 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Konstruktivisme
Konstruktivisme er det filosofiske grundlag for store dele af human- og socialvidenskaberne. I de sidste årtier er konstruktivismen blevet stadig mere omdiskuteret og udviklet især i forskellige former for socialkonstruktivisme. Med udgangspunkt i den stigende interesse for sprogets rolle i forståelsen af omverden («den sproglige vending») og med inspiration fra fransk strukturalisme, britisk sociolingvistisk og etnometodologiske og socialpsykologiske teoretikere blev gamle ontologiske og epistemologiske problemstillinger sat i nyt - og ind i mellem provokerende - lys. Mens det i nogle fagområder førte til en fornyet debat om sprogets konstituerende rolle - og en præcisering af den sproglige vendings grænser (Widell 2004, Hansen og Nevers 2004) blev andre fagområder kraftigere påvirket. Udviklingen indenfor videnskabssociologien og især indenfor The Social Studies of Science, hvor «den sociale konstruktion af naturvidenskabelige facts» blev undersøgt (Bredsdorff 2003), satte sig stærke og provokerende spor i debatten.
Konstruktivisme som filosofisk tradition siges ofte at stamme fra Giambattista Vico (1668-1744) og Immanuel Kant (1724-1804) og har som grundlag, at der ikke findes nogen uformidlet adgang til at erkende virkeligheden, men at mennesker aktivt skaber deres viden om verden og hinanden. Perception er formidlet via konstruktioner eller redskaber og er fortolkning eller rummer elementer af fortolkning. Det er næppe muligt at finde humanistiske eller samfundsvidenskabelige forskere der er uenige i dette. Spørgsmålet er oftest om grænserne for fortolkningen. En radikal version af konstruktivisme mener, at også den fysiske verden er totalt konstrueret af os, mens en moderat konstruktivisme mener, at kun den sociale verden eller dele af den er konstrueret. (Collin 2002, Collin 2003). Der findes konstruktivistiske retninger indenfor matematik, logik og moralfilosofi (Hacking 1999, Bredsdorff 2003), lige som de findes indenfor kunst og litteratur. Konstruktivisme er i sine radikale varianter ofte kombineret med relativisme, dvs. umuligheden af at bestemme forholdet mellem flere sandheder eller fortolkninger (Wenneberg 2003).
Socialkonstruktivisme og socialkonstruktionisme
Socialkonstruktivismen og socialkonstruktionismen er to parallelle udviklingslinier indenfor samfundsvidenskaberne (Åkerstrøm Andersen 1999 og Dyrberg et al. 2000, Torfing 1999) og socialpsykologien (Winther Jørgensen & Phillips, 2000 og Wetherell et al. 2001), som begge er kritiske overfor den etablerede videnskab, afviser såkaldt positivistisk empirisk videnskab, hælder mod kvalitative metoder og er stærkt inspireret af postmoderne filosofiske positioner. Begge udviklingslinier er knyttet til udviklingen af forskellige diskursanalyser. Fælles for de fleste diskursanalyser er en opfattelse af, at sproget konstituerer omverdenen. Det, der adskiller dem, er spørgsmålet om hvad og hvordan, der skabes gennem sproget. Socialkonstruktivismen eller socialkonstruktionismen er således både en radikal, samlet filosofisk retning, hvor erkendelsen konstruerer både den sociale og fysiske omverden, og en mere moderat generel orientering, hvor sprogets og diskursens formende kraft er i fokus uden at egentlige konstruktivistiske ontologiske principper berøres.
Der er ofte tale om analyser, der ser sig som afslørende og ideologikritiske. De vil øge den politiske bevidsthed ved at vise, hvordan de herskende diskurser fastholder magten i samfundet. Diskursanalyserne og socialkonstruktivismerne holdes sammen af denne fælles tankefigur. I og med at verden i en eller anden udstrækning skabes af sproget, kan den ændres af sproget. Ved at kritisere og analysere det, der omtales og opfattes som «naturligt», kan det afsløres og vises som historisk og menneskeskabt - og dermed foranderligt.
