Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Italien
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Justitsminister
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 28.198
: :
Togliatti, Palmiro
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Palmiro Togliatti
Palmiro Togliatti

Togliatti (1893-1964), italiensk kommunistleder og marxistisk teoretiker. Palmiro Togliatti blev født i Genova 26. marts 1893. Efter en korruptionsskandale blev familien forflyttet til Sassari på Sardinien. I gymnasieårene havde Togliatti kontakt med den politisk radikale Berlinguerfamilie. I 1911 begyndte han at studere jura ved universitetet i Torino. Blandt hans studiekammerater fandtes en anden «sardo» og fremtidig kommunistleder, Antonio Gramsci.

Togliatti og Gramsci var i tiden efter 1. verdenskrig fremtrædende ledere for venstrefløjen i socialistpartiet. I 1919 udgav de tidsskriftet Ordine Nuovo, der blev talerør for arbejderrådstanken. Togliatti deltog aktivt i oprettelsen af det italienske kommunistparti (PCI) i 1921 og fik tidligt centrale tillidshverv. Han blev arresteret i 1923 og 1925 for antifascistisk virksomhed. Kort tid efter flygtede han til Frankrig, hvor han blev hjernen bag partiets «udlandscenter», og dets egentlige leder efter at Gramsci i 1926 blev arresteret. I mellemkrigstiden arbejdede Togliatti for Komintern under dæknavnet Ercole Ercoli. Han var Kominterns politiske kommissær under den spanske borgerkrig. I 1944 vendte han tilbage til Italien og begyndte at genopbygge PCI.

Togliatti gjorde sig snart gældende som en original politisk leder, der ikke frygtede nogen ting. I denne periode blev «det nye parti» skabt. PCI blev omdannet fra at være et lille parti med stærke sekteriske træk til at være et åbent parti uden streng ideologisk kontrol, «for alle der accepterer vort program». Allerede i 1945 var PCI et masseparti med knapt 1,8 mill. medlemmer. Partiet lagde vægt på at knytte elementer til sig med forskellig religiøs og ideologisk orientering. Gennem sit tidsskrift Rinascita (Fornyelse) knyttede partiet kontakt med intellektuelle for at skabe en fornyelse af det italienske kulturliv.

PCI gik under Togliattis ledelse i efterkrigstiden ind for et bredt samarbejde med alle demokratiske kræfter i det italienske samfund - herunder de kristelige demokrater (DC). Togliatti var medlem af Badoglios samlingsregering - april-juni 1944 - vicepremierminister i Bonomis regering - juni 1944-juni 1945 - og justitsminister i regeringerne Parri og de Gaspari juni 1945-juni 1946. Som justitsminister spillede Togliatti en central rolle i udarbejdelsen af den nye italienske grundlov. Under den stærke antikommunistiske bølge i 1948 blev han udsat for et alvorligt attentatforsøg.

Togliatti var den første kommunistiske leder, som «officielt» påpegede, at stalinismen ikke kan reduceres til et spørgsmål om Stalins personlighed - «personkulten». For Togliatti var Khrustsjovs rapport til den 20. sovjettiske partikongres i 1956 fortsat fanget i stalinistiske forklaringsmodeller. Kun en dybtgående analyse af de politiske og økonomiske strukturer i Sovjetunionen kunne give en tilfredsstillende forklaring på omfanget af undertrykkelsen i Stalinperioden.

Fra denne tid stammer også teorien om «polycentrismen». Dvs. at den internationale kommunistiske bevægelse ikke længere skulle have et centrum - monocentrisme - men flere politiske centre med hvert sit særpræg. Denne ide var et led i afstaliniseringsprocessen, med mødte stærk modstand fra de russiske kommunister. Den blev atter taget op i Togliattis «Testamente fra Jalta», der blev forfattet umiddelbart før han døde i 1964. Togliattis «testamente» var et forsøg på at mægle i den kinesisk-sovjetiske konflikt og fremhæve de forskellige partiers politiske selvstændighed. En ny internationalisme kan alene baseres på princippet om «enhed i ulighed».

Togliattis bidrag til den socialistiske strategi bevæger sig på flere planer: Han bryder med en tradition, som diskuterer strategiske spørgsmål på to niveauer: Et internt hvor man holder liv i tanken om en «væbnet revolution», og et eksternt hvor man forsvarer den demokratiske vej til socialismen: «Vor politiske linie bliver mange gange accepteret på en overfladisk måde - rent formelt - eller bliver retfærdiggjort med de samme dumheder, som vore modstandere kommer med - «det er bare taktik», «de hemmelige planer» osv.» Denne konflikt blev først løst efter bruddet med den gammelstalinistiske gruppe omkring Pietro Secchia i 1956.

Samme år udviklede Togliatti op en ny strategisk model for PCI, knyttet til ideen om strukturreformer. Teorien om strukturreformer blev forstået som en konkretisering af Gramscis teori om «stillingskrigen» - dvs. en strategi der på lang sigt har til formål at forandre styrkeforholdet mellem klasserne til de store folkegruppers fordel. Strukturreformer indebærer, at «socialistiske elementer» bliver indført i samfundet - f.eks. arbejderkontrol med produktionen - før man har erobret den politiske magt. Strukturreformerne indgår i arbejderklassens strategi for at organisere sig som hegemonisk klasse. Strukturreformerne har en «overskridende» karakter i den forstand, at de modificerer den aktuelle magtblok og skaber betingelser for en ny magtblok, hvor arbejderklassen indgår som en hegemonisk kraft.

I en tekst fra 1963 sammenfatter Togliatti sin opfattelse således: «Vi ønsker ikke alene at udelukke hypotesen om et væbnet oprør og en borgerkrig, men vi agter på en ny måde at løse problemerne knyttet til organiseringen af det socialistiske samfund. Vi føler nødvendigheden af et klart demokratisk indhold i denne organisering, i alle dens faser, for at undgå de fejl og de forkvaklinger, der er opstået andre steder ... og vil tillade eksistensen af en pluralitet af organiserede politiske kræfter og dermed et samarbejde, som andre steder har været en undtagelse, men som - i vor vision - bliver en nødvendig regel.»

N.G.

Litteratur

G. Bocca: Palmiro Togliatti, volum I og II, Bari 1977.