Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Sharon, Ariel

Ariel Sharon (1928-), israelsk krigsforbryder, general og politiker. Han blev født i Kfar Malal i en «moshav» (en landbrugsbosættelse) nær Tel Aviv. Hans oprindelige efternavn var Sheinerman.

Terrorist

Han var i sin tidlige ungdom særdeles aktiv i Haganah - den største jødiske væbnede organisation inden landet Israels selvstændighed i 1948. Under den første arabisk-israelske krig var han delingsfører. I 1952-53 studerede han historie og orientalske studier ved det hebræiske universitet i Jerusalem. I august 1953 grundlagde og ledede han Enhed 101. En eliteenhed der gennemførte terrorangreb ind over grænsen til Israels nabolande. Den angreb flygtningelejre, landsbyer og beduinlejre. I september samme år angreb den således den afmilitariserede Al Auja enklave - et 145 km² stort beduinområde ved den vestlige grænse mellem Negev og Sinai ørkenen. Et ukendt antal civile blev ved den lejlighed dræbt.

Den 14. oktober angreb Sharons enhed landsbyen Qibya i Jordan, hvor de skød ind i husene gennem døre og vinduer, for derefter at kaste håndgranater og sprænge husene i luften. Ved den lejlighed blev 69 dræbt - overvejende kvinder og børn. Sharon forklarede bagefter, at han havde troet, at husene var tomme, men uafhængige FN observatører kunne bagefter berette om et ensartet mønster: de dræbte lå inde i husene over dørtærsklerne, og var tilsyneladende blevet hindret i at flygte, fordi husene var blevet udsat for voldsom maskingeværild. Den 18. oktober udsendte USA's udenrigsministerium en erklæring, hvori regeringen udtrykte sin: «dybeste sympati med de familier, hvis medlemmer var blevet dræbt i Qibya.» Erklæringen fortsatte med at: «der skulle tages skridt til at retsforfølge de ansvarlige for udåden og hindre at lignende hændelser kunne gentages i fremtiden». (Department of State Bulletin, Oct. 26, 1953, p. 552). Den 20. oktober besluttede FN's Sikkerhedsråd enstemmigt at undersøge de nylige overtrædelser af våbenhvileaftalen og specielt angrebet på Qibya. Generalmajor Vagn Bennike fra FN's kommission til overvågning af våbenhvilen rapporterede, at en FN undersøgelseskommission var taget til Qibya den 15. oktober, og der havde funder 30-40 huse fuldstændig ødelagt. Da kommissionen forlad landsbyen var der blevet fundet 27 lig i ruinerne.

Den 24. november vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 101 (uden Libanons og Sovjetunionens stemmer), der fandt massakren i Qibya en overtrædelse af våbenhvilebestemmelserne i Sikkerhedsrådsresolution 54 fra 1948, og fandt den samtidig i strid med den generelle våbenhvileaftale mellem Israel og Jordan samt FN's charter. Samtidig udtrykte resolutionen stærk fordømmelse af massakren.

I 1955 fik Sharon en militær irettesættelse for at have givet logistisk støtte til 4 unge israelere, der gennemførte vilkårlige blodhævnsaktioner mod beduiner for arabiske angreb på israelske bosættelser.

Under krigen i 1956 var han kommandant i en faldskærmsbrigade. Imidlertid virkede hans brud på disciplinen under krigen stærkt provokerende på militærets ledelse - deriblandt Moshe Dayan. Han blev suspenderet og hans forfremmelser blev i flere år bremset. I 1957-58 studerede han ved Camberley Staff College i Storbritannien. I 1958-62 var han kommandant for en infanteribrigade, og studerede endvidere jura ved universitetet i Tel Aviv. I 1962 fik han kommandoen over IDF (Israeli Defense Forces - landets militær) panserbrigaderne. I 1964 blev han udnævnt til chef over Nordkommandoen og i 1969 over Sydkommandoen.

Terror i Gaza

I 1971 var han ansvarlig for IDF operationen «Pacificering af Gaza», hvor militæret for nådesløst frem, jævnede flere tusinde palæstinensiske huse med jorden og deporterede flere tusinde palæstinensere til Sinai ørkenen, Jordan og Libanon. Han anså sine muligheder for at blive udnævnt til generalstabschef for at være ringe, og trak sig derfor i 1972 tilbage fra militæret, men blev atter indkaldt under krigen i 1973.

I december 1973 blev han valgt til Knesset på Likuds liste, selv om han ikke havde større forbindelse til nogen af partierne i koalitionen. I 1974 opgav han sin plads og forlod Likud for i 1975-77 at blive premierminister Yitzhak Rabins specielle sikkerhedsrådgiver.

