Browserudgave

Dominikanske Republik

Befolkning	11,0 mio.
Valuta	Dominikanske pesos
Areal	48.730 Km2
Hovedstad	Santo Domingo
Befolkningstæthed	172,3 indb./Km2
HDI placering	80

Den Dominikanske Republik er beliggende på den østlige del af øen Hispaniola i Caribien - områdets næststørste ø. Bjergkæden Cordillera Central gennemskærer landet fra nordvest mod sydøst. Mellem den centrale og nordlige bjergkæde ligger den frugtbare Cibao region. Vinden fra havet og havstrømmene modererer det tropiske regnfulde klima. I perioden 1962-80 mistede landet en betydelig del af sine skovområder. Havforureningen ødelægger koralrevene omkring øen og bidrager til en reduktion af fiskebestanden.

Den Dominikanske Republik må betegnes som en apartheid stat pga. behandlingen af landets sorte befolkning. I en kendelse fra 2013 rettet mod sorte af haitiansk oprindelse slog landets forfatningsdomstol fast, at alle født i landet efter 1929 uden mindst én dominikansk forælder var at betragte som illegal eller i transit. Op mod 700.000 sorte blandt landets befolkning blev derved med et slog gjort statsløse og uden rettigheder i deres eget land.

Folket: Flertallet af den dominikanske befolkning er mestizer - blanding mellem spaniere og afrikanske slaver med et bidrag fra de oprindelige folk i landet.

Religion: Ingen officiel religion. Katolicisme (91,3%); andre (8,7%).

Sprog: Spansk

Politiske partier: Partido de la Liberación Dominicana (Det dominikanske Befrielsesparti, PLD); Partido Revolucionario Dominicano (Det dominikanske Revolutionsparti, PRD); Partido Reformista Social-Cristiano (Det social-kristelige Reformparti, PRSC).

Sociale organisationer: Landsorganisationerne: Central General de Trabajadores (CGT); Central Unitaria de Trabajadores (CUT); Colectivo de Organizaciones Populares (COP).

Officielt navn: República Dominicana.

Administrativ inddeling: 29 provinser og ét nationalt distrikt

Hovedstad: Santo Domingo, 3.813.000 indb. (2006)

Andre vigtige byer: Santiago de Los Caballeros, 446.800 indb.; La Vega 416.300 indb.; San Pedro de Macorís 257.700 indb. (2000)

Regering: Luis Abinader overtog præsidentposten i august 2020. Parlamentet har to kamre: Senatet med 30 medlemmer og Deputeretkammeret med 149. Begge vælges ved direkte valg.

Nationaldag: 27. februar (Uafhængighed, 1865)

Væbnede styrker: 24.500 soldater (1995).

Paramilitære styrker: 15.000 (Nationalpolitiet)

 

De første indbyggere på øen Quisqueya var lucayo'erne, ciguayo'erne, taíno'erne og cariberne. De opbyggede fisker- og samlersamfund og praktiserede et simpelt landbrug. De oprindelige folks emigration mellem øerne i Caribien var altid omfattende, og handel og varebytte blev kombineret med gaver.

I december 1492 ankom Cristóbal Colón (Columbus) til øen Quisqueya, som han døbte Hispaniola. Med resterne fra et af sine skibe byggede han et fort og indledte dermed den europæiske kolonialisering af Amerika. Colón regerede gennem 8 år øen. I løbet af denne relativt korte periode delte europæerne stort set hele øens frugtbare jorder mellem sig, og med denne også befolkningen. I det 16. århundrede medførte det hårde arbejde i guldminerne, epidemier og undertrykkelse, at den oprindelige befolkning svandt drastisk ind, og dermed også arbejdskraften. Det var under disse omstændigheder, at biskop Bartolomé de las Casas foreslog at hente afrikanere, og i løbet af kort tid blev disse hentet i millioner. Ikke blot til Hispaniola men til hele det amerikanske kontinent.

Den dominikanske historie fortæller, at der i 1523, 37 og 48 fandt slaveoprør sted, og at de oprørske slaver flygtede og oprettede de første frie slavesamfund - quilombos - på øen. Erstatningen af den oprindelige befolkning ved afrikanske slaver blev fulgt af en drejning i den økonomiske aktivitet: fra udvindingen af guld gik spanierne over til sukkerproduktion og ekstensiv kvægdrift. Historikeren Pierre Vilar skriver, at guldets udvinding «havde en destruktiv karakter. Ikke hvad råstoffet angik, men hvad angik arbejdskraften». Det er et faktum, at den Dominikanske Republiks økonomiske potentiale i kolonitiden kun kunne sammenlignes med Brasiliens. Øen blev i første omgang Caribiens største producent af guld, dernæst i 1570-1630 en af de største amerikanske producenter af sukker og nåede endelig op på en kvægbestand svarende til 40 okser pr. indbygger. Et tal der først blev overgået af Argentina i slutningen af det 18. århundrede.

