Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Thranitterbevægelsen er navnet på den første organisering af underklassen i Norge i årene fra 1849 til 1852, opkaldt efter sin mest fremtrædende leder, Marcus Thrane.

Forudsætninger

Mellem 1815 og 1845 øgedes befolkningen i Norge med 50%, og mange bondesønner måtte blive husmænd. De følte sig uretfærdigt behandlet, og blev et nyt uromoment blandt husmændene. Den sociale uretfærdighed blev skærpet under den kriseperiode, som begyndte i 1847 og som varede i fem år. Krisen ramte først eksporten og især trælastindustrien, således at eksportmængden blev reduceret fra 1.432.140 m³ i 1845 til 889.325 m³ i 1848.

Eksportnedgangen berørte ikke blot de ca. 4.250 arbejderne i trælastindustrien, men også de småbrugere og husmænd, som havde skovarbejde og kørsel som biindtægt. I næste omgang blev leverandørerne og håndværkerne ramt, men hovedvægten blev alligevel væltet over på underklassen. Tallet på fattigunderstøttede voksede stærkt, og enkelte steder herskede der hungersnød.

Underklassen bestod på dette tidspunkt primært af husmænd med jord, dvs. bofaste jordarbejdere (58.000), 146 000 tjenestefolk og 47.000 dagarbejdere på landet, 11.600 byarbejdere - stort set daglønnede, men også værft- og lossearbejdere - tjenestepiger (14.000) og lærlinge.

Mens staten hjalp købmændene og storbønderne med at løse deres kreditproblemer, var småbrugere og husmænd udleveret til private pengeudlåneres renter. Tvangsauktioner skabte en hadstemning. Alene i Hedmark øgedes antallet af tvangsauktioner fra 118 i 1847 til 706 i 1850. Krisen ramte også industrien. Således blev f.eks. mere end en tredjedel af arbejderne sagt op i april 1848 ved Blåfarveværket i Modum, hvor Thrane var lærer. Ved sølvværket i Kongsberg kom det også til opsigelser.

Sammen med den franske revolution i februar 1848 blev der skabt et labilt politisk klima, som gav mulighed for en social organisering af underklassen i Norge. Meldingerne om revolutionen og oplevelsen af den åbenlyse nød som underklassen levede i, gjorde «en del ideer ( ... ) som meget dunkelt i flere aar havde foresvævet» ham mere klart for Thrane, der havde været lærer og derefter redaktør af avisen Drammens Adresse. Programmet han varslede i sit sidste nummer - og som «skulde være gaaet ud paa den socialistiske økonomi» - kunne ikke offentliggøres i Drammens Adresse, men i slutningen af 1848 begyndte han at organisere den første arbejderforening.

Arbejder-Foreningernes Blad

Allerede i redaktionstiden i Drammens Adresse havde Thrane truffet forberedelser til underklassens organisering. Den 27. december 1848 stiftede han den første arbejderforening i Drammen med 160 medlemmer. Men først efter at Thrane var kommet over en længere sygdom, kom der fart på organiseringen. I slutningen af april 1849 fandtes der i alt 10 arbejderforeninger i Østlandet.

I en tale til arbejderne i Kristiania (Oslo) understregede han, at arbejderne i Frankrig og Tyskland havde tilkæmpet sig stemmeretten gennem revolution. Dette mente han, var vanskelig at gennemføre i Norge, og han anbefalede at man i stedet skulle følge chartismens mønster, nemlig at give kravet om stemmeret det nødvendige pres gennem en underskriftsindsamling. Det samme krav indtog også en central plads i avisen Arbejder-Foreningernes Blad, som udkom med sit første nummer 5. maj 1849. Avisen udkom ugentlig med 4 sider. Efter halvanden måned havde den 1.700 abonnenter og tallet steg til ca. 6.000.

Godt nok havde Norge efter de europæiske staters sejr over Napoleon «kunnet tilkæmpe sig en forfatning, som var langt mere demokratisk end nogen anden i Europa» (Engels), men stemmeretten var knyttet til ejendom og status. Kravet om stemmeret blev knyttet sammen med vigtige principper i underklassens frigørelseskamp som solidaritet og selvstændighed overfor andre politiske bevægelser - « ... en kamp vil begynde; en kamp maa begynde ... Vaagner derfor op, arbejdere! forener Eder, og bliver enige om at virke selv for Eders fremtids bedste; thi I have nu længe nok erfaret, at der er forgjæves at vente paa, at andre ville gøre noget for Eder, naar I selv tie stille. Hav altid i tanke, at 'enighed gør stærk'. Danner derfor arbejder-foreninger; thi dette middel er det eneste til at faa andre til at give efter».

