San Marino
| Befolkning | 34.000 |
| Valuta | Euro |
| Areal | 60 Km2 |
| Hovedstad | San Marino |
| Befolkningstæthed | 450 indb./Km2  |
| HDI placering | 44 |
Republikken San Marino er grundlagt i 1866, er beliggende mellem de italienske provinser Romana og Marca og er verdens mindste republik. Landskabet er bjergrigt. Det ligger på Titano bjerget, der ligger i den østlige udlægger af Appeniner kæden. Pico de la Rocca (749 m) er det højeste punkt i den lille bystat. På landet dyrkes vin, korn og opdrættes geder. Turismen er dog landets vigtigste indtægtskilde. Det er beliggende tæt ved byen Rimini på adriaterhavskysten.
Folket: Sanmarinoer (75,4%); italienere (23,3%); andre (1,3%) (1996).
Religion: Katolikker (95,2 %) (1980)
Sprog: Italiensk (officielt) og en lokal dialekt
Politiske partier: Flerpartisystem. De kristelige Demokrater (PDC) har 26 pladser i parlamentet. Socialistpartiet (PS) har 14. Det eks-kommunistiske Demokratiske Fremskridtsparti har (PDP) 11. Folkealliancen (AP) har 4. Demokratisk Bevægelse (MD) har 3. Rifondazione Comunista (RC) har 2.
Sociale organisationer: Enhedsfagbevægelsen, Arbejdernes demokratiske Landsforbund, Arbejdernes Landsforbund.
Officielt navn: Sereníssima Repubblica di San Marino.
Administrativ inddeling: 9 kommuner (Acquaviva, Borgo Maggiore, Chiesanuova, Domagnano, Faetano, Fiorentino, Monte Giardino, San Marino, Serravalle)
Hovedstad: San Marino, 4.493 indb. (2003).
Andre vigtige byer: Serravalle/Dogano 4.726 indb.; Borgo Maggiore 2.366 indb. (1996)
Regering: Præsidentiel republik. Den udøvende magt udspringer af det 10 mands store Statsråd, der vælges for en 6 måneders periode (domineret af PS og PDC). Det anføres af de regerende Capitanes: Oscar Mina og Paolo Rondelli, der er henholdsvis stats- og regeringschef siden april 2022. Parlamentet har ét kammer (Det store Råd) med 60 medlemmer der vælges hvert 5. år ved direkte valg.
Nationaldag: 3. september (Grundlæggelsen af republikken, 301)
Arkæoligiske fund peger på, at det område der i dag udgøres af republikken San Marino, lokaliseret mellem de italienske provinser Romana og Marca har være tbeboet siden præhistorisk tid. En version baseret på historiske kilder fortæller, at byen blev oprettet i 301 e.v.t. af en dalmatisk stenhugger fra øen Arbe der hed Marino. Efter at være konverteret til kristendommen og være undsluppet kejser Dioklesians religiøse forfølgelser, søgte han sammen med andre kristne tilflugt på toppen af Monte Titano i Apeninerne. Marino opbyggede der et samfund, der med tiden kom til at ligne en lille stat. Som hyldest til stenhuggeren blev området navngivet «San Marinos territorium»; dernæst «San Marinos kommune» for endelig at nå frem til sin aktuelle betegnelse: «Republikken San Marino».
Byens oprindelige regeringsform bestod af et råd, kendt under navnet «Arengo», der bestod af alle byens familieoverhoveder. I 1243 oprettedes posterne Capitani Reggenti, for at de i fællesskab kunne regere sammen med statschefen. Manglen på en centralmagt efter det romerske imperiums sammenbrud i det 5. århundrede favoriserede fra det 12. århundrede udviklingen af et selvstyre i mange italienske byer, og dette gav grobund for handel, produktion og håndværk. Det samme skete i San Marino med den forskel, at den var den eneste by der bevarede sin selvstændighed frem til vore dage.
I løbet af det 15. århundrede voksede byens område takket være støtte fra hertugen af Urbino og San Marinos deltagelse i en alliance mod herren af Rimini, Sigismondo Pandolfo Malatesta. Som tak for sin deltagelse modtog byen borgene Fiorentino, Montegiardino og Serravalle af pave Pius II.
San Marinos første forfatning blev skrevet i år 1600, og indbyggerne mener derfor deres republik er verdens ældste.
I 1739 invaderede kardinal Giulio Alberoni landet som led i sin kampagne for generobring af Italiens besiddelser, men civil ulydighed og hemmelig fremsendelse af breve til paven om retfærdighed, fik denne til at anerkende San Marinos autonomi og genoprette landets selvstændighed.
Det lykkedes San Marino at holde sig udenfor samlingen af Italien i 1830-70, og det indgik i 1862 en venskabsaftale med Italien.
San Marino deltog ikke i den 1. Verdenskrig i 1914-18, men blev alligevel økonomisk berørt af krigen. Ved krigens afslutning steg den allerede høje arbejdsløshed yderligere, og det samme skete med inflationen.