Iflg. en anerkendt historiker: «var Santo Domingo som et mikrokosmos for hele Amerikas historie. Øens historie har stærke udviklingstræk, der i andre dele af kontinentet kun træder mere beskedent frem».

Som storproducent af sukker og i nøgleposition for Europas handel med Mexico og Peru blev øen hurtigt et eftertragtet bytte for datidens kolonimagter. I 1586 hærgede den britiske pirat, Francis Drake hovedstaden, og i 1697 besatte Frankrig i overensstemmelse med Ryswick traktaten den vestlige del af øen - det senere Haiti. Frankrig udbredte senere sin kontrol til hele øen, der først delvist blev generobret af Spanien i 1809, efter at Haiti havde løsrevet sig fra Frankrig.

I 1822 bragte den sorte regering i Haiti atter hele øen under sin kontrol. Modstanden fra kreolernes side - de spanske efterkommere - kulminerede imidlertid med en opstand i hovedstaden Santo Domingo. Den Dominikanske Republik blev udråbt i 1861 og søgte umiddelbart efter indlemmelse i Spanien, i et forsøg på at skaffe udenlandsk støtte for at bevare kreolernes dominans over den sorte befolkning.

Men Spanien var ikke særlig effektiv til at forsvare sin koloni, der atter blev selvstændig i 1865, efter at en bevægelse af mulatter havde gjort oprør. Trods selvstændigheden var de økonomiske strukturer dog uforandrede.

På dette tidspunkt var USA ved at være kommet sig efter borgerkrigen og begyndte nu at udstrække sin indflydelse i Caribien. I 1907 påtvang det den Dominikanske Republik en økonomisk traktat - en forvarsel om «dollar-diplomatiet». Med henvisning til denne traktat invaderede USA i 1916 landet og gjorde det frem til 1924 til et «protektorat». Under sin besættelse oprettede og trænede USA landets nationalgarde, og i 1930 gennemførte dens øverste chef, Rafael Leónidas Trujillo et statskup og styrede de følgende 30 år landet med diktatorisk magt - med hjælp og støtte fra Washington. Hans kriminelle handlinger var så talrige og hårrejsende, at han til sidst blev en belastning for USA og CIA planlagte derfor mordet på ham, der fandt sted i maj 1961. Da han døde var Trujillo ejer af 71% af landets dyrkbare jorder og 90% af industrien.

Efter et folkeligt oprør gennemførtes der i 1963 de første frie valg i landets historie. De blev vundet af forfatteren Juan Bosch, der blev indsat som præsident. Men allerede syv måneder blev han væltet ved et militærkup, gennemført af de samme militærfolk der havde stået bag Trujillodiktaturet. I april 1965 udbrød der er forfatningsorienteret oprør anført af oberst Francisco Caamaño Deñó. USA påstod, at han havde «Castro-kommunistiske» sympatier, og invaderede i maj med 35.000 marinesoldater. De knuste det folkelige oprør i blod, og før de forlod landet beredte de vejen til præsidentposten for en af Trujillos nære medarbejdere, Joaquín Balaguer, der takkede ved at åbne landets døre på vid gab for de multinationale nordamerikanske selskaber - især Gulf and Western. Denne virksomhed fik fuld kontrol over sukkerindustrien, fik interesser i banker, hoteller, fødevareindustrier og kvægdrift, og fik derfor omfattende indflydelse på landets økonomiske politik.

Den nationalistiske opposition forsøgte ad forskellige veje at opbygge modstanden, og i 1973 blev Francisco Caamaño dræbt som leder af en guerillagruppe. Juan Boschs parti, Partido Revolucionario Dominicano (PRD) blev splittet, og dets højrefløj anført af Antonio Guzmán fjernede de fleste reformorienterede forslag fra programmet. På denne måde blev det i det nordamerikanske udenrigsministeriums øjne «acceptabelt», og da partiet i 1978 vandt valget lagde USA med henvisnings til sin menneskerettighedspolitik pres på militæret for at få det til at respektere folkets vilje.