Nogle retninger indenfor psykologien er præget af den radikale socialkonstruktivisme (Gergen, 2003, Dorte Marie Søndergaard 2000). Men konstruktivismen i psykologien har også en anden historie end i de andre adfærdsvidenskaber i og med, at den også er knyttet til Jean Piagets (1896-1980) og Lev Semenovich Vygotskys (1896-1934) navne og til studiet af udviklingsprocessen af den menneskelige perception og erkendelse. Det enkelte individ som organisme og subjekt konstruerer eller skaber i større eller mindre vekselvirkning med organismens modningsproces og de fysiske og sociale omgivelser selv de forståelsesformer, begreber og redskaber, som det voksne individ behøver. Det voksne eller udviklede individ er hverken biologisk eller åndeligt givet fra naturens eller Guds hånd, men bygges og bygger sig op. Både de konstruktioner, der skal bruges, og det subjekt, der bliver resultatet, er således konstruerede. Subjektet og personligheden konstrueres og konstruerer. Især Vygotsky og senere Pierre Bourdieu (1930-2002) understregede de sociale og samfundsmæssige rammer for konstruktionen og konstruktøren. Den enkelte kan ikke skabe sig den sociale virkelighed, som falder hende ind lige nu, men konstruktionen må ses som en modificerende fortsættelse af den proces, som har akkumuleret uendelige mængder af muligheder og begrænsninger. Bourdieus begreb habitus er et forsøg på at fastholde denne dobbelthed af konstruktion og socialitet i strukturerende strukturer.
Konstruktivisme
Betegnelsen konstruktivisme bruges om en særlig måde at tænke og arbejde på - først og fremmest indenfor humanvidenskaben, men også i al almindelighed. Konstruktivismens udgangspunkt er, at vi mennesker ikke erkender, forstår og erfarer vores omverden og virkelighed direkte, dvs. som den er «i sig selv». Vi erkender og forstår den på forskellige måder, alt afhængig af de sammenhænge vi deltager i, dvs. afhængig af hvornår og hvordan, vi iagttager den og i hvilken kulturel og situationel sammenhæng. Konstruktivisme handler om, at det vi kalder «virkelighed», «sandt» og «rigtigt» er formet og fortolket af mennesket i og med dets deltagelse i sociale sammenhænge. Virkeligheden er med andre ord konstrueret. Konstruktivisme interesserer sig derfor ikke for, hvordan tingene er «i sig selv», men snarere for, hvordan og hvorfor vi mennesker erfarer, forstår og beskriver dem på forskellige måder.
Historisk baggrund
Konstruktivisme er oprindeligt inspireret af den tyske filosof, Immanuel Kants (1724-1804) filosofiske arbejder. Kant mente, at menneskets erkendelse var formet af medfødte strukturer i det enkelte menneskes hjerne (kognitive strukturer), dvs. af dets måde at tænke på. Denne overbevisning er siden blevet udviklet i mange forskellige retninger. Fælles for de forskellige udviklinger har dog været en voksende interesse for og opmærksomhed på, hvordan vores tilgang til virkeligheden ikke så meget er formet af medfødte kognitive tankestrukturer, men mere er formet af vores dialog og samvær med andre mennesker; dvs. af vores fælles sprog og kultur. Et centralt værk i den forbindelse har været sociologerne, Peter Berger & Thomas Luckmanns bog «Den samfundsskabte virkelighed» fra 1963 (oversat til dansk i 1979). Berger & Luckmanns undersøgelser viste, hvordan vores måde at handle på og være sammen på, slet ikke udsprang af medfødte menneskelige egenskaber eller en slags medfødt menneskelig natur. De udsprang snarere af vores deltagelse i diverse sociale sammenhænge og processer. Vores forestillinger om os selv, hinanden og vores omverden afspejlede derfor ikke tingenes faktiske egenskaber og kvaliteter, men snarere, hvordan disse egenskaber og kvaliteter fik en særlig betydning i de foranderlige sociale sammenhænge, vi deltager i. Berger og Luckmann pegede derfor på, at menneskets bevidsthed og identitet ikke kan beskrives uafhængigt af de overordnede sociale og samfundsmæssige sammenhænge, de udspringer af og at vi kun kan forstå, hvorfor det enkelte menneske handler og tænker, som det gør, hvis vi møder det på dets egne betingelser; dvs. i de sammenhænge, i de situationer og i den kultur og det samfund, som personen lever i og deltager i.
Inspireret af bl.a. Berger og Luckmanns arbejder har nutidige konstruktivistiske positioner om man så må sige rykket «det konstruerende element» ud af menneskets hjerne og ind i det sociale og derved sat sociale, kulturelle og ikke mindst sproglige forhold og processer i centrum af det videnskabelige arbejde. Sociale og psykologiske forhold må forstås relationelt, dvs. ikke isoleret fra, men netop indvævet i og resultat af de mange forskellige sociale sammenhænge, vi som mennesker indgår i og det vanskelige arbejde, det indimellem er, at få dem til at hænge sammen. Det er denne udvikling, der markeres med den i dag meget anvendte og populære betegnelse socialkonstruktivisme.
