Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Frihandel

Begrebet «frihandel» er udviklet af kapitalistiske stater, der har ønsket adgang til andre staters markeder. Det de mener er:

Begrebet knytter sig almindeligvis til handelen med varer og tjenester over landegrænserne. Frihandel betyder, at denne handel frit finder sted  mellem virksomheder og personer i forskellige lande, uden krav om eksport- eller importtilladelse fra myndighedernes side og uden afgifter i form af told eller lignende.

Frihandel som system udviklede sig først og fremmest med udgangspunkt i England, i den periode da England var det ledende land i industrialiseringen, som en reaktion mod den tidligere merkantilisme, der indebar en stærk statslig regulering af udenrigshandelen (se Merkantilisme). Frihandel svarede til Englands interesser, som de blev opfattet af industri- og handelsborgerskabet. På den ene side var fri import af madvarer vigtig for at frigøre arbejdskraft fra fødevareproduktionen i England og for at holde leveomkostningerne lave, og på den anden side var frihandel vigtig, for at den stigende engelske industriproduktion skulle trænge ind på andre markeder. Ændringerne i retning af frihandel blev understøttet af teoretiske analyser fremlagt af Adam Smith, David Ricardo og andre repræsentanter for den klassiske økonomi i England. I andre lande herskede delvist andre teoretiske opfattelser, men efterhånden kom frihandelsopfattelsen til at indtage en ganske dominerende stilling i økonomisk teori om international handel.

Frihandel som den i praksis udviklede sig, havde sin «storhedstid» i sidste halvdel af det forrige århundrede og op mod den Første Verdenskrig. Verdenskrigen førte til sammenbrud i systemet, men der blev gjort forsøg på at genetablere frihandelssystemet i 1920'erne. Med den store økonomiske krise der satte ind fra 1929, blev der imidlertid atter indført mange former for regulering af udenrigshandelen, til beskyttelse af den hjemlige produktion (protektionistisk handelspolitik).

Efter Anden Verdenskrig havde de fleste lande ret strenge reguleringer af udenrigshandelen, men der gik ikke mange år, før der atter blev gennemført en række tiltag for at afvikle reguleringerne og genindføre frihandelen. Marshallplanen og det samarbejde der fulgte, pegede i denne retning. Den internationale økonomiske organisationen OEEC (senere OECD) der omfatter Vesteuropa, Nordamerika, Japan og enkelte andre industrialiserede lande, forpligtede medlemslandene til skridt for skridt at fjerne reguleringerne af handelen (se OECD). Toldreduktioner er i vid udstrækning blevet gennemført i regi af den internationale organisation GATT. I mere begrænsede områder har frihandelsområder og toldunioner spillet en stor rolle. Et frihandelsområde er en gruppe af lande der afvikler toldsatser og andre reguleringer i handelen mellem hinanden, men opretholder nationalt bestemte toldsatser og reguleringer overfor lande udenfor området. En toldunion afvikler på samme måde tolden i handelen mellem landene, men opretter samtidig fælles toldsatser mod lande udenfor unionen. I Europa har de vigtigste organisationer af denne art været frihandelsområdet EFTA og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF). Danmark var frem til sin indtræden i EF i 1973 medlem af EFTA.

Frihandel har fordele og ulemper. Fordelene ligger først og fremmest i, at frihandelen kan bidrage til en rationel arbejdsdeling mellem landene, i samklang med landenes naturlige produktionsforudsætninger. Disse fordele fremkommer imidlertid kun under bestemte vilkår, der kan sikre, at systemet fungerer glat og nogenlunde stabilt. Ulemperne består i, at systemet bidrager til, at konjunktursvingninger let forplanter sig fra land til land, og at de nationale myndigheder får reducerede muligheder for at styre den økonomiske udvikling. Endvidere vil frihandelen kunne fremme meget skæv indtægtsudvikling i de forskellige lande, da der ikke er noget i systemet der sikrer, at de priser der fastlægges i den frie handel giver producenter af forskellige varer, f.eks. råvarer overfor industrielle færdigvarer, nogenlunde det samme indtægtsniveau. Dette sidste punkt er af særlig betydning for spørgsmålet om frihandel mellem industrialiserede lande og udviklingslande.

Arbejderbevægelsen har haft skiftende holdninger til spørgsmålet om frihandel. I perioder hvor spørgsmålet om økonomisk planlægning og hindring af konjunktursvingninger har stået højt på dagsordenen, har arbejderbevægelsen i flere lande været imod frihandelssystemet, mens der har været større forståelse for frihandelssystemet i perioder med jævnere vækst og større beskæftigelse.