PRD's program lagde vægt på genindførelse af demokratiske friheder og indledningen af en økonomisk politik, der skulle sikre en omfordeling af indkomsterne til fordel for folkeflertallet. Faktisk øgedes demokratiet, og de folkelige organisationer udnyttede denne mulighed til at genopbygge deres organisationer, der var mærket af årtiers undertrykkelse.

16. maj 1982 blev der gennemført nye præsidentvalg, og PRD's kandidat, Salvador Jorge Blanco blev valgt til ny præsident. Samtidig blev José Francisco Peña Gómez valgt til borgmester i Santo Domingo. Han var en af de latinamerikanske ledere i Socialistisk Internationale. Den 4. juli begik den afgående præsident Antonio Guzmán selvmord. Det skabte en spændt politisk situation, der først løstes, da militæret erklærede, at det ville respektere valgresultatet.

Præsident Blanco arvede et underskud på handelsbalancen på 562 millioner dollars i 1982. Det skyldtes især de faldende sukkerpriser og stigning i oliepriserne. Udlandsgælden nåede op på 2 milliarder dollars og arbejdsløsheden berørte 25% af den økonomiske aktive befolkning.

Blanco igangsatte et kriseprogram, der var udarbejdet udfra retningslinier fra IMF, men i løbet af 1983 faldt prisen på sukkeret yderligere - til halvdelen af niveauet året før. Sukkeret repræsenterede 44% af landets eksportindtægter. I 1984 fjernede regeringen subsidierne til en række brancher og hævede priserne en række basisvarer og medicin med 200%. Dette udløste en omfattende protestbølge, der blev stimuleret af flere oppositionskræfter og fagbevægelsen. Fagforeningskontorene blev besat af militæret og den hårde undertrykkelse efterlod 100 døde, 400 sårede og over 5.000 arresterede.

I 1985 reducerede USA sin sukkerkvote for den Dominikanske Republik, hvilket yderligere reducerede landets eksportindtægter. Arbejdsløsheden steg drastisk, hvilket udløste et nyt socialt oprør. Men regeringen fortsatte sin IMF orienterede økonomiske politik og slog hårdt ned på enhver strejke.

Interne magtkampe i regeringspartiet PRD kostede 2 livet ved et væbnet sammenstød, før partiet kunne udpege Jacobo Majluta som sin kandidat til præsidentvalget i 1986.

I løbet af dette år trådte omfanget af den økonomiske krise tydeligt frem. En strejke blandt dommerne paralyserede i 3 måneder landets retsvæsen. I maj gik landets lægeforening ud i en hård arbejdskamp. Den blev fulgt af tilsvarende kampe blandt sygeplejersker, landbrugskonsulenter og dyrlæger. I august var turen kommet til ingeniørforeningen, og arkitekter og landmålere sluttede sig til denne konflikt og krævede en mindsteløn på 260 dollars om måneden (2000kr). Den dominikanske økonomorganisation gjorde opmærksom på, at fattiggørelsesprocessen der især var slået igennem fra 1980 «i første omgang kun havde berørt de laveste indkomster, men nu berørte den også mellemlagene».

For landets fattigste sektorer var situationen uudholdelig. Der blev dannet Komiteer for folkelig Kamp - basisorganisationer der kæmpede mod prisstigningerne på basale varer og serviceydelser. I april døde 28 dominikanere af kvælning i en container på et skib, før de blev opdaget af en gruppe havnearbejdere. Det kom frem, at der hver anden uge blev sendt en ladning unge dominikanske kvinder til en ejer af et bordel på den fransk-hollandske ø Saint-Martin. Han solgte dem videre for 800-1000 mark til andre caribiske øer.

Den 16. maj blev der afholdt valg. Jacobo Majluta stillede op som præsidentkandidat for PRD, Joaquín Balaguer for PRSC og Juan Bosch for det marxistiske PLD. Valget var kaotisk og undervejs måtte optællingen af stemmer indstilles, men det blev angiveligt vundet af Joaquín Balaguer. Han overtog præsidentposten under meget vanskelige omstændigheder. Han var klart konservativ, havde ikke noget parlamentarisk flertal og var stillet overfor en stærkt organiseret social opposition. Han havde derfor ikke magt til at gennemføre en endnu skrappere økonomisk plan, som IMF krævede for at give landet flere kreditter. Situationen forværredes yderligere, da USA skar yderligere i den dominikanske sukkerkvota. 17.000 blev afskediget fra statsadministrationen og arbejdsløsheden nåede op på 27%.

I juli 1988 blev den tidligere præsident Jorge Blanco dømt for bedrageri - han havde solgt våben til overpris til de væbnede styrker.

