 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Individ
Individ (latin individuus, det udelelige; latinsk oversættelse af det græske atomon). Begrebet indgår i mange sammenhænge. Som de vigtigste skelnes mellem følgende betydninger af individ: idehistorisk, filosofisk, biologisk, psykologisk og sociologisk.
I en idehistorisk sammenhæng er begrebet individ som vi forstår det i dag knyttet til en opfattelse af det enkelte menneske som handlende (en aktør) over for ydre størrelser, der indvirker på handlemulighederne såsom Gud og dennes repræsentanter på jorden, Kirken, det politiske system i alle dets afskygninger eller blot de forpligtende relationer man kan have til andre. I en bredere idehistorisk-filosofisk sammenhæng er tænkningen omkring individet knyttet til en række centrale begreber som fri vilje, frihed, autonomi, determination m.m.
I en snævrere filosofisk sammenhæng er individ enhver form for enkeltstørrelse der kan behandles særskilt, også benævnt entitet – og uafhængigt af hvilken substansform størrelsen har (f.eks. materiel med en fysisk udstrækning, en tanke, et symbol, et ritual). Der kan være tale om fysiske, psykiske, sociologiske, historiske osv. størrelser. I forlængelse heraf udgør individ i logikken den mest omfattende og primære type skelnet fra højere ordens typer såsom klasser, prædikater og relationer.
I biologien er individ et eksemplar af en art (et menneske, en viol, en bakterie). Generne (DNA'et) producerer de strukturer som organismer består af. På grund af tilfældige genetiske unøjagtigheder i genernes formering (mutationer), en variation i den genetiske basis for en organisme (genotypen) – det kan i visse tilfælde føre til, at der introduceres en ny egenskab. Det enkelte individ (organisme) dannes i kraft af genernes samspil med miljøet (fænotypen) og det er denne enhed af genotype og fænotyper som er individet og som de naturlige omgivelser selekterer på, dvs. om individet overlever og reproducerer sig selv eller bukker under og dør. Det enkelte individs DNA, indgår i en «overindividuel» enhed kaldet genpuljen, som er alle individers samledes genetiske variation.
I en psykologisk sammenhæng er antagelsen af den individuelle eksistens og den individuelle psyke en grundforudsætning for hovedparten af de psykologiske retninger og fagområder – personlighedspsykologi, almen psykologi, udviklingspsykologi og klinisk psykologi operer alle med et individ som har en egen psyke, mens de mere biologisk orienterede dele af psykologien (neuropsykologi, kognitionspsykologien i dens nuværende form, evolutionær psykologi) nedtoner dette. Den samme nedtoning gælder dele af social- og organisationspsykologien hvor den operative enhed kan være andet end det enkelte menneske (systemer, organisationer). Man kan generelt sige, at i den udstrækning man anvender begrebet bevidsthed er det meget vanskeligt at tænke sig denne uden samtidig at anlægge et individperspektiv.
I socialpsykologien og i samfundsvidenskaberne i øvrigt, er det almindeligt at modstille individ og samfund. Denne modstilling har et utal af variationer, men kan generelt siges at behandle forskellige grader af determination i begge retninger – graden af hvor meget og i hvilken udstrækning individet er bestemt af samfundet og af og i hvilken udstrækning samfundet er bestemt af det enkelte individ. Man kan identificere forskellige eksemplariske positioner:
I fænomenologien tages udgangspunkt i bevidstheden og bevidsthedens rettethed mod omverdenen. I fænomenologien beskrives de fænomener der opstår i bevidstheden, måden de opstår på og under hvilke betingelser der overhovedet kan opstå betydning. Individet er her uløseligt knyttet til bevidstheden. I den variation af fænomenologien som hedder socialfænomenologien tages der især afsæt i en fællesmenneskelig livsverden, der som en slags social urgrund udgør det basale niveau for beskrivelsen af meningsdannelsen i bevidstheden. Individet er her stadig centreret om bevidstheden, men bevidstheden er delvist bestemt af den fællesmenneskelige livsverden.
I psykoanalysen er individet hverken defineret udelukkende ved sin bevidsthed eller ved sine sociale relationer. Individet er et samlet produkt af biologiske, psykologiske og sociale determinanter, hvor de psykologiske ud over bevidstheden og de personlighedsdannende elementer også indeholder et ubevidst. Det ubevidste er ikke direkte tilgængeligt via bevidstheden, men kan afledes indirekte bl.a. ud fra drømme. Individet er således både det bevidste og det ubevidste.
I den symbolske interaktionisme er individet opstået som et skæringspunkt mellem utallige interaktioner. Enhver interaktion mellem to subjekter indebærer at interaktionen aflejres i subjekterne og specielt afledningen af hvordan den anden betragter det enkelte subjekt er afgørende. Individet (eller selvet som det hedder i den klassiske interaktionisme) er summen af andres opfattelse af en. Den symbolske interaktionisme er baggrunden for en historisk meget dominerende retning inden for den borgerlige sociologi og socialpsykologi, nemlig T. Parsons strukturfunktionalisme. Hos Parsons er det ikke blot individet som sådan der dannes som et skæringspunkt i et net af interaktioner - samme model bruges til at beskrive varierende størrelser af systemer – familien, skolen, kirken, det politiske, staten osv. «Det hele» kan beskrives som interaktioner og skabelse af ligevægt i disse interaktioner.
I diverse versioner af marxistisk psykologi er individet bestemt af sin samfundsmæssige placering. Det benægtes ikke at individet har en biologisk fundering, men den biologiske fundering betragtes som noget de samfundsmæssige betingelser fortolker og herved delvist skaber individet. Det benægtes ikke at individet er centreret om sin bevidsthed og bevidstheden er i sidste ende det sidste ikke-reducerbare element og det sted som enhver form for ændring skal tage udgangspunkt i. Individet skal erkende sin samfundsmæssighed og såvel de begrænsninger og de uligheder som ligger i denne samfundsmæssighed.
I socialkonstruktionismen afvises tendentielt at det er relevant at tale om et psykologisk indre. Der er ikke noget «inde i hovedet på folk» – det psykiske er skabt i relationer til genstande og andre subjekter/individer. Psyken er således altid bundet til den faktiske kontekst den fungerer i, og er bl.a. eksisterende i kraft af skabelsen af en række narrativer, som gengivet i en række sociale konstruktioner som det lever i og ved hjælp af.
På trods af denne mangfoldighed i betydningen af individ, er det et udbredt synspunkt, at individet som sådan er en moderne opfindelse, og måske endda en moderne vestlig opfindelse. Moderne, fordi man ikke skal mange hundrede år tilbage før slægten var det altafgørende i bestemmelsen af beskæftigelse, ægtefælle m.m. (der var ingen frihed til at bestemme selv), og alle andre beslutninger af betydning blev foretaget af kirken og den politiske magt (konge, kejser), Vestlig, fordi det fremhæves, at mange ikke-vestlige, f.eks. asiatiske, kulturer har en så kollektiv struktur, at tanken om det enkelte individ med egne rettigheder stort set ikke eksisterer.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 1/9 2010
Læst af: 29.960