Socialkonstruktionisme
Inden vi beskriver, hvad socialkonstruktivistisk psykologi gør ud på, er der en vigtig ting, vi først må forklare. Indenfor psykologien, bruger man nemlig ofte en lidt anden betegnelse på det socialkonstruktivistiske arbejde, nemlig betegnelsen socialkonstruktionisme (med «n» ikke «v»). Det kan virke forvirrende, men faktisk har man netop valgt denne betegnelse for at undgå misforståelser. Det hele hænger sammen med, at der indenfor psykologien allerede eksisterer en teoretisk retning, man kalder konstruktivisme. Indenfor psykologien henviser «konstruktivisme» typisk til en udviklingspsykologisk tradition, der er udviklet af den schweiziske psykolog, Jean Piaget (1896-1980), men som er meget forskellig fra socialkonstruktivismen. I 1985 foreslog den amerikanske psykolog, Kenneth Gergen, derfor, at man indenfor psykologien ændrede lidt på navnet, så det var helt klart og tydeligt for enhver, at socialkonstruktionisme betød noget andet end det, man her kaldte konstruktivisme.
Socialkonstruktivismens udgangspunkt er, at «hvem vi er», ikke er givet på forhånd. Det er tværtimod noget, vi udvikler i løbet af livet i det sociale samspil med andre mennesker. Det vi kalder viden og sandhed og det vi kalder identitet og selv skabes i socialt samspil med andre og er derfor vævet ind i den kultur og i de sproglige forståelser, vi har til rådighed og anvender. Når sproget tildeles en særlig rolle hænger det sammen med, at sprog er den mest fundamentale grundsten i vores sociale samvær: Vi lærer at forklare, hvad vi vil og tænker vha. sprog. Vi finder venner og kærester vha. det og vi lærer hvem andre er, hvordan verden hænger sammen og hvordan vi skal og bør opføre os, vha. af sprog. Med andre ord lærer vi at indgå og deltage i forskellige sammenhænge, dvs. vi socialiseres, vha. sprog.
Sprog skal her forstås bredt, dvs. ikke bare som tale og skrift, kropssprog, billeder og symboler, men også som selve de måder, hvorpå vi har lært at forbinde visse ting og genstande med særlige betydninger: f.eks. dyre biler med social status, trafiklys med færdselsloven, hængerøv i bukserne med hip hop musik, jakkesæt og slips med arbejde og karriere osv. osv. Sprog består af et kompliceret netværk af forskellige betydningsbærende tegn, der navngiver og beskriver de ting, vi oplever som betydningsfulde på forskellige måder. Vi siger måske, at isen smagte godt, eller at vores lærer er sød. Dermed fortæller vi ikke alene, hvad vi kalder tingene, men også hvilken betydning, vi tillægger dem. Det vi imidlertid skal lægge mærke til er, at vores beskrivelser og den betydning, vi tillægger dem, varierer fra situation til situation. Dette hænger sammen med, at vi aldrig bare taler om virkeligheden, som den er, men altid taler om den og handler i den i en særlig sammenhæng (en særlig kontekst) og derfor ud fra et særligt perspektiv, nemlig ud fra den situation og kulturelle kontekst, vi befinder os i og de interesser, vi og andre bringer med os. F.eks. ville en jæger formentlig blive opstemt og glad, hvis han på en safariudflugt fik øje på en tiger, mens han ville blive temmelig skrækslagen, hvis han mødte den, mens han var ude for at tisse. De ord vi bruger, de betydninger, vi tillægger dem og de følelser, de vækker i os, varierer ganske enkelt fra situation til situation. Det er bl.a. derfor vi udmærket kan synes at Monetplakaten fra IKEA pynter gevaldigt i vores stue, men stadigvæk vide, at den sandsynligvis vil være ligeså utilgivelig i en nyåbnet københavner-café, som hvide sportsokker vil være fatale i en jobsamtale hos Mærsk.