Det følgende valg 16. maj 1990 blev atter engang vundet af Joaquín Balaguer, men hans modkandidat, Juan Bosch fra PLD anklagede regeringspartiet for massiv svindel. Ved de seneste meningsmålinger før valget havde Bosch 36% af stemmerne mod Balaguers 26%. På forslag fra den 3. kandidat - Peña Gómez fra PRD - blev der foretaget en omtælling af stemmerne. Denne omtælling gav 35% til Balaguer, 34% til Bosch og 23% til Peña Gómez. Trods dette fortsatte oppositionen sin kritik af uregelmæssighederne ved valget.

I 1991 erklærede landets 2 vigtigste politiske ledere - præsidenten Joaquín Balaguer på 85 år og den 82 årige Juan Bosch der havde grundlagt landets 2 vigtigste venstrefløjspartier - at de begge definitivt ville trække sig fra den politiske scene.

Imens fortsatte forværringen af landets økonomiske og sociale situation. En ny recession var slået igennem i 1990 og fortsatte i 1991. Arbejdsløsheden steg og det samme gjorde inflationen. Imens faldt landbrugs- og mineralproduktionen. Handelsbalancen blev forværret eftersom prisen på landets vigtigste eksportprodukter faldt mens prisen på olie steg - som konsekvens af Golfkrigen.

Med krisen forværredes også forholdene for de hundredetusindevis af haitianske gæstearbejdere, der arbejdede som sæsonarbejdskraft i den dominikanske sukkerproduktion. I juni 1991 erklærede Balagaguer, at de «illegale emigranter» øjeblikkeligt skulle smides ud af landet. Sukkerplantagerne havde gennem det meste af århundredet anvendt den praksis at hente titusindvis af haitianere til landet under sukkerhøsten. På den måde kunne daglønnen for en sukkerarbejder presses fra det dominikanske niveau på 3-5 dollars om dagen ned på 1 dollars.

I 1990-91 steg den faglige kamp til nye højder. Regeringen blev stillet overfor flere generalstrejker, der blev voldsomt undertrykt - 15 dræbte og tusindvis af arrestationer i 1990.

Det lykkedes Balaguer at få genforhandlet landets udlandsgæld, og imens steg landets turisme, således at det i 1993 var Caribiens 4. vigtigste turistland.

På grund af den politiske krise i nabolandet Haiti blev den Dominikanske Republik et vigtigt centrum for smugleri af varer ind i Haiti, der skulle omgå den internationale blokade af landet. Det gjaldt især smugleri af olie.

Som konsekvens af landets økonomiske krise flygtede hundredevis af dominikanere årligt ud af landet - med visum, med falske dokumenter eller ad søvejen i skrøbelige både for at nå til Puerto Rico, hvorfra de kunne komme videre til New York.

Der lever over 1 million dominikanere i USA, hvoraf halvdelen er illegale. Yderligere ca. 20.000 lever i Spanien, og også halvdelen af disse er illegale. De fleste er kvinder, der arbejder som hushjælp. Ca. 25.000 er prostituerede i Europa, hvortil de er lokket af falske løfter om arbejde. (Se International prostitution).

Trods sit tidligere løfte om at ville trække sig tilbage fra politik forberedte den 87 årige præsident Balaguer sit genvalg den 16. maj 1994, og det samme gjorde hans gamle modstander, Juan Bosch. Med det formål at hindre ny valgsvindel undertegnede 4 af de 5 deltagende partiet i valget en «borgerpagt» med den katolske kirke som garant. Alligevel blev valgkampen voldelig med hundredevis af sårede og 12 dræbte.

Valghandlingen blev overvåget af internationale observatører, der kritiserede uregelmæssigheder - især i det indre af landet. PRD kritiserede, at omkring 200.000 var blevet slettet fra valglisterne pga. svindel fra regeringspartiets side. Iflg. det officielle resultat vandt Balaguer med 43% af stemmerne - 1½ % mere end Peña Gómez fra PRD.

USA's regering var interesseret i at sikre sig Balaguers støtte til fastholdelsen af blokaden mod Haiti og erklærede derfor, at det ville respektere den øverste valgkommissions afgørelse. Den endte med at give sejren til Balaguer.

Alligevel blev Peña Gómez og Balaguer i midten af august enige om at gennemføre nye valg 16. november 1995. Samtidig blev de enige om ændre forfatningen for at hindre fremtidig genvalg af en præsident. Dermed kunne Balaguer indsættes som præsident.

I løbet af 1995 berørte tørken landets elektricitetsproduktion. Elektricitetsselskabet kritiserede, at 40% af den forbrugte elektricitet ikke blev betalt og at en fjerdedel af produktionen gik tabt pga. tekniske problemer.

