Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Psykoanalyse

Psykoanalysens opståen dateres ofte til år 1900, da Sigmund Freud (1856 – 1939) fik udgivet værket «Drømmetydning», hvor de erfaringer Freud indtil da havde gjort sig med helbredelse af psykiske lidelser blev fremstillet sammen med en skitse til en mere almen teori om det psykiske. Mange af de forestillinger, der indgik i den psykoanalytiske teoridannelse var ikke helt ukendte i tiden, men som en samlet teori foretog den nogle afgørende brud med de måder, hvorpå man hidtil havde forstået både menneskets udvikling og psykisk sygdom. På mange måder kombinerer psykoanalysen flere, også modsatrettede, tendenser i tiden. Den er på en gang en del af den moderne videnskab, der forsøger at finde kausale forklaringer på forskellige fænomener, samtidig med at den er en fortolkningsvidenskab, der søger at forstå den subjektive betydning af menneskers handlinger og fortællinger. Som Freud udviklede den, befinder psykoanalysen sig i spændingsfeltet mellem en naturvidenskabelig og en humanistisk tænkning, og idet Freud arbejdede på at udvikle og ændre teorien indtil sin død, er der tale om en teori, der er meget åben for fortolkning. Den er da også blevet tolket på mange forskellige måder, således at psykoanalytisk teori i dag rummer mange og meget forskelligartede teorier.

Psykoanalyse som terapeutisk metode

Psykoanalysen er både navnet på teorien og på den særlige behandlingsmetode, der blev udviklet i løbet af psykoanalysens første år og som stadig bruges af klassiske psykoanalytikere. Der skelnes mellem psykoanalyse og psykodynamisk psykoterapi, hvor den sidste er teoretisk og metodisk inspireret af psykoanalyse, uden at overholde de særlige regler, der gælder for en klassisk psykoanalyse. I den klassiske psykoanalyse gives klienten (analysanden) en mulighed for at reflektere over sine indre konflikter og den særlige konstruktion af den terapeutiske session skal støtte denne refleksion. Klienten ligger på en briks og kommer således i en afslappet tilstand, der fremmer de frie associationer, som klienten forventes at bidrage med. Analytikeren sidder med siden til, således at de ikke har direkte øjenkontakt og almindelige konventioner for social omgang sættes ud af kraft. Det gør det lettere for klienten at sige alt hvad der falder ham/hende ind, også pinagtige ting og desuden kan det fremme overføringen. Med overføring menes det forhold, at klienten vil give analytikeren en eller flere betydningsfulde roller i de scener, der udspilles. Det vil sige klienten vil rette følelser mod analytikeren, selvom disse følelser hører til i andre sociale relationer. Analytikerens inddragelse i analysandens indre verden giver et indblik, som det ellers kunne være vanskeligt at få, men for at analytikeren kan bruge denne indsigt produktivt er det nødvendigt at vedkommende selv har gennemført en læreanalyse og kender sine egne konfliktpunkter og dermed kan reflektere over de følelser klienten vækker hos ham/hende og bruge dem i analysen. Målet med analysen er i første omgang at begge parter får indsigt i klientens betydningsfulde, men ubevidste konflikter og modstanden mod at gøre dem bevidste. I næste omgang vil der være tale om en fælles rekonstruktion af klientens fortællinger. Psykoanalysen drejer sig om at lære at reflektere over indre processer, og at integrere det ubevidste i sin bevidste fortælling om sig selv, og dermed om at få mulighed for at handle anderledes. Dette i modsætning til den lange række af terapier, hvor formålet er at udleve følelser, hvilket fra en psykoanalytisk betragtning vil være en endeløs proces.