Thrane mente endvidere, at man hellere burde samarbejde med de regerende embedsmænd end med de oppositionelle bønder. Men han advarede mod at tro, at en eventuel støtte fra embedsmændene ville være helhjertet, og gjorde opmærksom på, at embedsmændene blot kom til at betragte underklassen som et redskab i kampen mod oppositionen. En organisering på klassebasis, var derfor hovedopgaven.

Arbejderforeningernes vækst og karakter

Partiet som Thrane havde krævet blev arbejderforeningerne. Trods de vanskeligheder der opstod med at organisere håndværkere, småbønder, husmænd og daglejere i et land med spredt bosætning og dårlig kommunikation, udviklede bevægelsen sig meget hurtigt. En hjælp var det i den forbindelse, at der ikke fandtes aktive kontrarevolutionære kræfter som andre steder i Europa, og at embedsmændene tolererede Thranes virksomhed. Ifølge Arbejder-Foreningernes Blad voksede bevægelsen således:

På sit højdepunkt havde bevægelsen ifølge Thrane ca. 30.000 medlemmer. I alt kan man regne med, at der eksisterede ca. 400 foreninger. Deres tal var omtrent lige fordelt mellem byer og bygder.

Ifølge lister som amtmændene måtte opsætte efter Justitsministeriets ordre i juli og august 1851, kom medlemmerne fra følgende amter: Hedmark (4513), Oppland (2775), Akershus/Kristiania (2581), Buskerud (2551), Østfold (1413), Sør-Trøndelag (1279), Telemark (896), Aust-Agder (720), Vest-Agder (540) og Rogaland (386).

I Vestlandet var det få foreninger, og nord for Trøndelag fandtes der ingen.

I Sør-Trøndelag og Hedmark finder man denne erhvervsfordeling:

Andre steder udgjorde håndværkssvendene en stor andel af medlemmerne, eller middelstandens andel var stor. Det er også påvist, at medlemmerne ikke i første række blev rekrutteret pga. deres klassetilhørsforhold, men på grund af slægts- og naboskabsforhold.

I byerne var de fleste medlemmer antagelig håndværkssvende, men også mestrene var med, daglejere m.fl. Den sociale sammensætning forandrede sig i tidens løb efterhånden som organiseringen nåede andre distrikter. Bevægelsen tog sit udgangspunkt i de «industrialiserede» områder omkring Oslofjorden og nåede først senere landbrugsområderne. Dette havde naturligvis igen indflydelse på bevægelsens program og karakter. Parallelt med landproletariatets interesse for Thranes bevægelse, øgedes også Thranes interesse for husmændenes og landproletariatets vilkår og problemer, og det var derfor naturligt, at han på arbejderkongressen sad i kommissionen som arbejdede med landsbyproletariatets problemer.

De lokale arbejderforeningers organisatoriske opbygning fulgte i store træk forbilledet fra Drammen. I byerne og de større kommuner blev der dannet underorganisationer med egne ledere. Over dem stod en «overformand». I Hedmark havde man til og med en slags amtsorganisation, «Hedmarkens amts fællesorganisation af arbejderforeninger». De to arbejderkongresser som bevægelsen holdt - i 1850 og 1851 - kan til en vis grad betragtes som forløbere for landsmøder. En «centralbestyrelse» på 14 medlemmer ledede bevægelsen.

Den organisatoriske opbygning var i 1850 en nyhed, og den fremkaldte en del opposition. Lokalorganisationen i Kristiansand besluttede derfor, at den hellere ville stå udenfor thranitterbevægelsen. Modviljen mod fastere organisatoriske rammer gik parallelt med en mere moderat politisk holdning. Thrane havde derimod allerede i maj formuleret en fælles målsætning for hele bevægelsen, og betegnet arbejderforeningers medlemmer som socialister.

Agitation

Den store medlemstilgang mellem februar og april 1850 hang sammen med, at Thranes petitionsplan blev sad ud i livet. Petitionen til kongen - der blev betragtet som en person hævet over klassekampen - dannede grundlag for rekruttering og agitation. Petitionen der var formuleret af advokat P. Hjelm Hansen i samarbejde med Thrane, var ikke socialistisk, men var i overensstemmelse med artiklerne i Arbejder-Foreningernes Blad. Den indeholdt politiske og sociale krav som afskaffelse af beskyttelsestold, især told på korn, fuld handelsfrihed, bedre kår for husmændene, kamp mod brændevinshandelen, forbedring af folkeskolerne, almindelig stemmeret til mænd, reformer af retsvæsenet og almindelig værnepligt.