De mål som regeringen havde sat for økonomisk vækst og kontrol med inflationen blev nu draget i tvivl som følge af energikrisen. I marts blev prisen på offentlig transport hævet med 50%. Det udløste voldelige protester og regeringen erklærede forhøjelsen for illegal. Alligevel blev en ny forhøjelse i juni godkendt. flere demonstranter blev efterfølgende dræbt i sammenstød med politiet.

I løbet af 1995 forberedte oppositionspolitikerne sig til de første valg i årtier, hvor der var en reel chance for at få fjernet Balaguer, der nu var fyldt 88 år. En aftale mellem PRSC og PLD gjorde det dog muligt at udskyde valget til 16. maj 1996.

Ved dette valg fik PRD's kandidat, José Francisco Peña Gómez 48,75% af stemmerne, men opnåede ikke absolut flertal. Regeringspartiets kandidat, Jacinto Peinado fik ikke nok stemmer til at gå videre til anden valgrunde. Trods Gomez' høje stemmetal blev det Leonel Fernández Reyna fra PLD der den 30. juni vandt anden valgrunde - efter at have indgået en alliance med PRSC. Den 18. august blev han indsat som præsident og Joaquín Balaguer kunne trække sig tilbage efter at have besat præsidentposten i 7 perioder.

PRSC indgik efterfølgende en aftale med PRD, hvilket gav PRSC kontrol over senatet, mens PRD kom til at lede Deputeretkammeret. PLD var i mindretal i begge kamre, hvilket hindrede præsidenten at gennemføre de initiativer, han under valgkampen havde lovet.

I 1997 udbrød der strid omkring statsbudgettet. Den kontroversielle pakke rummede stigninger i de indirekte skatter, reduktion af de direkte skatter, længere arbejdsdage for regeringens funktionærer og reducerede importtold satser.

Trods manglende opbakning i de to kamre besluttede præsidenten at gennemføre to omstridte tiltag, der ikke krævede parlamentarisk vedtagelse: fastsættelse af en enhedsvekselkurs for landets valuta og prisstigninger på olie. Endvidere nedlagde han veto mod nogle ændringer, de to kamre havde gennemført i lovforslaget og gav ved dekret de offentlige ansatte en lønforhøjelse.

Prisstigningerne, en arbejdsløshed på over 30% og 70% af befolkningen der var kastet ud i fattigdom forstærkede de sociale spændinger. Det kom til gentagne demonstrationer, hvoraf flere endte voldeligt. Trods disse dårlige omstændigheder voksede økonomien med 6,9% i årets første halvdel.

I juni åbnede en ny lov op for, at private selskaber kunne investere i statslige virksomheder - herunder sukker- og elektricitetsproduktionen. Regeringen forsøgte på denne måde at skaffe midler til at dække statens gæld.

Mod slutningen af 1997 nåede præsidenterne for den Dominikanske Republik og Haiti frem til en aftale, der skulle bremse massedeportationen af haitianere og sikre respekt for menneskerettighederne. Haitianerne arbejdede under de vanskeligste forhold. Det statslige sukkerselskab havde således offentliggjort en plan for ansættelse af 16.000 haitianere i sukkerhøsten. Disse billige landarbejdere skulle fragtes direkte fra grænsen mellem de to lande til plantagerne og senere direkte tilbage til Haiti. Alligevel fortsatte befolkningens protester mod indførelsen af den billige arbejdskraft. Protester mod emigrationen førte til, at omkring 2.500 illegale haitianere blev sendt ud af landet, og grænsekontrollen blev skærpet.

Den 16. april 1998 genoptog landet de diplomatiske forbindelser med Cuba. Regeringen udpegede en repræsentation med rang af konsul til Habana, og en delegation af ministre indviede senere den diplomatiske repræsentation. USA protesterede voldsomt mod de nye relationer, der blev karakteriseret som retsstridige.

Parlaments- og kommunalvalgene i maj gav en klar sejr til oppositionspartiet PRD, der erobrede 83 pladser i deputeretkammeret og 24 i senatet. PLD fik henholdsvis 49 og 4 pladser udaf de 120, henholdsvis 30 pladser. I juni gennemførte Fernández Reyna et tredages besøg i nabolandet Haiti - det første besøg af en dominikansk præsident siden 1936. Besøget havde især til formål at styrke grænsesamarbejdet mellem de to lande for at bremse smuglingen af narkotika, våben og immigranter.

