Bogbrænding
Offentlig brænding af uønskede bøger var i middelalderen en effektiv måde at eliminere kætterske skrifter på. Med bogtryk og masseproduktion af bøger er bogbrænding blevet en ren demonstrationshandling, som opnår sin effekt ved at bryde den højtidelighed som i litterære kulturer søges skabt omkring bøger og «det trykte ord». De mest kendte bogbål i nyere tid er de tyske studenters afbrænding af skønlitterære værker af jødiske, pacifistiske og kommunistiske forfattere om aftenen den 10. maj 1933, da der ved en koordineret aktion blev arrangeret alsang og bål ved en række universiteter i Tyskland.
Som almen demonstrationsform må bogbrænding opfattes som en dramatisk markering af trykkefrihedens grænser. Men den er samtidig en form som for effektens skyld er afhængig af, at den forholdsvis sjældent anvendes. Vurderingen af dette varierer. I Tyskland siges det, at «den som brænder bøger, brænder i næste omgang mennesker». Associationen mellem bogbrænding om langt voldsommere repressionsformer har i det 20. århundrede ofte fået diktaturstater til at udrydde bestemte former for litteratur på mindre synlige måder ifht. den internationale offentlighed - f.eks. i form af ransagning, konfiskation, tortur og fængsel.
Andre foretrækker at se bort fra bogbrændingens historie, og sidestiller handlingen med den efterhånden anerkendte demonstrationsform: afbrændingen af flag.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 26.183