Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Efterløn

Efterløn, dansk tilbagetrækningsordning for ældre på arbejdsmarkedet. Ordningen blev indført under den alvorlige økonomiske krise i 1970'erne, der truede med at udelukke en hel generation af unge fra arbejdsmarkedet. For at reducere ungdomsløsheden, bane vej vej for at unge kunne komme ind på arbejdsmarkedet og ældre nedslidte arbejdere kunne trække sig tilbage før folkepensionsalderen indførtes efterlønnen.

Ordningen indførtes under SV regeringen Anker Jørgensen i 1978. Regeringen forventede at 17.000 ville søge efterløn i 1979, 22.000 i 1980 og 27.000 i 1981. Men tallene blev: 48.000, 50.000 og 78.000. I 1986 passerede tallet 100.000. Tallet er imidlertid dalene. Mens 140.000 fuldtidspersoner i 2007 var på efterløn faldt tallet i 2009 til 127.000.

Debatten om efterlønnens afskaffelse blussede op i 1990'erne, da arbejdsløsheden faldt og atter gav unge adgang til arbejdsmarkedet. Efter udbruddet af den globale økonomiske krise i 2008 er ungdomsarbejdsløsheden atter eksploderet, men debatten om afskaffelsen af efterlønnen er fortsat uanfægtet, trods det faktum at dens afskaffelse vil få ungdomsarbejdsløsheden til at eksplodere yderligere.

1999 Socialdemokratiet forringer ordningen

Arbejdsløsheden faldt i 1990'erne og det udløste diskussion i Socialdemokratiets top om forringelse eller helt fjernelse af ordningen. Arbejdsløsheden og herunder også ungdomsarbejdsløsheden var da sunket så meget, at tilbagetrækningsordningen ikke længere var central for at sikre unges adgang til arbejdsmarkedet. Men ordningen havde fortsat en vigtig funktion ifht. at sikre nedslidte arbejderes tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, før de nåede folkepensionsalderen. Undersøgelser viste allerede på det tidspunkt, at f.eks. asfaltarbejdere aldrig blev folkepensionister. De var døde inden.

Efter først at have fredet ordningen greb Poul Nyrup Rasmussen ind og forringede ordningen, hvilket førte til et styrtdyk i partiets popularitet til under 20%. Den ringeste opbakning i næsten 100 år. Selvom ordningen allerede var 100% financieret af lønmodtagerne gennem A-kassekontingent og arbejdsmiarkedsbidrag, besluttede regeringen at den yderligere skulle financieres gennem yderligere forhøjelse af A-kassekontingentet. Lønmodtagere skulle gennem 30 år betale et særligt efterlønskontingent til deres A-kasse for at kunne få udbetalt efterløn - dog med særregler for personer født før 1976.

2006 Yderligere forringelser

Velfærdsforliget mellem VKO regeringen, Socialdemokratiet og de Radikale i 2006 medførte, at adgangen til efterløn i 2019-22 skulle hæves fra de daværende 60 år til 62. Samtidig blev der indbygget en automatik der skulle sikre, at alderen yderligere blev hævet, hvis levealderen eller folkepensionsalderen steg, således at perioden fra efterlønsadgang til folkepensionsalder bevares på 5 år. Endvidere skulle pensionsordninger modregnes med en procentsats i efterlønnen, uanset om pensionen blev udbetalt eller ej. Der blev endvidere indført en gulerod om højere efterløn, hvis efterlønnen blev udskudt i 2 år.

Hver er efterlønsmodtagerne?

Ved udgangen af 2010 var der 138.220 efterlønsmodtagere i Danmark. Omregnet til fuldtidspensioner var der tale om 121.700.

Andel af A-kasse forsikrede over 60 år, der er på efterløn fra 1. kvartal 2006 til 2. kvartal 2010. Andelen er faldet 20% siden 2006. (Kilde: A-Kassernes Samvirke og Danmarks Statistik.)