I januar 1999 rystedes hovedstaden af uroligheder som følge af et omstridt resultat ved valget af formand for Kommunalforbundet (Liga Municipal) - et organ der har et budget på 100 mio. US$, der anvendes som støtte til landets kommuner.

Præsidentvalget i maj 2000 blev vundet af PRD's kandidat Hipólito Mejía, der fik tilstrækkelig mange stemmer til, at der ikke skulle gennemføres en 2. valgrunde. Den 93 årige Joaquín Balaguer stillede også op og kom ind på 3. pladsen. Den nye præsident blev indsat i sit embede i august, og lovede ved sin tiltræden at skabe flere arbejdspladser og bekæmpe korruptionen og fattigdommen.

I oktober 2000 afviste regeringen af udlevere 7 haitianske politifolk, der i Haiti var anklaget for deltagelse i destabilisering af regeringen. Den dominikanske udenrigsminister, Hugo Tolentino Dipp erklærede, at de 7 ville forblive i den dominikanske regerings varetægt.

I 2001 fik en appelret i Santo Domingo standset en retssag mod ekspræsident Salvador Jorge Blanco, der stod anklaget for korruption.

Efter en bølge af kriminalitet og bortførelser sendte præsident Mejía militæret på gaden for at bremse udviklingen, der truede landets turisme - dets vigtigste kilde til udenlandsk valuta.

I november 2001 styrtede et fly fra American Airlines der var på vej fra New York til Santo Domingo ned i forstaden Queens. Blandt de 255 dræbte var 150 dominikanere.

Endelig i juli 2002 døde Joaquin Balaguer, 95 år gammel. Han havde været landets præsident i 20 af disse.

Efter flere måneders demonstrationer gennemførtes i november 2003 en generalstrejke. Politiet arresterede flere hundrede og 6 blev dræbt. Mejía erklærede, at han ville svare igen «uden medlidenhed» mod forstyrrelser af landets lov og orden.

I december 2003 medførte orkanen Odette, at 10.000 mennesker måtte evakueres. Civilforsvaret opfordrede folk i de udsatte områder til at forlade deres boliger, men de fleste havde ingen andre steder at søge tilflugt. Truslen fra orkaner er konstant i landet, og især for befolkningen i kystområderne.

Den 17. maj 2004 blev PLD's kandidat, Leonel Fernández Reyna valgt som præsident allerede i første runde af præsidentvalget. Fernández takkede sin modkandidat, Hipólito Mejía, for at denne havde erklæret sit enderlag, og erklærede sig samtidig beæret over at kunne overtage regeringsmagten. De første tal fra den øverste valgkommission indikerede, at Mejías PRD havde fået 31% af stemmerne. Fernández valgsejr var et klart udtryk for dominikanernes straf over Mejía, der ikke havde kunnet håndtere den alvorlige økonomiske krise der opstod i 2003, da en af landets største banker brød sammen.

Samme måned fik voldsom regn i to uger floderne til at gå over deres breder og store områder blev oversvømmet, hvilket kostede over 500 døde og 13.000 forsvundne. Majshøsten gik fuldstændig tabt og tusinder af dominikanere mistede deres bolig. Jimaní i landets sydøstlige hjørne var værst ramt, men klimakatastrofen ramte også Haiti.

Repræsentanten for ILO's Internationale program til udryddelse af Børnearbejde (IPEC) oplyste i maj 2005, at 436.000 børn i alderen 5-17 dagligt får udnyttet deres arbejdskraft i den Dominikanske Republik. De vanskeligste forhold for børnearbejderne findes på landet, hvor 18,4% af de børn der udfører voksenarbejde befinder sig. Mange børn begynder at arbejde i landbruget allerede som 5-6 årige. I denne alder påvirker arbejder både deres helbred og deres udvikling.

I marts 2006 kom regeringens rådgiver i narko-spørgsmål, Marino Vinicio Castillo med en række udtalelser, der udløste polemik. Castillo antydede under et møde med politifolk, at de politiske partier, militæret og næsten alle statslige institutioner er direkte eller indirekte knyttet til handelen med narkotika. Endvidere tilføjede han, at dette problem var forværret under Mejías regering. Internationale iagttagere påpeger, at den Dominikanske Republik har udviklet sig til at fungere som brohovede for smuglingen af narkotika fra Sydamerika til Europa, og desuden nordamerika.