Det er ikke alle tilhængere af frihandel, der har betragtet frihandelsområder og toldunioner som tilfredsstillende, da de ofte kun fører til en udvidet handel indenfor unionerne, mens de virker bremsende på handelen mellem unionen og den omgivende verden, og derfor ikke i fuld udstrækning repræsenterer frihandel.

Frihandel efter Sovjetunionens sammenbrud

Efter Sovjetunionens, Østblokken og Comecons sammenbrud i starten af 1990'erne var den vestlige kapitalisme interesseret i øjeblikkelig og uhindret adgang til markederne i øst. Et fint eksempel i lille skal var Vesttysklands krav om fuldstændig adgang til markedet i Østtyskland, samtidig med at Vesttyskland lukkede den østtyske industri efter «genforeningen». Adgangen til markederne blev dels opnået gennem de internationale monetære institutioner, der som betingelse for lån stillede krav om total åbning af markederne. Dels oprettede den vestlige kapitalisme i 1995 World Trade Organisation (WTO), der skulle bryde toldmure ned overalt i verden for at give den vestlige kapitalisme adgang til alle verdens markeder. WTO processen med handelsliberaliseringer er vurderet at øget den globale økonomi med 20%.

WTO løb dog forholdsvist hurtigt ind i problemer. Den 3. verden var ikke ubetinget interesseret i at få åbnet alle sine markeder for vestlige industriprodukter, fordi det kunne smadre egen produktion. Og Vesten var heller ikke grundlæggende interesseret i at åbne op (frihandlens paradigme: mine varer har adgang til dit marked, men du har ikke til mit). Allerede i 2010'erne begyndte systemet at vakle. Selvom WTO systemet skulle behandle handels uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne, tyede Vesten hurtigt til gammelkendte metoder: told, straftold og handelshindringer. Dette blev hastigt accelereret efter Donald Trump kom til som præsident i USA i 2017 på et slogan om «Make America Great Again». USA var nemlig økonomisk gået drastisk tilbage fra at have tegnet sig for 50% af verdensproduktionen efter 2. verdenskrig til i 2010 at tegne sig for under 20%. Trump gik til adgang på Kina og indførte høj told på en række kinesiske produkter og gik samtidig til angreb på EU ved at indføre straftold på bl.a. stål. Brodden var dog især rettet mod Kina, som USA frygtede mest. EU var hurtig til at følge i USA's fodspor og indførte egne handelshindringer mod Kina. Danmark havde i 2019 valgt kinesiske Huawei til at indføre 5G telenet i landet, fordi det var det billigste og mest avancerede. Men på anmodning fra USA blev ordrerne indstillet i 2020 med grundløse anklager om korruption og spionage. Og ja, konsekvensen af told og handelskrig er dyrere og dårlige produkter. Som WTO processen havde accelereret den globale økonomiske vækst giver toldskranker og handelskrig nu opbremsning eller direkte tilbagegang i økonomien.

USA's handelskrig er fortsat uændret under den demokratiske præsident Joe Biden (2021-24). Han har forstærket handelsangrebene på Kina, der har svaret igen ved at indstille købene af en række US produkter - bl.a. halvledere, mobiltelefoner og elbiler. Samtidig begrænser Kina eksporten af en række produkter USA er afhængig af. Det rammer en lang række US virksomheder hårdt, lige som USA's handelsangreb der er fulgt op af EU handelsangreb rammer den kinesiske økonomi. Historien bekræfter, at «frihandel» er et begreb til festtaler. Når konkurrenter på verdensmarkedet bliver stærke nok til selv at drage nytte af det, bliver det lagt i glemmebogen og erstattet af handelskrig.

Biden forlængede ikke USA's handelskrig mod EU da han trådte til som præsident i 2021. Den havde åbenlyst skabt store spændinger mellem de 2 store kapitalistiske blokke. For at svække EU fremprovokerede USA i stedet krig med Rusland. Krigen har haft meget begrænsede negative økonomiske virkninger i USA, mens EU hvis virksomheder i stort omfang havde etableret sig i Rusland blev hårdt ramt. Dels blev virksomhederne lukket eller solgt med gigantiske tab, dels standsede eksporten til det store marked, dels var EU nødt til at importere langt dyrere varer fra USA - især gas. USA havde derfor klare økonomiske fordele af krigen ved at kunne øge sin eksport og ved at svække sin største konkurrent på verdensmarkedet, EU. For EU har den US fremprovokerede krig umiddelbart kostet 5-10% økonomisk tilbagegang. I Danmark betød deltagelsen i krigen mod Rusland økonomiske tab på omkring 80 mia. kr.

Samtidig har EU reageret med massiv oprustning. Det er midler derfor samfundsøkonomisk ikke anvendes til produktive investeringer, men til køb af våben fra især USA. USA vil i mange år fremover drage nytte af et stadig mere svækket EU.

L.J., A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 20/5 2024

Læst af: 59.486