Efterlønsmodtagere omregnet til fuldtid fordelt på køn og alder 1. kvartal 2010. (Kilde: A-Kassernes Samvirke og Danmarks Statistik.)

En af de populære myter om efterlønnen er, at den bliver brugt af golfspillende akademikere i Nordsjælland. Tal fra Danmarks Statistik dokumenterer en helt anden virkelighed. Efterlønsmodtagerne findes især i udkants Danmark. Læsø topper statistikken med 49,4% af de 60-64 årige fulgt af Frederikshavn med 44,5% og Bornholm med 43,7%. I bunden ligger Gentofte med 18,3% fulgt af Rudersdal med 21,5% og Hørsholm med 22,3%. De regionale forskelle kan især forklares med de større problemer for ældre at få arbejde i udkantsområderne, der er præget af højere arbejdsløshed. En eventuel afskaffelse af efterlønnen vil for personer i udkantsområderne ikke skaffe disse arbejde, men skubbe dem over i først langtidsarbejdsløshed og dernæst ud i fattigdom. Nedsættelsen af perioden der berettiger til understøttelse til 2 år medfører, at ældre med egen bolig først vil blive tvunget til at gå fra hus og hjem - de er nemlig ikke berettiget til offentlige ydelser med egen bolig - og dernæst på bistandshjælp.

Andel 60-64-årige på efterløn fordelt på landets kommuner. (Opgørelsen er baseret på den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik 2009. Aldersafgrænsningen er baseret på alderen pr. 1. januar 2009. Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik.)

Undersøges efterlønsmodtagernes uddannelsesmæssige baggrund kan det konstateres, at 44,2% er faglærte arbejdere, mens ufaglærte udgør 38,6%. Kun 2% har en lang videregående uddannelse. Kvinderne udgør 58% af efterlønsmodtagerne og mænd 42%. At der er personer der har haft et hårdere arbejdsliv der går på efterløn dokumenteres af, at restlevetiden for den 60 årige efterlønsmodtager er 2,2 år kortere for mændenes vedkommende og 1,3 år for kvindernes vedkommende, end den 60 årige der fortsat er i arbejde.

Endnu mere markant bliver forskellen mellem efterlønsmodtageren og den arbejdende ældre, når man undersøger overdødeligheden. Den er hele 74% for den 60-64 årige mand på efterløn ifht. den arbejdende 60-64 årige. For kvindernes vedkommende er overdødeligheden 33%. Overdødeligheden er en klar indikation af, at helbredstilstanden for de ældre der går på efterløn er betydeligt ringere end for deres jævnaldrende. Intentionen med efterlønnen om at give ældre nedslidte personer adgang til tidligere at forlade arbejdsmarkedet opfyldes altså.

Undersøges fordelingen på de faglige organisationer viser det sig, at Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) er det forbund med flest medlemmer på efterløn. 65,8% af forbundets 60-64 årige medlemmer var i 2009 på efterløn. NNF organiserer arbejdere med høj nedslidning - bl.a. slagteriarbejdere. NNF følges af 3F, der har 62,1% af sine ældre medlemmer på efterløn og FOA med 61,3%.

Finansieringen - 110% brugerbetalt

Allerede da efterlønsordningen blev indført i 1979 var det et krav, at den ikke måtte belaste det trængte statsbudget. Som led i lovgivningen blev A-kassekontingentet derfor hævet fra 2,25 gange dagpengesatsen til 7,25 gange. I 1998 besluttede Folketinget at A-kassemedlemmer yderligere eksplicit skulle tilmelde sig ordningen for at kunne få udbetalt efterløn, og gennem 30 år skulle betale et efterlønsbidrag. I dag betaler A-kassemedlemmet derfor op mod 13 gange den daglige dagpengesats i kontingent, og den mand eller kvinde der som 60 årig går på efterløn har selv over A-kassekontingentet betalt 1/4 af sin efterløn. Da det kun er 34,5% af de 60-64 årige (svarende til halvdelen af de berettigede) der går på efterløn, er efterlønnen sammenlagt betalt 50% af A-kassekontingent og efterlønsbidrag.