Den religiøse organisation, Solidaridad Fronteriza erklærede i april, at dominikanske militærfolk opkrævede bestikkelse for at lade smuglervarer og haitianske emigranter kommer over grænsen mellem Haiti og den Dominikanske Republik. Organisationen fremlagde fotos som bevis. Hæren øverstkommanderende, generalmajor José Ricardo Estrella Fernández erklærede umiddelbart, at han ville igangsætte en undersøgelse af påstandene.

I de første 3 måneder af 2007 steg handelen mellem Cuba og Dominikanske Republik med 32%. Det var på denne baggrund at handelsrepræsentanter fra begge lande i juli mødtes i Santa Domingo for at koordinere fælles handelsaktiviteter. Samme måned besluttede regeringerne i Cuba, Dominikanske Republik og Haiti at begynde at koordinere deres miljøpolitik.

Præsident Fernández fandt præsidentvalget i maj 2008 med 53% af stemmerne. Fernández blev valgt på at bygge en metro i Santo Domingo, og driften af denne gik i gang i januar 2009.

PLD's Danilo Medina vandt præsidentvalget i maj 2012 med 51,2% af stemmerne. PRD's Hipólito Mejía måtte nøjes med 47,0%. Mejía hævdede at valget havde været præget af svindel, men OAS' valgobservatører afviste denne påstand. Godt nok havde de observeret enkelte tilfælde af stemmekøb, men generelt svarede valgresultatet til vælgernes afgivne stemmer. Medina vandt på et program der prioriterede sociale programmer og uddannelse frem for infrastruktur.

På grund af den økonomiske udvikling i landet er mange emigranter søgt til den dominikanske republik. Der bor 30.000 fra Jamaica, omkring 10.000 fra Puerto Rico og 700.000 fra Haiti. Men den dominikanske republik er et stærkt racistisk samfund, og selv om der findes dominikanere af haitiansk oprindelse, der er født og opvoksede i den Dominikanske Republik udstedte forfatningsdomstolen i september 2013 en kendelse i følge hvilken disse dominikanere regnes for emigranter uden opholdstilladelse, og derfor ikke har ret til uddannelse eller sundhed. Domstolen regner dem for statsløse. Kendelsen slog fast, at alle født i den Dominikanske Republik efter 1929 uden at have mindst en dominikansk forælder var at regne som illegale eller i «transit». Forfatningsdomstolens kendelse blev i oktober 2014 underkendt af den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol IAHCR, der opfordrede den Dominikanske Republik til at respektere menneskerettighederne. Regeringen truede øjeblikkeligt med at trække landet ud af IAHCR, og forfatningsdomstolen afsagde i november 14 en ny kendelse, der slog fast at landets tilslutning til IAHCR i 1999 var sket på et juridisk forkert grundlag og derfor ulovligt.

Ana Patricia Fermín blev i 2014 udsat for dødstrusler fra politiets side. Hendes mand og to andre var i april blevet arresteret af politiet i Santo Domingo og underkastet tortur. Fermín protesterede mod torturen. I september blev hendes mand og de to andre bortført af politiet og efterfølgende skudt og dræbt. Ved begravelsen blev Fermín og 33 andre arresteret og truet af politiet. 87 personer blev i første halvår af 2014 dræbt af politiet. En stigning på 13% ifht. året før. Som i andre vestlige samfund har politiet i den Dominkanske Republik straffrihed for sine overgreb mod civilbefolkningen.

Præsidenten underskrev i december 2014 en abortlov, der for første gang i landets historie gav adgang til abort, når et svangerskab var et resultat af voldtægt, incest, når svangerskabet bragte moderens liv i fare, eller når barnet ikke ville kunne overleve. Loven var en delvis sejr for landets kvindegrupper, der har ført en intensiv kampagne for abort. Den konservative højrefløj og både den evangeliske og katolske kirke truede til gengæld med at indbringe loven for forfatningsdomstolen for at få den omstødt. Selv om loven var vedtaget blev den ikke håndhævet. Det var fortsat det gamle totale forbud der blev praktiseret.

I juni 2015 indgik regeringspartiet og de største oppositionspartier en aftale om ændring af forfatningen, så præsidenten kunne genvælges en gang. Få dage senere bekendtgjorde præsident Medina, at han agtede at stille op i 2016.

I perioden januar - september myrdede medlemmer af sikkerhedsstyrkerne 152 personer. Der var tale om et fald på 6% ifht. samme periode året før, men stadig mange. Parlamentet debaterede gennem hele 2015 et lovforslag om reform af politiet, for bl.a. at kunne stille det til snavr for de mange mord, men det kom aldrig til vedtagelse af loven. Samtidig omstødte højesteret domme over mordere i politiet.