I 1976 dannede han et nyt parti, Shlomzion som fik 2 pladser ved valget i 1977. Partiet forsvandt kort tid senere, da Sharon atter sluttede sig til Likud og gik ind i Menahem Begins regering for at blive landbrugsminister og frem til 1981 formand for den ministerielle komite for bosættelser. Selvom han aldrig har været religiøs støttede han Gush Emunim bevægelsen, og blev derfor regnet som beskytter af denne ekstremt højreorienterede og religiøse bosætterbevægelse. Han anvendte sin position til at fremme udviklingen af et tæt netværk af israelske bosættelser i de besatte områder, og søgte dermed at underminere muligheden for at tilbagelevere disse områder ved en fremtidig fredsslutning med arabere og palæstinensere.

Sabra og Shatila massakren

Som forsvarsminister under den 2. Begin regering i 1981 planlagde han Israels invasion af Libanon i juni 1982, der kostede over 10.000 civile livet og drev over 1 million mennesker på flugt. Israel besatte Beirut. og i slutningen af juli erklærede den libanesiske regering, at 14.000 indtil da var blevet dræbt - deraf 90% civile - og det dobbelte antal såret. Den 12. august blev efterfølgende kendt som «sorte torsdag», fordi et voldsomt israelsk artilleriangreb i løbet af 11 timer dræbte over 500 libanesere og palæstinensere. Efter 3 måneders krig lykkedes det i september den amerikanske udsending Philip Habib at få en aftale i stand, der tvang PLO til at evakuere sine styrker fra Libanon, mod at der var garanteret international beskyttelse af de palæstinensiske og libanesiske civile i regionen, og at Israel ikke atter måtte besætte Beirut. Men allerede to dage efter at PLO's beskyttelsesstyrker havde forladt byen, indledte Sharon en genindtagelse af den libanesiske hovedstad, og erklærede at formålet var at udrydde de 2000 palæstinensiske beskyttelsesstyrker, der angiveligt stadig var tilbage i byen. «Oprydningsarbejdet» i de palæstinensiske flygtningelejre overlod Sharon til den libanesiske Falange - en paramilitær styrke som var bevæbnet af Israel og under israelsk kontrol siden udbruddet af den libanesiske borgerkrig i 1975. Den 16. september indledte Falangisterne deres massakre i flygtningelejrene Sabra og Shatila - i et område under fuldstændig israelsk militær kontrol. Det israelske militær bevogtede lejrene udefra, hindrede journalister og ambulancer i at komme ind, og falangisterne myrdede i løbet af de følgende 40 timer omkring 2000 civile - overvejende kvinder, gamle og børn. Massakren førte til voldsomme internationale protester og tvang den israelske regering til at nedsætte en undersøgelseskommission under ledelse af højesteretspræsident Yitzhak Kahan. Kommissionen afgav rapport 7. februar 1983, og i den blev Sharon fundet indirekte ansvarlig for massakrene. Han blev tvunget til at træde tilbage fra forsvarsministerposten, men fortsatte til året efter som minister uden portefølje.

Uddrag af Kahana rapporten:

«Det er umuligt at retfærdiggøre forsvarsministerens ignoreren af faren for en massakre ... derudover modtog forsvarsministeren ligeledes specielle rapporter fra sine utallige møder med lederne af Falangisterne ... Faren om en massakre burde have haft en fremtrædende placering i bevidstheden hos ethvert tænkende menneske, der var tæt på begivenhederne ... Det var forsvarsministerens pligt ... ikke totalt at se bort fra muligheden af, at falangisterne sandsynligvis ville foretage overgreb, og det var hans humanitære pligt at hindre denne mulighed ... I spørgsmålet om [hans] ansvar er det tilstrækkeligt at slå fast, at han ikke udfærdigede nogen ordre til IDF om at tage passende forholdsregler. Under hans møder med de falangistiske kommandanter forsøgte han ligeledes ikke at pointere risikoen for, at deres mænd ville gennemføre massakrer».

«... Det er forsvarsministerens ansvar at have set bort fra faren for, at falangisterne ville tage hævn og gå amok overfor befolkningen i flygtningelejrene, og for ikke at have taget hensyn til denne risiko, da han besluttede at sende falangisterne ind i lejrene. Det er samtidig forsvarsministerens ansvar, at han ikke tog tilstrækkelige forholdsregler for at reducere muligheden for massakrer, som betingelse for at lade falangisterne gå ind i lejrene. Disse fejltrin er et udtryk for manglende opfyldelse af det hverv, forsvarsministeren var blevet pålagt. »

Undersøgelseskommissionen fandt det: «bemærkelsesværdigt, at forsvarsministeren ikke tog nogen form for initiativ til at involvere den daværende premierminister [Menachim Begin] i beslutningen om at lade falangisterne gå ind i lejrene.»

