at Puerto Ricos status kunne diskuteres på FN's Generalforsamling, og for at få Generalforsamlingen til at udtale sig om øens ret til selvbestemmelse. Landets kolonistatus er blevet stadig mere utidsvarende og krænker den nationale selvbestemmelsesret.

I juni 2009 vedtog vedtog FN's Specielle Komite for Afkolonisering endnu en gang en opfordring til USA om at fremme processen, der skal lade til Puerto Ricos selvstændighed.

I april 2010 vedtog USA's Kongres at tillade puerto ricanerne at gennemføre en folkeafstemning om hvorvidt de vil fortsætte øens aktuelle politiske status ifht. USA, eller om denne skal ændres. Hvis de ikke ønsker ændring af den aktuelle relation skal der efterfølgende gennemføres folkeafstemninger om samme emne med 8 års mellemrum. Hvis de ønsker ændringer gennemføres en ny folkeafstemning hvor befolkningen får 4 valgmuligheder: omdannelse til egentlig stat i USA, fuld selvstændighed, selvstændig stat knyttet til USA, eller fortsættelse af den aktuelle koloni status.

Puerto Ricos parlament vedtog i juli 2012 ændringer i straffeloven, der forbyder demonstrationer der blokkerer offentlige bygninger eller influerer den lokale administration. Begrænsningen i demonstrationsfriheden blev kritiseret af nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer.

I 2006, 2007, 2009, 2010 og 2011 vedtog FN's specielle komite for Afkolonialisering resolutioner der pålagde USA at speede en proces op der «vil give puertoricanere deres uafviselige ret til selvbestemmelse og selvstændighed, løslade alle puertoricanske politiske fanger fra supermagtens fængsler, oprydde og rense alle områderne på Vieques og Culebra og give dem tilbage til Puerto Ricos befolkning, undersøge USA's menneskerettighedskrænkelser på øen og undersøge FBI's drab på selvstændighedslederen Filiberto Ojeda Rios i 2005».

Efter flere års forberedelse gennemførtes 6. november 2012 en to-strenget folkeafstemning. Det første spørgsmål i afstemningen drejede sig om hvorvidt indbyggerne ønskede at fortsætte deres nuværende status under USA's forfatning. Andet spørgsmål stillede 3 alternativer op: indlemmelse som stat i USA, selvstændighed eller frit associeret tilknytningsforhold. Til første spørgsmål stemte 54% imod at fortsætte det aktuelle «Commonwealth». Der var dermed åbnet for alternativerne i spørgsmål 2. Til det ønskede 61,1% indlemmelse som stat i USA. I december 2012 sendte Puerto Ricos parlament derfor en anmodning til USA's præsident og Kongres med anmodning om respekt for folkeafstemningens resultat. Men i april 2013 meddelte det Hvide Hus at det ville bruge 2,5 mio. US$ på at gennemføre en ny folkeafstemning om øens fremtidige status. Denne gang financieret af USA.

Alejandro García Padilla vandt guvernørvalget i december 2012 og overtog posten i januar 2013. Som et af sine første skridt satte han Puerto Ricos Nationalgarde til at patruljere havet omkring øen for at bremse strømmen af «illegale emigranter». Efterfølgende hævede han skatterne med 1,1% for at mindske underskuddet på budgettet fra 2,1 mia. US$ til 800 mio. Dette skridt udløste et voldsomt fald i hans popularitet. I juli 2013 indgik han en handelsaftale med Colombia, hvorefter Colombia skulle importere medicin fra Puerto Rico og sende know-how den anden vej. Padilla er endvidere blevet anklaget for nepotisme. 5 af hans familiemedlemmer arbejder for regeringen.

Puerto Rico er i dyb økonomisk krise og har haft negativ vækst hvert år siden 2006. Sammenlignet med staterne i USA, er Puerto Rico fattigere end Mississippi, der er den fattigste stat på fastlandet. 41% af Puerto Ricos befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Økonomien var i svag bedring i 2012, men kom atter i recession i 2013.

Puerto Rico gennemførte i juni 2017 sin 5 folkeafstemning om øens fremtidige status. 97,2% stemte for at blive optaget som egentlig stat i USA, 1,5% stemte for selvstændighed og 1,3% stemte for uændret status. Imidlertid var valgdeltagelsen kun 23% og dermed historisk lav. De partier der var imod optagelse som stat i USA havde på forhånd af forskellige årsager opfordret til boykot af afstemningen.