Landets racistiske politik overfor haitianske emigranter fortsatte i 2015. Efter spænding mellem de to nabolande i februar blev der fundet en haitianske emigrant hængt i en park i Santo Domingo. Endnu i slutningen af året var gerningsmanden på fri fod. Der blev rapporteret om forfølgelse af tilfældige haitianske migranter som gengældelse for påståede haitianske lovovertrædelser. I juni var der deadline for irregulære haitianske migranter at anmelde ønske om lovliggørelse. 288.486 haitianske migranter havde da anmodet om lovliggørelse. Fra august begyndte myndighederne at udvise titusinder af haitianere, men allerede fra juni var mange begyndt at rejse tilbage til Haiti af frygt for overgreb eller pres fra naboer eller arbejdsgivere. Den store menneskestrøm skabte spænding mellem de to lande og i juli sendte OAS en mission til den Dominikanske Republik. OAS' generalsekretær tilbød at mægle og deltage i udformningen af en officiel protokol for håndteringen af de mange migranter. Det blev afvist af den Dominikanske Republik. IOM kunne senere rapportere at den Dominikanske Republik også vilkårligt udviste migranter der havde anmodet om lovliggørelse.

I maj 2016 gennemførtes præsident- og parlamentsvalg. Danilo Medina blev genvalgt som præsident med 61,7% af stemmerne. Ved parlamentsvalget gik PLD 10 mandater frem til 106. Siden det foregående valg var PRD blevet splittet. Det nydannede PRM fik 42 mandater, mens det gamle PRD gik 61 mandater tilbage til 16. Tilsammen fik de to socialdemokratiske partier altså tilbagegang. Valget var præget af omfattende uregelmæssigheder: oppositionens delegater blev i nogle tilfælde smidt ud, når der skulle optælles stemmer; stemmebokse forsvandt; stemmesedler blev brændt; manipulerede sammentællinger; stemmesedler fra forskellige provinser i den samme boks. Valgmyndigheden besluttede derefter at annullere resultaterne en tredjedel af distrikterne i hovedstaden Santo Domingos vestlige del og Districto Nacional. I San Pedro de Macorís kom det til omfattende protester, der kostede 6 livet.

Omfattende oversvømmelser i den nordlige del af landet i oktober og november 2016 sendte titusinder på flugt.

I første halvdel af året dræbte sikkerhedsstyrker 74 personer. Det svarede til 10% af mordene i landet i denne periode.

Kategori 5 orkanen Irma der i september 2017 ramte den nordlige del af Caribien medførte også ødelæggelser i den Dominikanske Republik, men ingen dræbte. Myndighederne valgte dog at evakuere 4000 turister til hovedstaden Santo Damingo.

I marts 2020 ramte COVID-19 pandemien den Dominikanske Republik. Regeringen indførte udgangsforbud om aftenen og natten for at bremse smittespredningen. Det blev håndhævet med hård hånd. Amnesty International kunne efterfølgende oplyse, at politiet havde arresteret 85.000 personer i perioden 20. marts til 30. juni. Arrestation blev anvendt som det primære instrument til at håndhæve forbuddet. Som i mange andre lande blev autoritære midler de vigtigste under denne sundhedskrise. Frem til 27. august 2021 var der registreret 92.964 smittede og heraf var 1630 døde.

I juli 2020 gennemførtes parlaments- og præsidentvalg. Valget var blevet udskudt 2 måneder pga. COVID-19 pandemien. Den siddende præsident Danilo Medina havde siddet i 2 perioder og kunne derfor ikke genvælges. Efter at PLD have siddet på præsidentposten i 16 år var det tid til forandring. Vælgerne valgte Luis Abinader fra PRM. Han fik 52,5% af stemmerne og blev samtidig det største parti i både Senatet og Deputeretkammeret. Der var tale om en jordskredssejr, hvor det gamle regeringsparti PRD blev nærmest udslettet. PRM var blot 6 år gammelt og dannet efter en splittelse i PRD. PRM tog 17 af Senatets 32 pladser og 86 af Deputeretkammerets 190. Abinader fik under valgkampen rådgivning af US præsident Trumps personlige juridiske rådgiver, Rudi Guiliani. Ved magtoverdragelsen deltog USA's udenrigsminister Mike Pompeo. Abinader regeringen kvitterede ved i Sikkerhedsrådet at stemme for USA's folkeretstridige boykot af Iran. I oktober 2021 kom han i eksklusivt selskab ved offentliggørelsen af de såkaldte Pandora Papers som en af de statsledere der havde hemmelige konti i skattely.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/12 2021

Læst af: 112.162