 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Folkefront
Det kommunistiske parti har ifølge tradition og teori to måder at indgå alliance med andre på: enhedsfront og folkefront. Enhedsfronten står for et organisatorisk samarbejde med andre socialister på kommunisternes præmisser, folkefront for en løsere, bredere, klassemæssig og politisk samarbejdsform af mere begrænset varighed. For begge former gælder det, at kommunistpartiet skal styrkes organisatorisk gennem alliancen: tiltrække sig nogle samarbejdspartnere og frastøde andre.
Gennem de europæiske kommunistpartiers klassiske periode, mellemkrigstiden, kom udviklingen af disse to samarbejdsformer til at tegne en linie af øget vilje til kontakt udadtil. I udgangspunktet, ved Kominterns dannelse i 1919, var kommunistpartiet strengt selvcentreret. Den leninistiske partimodel, som var nedlagt i de såkaldte Moskvateser, fastslog elitepartiets nødvendighed, og de revolutionære konjunkturer tyder på, at elitepartiet, lutret og renset, ville kunne give den uundgåelige revolution i socialistisk retning. I foråret 1921 stod det imidlertid klart, at konjunkturerne skiftede og revolutionsbølgen ebbede ud. Alliancer blev nødvendige. «Enhedsfrontparolen» blev proklameret og stod formelt ved lov frem til 1928, først som et program om «enhed ovenfra», d.v.s. organisatorisk samling om kommunistpartiet efter forhandlinger med venstresocialdemokratiske og centristiske grupper, dernæst som parolen om «enhed nedefra», ved kommunistisk spredning af utilfredshed og rekruttering på grundplan. Men bag kulisserne var Komintern i færd med at skifte taktik. Allerede i december 1927 talte Stalin for et brud med højresocialisterne og på Kominterns 6. kongres i 1928 blev linieskiftet officielt kundgjort. Kommunistpartierne i alle andre lande gik ind for brændemærkning af socialdemokratiske ledere og tilbagetrækning fra alle former for samarbejde.
Den nye linie viste sig snart mislykket. Kun i Tyskland formåede kommunisterne at hente tilhængere fra socialdemokratiet, og selv her skete det kun i moderat omfang. De fleste partier meldte om dramatisk reduktion i tilslutningen. Med Hitlers magtovertagelse i 1933 blev påstandene om en snarlig revolution gjort til skamme. I Spanien og Frankrig ønskede kommunisterne lokalt samarbejde med andre. Også hensynet til Sovjetunionens sikkerhed nødvendiggjorde et linieskift. Partierne blev pålagt at indgå alliance med socialdemokrater, liberale og andre under navnet «folkefront», en linie som blev officielt proklameret på Kominterns 7. kongres i 1935. Året efter vandt valgkoalitioner af venstrepartier under navn af «folkefront» flertal ved parlamentsvalgene i Spanien og Frankrig. Formelt stod folkefrontpolitikken ved magt frem til Kominterns opløsning i 1943.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 35.694