Grundlæggende antagelser

Den psykoanalytiske teori bliver udviklet i tæt sammenhæng med behandlingerne. Behandlingen af mennesker med psykiske lidelser kan fortælle noget alment om mennesker, idet psykisk lidelse ses som variationer over den almindelige tilstand. Selvom psykoanalysen som teori har udviklet sig i mange forskellige retninger siden den første psykoanalytiske forening blev stiftet i 1910, er det muligt at pege på nogle grundlæggende antagelser, som de fleste, der kalder sig psykoanalytisk orienterede, deler:

Menneskets psykiske strukturer dannes i løbet af barndommen, men også senere, som et resultat af de sociale relationer barnet indtræder i, og den betydning relationerne får for barnet. Barndommen er vigtig for den psykiske udvikling, men det er ikke muligt at slutte direkte fra bestemte barndomsvilkår til bestemte psykiske strukturer. De reale hændelser er vigtige, men det er den betydning de tillægges, altså hvordan barnet og den voksne bearbejder og integrerer disse hændelser og relationer, der i sidste ende får betydning for personligheden. Den barndom den voksne erindrer, er ikke en registrering af faktiske tildragelser, det faktiske blander sig med fantasier og ønsker i dannelsen af mere permanente betydningsstrukturer.

Der vil altid ske en frustrering af barnets ønsker, men afhængigt af betingelserne kan dette føre til sublimering eller fortrængning. Ved sublimeringen vil det være muligt at ændre det oprindelige ønske til et, der er acceptabelt for omgivelserne, men hvis ikke dette er muligt kan fortrængning være nødvendig, da barnet er afhængig af omgivelsernes accept. Ønsket vil da vække angst, idet det vækker angst for afsløring og straf. Ønsket bliver da en del af det ubevidste og der vil være modstand mod at lade det komme til bevidsthed. Imidlertid vil ønsket fortsat eksistere og det vil, i forskellige forklædninger, forsøge at trænge igennem og således blande sig i de bevidste handlinger.

De ønsker, der kan sublimeres eller fortrænges er driftsønsker der har deres oprindelse i barnets medfødte drifter. Freud taler om det som seksualitet, men det drejer sig om et meget bredt og omfattende seksualitetsbegreb. De fortrængte driftsønsker kan vise sig i drømmene, men også i daglige handlinger og fortællinger. De kan for eksempel forklæde sig i projektionen, hvor ønsket kan tillægges andre, som man så kan lægge afstand til eller fordømme. Det giver mulighed for at beskæftige sig med det fortrængte ønske, uden at vække den angst, som afsløringen eller straffen ellers kunne give anledning til.

Grundlaget for udvikling af personligheden kalder Freud Id 'et (fra latin: Det). Id’et stræber mod lystfølelse uden hensyn til de reale muligheder. I mødet med omverden dannes efterhånden Jeg’et, eller jeg-funktioner, der forholder sig til de reale muligheder omverden giver for at opnå lyst. Over-jeg’et dannes som en inkorporering af forældrenes regler og normer for handling og de ideale forestillinger barnet tidligt har om sig selv.

Selvom om psykoanalysen præsenterer en almen teori om menneskelig udvikling, betragtes den af de fleste som en partialteori. Det vil sige en teori, der kun beskæftiger sig med dele af psykologien. Psykoanalysen har for eksempel ingen ambitioner om at sige noget om tænkningen og dens udvikling, kun for så vidt som den beskæftiger sig med den emotionelle basis for tænkningen. Desuden repræsenterer psykoanalysen et brud med forestillingen om en direkte biologisk bestemmelse af menneskets stræben, dette gælder for eksempel den seksuelle orientering, hvor psykoanalysen viser hvordan både hetero- og homoseksualitet er resultat af subjektivt bearbejdede erfaringer, og ikke følger naturligt af det biologiske køn.

Psykoanalysen har som teori vist sig at have en stor gennemslagskraft, således at den har etableret sig som en del af den vestlige kulturarv. Forestillingen om at der kan være ubevidste ønsker bag menneskers handlinger er ganske udbredt, ligesom forestillingen om at barndommens erfaringer sætter sig spor hos den voksne. Den psykoanalytiske tænkning, der er almindelig blandt lægfolk, er imidlertid ofte en ren moderne naturvidenskabeligt inspireret tolkning, hvor det for eksempel kommer til at fremstå som om der var et direkte kausalt forhold mellem erfaringer og psykiske konflikter.

Psykoanalysens udvikling

Da psykoanalysen etableredes i begyndelsen af sidste århundrede, blev den inddraget i forskellige politiske bevægelser, især de, der havde seksualfrigørelse på programmet. I Tyskland forsøgte Wilhelm Reich at forene marxisme og psykoanalyse i sin seksualpolitiske bevægelse, der blandt andet havde fri prævention og fri abort som mål. Herhjemme var der en del af dem, der tilhørte det, der er blevet kaldt den kulturradikale bevægelse, der i 1930'erne tog psykoanalysen til sig, og så den som et argument for seksualfrigørelse og for en antiautoritær holdning mere bredt.