At efterlønnen ikke var 100% brugerbetalt allerede i 1979 skyldtes at ordningen blev en større succes end forventet. Den manglende dækning blev der imidlertid rådet bod på i 1993.

Restfinancieringen stammer fra arbejdsmarkedsbidraget, der blev indført i 1993. Der var tale om en ekstraskat på 8%, der specifikt blev indført for at dække de udgifter til efterløn, aktivering, sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge, der tidligere blev dækket af staten.

Allerede i 1993 var efterlønnen derfor 100% «brugerfinancieret», og denne procentdel nåede med 1998 forringelserne op på 110%. Det er en myte, at det er staten der financierer efterlønnen. Den er mere end 100% brugerbetalt.

Debatten om afskaffelse

Siden højkonjunkturen slog igennem i 1990'erne har både Socialdemokratiet og højrefløjen argumenteret for ordningens afskaffelse. På det tidspunkt var ungdomsarbejdsløsheden lav, og efterlønnen var derfor ikke særlig nødvendig for at sikre de unge adgang til arbejdsmarkedet. Det ændredes med den globale økonomiske krise, der slog igennem i 2008. Den fik ungdomsarbejdsløsheden til at eksplodere. En afskaffelse af efterlønnen vil potentielt medføre at 120.000 færre unge får adgang til arbejdsmarkedet. Så galt vil det ikke gå, for mange af de ældre der i dag går på efterløn gør det, fordi de i forvejen er udgrænsede af arbejdsmarkedet: fordi de bor i udkantsområder hvor arbejdsmulighederne for især ældre er begrænsede, eller fordi deres arbejdsevne i forvejen er nedsat. Der er dog ikke tvivl om, at afskaffelse af efterlønnen vil få ungdomsarbejdsløsheden til at stige yderligere, da op mod 60.000 ældre da vil blive holdt på arbejdsmarkedet efter deres 60. år, og det vil bremse de unges adgang.

For de ældre medfører en afskaffelse, at de enten tvinges til at blive på arbejdsmarkedet trods nedslidning, eller pga. manglende jobs tvinges ud i først langtidsarbejdsløshed og dernæst fattigdom. VKO regeringen afkortede i april 2010 dagpengeperioden til 2 år, så efter 2 år mister den ældre retten til dagpenge. Har hun egen bolig eller anden formue skal denne forbruges inden hun kan modtage offentlige ydelser. Alternativet for de mest nedslidte er at søge førtidspension, men på den ene side er disse regler forringet, på den anden side betyder førtidspension til efterlønsmodtagere der ikke længere kan få efterløn øgede udgifter for staten.

Det økonomiske argument om, at staten ikke har råd er noget vås. For det første er staten og landet som helhed langt rigere end da efterlønnen blev indført i 1978. For det andet er den 110% brugerfinancieret. Fjernes efterlønnen skal arbejdsmarkedsbidraget på 8% og A-kassekontingentet sættes tilsvarende ned, for det er ad den vej efterlønnen eksplicit financieres.

Et andet argument der fremføres er manglen på arbejdskraft. Det er ligeledes noget vås. Under den aktuelle økonomiske krise er over 150.000 registreret som arbejdsløse, og yderligere flere hundrede tusinde findes som arbejdskraftreserve under yderligere uddannelse eller overførselsindkomster.

Det kan give mening at tale om ændringer af efterlønnen, f.eks. bedre adgang til førtidspension, under en højkonjunktur. En afskaffelse under en lavkonjunktur handler om forringelser af velfærdssamfundet - der i dette tilfælde især vil ramme de unge, og de ældre der udgrænses af arbejdsmarkedet pga. den høje arbejdsløshed eller nedsat arbejdsevne.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 6/1 2011

Læst af: 27.289