 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Chartistbevægelsen
I 1836 grundlagde håndværkere og arbejdere i London organisationen «Londons arbejderforening», der krævede valgret til mænd, årlige parlarnentsperioder, hemmelige valg, ens valgkredse og diæter til parlamentsmedlemmerne. Programmet fik navnet The People's Charter og dannede optakten til Chartistbevægelsen, som i tre perioder forsøgte at gennemsætte sine radikale demokratiske krav. På et massemøde i nærheden af Manchester i slutningen af 1838 blev det vedtaget at sende en national opfordring til parlamentet i Storbritannien. Samtidig blev de første repræsentanter valgt til chartistkongressen, som fandt sted i februar 1839. Kongressen repræsenterede meget forskellige strømninger. Højrefløjen anført af Lovett betegnede sig som den moralske magts parti og gik ind for lovlige midler og moralske appeller. Venstrefløjen - den fysiske magts parti - var ikke særlig homogen, og kun en lille gruppe omkring Jones og Harney gik ind for en revolutionær taktik. Harneys spørgsmål om hvad der skulle gøres, hvis parlamentet afviste chartret, ville kongressens flertal derfor heller ikke diskutere, og selv langt ind i venstrefløjen herskede der en angst for revolutionære midler. Da arbejderne i Birmingham blev utålmodige, og deres oprør blev slået ned af myndighederne, uden at chartistkongressen kom med mere end tamme protester, følte overklassens parlamentarikere sig opmuntret. Trods 1½ million underskrifter blev The People's Charter afvist af parlamentet. Chartistkongressen aflyste planen om generalstrejke og opfordrede blot til en kortere demonstrationsstrejke. Bevægelsens ledere blev arresteret, og det økonomiske opsving gjorde det videre arbejde vanskeligt.
Men med den nye krise kom også chartisterne igen. I 1842 havde den Nationale Chartistiske Forening atter 40.000 medlemmer, og en ny opfordring blev forberedt. Den blev overrakt parlamentet i maj 1842 og havde 331.000 underskrifter, men atter blev arbejderklassens krav afvist. Dermed blev generalstrejkeideen genoplivet. Den nye strejkebevægelse opstod spontant og kom uventet for chartistlederne. En af lederne, O'Connor - som hverken var socialist eller kommunist, men tilhænger af privatejendommen - flygtede og overlod bevægelsen til sig selv. Atter engang udnyttede regeringen chancen: 1500 «oprørere» blev arresteret og bevægelsen gik for anden gang i opløsning.
Krisen i 1847, hungersnøden i Irland og særligt den franske revolution i 1848 gav bevægelsen en nyt opsving. En ny chartistkongres vedtog en ny opfordring, som fik næsten 2 millioner underskrifter. Det blev samtidig besluttet at holde et massemøde, som imidlertid blev en skuffelse. Men heller ikke nu var de borgerlige parlamentarikere villige til at gå ind på arbejderklassens krav. Derimod blev det besluttet at opløse chartistkongressen, og atter sørgede borgerskabets dommere for resten: 90 chartistledere havnede i fængsel.
Chartistbevægelsens tre perioder hang tæt sammen med den økonomiske udvikling. Højkonjunkturen efter 1850 hindrede bevægelsen i at rejse sig igen. Udvandringsbølgen mellem 1848 og 1854 med sine 2½ millioner udvandrere fratog arbejderbevægelsen en del af dens mest aktive elementer. Den økonomiske opgang førte samtidig til lønstigninger, og arbejderklassen blev «borgerliggjort», som Engels udtrykte det. Bortset fra Harney og hans tilhængere - som senere samarbejdede med Marx og Engels - stillede chartisterne alene politiske, ikke sociale krav. Alligevel fik bevægelsen historisk betydning, da den viste, hvordan arbejderklassen i praktisk kamp kunne fremme sine egne mål. Den fik bl.a. betydning som eksempel for thranitterbevægelsen i Norge, og der viste det sig, at Thrane havde lært af det engelske eksempel: Han forbandt de politiske krav med de sociale.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 34.541