Vores forståelser af, hvad der er klogt og usmart, rigtig og forkert, smukt eller grimt er det, vi kan kalde kontekstuelle og situationelle. Socialkonstruktionismen forklarer dette med, at ikke alene vores sprog, men dermed også vores viden og tænkning er relationel. Hermed menes, at vores beskrivelser og forståelser af verden, knytter sig til de sociale og kulturelle sammenhænge og relationer, vi indgår og deltager i. Vores tilgang til verden er altid formet af disse relationer og af de (mere eller mindre udtalte) regler, for forståelser og forventningshorisonter, som knytter sig til de enkelte sammenhænge, vi indgår i. Når en læge møder en politimand ude i trafikken, vil lægen således typisk gøre, hvad politimanden siger, mens det ofte vil forholde sig lige omvendt, hvis de to mødtes på et hospital. Dette hænger netop sammen med, at vi ikke alene indgår i forskellige sammenhænge, men dermed også i forskellige betydnings sammenhænge, nemlig i det man indenfor socialkonstruktionismen kalder forskellige diskurser.
Diskurs
En diskurs kan i første omgang forstås som en bestemt måde at skabe orden og sammenhæng i vores verden på. Kigger vi f.eks. på det, vi kan kalde den medicinske diskurs, handler den ikke kun om, at nogen vi kalder læger ligger inde med en masse viden om medicin og sygdom. Den handler om en samlet pakke af betydninger, der er med til at forklare, hvordan en del af vores virkelighed hænger sammen og hvordan vi skal opføre os, når vi befinder os i den. Når vi sidder i venteværelset på skadestuen, ved vi jo godt, at vi nu ikke længere er «skoleelev» eller «politibetjent»; nu er vi «patient». Og som vi også ved, forventes patienter at opføre sig på særlige måder: vi forventes at vente på sygeplejersken, der igen må vente på lægen, hvis vurdering af, hvad vi fejler og bør gøre, både vi og sygeplejersken retter os efter. Når vi træder ind på hospitalet, træder vi således ind i en særlig betydningsstruktur, der definerer et helt sæt af holdninger og væremåder, en særlig kommunikationsform, og et socialt hierarki om, hvem der bestemmer hvad og hvorfor. Socialkonstruktionismen kalder sådan en betydningsstruktur for en diskurs. Og som vi netop har set, er en diskurs ikke alene med til at konstruere virkeligheden på en bestemt måde. I en vis forstand er den et stykke virkelighed i sig selv. Diskurser konstruerer vores virkelighed på særlige måder og bidrager herigennem til at give vores tilværelse form og indhold. Den kapitalistiske markedsdiskurs inddeler os f.eks. i «forbrugere», «arbejdsgivere» og «arbejdsløse» og samfundet i «stat», «marked», «fagforeninger» og «virksomheder. Ligesom det, vi kan kalde uddannelsesdiskursen, ikke alene inddeler os i «elever» og «lærere», «faglærte» og «ufaglærte», «akademikere» og «håndværkere», men også definerer en række antagelser om, at vi skal have karakterer, at vi skal have så så mange skoler, at vi også må have skoler, hvor vi uddanner lærere, at vi må bygge cykelstier, have en undervisningsminister osv.
Socialkonstruktionismen grundlæggende påstand er, at vores virkelighed er diskursivt konstrueret. Hermed menes, at vi altid er indlejret i diverse betydningsstrukturer (der ind i mellem også kaldes sprogspil og narrativer), der indrammer og guider vores forståelse af, hvordan verden hænger sammen og hvordan, vi bør opføre os i den. Med andre ord definerer en diskurs et særligt sæt af vilkår for vores tilværelse. Socialkonstruktionismen interesserer sig for, hvordan disse vilkår også får betydning for det, vi kalder «identitet», «sandhed» og «magt».
Identitet
De fleste af os kender til, at vi taler og opfører os på én måde sammen med vores venner, men på en lidt anden, når vi er sammen med familien og måske en helt tredje, når vi er sammen med kæresten. Dette hænger bl.a. sammen med, at vi indgår i flere forskellige betydningssammenhæng og derfor også forstår os selv gennem flere forskellige diskurser. Dette betyder naturligvis ikke, at der ikke vil være noget, der går igen, men det betyder, at vi ofte viser forskellige sider af os selv og forstår os selv forskelligt, alt efter hvem vi er sammen med og hvilken situation vi befinder os i. For at beskrive dette, kan man bruge begrebet identitet. Identitetsbegrebet siger noget om, hvordan vi ændrer os eller forbliver den samme fra situation til situation, og om muligheden for at være identisk med sig selv på tværs af forskellige situationer. Socialkonstruktionismen hævder imidlertid, at fordi mange af os i dag indgår i stadig flere og stadig mere forskellige diskursive sammenhænge, oplever vi også stadig oftere, at vi slet ikke bare er én person med én identitet, der altid opfører sig på én og samme måde. Vi er snarere flere forskellige «personer», der opfører sig på mange forskellige måder og som derfor ikke bare har én identitet. Ifølge socialkonstruktionismen er identitet derfor hverken noget, man er født med eller noget, man bare har. Det er snarere et individuelt projekt, der altid er under udvikling og som ofte rummer modsætningsfulde oplevelser og handlemønstre. Socialkonstruktionismen foretrækker derfor at tale om identitet som «multipel» (B. Davies & R.Harre. 1990) eller «distribueret» (M. Wetherell,1996).