Kravene blev fremført i en loyal og næsten underdanig tone. De samlede 12.833 underskrifter, men petitionen førte ikke til noget. Den herskende klasse følte sig snart truet og betragtede Thrane som revolutionær og rebel. Med sit klare klassestandpunkt vakte han frygt og modstand.

Med sit letfattelige sprog og ved hjælp af enkle fortællinger og tegninger spredte Thrane sine socialistiske standpunkter. Hans klassebegreb var entydigt, og han skelnede mellem de «tærende» og de «nærende» klasser. Artiklen «Statsbygningen» indeholdt Thranes «statsteori» i et nøddeskal, og her fremtrådte arbejderklassen tydeligt som samfundets og statens bærende klasse, der blev udbyttet af parasitterne fra andre klasser, der rejste sig som en pyramide på arbejderklassens skuldre.

Disse forhold måtte forandres, og Thrane mente, at det var sikkert, «at dette store fald (hvor de tre øverste lag blev styrtet) om kort tid vil foregaa». Samtidig advarede han: «men tag dig ivare arbejder! See til, at ikke dine undertrykkeres fald bliver saa stærkt og pludseligt, at de i deres fald også knuse dig selv».

Især under den første periode af sin agitation håbede Thrane, at det ville være muligt at tvinge den herskende klasse til at gå med på arbejdernes krav gennem revolutionstrusler. Han syntes ikke, at uovervejede og uforberedte oprør var de rette midler. Især ikke på baggrund af reaktionens sejr i Europa. Han traf heller ikke forberedelser til et oprør, selv om han ikke udelukkede et revolutionært oprør i europæisk målestok.

I begyndelsen af agitationsperioden hed det til og med: «ene og alene ved fredelige midler kunne (vi) vente at naa de goder, hvorefter vi agte at stræbe». Gentagne gange advarede han mod optøjer og uroligheder. Denne balancegang mellem oprørsk og dæmpet agitation skulle komme til at skabe store vanskeligheder i det øjeblik det viste sig, at alle forsøg på at nå målet med fredelige midler havde slået fejl.

Thrane var selv klar over denne problematik og forsøgte at sikre bevægelsen i tilfælde af borgerkrig. Det skete for det første ved at soldaterne - især husmændenes sønner - blev oplyst om hærens klassefunktion og opfordret til passiv modstand. For det andet så Thrane revolutionen i en international sammenhæng, og han tog kontakt med svenske socialistledere, fordi han frygtede at svenske tropper ville blive brugt i Norge, hvis underklassen rejste sig.

Som ved petitionen fulgte Thrane også ved indkaldelsen af arbejderkongressen den engelske chartistbevægelses forbillede. Kongressen havde to opgaver: For det første var den et landsmøde, men den var også tænkt som et mod-Storting. I Stortinget sad ikke én repræsentant for det arbejdende folk. Det første arbejderlandsmøde skulle oprindelig holdes på Eidsvoll, og på den måde skulle det demonstreres, at man forestillede sig et selvstændig parlament for befolkningens underprivilegerede flertal. Dette var på mange måder en banebrydende tanke, som senere skulle genopstå i rådsbevægelsen.

Hovedspørgsmålet på den første kongres - i august 1850 på Bygdøy ved Kristiania (Oslo) - var bevægelsens politiske karakter: Skulle den være radikal eller moderat? En radikal holdning indebar indskrænkninger af ejendomsretten, og Thrane gjorde det klart, at for ham kom kun den radikale vej på tale.

Thranes stilling var på dette tidspunkt så stærk, at bevægelsens højrefløj forholdt sig tavs. Selv om Thrane fortsat understregede, at man måtte holde sig indenfor lovenes rammer, indebar arbejderlandsmødet en radikalisering.

Den politiske udvikling

Selvom embedsmændene havde tolereret bevægelsen i dens første fase, så begyndte angrebene på den bestående ejendomsordning, kravet om en progressiv formueskat og begrænsning af jordejendommen og agitationen overfor soldaterne at skræmme overklassen. I februar 1850 blev det forbudt soldater at være medlemmer af arbejderforeninger. Samme forår blev der stiftet filantropiske arbejderforeninger, der skulle foregøgle underklassen et harmonisk og konfliktfrit samfundsbillede. I maj gjorde statholder Løvenskiold et mislykket forsøg på at tilbyde Thrane en god stilling for at få ham bort fra agitationen. Da heller ikke dette hjalp, blev Thrane dømt for to artikler. Dommen blev dog senere underkendt ved højesteret.