Samme år som Benito Mussolini kom til magten i Italien, 1923, opløstes regeringen Concilio General og istedet dannedes det fascistiske Supremo Concilio. San Marino overlevede den italienske fascismes ekspansion og under anden_verdenskrig (1939-45) var landet neutralt. Tyske tropper bombarderede det i juli 1944, men den tyske besættelse blev bragt til ophør efter omfattende demonstrationer, og det var samtidig afslutningen på Supremo Concilio. Det åbnede op for nye valg. Ved krigens afslutning havde landet huset over 100.000 flygtninge.
Efter krigen overtog en koalition bestående af kommunistpartiet og San Marinos socialistparti magten, og de bevarede den de følgende 12 år. I 1957 overtog en centrum-højre koalition magten med San Marinos kristelige demokrater som det vigtigste parti. De havde regeringsmagten frem til 1973. Frem til november 77 regerede en koalition bestående af socialistpartiet og de kristelige demokrater, men da beskyldte socialistpartiet de kristelige for ikke at formulere løsninger på landets økonomiske problemer. I stedet gik socialister og kommunister i regeringskoalition. Den 28. maj 1978 blev der holdt valg i utide, og fra da af regerede venstrekoalitionen San Marino og udviklede hurtigt landet til et velfærdssamfund.
San Marino styrkede sine bånd til Vesten og blev i 1988 optaget i Europarådet. I 92 blev det optaget i FN og i IMF.
I 1990 tog kommunistpartiet navneforandring til de Progressive Demokratiske Parti og gik i regeringskoalition med de kristelige demokrater. De kristelige skiftede i 92 kommunisterne ud med socialisterne som koalitionspartner, og denne koalition vandt valget i 93 og 98.
En af landets historiske indkomstkilder har været salget af historiske mønter og frimærker. Det trykte sine første frimærker i 1894, og i dag sælger landets 10 postkontorer frimærker til filatelister og sælger desuden historiske mønter.
Landbruget er i dag koncentreret om kornproduktion, vin, frugt og grønt samt kvæg og svin. Ved siden af turismen er de vigtigste eksportvarer keramik, møbler, tekstiler, malerier og vine.
Antallet af yngre udenlandske kvinder der gifter sin med ældre mænd fra San Marino er steget de senere år. Det har fået regeringen til at anbefale, at kvindelig hushjælp er mindst 50 år gammel. Selvom mange italienske kvinder søger arbejde i San Marino stammer de fleste hushjælpe fra Østeuropa - især Albanien og Rumænien. Mændene er attraktive i de østeuropæiske kvinders øjne, fordi det kun gennem dem er muligt at opnå statsborgerskab.
Trods nedskæringer i andre lande i Europa og neoliberale skridt til demontering af velfærdsstaten, har San Marino bevaret sin høje levestandard og sit effektive sundhedsvæsen, der anses for at være et af verdens bedste. Regeringen søger at bevare den høje levestandard gennem et program for økonomisk udvikling, der især satser på støtte til de traditionelle håndværkere og landbruget.
Den 1. april 2003 blev Piermarino Menicucci og Giovanni Giannoni valgt til Capitanes Regentes mens Augusto Casali blev udnævnt til statssekretær og udenrigsminister.
I oktober 2004 blev Giuseppe Arzilli og Roberto Raschi valgt som regenter. Fiorenzo Stolfi blev udnævnt til statssekretær og udenrigsminister.
Socialistpartiet og Demokraterne øgede deres mandatandel ved valget i juni 2006 og nåede op på 20 - blot et mandat mindre end de regerende kristelige demokrater. En af de største udfordringer for den ny koalitionsregering var at øge gennemsigtigheden og effektiviteten i parlamentet og forbedre relationerne mellem dette og statscheferne.
Lederen af PDCS, Ernesto Benedettini erklærede i august 2007 at San Marino havde brug for et selvstændigt projekt til at sikre sin vandforsyning.
G20 lederne enes i april 2009 om hårdere indsats mod verdens skattely som konsekvens af den globale økonomiske krise. I maj arresteres 5 chefer i San Marinos største bank og ældste financielle institution, Cassa di Risparmio og anklages for pengevask. I et forsøg på ar reducere skatteunddragelse giver Italien i juli amnesti til istalienere der henter deres penge hjem fra skattely. San Marinos regering erklærer i august at den har gennemført ændringer i overenstemmelse med OECD's anbefalinger for financiel transparens for at blive fjernet fra organisationens «grå liste».
Valget i november 2012 blev vundet af den kristeligt demokratiske alliance San Marino Bene Comune, der fik 35 pladser i det 60 pladser store statsråd, den anden kristeligt demokratiske alliance Intesa per il Paese fik 12, mens venstrefløjsalliancen Cittadinanza Attiva fik 9.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 13/5 2022
Læst af: 66.194