Sandhed
Det faktum, at ikke bare vores handlemønstre men også vores forestillinger om verden, varierer fra situation til situation, har også betydning for det, vi kalder «sandhed». Forestiller vi os, at store dele af Sydamerika pludselig udsættes for en voldsom oversvømmelse viser det sig hurtigt, at der ikke kun findes én sand beskrivelse af, hvorfor denne oversvømmelse er opstået, men flere forskellige. Miljøforkæmpere vil måske fortælle om oversvømmelsen, at den var et resultat af vestlig bilisme og forurening. Meteorologer vil formentlig fortælle, at oversvømmelsen er en effekt af det naturlige vejrfænomen, El Nino. Stærkt troende mennesker vil måske fortælle os, at oversvømmelsen er Guds straf over et folks syndige levemåde, mens lokale oppositionspolitikere måske i stedet vil fortælle, at oversvømmelsen viser, hvordan de lokale politikere har forsømt arbejdet med at opbygge diger, kloaker og infrastruktur. Hvilken er af disse forklaringer er den rigtige og hvem skal i så fald afgøre, hvilken én af dem, det er?
Socialkonstruktionismen mener ikke, der findes nogle svar på disse spørgsmål, som vi alle sammen kan blive enige om. Den måde, vi forstår virkeligheden på, afhænger nu engang af vores kulturelle baggrund, hvem vi er og hvad vi laver. For som socialkonstruktionistiske psykologer ville formulere det: vores forståelser af og viden om virkeligheden er indlejret i særlige diskursive konstruktioner af virkeligheden. Disse konstruktioner er ikke «objektive» og sande i betydningen «sande og objektive for enhver». Heller ikke når de er videnskabelige. Dette er ikke ensbetydende med, at vi slet ikke kan blive klogere på vores verden og på os selv og hinanden. Men det betyder, at vi må lære at skelne mellem det, vi kalder virkeligheden og det, vi kalder sandheden om den. At sige, at verden findes og ikke er vores frembringelse, er naturligvis sandt i den forstand, at mange af de ting, der sker i verden også ville ske, hvis vi ikke var her. At sige, at sandheden ikke er derude, er derimod ensbetydende med at sige, at hvor der ikke er noget sprog, er der ingen sandhed. Udsagn, påstande og sætninger er elementer af menneskelige sprog og menneskelige sprog er menneskelige frembringelser. Naturvidenskaben kan således nok beskrive visse sammenhænge i den fysiske verden, men vores forestillinger om godt og ondt, rigtigt og forkert og grimt og smuk vil altid ændre sig i takt med hvor, hvem og hvornår vi er og hvad vi laver. Sagt på en anden måde fortæller en kortlægning af vores gener ikke det mindste om, hvilke vi bør beholde og hvilke vi bør fjerne.
Som vi kan se, er socialkonstruktivismen en lidt usædvanlig videnskabelig teori, fordi den forholder sig kritisk til netop den videnskabelige tradition, den selv er en del af. Den har derfor været årsag til mange spændende og voldsomme diskussioner. Med socialkonstruktionismens fokus på sociale og kulturelle processer og relationer følger spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker - der lever i forskellige samfund, kulturer og sprogfællesskaber - overhovedet kan forstå og erkende verden på samstemmende måder. Gennem denne problemstilling nærmer socialkonstruktivismen sig det, vi kan kalde et perspektivistisk og relativistisk sandhedsbegreb.