Selv om bevægelsen over sommeren og efteråret nåede sit organisationsmæssige højdepunkt, blev situationen vanskeligere. I foråret 1850 troede Thrane fortsat på muligheden af en europæisk revolution, og håbede på, at man i Norge kunne sætte kravene igennem under revolutionens forløb. Men det blev efterhånden klart, at restaurationen havde sejret i Europa, og at man måtte forberede sig på en langvarig kamp, før der kunne opnås væsentlige forbedringer. En isoleret revolution i Norge ville resultere i, at Sverige og Rusland greb ind. I november 1850 kom kongens negative svar på petitionen.

Kongens negative svar faldt sammen med en række andre begivenheder. Justitsdepartementet opfordrede alle «retsindige» mænd til at være med til at «fortrænge anskuelser, der grundede paa utilstrækkeligt overblik over de almene anliggender, lettelig kunne lede bort fra ( ... ) ordenens, lovlighedens og samdrægtighedens vej». I Hedmark forsøgte medlemmer af en arbejderforening med vold at hindre en tvangsauktion. Sejren varede dog ikke længe, og 23 mennesker blev dømt.

Thrane tog urolighederne meget alvorligt, fordi han betragtede muligheden for en konflikt med statsmagten som meget ugunstig, «da hele Europa er opfyldt af armeer færdige til paa første vink at skride ind, hvor det mindste revolutionstegn skulde ytre sig».

Men aktivisterne i thranitterbevægelsen omkring hattemager H. Knudsen var ikke længere villige til at følge Thrane. De henviste til, at der ikke fandtes forpligtende vedtagelser, og at det var ligegyldigt for dem, hvem der marcherede ind i Norge, «thi intet fædreland og gods kan tage fra os arbejderne; For grundherren bruger sit magtsprog dagligt: «Det er mit, mit alt jeg ser». »

Thrane fordømte det som «umoralsk» at gå revolutionære veje, så længe ikke alle lovlige veje var prøvet. Denne sidste vej var Stortinget. Skulle heller ikke det hjælpe, måtte en ny arbejderkongres drøfte den fremtidige politik.

Det lykkedes med denne appel at hindre fortsatte uroligheder. Men Thrane følte sig selv kompromitteret i Stortingets øjne. Han overlod bevægelsens ledelse til studenten T. Abildgaard, som tilhørte højrefløjen, og som håbede, at arbejderne ville betragte socialismen som «et hjernespind». Med denne leder blev arbejderforeningernes politik og taktik afgørende forandret.

I begyndelsen fulgte Abildgaard sit mandat, nemlig at vinde oppositionen i Stortinget. Når det gjaldt metoderne, gik Abildgaard sine egne veje. Thrane blev sat ud af centralledelsen, Abildgaard tog udtrykkelig afstand fra socialismen og forsøgte at omdanne Thranes politiske bevægelse til et filantropisk modstykke, for på denne måde at vinde stortingsoppositionens tillid. I stedet for Thranes motto: «Enighed gør stærk», satte han: «Brødre, elsk hinanden».

Abildgaard havde ikke held med sin korridorpolitik og regeringen blev siddende. Atter udbrød der uroligheder. Thranes autoritet hindrede godt nok optøjer i Kristiania, men han kunne ikke forhindre langvarige uroligheder på Østlandet og i Trøndelag. Myndighederne blev nok skræmt, men splittelsen i bevægelsen opmuntrede dem samtidig. I maj og juni 1851 begyndte man at forhøre dem, der havde hørt på Thranes foredrag. Thrane var selv tilbageholdende i tiden frem til den anden arbejderkongres, der blev holdt 10-17. juni 1851 i Kristiania.

Hovedspørgsmålet på denne kongres var diskussionen mellem et flertal som ønskede «revolution», og et moderat mindretal som også Thrane tilhørte. Den 12. juni stemte et flertal af mødedeltagerne for revolution - uden egentlig at vide hvad de mente - også en demonstration blev opfattet som revolution - men beslutningen blev senere omgjort.

Den naive revolutionsnak og overvurderingen af egne muligheder, skræmte øvrigheden: Den 7. juli 1851 blev Thrane og hans nærmeste medarbejdere arresteret. En langvarig retsforfølgelse af bevægelsen begyndte over hele landet.