Psykoanalysen blev meget hurtigt til et internationalt foretagende. Dette skyldes ikke mindst at den i 30'erne og 40'erne blev bragt til England og USA gennem de analytikere, der måtte flygte fra Tyskland og Østrig efter den nazistiske magtovertagelse. Efterhånden som psykoanalysen fandt fodfæste i den vestlige verden, udviklede den sig i forskellige retninger, således at man kan tale om lokale tolkninger og udviklinger, selvom der selvfølgelig sker teoretiske udvekslinger psykoanalytikere imellem i de internationale foreninger, tidsskrifter og konferencer.

Der er uendeligt mange forskellige tolkninger af psykoanalytisk teori, men der kan peges på nogle vigtige hovedstrømninger og nogle udviklinger, der kan vise sig betydningsfulde.

I USA hvor psykoanalysen tidligt fik fodfæste i det terapeutiske miljø, var den tolkning, der kendes som jeg-psykologi, længe den mest fremherskende. Den lægger, som det fremgår, stærkt vægt på Jeg’ets rolle og på at styrke Jeg’et , således at det kan holde stand over for kravene fra Id og Over-jeg. I denne tolkning er der en tendens til at psykoanalysen bliver en teori om og metode til tilpasning til de aktuelle vilkår, og der er en tendens til at de udviklingsveje Freud har beskrevet som mulige forstås normativt, således at de ses som veje, der bør følges for at en sund personlighed kan dannes. Dette kan ses i modsætning til de tolkninger, der ser psykoanalytisk teori som et udgangspunkt for kulturkritik.

Selv-psykologien, der er en anden, og meget udbredt tolkning, har også sit udspring i USA, med Heinz Kohut som en fremtrædende repræsentant. Selvpsykologien beskæftiger sig med den meget tidlige udvikling, hvor selvet dannes i relationen med omsorgspersonerne, og som en indre bearbejdet genspejling af begge positioner i disse relationer. Understregningen af selvets dannelse flytter fokus fra driften til relationer og interaktioner med andre, sådan som det også er tilfældet i objekt-relationsteorierne, der ser barnets trang til at relatere sig til andre mennesker som et lige så grundlæggende menneskeligt træk, som driften.

Det er fortrinsvist i Europa, at psykoanalyse er blevet forbundet med kulturkritik i bred forstand og blandt andet er forsøgt kombineret med marxisme og socialisme i forskellige forståelser af disse.

På Institut für Sozialforschung i Frankfurt /Main (Frankfurterskolen), der blev oprettet i 1923, blev dette gjort systematisk. Ved den nazistiske magtovertagelse i 30'erne måtte mange af dens medarbejdere, Horkheimer, Adorno, Erich Fromm m.fl. flygte til USA. Her blev arbejdet videreført indtil det kunne reorganiseres i Frankfurt igen i 1951. Naturligt nok blev spørgsmålet om hvordan nazismen var mulig et, der kom til at løbe som en rød tråd igennem forskningen. Allerede i USA iværksatte medlemmer af Frankfurterskolen en stor undersøgelse om sammenhængen mellem politisk holdning og den opdragelse, man har været udsat for, og de mener at kunne konkludere at autoritær opdragelse giver mennesker, der lyder eller byder. Det var ikke alle, der vendte tilbage til Tyskland efter krigen. Herbert Marcuse blev for eksempel i USA og hans teoretiske værker kom til at få en stor betydning for den ungdomsbevægelse, der opstod blandt nogle af USA's collegestuderende. Marcuses vigtigste pointer var, at den kultur vi lever i, udnytter sanseligheden og afseksualiserer kroppen.

Frankfurterskolen har fortsat sit arbejde med at inddrage psykoanalytisk tænkning i samfunds- og kulturkritiske bestræbelser, med Jürgen Habermas som en fremtrædende person.

K.G.H.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Sidst ajourført: 10/2 2005

Læst af: 113.241