Magt
Som vi tidligere har været inde på, består vores diskursive konstruktioner af «virkeligheden» ikke blot af bestemte ord og betydninger. En diskurs består også af en særlig logik, der binder disse ord og betydninger sammen på bestemte måder. Disse måder vil i situationen synes naturlige og selvfølgelige. F.eks. vil skoleelever sjældent give sig til at undre sig over, hvorfor det netop er læreren, der skal bestemme, hvad der foregår. For som de fleste nok vil mene: «Sådan er det bare». Der er imidlertid to ting, socialkonstruktionismen beder os lægge mærke til. For det første, at tingene rent faktisk aldrig «bare er», men altid «er» på en særlig måde og ud fra et særligt perspektiv. De kunne derfor også være anderledes. For det andet, at det vi kalder magt, altså ikke kun kan forstås som en slags tvang, hvor nogen tvinger andre til at gøre noget, de ikke vil. Magt kan også forekomme uden tvang, nemlig i kraft af den selvfølgelighed, hvormed vi alle sammen accepterer «at det altid er læreren der bestemmer». I den forstand knytter «magt» sig altså til vores forestillinger om, hvad der i den konkrete sammenhæng er rigtigt og forkert, hvem der skal have adgang til hvad og bestemme over hvem og hvorfor. Men hvis det er rigtigt, så har magt bestemt ikke det mindste til fælles med vores normale ideer om, at magt er, når en person kan tvinge andre til at gøre, hvad han eller hun ønsker. Hvis nogen må bruge tvang og vold, er det lige modsat et udtryk for, at det ikke længere er selvfølgelig, hvem der bestemmer og at nogen eller noget har en anden opfattelse af tingene og derfor udfordrer de normale magtforhold og magtrelationer.
Helt i tråd med socialkonstruktionismens øvrige forståelser forstår socialkonstruktionismen fænomenet «magt», som et dynamisk og relationelt forhold, der kommer til udtryk i de måder, hvorpå vi kommunikerer og handler med hinanden. Magt knytter sig til vores forestillinger om, hvad der er rigtigt, normalt og korrekt i en given sammenhæng. Socialkonstruktionismen hævder derfor, at det vi kalder magt og det vi kalder viden og sandhed hænger nøje sammen. Magt, privilegier og indflydelse er aldrig den enkeltes fortjeneste, men et resultat af alle de deltagende personers større eller mindre accept af de givne forestillinger om, hvad der er normalt, sandt og selvfølgeligt i den givne sammenhæng.
Socialkonstruktionismen i korte træk
Vi kan sammenfatte den psykologiske socialkonstruktionisme i 3 grundlæggende anskuelser:
Viden og betydning opstår og opretholdes gennem sociale og kulturelle processer.
Mennesket er et grundlæggende socialt væsen og derfor formet af samfundsmæssige og kulturelle forhold. Af samme grund kan vores viden om os selv og verden ikke betragtes som statisk og endelig. Den må betragtes som kontekstuel og foranderlig: Enhver handling - enhver ytring og gerning - fungerer også som en social erklæring om, hvilke forestillinger og handleformer, der skal gælde og betragtes som rigtige.
En kritisk indstilling overfor taget-for-givet viden.
Eftersom vores forestillinger om verden ikke er objektivt sande - i betydningen uforanderlige og universelle - er «virkeligheden» kun tilgængelig for os gennem de sociale kommunikations- og handleformer, hvormed vi erfarer og erkender os selv og vores omverden. Vores viden - herunder videnskabens - afspejler ikke «verden som den er i sig selv». Den beskriver verden set ud fra de sociale og kulturelle sammenhænge, vi deltager i og som influerer på vores måde at forstå verden på. Socialkonstruktionismen argumenterer af samme grund for en kritisk tilgang til konventionelle og selvfølgelige måder at forstå og handle på, ligesom introduktionen af alternative handle- og taleformer menes at tilbyde nye tilgange til, vinkler på og muligheder i det sociale felt.
Vores forestillinger om viden og sandhed påvirker, hvordan vi handler.
Vores måder at tale og handle i verden på bidrager til at konstruere vores sociale virkelighed på særlige måder, der også understøtter eller udfordrer givne sociale relationer og magtforhold. Vores måder at tale om og handle i verden på, har derfor altid sociale konsekvenser.
