 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Eurokommunisme
Eurokommunisme er betegnelsen for den politiske og ideologiske nyorientering som fandt sted i 1970'erne indenfor især kommunistpartierne i Italien, Spanien og Frankrig. Eurokommunismen var et opbrud fra den stalinistiske tradition og signaliserede en socialisme baseret på de historiske, sociale og politiske forudsætninger i de vesteuropæiske industrisamfund. Eurokommunismen er historisk set det mest slagkraftige udtryk for «en tredje vej», forskellig fra både stalinisme og socialdemokratisme.
Den internationale kommunisme var under Stalin en enhedsbevægelse, organiseret omkring Komintern med Moskva som det dirigerende centrum. Denne enhedskommunisme som i 1960 blev splittet i en sovjetisk og en kinesisk pol undergik fra starten af 70'erne en yderligere deling med eurokommunismen - som egentlig også omfattede det stærke japanske kommunistparti - som den tredje pol.
Det afgørende vendepunkt for det eurokommunistiske opgør med den stalinistiske tradition var den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. De eurokommunistiske partiers skarpe kritik af invasionen var samtidig et forsvar for Dubcekregimets antistalinistiske eksperiment - «en socialisme med et menneskeligt ansigt» - som deres eget projekt. Deres alternativ til den sovjetiske model var en socialisme baseret på de liberale demokratiske rettigheder - ytrings- og organisationsfrihed - og på den parlamentariske pluralisme. Det borgerlige demokrati skulle ikke erstattes med proletariatets diktatur, men med det socialistiske demokrati.
Eurokommunisternes strategi - som den især blev udformet af de italienske kommunistiske ledere Antonio Gramsci og Palmiro Togliatti - indebar et radikalt brud med klassisk leninistisk strategi. Gramsci betegnede Lenins strategi - baseret på det eliteorienterede bolsjevikparti - som bestemt af «bevægelseskrigen» - revolutionen som politisk frontalangreb som f.eks. bolsjevikkernes storm på Vinterpaladset. Gramscis alternativ er «stillingskrigen» - revolutionen som en langvarig kamp om samfundsmagten.
Stillingskrigen kræver «et parti af en ny type» (Togliatti). Det leninistiske parti var skabt i en anden situation - et ulovlig parti i kamp mod zarens politistat - og under andre samfundsforhold - et tilbagestående bondesamfund med en arbejderklasse i mindretal - og på et andet økonomisk, teknisk og kulturelt udviklingstrin. I Vesteuropa med en højt udviklet arbejderklasse og en befolkning som er blevet formet gennem en lang tradition med borgerlig-liberalt demokrati, behøver venstrefløjen derimod et marxistisk masseparti, som er udogmatisk, åbent og nyskabende. I tråd med dette perspektiv afviste eurokommunismen dogmet om det eneste, ufejlbarlige kommunistparti som arbejderklassens eneste politiske repræsentant: Arbejderbevægelsen har traditionelt haft flere legitime partipolitiske udtryk. En hovedopgave for venstrefløjen er derfor at udvikle alliancen mellem arbejderbevægelsens partier.
Det italienske kommunistparti blev af historiske og teoretiske årsager eurokommunismens avantgarde. Med sin særegne antistalinistiske og marxistiske tradition kan partiet trække en linie fra Gramsci og Togliatti til 1970'ernes Enrico Berlinguer. Det franske kommunistparti var derimod i lang tid et af de mest stalinistiske og Moskvaorienterede partier i Europa. Dets kursskifte var forholdsvis brat og tilsyneladende uden omfattende politiske diskussioner. Enkelte frygtede, at de franske kommunister afskaffede stalinismen på en stalinistisk måde (se Garaudy). Det var en del af baggrunden for, at det franske kommunistparti kom til at udgøre eurokommunismens bagtrop. Det spanske kommunistparti var forbudt indtil 1977, men gennemførte alligevel dybtgående ideologiske analyser og diskussioner. På partiets 9. kongres i april 1978 gennemførte det et opgør med leninismen, og partiet ændrede betegnelse fra «marxistisk-leninistisk parti» til «revolutionært, demokratisk og marxistisk parti». Året før udgav partilederen, Santiago Carrillo bogen «Eurokommunismen og staten» - et eurokommunistisk modstykke til Lenins «Staten og revolutionen»; Lenins teser om staten «er ikke længere anvendelige i de udviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa, fordi de er forældede».
Eurokommunismen rokkede ved nogle af de grundlæggende kommunistiske forudsætninger for arbejderbevægelsens splittelse efter 1. verdenskrig, samtidig med at den afviste det socialdemokratiske alternativ. Alligevel løb den eurokommunistiske bevægelse i 80'erne ud i sandet. Den franske kommunistparti kom i 1981 i regering sammen med socialistpartiet, men i 84 trak det sig atter ud, da regeringsgrundlaget rykkede mod højre. Det viste sig mere vanskeligt end forudset at udvikle alliancen mellem arbejderbevægelsens partier. I Spanien slog problemerne igennem på en anden måde - partiet blev sprængt. I Italien havde perspektivet været at gennemføre det såkaldte «historiske kompromis» - danne regering sammen med de kristelige demokrater. De kristelige demokrater ødelagde i 80'erne denne chance, da partiet blev ramt af den ene korruptionsskandale efter den anden, og dermed gjorde det umuligt at danne regering med kommunistpartiet. Vejen til magten skulle gå over de kristeliges opløsning og omgruppering på venstrefløjen. I 1996 vandt Oliventræskoalitionen valget og dannede regering. Den bestod først og fremmest af det socialdemokratiske PDS, der havde udgjort hovedtendensen i kommunistpartiet, men som i starten af 90'erne endelig havde afskrevet kommunismen.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 37.927