I 2000 blev der ved en belgisk domstol rejst sag mod Sharon for krigsforbrydelsen i Sabra og Shatila. I starten af 2002 indvilgede libaneseren Elie Hobeika i at vidne ved domstolen. Israel erklærede, at forsvaret af sharon var et statsligt anliggende, og dagen blev Hobeika der oprindelig var trænet af Israel sprunget i luften i sin bil i Beirut. Et andet hovedvidne mod Sharon blev myrdet i Brasilien.

Sharon atter ind på den politiske scene

I den første nationale samlingsregering i 1984 udpegede Shimon Peres ham til handels- og industriminister. Han fortsatte på denne post frem til maj 1990. Derefter blev han bolig- og bygningsminister. En post han bevarede til Likuds valgnederlag i 1992. I Knesset var han i 1990-92 medlem af udenrigs- og forsvarskomiteerne, samt formand for den komite der havde tilsyn med den jødiske emigration fra Rusland.

I 1996 blev han udnævnt til minister for national infrastruktur i Benjamin Netanyahu regeringen - en post der var blevet oprettet specielt til ham - og den 9. oktober 1998 blev han udnævnt til udenrigsminister. Hans udnævnelse var en gestus til den ekstreme højrefløj, der var nødvendige for Netanyahus koalition. Sharon var i sit parti kendt som en af de mest rabiate, og har traditionelt fremsat radikale forslag til «løsning på det palæstinensiske problem» - som f.eks. annektering af det meste af Vestbredden.

Efter at Netanyahu trådte tilbage som leder af Likud efter sit valgnederlag 17. maj 1999, blev Sharon af partiet udpeget som midlertidig formand, og blev 2. september formelt valgt som formand. Pga. retslige efterforskninger mod Netanyahu, var denne ikke i stand til at genvinde posten som leder af Likud, og Sharon stillede derfor op som partiets premierministerkandidat ved valget 6. februar 2001. Han vandt valget med 62,5% af stemmerne og blev premierminister. Fire måneder forinden - den 28. september 2000 - havde han i spidsen for 1500 bevæbnede politisoldater og politifolk gennemført et provokerende besøg på Tempelbjerget i Jerusalem, hvor en af muslimernes vigtigste helligdomme, Al Aqsa moskeen er beliggende. Besøget havde alene til formål at provokere palæstinenserne, og udløse et oprør for derved at vælte Barak. Aktionen lykkedes. Sharons spadseretur var direkte udløsende for palæstinensernes 2. Intifada. Efter sin magtovertagelse lagde han egenhændigt fredsprocessen i graven. I marts 2002 indledte han den hidtil største israelske militæroffensiv mod palæstinenserne, genbesatte alle områder af Vestbredden som Israel havde rømmet som led i Oslo fredsprocessen, gennemførte massakrer i flygtningelejrene, ignorerede FN's resolutioner der beordrede Israel til tilbagetrækning og forbød journalister adgang til krigsområderne. Efterfølgende brød han alle internationale aftaler og igangsatte byggeriet af en enorm mur om hele den besatte vestbred - vel at mærke ikke på grænsen før besættelsen i 1967 men længere inde på Vestbredden. Byggeriet er internationalt fordømt og kendt ulovlig af den Internationale Domstol i Haag.

Efter voldsomme interne spændinger i Likud koalitionen i kølvandet på Israels rømning af bosættelserne i Gaza i sommeren 2005, oprettede Sharon i november et nyt højrefløjsparti, Kadima. Formålet var at afskalle hans gamle politiske fjender i Likud - specielt Benjamin Netanyahu - og etablere en ny regering. Så langt nåede Sharon imidlertid ikke. I december blev han indlagt med hjerteslag og i januar blev han atter indlagt med en massiv hjerneblødning. Hans 50 års krig og terror mod den palæstinensiske befolkning var dermed omme.

Sharon blev i befolkningen betragtet som en krigshelt på linie med Rabin og Ehud Barak. Gennem hele sin karriere opdyrkede han en stor højreorienteret populistisk støttebasis. Han blev betragtet som en mand, der ikke havde nogen moralske grænser, og skrupelløst anvendte magt. Han besatte et område i Jerusalems muslimske bydel, hvor han indrettede et hus med et enormt israelsk flag. Han var samtidig Israels rigeste kvægavler. Palæstinenserne og resten af verden kender ham som «slagteren fra Beirut».

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 9/1 2006

Læst af: 50.591