Konstruktivisme
Konstruktivismen er en mangeartet størrelse, med rødder i flere forskellige intellektuelle traditioner. Den er igennem de seneste tiår blevet et indflydelsesrigt standpunkt i mange forskellige akademiske discipliner. Konstruktivister deler den opfattelse, at fænomener, som normalt opfattes som uafhængigt eksisterende, i virkeligheden er frembragt («konstrueret») igennem menneskers tænkning, sprog og sociale praksisser. De er derfor kontingente, dvs. lokalt og historisk variable; og selve påvisningen af denne kontingens er ofte en hovedpointe for konstruktivister. Derved dekonstrueres fænomener, som ellers fremtræder med et skin af nødvendighed eller naturlighed. Derudover peges der ofte på en mere eller mindre præcist identificerbar «konstruktør», som er ansvarlig for de konstruerede fænomeners eksistens. Som regel er det samfundet, der gives denne rolle (såkaldt «socialkonstruktivisme»).
Der skelnes imellem en ontologisk konstruktivisme, iflg. hvilken selve virkeligheden eller bestemte dele deraf er en konstruktion, og en erkendelsesteoretisk konstruktivisme, der kun hævder, at vores viden om verden, herunder videnskabelig viden, er formet af sociale processer. Denne sondring kan krydses med en sondring imellem to hovedområder for konstruktion, henholdsvis den sociale og den fysiske sfære. De for tiden mest indflydelsesrige konstruktivistiske positioner omfatter en ontologisk konstruktivisme mht. den sociale virkelighed, og en erkendelsesteoretisk konstruktivismen mht. den fysiske.
Erkendelsesteoretisk konstruktivisme og den fysiske virkelighed
Konstruktivisme mht. den fysiske virkelighed repræsenterer en lang filosofisk tradition, iflg. hvilken forholdet imellem virkelighed og erkendelse ikke er en simpel afspejling eller korrespondens. I sin moderne, videnskabsteoretiske version baserer den sig på et antal filosofiske teser, hvoraf nogle har betydelig ælde.
Den første tese er, at vores begreber ikke er afledt af virkeligheden, men er noget vi lægger ned over den. Her trækkes der på indsigter, som går helt tilbage til middelalderens strid imellem essentialister og nominalister, men som først blev fuldt udfoldet af de britiske empirister. Iflg. disse er begreber instrumenter vi bruger til at klassificere og intellektuelt håndtere virkeligheden med, og de aspekter ved virkeligheden vi ønsker at beskrive, afhænger af vores interesser.
Den anden tese er, at videnskabelige hypoteser er underbestemte af observationerne. Der er altid et svælg imellem data og vores foretrukne teori, fordi der altid ville kunne formuleres en alternativ teori, der er forenelig med den foreliggende evidens. Dette er den såkaldte Duhem-Quine tese, der er et produkt af det 20. århundrede.
Den tredje tese er en anti-realisme, som fik sit mest præcise udtryk hos de logiske positivister, men hvis rødder går tilbage til de britiske empirister i 1700-tallet. Det er den tese, at virkeligheden kun rækker så langt som vores muligheder for at erkende den. Hos de logiske positivister kom denne anti-realisme til udtryk i det berømte verifikationskriterium for mening. At tale om en virkelighed der ligger hinsides vores muligheder for at erkende den, er efter denne opfattelse meningsløs metafysik.
Tilslutning til disse teser (eller nogle af dem) er imidlertid ikke nok til at gøre en person til socialkonstruktivist, hertil kræves et bestemt svar på følgende spørgsmål: Hvis vores begreber ikke er dikteret af virkeligheden selv, og hvis vores teorivalg ikke er dikteret af dataene, hvad bestemmer dem så? Svaret, som socialkonstruktivisten giver på begge spørgsmål er, sociale kræfter og interesser.
Dette giver indtil videre en erkendelsesteoretisk konstruktivisme. En sådan position fremføres i den moderne videnskabsteoretiske debat f.eks. af Edinburghskolen, repræsenteret af David Bloor og Barry Barnes. Den tredje præmis tillader imidlertid, at dette udvides til en konstruktivisme mht. selve tingenes eksistens (ontologisk konstruktivisme): Hvis virkeligheden kun rækker så langt som vores erkendelse af den, og hvis erkendelsen er bestemt af sociale interesser, så synes det at følge at virkeligheden selv er konstituteret (konstrueret) ud fra sådanne interesser. Undertiden gives denne ontologiske konstruktivisme en instrumentalistisk drejning: Alle ting i verden skabes af vores begreber og de praksisser de indgår i, på principielt samme måde som det er vores begreber og praksisser der bestemmer, at der går 24 timer på et døgn, at det nye år starter 1. januar, og at 0-meridianen går igennem Greenwich. En repræsentant for konstruktivisme mht. den fysiske verden er den franske videnskabsforsker Bruno Latour.