Opløsning

En undersøgelseskommission bestående af en skriver, en politimester og en kaptajn - arbejdede frem til juni 1852, og lensmændene gennemførte forhør. Først i april 1854 kom underrettens dom: 15 år til lederen af «hattemagerkrigen», H. Knudsen, 4 år til Thrane og Abildgaard. Kun 11 af de 144 tiltalte blev frikendt.

De hårde domme vakte almen overraskelse, og i en sidste manifestation samlede 34 arbejderforeninger penge ind for at kunne betale forsvareren B. Dunker. Men heller ikke hans glimrende forsvarstale hjalp. Højesteretsdommene var generelt mildere, men dommen over Thrane blev ikke omgjort.

Mens undersøgelseskommissionen og myndighederne forsøgte at knuse resterne af thranitterbevægelsen, foregik der hårde fraktionskampe bag fængselsmurene mellem Thrane og Abildgaardfløjen, som bagtalte Thrane i Arbejder-Foreningernes Blad. Thrane fik til slut kontrollen tilbage over avisen, og under hans og senere under Josephine Thranes ledelse tog bladet i større grad økonomiske spørgsmål og socialistisk teori op.

Abildgaards angreb på Thrane, hovedbestyrelsens manglende aktivitet, fraktionskampene og myndighedernes forfølgelser førte til, at bevægelsen faldt fra hinanden. De fleste aktive medlemmer var arresteret. Men også andre årsager bidrog til frafaldet: I midten af 1850'erne var den økonomiske krise overvundet, kriminaliseringen af bevægelsen skræmte mange tilhængere bort, og desuden fandtes der ingen som kunne holde bevægelsen samlet, mens Thrane sad i fængsel.

Avisen der var den eneste kontaktskaber, måtte trods J. Thranes storartede indsats, indstilles i slutningen af 1856. Da Thrane slap ud af fængslet 17. juli 1859, havde den næste økonomiske krise godt nok nået Norge, men det lykkedes ikke at genopbygge bevægelsen. En del af de sociale problemer «forsvandt» ved at mange udvandrede til Amerika - blandt dem også mange thranitter.

Sammenlignet med centre som England og Frankrig må Norge i geografisk og økonomisk henseende betegnes som ekstrem periferi. Industrialiseringen var ikke engang begyndt. Alligevel lykkedes det Thrane at organisere en betydelig underklassebevægelse. Dette havde flere årsager, som kort kan sammenfattes således:

Upåagtet af begivenhederne i Europa var demokratiseringsprocessen begyndt tidligt i Norge. Bønderne havde båret demokratiske ideer frem, men i 1840'erne var de ikke længere demokratiets forkæmpere. De repræsenterede reaktionære tendenser og ønskede at bevare de patriarkalske forhold. Konflikten mellem bønderne og embedsmændene gav thranitterbevægelsen en vis frihed til agitation og til at tage kampen op for en yderligere demokratisering.

Embedsmændene forsøgte at udnytte thranitterbevægelsen til sine egne formål. Dette var bl.a. muligt, fordi underklassen på landet i begyndelsen så storbønderne som deres umiddelbare hovedmodstander. Endvidere gav de liberale foreningslove bevægelsen mulighed for at udfolde sig frit. En mulighed der ikke fandtes i andre europæiske lande.

Konflikten brød ud i det øjeblik, Thrane begyndte at interessere sig for ejendomsretten. Nu følte ikke længer kun bønderne, men også byborgerskabet sig truet. Forsøgene på at danne filantropiske arbejderforeninger og på at skræmme Thrane havde ikke haft succes. Efter at den kontrarevolutionære bevægelse havde sejret på kontinentet, greb myndighederne også ind i Norge.

At det forholdsvis hurtigt lykkedes at slå thranitterbevægelsen ned, skyldtes til dels geografiske forhold og den manglende kommunikation mellem arbejderforeningerne, dels de vanskeligheder man havde med at organisere en samlet modaktion mod myndighedernes overgreb. På baggrund af den internationale situation havde en sådan modstand uden en klar politisk ledelse heller ikke hjulpet stort - kun fremprovokeret en undergang i barbari.

På den anden side var thranitterbevægelsen samtidig dårligt forberedt på at sætte sig til modværge. Thrane havde godt nok hævdet, at underklassen havde moralsk ret til at gøre oprør, men hans naive tro på at det var tilstrækkeligt at anvende legale midler og at overklassen frivilligt ville give indrømmelser, forhindrede den nødvendige klarhed over magtforholdene. «Vejen til sand fred», som Thrane skrev til svenskeren Borg, kunne kun «gaae gennem krig» - en klassekrig.

E.Lo.