Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Christensen, Anders

Anders Christensen
Anders Christensen

Anders Christensen (1884-1967), dansk revolutionær husmandsdigter, født 17. maj 1884 i Vendsyssel. Han voksede op hos sine bedsteforældre, og da han havde engelsk syge, blev han skånet i det daglige arbejde. Så meget desto mere kunne han kaste sig over de bøger, han kunne skaffe sig. I 1904-05 gik han på Ollerup Højskole og 1907-08 på Kærehave Husmandsskole. Derefter var han et års tid karl på Johan Skjoldborgs gård på Dynæs. Dette ophold fik stor betydning for den unge og videnbegærlige karl. Her mødte han bl.a. Martin Andersen Nexø og Chr. Christensen. Sidstnævnte skrev senere om Anders Christensen:

«Han var dengang en ganske ung Mand, men var allerede da fortrolig både med Karl Marx' og Henry Georges Lærer. Derimod savnede han Kendskab til Syndikalismen og Anarkismen, og jeg fik ikke Fred. I en hel Uge måtte jeg holde for med Kropotkins kommunistiske Anarkisme, Max Stirners individualistiske Anarkisme og Bakunins anarkistiske Syndikalisme såvel som Pellotiers og igen disse Lærers stilling til Landarbejderne og Jordspørgsmålet...»

Denne usædvanlige bondekarl mente det alvorligt med fællesskab. Han rejste til Holland. Dvs. han cyklede derned, og slog sig ned der, hvor han nogle år var med i en landbrugskoloni efter Robert Owensk mønster. Tilbage i Danmark slog han sig i 1914 ned som husmand på det nyudstykkede gods St. Restrup ved Nibe, og her dyrkede han sin jord, til han døde. Han giftede sig i en sen alder og stiftede familie. Det blev et fattigt og arbejdsomt liv. Det var ikke mange penge, familien kunne lægge til side. Dog, da den russiske revolution brød ud i 1917 og kontrarevolutionen koncentrerede sine kræfter i de «hvide hære», sendte Anders Christensen en god dansk fabriksplov afsted til Rusland med påskriften: «Værsgo, fra Anders paa Restrup Mark til Lenin og Rusland». Indkøbt for familiens få midler.

Under den 1. verdenskrig begyndte han at skrive digte i den tid han fik tilovers, og han begyndte at offentliggøre dem i Chr. Christensens og syndikalisternes blad Solidaritet. I 1919 fik han udgivet sin første digtsamling, Bålet, der blev overstrømmende modtaget, men det var ikke megen tid han havde til digtningen. Der kom til at gå 11 år, før hans næste digtsamling udkom. I DKP's blad Arbejderbladet kritiserede han i et par artikler i 1924 husmandsprojektet med udgangspunkt i sine egne erfaringer fra St. Restrup: Den udlagte kapital i form af huse, redskaber og trækdyr som skulle forrentes var så stor, at det relative udbytte af jorden faldt ifht. dengang St. Restrup var en herregård. I stedet skulle man have drevet godset blandt de 50 familier, der nu havde hvert deres husmandssted. På den måde havde man meget bedre kunnet unddrage sig kapitalens tyranni. Et par år senere kom han ind på de samme problemer i tidsskriftet Clarté. Han så husmandsbrugets indførelse som en social sikkerhedsventil mod de spændinger i bondesamfundet, som det store fattige lag af daglejere udgjorde. Lidt optimistisk forudsagde han, at husmændene ville blive kommunister, fordi kommunismen: «..yder hans virke som jorddyrker bedre beskyttelse end det system, der har frembragt ham, men som ikke længere formår - eller er interesseret i - at holde ham oppe».

Hans anden digtsamling, Troldkirken, udkom i 1930 og fik endnu mere begejstrede anmeldelser, men alligevel blev han på sit husmandssted og sled. Husmændene blev dog ikke kommunister. De blev indhentet af industrialiseringen, flyttede ind til byerne og blev arbejdere. Dog ikke Anders. De sidste 8 år af hans liv blev dog de litterært mest produktive. I 1959 udgav han sin 3. digtsamling, Brød i ørknen. Tre år senere udgav han erindringsbogen En mand og hans næste. En prosabog på 229 sider - mere end hele hans øvrige forfatterskab til sammen.. Den handler ikke blot om hans liv, men i essay- eller novelleform om små centrale oplevelser med mennesker, dyr og natur. Året før sin død udsendte han sin sidste bog, essaysamlingen Træet, som samlede hans refleksioner over bondelivet. I essayet Frihed kom han ind på bondens liv nu:

«Der er ingen plads for følelser i det industrielle landbrug. Man græder ikke, ler ikke, man griner og harker, skærer tænder i olien, støvet og larmen. Det var bonden, der gik sammen med hesten. Han var fuld af fejl og fulhed. Jeg vil ikke sige laster just, men med nedvurderende, ufremkommelige, tvære karaktertræk. Gud hvor har jeg dog rakket ham ned gennem årene. Jeg kender typen, for jeg er selv en bonde og en bondes søn.
Men ikke et ondt ord mere. Jeg ønsker mig aldrig et andet ophav».

Alligevel blev husmandsdigteren glemt af eftertiden.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 35.534