Ontologisk konstruktivisme mht. den sociale virkelighed
Adskillige skoler går ind for en ontologisk konstruktivisme mht. den sociale virkelighed. Mange af dem har hentet inspiration fra Berger & Luckmanns klassiker, The Social Construction of Reality (1963), som var inspireret bl.a. af Husserls fænomenologi. Den nyere konstruktivisme mht. den sociale virkelighed gør tillige brug af sprogfilosofiske overvejelser: Virkeligheden ses som et produkt af sproget eller «diskursen». Her spiller Saussures strukturalistiske sprogteori en vigtig rolle, dog især i den reviderede version der er udviklet bl.a. af Jacques Derrida, som understreger, at sprogsystemet aldrig er fikseret men altid løbende forandres af diskursen. Også nyere anglo-amerikansk sprogfilosofi og sprogpragmatik har leveret inspiration.
En indflydelsesrig version af socialkonstruktivisme, der trækker på disse sprogteoretiske bidrag, er politologerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursanalyse. De fremstiller den politiske proces som en kamp, hvor parterne søger at fiksere det flydende sprog, i hvilket den politisk-sociale virkelighed beskrives, og dermed denne selv, i en form som tjener deres interesser. Den amerikanske socialpsykolog Kenneth Gergen har udviklet en meget indflydelsesrig version af konstruktivismen, kendt under betegnelsen socialkonstruktionisme, iflg. hvilken den menneskelige personlighed er et produkt af relationelle, sociale omstændigheder, ikke en permanent essens.
Baggrunden for socialkonstruktivismens popularitet
Socialkonstruktivismen baserer sig som nævnt på gammelkendt filosofisk tankegods, hvilket rejser spørgsmålet om hvorfor disse ideer i dag har fået en sådan gennemslagskraft. Her falder det i øjnene, at socialkonstruktivismen (inden for videnskabsstudier) hænger sammen med en fremvoksende skepsis over for (natur)videnskabens autoritative status i vores kultur. Socialkonstruktivister vender sig kritisk imod naturvidenskabens påstand om at besidde en særlig ophøjet, overhistorisk og transkulturel rationalitet der gør den fortjent til samfundsmæssig særbehandling; dette ses som et skalkeskjul for simple partsinteresser. Opgaven er derfor at udfordre videnskabens autoritet, og at gøre den mere demokratisk. Heri ligger også ønsket om en bedre kontrol med videnskabens teknologiske afkast. Konstruktivisternes kritiske holdning til naturvidenskaben ledte en overgang til en konfrontation der blev kendt under navnet «Science Wars». Blandt antagonisterne i denne konflikt kan nævnes Bruno Latour.
De socialkonstruktivister, som beskæftiger sig med menneske og samfund, hylder tilsvarende værdier. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe ser diskursanalysen som et bidrag til en styrkelse af demokratiet (undertitlen på deres bedst kendte bog, Hegemony and Socialist Strategy (1985) er Towards a Radical Democratic Politics), og Kenneth Gergens socialkonstruktionisme danner grundlag for en bred samfundsforbedrende bestræbelse.
En vigtig forskel i forhold til 1960'ernes og 70'ernes videnskabs- og ideologikritik ligger især i, at den marxistiske samfundsopfattelse, der inspirerede den, af socialkonstruktivister opfattes som simplificerende, reduktiv og hegemonisk. For den dogmatiske marxisme er ophavet til de problemer der påpeges altid det samme, nemlig de besiddende klasser og deres kontrol med produktionsmidlerne og statsapparatet. Socialkonstruktivister ser derimod magt som noget langt mere distribueret og flertydigt, og magtkritikken kan derfor rettes i alle retninger.
Ligesom sin ideologiske forgænger, universitetsmarxismen, er konstruktivismen således motiveret af ønsket om bredere samfundsmæssige ændringer; men ligesom denne har den ofte stillet sig tilfreds med at kæmpe på en rent akademisk arena. Meget af socialkonstruktivismens energi er gået med at bekæmpe traditionelle videnskabsteoretiske og videnskabssociologiske positioner. Det er mere tvivlsomt, om effekterne har bredt sig uden for akademia, og har bidraget til de ønskede ændringer i den måde videnskaben faktisk er organiseret på, og faktisk bliver brugt i samfundet.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 1/10 2007
Læst af: 407.591