Gældskrisen holdt landet i en spændetrøje. I august 2017 var gælden vokset til 72 mia. US$, arbejdsløsheden var vokset til 12,4% og omfanget af befolkningen der levede under fattigdomsgrænsen var 45%.

Landet blev i september ramt af 2 voldsomme orkaner. Først Irma (kategori 5) og senere samme måned Maria (kategori 4). Orkanerne forårsagede enorme ødelæggelser og slog dets elforsyning ud. 10 puertoricanere blev dræbr under Irma, 1 mio. mennesker mistede elforsyningen og de sydøstlige øer Vieques og Culebre blev erklæret for katastrofeområde. Maria var umiddelbart ikke lige så kraftig, men ramte alligevel landet langt hårdere. 48 blev dræbt og 117 var fortsat savnede 3 uger efter orkanen. Hele kvarterer i San Juan var ødelagte. Alle husstande på øen mistede strømmen, da elforsyningen blev slået helt ud. Mange måtte efterfølgende evakueres med helikoptere, da vejene var ødelagte. Omkring 80% af afgrøderne var ødelagte og skaderne ville sandsynligvis overstige de 8 mia. US$ den hidtil dyreste orkan Georges havde forvoldt. Det blev vurderet, at det ville tage 4-6 måneder at reetablere elforsyningen fuldt ud. San Juans borgmester, Carmen Yulín Cruz gik i flæsket på USA's præsident Donald Trump pga. den manglende nødhjælp fra USA, og fordi Trump havde udtalt, at katastrofen var Puerto Ricos egen fejl. På en pressekonference 13 dagen efter orkanen Maria sagde Cruz: «Vi dør her. Jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor verdens bedste stat er ude af stand til at udfolde den logistik der skal til for at hjælpe en lille ø på 150 gange 50 kilometer.... Folk må drikke vand af bækkene. Så for mit vedkommende er det slut med at være venlig. Jeg kan ikke længere være politisk korrekt. Jeg er vred som bare fanden... Derfor opfordrer jeg jer journalister til at sende mit mayday ud overhele verden. Vi dør her... Og hvis det ikke holder op, hvis vi ikke får bragt mad og vand ud i befolkningens hænder, så er det vi kommer til at opleve noget der nærmer sig folkemord». Trump var ude af stand til at se problemet og svinede i stedet borgmesteren til. Dog mødte han en uges tid op på et et-dags besøg i Puerto Rico, hvor han smed køkkenruller ud til ventende puertoricanere på et laget.

Orkanens konsekvenser i Puerto Rico afslørede, at der var stor forskel på supermagtens villighed og evne til at yde katastrofehjælp i Texas hvor en anden orkan havde ramt en måned tidligere og i Puerto Rico. Et år senere viste nye opgørelser at Maria havde kostet næsten 3000 mennesker livet. Orkanens tabstal var derfor sammenligneligt med antallet der blev dræbt 11/9 2001 - men med helt forskellige konsekvenser. Trump afviste tallet og hævdede der var tale om en kampagne rettet mod ham. (Hurricane Maria: Puerto Rico raises official death toll from 64 to 2,975, Guardian 28/8 2018)

En række venstrefløjspartier dannede i 2019 alliancen Movimiento Victoria Ciudadana (Borgernes Sejrsbevægelse, MVC). I juli blev der gennemført en generalstrejke og demonstrationer mod guvernør Roselló med krav om hans tilbagetræden. Dels var hans administration involveret i svindel med katastrofemidler efter orkanen Maria. Dels var chats fra 2017 blevet afsløret, hvor bl.a. Roselló gjorde grin med de mange tusinde dræbte fra orkanen.

Demokraten Pedro Pierluisi vandt i november 2020 guvernørvalget med 32,9% af stemmerne. MVC fik 14,2% og selvstændighedspartiet 13,7%.

I marts 2021 offentliggjordes en rapport der dokumenterede, at børnefattigdommen var steget med 62,7% de foregående 2 år. Dels pga. efterdønningerne efter orkanen Maria, dels pga. COVID-19 pandemien. I juni dokumenterede en rapport fra Kilómetro 0, at 23 var blevet dræbt af politiet de foregående 2 år. Trods politireformen fra 2013, der skulle begrænse politiets anvendelse af vold, var dets anvendelse af vold - også dødelig - fortsat udbredt.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 23/4 2022

Læst af: 89.884